Aminas og Oles sæbekassetag:blog.blazingangles.net,2007-08-25:/soapbox/72008-10-10T20:07:19ZHer finder du diverse strøtanker og måske hele artikler, som Amina Olander Lap og Ole Wolf har skrevet i øjeblikke, hvor vi syntes, at andre måske havde lyst til at høre om det. Emnerne er primært sociale kommentarer og halvdæmoniske perspektiver på tilværelsen. Sæbekassen er tiltænkt dem, der kan lide at læse vores kommentarer. Resten bedes venligst forlade siden i stilhed.Movable Type Pro 4.21-enhttp://blog.blazingangles.net/soapbox/favicon.icohttp://blog.blazingangles.net/soapbox/blog-logo.pngRFID kan ikke aflæses på afstandtag:blog.blazingangles.net,2008:/soapbox//7.18832008-10-10T15:38:32Z2008-10-10T20:07:19ZCarsten Agger omtaler et skrækscenarie for overvågning, hvor en bekymret Cory Doctorow blandt andet beskriver, hvordan RFID-kort, som vi alle måske inden længe er udstyrede med, vil kunne bruges til at følge os rundt, idet der placeres RFID-læsere på strategiske...Ole Wolfhttp://blog.blazingangles.net/soapbox/57.058542 9.926901Carsten Agger omtaler et skrækscenarie for overvågning, hvor en bekymret Cory Doctorow blandt andet beskriver, hvordan RFID-kort, som vi alle måske inden længe er udstyrede med, vil kunne bruges til at følge os rundt, idet der placeres RFID-læsere på strategiske steder i byen. Disse RFID-læsere vil kunne læse borgernes RFID-kort, uden at borgerne opdager det, og gemme vores færd gennem samfundet - mener Cory Doctorow.
Det er jeg dog noget skeptisk overfor, hvilket jeg gjorde opmærksom på i kommentarerne til Carstens indlæg. Det følgende er mit bud på, hvorfor jeg ikke mener, at det er noget, vi bør være bekymrede for. Jeg beklager, at det følgende bliver meget teknisk.]]>
Den induktive kobling i dette RFID-kort har resonanspunkt på frekvensen 13.56 MHz. For at levere tilstrækkelig strøm til kortets sender skal den magnetiske feltstyrke for radiobølgerne ligge i området fra ca. H = 1.0 A/m til H = 8.0 A/m.
Ved denne frekvens befinder man sig indtil en afstand af ca. 20 meter i det, der kaldes "nærfeltet", hvor det elektriske felt og det magnetiske felt er faseforskudt med næsten 90 grader. I praksis betyder dette, at der stort set kun transmitteres reaktiv effekt, og at den brugbare effekt er meget lille. For at få en fornemmelse af hvor meget, der skal til, kan vi benytte følgende formel, hvor H er den magnetiske feltstyrke i afstanden d, mellem RFID-kortet og senderen, der har antallet af vinder N og spoleradius R. I er da den påkrævede strøm:
Vi antager, at senderen skal være forholdsvis diskret i bybilledet, og at den derfor har en radius på R = 10 cm og N = 100 vindinger. For at læse RFID-kortet i en afstand på d = 1 meter, idet vi antager, at kortet godt kan læses ved kun H = 1,0 A/m får vi, at der skal sendes en strøm gennem spolen på I = 2,0 A.
Dermed kan vi regne ud, hvad sendeeffekten skal være, idet L er induktansen, R er radius af sendespolen, r er vindingstykkelsen og μ0 er permeabiliteten af luft:
Lad os antage, at vindingstykkelsen er 0,5 mm. Det giver en induktans på 6,8 μH. Ved frekvensen 13,45 MHz er spoleimpedansen derfor ZL = 2πfL = 575 Ω. Det giver et spændingsfald over spolen på V = ZLI = 1150 V, og dermed en nødvendig sendeeffekt på VI = 2,3 kVA.
En så høj sendeeffekt er bestemt ikke noget, man bare lige putter ind i en lille kasse for hver 100 meters fortov. Hvis vi udvider læseradius til en afstand på 3 meter stiger sendeeffekten til omkring 1,7 MVA for at give RFID-kortet 1 A/m.
Oversat til dansk betyder det, at man skal benytte sig af en umuligt høj sendestyrke for at kunne læse et RFID-kort på blot få meters afstand. Sendeeffekten kan varieres ved at skrue på sendespolens radius, antallet af tørn samt vindingstykkelsen, og dermed kan man formentlig godt læse RFID tags på nogle meters afstand uden at mørklægge resten af byen på grund af sendeeffekten. Men det vil til gengæld kræve en sådan opsætning af sendespolen, at det ikke vil være praktisk muligt i gadebilledet, f.eks. fordi størrelsen af spolen skal øges så meget, at den mildt sagt ikke er diskret.
Mens det formentlig er teoretisk muligt at læse et RFID-tag, så sætter de praktiske omstændigheder en alvorlig grænse.
]]>
Dødsstraf til nazistertag:blog.blazingangles.net,2008:/soapbox//7.18822008-10-09T15:35:35Z2008-10-09T15:35:50ZEn af højrefløjens jævnligt demonstrerede hypoteser stipulerer, at visse kriminelle kun forstår ét sprog, nemlig straf. Vi så denne reaktion under optøjerne på Nørrebro i forbindelse med kommunens salg af Ungdomshuset til den højreorienterede kristne sekt "Faderhuset", og vi så...Ole Wolfhttp://blog.blazingangles.net/soapbox/57.058542 9.926901En af højrefløjens jævnligt demonstrerede hypoteser stipulerer, at visse kriminelle kun forstår ét sprog, nemlig straf. Vi så denne reaktion under optøjerne på Nørrebro i forbindelse med kommunens salg af Ungdomshuset til den højreorienterede kristne sekt "Faderhuset", og vi så nærmest højrefløjen forsøge at overgå hinanden i deres forslag om hårdere straffe til Rasmus Popenda, da han havde overfaldet og dræbt en forbipasserende.
Argumentet er, at hårdere straffe - også af korporlig karakter - er det eneste, der virker mod den slags kriminelle, som øjensynligt betragter vold eller hærværk som gyldige midler, og dermed dømmes udenfor pædagogisk rækkevidde.
Dette argument fremføres af folk på højrefløjen, der i sammenligning med f.eks. nynazister og militante racister må karakteriseres som "moderate" i den forstand, at de ikke tilhører det sædvanlige publikum på websider i Skrigosfæren, som Carsten Agger har døbt denne enklave af højreekstremister. Et eksempel på disse moderate dele af højrefløjen kan ses i dette indlæg samt kommentarerne, hvor der fremsættes adskillige ønsker om "røvfuld" og dødsstraf.]]>
Anklagen om hykleri ligger dermed lige for, men så tilgivende er jeg ikke, at jeg vil nøjes med sådanne anklager. Jeg
vil i stedet tage dem på ordet: Jeg vælger at tro, at de ikke er
hyklere. Jeg vælger at tro, at de mener, hvad de siger. Jeg vælger at
tro, at de ikke kun ønsker deres egne retslige eller politiske
modstandere elimineret ved sværdets æg. Jeg vælger at tro, at de ikke
drømmer om et regime, hvor de og deres yderfløj er mere lige for loven
end andre.
Lad mig gentage højrefløjens argument - den moderate
højrefløjs argument - for korporlig straf og dødsstraf: Det er det
eneste, der virker mod de kriminelle, som betragter vold og hærværk som
gyldige midler.
Lige netop White Pride og dens
søsterorganisationer i Århus og andre steder består af den slags
personer. De personer udtaler åbent, at de benytter vold som et gyldigt
middel mod homoseksuelle, ikke-etniske danskere samt
venstreorienterede. Faktisk har disse på alle områder nazistisk
inspirerede grupper ligefrem udtrykt, at de forsøger at opnå det, som
nazisterne opnåede i 1920'erne og 1930'erne, hvor de endnu var for få
til at have politisk indflydelse: De erobrede gaderne gennem
vold. Det var erobringen af gaderne, der gav dem deres gennembrud i
befolkningen, og de nynazistiske grupper forsøger bevidst at gentage
succesen.
