Næstekærlighedens ulidelige lethed

Over hele landet bliver sognepræst Per Ramsdal støttet, fordi han lagde hus til de irakiske flygtninge, der havde søgt tilflugt i Brorsons Kirke. Jeg vil ikke diskutere, hvorvidt han har vundet befolk­ningens flertal eller ej, men blot konstatere, at han støttes af en stor mængde mennesker her i landet. Over hele linien prises han for at udvise den "kristne næste­kærlighed", mens øvrige kristne såsom Birthe Rønn Hornbech og Dansk Folke­partis domme­dags­præster, mere eller mere eksplicit anklages for at svigte det kristne budskab.

Må jeg lige være fri. Hvad har Per Ramsdal, som vi andre ikke har, siden han var i stand til at give de irakiske flygtninge husly?

Svaret er simpelt: En kirke. Vedligeholdt af skatte­ydernes penge, opvarmet og belyst via Københavns forsyningsvæsen. Resten - mad, senge­plads, under­holdning, m.v. - bidrog en stor gruppe frivillige over hele landet med. Med sådan et hotel er det nemt at være næste­kærlig.

De øvrige kristne, som modsætter sig Per Ramsdal, har lige så meget patent på, hvad der er "rigtig" kristendom som Per Ramsdal og de, der støtter ham. De svigter over­hovedet ikke noget kristent budskab, for dette budskab har de lige så megen ret til at definere, som Per Ramsdal og enhver anden kristen. Kristen­dommen er menneske­skabt, og findes i så mange afskyg­ninger, at den "rigtige" kristendom slet ikke kan defineres. Evangelist og Fader­huset er lige så ægte kristen­dom som de dele af Folke­kirken, der støtter Per Ramsdal, og har lige så megen ret til at definere, hvad næste­kærlighed er.

Per Ramsdal og hans støtter mener utvivlsomt, at han og støtterne handler i over­ensstem­melse med deres religion, og at han retter sig efter et kristent næste­kærlig­hedsbud. Glemt er det, at dette næste­kærlig­hedsbud gennem tiden har haft mange ansigter. For nogle hundrede år siden brændte man mennesker på bålet af en næste­kær­lighed, der bød de kristne at redde de stakkels hekses sjæl fra Djævelen, og naturfolk og hele civili­sationer er blevet udslettet af de kristnes måde at vise næste­kær­lighed på. Opfattelsen af, hvem der har været ens "næste" har også haft en meget skiftende udvikling, og ve det folk, der faldt udenfor næste­kredsen.

Per Ramsdals kristne støtter mener sikkert, at han repræ­senterer en form for næste­kær­lighed, som lige netop deres form for kristendomstolkning står for. Hvad med alle vi, der ikke er kristne, og som har støttet irakerne: Er det så ikke næste­kær­lighed, eftersom det åbenbart er en kristen specialitet? Sig mig, hvad Fanden bilder I jer ind?! Det er ikke næste­kær­lighed, men hovmod og religiøs selvfedme at sige, at jeres støtte til irakerne er udtryk for kristen næstekærlighed, når I siger det om jer selv, og føj dertil arrogance og uforskam­methed, når I siger det om vi, der ikke er kristne. Den store støtte til Per Ramsdal klinger hult af kristnes dyrkelse og tilbedelse af sig selv.

Kristne har ikke patent på at behandle andre mennesker ordentligt, og set i skæret af historiens lys ville det også være særdeles risiko­belagt at overlade et så vigtigt forhold til en så historisk grusom tradition som kristen­dommen.

Det her handler om medmen­neske­lighed og sikring af et samfund, hvor man hjælper andre, fordi man også selv kan få brug for hjælp - og det er større end nogen gud.