Recently in Politiske kommentarer Category

So­ci­al­de­mo­kra­tiets po­li­ti­ke­re i form af bl.a. Mette Fre­de­rik­sen og Per­nil­le Ro­sen­krantz-Theil (på Fa­ce­book­) er i disse dage i færd med at præ­ci­se­re, at de med "dovne ar­bejds­lø­se" mener "dovne aka­de­mi­ke­re". De har for­længst over­ta­get Jo­a­chim B. Olsens (LA) fo­re­stil­lin­ger om, at ar­bejds­lø­se er dovne og ikke mener, at det kan betale sig at ar­bej­de.

Men det kan betale sig at ar­bej­de. Jeg kunne ar­gu­men­te­re for, at når først man er på bi­stands­hjælp, så er det slut med mere end nogle få tu­sin­de kroner i banken, slut med pen­sions­op­s­pa­ring, slut med al­min­de­li­ge ret­tig­he­der, slut med hus og bil, osv. Selv hvis ens løn svarede til bistandshjælp, ville denne løn give en væsentligt flere muligheder og frihed. Jeg ved oprigtigt ikke, hvad der kan få folk til at tage til takke med bistandshjælp, med mindre deres krav til tilværelsen er forsvindende få, eller fordi de ikke har noget andet valg. Hvis man ser bort fra alt det, man mister, når man får bistandshjælp eller dagpenge i stedet for løn, kan mindstelønnen imidlertid godt se ud, som om den ligger tæt på de sociale ydelser; så tæt, at man endog ved første øjekast kunne overveje, om det kunne betale sig at arbejde.

Pointen er, at det ikke er spor tilfældigt. Arbejdsmarkedet er også et marked med de markedsmekanismer, det indebærer. Udbud og efterspørgsel (og prisaftaler og karteldannelser!) gælder også på arbejdsmarkedet. Lønniveauet indretter sig efter, hvornår man er i stand til at få folk til at arbejde. Der er ingen arbejdsgiver, der er interesseret i at give en højere løn, end en tilstrækkeligt kvalificeret arbejdskraft er villig til at arbejde for. Og det betyder, at mindstelønnen vil indrette sig til det niveau, hvor det lige præcis kan betale sig at arbejde - og så absolut heller ikke mere.

Hvis dagpenge- og kontanthjælpssatser bliver nedsat, vil det i første omgang gøre det væsentligt mere attraktivt at arbejde. Det hersker der næppe nogen tvivl om. Til gengæld vil en sådan nedsættelse af ydelserne automatisk betyde, at det også vil være attraktivt at arbejde for en tilsvarende lavere løn. Således vil mindstelønnen indrette sig således, at det lige netop kan betale sig at arbejde, men ikke mere. Det samme vil ske, hvis ydelserne sættes op: Umiddelbart vil det gøre det mindre attraktivt at arbejde, men kun indtil virksomhederne opdager, at de må øge mindstelønnen blot så meget, at det igen er marginalt mere attraktivt at arbejde.

Uanset om offentlige ydelser og dermed mindsteløn hæves eller sænkes, vil der altid være en hårfin grænse mellem ydelserne og mindstelønnen, der altid vil gøre det muligt at skabe en aktuel debat - der af samme grund altid vil være meningsløs - om, hvorvidt det kan betale sig at arbejde, når de offentlige ydelser er så høje, som de er. Det er lige så rimeligt (eller urimeligt, om man vil) at debattere, hvorvidt det kan betale sig at arbejde, når virksomhederne er så nærige med betalingen for deres arbejdskraft.

De offentlige ydelser og lønniveauet hænger sammen. Hvis man ønsker at trække lønniveauet nedad (f.eks. som arbejdsgiver) har man interesse i at nedsætte de offentlige ydelser. Ønsker man at hæve lønniveauet (dvs. som lønmodtager) har man interesse i at hæve de offentlige ydelser.

Debatkulturen halter i Folketinget, og det burde man kunne sige sig selv: Hvorfor skulle politikerne i Folketinget dog tale væsentligt anderledes til hinanden i Folketingssalen, end når de taler til hinanden i medierne?

Nogle politiske kommentatorer foreslår, at det skyldes de yngre politikere, der mangler den halmstråtyggende, jyske landmands "forstandighed". Det er skam også en fristende konklusion, når ældre medlemmer af Folketinget tilsyneladende hævder at tage afstand fra den tone, som jakkesætsbøller som Søren Pind (V) benytter, når han tilsyneladende finder det vigtigere at håne SRSF-regeringen end at glædes over den, når den fører hans foretrukne politik. Men den slags politikere har der altid været i Folketinget.