White Pride og co. bør ud fra den moderate
højrefløjs værdisæt mødes med vold og det, der er værre. Med White
Prides direkte anerkendelse af vold som gyldigt middel til at opnå
deres mål indgår sådanne værdier også i disse mere ekstreme
højrefløjselementers værdisæt.
Kort sagt: Vold mod voldsomme
mennesker er i følge såvel moderate som ekstreme elementer på
højrefløjen en acceptabel og ønskelig adfærd.
Hvis jeg derfor siger: "White Pride burde have tæsk og straffes med
dødsstraf", opfordrer jeg så dermed til drab og vold mod højreekstremisterne? Nej - i hvert fald ikke mere, end når højrefløjen siger den slags om f.eks. autonome. Det ville være en holdningserklæring, der hverken er værre eller bedre, end når højrefløjen selv er fortalere for den slags adfærd.
Og det vel at mærke fra den højrefløj, der sædvanligvis opfattes som "moderat". Jeg siger ikke andet, end den moderate højrefløj har
sagt om f.eks. de tidligere brugere af Ungdomshuset, og kan følgelig
påberåbe mig en tilsvarende moderat etiket.
På
venstrefløjen indvendes der som regel mod at møde højreekstremisternes
vold med mod-vold, idet der argumenteres for, at venstrefløjen skal
undgå at synke ned til højrefløjens niveau. Hvis jeg skulle fremsætte en holdningserklæring som den ovenstående, kan jeg forvente at blive mødt med (rimelige?) anklager fra venstrefløjen om ikke at være spor bedre end "dem".
Men tanken er
problematisk. Hvis man skal forhandle med en modpart, er man nødt til
at være enige om reglerne. Højrefløjen opfatter vold som et gyldigt
forhandlingsinstrument, og uanset hvad venstrefløjen måtte mene om det,
så gør det vold til en del af højrefløjens spilleregler, som af samme
årsag kan bruges til at overbevise højrefløjen, der accepterer
argumentet might is right. Som modstander af højrefløjens
ekstremister, der ikke ønsker at møde vold med mod-vold, afskærer man
sig dermed fra mindst én af de mulige forhandlingsmetoder.
I
spilteori er "tit-for-tat"-agtige strategier, hvor man giver
modspilleren af samme skuffe, som modspilleren lægger ud med (dvs. man
hjælper den hjælpsomme, og man straffer den angribende), oftest de mest
effektive. Ingen er så dumme, at de foreslår strategier, hvor det
gælder om at vende den anden kind til, og det virker indlysende nok:
Hvis en bestemt gruppe får frit slag - sådan helt bogstaveligt - mens
den anden gruppe møder angrebene med pacifisme, har den fredelige
gruppe næppe store vinder-odds.
Den fredelige gruppe kan satse
på at vinde på social sympati, men set i lyset af White Prides tydelige
inspirationskildes historie kan dette være en risikabel satsning. Under optakten
til 2. Verdenskrig, hvor nazisterne erobrede gaderne og siden landet
trods protester fra de, der ikke ønskede at synke til gadeniveau, var
det en fatal strategi.
Ligesom under 2. Verdenskrig føres kampen om at
have ret i dag ikke kun på gadeniveau. Den politiske kurs, der
udstikkes af især Dansk Folkeparti, Venstre og de Konservative, er af
en form, hvor man gives fornemmelsen af, at White Pride har en
eksistensberettigelse som grupper, der sørger for oprydningen og
effektueringen på det lavpraktiske niveau; således beskrives de også
jævnligt af Ekstra Bladets racistiske kommentatorer. Den racistiske
kamp føres ikke blot af White Pride på gaden, men over hele det
politiske spektrum, og den sociale sympati er dermed ikke garanteret.
Personligt foretrækker jeg fredelige løsninger, men jeg har en nagende fornemmelse af, at tilhængere af pacifisme burde tænke fool me once...
]]>
Valgfrihed skaber ikke glædetag:blog.blazingangles.net,2008:/soapbox//7.18812008-10-08T15:18:20Z2008-10-08T16:32:07ZMere frihed betyder mere velfærd.Flere valgmuligheder betyder mere frihed.Ergo: Flere valgmuligheder betyder mere velfærd.Det lyder bekendt. Det lyder endda ganske fornuftigt og intuitivt rigtigt. Men det lyder også som noget, vi jævnligt hører fra regeringen, og det bør straks sætte...Ole Wolfhttp://blog.blazingangles.net/soapbox/57.058542 9.926901
Flere valgmuligheder betyder mere frihed. Ergo: Flere valgmuligheder betyder mere velfærd.
Det lyder bekendt. Det lyder endda ganske fornuftigt og intuitivt rigtigt. Men det lyder også som noget, vi jævnligt hører fra regeringen, og det bør straks sætte et stort spørgsmålstegn ved, om argumentet nu også er så fornuftigt, som det umiddelbart lyder.
Sandheden er (selvfølgelig), atpræmisserne ikke holder vand. Forsøger man at eftervise empirisk, at flere valgmuligheder skulle betyde mere velfærd, falder argumentet til jorden: Vi får det ikke bedre af flere valg - tværtimod.
Barry Schwartz forklarer, at det frie valg er en god ting, men medaljen har en meget mørk bagside.]]>
Men selv hvis man formår at træffe det rigtige valg, føles det ikke bedre. Det føles endda værre! Man vælger nemlig oftest det, man tror er vigtigt, ikke det man egentlig har brug for, og så bliver man skuffet. Efterhånden som man lærer skuffelsen ved hvert valg, lurer der et altid nærværende spøgelse af skuffelser i ens virkelighed. Alternativet må have været bedre, føler man, og med mange alternative valgmuligheder må der være mange bedre muligheder. Spøgelset har således en fætter, der for hvert valg skuffer en ved at pege på de mange gode muligheder, de mange fravalg havde.
De mange muligheder for sammenligning med andre valgmuligheder gør også den gamle sandhed om, at sammenligning skader begge dele, til en meget ofte forekommende situation. Alt, hvad man vælger, er allerede blevet sammenlignet med de andre valg, og er kommet til at se mindre interessant ud.
Og hvem bærer skylden for alle de dårlige valg? Med mulighederne for at definere os selv, som det passer os (plastikoperationer, famileforhold, valg af arbejde, arbejdstid, livsstil, osv. osv.), er det vores egen skyld, at vi er grimme, single, fattige, stressede og usunde. Eller rettere, sådan føles det. De mennesker, der rammes hårdest, er de mennesker, der er ude på at finde det bedste.
I en tid, hvor vi aldrig har været rigere, og hvor vi aldrig har haft flere muligheder og valg, er vi mere deprimerede end nogensinde før. De mange valgmuligheder sætter os alle i situationen, hvor det bliver en personlig fejl at vælge forkert, og dermed får vi alle perfektionistens evige ærgelse over, at det aldrig bliver godt nok.
Barry Schwartz sammenligner situationen med det at spise: Helt uden
valgmuligheder føler man sig som en person, der sulter. Her er valg en
god ting. Men på et tidspunkt har man fået nok at spise, og når først
man har forspist sig, gør hver ny mundfuld pinen værre.
Hver ny valgmuligheder giver den positive effekt, at man kan begå
kalkulerede bedre valg, men man når til et punkt, hvor den positive
effekt ikke rigtig stiger længere. Samtidig har hver ny valgmulighed de
negativ effekter med følelsen af tabte muligheder, forhøjede
forventninger og skyldfølelse, og i modsætning til den positive effekt,
der "flader ud", bliver den negative effekt ved med at falde.
