Lad mig bare sige det sådan, at hvis du ved, hvad det er, så griner du af det billede, som Samvirke her genopliver. Hvis ikke, så har du nok heller ikke lyst til at vide det:
januar 2011 Archives
Når partier som Dansk Folkeparti eller Venstre fremfører et lovforslag, kan man være sikker på én ting: Der stikker noget under, som ikke fremgår af den officielle forklaring.
Politikens indledning til Dansk Folkepartis forslag om efterlønsjusteringer beskriver, at forslaget vil fratage akademikere muligheden for at gå på efterløn. Dansk Folkeparti ønsker at fratage muligheden for at gå på efterløn, hvis ikke man har været 40 år på arbejdsmarkedet. Det vil ramme akademikere, der pga. den lange uddannelse ikke har kunnet påbegynde arbejde umiddelbart efter Folkeskolen.
Men der er også andre grupper, der vil blive ramt. Det er alle de, der af andre årsager end uddannelse har været på det danske arbejdsmarked i under 40 år. En af grupperne er de uheldige, der pga. længere sygdom eller arbejdsløshed ikke har nået at lægge 40 år på det danske arbejdsmarked. Det er dog ikke dem, Dansk Folkeparti er ude efter; de er blot collateral damage - utilsigtet tilskadekomne - for Dansk Folkeparti. Den egentlige gruppe, der rammes af en sådan regel, vil være indvandrere, der kommer til landet som voksne.
Med meget få mulige undtagelser gælder det for alle Dansk Folkepartis forslag, at man kan være sikker på, at forslagene rammer indvandrere af især mellemøstlig eller afrikansk afstamning. Hvis det et øjeblik ser ud, som om forslagene rammer andre end disse grupper, er det fordi man har overset noget. Dansk Folkeparti har ét og kun ét fokus, nemlig at være efter alle, der ikke er kristne og hvide. (I øjeblikket dog med den modifikation, at jøder er en god allieret pga. Israels særdeles militante adfærd overfor dem, Dansk Folkeparti hader endnu mere end jøderne. Tag ikke fejl af f.eks. Jesper Langballes begejstring for Luthers jødehad.)
Venstre har et noget mindre fokus på indvandring, omend visse af partiets toppolitikere med jævne mellemrum når ned på Dansk Folkepartis niveau. Til gengæld har Venstre det seneste årti, ikke mindst via formandsskiftet til Anders Fogh Rasmussen, taget afsked med sidste århundredes liberalisme (som repræsenteret af f.eks. personligheder som Uffe Ellemann-Jensen og til dels af forskellige medlemmer af Venstres Ungdom, når de erklærer sig uenige i Venstres førte politik) og er i dag neoliberalister. Neoliberalismen går i korte træk ud på, at hvor liberalisme tog bl.a. personlig frihed (herunder både frihed til og frihed fra foranstaltninger) ganske alvorligt, er det nu markedskræfterne, der er den øverste og eneste rettesnor for lovgivning. (Her er det værd at notere, at liberalisme ingenlunde er et specifikt varemærke for borgerlig politik. Liberalisme i klassisk forstand er ikke bundet til nogen politisk retning, og vil i princippet kunne trives eller mistrives lige godt, uanset hvor i det politiske spektrum, liberalismen forsøges implementeret. I dag er det Enhedslisten, der tager de liberalistiske tanker til sig.)
Ligesom Dansk Folkepartis udgangspunkt er racisme, er det for Venstres vedkommende - omend mindre fanatisk gennemført - neoliberalistisk ideologi, der ligger bag en væsentlig del af partiets lovforslag. Og ligesom når Dansk Folkeparti fremfører et lovforslag, er det ikke altid helt åbenlyst, hvad et forslag har til hensigt at gennemføre. Når regeringen således ønsker at afskaffe efterlønnen, er det helt åbenlyst, at det vil hjælpe arbejdsgiverne til at presse lønnen ned, og i mindre grad er en bonus for samfundsøkonomien.