Det er ikke noget nyt, at Folketinget bliver sammenlignet med en børnehave, og at tonen har været hård, men det var først ved sidste valg, at Venstre indførte smædekampagner i en valgkamp efter bedste amerikanske forbillede. Det er også nyt, at de ældre politikere kritiserer deres egne partifællers tone. Skal man forstå tonen, er det imidlertid ikke politikernes alder, man skal se på. Når oppositionen chikanerer regeringen og spilder dens tid ved at stille det samme spørgsmål igen og igen, selv om de allerede kender svarene, er det organiseret og systemisk, ikke udtryk for enkeltpersoners alder.

Politikerne opfører sig i Folketinget, som de har lært at opføre sig, når de er på skærmen. Her vil seerne have sex, gys og action, og opskriften er simpel: Inviter en køn ung kvinde fra Enhedslisten i studiet, tilsæt koncentrationslejrpolitik med en politiker fra Dansk Folkeparti, og bed dem "diskutere" et emne, de er lodret uenige om i et TV-studie, hvor værtens journalistiske indsats er begrænset til på skift at spørge den ene gæst, om ikke den anden gæst har ret.

På skærmen ser befolkningen den politiker, de bedst kan lide, give den anden politiker tørt på. Når dagens action er overstået, kan seerne trække sig tilfredse tilbage, enten fordi de kun anerkender deres favorits argumenter og således føler, deres favorit har vundet, eller fordi de befinder sig i en politisk midte, hvor de er uimodtagelige overfor begge parters argumenter, og gammelklogt konkluderer, at sandheden nok ligger et sted i midten, hvor de meget passende selv synes, de befinder sig.

Ingen seer bliver klogere af disse konfrontationer; i bedste fald har man fået et par yderligere argumenter af sin favoritpolitiker, som man kan gentage, når man kommer til at diskutere politik ved familiefesten. Det giver sikkert en form for politisk katarsis at se sine politiske modstandere få stryg, men der må vel være grænser for, hvor mange mentale tarmskylninger, vi har behov for.

Problemet er kort sagt, at skal man debattere konstruktivt, er man nødt til at have et fælles udgangspunkt. En nuanceret debat er kun mulig, når de store uenigheder er ryddet af vejen, eller i det mindste isoleret fra det emne, der bliver diskuteret. Det giver kun mening at diskutere, om man skal tage bussen eller toget, hvis man er enige om, hvor man vil hen.

Både venstre- og højrefløj er enige om, at finanskrisen er et stort problem, men fordi de er rygende uenige om de helt principielle løsningsstrategier, kan de heller ikke være enige enige om taktiske tiltag, og da slet ikke nuancerne i disse taktikker. Imidlertid er det netop nuancerne, der bliver taget op til debat, og da fløjene allerede er uenige om strategien, er debattens indhold på forhånd reduceret til børnehavens "ja!" og "nej!"-råb efter hinanden.

Her kunne politikerne indse, at de er så uenige, at det ikke nytter at debattere menuen i øst, når modparten befinder sig i vest. Men medierne har gennem mange år skabt en debatform, der kræver konfrontation, og medierne har vænnet politikerne til, at de kun kommer i medierne med kontroversielle udtalelser, eller hvis de erklærer sig uenige i noget. Skal man høres som politiker, skal man være negativ. Politikerne er om nogen blevet opdraget i det gennem deres eksponering i medierne. Man vinder ikke ved at have ret, men ved at forhindre modstanderen i at få det. Der myreknippes i småfejl og bores i små uklarheder, så ingen politisk modstander får mulighed for at forklare sig eller debattere på de områder, der burde debatteres.

Løsningen er så simpel, at den ligger lige for. Man kunne sætte Pia Olsen-Dyhr (SF) i studiet med politikeren fra samme parti, Margrete Auken, omkring deres indbyrdes uenighed omkring ACTA. Hvorfor ikke sætte Thyra Frank (LA) i studiet med Anders Samuelsen (LA) for at diskutere, hvordan hendes foreløbige bidrag til dansk politik - hendes ønske om servering af saftevand på plejehjemmene - harmonerer med Anders Samuelsens krav om brugerbetaling for enhver særlig service? Hvorfor ikke sætte en politiker i studiet mod et hold eksperter, der kan bidrage med fakta, erfaringer og viden i stedet for holdninger? Hvorfor ikke invitere en politiker i studiet for at konfrontere ham eller hende med de faktiske konsekvenser af dennes politik?

