Blogs

[hyphenate]Socialdemokratiets politikere i form af bl.a. Mette Frederiksen og Pernille Rosenkrantz-Theil (på Facebook) er i disse dage i færd med at præcisere, at de med "dovne arbejdsløse" mener "dovne akademikere". De har forlængst overtaget Joachim B. Olsens (LA) forestillinger om, at arbejdsløse er dovne og ikke mener, at det kan betale sig at arbejde.

Men det kan betale sig at arbejde. Jeg kunne argumentere for, at når først man er på bistandshjælp, så er det slut med mere end nogle få tusinde kroner i banken, slut med pensionsopsparing, slut med almindelige rettigheder, slut med hus og bil, osv.[/hyphenate] Selv hvis ens løn svarede til bistandshjælp, ville denne løn give en væsentligt flere muligheder og frihed. Jeg ved oprigtigt ikke, hvad der kan få folk til at tage til takke med bistandshjælp, med mindre deres krav til tilværelsen er forsvindende få, eller fordi de ikke har noget andet valg. Hvis man ser bort fra alt det, man mister, når man får bistandshjælp eller dagpenge i stedet for løn, kan mindstelønnen imidlertid godt se ud, som om den ligger tæt på de sociale ydelser; så tæt, at man endog ved første øjekast kunne overveje, om det kunne betale sig at arbejde.

Pointen er, at det ikke er spor tilfældigt. Arbejdsmarkedet er også et marked med de markedsmekanismer, det indebærer. Udbud og efterspørgsel (og prisaftaler og karteldannelser!) gælder også på arbejdsmarkedet. Lønniveauet indretter sig efter, hvornår man er i stand til at få folk til at arbejde. Der er ingen arbejdsgiver, der er interesseret i at give en højere løn, end en tilstrækkeligt kvalificeret arbejdskraft er villig til at arbejde for. Og det betyder, at mindstelønnen vil indrette sig til det niveau, hvor det lige præcis kan betale sig at arbejde - og så absolut heller ikke mere.

Hvis dagpenge- og kontanthjælpssatser bliver nedsat, vil det i første omgang gøre det væsentligt mere attraktivt at arbejde. Det hersker der næppe nogen tvivl om. Til gengæld vil en sådan nedsættelse af ydelserne automatisk betyde, at det også vil være attraktivt at arbejde for en tilsvarende lavere løn. Således vil mindstelønnen indrette sig således, at det lige netop kan betale sig at arbejde, men ikke mere. Det samme vil ske, hvis ydelserne sættes op: Umiddelbart vil det gøre det mindre attraktivt at arbejde, men kun indtil virksomhederne opdager, at de må øge mindstelønnen blot så meget, at det igen er marginalt mere attraktivt at arbejde.

Uanset om offentlige ydelser og dermed mindsteløn hæves eller sænkes, vil der altid være en hårfin grænse mellem ydelserne og mindstelønnen, der altid vil gøre det muligt at skabe en aktuel debat - der af samme grund altid vil være meningsløs - om, hvorvidt det kan betale sig at arbejde, når de offentlige ydelser er så høje, som de er. Det er lige så rimeligt (eller urimeligt, om man vil) at debattere, hvorvidt det kan betale sig at arbejde, når virksomhederne er så nærige med betalingen for deres arbejdskraft.

De offentlige ydelser og lønniveauet hænger sammen. Hvis man ønsker at trække lønniveauet nedad (f.eks. som arbejdsgiver) har man interesse i at nedsætte de offentlige ydelser. Ønsker man at hæve lønniveauet (dvs. som lønmodtager) har man interesse i at hæve de offentlige ydelser.

Mette Frederiksen (S) mener, at akademikere bør søge job i Netto.

Det er nok fordi hun helst ikke vil have, at de stifter bekendtskab med Fakta.

Debatkulturen halter i Folketinget, og det burde man kunne sige sig selv: Hvorfor skulle politikerne i Folketinget dog tale væsentligt anderledes til hinanden i Folketingssalen, end når de taler til hinanden i medierne?