Fælles for en række af Venstres tiltag er, at partiet stadig benytter det liberalistiske varemærke, men (måske rimeligvis) uden at minde os "gamle" folk på, at det er i den neoliberalistiske form. Da Venstre for nyligt argumenterede for, at større klassekvotienter ville skabe større "frihed", betød det derfor skolernes frihed til at forvalte økonomien, og handlede bestemt ikke om den enkelte borgers eller skolebørnenes muligheder. Her er det væsentligt at være opmærksom på, at det i dette eksempel ikke er engang skolernes frihed, der bliver tilgodeset af Venstre, men økonomiens frihed, for neoliberalismen går ikke ud på at sikre den enkeltes eller organisationernes frihed, med derimod at give økonomien - og ikke andre - uhæmmede vilkår. Hvis man som sidegevinst får større personlig frihed, er det alene fordi man får den gennem de penge, som har modtaget friheden.
For Venstres vedkommende kan man benytte politiets metode til opklaring af forbrydelser, hvis man vil vide, hvem et lovforslag fra Venstre kommer til at tilgodese: Følg pengene, så finder man forbryderen eller (eller og?) for Venstres vedkommende den instans, som lovforslaget tilgodeser, og dermed årsagen til lovforslaget. For Dansk Folkepartis vedkommende skal man ikke se efter pengene, men derimod efter indvandrerne, hvis man vil finde ud af, hvorfor partiet fremsætter et lovforslag.
Politikens indledning til Dansk Folkepartis forslag om efterlønsjusteringer beskriver, at forslaget vil fratage akademikere muligheden for at gå på efterløn. Dansk Folkeparti ønsker at fratage muligheden for at gå på efterløn, hvis ikke man har været 40 år på arbejdsmarkedet. Det vil ramme akademikere, der pga. den lange uddannelse ikke har kunnet påbegynde arbejde umiddelbart efter Folkeskolen.
Men der er også andre grupper, der vil blive ramt. Det er alle de, der af andre årsager end uddannelse har været på det danske arbejdsmarked i under 40 år. En af grupperne er de uheldige, der pga. længere sygdom eller arbejdsløshed ikke har nået at lægge 40 år på det danske arbejdsmarked. Det er dog ikke dem, Dansk Folkeparti er ude efter; de er blot collateral damage - utilsigtet tilskadekomne - for Dansk Folkeparti. Den egentlige gruppe, der rammes af en sådan regel, vil være indvandrere, der kommer til landet som voksne.
Med meget få mulige undtagelser gælder det for alle Dansk Folkepartis forslag, at man kan være sikker på, at forslagene rammer indvandrere af især mellemøstlig eller afrikansk afstamning. Hvis det et øjeblik ser ud, som om forslagene rammer andre end disse grupper, er det fordi man har overset noget. Dansk Folkeparti har ét og kun ét fokus, nemlig at være efter alle, der ikke er kristne og hvide. (I øjeblikket dog med den modifikation, at jøder er en god allieret pga. Israels særdeles militante adfærd overfor dem, Dansk Folkeparti hader endnu mere end jøderne. Tag ikke fejl af f.eks. Jesper Langballes begejstring for Luthers jødehad.)
Venstre har et noget mindre fokus på indvandring, omend visse af partiets toppolitikere med jævne mellemrum når ned på Dansk Folkepartis niveau. Til gengæld har Venstre det seneste årti, ikke mindst via formandsskiftet til Anders Fogh Rasmussen, taget afsked med sidste århundredes liberalisme (som repræsenteret af f.eks. personligheder som Uffe Ellemann-Jensen og til dels af forskellige medlemmer af Venstres Ungdom, når de erklærer sig uenige i Venstres førte politik) og er i dag neoliberalister. Neoliberalismen går i korte træk ud på, at hvor liberalisme tog bl.a. personlig frihed (herunder både frihed til og frihed fra foranstaltninger) ganske alvorligt, er det nu markedskræfterne, der er den øverste og eneste rettesnor for lovgivning. (Her er det værd at notere, at liberalisme ingenlunde er et specifikt varemærke for borgerlig politik. Liberalisme i klassisk forstand er ikke bundet til nogen politisk retning, og vil i princippet kunne trives eller mistrives lige godt, uanset hvor i det politiske spektrum, liberalismen forsøges implementeret. I dag er det Enhedslisten, der tager de liberalistiske tanker til sig.)
Ligesom Dansk Folkepartis udgangspunkt er racisme, er det for Venstres vedkommende - omend mindre fanatisk gennemført - neoliberalistisk ideologi, der ligger bag en væsentlig del af partiets lovforslag. Og ligesom når Dansk Folkeparti fremfører et lovforslag, er det ikke altid helt åbenlyst, hvad et forslag har til hensigt at gennemføre. Når regeringen således ønsker at afskaffe efterlønnen, er det helt åbenlyst, at det vil hjælpe arbejdsgiverne til at presse lønnen ned, og i mindre grad er en bonus for samfundsøkonomien.