Kunne man ligefrem forestille sig en debat, der ender med, at den ene politiker til sidst erklærer sig enig med sin modpart, eller hvor de sammen har fundet et kompromis? Ikke med den debatform, som de danske medier benytter sig af. Jeg så gerne, at de danske medier behandlede seerne som voksne mennesker, og ikke underholdt os med børnehavedebat. Det ville hurtigt smitte af på debatten og den konstruktive politik i Folketinget.

Kære alle I, som mener, at Enhedslistens tilstedeværelse som SRSF-regeringens parlamentariske grundlag vil gøre det for nemt at være arbejdsløs. Jeg har hverken tid eller lyst til at svare jer alle enkeltvis, når I fremfører dette argument mod, at Enhedslisten skal udnytte sin demokratiske ret. Eller det vil sige, jeg formoder i hvert fald, at dette er årsagen til, at I fremfører det, for ellers lyder det ærlig talt ikke som et argument for noget som helst, men blot som en genopførelse af McCarthyistisk dommedagsfrygt.

For det første har jeg svært ved at gennemskue, hvad der er galt i, at det bliver lettere at være arbejdsløs. Vi befinder os lige nu i en global krise, og fyringer rammer bredt og ofte for tiden. I burde vel være intelligente nok til at gennemskue, at I selv vil kunne blive ramt, og at det af samme årsag ikke er i jeres interesse, at det bliver sværere at være arbejdsløs. Og selv om I skulle være blandt de heldige, kan jeg ikke rigtig forstå, hvorfor I ønsker, at andre skal have det svært. Jeg vil nødigt anklage jer for at bare være sådan nogen, der finder jeres glæde i andres ulykke.

Et lille stykke hen ad vejen kan jeg godt følge jer: Der vil være folk, der virkelig ikke gider bidrage til fællesskabet, og som er tilfredse med at overleve på en minimal bistand. Men det er jo ikke alle, der er sådan. Hvis alle var sådan, at man automatisk blev doven af at få det nemt eller godt, så må det også gælde jer selv, og i så tilfælde kan det ikke gå for hurtigt at sætte jeres løn ned, så I kan komme i gang med at arbejde i stedet for at gå og dandere den. Det ville klæde jer, om I i så fald tog jeres egen medicin, med mindre I altså kan give mig ret i, at langt de fleste mennesker i virkeligheden gerne vil arbejde, når det kommer til stykket.

Bevares, det vil sikkert blive dyrere at støtte gruppen af arbejdsløse, når Enhedslisten har indflydelse på finanslov og andre regeringsbeslutninger. Det er jeg egentlig ikke i tvivl om. Forskellige politiske systemer fordeler goderne forskelligt, og der vil gå en lidt større sum penge til samfundets svageste individer, når regeringen er rød. Omvendt vil der gå penge til andre grupper, når regeringen er blå. Den seneste blå regering ødslede et kæmpe opsving op. Den tvang skatteyderne til at betale milliarder i bankpakker, så krakkede banker alligevel kunne give millionbonusser til deres chefer samt forsætte deres spekulationer. Den praktisk talt forærede A. P. Møller-koncernen den danske olie i Nordsøen, hvorved vi er gået glip af (foreløbig!) 76 milliarder kroner. Det vil næppe være svært at finde en lang række flere eksempler på, hvordan nogle få er blevet meget rigere på manges bekostning i løbet af Venstres og de Konservatives regeringsperiode.

Jeg tør godt vove et øje på, at sammenlignet med den mængde penge, VKO har klattet op, er det i småtingsafdelingen, hvad SRSF kommer til at "spilde" på, at arbejdsløse får det en lille smule nemmere. Og så er vi ikke engang blevet enige om, hvorvidt den sidstnævnte sum penge er spildt.

Følgende er d.d. sendt til Søren Pind (V):

Kære Søren Pind,

Jeg må tilstå, at jeg kun har fulgt halvhjertet med i dine opfordringer til Ole Sohn (SF) om at redegøre for den partistøtte, som det daværende DKP modtog fra det daværende USSR, og som han mig bekendt allerede er blevet undersøgt for tidligere.

Jeg vil nødigt vil opfatte dig som så lavtsøgende og ukonstruktiv, som f.eks. dine Facebook-opdateringer såsom "[Søren Pind] is red-huntin" og en længere række af uværdige personangreb kunne give anledning til at tro. En sådan opførsel ville blot få mig til at affærdige dig som et formatløst og primitivt røvhul, omend ordet måske ville give forkerte associationer til en varme og dybde, som en sådan adfærd er foruden.