Nogle politiske kommentatorer foreslår, at det skyldes de yngre politikere, der mangler den halmstråtyggende, jyske landmands "forstandighed". Det er skam også en fristende konklusion, når ældre medlemmer af Folketinget tilsyneladende hævder at tage afstand fra den tone, som jakkesætsbøller som Søren Pind (V) benytter, når han tilsyneladende finder det vigtigere at håne SRSF-regeringen end at glædes over den, når den fører hans foretrukne politik. Men den slags politikere har der altid været i Folketinget.

Det er ikke noget nyt, at Folketinget bliver sammenlignet med en børnehave, og at tonen har været hård, men det var først ved sidste valg, at Venstre indførte smædekampagner i en valgkamp efter bedste amerikanske forbillede. Det er også nyt, at de ældre politikere kritiserer deres egne partifællers tone. Skal man forstå tonen, er det imidlertid ikke politikernes alder, man skal se på. Når oppositionen chikanerer regeringen og spilder dens tid ved at stille det samme spørgsmål igen og igen, selv om de allerede kender svarene, er det organiseret og systemisk, ikke udtryk for enkeltpersoners alder.

Politikerne opfører sig i Folketinget, som de har lært at opføre sig, når de er på skærmen. Her vil seerne have sex, gys og action, og opskriften er simpel: Inviter en køn ung kvinde fra Enhedslisten i studiet, tilsæt koncentrationslejrpolitik med en politiker fra Dansk Folkeparti, og bed dem "diskutere" et emne, de er lodret uenige om i et TV-studie, hvor værtens journalistiske indsats er begrænset til på skift at spørge den ene gæst, om ikke den anden gæst har ret.

På skærmen ser befolkningen den politiker, de bedst kan lide, give den anden politiker tørt på. Når dagens action er overstået, kan seerne trække sig tilfredse tilbage, enten fordi de kun anerkender deres favorits argumenter og således føler, deres favorit har vundet, eller fordi de befinder sig i en politisk midte, hvor de er uimodtagelige overfor begge parters argumenter, og gammelklogt konkluderer, at sandheden nok ligger et sted i midten, hvor de meget passende selv synes, de befinder sig.

Ingen seer bliver klogere af disse konfrontationer; i bedste fald har man fået et par yderligere argumenter af sin favoritpolitiker, som man kan gentage, når man kommer til at diskutere politik ved familiefesten. Det giver sikkert en form for politisk katarsis at se sine politiske modstandere få stryg, men der må vel være grænser for, hvor mange mentale tarmskylninger, vi har behov for.

Problemet er kort sagt, at skal man debattere konstruktivt, er man nødt til at have et fælles udgangspunkt. En nuanceret debat er kun mulig, når de store uenigheder er ryddet af vejen, eller i det mindste isoleret fra det emne, der bliver diskuteret. Det giver kun mening at diskutere, om man skal tage bussen eller toget, hvis man er enige om, hvor man vil hen.

Både venstre- og højrefløj er enige om, at finanskrisen er et stort problem, men fordi de er rygende uenige om de helt principielle løsningsstrategier, kan de heller ikke være enige enige om taktiske tiltag, og da slet ikke nuancerne i disse taktikker. Imidlertid er det netop nuancerne, der bliver taget op til debat, og da fløjene allerede er uenige om strategien, er debattens indhold på forhånd reduceret til børnehavens "ja!" og "nej!"-råb efter hinanden.

Her kunne politikerne indse, at de er så uenige, at det ikke nytter at debattere menuen i øst, når modparten befinder sig i vest. Men medierne har gennem mange år skabt en debatform, der kræver konfrontation, og medierne har vænnet politikerne til, at de kun kommer i medierne med kontroversielle udtalelser, eller hvis de erklærer sig uenige i noget. Skal man høres som politiker, skal man være negativ. Politikerne er om nogen blevet opdraget i det gennem deres eksponering i medierne. Man vinder ikke ved at have ret, men ved at forhindre modstanderen i at få det. Der myreknippes i småfejl og bores i små uklarheder, så ingen politisk modstander får mulighed for at forklare sig eller debattere på de områder, der burde debatteres.

Løsningen er så simpel, at den ligger lige for. Man kunne sætte Pia Olsen-Dyhr (SF) i studiet med politikeren fra samme parti, Margrete Auken, omkring deres indbyrdes uenighed omkring ACTA. Hvorfor ikke sætte Thyra Frank (LA) i studiet med Anders Samuelsen (LA) for at diskutere, hvordan hendes foreløbige bidrag til dansk politik - hendes ønske om servering af saftevand på plejehjemmene - harmonerer med Anders Samuelsens krav om brugerbetaling for enhver særlig service? Hvorfor ikke sætte en politiker i studiet mod et hold eksperter, der kan bidrage med fakta, erfaringer og viden i stedet for holdninger? Hvorfor ikke invitere en politiker i studiet for at konfrontere ham eller hende med de faktiske konsekvenser af dennes politik?

Kunne man ligefrem forestille sig en debat, der ender med, at den ene politiker til sidst erklærer sig enig med sin modpart, eller hvor de sammen har fundet et kompromis? Ikke med den debatform, som de danske medier benytter sig af. Jeg så gerne, at de danske medier behandlede seerne som voksne mennesker, og ikke underholdt os med børnehavedebat. Det ville hurtigt smitte af på debatten og den konstruktive politik i Folketinget.

"Højreorienterede" anti-islamister fra flere lande i Europa planlægger at mødes i Aarhus for at starte et fælles arbejde, skriver Politiken.

Det er en underdrivelse af rang at kalde dem for "højre­orienterede". Den engelske English Defence League er en voldelig, fascistisk og højreeks­tremistisk organisation. I den danske søster­afdeling har lederen netop været fængslet for et racistisk overgreb. Det er også fejlagtigt at kalde dem for "islam­kritikere", for de tager sig generelt ikke af, om en person er muslim, hvis blot personen er mørk i huden.

Det er vigtigt at møde dem med en massiv moddemonstration, uanset om de vælger at holde møde i lukkede og hemmelige omgivelser, eller om de vil forsøge at mobilisere en demon­stration. Deres forbillede er 1930'ernes Tyskland, hvor det handler om med vold og terror at forhindre politiske modstandere i at komme til orde: De ønsker at "erobre gaden" ved at true eller angribe deres modstandere, sådan som højreeks­tremisterne i Århus har gjort det gennem flere år.

Det er en fejl at tro, at højreekstremisterne er som alle andre demonstranter. Højreeks­tremisterne falder udenfor kategorien af demon­strerende, der mister interessen, når de ikke bliver hørt. De går ikke i gaderne af samme årsag som "normale" demon­strerende. De går i gaderne for at true. Deres succes­kriterium er ikke at "blive set". De håber i stedet, at de enten har held til at nedkæmpe de folk, der måtte modsætte sig dem, eller også ser de det som en sejr, at der ikke er nogen, der modsætter sig dem. De holder sig ikke tilbage, bare fordi der er fri bane - en fri bane er derimod en invitation til at kunne marchere i gaderne, hvornår det skal være, og ikke bare under en planlagt demon­stration. De kan ikke ties eller ignoreres ihjel.

En modreaktion mod højreekstremisme handler ikke om, at venstre­ekstremisme møder højreekstremisme. Det handler om, at helt almindelige og fredelige danskere lige fra det, der ligger til venstre for Enheds­listen og helt ud til Venstre viser højre­ekstremis­terne, at vi ikke vil regeres af antidemo­kratiske, voldelige bøller. Det er vigtigt at vise de højre­ekstreme voldsmænd, at de har er lang vej endnu, at vi er alt for mange til, at de vil kunne standse os med vold og trusler på gaden.

Kære Dansk Folkeparti,

Selv om jeg på ingen måde kan tilslutte mig jeres politik, glæder det mig alligevel i udsøgt grad, at I har valgt at benytte mit logo-forslag som endnu et eksempel på Dansk Folkepartis umiskendelige og vedholdende tradition for at benytte nazistisk symbolik, argumentation, politik og retorik. Oprindeligt troede jeg, at I ikke var interesserede, og jeg lagde det derfor på nettet til fri afbenyttelse.

Jeg er opmærksom på, at der er nogen, der mener, at jeg har lagt en fælde for jer. Det vil jeg naturligvis afvise: Med enkelte undtagelser i form af bl.a. Martin Henriksen og Kim Christiansen er jeg ikke parat til at tro, at nogen i Dansk Folkeparti kan være dum nok til at tage fejl af mit forslag og Dansk Folkepartis hidtidige logo endsige overse, at det parodierede logos form er et hagekors.

I et land som Danmark, hvor børn i skolen lærer om den tyske besættelse hvert forår, mens de danske TV-stationers sendeflade i samme periode domineres af historiske skildringer af besættelsen, vil ingen kunne overse dette symbol. Jeg vil af samme grund på det bestemteste afvise de verserende rygter om, at jeg opfatter Dansk Folkepartis lokalformand i Køge som en komplet idiot på dét punkt, når hun vælger at benytte mit logoforslag. (Jeg kender hende ikke desværre tilstrækkelig godt til at kunne udtale mig om hendes kompetencer på andre punkter). Jeg er sikker på, at de ledende organer i Dansk Folkeparti har et så familiært forhold til symbolet i logoet, at det for jeres lokalformand var en lige så naturlig vane at inkorporere symbolet i en avisannonce, som det er for Dansk Folkeparti at inkorporere de holdninger, symbolet beskriver, i jeres politik. Det glæder mig, at I forstår symbolikken og ved, hvornår det er på sin plads at benytte det - her som blikfang for Morten Messerschmidt.

Medierne har også spekuleret i, om jeg ville forlange betaling pga. copyright. Her vil jeg gentage teksten, der akkompagnerer mit oprindelige forslag og understrege, at enhver brug er vederlagsfrit. Men selv uden denne betingelse vil jeg også pointere, at der jo er tale om satire, og den slags bør man ikke køre så langt ud, at man ender i Grøften. Jeg vil derfor på ingen måde løfte hånd mod jer på baggrund af jeres brug af mit logo-forslag.

Med venlig hilsen,

Ole Wolf

I går bragte omtrent samtlige medier historien om, at Dansk Folkeparti var kommet til at bruge et nazilogo i en annonce i et lokalblad. Logoet var blevet spottet af Niels Gisli, og herefter blev historien bragt i Sjællands Nyheder, hvor jeg blev interviewet. Herefter eksploderede nyheden om, at Dansk Folkeparti havde benyttet en satirisk modifikation af deres logo, som jeg havde designet.

Min første reaktion var, at det sikkert var nogen, der tog gas på Dansk Folkeparti. Men eftersom det i så fald både ville være en joke af en art, der kunne få strafretslige konsekvenser, og en noget dyr spøg i form af betaling for en annonce, gættede jeg på, at det sikkert var en teknisk fejl begået af en uheldig designer, der snart ville blive mødt med erstatningskrav fra Dansk Folkeparti.

Som sidste mulighed gættede jeg på, at Dansk Folkeparti selv havde fremstillet annoncen og bevidst valgt logoet. Derfor svarede jeg, at mens det sikkert var et udtryk for den sædvanlige mangel på begavelse i Dansk Folkeparti, så kunne jeg ikke udelukke, at Dansk Folkepartis lokalformand virkelig havde ønsket at sende et signal, der ikke er fuldstændig uønsket hos Dansk Folkeparti. Eller sagt lidt mere ligeud: Det var reelt muligt, at lokalformanden ønskede at tiltrække folk fra den absolut yderste højrefløj.

Til spørgsmålet om, hvorvidt jeg ville rejse sag om copyright, svarede jeg nej. På det tidspunkt havde jeg ganske vist glemt, at jeg i mit oprindelige indlæg havde skrevet, at logoet kunne benyttes vederlagsfrit, men jeg svarede, at det ganske enkelt var for komisk, at Dansk Folkeparti selv benyttede det logo, som jeg havde fremstillet som hån og satire mod partiet.

I diverse kommentarspor på de alt for umodererede "debat"-sektioner i diverse medier er der adskillige folk med åbenlys forkærlighed for Dansk Folkeparti, der hævder, at der ikke er noget hagekors i tegningen, og at man skal se syner for at få øje på det. Som en af dem skrev: "Kun en person med sygelig fantasi kombineret med kronisk forfølgelsesvanvid, kan se et hagekors i dette logo".

