Dawkins som religiøs ateist

DR2 havde temaaften om ateisme, hvor Richard Dawkins' korstog fik stor vægt. Religionshistorikeren Mikael Rothstein (der var i studiet med en kristen fundamentalist fra "Tidehverv", som forgæves prøvede at få Rothstein til at sige, at lige netop hendes form for kristendom var den eneste rigtige) fik gjort det nogenlunde klart, at Dawkins' fokus handlede om fundamentalistiske troende, og at det var en fejl ikke at gøre opmærksom på dette forhold, men det var ikke nok til at rette mine tæer ud. Jeg har det nemlig med at krumme tæer, når Dawkins kommer på scenen. Godt nok har Dawkins styr på en vis mængde skarp ateistisk retorik, men ud over det kan jeg bedst opfatte Richard Dawkins som en nar.

Dawkins er determinist helt ud i ekstremerne. Det var i 1976, at han udgav sin bog "Det selviske gen", hvor han fremlagde sin gen-determinisme. Her valgte han at definere et gen som "et stykke DNA", og genet var for Dawkins altafgørende: Organismer såsom mennekset er blot overlevelsesmekanismer, der har til hensigt at beskytte generne og bidrage til deres selvreproduktion, intet andet.

Han definerede gen-stykket som en "portion kromosom-materiale", der kan indeholde tilstrækkelig mange generationer til, at det kan tjene som enhed for naturlig udvælgelse. På godt dansk betyder det, at han argumenterer cirkulært. Han har ikke fundet frem til en afgrænset enkeltsubstans i genet, som indgår i den naturlige selektion.

Nogle år senere forsøgte han at imødegå kritikerne, der fremhævede det uholdbare i at basere en grundhypotese på et begreb, der ikke findes. Hans modargument går som følger:

Måske indgår genet faktisk i relationer, så det enkelte gen kun bidrager til dannelse af fænotypisk egenskab. Men uanset hvilke mange relationer, der med tiden udviker sig, så er det ikke disse egenskaber, der overlever. Det eneste, der overlever gennem mange generationer, er en replikator. Den eneste evolutionære selektion er replikator-selektion.

Dermed har Dawkins i virkeligheden bare gentaget sig selv, for mens han manglede en materiel substans i det førnævnte upræcist definerede "stykke DNA", har han nu erstattet det med et andet upræcist begreb. Dawkins afslører dermed, at det for hans "gen-reduktionisme" faktisk er muligt helt at droppe genet fra hans hypotese til fordel for reduktionismen!

Det bliver tydligt, når Dawkins præsenterer sin hypotese om kultur, som i følge Dawkins netop intet har at gøre med genet. Her introducerer han en helt anden type replikator, nemlig memer. Igen ignorerer Dawkins problemet med definitionen, og det bliver ikke klart, hvordan kultur og biologi kan kobles. Heldigvis er det heller ikke nødvendigt for Dawkins, eftersom han jo helt har droppet at overveje de "byggesten", som ligger til grund for dem begge.

Rent videnskabsteoretisk må man sige om Dawkins, at han dermed demonstrerer, hvordan man kan fremsætte den ene umulige hypotese efter den anden, hvis blot man lukker øjnene for alle de ontologiske overvejelser - ganske som religiøse mennesker.

Populært sagt kan man sige, at Dawkins ganske enkelt har fundet et nyt ord for "sjæl", som han efterfølgende bruger videnskabelige termer til at argumentere for. Som skeptiker må jeg ryste på hovedet af Dawkins og opfatte ham som en lidt uheldig repræsentant for skepticisme og ateisme.

Moderate religiøse blander videnskab og religion. Dawkins har omtrent samme blanding af ideologi og videnskab som moderate religiøse, men til forskel fra moderate religiøse ser han ikke ud til at være opmærksom på, hvor hans egen videnskab stopper, og hvor hans ideologi begynder. Dette forhold bevirker, at Dawkins må karakteriseres som scientist, idet han populært sagt bruger videnskab som religion uden at benytte videnskabens præmisser og styrker: Han bruger videnskaben udenfor dens arbejdsområde, og begår dermed i væsentlig grad den samme fejl, som han anklager religioner for at begå; han bruger den til at fordumme folk med.