Fælles for en række af Venstres tiltag er, at partiet stadig benytter det liberalistiske varemærke, men (måske rimeligvis) uden at minde os "gamle" folk på, at det er i den neoliberalistiske form. Da Venstre for nyligt argumenterede for, at større klassekvotienter ville skabe større "frihed", betød det derfor skolernes frihed til at forvalte økonomien, og handlede bestemt ikke om den enkelte borgers eller skolebørnenes muligheder. Her er det væsentligt at være opmærksom på, at det i dette eksempel ikke er engang skolernes frihed, der bliver tilgodeset af Venstre, men økonomiens frihed, for neoliberalismen går ikke ud på at sikre den enkeltes eller organisationernes frihed, med derimod at give økonomien - og ikke andre - uhæmmede vilkår. Hvis man som sidegevinst får større personlig frihed, er det alene fordi man får den gennem de penge, som har modtaget friheden.
For Venstres vedkommende kan man benytte politiets metode til opklaring af forbrydelser, hvis man vil vide, hvem et lovforslag fra Venstre kommer til at tilgodese: Følg pengene, så finder man forbryderen eller (eller og?) for Venstres vedkommende den instans, som lovforslaget tilgodeser, og dermed årsagen til lovforslaget. For Dansk Folkepartis vedkommende skal man ikke se efter pengene, men derimod efter indvandrerne, hvis man vil finde ud af, hvorfor partiet fremsætter et lovforslag.
Kategorier:
Da Per Stig Møller (V) i 2008 blev pålagt at bede USA om en redegørelse for ulovlige CIA-overflyvninger, var det fordi det var blevet afsløret, at CIA indtil 2005 havde transporteret krigsfanger gennem dansk luftrum for at kunne udsætte dem for tortur i lande, som CIA samarbejdede med. Tortur er ulovligt i en lang række lande, men ved at flyve fangerne til lande, der ser gennem fingrene med overtrædelsen af ulovligheden, kunne CIA forhøre krigsfanger under tortur i hemmelige CIA-fængsler i disse lande.
I 2008 konkluderede regeringen, at de intet vidste om de ulovlige overflyvninger. Frank Aaen (EL) var ikke tilfreds, og regeringen indrømmede, at der muligvis kunne være foretaget overflyvninger, som de dog ikke vidste noget om. Søren Pind (V) forklarede, at regeringen ikke havde været i stand til at få et klart svar fra amerikanerne.
Og der er en god grund til, at USA aldrig svarede klart: Det er nu kommet frem, at Per Stig Møller ikke som pålagt havde bedt om en redegørelse fra USA. I stedet havde han fortalt USA, at den danske regering ønskede tavshed omkring de ulovlige fangetransporter.
Frank Aaen kritiserer Per Stig Møller for at have holdt såvel Folketinget som den danske befolkning for nar. Men det er nok det mindste problem, når det kommer til stykket. Det er endnu værre, at Per Stig Møllers dobbeltspil afslærer, at den danske regering har ydet en aktiv indsats for at hjælpe USA til at dække over deres brug af tortur mod krigsfanger.
I 2008 konkluderede regeringen, at de intet vidste om de ulovlige overflyvninger. Frank Aaen (EL) var ikke tilfreds, og regeringen indrømmede, at der muligvis kunne være foretaget overflyvninger, som de dog ikke vidste noget om. Søren Pind (V) forklarede, at regeringen ikke havde været i stand til at få et klart svar fra amerikanerne.
Og der er en god grund til, at USA aldrig svarede klart: Det er nu kommet frem, at Per Stig Møller ikke som pålagt havde bedt om en redegørelse fra USA. I stedet havde han fortalt USA, at den danske regering ønskede tavshed omkring de ulovlige fangetransporter.
Frank Aaen kritiserer Per Stig Møller for at have holdt såvel Folketinget som den danske befolkning for nar. Men det er nok det mindste problem, når det kommer til stykket. Det er endnu værre, at Per Stig Møllers dobbeltspil afslærer, at den danske regering har ydet en aktiv indsats for at hjælpe USA til at dække over deres brug af tortur mod krigsfanger.
