Uanset hvor meget, jeg har forsøgt at forstå menneskelig motivation og finde det rationale, som jeg mener må være en nødvendighed i menneskers tanker - også når rationalet har rod i en betegnelse fra klinisk patologi - så er der nogle områder, der undviger mig.
Det drejer sig om, når i øvrigt velbegavede og velformulerede mennesker i deres religions navn begår tankefejl, som skriger til himlen (pun intended).
Et eksempel er, når de religiøse mennesker hævder, at ateisme blot er en anden form for tro. Man kan måske følge dem en del af vejen, når man indser, at deres guds eksistens er aksiomatisk for dem, og at forestillingen om, at guden ikke findes, ikke er tabu eller kompliceret, men simpelt hen utænkelig. Det forklarer, at i det mindste kan de ikke forestille sig, at deres gud ikke findes.
Jeg kan også finde en forklaringsmodel på, hvorfor de kan mene, at det er et spørgsmål om tro på, at den ikke findes. Mennesker kan f.eks. kan være blinde eller døve, eller de kan have andre paradigmer, hvor der gælder andre regler end i min virkelighedsopfattelse. Jeg antager, at de religiøse mennesker anser mig som en "blind" person, der bare tror, at deres gud ikke findes, fordi jeg ikke kan "se" den.
Men det forklarer altså ikke, hvorfor de ikke kan forestille sig, at
andre mennesker sagtens kan leve i en virkelighed, hvor denne gud
reelt ikke findes. De lever jo selv i en verden, hvor alle de andre religioners guder ikke findes, så én gud fra eller til burde vel ikke gøre nogen forskel. Når de religiøse mennesker tydeligvis besidder evnen til at være helt og aldeles klar over, at de andre guder er det pure fantasiopspind, hvorfor er de så komplet ude af stand til at forestille sig, at det samme måske kunne gøre sig gældende for deres egen gud? Jeg lader spørgsmålet stå indtil videre.
Hvis troende mennesker tilhørende en bestemt religion uden problemer kan se, at de andre religioner er fantasi, hvorfor kan de så ikke gennemskue, at det samme gør sig gældende for deres egen religion?
Jeg kan sætte mig ind i logikken bag den magiske tænkning, når f.eks. en overtroisk, afrikansk landsbybonde køber en dåse næsehornspulver af en medicinmand, fordi næsehornets horn "logisk set" minder om potens. Der er ikke nogen anden sammenhæng mellem dem end den forestillede sammenhæng, som landsbybonden og medicinmanden danner sig, men der kan da i et mindste argumenteres ud fra en formodning om, at hvis to ting ligner hinanden, har de en form for funktionsfællesskab. Argumentet kan gendrives, men det er trods alt ikke ugyldigt som argument.