Kombinationen af de to er positiv indtil en vis grænse, men derfra går
det kun ned ad bakke - også så langt ned, at man føler det værre, end hvis man slet ikke havde haft valgene til at begynde med: "Værre end neutralt", som Barry Schwartz udtrykker det. Situationen er illustreret på nedenstående figur:
Alt dette, og meget mere, fortæller professor Barry Schwartz, der er førende forsker i psykologi og social teori, om på Googles techtalks:
Barry Schwartz introducerer begrebet "libertarian paternalism". Det henviser til, at libertarianismens insisteren på individuelle valg i praksis leder til, at netop fordi folk har så mange valg, så træffer de dem ikke - og at dette fænomen kan misbruges til at lede dem i en ønsket retning: Man kan give folk en illusion af libertariansk frihed til at sige "ja" eller "nej" i et afkrydsningsfelt, men i praksis bevirker de mange valgmuligheder, de altid konfronteres med, at de undlader at tage stilling. Den manglende stillingtagen har enorm betydning, når feltet "sæt kryds, hvis du vil" ændres til "sæt kryds, hvis du ikke vil": Her bliver det tilsyneladende frie valg brugt til formynderisk adfærd, idet folks generelle manglende stillingtagen driver dem i den retning, der er ønsket. Men illusionen om friheden havde de, så det er deres skyld bagefter. Barry Schwartz opfordrer derfor til, at standardsvar altid bør designes sådan, at en manglende stillingtagen vil være den sandsynligvis bedste mulighed for dem.
Den borgerlige regering ønsker, at vi alle skal have flere
valgmuligheder. Men spørger man, om det vil gøre dig mere lykkelig, og
om det vil give dig et bedre liv, bliver svaret sandsynligvis nej -
uanset hvor attraktive, de mange valg ser ud ved første øjekast. Og hvis du bliver givet en mulighed for et valg fra regeringens side, så tænk meget over, hvad der sker, hvis du undlader at tage stilling.
]]>
Vaniljesextag:blog.blazingangles.net,2008:/soapbox//7.18802008-10-07T14:39:54Z2008-10-07T14:39:12ZJoan Ørting får stillet spørgsmålet: "Hvad er vaniljesex?" (eller "vanilla sex", som det hedder på engelsk). Hun forklarer det som den del af sadomasochisme, der ikke er sadomasochisme. Hvis hendes forklaring er lidt svær at følge, kan jeg måske illustrere...Ole Wolfhttp://blog.blazingangles.net/soapbox/57.058542 9.926901
Hvad er vaniljesex?" (eller "vanilla sex", som det hedder på engelsk). Hun forklarer det som den del af sadomasochisme, der ikke er sadomasochisme. Hvis hendes forklaring er lidt svær at følge, kan jeg måske illustrere det grafisk. Vaniljesex er det, der ligger i cirklen til venstre:
]]>
Personsammenfaldtag:blog.blazingangles.net,2008:/soapbox//7.18792008-10-06T15:05:35Z2008-10-06T16:09:58Z"Personsammenfald", siger Ekstra Bladet, idet avisen genkender personer, der har været aktive i den hedengangne Dansk Front, og som nu er aktive i den lige så racistiske og højreorienterede Vederfølner.Men personsammenfaldene er vist ikke blot begrænsede til disse ekstremistiske grupper.For...Ole Wolfhttp://blog.blazingangles.net/soapbox/57.058542 9.926901"Personsammenfald", siger Ekstra Bladet, idet avisen genkender personer, der har været aktive i den hedengangne Dansk Front, og som nu er aktive i den lige så racistiske og højreorienterede Vederfølner.
Men personsammenfaldene er vist ikke blot begrænsede til disse ekstremistiske grupper.
For eksempel nævnes Lars Rask. Tør man gætte på, at der er tale om Lars Rask Eriksson, som i 2002 sad i bestyrelsen for Dansk Folkepartis Ungdom? Og monstro Lars Grønbæk er den Lars Grønbæk Larsen, der er kendt fra Fremskridtspartiet? ]]>
Til kamptag:blog.blazingangles.net,2008:/soapbox//7.18262008-10-06T08:16:19Z2008-10-06T05:16:36ZI 1990'erne arbejdede jeg nogle år som ingeniør i USA. Her oplevede jeg amerikansk kultur på nært hold, hvor jeg blandt andet lærte, at mange af de ligheder, der er mellem amerikansk og dansk kultur, kun eksisterer på overfladen. Under...Ole Wolfhttp://blog.blazingangles.net/soapbox/57.058542 9.926901
samme konklusion omkring arbejdsmoral, som jeg drog, for så var jeg nok blevet væk.)
Det siger sig selv, at jeg også blev nogle væsentlige og værdifulde erfaringer rigere. Da jeg flyttede tilbage til Danmark, tog jeg blandt andet med mig visheden om, at mange af de ting, jeg havde oplevet i USA, ville flytte til Danmark i løbet af de næste 10 til 20 år. Historien har vist os, at vi kan se på USAs samfund og deraf udlede, hvordan vi - omend med en nordeuropæisk tvist - kommer til at få det i Danmark. Efter mit besøg i USA var jeg opmærksom på ting, der kunne forudsiges i det danske samfund.
Jeg er således ikke det mindste overrasket over, at det er lykkedes den borgerlige regering at indføre brugerbetaling på flere de fundamentale services, og at skellet mellem rig og fattig øges. Det var de forhold, jeg var vant til i USA, og som var årsag til, at jeg trods et skattetryk, der lå 20 procentpoint under min nuværende skatteprocent, alligevel havde færre penge, når alt var betalt, end da jeg vendte tilbage til Danmark. ]]>
ret til dette og hint, og nok skal sørge for at finde en advokat, der vil give dem denne ret.
Nogle
af de ting, jeg forudså i 1990'erne, var medvirkende til, at jeg
begyndte at gå til kampsport. Her skal jeg skynde mig at påpege, at
sportselementet er så fraværende, at såvel jeg som de fleste andre, der
dyrker den pågældende kampkunst, foretrækker at kalde det for
kampkunst, idet der hverken er konkurrencer, vægtklasser,
beskyttelsesudstyr, regler, eller noget andet af det, der
karakteriserer en sport. Men af hensyn til den almindelige dansker er
det nemmere bare at omtale det som kampsport.
Helt grundlæggende
var min interesse i den pågældende kampsport foranlediget af dele af
den filosofi, som blev udtrykt kropsligt gennem kampsporten. En
udenforstående, Kirtland Peterson, studerede fænomenet tilbage i
1980'erne og beskrev det i bogen "Mind of the Ninja". Studiet bygger på temmelig begrænsede kilder (mestendels i form af Stephen Hayes'
forklaringer - Hayes var dog på dette tidspunkt endnu ikke fortsat ud
af sin "Hayes Quest"-tangent) og forældede psykologiske modeller, men
fremlægningen er alligevel brugbar. Der er efter min mening en del
overtroisk vrøvl og sludder forbundet med forskellige folks udlægninger
af kampsporten, men nu står det jo heldigvis folk frit for at skabe en
personlig fortolkningsramme. Jeg ser også selv kampsporten gennem mine
helt egne (mørke) briller. Da jeg vendte tilbage til Danmark, var det
et rent tilfælde, at jeg faldt over en dojo i Aalborg, for jeg havde
ikke troet, at det overhovedet ville være muligt at studere den slags i
Danmark. Jeg mødte hurtigt op til nogle prøvetimer efter at have mødt en af landets dygtigste udøvere til et seminar, og har trænet det
lige siden.
Mere fokuseret på praktisk brug havde jeg den
interesse i kampsporten, at jeg havde utrolig svært ved at forholde mig
til mennesker, som i mangel af bedre beskrivelse er "tomme indeni", og
som Amina beskriver som "intellektuelle sorte huller".
Ganske vist har jeg haft held med at slippe for en stor del af dem ved
at gøre kort proces (dvs. sige "skrid..."), men der er også mange af
dem, man ikke bare har mulighed for at afvise. Jeg vidste oprigtigt
ikke, hvordan jeg skulle undgå dem, og jeg håbede at opnå en form for
"forsvar" mod dem gennem de dele af kampsporten, der ikke er korporlig
kamp.
Endelig byggede min interesse på et ønske om at kunne
forsvare mig selv fysisk. Jeg er hverken paranoid eller nervøs for at
gå på gaden her i landet,
men da jeg flyttede tilbage til Danmark, var jeg ikke i tvivl om, at en
opbygning af et samfund, der havde de amerikanske fordele, også ville
tage de amerikanske ulemper med: Mange af de negative sider er simpelt
hen uundgåelige følgevirkninger af de ønskede positive sider.