Til det kan jeg blot svare, at ganske vist fremstillede jeg ikke den kantede udgave, som det tyske naziparti traditionelt benyttede, men lad mig fjerne enhver tvivl: Det var til fulde tilsigtet, at man skulle kunne se et hagekors i Dansk Folkepartis logo, fordi jeg ønskede at gøre opmærksom på, at partiet med en unødvendigt tilgivende beskrivelse bør kaldes for kryptonazistisk: Deres realpolitik er i så høj overensstemmelse med klassisk nazisme, at forskellene er så små, at det ikke giver mening at diskutere dem.

Når en af Dansk Folkepartis lokalformænd valgte at benytte min sarkastiske modifikation, er det svært at tro andet, end at hagekorset har en så positiv betydning hos vedkommende, at det tydelige symbol ikke gav anledning til et genkendelsens ubehag, der ville få en normal person til at undre sig over, om der måske var noget galt. Uanset, om det var bevidst eller ubevist, er lokalformandens beslutning endnu et blandt mange "Freudian slips", hvor Dansk Folkeparti bevidst eller ubevidst skaber forbindelse til nazisme.

Følgende er d.d. sendt til PET:

Kære PET,

Jeg har med interesse læst jeres rapport om jeres indsats mod politisk ekstremisme, der blev udgivet d. 14. november 2011. Imidlertid undrer jeg mig over rapportens redegørelse for det venstre­­ekstre­­mistiske miljø. Jeg vil her fremhæve følgende passage i rapporten:

Venstreekstremistiske aktiviteter er primært rettet mod virksom­heder, stats­in­stitu­tioner eller det højre­­eks­tre­mistiske miljø. Det venstreeks­tre­mistiske miljø knytter typisk aktioner op på politiske enkeltsager, f.eks. anti-militarisme, anti-fascisme, anti-racisme, anti-globa­lisering, kampen imod xenofobi, dyre­velfærd, inte­grations- og asylpo­litik, støtte til revolu­­tionære bevægelser i udlandet samt klima­­politik. [PET's indsats i forhold til politisk ekstremisme]

Passagen bekymrer mig, fordi jeg i følge jeres beskrivelse ser ud til at kvalificere som "ekstremist". Jeg støtter f.eks. fagforeningerne mod virksomhedernes forsøg på lønpres m.v., jeg er imod Danmarks deltagelse i Irak og Afghanistan, jeg er imod fascisme og xenofobi, jeg er imod racisme, jeg er imod globalisering, jeg går ind for dyrevelfærd, og jeg støtter den integrations- og asylpolitik, som normalt formuleres af Enhedslisten og de Radikale. Jeg er usikker på, hvorvidt min støtte til udenlandske bevægelser og klimapolitik kan kategoriseres som støtte til ekstremisme al den stund, at disse bevægelser tilsyneladende klassificeres og deklassificeres som terror­bevægelser i flæng; Greenpeace har dog oplevet at blive dømt under terrorlov­givningen, hvorved min støtte til Greenpeace formodentlig sætter mig i samme kategori som den dømte organisation. Min støtte har været i form af holdnings­tilkende­givelser, fremmøde i lovlige og anmeldte demon­strationer samt hjælp til finan­ciering.

Endvidere beskriver rapporten, at:

Det venstreekstremistiske miljø råder over væsent­lige IT-kompe­tencer, som bl.a. anvendes til brug for elektro­niske angreb og forsøg på kompromit­tering af IT-systemer. [PET's indsats i forhold til politisk ekstremisme]

I den forbindelse kan jeg oplyse, at jeg er IT-ekspert, og at jeg i mit seneste job har været ansvarlig for at sikre, at en ca. 1.000 mand stor udviklingsafdeling lever op til Dansk Standard DS484:2005 for IT-sikkerhed; dette har involveret (hypotetiske) forsøg på at kompromittere IT-systemer indeholdende person­følsomme data for størstedelen af Danmarks befolkning.

