Samarbejdspolitik dengang og i dag
| Lix-tal: 50Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
Link til indlægget | Kommentarer (1)
Under 2. Verdenskrig gik Venstres og de Konservatives såkaldte samarbejdspolitik ud på, at partierne anbefalede samarbejdet med en imperialistisk magt, der invaderede lande, som ikke var krigsførende. Der blev ikke set positivt på dem, der gennem sabotage og det, man i dag ville kalde for terroraktivitet, chikanerede besættelsesmagten.
Tiden var naturligvis en anden dengang, og man kan ikke nødvendigvis klantre Venstre og de Konservative for, at de anså Tyskland som en partner, man måske burde alliere sig med. Heller ikke selv om der var rigeligt med gode grunde til at være noget skeptisk overfor den tyske militærmagt allerede dengang.
Vi kan dog med sindsro konstatere, at samarbejdspolitikken i hvert fald ikke gik ud på at støtte modstanden mod en invaderende, krigsførende magt, men derimod på at samarbejde forsigtigt med den. Måske gik Konservativ Ungdom en anelse over gevind, når de gik og heilede i gaderne, men alligevel - det er nemt at være bagklog.
Mindre nemt er det dog for Anders Fogh Rasmussen (V). En sammenligning med samarbejdspolitikken under anden verdenskrig burde rimeligvis involvere samarbejdet med en krigsførende, invaderende magt, som benytter sig af tortur og på andre områder bryder Genève-konventionerne og Menneskerettighederne.
Det burde være ganske nemt at gennemskue, at denne militærmagt i Irak-krigen nødvendigvis må være USA. Irak var ikke krigsførende nation, før USA med bl.a. dansk deltagelse invaderede landet trods FNs modstand. Danmark - med Venstre og de Konservative i spidsten - samarbejder igen med en invaderende, krigsførende magt. Ganske vist er USA ikke ligefrem ved at invadere Danmark militært, sådan som Tyskland gjorde det i 1939, men det er Irak altså heller ikke.
Derfor er det at vende historien fuldstændig på hovedet, når Anders Fogh Rasmussen hævder, at det er oppositionen, der fører samarbejdspolitik ved at kritisere hans regerings samarbejde med en krigsførende, invaderende militærmagt. Jeg bryder mig generelt ikke om at sammenligne nogen af parterne i Irakkrigen med parterne under 2 .Verdenskrig, men hvis nogen skal sammenlignes i konteksten af samarbejdspolitik, er der ingen tvivl om, at det må være Venstre og de Konservative.
Tiden var naturligvis en anden dengang, og man kan ikke nødvendigvis klantre Venstre og de Konservative for, at de anså Tyskland som en partner, man måske burde alliere sig med. Heller ikke selv om der var rigeligt med gode grunde til at være noget skeptisk overfor den tyske militærmagt allerede dengang.Vi kan dog med sindsro konstatere, at samarbejdspolitikken i hvert fald ikke gik ud på at støtte modstanden mod en invaderende, krigsførende magt, men derimod på at samarbejde forsigtigt med den. Måske gik Konservativ Ungdom en anelse over gevind, når de gik og heilede i gaderne, men alligevel - det er nemt at være bagklog.
Mindre nemt er det dog for Anders Fogh Rasmussen (V). En sammenligning med samarbejdspolitikken under anden verdenskrig burde rimeligvis involvere samarbejdet med en krigsførende, invaderende magt, som benytter sig af tortur og på andre områder bryder Genève-konventionerne og Menneskerettighederne.
Det burde være ganske nemt at gennemskue, at denne militærmagt i Irak-krigen nødvendigvis må være USA. Irak var ikke krigsførende nation, før USA med bl.a. dansk deltagelse invaderede landet trods FNs modstand. Danmark - med Venstre og de Konservative i spidsten - samarbejder igen med en invaderende, krigsførende magt. Ganske vist er USA ikke ligefrem ved at invadere Danmark militært, sådan som Tyskland gjorde det i 1939, men det er Irak altså heller ikke.
Derfor er det at vende historien fuldstændig på hovedet, når Anders Fogh Rasmussen hævder, at det er oppositionen, der fører samarbejdspolitik ved at kritisere hans regerings samarbejde med en krigsførende, invaderende militærmagt. Jeg bryder mig generelt ikke om at sammenligne nogen af parterne i Irakkrigen med parterne under 2 .Verdenskrig, men hvis nogen skal sammenlignes i konteksten af samarbejdspolitik, er der ingen tvivl om, at det må være Venstre og de Konservative.
Hvis du kunne lide dette indlæg, så del det med andre:
Emner
Borgerlig regering1 Kommentarer
Skriv en kommentar
Abonnement
Et andet aspekt er, at Fogh tilsyneladende har en livsanskuelse der går ud på at det enkelte menneske bare har en absolut fri vilje, uafhængigt af omstændigheder og lignende?
Sådan kan man ihvertfald fortolke diverse udtalelser fra manden, vil jeg mene.
Hans sammenligning af nutiden med samarbejdspolitikken i 30'erne viser hvor absurd denne tankegang er:
Uanset at man muligvis kan kritisere samarbejdsregeringen for den ene eller den anden disposition, så kan man ikke just påstå at Scavenius handlede fuldstændig frit...
Derimod vil jeg påstå, at den danske beslutning om at gå med i Irak-krigen netop var meget tæt på at være en fuldstændig fri beslutning. Der var ikke nogetsomhelst der tvang os til at gøre det (der var ikke amerikanske tanks på Kongens Nytorv!)
Det kan man iøvrigt også konstatere når man sammenligner med de andre vestlige lande, der valgte ikke at gå med.
Egentlig synes jeg det er mærkværdigt, at han laver netop den sammenligning, da den absolut ikke falder ud til hans egen fordel.