Fabelen om solen og vinden og kvinden med tørklædet

En dag så solen og nor­den­vin­den en kvinde komme gående med et tørklæ­de om ho­ve­d­et, og solen og nor­den­vin­den indgik et væd­de­mål om, hvem kunne få kvin­den til at tage tørklæ­det af.

Nor­den­vin­den be­gynd­te. Den blæste, så der hvirv­le­de lov­for­bud om tørklæ­der rundt om kvin­den, og blæ­sten bul­dre­de med brand­ta­ler om­kring det kvin­de­un­der­tryk­ken­de tørklæ­de, ja blæ­sten for­søg­te endog uden rets­grund­lag helt at puste kvin­den ud over lan­dets kant til den visse død.

Men lige lidt hjalp det. Jo hårdere, vinden blæste, desto mere pakkede kvinden sig ind og spændte tørklædet fastere til hovedet. »Hvis jeg skal behandles så ugæstfrit, så vil jeg i det mindste holde fast i, hvad jeg selv er«, sagde kvinden til sig selv.

Endelig blev det solens tur. Den skinnede varmt ned på kvinden med muligheder for at få job, selv om hun talte med udenlandsk accent og ikke havde boet i landet så mange år. Solen strålede samme behandling til kvinden som landets øvrige borgere, og hun følte, at hun var som alle andre i landet. »Jeg synes, jeg skiller mig unødvendigt ud«, sagde kvinden til sig selv, og så tog hun tørklædet af.