maj 2011 Archives

Engang anså jeg personalet på apotekerne som en form for fagfolk, som man kunne stole på, når de udtalte sig om den medicin, de hændede over disken. De havde en vis autoritet, som byggede på reel uddannelse, når de vejledte i brugen af medicin samt bivirkninger eller alternativer.

Men nu skriver vi 2011. Apotekerne skal være en forretning, ikke et serviceorgan. Derfor kan man ikke længere træde ind på et apotek, uden at enhver form for medicin i følge ekspedienten har den bivirkning, at man bliver tør i munden i løbet af natten, og derfor står op for at drikke sodavand. Det giver huller i tænderne, og det vil man jo ikke risikere, vel? Om det så er rektalcreme, skal det nok give tørre læber, og løsningen er nogle særlige bolcher med lakridssmag, som både får mundvandet til at løbe (hvilket i parentes bemærket enhver form for fremmedlegeme i munden jo gør), og som indeholder tandbeskyttende fluor.

Ud over at en usædvanligt ivrig apoteker i går efter femte forsøg på at overtale mig til at købe sit gateway drug med lakridssmag endelig blev mødt med et irriteret: "Jeg er her for at købe medicin mod en alvorlig sygdom. Jeg bryder mig ikke om, at du udnytter min sygdom til at sælge ekstraprodukter", er det også med til at farve min opfattelse af apotekerne. Jeg får demonstreret, at jeg hverken kan eller bør stole på, at apoteket virkelig har min interesse for øje, og at de forsøger at sælge mig det, jeg reelt har brug for. Jeg får endda demonstreret, at de gerne vil lyve for at tjene flere penge på min handel.

Den slags adfærd kommer vi til at se mere af. Serviceorganer eller samvittighedsfulde ekspedienter tilhører en uddøende race. Fremover bliver deres opgave at snyde dig, uanset hvad du har behov for, eller hvad du kom efter.

Stereotyper holder stik. Hvis man ligner et dumt svin, er man det sikkert også.

Hvis det umiddelbart lyder fordømmende eller naivt, så husk på, at hvis ikke det forholdt sig sådan, så ville der slet ikke findes stereotyper til at begynde med.

Det er ikke noget nyt for forskningen, at der er sammenhæng mellem udseende og bestemte personlighedstræk. For eksempel har forsøg vist, at kvinder er i stand til at vurdere, om en person er en god far, alene ved at se på ham; og tilsvarende kan forsøgspersoner vurdere, om en person er hjælpsom eller egoistisk alene ud fra videoklip uden lyd.

I et nyt studium begået af Jeffrey M. Valla, Stephen J. Ceci og Wendy M. Williams viser det sig, at almindelige mennesker er i stand til at skelne mellem forbrydere og uskyldige mennesker med forbavsende præcision, alene ved at se på et billede af personerne. Billederne er inkluderet i artiklens appendiks.

Studiets 16 kriminelle personer ud af 32 ansigtsbilleder er kun dømt for én form for kriminalitet. I praksis er kriminelle sjældent specialiserede, og kan derfor forventes at udføre andre former for kriminalitet, når først de har sat fødderne på den kriminelle løbebane. Det betyder kort sagt, at forbrydere ligner forbrydere.

Og flinke mennesker ligner flinke mennesker, og ubehagelige personer ser også ud til at være det. Med denne viden i baghovedet, tænk så på, hvordan borgerlige politikere ser ud i forhold til venstrefløjspolitikere. Tænk på, at når Dansk Folkepartis politikere i særlig grad ligner dumme svin, så er de det faktisk også. Ækel er, som ækelt gør.

Der findes spørgsmål, som en statsminister ikke kan svare bekræftende på. Da Anders Fogh Rasmussen (V) i sin tid lå i forhandlinger til at få jobbet som NATOs generalsekretær, ville det være ødelæggende for både hans karrieremuligheder og for hans parti, hvis han svarede bekræftende, før det var helt sikkert. Derfor var han nødt til at lyve.

Det samme gælder spørgsmål om, hvorvidt statsministeren udskriver valg. Politiken og andre aviser kan spørge så tosset, de vil; Lars Løkke Rasmussen (V) vil ikke svare bekræftende, før i sidste øjeblik. Det gælder for regeringspartierne om at få så lang tid til at forberede valgkampen som muligt i forhold til oppositionspartierne, og derfor er han nødt til at svare benægtende eller undvigende så længe som muligt.

Således svarer han meget uklart, når han bliver spurgt. Det ville være nemt at sige: "Der bliver først udskrevet valg til efteråret", hvis det var det, han havde planer om. Det ville også være nemt at sige: "Jeg udskriver ikke valg de næste to måneder", hvis han var sikker på dét. Men det er ikke sådan, han svarer. I stedet bruger han formuleringer såsom at han ikke tænker på valg, hvilket kun behøver være sandt i nogle minutter, hvor han midlertidigt tænker på noget andet, eller han svarer slet ikke ved i stedet at fortælle, hvornår valgperioden udløber.

Med sådanne svar kan journalisten ikke konkludere som i artiklen, at vi ikke kommer til valg i denne omgang. Han burde tværtimod konkludere, at valget kan blive annonceret nårsomhelst.

Glem de mange opinionsundersøgelser, hvis du vil vide, hvad resultatet af næste folketingsvalg bliver. Se i stedet på pressens beskrivelser af partierne.

Pamperi (Sb.)

Bøjning: -et, -er, -erne
Betydning: Når et medlem af Socialdemokratiet opfører sig efter normer og sædvaner, der karakteriserer de Konservative eller Venstre.

Eksempler:.

1. Når Helge Sander (V) presser arbejdsgivere og beslutningstagere til at favorisere Milena Penkowa, er det alene på grund af personligt venskab. Når en socialdemokrat indgår tilsvarende kammerateri, er det P.

2. Når Venstre eller de Konservative modtager enorme summer fra arbejdsgivernes interesseorganisationer, er det partistøtte. Når Socialdemokraterne modtager partistøtte fra A-kasser eller fagforeninger, er det P.

Relaterede ord: Noget for noget, forretning, vennetjeneste.

Som projektleder har man ikke interesse i at bemande sit team med de dygtigste projektdeltagere.

Det kan måske lyde ulogisk, for som udgangspunkt burde man vel antage, at en projektleder ønsker at færdiggøre projektet såvel hurtigt som omkostningsbegrænset. Hvis man bemander projektet med middel-performere, kan man ikke regne med at indfri disse mål.

Men tænk over, hvad projektlederens interesse i produktet egentlig er. Hvad får projektlederen ud af, at virksomheden har fremstillet produktet? Ja, du gættede rigtigt: Sin månedsløn, ikke andet. Produktet selv er ikke nogen gave til projektlederen, som projektlederen kan tage med sig hjem bagefter. Virksomheden fremstiller ikke produktet for projektlederens skyld, men for at tjene penge til virksomhedens ejere, som sjældent tæller projektlederen. Projektlederens motivation for at færdiggøre produktet er alene at kunne demonstrere projektledelsesevner; selve produktet kunne ikke være mere ligegyldigt. Hvis du har et hold af middelmådige projektdeltagere, så kan du ikke gøre andet end at fortælle din chef hvor lang tid, projektet forventes at tage. Det er jo ikke din skyld, at det tager længere tid, end hvis de havde været dygtige projektdeltagere, og der er i øvrigt næppe den store risiko for, at din chef spørger ind til, hvorfor de enkelte projektdeltagere dog tager så lang tid.

(Her kan du dog blive fanget i den leg, der hedder "gæt mit tal". Den går ud på, at chefen har et ønske til projektets varighed, som du ikke er blevet delagtiggjort i. Når du kommer med dit første estimat, vil chefen spørge, om ikke der kan klippes en tå og skæres en hæl hist og her. Du går tilbage til dit team og forsøger at trimme projektet, og får nogle best-case bud for visse af estimaterne. Når du præsenterer chefen for dette nye tal, er det straks bedre, men stadig ikke helt perfekt. Dette spil gentager sig nogle gange, indtil du har gættet chefens tal. Her skal du blot sikre dig, at det ikke er din ende, der kommer på komedie, når det uundgåelige sker, og projektet ikke kan færddiggøres på den aftalte tid. Det er projektdeltagerne, der tager længere tid, end de havde lovet, hvilket til den tid også bliver essensen af din historie til chefen. Men det var et sidespring.)

Som projektleder ønsker man primært at have et job som projektleder. Når projektet er afsluttet, kommer der et nyt, som indebærer de samme opgaver. Det kan ret beset være ligemeget hvor lang tid, projektet tager. Faktisk er det en fordel at være projektleder på et evighedsprojekt, for så har man jobsikkerhed. Og skulle ens chef være ærgerlig over, at ens projekt ikke skrider tilpas hurtigt frem, er det nemt at pege fingre af de middelmådige performere, som man ikke kan gøre noget ved.

Det er straks værre, hvis man har en stærk performer: Projektet, og dermed ens job, er i fare for at være overstået hurtigere, og man kan ikke skyde skylden for den manglende fremdrift på den stærke performer.

Endnu værre er det, hvis den stærke performer kan mistænkes for at ville være projektleder. Ens chef vil sikkert bemærke den stærke performer, og man risikerer nemt at blive den projektleder, der skal erstattes. Der er kun ét at gøre i denne situation: Den stærke performer skal have en kniv i ryggen. Din loyalitet ligger på intet tidspunkt hos din projektdeltager, men hos dig selv og din chef. Giv indtryk af, at projektdeltageren ikke formår at producere noget brugbart, eller fortæl chefen om eventuelle problemer, som projektdeltageren kan give anledning til. Hvis projektdeltageren f.eks. føler, at chefen er efter ham (fordi du har givet chefen indtryk af, at projektdeltageren ikke formår at producere det ønskede), og nævner for dig, at han måske er nødt til at inddrage fagforeningen, kan det kun gå for langsomt at stikke ham til chefen.

Dermed ikke sagt, at man skal undgå de dygtigste folk. Hvis man har dygtige projektdeltagere, er de ufarlige, hvis blot de ikke har lederambitioner eller tillader sig at have en holdning, som de giver udtryk for. Det er derfor ikke sådan, at du skal til at lede efter middelmådige projektdeltagere. Du skal blot ikke ærgre dig det mindste over dem, hvis du får dem.

For god ordens skyld vil jeg påpege, at efter at have været udsat for min første projektleder, der til dato stadig nyder anerkendelsen af at være et af de største svin, jeg nogensinde har mødt, har jeg svoret, at jeg ikke vil være sådan en projektleder. Som projektleder er jeg der for mit team, og de skal kunne stole på mig.

Jeg opfatter efterhånden Liberal Alliance mere som en kult end som et politisk parti.

De har tilsyneladende én forklaring og løsning på enhver problemstilling: Lavere skat. Hvis der er for mange arbejdsløse, er det fordi skatten er for høj. Hvis der mangler bestemte kompetencer til et felt, er det også fordi skatten er for høj. Når ikke det offentlige kan indfri alle landets krævede services, er det også fordi skatten er for høj.

Deres medlemmer opfører sig som hele bander af Jehovas Vidner. På Facebook introducerede Liberal Alliance en spil i form af en applikation, hvor man kunne score points på at spamme andre partiers hjemmesider med missionering. Ved 1. maj-festen i år oplevede værterne i de politiske boder, at unge mennesker fra Liberal Alliance mødte op for at lægge beslag på værternes tid og presse de øvrige informationssøgende gæster væk.

Partiet benytter sig af kendisser til at promovere sig selv. Og mens de ikke har særlig mange ting at fremvise selv, har ikke mindst Anders Samuelsen som frontfigur rettet det ene angreb efter det andet mod alle andre politiske lejre inklusive dem, han måtte formodes at ville danne regering med. Det er især en meget "frelst" form for liberalisme, Liberal Alliance giver udtryk for, når de forklarer, hvorfor deres liberalisme er forskellig fra alle de andre partiers former.

Endelig er det næppe undgået nogens opmærksomhed, at Liberal Alliance i høj grad er Saxo Banks form for lobbyister, der ikke alene færdes på de bonede gulve, men ligefrem er blevet placeret med bagen solidt plantet i sædet af Folketingets stole. Det er klart, at den enorme partistøtte, Liberal Alliance må have modtaget for at kunne få råd til deres foreløbig særdeles omfattende reklamekampagne, forventes at skæppe i kassen hos bidragyderne. Dette gør i sig selv ikke Liberal Alliance eller Saxo Bank til nogen religiøs kult, men omvendt opstår kulter jo heller ikke udelukkende med henblik på at være profitmaskiner. Det er blot sådan, mange af dem i praksis udvikler sig, og dermed deler partiet også på dette punkt såvel udspring som reel praksis med religiøse kulter.

Dengang Internettets primære debatforum var USENET (også kendt som "News"), opstod der et begreb, der hed "flame wars". Det henviste til en debatform, hvor debatten reelt var fraværende til fordel for ren og skær personlig tilsvining.

Mange års erfaring har gjort mig til et teflonprojektil i kunsten at føre flame wars, og opnår således ofte at få noget brugbart ud af dem alligevel. I dette tilfælde gjaldt det den skabskonservative Nadeem Farooq, som p.t. er viceborgmester i Høje Taastrup og folketingskandidat for de Radikale, og blandt hans adskillige udtalelser i tråden er der én, der er værd at trække frem:


I det begrænsede omfang, Nadeem Farooq er kendt, er det blandt andet for sine liberalistiske holdninger, og at han hjalp en konservativ til at blive borgmester.

Jeg vil bede Socialdemokratiet og SF lægge nøje mærke til Nadeem Farooqs udtalelse, såfremt Socialdemokratiet og SF ønsker at danne regering efter næste valg, hvor der forhåbentlig kan vinkes farvel til VKO. De Radikale er borgerlige, så hvis Socialdemokratiet og SF ønsker socialistisk orienteret politik, er det ikke sammen med de Radikale, at det bliver muligt. Så er der kun ét valg, og det er Enhedslisten.

Jeg opfordrer hermed folk til at droppe konspirationsteorierne, indtil de har redegjort for, hvad der eventuelt ville ske blandt Osama Bin Ladens støtter, hvis deres martyr havde fået pressedækning. Synet af deres leder(?) lidende martyrdøden ville næppe fratage dem deres kampgejst.

Der er gode argumenter for, at USA ville fabrikere Osama Bin Ladens død, så det er kun sundt at være temmelig skeptisk. Men USA ville løbe en enorm risiko for, at Osama Bin Laden pludselig dukkede op i levende live. Det ville være en alvorlig streg i regningen i forhold til USAs internationale troværdighed, hvis Osama Bin Laden viste sig at være i live.

Skal man endelig være konspirationsteoretisk anlagt, så er det bedre at foreslå, at Osama Bin Laden har været død i adskillige år, og at USA længe har manglet et argument for at trække sig ud af den Afghanistan-krig, som de er ved at tabe.

Burde (vb.)

Bøjning: bør, -, -t
Betydning: Garanti for det modsatte af det udtrykte. Sikkerheden af den modsatte effekt understreges oftest via trykket, der lægges på ordet B.

Eksempler:

1. Dette lægemiddel burde modvirke din sygdom.
2. Vores seneste software-release burde virke.
3. Venstres skatteudspil burde give 10.000 nye arbejdspladser.

Relaterede ord: Ironi, optimisme, vrangforestilling.