Der
var allerede en tydelig fremmedfjendskhed og en markant "os vs. dem"-retorik i den
politiske arena i Danmark, da jeg flyttede oversøs, men da jeg vendte
hjem, var den mellemliggende stigning i fremmedfjendskhed næsten
overvældende. Stemningen var hadsk og tangerede moralsk panik,
som er et tegn på, at der er ved at ske strukturelle ændringer i et
samfund. Jeg så, hvordan befolkningsgrupper blev marginaliseret og
dæmoniseret og - i mere eller mindre overført betydning - sat i ghetto.
Det var begyndelsen på den tilstand, som jeg havde set i mit nabolag i
USA.
Jeg boede nemlig lige i den byzone, der var nabo til de rigtig hårde
kvarterer, hvor der var bandekrig og raceghettoer, og hvor hvide
mennesker blev opfordret til ikke at opholde sig. Det lå en halv times
gåtur fra West Oakland, der på det tidspunkt var det næstfarligste sted
at befinde sig i USA, kun overgået af East Los Angeles. Under
raceoptøjerne i 1992, hvor man så billeder af vandaliserede
forretninger, var der ikke billeder af West Oakland - her var
forretningerne forlængst væk. Da jeg flyttede til byen, fordi det lå
tættere på mit arbejde, opfordrede flyttefolkene mig til at anskaffe
mig såvel vagthund som håndvåben. Jeg slap dog for problemer, men det
kan måske til dels tilskrives, at jeg åbenbart har set ondskabsfuld nok ud til
at blive opfattet som farlig. I hvert fald har jeg overhørt de lokale
småforbrydere pege mig ud som "mean mothafucka" og "undercover cop".
Når
ikke-etniske danske unge angriber brandbiler og ambulancer, er det som
at se forholdene i disse hærdende bydele, men det er desværre kun en
begyndelse. De reagerer, som man nu engang reagerer, når man ved, at
man ikke har nogen fremtid, og at man bliver holdt nede af det, som man
i mangel af bedre kalder "systemet". I mine midaldrende dage kan jeg
forvente en yderligere tilnærmelse af "gated communities", ghettoer,
bander på gaderne og kriminalitet, der har mere voldelig form, hvor man
risikerer overfald på gaden eller i sit eget hjem, og hvor politikere
og politi måske slår hårdt ned på symptomerne, men ikke på sygdommen.
Men
uanset at jeg forstår, hvorfor det sker, og helst vil trække samfundet
i en retning, hvor det kan undgås, opnår jeg det ikke ved at blotte
halsen og lægge mig på ryggen, hvis jeg selv eller min familie bliver
overfaldet. En af mine gamle venner sagde for 15-20 år siden, at jeg
mindede ham om Charles Bronson i 1974-filmen "Death Wish",
og jeg kan godt følge ham: Det er den sædvanligvis rolige og
forholdsvis professionelle mand, som indeni nærer en "den sidste
dråbe"-hævner, og som i velovervejet ro trækker "jeg finder mig sgu
ikke i noget"-pistolen i form af en .47 ACP frem.
Jeg håber, at
min kamptræning vil bidrage til, at selv når jeg bliver for gammel til at løbe og for svag til at kunne
stole på min fysiske styrke, så er jeg stadig tryg. Med tiden håber jeg, at jeg vil opbygge evnerne til ikke blot at kunne forsvare mig selv, men også at beskytte de mennesker, jeg sætter pris på. Jeg håber, at alle i et rum vil kunne føle sig en smule mere sikre, fordi jeg træder ind i det. Jeg ville blot håbe, at jeg ikke følte, at det var nødvendigt. ]]>
Voldelige racister stemmer på Dansk Folkepartitag:blog.blazingangles.net,2008:/soapbox//7.18782008-10-05T08:08:27Z2008-10-05T09:25:01ZEkstra Bladets præsentation af White Pride i Århus benytter overskriften: "’Vi slås for et racerent Danmark’".De omtales også af journalisten som "hadefulde hooligans", hvilket formentlig er en ganske god karakteristik af White Pride, der ikke alene hader racister, men også...Ole Wolfhttp://blog.blazingangles.net/soapbox/57.058542 9.926901Ekstra Bladets præsentation af White Pride i Århus benytter overskriften: "’Vi slås for et racerent Danmark’".
De omtales også af journalisten som "hadefulde hooligans", hvilket formentlig er en ganske god karakteristik af White Pride, der ikke alene hader racister, men også homoseksuelle og venstreorienterede.
Men ud over oplysningen om, at de "slås for et racerent Danmark" kommer der også oplysninger længere nede i artiklen, hvor den ene af lederne af White Pride i Århus forklarer, at White Pride stemmer på Dansk Folkeparti.
Det er måske ikke Dansk Folkepartis skyld, ville nogen sige, men som White Pride-lederen påpeger:
Der er jo ikke andre at stemme på. Jonni Hansens naziparti er lidt latterligt. De skræmmer folk væk med deres hagekors. Det er taktisk dumt. [White Pride om Dansk Folkeparti]
Dermed fortæller han, at man ikke behøver være langt ude på venstrefløjen for at opfatte Dansk Folkeparti som et højreekstremt, racistisk parti. Også voldelige racister som White Pride genkender Dansk Folkeparti som det mest højreekstreme, racistiske parti, de kan finde. Og i modsætning til Jonni Hansens nazistparti er Dansk Folkeparti mere taktisk smarte, idet de undlader referancerne til nazismen.
Ekstra Bladet kunne derfor lige så godt have brugt overskriften: "Dansk Folkeparti det mest racistiske parti" eller "White Pride anbefaler Dansk Folkeparti".
Det er da interessant, at Dansk Folkeparti igen og igen kan demonstrere en sådan magnetisk tiltrækning af alle de højreekstreme racister, ikke? ]]>
Venn-dettatag:blog.blazingangles.net,2008:/soapbox//7.18772008-10-05T05:07:32Z2008-10-05T07:40:24ZJeg går ikke ind for meningsløs vold. Men det er der jo nogen, der gør, så den her er til jer. I ved, hvem I er:...Ole Wolfhttp://blog.blazingangles.net/soapbox/57.058542 9.926901 ]]>
Sarah Palin som X-ratedtag:blog.blazingangles.net,2008:/soapbox//7.18762008-10-04T08:04:52Z2008-10-04T08:07:02ZPornoproducenten Larry Flynt leder efter en dobbeltgænger for Sarah Palin, skriver BT.Det forlyder ikke, hvilken rolle, dobbeltgængeren skal indgå i, men man må formode, at den vil være forholdsvis afklædt.Der bør dog være ganske oplagte temaer. Den naive MILF, der...Ole Wolfhttp://blog.blazingangles.net/soapbox/57.058542 9.926901Pornoproducenten Larry Flynt leder efter en dobbeltgænger for Sarah Palin, skriver BT.
Det forlyder ikke, hvilken rolle, dobbeltgængeren skal indgå i, men man må formode, at den vil være forholdsvis afklædt.
Der bør dog være ganske oplagte temaer. Den naive MILF, der møder en jæger, mens hun er ude for at skyde bjørne blandt olieledningerne i Alaska, ligger vel lige til højrebenet.
(Og for at komme kommentarerne i forkøbet: Det er ikke et ægte billede af Sarah Palin, der er vist her.]]>
Ingen helligdag er helligtag:blog.blazingangles.net,2008:/soapbox//7.18752008-10-04T07:50:27Z2008-10-07T14:40:23ZFN tager den naturlige konsekvens af, at organisationen består af mange kulturer: Når en stor gruppe af dens medlemmer har konsensus om en bestemt fridag, så indgår denne fridag som et ønske til den samlede "pulje" af fridage, der er...Ole Wolfhttp://blog.blazingangles.net/soapbox/57.058542 9.926901 Således er muslimernes helligdag "Eid" nu en fridag hos FNs medarbejdere, og den kristne helligdag "Kristi Himmelfartsdag" er inddraget, for at dette kan lade sig gøre.
Eftersom man som ateist må notere, at ingen dag kan være hellig for andre end de, der tror, at den af mystiske årsager skulle være hellig, så må det ateistiske standpunkt være, at det primært handler om, hvor mange fridage, man skal budgettere med, på lige fod med ferieforhandling, og så i øvrigt finde ud af, hvordan de fordeles bedst muligt.
Det er i hvert fald en glidebane at lade alle mulige og umulige religioner definere, hvornår der skal holdes fridag. Det ville give anledning til en så stor mængde helligdage, at der næppe ville være en eneste arbejdsdag tilbage for Unicef. Alternativet, hvor hver religion fik lov til at holde fri på sine egne mærkedage, er heller ikke heldigt, fordi forskellige religioner har forskelligt antal helligdage, og fordi det ville være svært at koordinere et samarbejde, hvor der skulle holdes styr på alle disse forskellige fridage.
De danske præster er naturligvis ikke glade for, at deres religiøse forestillinger om, at netop deres helligdage skulle være mere specielle end andre dage, er komplet idiotiske for alle andre end dem selv. Helt i tråd med sædvanlig religiøs praksis foreslår nogle af de danske præster derfor en af de dummeste løsninger: Nemlig at der skal gøres plads til alle religioners helligdage, fordi de jo ellers kunne risikere, at også deres egen religion en gang i mellem skulle give sig lidt.
FN har valgt den løsning, jeg ville foretrække: Der er en fast pulje af fridage, og så må man forhandle sig frem til, hvilke religioners helligdage, de kan lægges på. Et muligt forhandlingsudgangspunkt ville være at identificere, hvad de enkelte religioner foretager sig den pågældende dag. Såfremt det er noget, der kun kan lade sig gøre på disse bestemte dage, kan det give mening at lade disse religioner have forvalgsret, og modsat hvis dagen f.eks. bare benyttes som en almindelig fridag. Men ingen religion kan have forvalgsret, for uden guder er ingen helligdag hellig. ]]>
Sarah Victoria Bruuns liv kunne være letteretag:blog.blazingangles.net,2008:/soapbox//7.18742008-10-03T15:34:39Z2008-10-04T12:20:27ZJyllands-Posten benyttede sig for nyligt af en række reklamer, hvor man så Nelson Mandela med et surf-board, Dalai Lama på ski samt Ghandi ved en grill. Billederne af disse tre store personligheder var akkompagneret af teksten "Livet er lettere, hvis...Ole Wolfhttp://blog.blazingangles.net/soapbox/57.058542 9.926901Jyllands-Posten benyttede sig for nyligt af en række reklamer, hvor man så Nelson Mandela med et surf-board, Dalai Lama på ski samt Ghandi ved en grill. Billederne af disse tre store personligheder var akkompagneret af teksten "Livet er lettere, hvis du ikke siger din mening".
Dette var naturligvis en henvisning til Muhammed-krisen, hvor Jyllands-Posten trods sit reaktionære og fremmedfjendske standpunkt forsøgte at tegne et billede af sig selv som de tre personligheders historiske arvtager, men lige nu vil jeg nøjes med at bemærke, at det var en genial reklame.
Jeg bringer Jyllands-Postens slogan, fordi det er værd at huske på, når Uriasposten som sædvanligt holder mikrofonen for en lang række hadefulde indlæg, hvor beskeden er klar, efter at Enhedslistens folketingskandidat i Århus, Sarah Victoria Bruun, blev slået ned af en højrenationalist, der kendte hendes navn og (måske) etnicitet.
Kommentatorernes besked på Uriasposten er klar: Det var hendes egen skyld. Hun kunne jo bare lade være med at have de holdninger. Det var godt, at hun blev overfaldet - mener Uriasposten og dens sædvanlige klientel.
Livet ville have sikkert været nemmere for Sarah Victorian Bruun, hvis hun havde holdt mund, for så var hun sikkert sluppet for overfaldet. Men det undskylder ikke voldsmanden, og selv hvis voldsmanden skulle vise sig ikke at have haft et politisk motiv, så er det dog tydeligt for enhver, der læser kommentarerne på Uriasposten, at i hvert fald Uriaspostens kommentatorer og faste støtter mener, at det er et politisk forsvarligt motiv at overfalde medlemmer af venstrefløjen, fordi man har andre holdninger på venstrefløjen. De mener, at voldsmændene ikke blot kan undskyldes, men ligefrem gør en socialt god gerning.
Kim Møller, der bestyrer Uriasposten, er ikke noget fag-geni, men det behøver man heller ikke være for at benytte den taktik, han demonstrerer i sit indlæg om overfaldet: Kim Møller fastholder en facade som en "sober" blogger, og kan derfor ikke selv
tillade sig at skrive, at det var Sarah Victoria Bruuns egen
skyld, at hun blev overfaldet. Han må få sit peanut-galleri til at
bringe dette budskab i stedet, og han er nødt til at give dem ideen,
samt pladsen til at skrive den.
Derfor noterer han, at hun er blevet overfaldet, men han sørger for at fremhæve,
at hun var venstreorienteret, samt at dette bør opfattes negativt. Denne
bold samler de dummere deltagere straks op i bloggens kommentarfelt, som Kim Møller venligt stiller til rådighed for kommentatorerne, uanset hvor ekstreme, deres holdninger er. Disse kommentatorer bruger nu alle de opfordringer til vold, som Kim Møller ikke selv kunne bringe
åbenlyst. ]]>
Ved at være for sent, hvis klimaet skal reddestag:blog.blazingangles.net,2008:/soapbox//7.18732008-10-02T13:20:26Z2008-10-02T13:20:46ZDet er sidste udkald for at redde klimaet, hvis vi skal nå FNs mål for år 2100, advarer Hadley Centre i England. Hadley Centre er førende i analyser og forudsigelser af klimaforandringer, og er normalt forsigtige med at råbe "ulven...Ole Wolfhttp://blog.blazingangles.net/soapbox/57.058542 9.926901 Det er sidste udkald for at redde klimaet, hvis vi skal nå FNs mål for år 2100, advarer Hadley Centre i England. Hadley Centre er førende i analyser og forudsigelser af klimaforandringer, og er normalt forsigtige med at råbe "ulven kommer". Derfor er der grund til at tage deres advarsel meget seriøst.]]>
Rohd i ytringsfrihedentag:blog.blazingangles.net,2008:/soapbox//7.18722008-09-28T17:52:51Z2008-09-28T17:52:06ZSøren Pind (V) vil have, at Jens Rohde (V) skal trække sine afsløringer om regeringens Irak-løgne tilbage. Med Venstres store interesse for ytringsfrihed får Søren Pind sikkert at vide, at han skal trække sit udsagn tilbage....Ole Wolfhttp://blog.blazingangles.net/soapbox/57.058542 9.926901 Søren Pind (V) vil have, at Jens Rohde (V) skal trække sine afsløringer om regeringens Irak-løgne tilbage. Med Venstres store interesse for ytringsfrihed får Søren Pind sikkert at vide, at han skal trække sit udsagn tilbage.
]]>
Theseus og nazismentag:blog.blazingangles.net,2008:/soapbox//7.18712008-09-28T16:18:38Z2008-09-28T17:13:22ZKan Dansk Folkepartis politik sammenlignes med nazismen, eller er forskellen for stor? Svaret er, at det kun er på de uvæsentlige og kosmetiske områder, at Dansk Folkeparti har foretaget udskiftninger. På de væsentlige punkter videreføres nazismen stort set uændret i...Ole Wolfhttp://blog.blazingangles.net/soapbox/57.058542 9.926901 Men inden vi når til denne konklusion, så lad os først overveje, hvad det vil sige, at noget er "det samme".
Da Theseus i følge den græske mytologi vendte tilbage til Athen fra Kreta, blev hans skib restaureret efter mange års opbevaring. De gamle, rådne planker blev erstattet af nyt træ. Al byggematerialet blev udskiftet, og skibet stod nu skinnende nyt.
Legenden illustrerer en filosofisk problemstilling: Når alle dele i Theseus' skib er blevet udskiftet, er det så stadig Theseus' skib? Hvis de originale dele blev sat sammen igen, så man havde to skibe, hvilket af disse var så Theseus' skib?
Stadig i dag er der ikke noget entydigt svar på, hvad forestillingen "det samme" egentig dækker over. Det lidt for hurtige svar er, at det er et definitionsspørgsmål, men det bliver man ikke stort klogere af, for definitioner kræver, at folk er enige om definitionerne, og er ikke nødvendigvis givet uafhængigt af mennesket. Der er dog i en vis udstrækning, med visse paradigmatiske variationer, enighed om, at "det samme" er et udtryk for tilsvarende strukturer, position i tid og sted, formål, intention, metode eller midler.
Overfør nu Theseus' skib til politiske ideologier.
Hvis Theseus' skib kan sammenlignes med en politisk ideologi, hvor store dele af ideologien kan man så erstatte med nye ord, før ideologien kan kaldes "ny", og kræver et nyt navn for at undgå begrebsforvirring? ]]>
Partiet Venstre
vedligeholder det, de kalder en "liberal" politik, men det kan nemt
dokumenteres, at denne liberale politik har ændret sig gennem årene i
takt med, at alle partiets oprindelige medlemmer er døde og flere gange
erstattet af nye mennesker, der jævnligt har erstattet partiets
principprogram. Ikke desto mindre hedder partiet stadig Venstre, og de
kalder stadig deres politik for liberal.
Trods såvel interne som
eksterne uenigheder om liberalismens sande ansigt er der dog generel
enighed om, at Venstre i hvert fald ikke er socialister. Der findes en
øvre grænse for, hvornår en ideologi kan være "den samme" som en anden.
Denne øvre grænse kan de fleste blive enige om. Måske er den øvre
grænse nem at forholde sig til, fordi den trods sin uklare definition
udtrykker kategoriseringer.
Men der er også en nedre grænse, som udtrykker, hvornår en ideologi ikke
afviger fra en anden. Det er, når afvigelser overvejende blot er af
kosmetisk form. Det er imidlertid dem, der pr. definition er nemmest at
få øje på, og de kan derfor få en uforholdsvis stor vægt, når
forskellen mellem to ideologier skal vurderes.
Hvis der er meget små ideologiske forskelle, mens ideologierne beskrives med meget forskellige udtryk,
er det derfor helt oplagt at tro, at der er tale om forskellige
ideologier, også selv om udtrykkene beskriver de samme ideologisk
elementer. Plankerne er så at sige udskiftet i det politiske skib, men
skibet - ideologien - er grundlæggende den samme.
Forskellen på det oprindelige og det restaurerede er åbenlys for de fleste, men spørgsmålet er, om den udgør en væsentlig forskel.
Moderne
kommunisme kaldes stadig kommunisme, trods fralæggelsen af jødehad og
den tidlige kommunismes rædsler. Det kan lade sig gøre, fordi en række
pointer i kommunismen er væsentlige, mens andre ikke er det. Forfølgelsen af etniske grupper er
ikke en af dem, og kan derfor udelades, uden at man skal finde et nyt
navn til sin ideologi. Rædslerne kan betragtes som en uheldig historisk
periode, ligesom slavehandel og kolonialisering (normalt) betragtes som
uheldige perioder i kapitalismens historie.
Hermed har jeg bevæget mig ind på dette indlægs egentlige tema:
Er forskellen mellem nazistiske ideologi og Dansk Folkepartis politik
så lille, at politikken bør kaldes nazistisk?
Det kan vi få svar på ved at identificere en række nøgleord, der karakteriserer nazismen. Jeg vil i det følgende behandle den nazistiske ideologis centrale temaer, idet jeg
henviser til den tilsvarende ideologi i Dansk Folkepartis formulering.
Socialdarwinisme var et nøgleord i nazismen, hvor nationalitet, religion og etnicitet knyttedes nært sammen som uadskillige dele, der blev anset som en iboende egenskab for hver race
(man ville nok have benyttet udtrykket "genetisk", hvis dette begreb havde været
kendt dengang). Ingen grad af kulturel
og samfundsmæssig integration ville være mulig uden mange generationer
af genetisk integration, mente man. "Blut und Ehre" (blod og ære) fulgtes ad.
Den nære sammenkobling af
nationalitet og religion illustreres i Dansk Folkeparti gennem f.eks.
Martin Henriksens (DF) udtalelse om, at man er en eks-dansker, hvis man som dansker konverterer til Islam.
Nazisterne mente endvidere, at kriminelle tendenser var arvelige, hvilket var
hovedargumentet bag tvangssterilisation og racehygiejne. Den samme
tankegang var Henning Rye Pedersen (dengang DF) fortaler for i følge
Midtjyllands Avis, idet han mente, at kriminaliteten lå i de fremmedes gener. Pia Kjærsgaard (DF) antyder noget tilsvarende, når hun siger:
Hvis
det danske velfærdssamfund skal bestå både økonomisk, socialt og uden
risiko for at bryde sammen under massiv kriminalitet er kodeordet, at
vi stiller, og forsat tør stille, krav til indvandrere og efterkommere [min fremhævelse]. [Humanisme.dk]
Hvor
oplagt det end måtte være, er jødeforfølgelserne ikke et centralt
nøgleord i selve den nazistiske ideologi, men er en følgevirkning af
troen på socialdarwinismen.
Kommunisme og kapitalisme kan
afsværge sig, at fortidens synder var nødvendige følgevirkninger
ideologierne, men systematisk forfølgelse af bestemte grupper er en
konsekvens af brugen af socialdarwinismen som sammenkobling af
nationalitet, religion, etnicitet, m.v., såfremt man benytter det
socialdarwinistiske princip til vedligehold af samfundet. Det er kun en
fejl at tro, at jøderne var det centrale element. Nazismen fastholdt, at alle
ikke-ariske etniciteter skulle elimineres, og når netop jøderne blev
lagt for had, var det kun fordi de blev anset som særligt udspekulerede
og farlige takket være den Lutherske lære om jøderne, som også Jesper Langballe
(DF) hylder. Arabere og negre blev anset for dumme og unønskede, og
blev kun sat i anden udryddelsesrække, fordi man mente, at de var
kontrollerede af jøderne, og fordi de i øvrigt i langt mindre
udstrækning end jøderne var herboende. En sådan refleksion ses stadig i
efterfølgende nazistiske tekster såsom "The Turner Diaries".
Det
centrale var sikringen af den ariske race og det, Hitler opfattede som
den ariske kultur. Jødeudryddelserne var et middel, og i den korte
periode, hvor nazismen havde magten, udgjorde den også et stort og
særdeles synligt element, men jødeudryddelsen var ikke centralt for
ideologien; den var "bare" et middel til sikringen af den. Hitler
beskrev jøderne som dem, der havde ødelagt hans kultur og race, og hvor
vigtigt fjernelsen af denne ødelægger måtte være, var det centrale var
ikke at fjerne jøderne - det centrale var at genoprette kulturen og
racen. Man kan derfor plukke jødeforfølgelsen ud af nazismen, og stadig fastholde den nazistiske ideologi, men jødeforfølgelsen kan man ikke tage ud af nazismen.
(Man kan også overveje, at de tidligste nazister ikke begik jøde-udryddelser, idet disse udryddelser først blev
iværksat i nazismens senere år. Hvis iværksættelsen af jødeudryddelser skulle
være det udslagsgivende for, at man var nazist, ville de færreste af de
tidlige nazister i 1930'erne kunne kaldes nazister!)
Som
eksempel på et centralt sammenfald mellem denne nazistiske
"kerneideologi" og Dansk Folkepartis politik ser vi Mogens Camre (DF)
give udtryk for, at Islam skal ud af Europa
for at sikre vores kultur mod ødelæggelse, hvilket i praksis kun kan
gennemføres ved at fjerne dens udøvere. Ingen ideologi kan nemlig
eksistere uden dens udøvere, og vice versa: Er der udøvere, er
udøvernes ideologi der også. Det centrale er ikke Islam, men sikringen
af det, Dansk Folkeparti opfatter som "danskhed" og dansk kultur. (Den
udtalte racisme, der gennemsyrer Dansk Folkeparti, behøver næppe nogen
dokumentation.)
Et andet nøgleord i nazismen er dens
fællesskabsorientering, hvor folket - arten
- er en vigtigere del end det enkelte individ. Dansk Folkeparti
profilerer tilsvarende sig selv gennem en politik, der i forhold til de
mere
individualistisk orienterede Konservative og Venstre er rettet mod
fællesskabet, idet Dansk
Folkeparti hævder at være "den lille mands", de ældres og på anden vis
de
svagest stilledes parti, der sætter "folkelighed" i højsædet.
Nazisterne opfordrede borgerne til national og racemæssig loyalitet,
hvor de tænke på
fædrelandet frem for sig selv, og denne tankegang genfindes i Martin
Henriksen (DF) krav til folket:
Derfor mener jeg, at vi ved enhver lejlighed skal understrege, at det
er enhver danskers pligt at elske, respektere og ære sit fædreland, som
man skal elske, respektere og ære sin familie. [Humanisme.dk]
Nøgleordene,
som jeg fremhæver, skal naturligvis ses som sammenhængende i den
nazistiske ideologi. Den nationale ære er på én gang "blod og ære" i
en genetisk kobling til racen, men udtrykkes også gennem den nationalistiske,
deindividuerede fællesskabsorientering.
Fællesskabsorienteringen,
der
sætter nation og race over individet, giver anledning til endnu et af
nazismens nøgleord, nemlig kontrol af, og indblanding i, individernes
liv med
henblik på ensretning. Sammenlignet med de øvrige partier udviser Dansk
Folkeparti en stærk interesse i individernes private liv -
hvad vi spiser, hvordan vi går klædt, hvilken musik og film, vi
foretrækker, hvordan vores sexliv er, osv.
Et yderligere
nøgleord er nazismens ringe respekt for massernes fornuft eller
intellekt. Folket formodes ikke at have tilstrækkelig fornuft til at
lede sig selv, men har behov for en leder. Dansk Folkeparti har ikke
direkte udtrykt noget sådant om den danske befolkning som sådan, men
internt er partiet er karakteriseret ved en usædvanlig topstyring
i forhold til landets øvrige partier. Pia Kjærsgaard (DF) forklarede
eksklusionen af en gruppe medlemmer, der havde beklaget partiets
manglende interne åbenhed, med ordene:
Ind imellem
og nogle steder kan det være meget klogt at holde mund. Det er os, der
sætter kursen i Danmark, og derfor er det nødvendigt med et
gennemorganiseret og velstruktureret parti. [DR]
Hermed
fastslår Pia Kjærsgaard, at partiets lavere-rangerende ledere og medlemmer ikke
formodes at have de tilstrækkelige styringskompetencer. Kravet om at
være autoritetstro - endnu et af nazismens nøgleord - udtrykkes med
tydelighed fra partiets leder. Samme leder ser endvidere ikke blot sig selv som partileder i det citerede passage, men som landets leder.
Under spekulationerne om Anders
Fogh Rasmussens (V) fratrædelse fra statsministerposten til fordel for
en international topstilling, beklagede Pia Kjærsgaard fraværet af den
stærke leder, idet Pia Kjærsgaard mente, at han skulle sørge for at være landets leder: "Ledelsen mangler. Fogh er jo ikke til stede".
Den stærkt
hierarkiske opdeling af Dansk Folkeparti sikrer, at der i forhold til
andre partier er mere enighed mellem lederne på de lavere niveauer og
lederne på de højere niveauer. Det er derfor særdeles interessant i
netop denne sammenhæng, at halvdelen af partiets gruppeformænd
har udtrykt, at de er villige til at optage nazister som medlemmer, og
at Dansk Folkeparti har haft mange erklærede nazister blandt sine
medlemmer.
Mens Dansk Folkeparti understreger, at de er et midterparti på
grund af deres fællesskabsorientering frem for individorientering,
føler partiet sig ganske åbenlyst bedre hjemme hos den borgerlige fløj
end den venstreorienterede fløj. Hermed åbner Dansk Folkeparti for den
mulighed, der kun tilgodeses af højrefløjens kapitalistiske interesser,
nemlig korporatisme - også et af fascismens (om ikke eksplicit
nazismens) nøgleord - som betyder sammensmeltningen af kapitalistiske
og statslige interesser. Det står ikke klart, hvorvidt Dansk Folkeparti
har nogen holdning omkring kapitalistisk ejerskab, bortset fra enkelte
udmeldinger om, at f.eks. kulturstøtte skal sammenkædes med
erhvervsinteresser.
Afvisningen af rationalitet er også et
nøgleord for nazismen. Det tyske nazipartis berømte propaganda-apparat
benyttede sig således af en utrolig effektiv pathos- og
ethos-argumentation, hvor rationelle argumenter blev tilsidesat. Denne
argumentationsteknik ses også hos Dansk Folkeparti, hvis retorik af
samme årsager ved flere lejligheder er blevet sammenlignet med den
nazistiske propaganda (se f.eks. her, her og her) i form af populistiske argumenter, der appellerer til folks følelser i stedet for deres fornuft.
Den
logiske appel af et argument har så lille betydning for Dansk
Folkeparti, at det er helt uden betydning, om f.eks. et fremsat krav
overhovedet kan indfries af forhandlingspartneren, sådan som det f.eks. skete, da Dansk Folkeparti krævede af regeringen, at den skulle omgå EU-lovgivningen
omkring 24-års-reglen. Også på andre områder har Dansk Folkeparti uden
videre afvist appel til rationale som gyldig politisk argumentation,
selv på nogle af de områder, hvor der findes det største rationelle
grundlag at bygge på; Peter Skaarups (DF) afviste således omfattende forskningsresultater
med ordene: "[J]eg tror ikke på den forskning. Konsekvens har altså en
effekt, det tror jeg på." (I samme artikel anerkender Peter Skaarup
endvidere partiets populistiske adfærd.)
Dansk Folkepartis laden hånt om rationalitet reflekteres klart i deres vælgergruppe, der udgør den lavest uddannede del af befolkningen.
Under
nazismen fremhævedes også den fysiske aktivitet frem for den boglige,
når Hitler-Jugend f.eks. dyrkede gymnastik og fysisk udfoldelse i
ungdomslejrene - og med eksplicit forbud mod sex. I den forbindelse kan
det bemærkes, at Martin Henriksen (DF) har givet udtryk for holdninger,
der lyder som et ekko af den tid, idet han mener, at sex skal nedtones og idræt opprioriteres.
Nazismens
socialdarwinistiske grundlag har givet anledning til en selvstændig
værdi, hvor kamp opfattes som noget godt i sig selv. Den konstante
forståelse for, at kamp er nødvendig, er også et af nazismens nøgleord.
Det er næppe tilfældigt, at Dansk Folkeparti med jævne mellemrum
identificerer sig som "frihedskæmpere", der kæmper det, Pia Kjærsgaard
kalder en "god kamp" - konflikt
frem for pacifisme, og det er næppe tilfældigt, at Dansk Folkeparti
opfatter uenigheder som angreb og modsat rettede synspunkter som
trusler mod den genetiske kobling mellem "danskhed", kristendom og
hvid race. Noter også de mange sammenfald mellem medlemskaber af Dansk
Folkeparti og Hjemmeværnet, og den gensidige støtte mellem disse to
organisationer.
Menneskelig ulighed er endnu et nøgleord i
nazismen, og her er Dansk Folkeparti klar i spyttet omkring menneskelig
lighed i en sådan grad, at Menneskerettighederne beskrives af Søren
Krarup (DF) som intet mindre end Djævelens værk:
Menneskerettighederne
er nutidens grundløgn, vor tids afgudsdyrkelse ...
Menneskerettighederne er virkelig vor tids fordærvsmagt,
djævelen i skikkelse af en humanitær lysengel, forfalskningen og
sammenblandingen af Gud og menneske, himmel og jord. [Humanisme.dk]
Mogens Camre (DF) følger trop med en opfordring til afskaffelse af lighed for loven:
Vi må opsige FN’s flygtningekonvention, vi må blokere EU’s charter om
borgernes rettigheder, som er vendt imod europæerne, vi må ændre
udlændingeloven, og vi må om fornødent ændre både grundloven og
straffeloven, så det bliver muligt at forsvare demokratiet og sende
politisk-religiøse oprørere, kriminelle og snyltere ud af landet. [Humanisme.dk]
På
en række helt centrale punkter er der således klare sammenfald mellem nazismens
og Dansk Folkepartis værdier og mål. Hvis nazismen kan sammenlignes med Theseus'
oprindelige skib, har Dansk Folkepartiets skib samme struktur, formål
og kapacitet, og er bygget ved at erstatte nazismens oprindelige ideologi med nye udtryk og fjendebilleder. At nogle få planker er blevet erstattet af nye, og at
nogle gamle udsmykninger er overmalede ændrer ikke på, at Dansk
Folkepartis ideologi er "den samme" som den nazistiske ideologi. Det er
ikke afgørende, at armbindet er lagt væk, og det er ikke afgørende, om
partinavnet kommunikerer "national socialisme" eller "dansk
fællesfolkelighed" - de to ord i kontekst siger nemlig det samme, hvilket også det første
parti her i landet med navnet "Dansk Folkeparti" formentlig vidste, da
det blev oprettet under nazismen: Det var et nazistisk parti.
