Recently in Centrum-venstre Category

Mette Frederiksen (S) mener, at akademikere bør søge job i Netto.

Det er nok fordi hun helst ikke vil have, at de stifter bekendtskab med Fakta.

Kære alle I, som mener, at Enhedslistens tilstedeværelse som SRSF-regeringens parlamentariske grundlag vil gøre det for nemt at være arbejdsløs. Jeg har hverken tid eller lyst til at svare jer alle enkeltvis, når I fremfører dette argument mod, at Enhedslisten skal udnytte sin demokratiske ret. Eller det vil sige, jeg formoder i hvert fald, at dette er årsagen til, at I fremfører det, for ellers lyder det ærlig talt ikke som et argument for noget som helst, men blot som en genopførelse af McCarthyistisk dommedagsfrygt.

For det første har jeg svært ved at gennemskue, hvad der er galt i, at det bliver lettere at være arbejdsløs. Vi befinder os lige nu i en global krise, og fyringer rammer bredt og ofte for tiden. I burde vel være intelligente nok til at gennemskue, at I selv vil kunne blive ramt, og at det af samme årsag ikke er i jeres interesse, at det bliver sværere at være arbejdsløs. Og selv om I skulle være blandt de heldige, kan jeg ikke rigtig forstå, hvorfor I ønsker, at andre skal have det svært. Jeg vil nødigt anklage jer for at bare være sådan nogen, der finder jeres glæde i andres ulykke.

Et lille stykke hen ad vejen kan jeg godt følge jer: Der vil være folk, der virkelig ikke gider bidrage til fællesskabet, og som er tilfredse med at overleve på en minimal bistand. Men det er jo ikke alle, der er sådan. Hvis alle var sådan, at man automatisk blev doven af at få det nemt eller godt, så må det også gælde jer selv, og i så tilfælde kan det ikke gå for hurtigt at sætte jeres løn ned, så I kan komme i gang med at arbejde i stedet for at gå og dandere den. Det ville klæde jer, om I i så fald tog jeres egen medicin, med mindre I altså kan give mig ret i, at langt de fleste mennesker i virkeligheden gerne vil arbejde, når det kommer til stykket.

Bevares, det vil sikkert blive dyrere at støtte gruppen af arbejdsløse, når Enhedslisten har indflydelse på finanslov og andre regeringsbeslutninger. Det er jeg egentlig ikke i tvivl om. Forskellige politiske systemer fordeler goderne forskelligt, og der vil gå en lidt større sum penge til samfundets svageste individer, når regeringen er rød. Omvendt vil der gå penge til andre grupper, når regeringen er blå. Den seneste blå regering ødslede et kæmpe opsving op. Den tvang skatteyderne til at betale milliarder i bankpakker, så krakkede banker alligevel kunne give millionbonusser til deres chefer samt forsætte deres spekulationer. Den praktisk talt forærede A. P. Møller-koncernen den danske olie i Nordsøen, hvorved vi er gået glip af (foreløbig!) 76 milliarder kroner. Det vil næppe være svært at finde en lang række flere eksempler på, hvordan nogle få er blevet meget rigere på manges bekostning i løbet af Venstres og de Konservatives regeringsperiode.

Jeg tør godt vove et øje på, at sammenlignet med den mængde penge, VKO har klattet op, er det i småtingsafdelingen, hvad SRSF kommer til at "spilde" på, at arbejdsløse får det en lille smule nemmere. Og så er vi ikke engang blevet enige om, hvorvidt den sidstnævnte sum penge er spildt.

Følgende er d.d. sendt til Ole Sohn (SF) og Ida Auken (SF):

Kære Ole Sohn og Ida Auken,

Vi kender alle legenden om manden, der opfandt skakspillet: Da kongen tilbød ham løn for opfindelsen, valgte manden ét hvedekorn for første skaktern, to for det næste, fire for det tredie, otte for det fjerde, osv. Kongen sagde ja, og opdagede hurtigt, at der skulle udbetales over 18 milliarder milliarder hvedekorn, hvilket var umuligt.