Kategorier:
Da efterlønnen blev indført i 1979, var hensigten, at de mest udsatte grupper kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, således at den høje ungdomsarbejdsløshed kunne sænkes. Man regnede med, at omkring 20.000 personer over 60 år ville benytte ordningen, men den udviklede sig hurtigt til en form for pensionsordning, og antallet af personer på efterløn er 6-7 gange højere end oprindeligt forventet. Det mener jeg som mindstemål bør give anledning til nogle overvejelser:
For det første er der indført væsentlige forbedringer på arbejdsmarkedet, så folk ikke længere er så nedslidte i 60 års-alderen i dag, som de var i 1979. Mens der altid vil være en gruppe på 20.000 af "hårdest ramte", er de ikke lige så hårdt ramte pga. et langt livs hårdt arbejde, som den tilsvarende hårdest ramte gruppe var for 30 år siden.
For det andet er ungdomsarbejdsløshed ikke det særskilte problem på arbejdsmarkedet i dag, som det var i slutningen af 1970'erne. Derfor er der ikke behov for tiltag for i særlig grad at bringe unge mennesker i arbejde. Hvis forudsætningerne for en ordning forsvinder, bør ordningen også genovervejes.
For det tredje er det åbenlyst, at når efterlønnen benyttes som en pensionsordning, rammer den langt bredere end målet med at kunne give de få hårdt ramte en mulighed for at trække sig tilbage. Det er et udtryk for, at efterlønsordningen som mindstemål skal justeres, hvis ikke den skal bruges til langt mere end den oprindelige målsætning.
Når alt det er sagt, vil der naturligvis stadig være en gruppe mennesker, der virkelig er nedslidte efter et langt livs hårdt arbejde (hvor nedslidningen ikke nødvendigvis altid er fysisk), og som med rimelighed ville have godt af at kunne forlade arbejdsmarkedet en smule tidligere end de fleste. Men det behøver vi ikke nogen særlig efterlønsordning for. Det burde kunne løses gennem en justering af ordninger for invalidepension, fleksjob, førtidspension og andre eksisterende muligheder for hel eller delvis udtrædelse fra arbejdsmarkedet.
Jeg kan ikke se, hvorfor der lige netop skal findes en nærmest hellig tilstand, der absolut skal hedde "efterløn", som ikke må dækkes af andre muligheder på arbejdsmarkedet. Jeg har endnu ikke hørt nogen god forklaring på, hvad der gør efterlønnen så speciel, at den skal bevares som en selvstændig ordning.
For det første er der indført væsentlige forbedringer på arbejdsmarkedet, så folk ikke længere er så nedslidte i 60 års-alderen i dag, som de var i 1979. Mens der altid vil være en gruppe på 20.000 af "hårdest ramte", er de ikke lige så hårdt ramte pga. et langt livs hårdt arbejde, som den tilsvarende hårdest ramte gruppe var for 30 år siden.
For det andet er ungdomsarbejdsløshed ikke det særskilte problem på arbejdsmarkedet i dag, som det var i slutningen af 1970'erne. Derfor er der ikke behov for tiltag for i særlig grad at bringe unge mennesker i arbejde. Hvis forudsætningerne for en ordning forsvinder, bør ordningen også genovervejes.
For det tredje er det åbenlyst, at når efterlønnen benyttes som en pensionsordning, rammer den langt bredere end målet med at kunne give de få hårdt ramte en mulighed for at trække sig tilbage. Det er et udtryk for, at efterlønsordningen som mindstemål skal justeres, hvis ikke den skal bruges til langt mere end den oprindelige målsætning.
Når alt det er sagt, vil der naturligvis stadig være en gruppe mennesker, der virkelig er nedslidte efter et langt livs hårdt arbejde (hvor nedslidningen ikke nødvendigvis altid er fysisk), og som med rimelighed ville have godt af at kunne forlade arbejdsmarkedet en smule tidligere end de fleste. Men det behøver vi ikke nogen særlig efterlønsordning for. Det burde kunne løses gennem en justering af ordninger for invalidepension, fleksjob, førtidspension og andre eksisterende muligheder for hel eller delvis udtrædelse fra arbejdsmarkedet.
Jeg kan ikke se, hvorfor der lige netop skal findes en nærmest hellig tilstand, der absolut skal hedde "efterløn", som ikke må dækkes af andre muligheder på arbejdsmarkedet. Jeg har endnu ikke hørt nogen god forklaring på, hvad der gør efterlønnen så speciel, at den skal bevares som en selvstændig ordning.
Kategorier:
