Nyeste i Dårlige erfaringer emnet

Jeg har løbende rapporteret min sag mod Call Me, og Forbrugerklagenævnet er nu nået frem til sin afgørelse: Call Me skal tilbagebetale beløbet kr. 999,00 for en defekt telefon, som Call Me ikke har forsøgt at reparere tilfredsstillende.

I løbet af sagen er det blevet afsløret, at Call Me har forsøgt sig med både billige manipulationstricks og direkte løgn.

I min seneste rapport fremgår det, at Forbrugerklagenævnet havde givet mig medhold, men så nemt skulle det naturligvis ikke gå. Call Me gjorde indsigelse, og havde i følge købeloven ret til at bese telefonen. Jeg indsendte derfor telefonen til Call Me, som kort efter returnerede telefonen til mig i opladet tilstand, med en konkusion til Forbrugerklagenævnet om, at telefonen virkede upåklageligt.

Imidlertid var jeg stadig ikke i stand til at oplade telefonen med hverken den ene eller den anden oplader. Jeg formoder, at Call Me simpelt hen har opladet batteriet i en særlig batterioplader (den slags benytter reperatører af mobiltelefoner sig ofte af, så batterierne kan oplades uafhængigt af eventuelt defekte mobiltelefoner) eller måske erstattet batteriet.

Jeg kontaktede derfor igen Forbrugerklagenævnet, som bad mig indsende telefonen til Forbrugerklagenævnets uvildige ekspert, så han kunne undersøge telefonen. Forbrugerklagenævnet bad bl.a. eksperten om at afgøre, om der var tale om en ny telefon, som Call Me havde hævdet.

Eksperten undersøgte telefonen og konkluderede, at en af komponenterne i ladekredsløbet var beskadiget, og at skaden lignede en fugtskade. Selv om telefonen efter ekspertens bedømmelse var velholdt og i over middel stand måtte eksperten afvise, at der kunne være tale om en helt ny telefon. Endvidere konkluderede eksperten, at telefonen ikke ville kunne repareres.

Jeg kunne således opsummere overfor Forbrugerklagenævnet: Call Me havde påstået, at jeg havde fået en ny telefon. I Call Mes første indvending mente Call Me, at jeg af denne grund skulle tage hensyn til Call Mes interne aftaler med deres underleverandør. Da jeg med Forbrugeklagenævnets enighed kunne afvise denne indvending, valgte Call Me at lyve om telefonens tilstand: Selv om telefonen var både brugt og vurderet umulig at reparere, havde Call Me alligevel påstået, at telefonen var såvel ny som fungerende.

På baggrund af disse oplysninger kontaktede Forbrugerklagenævnet Call Me, der indvilligede i et "forlig", idet Call Me accepterede at tilbagebetale beløbet på kr. 999,00 for den defekte telefon. Jeg afventer nu en check fra Call Me, som i følge Call Me bør ankomme i løbet af nogle uger.

Det giver sig selv, at jeg aldrig kunne drømme om igen at blive kunde hos Call Me, og med mine erfaringer med dette firmas metoder kan jeg kun advare andre om at blive kunder hos Call Me. Sagen viser også, at der er brug for statslig kontrol af markedskræfterne.

Opdatering til mit tidligere indlæg om Forbrugerklagenævnets afgørelse mod Call Me:

Call Me kunne godt mistænkes for at være uvillige til at godtage, at min telefon har den bemeldte defekt, som var at telefonen ikke kunne tændes, og at den ikke kunne lades op. Derfor har jeg optaget telefonens defekt på video, så der er dokumentation for defekten.

Det er selvfølgelig ikke, fordi jeg forsøger at gå Kontant i bedene, men nogle gange er det bare en god idé at have en form for forsikring.

Bemærk: Siden dette indlæg blev skrevet, har Forbrugerklaget givet mig medhold i min klage over Call Me, idet Call Me er blevet pålagt at refundere telefonens værdi.

Hvis nogen syntes, det var interessant, at jeg havde problemer med at få en defekt telefon repareret ved Call Me (tidl. Debitel), er der sket lidt i sagen i mellemtiden.

Forbrugerklagenævnet godtager sagen

For en måneds tid siden godtog Forbrugerklagenævnet efter temmelig lang reaktionstid endelig sagen, og sendte min klage til Call Me for at modtage deres kommentarer.

Til almindelig information: Amina og jeg har ikke adgang til internettet for tiden, og vi ved ikke, hvornår vi får adgang igen.

Årsagen er, at CyberCity skulle have omlagt mit abonnement til en anden type. I skøn forening med TDC fik CyberCity kommunikeret til TDC, at min forbindelse skulle nedlægges, og TDC har endnu ikke genåbnet den. Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvornår vi igen får adgang til nettet.

Al mail, der er blevet sendt til os siden den 15. juli, er gået tabt. Endvidere vil al mail, der sendes til os, indtil vi igen har forbindelse til nettet, også gå tabt. Det er heller ikke muligt at komme i kontakt med os via fastnet-telefon.

Bemærk: Siden dette indlæg blev skrevet, har Forbrugerklaget givet mig medhold i min klage over Call Me, idet Call Me er blevet pålagt at refundere telefonens værdi.

Siden den 15. maj har jeg måttet leve uden mobiltelefon. Den var købt via Call Me (tidl. Debitel), som desværre viste sig at benytte Telecare som reparatør. Telecare står ikke just øverst på listen over firmaer med tilfredse kunder, hvis man søger på Google.

Efter at have rykket to gange, hvor Call Me kunne for­tæl­le, at de ikke kunne gøre noget, før Te­leca­re havde haft te­le­fo­nen i fire uger, fik jeg en mail om, at jeg kunne få en te­le­fon til låns, for­ud­sat jeg ac­cep­te­re­de, at re­pa­ra­tion­s­ti­den ville ud­vi­des til seks uger. På det tids­punkt var det fem uger siden, jeg havde ind­le­ve­ret den til Call Me.

Samme dag kunne jeg dog se på Te­leca­res re­pa­ra­tions­log, at re­pa­ra­tio­nen netop var af­slut­tet, og at te­le­fo­nen var i fragt. Den 25. maj om af­te­nen - præcis seks uger efter fejl­mel­d­in­gen - modtog jeg en­de­lig te­le­fo­nen.

Den var naturligvis så defekt, som lidt for mange kunders erfaringer med Telecare kunne give anledning til at forvente: Hvor telefonen tidligere ikke kunne tændes, kan den ganske vist tændes og benyttes nu, men den kan ikke lades op.

En af mine kolleger gjorde mig imidlertid opmærksom på forhold i Købeloven, som jeg ikke var opmærksom på. Disse forhold burde gøre det muligt for mig at få en ny telefon uden at skulle gennemgå endnu seks uger uden mobiltelefon. Forbrugerrådet har nemlig nogle bemærkninger omkring købeloven, hvor der direkte henvises til mobiltelefoner:


Med denne fremlæggelse af forholdene omkring mobiltelefoni bør jeg kunne henvise til, at jeg har været gennem ét langvarigt afhjælpningsforsøg, hvor jeg først sent i processen fik tilbude en lånetelefon. Samtidig bør jeg kunne gøre opmærksom på, at sælgeren ikke kan forsøge at vurdere, om det er nødvendigt at undersøge, om min defekte mobiltelefon skal byttes.

Update: Jeg har talt med Call Me, og her er jeg blevet gjort opmærksom på, at deres afdeling for reparation er blevet pålagt at følge processer, der ikke lever op til Købeloven. Call Me mener, at jeg skal indlevere telefonen til ny reparation på trods af, at jeg har ventet i langt længere tid end oplyst, på trods af, at Forbrugerklagenævnet tidligere har givet en kunde medhold i, at ét reparationsforsøg må være nok, og på trods af, at jeg ikke fik stillet en lånetelefon til rådighed. Jeg har skrevet en mail til en chef ved Call Me, som jeg fik oplyst email-adressen på, men forventer, at jeg i løbet af den næste uge vil være nødsaget til at gå via Forbrugerklagenævnet.

Det er beklageligt, at Call Me pr. procedure ikke ønsker at level op til Købeloven, og jeg må derfor som udgangspunkt advare nye kunder mod at benytte Call Me.

Et af årets sommerferieaktiviteter bestod i et besøg på Holmegaard Glasværk. Det var en oplevelse, vi kunne have været foruden, for Holmegaards egen beskrivelse af deres tilbud stod ikke tilnærmelsesvis mål med virkeligheden.

Entreprisen var kr. 89 pr. voksen og kr. 69 for vores ældste barn. Den yngste slap heldigvis gratis ind.

For denne entré tilbød glasværket en reklamefilm, et par touch-skærme med information om glas, en række informations-posters, en gangbro hen over en del af glaspusteriet, og en sti gennem en produktionshal, hvor der kun var yderst sparsommelige beskrivelser af, hvad man så. Endelig var der en butik med et noget begrænset udvalg, hvor vi ikke fandt noget, der faldt i vores smag.

For at give vores ældste barn en oplevelse, betalte vi kr. 129 for, at hun kunne få lov til selv at blæse en vase. Dette indebar en ventetid på to timer, før vi kunne få lov til at få en plads i køen, hvor der var yderligere tre kvarters ventetid med vore to meget utålmodige børn, før hun endelig fik lov til at puste glas under vejledning fra de dertil ansatte glaspustere.

Da hun var færdig, var det ved at være lukketid, og Holmegaard sendte derfor glasset. Vi modtog i dag en pakke fra Holmegaard med den forkerte vase. Vi har kontaktet Holmegaard for at forhøre os om muligheden for at finde den rigtige vase, men vi skal vist være heldige, hvis de bare vil refundere beløbet.

Efter gårsdagens Windows updates opdagede jeg, at min Firefox browser ikke længere var default browser. Flere af mine kolleger kunne bekræfte, at det samme var sket for dem.

Den nye opdatering fra Microsoft overtager simpelt hen konkurrerende browsere på din computer, og sørger for, at det i stedet er Internet Explorer, der starter, når du klikker på et link fra f.eks. din mail eller andre steder.

Hvad skal man forvente af en Internet-service, der hævder at være gratis?

Som jeg tidligere har påpeget, så er det som regel for godt til at være sandt. Groupcare og iGroups startede begge som gratis services, men da de havde lokket en tilstrækkelig stor kundebase ind, kom gebyrerne. Hvis man ville undgå chikane i form af ventetider eller "midlertid overbelastning" af serverne, så skulle man betale.

Det er også andre måder at kalde sig "gratis" på. Black Market er et eksempel på et Internet-community (i dette tilfælde et "Arto med næsering og farvet hår"), som hævder at være gratis. Der er ingen betalinger for brugen af Black Market, siger Black Market om sig selv.

Når man har oprettet sig som bruger, at man kan donere til Black Market. Det er der ikke noget galt i; hvis man er glad for en gratis service, og gerne vil støtte den, så er det en fin måde at give sit bidrag til sidens driftsomkostninger. Det er langt fra sikkert, at en begrænset reklamefinanciering kan dække det hele.

Men så er det, at kæden hopper af. Visse donationer giver den donerende bruger ekstra plads i brugerens fotoalbum. Med andre ord ligesom hvis jeg "donerer" syv kroner til købmanden, og som tak får lov til at tage en ekstra liter mælk med hjem. Sorry, men den slags hedder betaling for udvidelse af ens fotoalbum. Ikke at der er noget galt i at betale for det, men så er siden altså heller ikke gratis længere, og det er i hvert fald stygt misvisende at kalde det for "donation".

For nyligt blev det værre. Ejeren besluttede sig for, at brugerne ikke donerede tilstrækkeligt. Derfor besluttede ejeren sig for at inddrage en populær feature, som man kun kan få genaktiveret, hvis man donerede et begrænset beløb. Indrømmet, beløbet var forholdsvis lille, men hvis man kan kalde den slags løsepenge for "donation", så er det også rimeligt at kalde det for "beskyttelsespenge", når kriminelle truer en butiksindehaver til at betale for ikke at få slået butikken i stykker. Ejeren tog simpelt hen en populær feature som gidsel, som man kun kunne få løsladt mod betaling - og alligevel insisterede han på, at det var "donation".

Det skræmte mig noget, at de "gamle" brugere på Black Market særdeles aggressivt insisterede på, at det jo var okay, når løsesummen var ret lav, og at det var fint nok, når nu det ikke var hele Black Market man skulle betale for, og i et enkelt tilfælde, at vi skulle være glade for, at vi fik lov til at få den hidtil gratis feature tilbage. Disse brugere ikke blot accepterer, men forsvarer at blive røvrendt.

På "Black Market" står der stadig, at siden er gratis at bruge. Og de kalder det mig bekendt stadig "donationer", når man køber sig til udvidelse af features eller løskøb af features. Føj!

Der gik kun få dage efter min beslutning om at sige endegyldigt farvel til TDC, før jeg fik aftalt en ny forbindelse hos Cybercity. Ved denne lejlighed fik TDC ca. to måneders varsel til at opsige min Internetforbindelse og min telefon, der begge skulle flyttes til Cybercity den 22. marts.

Internetforbindelse blev flyttet uden problemer. Telefonen blev også nedlagt hos TDC, men om aftenen den 22. marts var den stadig ikke oprettet hos Cybercity. I følge Cybercity havde TDC ganske rigtigt nedlagt forbindelsen som aftalt, men TDC ville først overføre telefonnummeret til Cybercity den 6. april, altså to uger senere. I mellemtiden har vi ikke telefon.

Hvis ikke jeg havde rig ertaring med, at TDC er elendig og langsom, ville jeg have mistænkt dem for at hævne sig på en kunde, der var så formastelig at forlade dem.

TDC selv vidste selvfølgelig intet om sagen, da jeg ringede og brokkede mig. Det bliver spændende at se, om vi har telefon den 6. april.

For over 48 timer siden opstod der en fejl ved TDC, som de først bekræftede efter ca. 24 timer. Den går ud på, at folk med private mailservere ikke kan modtage mail.

TDCs supportafdeling kan ikke hjælpe, for de ved intet om, hvordan det fungerer med private mailservere. Ud over at henvise til, at jeg skal købe et dyrt erhvervsabonnement i stedet, kan de ikke gøre andet end jeg allerede har gjort, nemlig sende en mail til TDCs postmaster.

For to timer siden kom der langt om længe svar fra TDCs postmaster, idet jeg blev oplyst, at problemet burde være løst nu. Det er det imidlertid ikke, og jeg sidder nu i tredie døgn uden at modtage mail. Gennem min snak med TDCs support har jeg fået det klare indtryk, at problemet har temmelig lav prioritet.

Det er fuldstændig uacceptabelt, at jeg ikke kan komme til at tale med en person ved TDC, der ved noget om problemet, og det er fuldstændig uacceptabelt, at de lader et problem af denne art forblive uløst i over tre døgn.

Dette betyder mit endegyldige farvel til TDC, hvis supportprocedurer jeg har været meget træt af længe. Når - eller hvis - husstandens mails på et tidspunkt bliver leveret videre til vores mailserver, og jeg derfor ikke længere skal bekymre mig om, at eventuelle mails skal videresendes, før jeg skifter Internetudbyder, går jeg sandsynligvis over til Cybercity.