Jeg vil gøre det helt klart, at jeg kan sætte mig endog meget ind i Marlene Duus' følelser, men jeg vil af flere årsager undlade at komme nærmere ind på omstændighederne. Hun oplever, at samfundet hjælper hendes overfaldsmand videre, mens hun bliver overladt til sig selv. Efter at det retsmæssige regnskab er gjort op, stemmer balancen ikke.
Borgerlige politikere og borgere samstemmer: Gerningsmanden skulle have haft højere straf, og har ikke krav på samfundets hjælp. Samfundet gør de kriminelle til ofre, og de reelle ofre bliver ladt i stikken. Venstrefløjen tenderer i stedet til at understrege, hvad omfattende forskning indenfor feltet entydigt har konkluderet:[/hyphenate] Strengere straffe har ikke nogen effekt, mens resocialisering og forebyggelse har en positiv virkning. Venstrefløjen forholder sig ikke til strafudmålingen (bortset fra forskningens resultater), men til det forhold, at ofrene ikke får tilstrækkelig hjælp.
Lidt firkantet sagt ønsker højrefløjen, at der sættes fokus på strengere straf af de kriminelle, som bliver pågrebet, mens venstrefløjen ønsker, at der sættes fokus på bedre hjælp til ofrene. Venstrefløjen anklager derfor højrefløjen for at glemme ofrene i et system, hvor ofrene allerede er opstået, når straffen udmåles, og hvor straffen ikke hjælper ofrene. Højrefløjen anklager i stedet venstrefløjen for at være ansvarlige for et system, hvor forbryderne gøres til de virkelige ofre, og hvor det er attraktivt at være offer.
Her ville en smule selvindsigt klæde de borgerlige. De borgerlige partier erklærer alle som en, at deres livssyn bygger på den luthersk-evangeliske kristendom. Her gælder der selvfølgelig, at det religiøse fundament i livssynet ikke eksplicit udpensles i en politisk erklæring, og at det endog næppe er et bevidst element i de fleste borgerliges livssyn. Den religiøse formulering er derimod udtryk for en tankegang, der bogstavelig talt har eksisteret i samfundet i århundreder - et komprimeret symbolsprog for holdninger, som i dag kan konstateres at vække genklang hos især borgerlige.
Den religiøse lære fortæller, at menneskets hidtil iboende synd er tilgivet ved det offer, den kristne Gud bragte os gennem ofringen af sin søn, hvis eksempel mennesket formodes at emulere. Offermentaliteten er central i denne kristne retning, hvor det på en gang gælder om selv at være offer, samtidig med, at ens evne til at opnå frelse gennem sin selvopofrelse kan ses på, om man stadig tiltrækker Guds vrede via uheld og ulykker, der måtte påfalde en. Ofre for livets luner er således syndere, thi de har ikke ydet tilstrækkelig selvopofrelse, og de velstående og heldige er frelste, thi de har udvist guddommelig selvopofrelse.
[hyphenate]Det korte af det lange er, at den kristne, borgerlige tankegang foreskriver, at de mindre heldigt stillede er "syndere", idet de på den ene eller anden måde selv er skyld i deres dårlige situation, mens de mere heldigt stillede kan demonstrere deres (kristne) værd ved at yde "ofre" til synderne gennem almisser.Dermed er der skabt netop det system, som højrefløjen ironisk nok advarer mod. De mennesker, der falder ofre for kriminalitet, for udnyttelse og for sorte uheld, anses ikke som ofre, men som syndere, der må være ansvarlige for deres egen kamp (for frelse), så de igen kan blive gode samfundsborgere. De egentligt ofrende mennesker er de, der allernådigst giver almisser.
I kristen, borgerlig optik er forbryderne naturligvis syndere, og renses for skyld gennem straf. De egentlige ofre for forbrydelsen er i bedste fald uinteressante, men snarere uønskede som de syndere, de jo må være, hvilket falder helt i tråd med moderne, borgerlige krav om strengere straffe, samt færre ressourcer til forebyggelse og hjælp til ofrene. Det egentlige ofre bliver gemt, glemt og fortrængt, sådan som det har været et borgerligt princip gennem århundreder.[/hyphenate]
Denne borgerlige ideologi genfinder vi også udenfor den retslige grænse for overgreb, udnyttelse og brug af magt. Da den borgerlige regering soldede et enormt økonomisk opsving op ved at give skattelettelser til de rigeste, og hvor erhvervsliv og banker fik stillet den ene store garanti efter den anden, efterlod det alle vi andre som ofre for deres skørlevned. I dag er det tydeligt, at de svageste - de virkelige ofre for finanskrisen - igen kommer til at betale regningen for de velstilledes overforbrug. Fyrer erhvervslivet, skal de fyrede gå bodsgang på jobcentrene. Det er ikke personen, der stikker sin kollega i ryggen, der er offer, og det er chefen, der fyrer, heller ikke, skønt det er disse personer, der begår et angreb mod den fyrede. Bliver en person kørt fysisk eller psykisk ned på grund af arbejdspres, henvises den syge til et behandlingssystem med få muligheder og udsigt til en ødelagt økonomi.
De i forvejen velstillede må ikke røres, for de er de frelste, som har ofret sig selv ved at arbejde hårdt, ved at tage risici, ved at tage ansvar, og ved at betale skat som almisse til de syndigt svage. Borgerlig politik har i gåsegang med kristendommen vendt virkeligheden på hovedet, så vi gør ofre ud af de, der begik overgrebene til at begynde med, uanset om de fanges i retssystemet, hvor de kan renses fra synd, eller opererer i fuld lovlighed i et kapitalistisk system, der tilgodeser den, der undertrykker frem for dem, der bliver undertrykt. Socialdemokraterne og SF danser i dag med på de borgerliges pibe ved at udpege de arbejdsløse som syndere og de arbejdende som deres ofre.
De borgerlige anklager venstrefløjen for at skabe et system, hvor forbryderne bliver gjort til ofre, men i virkeligheden er det netop dette system, højrefløjen har repræsenteret gennem århundreder. Det, vi har brug for, er et system, hvor vi som samfund efter hundreder af års undertrykkelse fra de heldigt stillede vender virkeligheden på ret køl og indser, hvem der er de egentlige ofre og de egentlige overgrebsmænd og -kvinder, og århundreder for sent begynder at støtte de, der har behov.
]]>