Rapporten nævner nært samarbejde med udenlandske organisationer samt forsøb på udveksling af våben. I en sådan sammenhæng er min indsats begrænset til at undervise en lokal gruppe af overvejende venstreorienterede unge i selvforsvar, idet vi fokuserer på frigørelse, undvigelse, afvæbning, blokader, låse o.l. Baggrunden for min undervisning er, at eleverne er nervøse for, at vores fælles hjemby vil opleve en optrapning til forholdene i Aarhus, hvor primært venstre­orien­terede har oplevet at blive ofre for koordinerede overfald på åben gade af et langt større antal højre­ekstr­emister - overfald, der i den borgerlige del af pressen jævnligt omtales som "sammen­stød".

Mine foreløbige forbrydelser har hidtil været begrænset til en enkelt fartbøde samt en situation, hvor jeg kørte cykel med defekt lygte indenfor lygtetæn­dingstiden. Siden disse lovbrud har jeg været sikkerhedsgodkendt af Forsvarets Efter­retnings­tjeneste i forbindelse med opgaver, jeg har løst for Forsvaret. Jeg kan end ikke med bedste vilje komme i tanke om situationer, hvor jeg har forsøgt at benytte udemo­kratiske, uparlamen­tariske eller ulovlige metoder. Ikke desto mindre giver jeres rapport et stærkt indtryk af, at personer som undertegnede er venstre­ekstremister. Jeg vil derfor gerne bede jer redegøre for følgende spørgsmål:

1. Kan PET bekræfte, at de optegnede særdeles inklusive holdninger og tilhørsforhold, som jeg har citeret her, dækker en meget stor gruppe mennesker med politiske holdninger lige fra den yderste venstrefløj til de Radikale?

2. Idet ansatte ved PET må formodes at tilrette deres årvågenhed i henhold til rapportens eksplicitte indhold, hvordan sikrer PET sig så, at PET på baggrund af de i rapporten optegnede inklusive kendetegn ikke retter mistanke og overvåger uskyldige personer? Alternativt bedes PET redegøre for, hvorfor der specifikt bør rettes mistanke mod min person.

Med venlig hilsen og på forhånd tak,

Ole Wolf
(Adresse m.v.)

Følgende er d.d. sendt til Thyra Frank (LA):

Kære Thyra Frank,

Det er altid godt at blive positivt overrasket. Derfor er jeg meget glad for at have taget fejl i min hidtidige anskuelse af dig som en person, der alene blev opstillet af Liberal Alliance på grund af kendis-effekten, og som ikke havde nogen egentlige politiske holdninger. Det har du heldigvis modbevist for mig ved din protest mod anbefalingen mod servering af saftevand på plejehjem; et emne, der falder helt naturligt ind under dit ordførerskab i Liberal Alliance hvad angår jeres syn på Danmarks sociale udfordringer her ved indgangen til finanskrisens fjerde år.

Jeg har imidlertid svært ved at gennemskue, hvordan Liberal Alliances politik gælder for dit ønske om, at skatteyderne skal pålægges udgifter til saftevand til de ældre. Når man hører de øvrige fremtrædende politikere i Liberal Alliance udtale sig, henvises der ofte til øget brugerbetaling. Derfor må jeg vel naturligt formode, at Liberal Alliances syn på ældres behov for saftevand er, at dette behov skal løses via brugerbetaling: De ældre, der ønsker saftevand, kan jo blot betale for deres egen saftevand og evt. udbringning, hvis drikken betyder så meget for dem. (Joachim B. Olsen har for nyligt forklaret, at såfremt man ikke har råd til fertilitetsbehandling, er det blot et udtryk for, at man ikke ønsker børn; en tilsvarende indstilling må vel også gælde det langt billigere saftevand.)

Jeg vil derfor gerne stille dig følgende spørgsmål: Hvorfor protesterer Liberal Alliance mod, at Københavns Kommune anbefaler, at de ældre ikke længere bør få serveret saftevand, når de ældre blot helt i tråd med Liberal Alliances økonomiske politik selv kan betale for det, og således er helt fri for regulering af, hvad de drikker?

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(adresse m.v.)