I stedet vil jeg opfatte det som et tegn på, at du gerne vil gå foran med et godt eksempel, og vil derfor foreslå følgende salomoniske løsning: Venstre har hidtil været modstander af at redegøre for sin egen partistøtte, og jeg glæder mig til at se, at du vil arbejde ærligt på det, jeg indtil videre vælger at opfatte som dine politiske mærkesager omkring specifikke personer i oppositionen. Hvis du sikrer, at Venstre offentliggør sin partistøtte, så er jeg sikker på, at Ole Sohn vil føle sig presset til at redegøre for den partistøtte, som hans tidligere parti har modtaget.

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(Adresse m.v.)

De borgerlige partier elsker at hævde, at vores skattesystem er uretfærdigt, fordi en rig person på grund af vedkommendes høje trækprocent betaler langt større beløb til statskassen end en fattig. Det er imidlertid en yderst snæversynet betragtning, for det handler ikke om kronebeløbet, der betales, men om hvor hårdt det rammer det enkelte individ at skulle skille sig af med dette bidrag til samfundet.

Det koster nemlig et vist grundbeløb at overleve. Alle skal have noget at spise, et sted at bo, osv. Hvis man tjener meget lidt, er dette grundbeløb stort i forhold til ens indkomst. Hvis man tjener meget, er grundbeløbet omvendt forholdsvis småt i forhold til ens indkomst. Hvis man regner dette grundbeløb med, når man vil regne ud, hvor hårdt en person bliver ramt af en given trækprocent, ser den effektive bidragsprocent noget anderledes ud.

En borgers bidrag til samfundet kan med fuld rimelighed måles som forholdet mellem det beløb, vedkommende betaler i skat, og de penge, personen har til overs, når basisbeløbet er betalt. Hvis personen tjener A kroner, og har en trækprocent på a %, har vedkommende A - A · a / 100% kroner tilbage, når skatten er betalt. Hvis grundbeløbet for leveomkostningerne er X kroner, har vedkommende således til sidst A - A · a / 100% - X kroner at leve for. Hvis vi kalder dette beløb for Y, har personen derfor Y / A · 100% af sin indkomst til rådighed, når skatten er betalt; eller alternativt, personen har mistet (A - Y) / A · 100% af sin indtægt på grund af skat og basis-leveomkostninger.

For eksempel: Anders tjener kr. 23.000 om måneden, og har en trækprocent på 45%. Når skatten er betalt, har han derfor kr. 12.650 tilbage. Anders' basis-leveomkostninger er kr. 5.000 om måneden, så Anders har dermed kr. 7650 tilbage. Det svarer til, at han har mistet kr. 15350, eller 67% af sin indkomst.

Lad os nu tage et andet eksempel, nemlig Bente, der tjener kr. 75.000 om måneden, og som har en trækprocent på 58%. Hun har derfor kr. 31.500 tilbage, når skatten er betalt. Bente har samtidig højere basis-leveomkostninger end Anders, nemlig kr. 7.000 om måneden. Dermed har hun kr. 24.500 tilbage at leve for. Det svarer til, at hun har mistet kr. 50.500 af sin indtægt, eller 67% af sin indkomst.

Med forbehold for eventuelle regnefejl (der næppe vil påvirke pointen med eksemplerne), viser disse to eksempler, at det kræver en forskel i procentpoint på 13% i skat, før man kan hævde, at de to personer bliver ramt procentvist lige hårdt af deres respektive trækprocenter. Og så er der endda ikke indregnet de to personers følsomhed overfor uventede(?) udgifter til f.eks. tandlæge eller reparationer, hvor Anders vil være væsentligt dårligere stillet end Bente.

Dansk In­du­stri truer med at flytte pro­duk­tio­nen til ud­lan­det. Det er der ikke noget nyt i. Fak­tisk er de stør­ste virk­som­he­der for­længst flyt­tet i den ud­stræk­ning, at virk­som­he­der­nes øver­ste le­del­se samt de bor­ger­li­ge par­ti­ers par­ti­kas­ser er de eneste, der ser noget til virk­som­he­der­nes penge. Stort set alle de andre virk­som­he­der er for­hin­dret i at flytte til ud­lan­det af for­holds­vis simple år­sa­ger: Hvis de flyt­ter til ud­lan­det sammen med en række andre fir­ma­er, bliver der større ef­ter­spørg­sel efter ar­bejds­kraft i de på­gæl­den­de lande, hvil­ket vil gøre ar­bejds­kraf­ten dyrere, og så kan det ikke betale sig. Og det for­ud­sæt­ter, at deres kunder i for­ve­j­en er glo­ba­le, at di­stri­bu­tions­om­kost­nin­ger­ne for pro­duk­ter­ne ikke bliver en hin­dring. Det sidste for­hold over­ser lom­meø­ko­no­mer­ne ofte, når de be­trag­ter ka­pi­ta­lens be­væ­ge­lig­hed: Det koster penge at trans­por­te­re en vare, og i langt de fleste til­fæl­de er det en fordel, eller reelt den eneste mu­lig­hed, at pro­du­ce­re lokalt.

Borgere, der har brug for service, kan ikke få den af et firma på den anden side af kloden. Rengøring kan ikke udføres på afstand. Man kan ikke bo i et hus, der er opført af håndværkere et andet sted, end man bor. Man henter ikke morgenbrød i Tokyo, og man bliver ikke klippet i Palermo.

Det er en myte, at økonomien kræver produktionsvirksomheder. Vi lever, og har altid levet af at klippe hinandens hår, for økonomi er et udtryk for tjenester, man skylder hinanden, og de kan være mere eller mindre håndgribelige. Det er kun profit, der kræver produktion, og denne profit er der så få, der får gavn af, at tabet er til at overse.

Da Danmark i 1990'erne så ud til at være vært for det "europæiske Silicon Valley" i mobilindustrien i Nordjylland, var der ingen grænser for, hvor dygtige, vi selv syntes, at vi var. Set i bakspejlet var det tydeligt, at vores førende position skyldtes, at mobiltelefoner dengang var en primitiv teknologi, og årsagen til, at vi stod så stærkt, var ikke at vi var dygtige, men at det var muligt for praktisk taget enhver middelmådig virksomhed at fremstille en mobiltelefon. Vi stod stærkt, fordi vi lige netop vidste en lille smule mere, godt hjulpet på vej af Aalborg Universitet. Det er muligvis en lidt trist selvreflektion, at vi i virkeligheden ikke var specielt dygtige, men det er også en optimistisk indstilling, fordi det betyder, at vi vil kunne genvinde førertrøjen på praktisk taget ethvert område, hvor vi tør lade universiteterne føre grundforskning, og hvor virksomhederne ikke har større behov for profit, end at de tør eksperimentere.

Følgende er d.d. sendt til Joachim B. Olsen (LA):


Kære Joachim B. Olsen,

I følge Ekstra Bladet har du givet udtryk for, at du mener, at bigami bør være acceptabelt. Jeg skal ikke forholde mig til eventuelle moralske holdninger, men vil gerne høre, om du kort kan redegøre for omfanget af lovgivningsændringer samt de administrative omkostninger ved at gennemføre en lov om tilladelse af bigami.

Her tænker jeg bl.a. på en vurdering af antallet af afledte lovændringer samt omkostningerne til rettelse af administrative systemer (såvel IT som alm. bogføring) vedr. skattelovgivning, arveregler, regler for tildeling af offentlige ydelser såsom 450 timers reglen, pensionsregler, o.m.a.

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(Adresse m.v.)

Der findes spørgsmål, som en statsminister ikke kan svare bekræftende på. Da Anders Fogh Rasmussen (V) i sin tid lå i forhandlinger til at få jobbet som NATOs generalsekretær, ville det være ødelæggende for både hans karrieremuligheder og for hans parti, hvis han svarede bekræftende, før det var helt sikkert. Derfor var han nødt til at lyve.

Det samme gælder spørgsmål om, hvorvidt statsministeren udskriver valg. Politiken og andre aviser kan spørge så tosset, de vil; Lars Løkke Rasmussen (V) vil ikke svare bekræftende, før i sidste øjeblik. Det gælder for regeringspartierne om at få så lang tid til at forberede valgkampen som muligt i forhold til oppositionspartierne, og derfor er han nødt til at svare benægtende eller undvigende så længe som muligt.

Således svarer han meget uklart, når han bliver spurgt. Det ville være nemt at sige: "Der bliver først udskrevet valg til efteråret", hvis det var det, han havde planer om. Det ville også være nemt at sige: "Jeg udskriver ikke valg de næste to måneder", hvis han var sikker på dét. Men det er ikke sådan, han svarer. I stedet bruger han formuleringer såsom at han ikke tænker på valg, hvilket kun behøver være sandt i nogle minutter, hvor han midlertidigt tænker på noget andet, eller han svarer slet ikke ved i stedet at fortælle, hvornår valgperioden udløber.

Med sådanne svar kan journalisten ikke konkludere som i artiklen, at vi ikke kommer til valg i denne omgang. Han burde tværtimod konkludere, at valget kan blive annonceret nårsomhelst.