Hensigten
med denne tekst er ikke at identificere en større mængde dokumentation
for disse ideologiske sammenfald; der er blot givet eksempler på,
hvordan nøgleelementer af den nazistiske ideologi genfindes hos
højtstående personer i Dansk Folkeparti. Hensigten er at fremhæve, at
man griber efter halmstrå, hvis man afviser Dansk Folkepartis politiske
platform som nazistisk med begrundelser såsom at Dansk Folkeparti ikke
er jødefjendske, eller at de (hvis man ser bort fra de ofte
forekommende eksempler på medlemmer, der reelt er nazister) afviser
betegnelsen som nazister. Dette er de små og ligegyldige elementer, der
måske er de nemmeste at få øje på, men som ikke er centrale. Det er på
de nazistiske nøgleværdier og nazismens grundantagelser, at
Dansk Folkeparti fører den samme ideologi videre under lidet andet end
et nyt navn.
Spørgsmålet er ikke, om der er så stor forskel mellem nazismen og Dansk
Folkepartis politik, at de bør kaldes forskellige. Spørgsmålet er, om der er så
lille forskel, at det overhovedet er værd at diskutere den.
]]>
Bombesikkerttag:blog.blazingangles.net,2008:/soapbox//7.18702008-09-27T09:04:34Z2008-09-27T09:04:17ZMedierne rapporterer, at en kasse med ledninger og væske vitterligt var en bombe. Men jeg er ikke helt overbevist, og det er der nogle grunde til:Politiet meddelte meget hurtigt til medierne, at de havde fundet en "ægte" bombe på trods...Ole Wolfhttp://blog.blazingangles.net/soapbox/57.058542 9.926901
bombe. Men jeg er ikke helt overbevist, og det er der nogle grunde til:
Politiet meddelte meget hurtigt til medierne, at de havde fundet en "ægte" bombe på trods af, at den på det tidspunkt slet ikke var blevet undersøgt endnu. På det tidspunkt, da Rullemarie blev sat ind, vidste man stadig ikke, om den indeholdt noget, der kunne sprænges.
Beskrivelsen af bomben - en trækasse med ledninger, fjedre, rør og væsker - lyder som en rigtig dårlig, stereotypiseret Hollywood-udgave af en bombe.
Modtageren, der var murer, kunne fortælle, at han havde åbnet kassen og klippet en snor over. Med mindre det skal forstås sådan, at der var bundet en snor rundt om kassen, som nødvendigvis skulle klippes over, for at kassen kunne åbnes, så er det en lidt underlig oplysning at give politiet. Mureren ville vel kun finde dén oplysning relevant, hvis han havde vurderet, at han nok skulle skynde sig at klippe "den røde ledning" for at undgå sprængning - hvilket så gør det lidt underligt, at han efterfølgende tog på arbejde og først alarmerede politiet, da han kom hjem. Politiet har tilsyneladende brugt forklaringen til at konkludere, at bomben var luremineret, så den ville sprænge, hvis nogen forsøgte at åbne den, hvilket (sjovt nok) ikke skete.]]>
Det er muligt, at politiet finder frem til afsenderen. Hvis det har at gøre med gæld til lyssky personnager vil mureren nok i det mindste nå at gøre sig mistænkelig i politiets øjne. Hvis det er en sur kunde, er det muligt, at kunden holder særdeles lav profil.
Men det kan også være, at politiet slet ikke er interesseret i at fortælle, at det i overført betydning var en fuser. Politiet er ikke just kendt for at ville indrømme deres fejl. De hvidvasker rutinemæssigt deres egne folk.
Ligesom militæret har politiet nemlig en uskreven regel: Man kan kun blive forfremmet, hvis man er fejlfri. Det betyder, at uanset hvor galt, noget går, så vil det altid ende med at blive defineret som en succes, om ikke på den ene måde, så i hvert fald på en anden. Denne tradition er stærkt medvirkende til, at Forsvaret har kunnet fremvise monumentale fiaskoer såsom Tårnfalken, DACCIS og Joint Strike Fighter, som ikke er blevet standset i tide trods talrige eksperters advarsler, fordi ingen af de ansvarlige ville risikere at miste ansigt og dermed karriere. Både Forsvaret og politiet er stærkt politiske organisationer, hvor følgerne af en fejl eller succes ikke altid er et spørgsmål om at fortælle sandheden.
Hvis murerens gave ikke var en bombe, ville der måske kun være et begrænset prestigetab for politiet, hvis de indrømmede dette. Men det er der nu engang en tradition for, at man ikke gør. Hvis man offentligt meddeler, at en mistænkelig kasse er en bombe, så skal der meget til, før en sådan historie bliver ændret. Det kræver ikke nogen sammensværgelse med inddragelse af mange niveauer over og under sig for at kunne fortælle, at den efterfølgende sprængning i bombebrønden viste, at der var tale om en farlig bombe med en så stor sprængningsradius, at det var rimeligt at evakuere et boligområde, der svarede fint til, hvad der bør evakures, når man finder en bombe med en sådan sprængningsradius. Med de hemmeligholdelsesregler, der altid gælder i militæret og ved politiet, er det er et spørgsmål om, at to mand bliver enige om en historie, der efterfølgende er den "officielle forklaring". Alt andet lige bør et prestigetab undgås, hvis det er muligt med simple midler - og det er det. Langt størstedelen af de involverede i aktionen har ikke set mere til bomben, end da de iagttog Rullemarie på behørig afstand.
Hvadenten historien er sand eller falsk, så er den blevet til, at politiet (endelig) fandt en ægte bombe, som heldigvis var isoleret fra alle andre sammenhænge og al anden efterforskning, hvis historier således ikke ville kræve en justering, såfremt bombealarmen var falsk alarm. Historien gav politiet god publicity, og den slags vil poliltiet naturligvis finde værd at fremhæve. Skulle der være nogle unøjagtigheder undervejs, såsom at vurderingen af truslen var formuleret sådan, at man "ikke kunne udelukke", at det var en bombe, efter at den var blevet destrueret i bombebrønden, så er de ikke værd at diskutere yderligere.
Carsten Agger omtaler et skrækscenarie for overvågning, hvor en bekymret Cory Doctorow blandt andet beskriver, hvordan RFID-kort, som vi alle måske inden længe er udstyrede med, vil kunne bruges til at følge os rundt, idet der placeres RFID-læsere på strategiske steder i byen. Disse RFID-læsere vil kunne læse borgernes RFID-kort, uden at borgerne opdager det, og gemme vores færd gennem samfundet - mener Cory Doctorow.
En af højrefløjens jævnligt demonstrerede hypoteser stipulerer, at visse kriminelle kun forstår ét sprog, nemlig straf. Vi så denne reaktion under optøjerne på Nørrebro i forbindelse med kommunens salg af Ungdomshuset til den højreorienterede kristne sekt "Faderhuset", og vi så nærmest højrefløjen forsøge at overgå hinanden i deres forslag om hårdere straffe til Rasmus Popenda, da han havde overfaldet og dræbt en forbipasserende.
"Personsammenfald", siger Ekstra Bladet, idet avisen genkender personer, der har været aktive i den hedengangne Dansk Front, og som nu er aktive i den lige så racistiske og højreorienterede Vederfølner.
Pornoproducenten Larry Flynt leder efter en dobbeltgænger for Sarah Palin, skriver BT.
Jyllands-Posten benyttede sig for nyligt af en række reklamer, hvor man så Nelson Mandela med et surf-board, Dalai Lama på ski samt Ghandi ved en grill. Billederne af disse tre store personligheder var akkompagneret af teksten "Livet er lettere, hvis du ikke siger din mening".