Legenden illustrerer, hvad eksponentiel vækst indebærer. I tilfældet med skakbrættet er væksten 100% - en fordobling for hver tidsperiode. Ved lidt mindre vækstprocenter er tallet 7% et "magisk" tal, idet denne procentsats svarer til en vækstfordobling for hver 10 år ved en fast vækst på 7% pr. år. Man kan generelt rimelig præcist beregne fordoblingstiden ved at dividere tallet 72 med vækstprocenten. En vækst på 1,9% p.a. betyder således en fordobling for hver 38 år; ved en økonomisk vækst på 1,9% vil økonomien med andre ord være fordoblet i år 2050.

Ole, jeg vil gerne stille dig følgende spørgsmål som erhvervs- og vækstminister: Hvornår mener du, at økonomien skal være fordoblet? Eller alternativt, hvad mener du, at vækstprocenten skal være?

Det er naturligvis ikke tilfældigt, at jeg valgte en vækstrate på 1,9%, som svarer til en fordobling af økonomien i år 2050. År 2050 er nemlig det år, hvor miljømålet er en reduktion af CO2-udledningen til det halve.

Indtil videre viser statistikken, at CO2-udledningen er fuldstændig proportional med den økonomiske vækst, også med forbehold for mindre forurenende teknologi undervejs. Ved en fordobling af økonomien i år 2050 vil CO2-udledningen derfor også være fordoblet. Hvis CO2-udledningen alene halveres i forhold til i dag, vil vi i år 2050 have samme udledning af CO2 som i dag. For at nå klimamålet skal CO2-udledningen altså dobbelt formindskes - med en tilsyneladende beskeden konstant vækst på 1,9% vil der være behov for teknologi, der reducerer CO2-udledningen til 25% i forhold til i dag!

Ida, jeg vil gerne stille dig følgende spørgsmål som miljøminister: Hvilket niveau af CO2-udledning (i forhold til i dag) mener du, at de næste 38 års teknologiske udvikling vil give anledning til? Eller alternativt, hvilken økonomisk vækst vil kunne accepteres, før målet om halvering af CO2-udledningen i år 2050 er urealistisk?

Kongen beordrede i øvrigt opfinderen halshugget for hans frækhed.

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(adresse m.v.)

De sidste 10 år har tilføjet udsagnsordet "vækste" til min ordbog. At "vækste" betyder at have vækst, så når et firma oplever vækst, "vækster" det.

Både Socialdemokratiet og SF mener ligesom de borgerlige partier, at Danmark har brug for vækst. Landet skal vækste, som om det var en virksomhed. En sådan tankegang er ekstremt kortsigtet, hvilket forhåbentlig vil fremgå af det følgende. En konstant vækst fungerer som renters rente, og nedenstående tabel viser udviklingen i økonomiens størrelse i forhold til nu for selv begrænset konstant vækst:


Det burde være tydeligt, at selv indenfor en kort årrække med en lav vækstrate vil samfunds­økonomien være vokset - undskyld, vækstet - til et niveau, der er svært at forestille sig. Ved en vækstrate på 5% vil samfunds­økonomien være fordoblet efter blot 15 år. Tallet 72 er "magisk", idet dette tal divideret med vækstraten giver en cirka-værdi for antallet af år, det tager for økonomien at fordobles. (Tallet kendes også som "7-reglen", som siger, at 7% angiver den vækstrate, der bidrager til en fordobling i løbet af 10 år.)

Hvis ikke det umiddelbart lyder urealistisk, at samfunds­økonomien skulle blive næsten tredoblet på et halvt århundrede år ved en vækstrate, der er lavere, end de borgerlige partier ønsker fastholdt, så skal det måske ses i lyset af, hvordan samfunds­økonomien i Europa så ud for adskillige hundrede år siden, hvor der blev bygget arkitek­toniske pragtværker, kompo­neret mester­værker og begået bane­brydende viden­skabelige opdagelser. Konstante vækstrater på blot få procent forudsætter, at vi på få år vil foretage fremskridt, der hidtil har taget flere århundreder. Det er ikke realistisk!

I skolerne lærer børn at regne med periode­doblinger ved blandt andet at regne på antallet af åkander i den lokale fiskesø. Opgaven går ud på, at åkanderne fordobler deres antal hver dag, og når åkanderne dækker hele søen, vil de kvæle alt liv. Det er derfor vigtigt, at man sætter ind mod åkandernes spredning i tide. Eksperter har regnet sig frem til, at åkanderne vil dække hele søen efter fire måneder. I begyndelsen ser det dog ud til, at åkanderne spreder sig langsomt, så man beslutter sig for først at sætte ind, når åkanderne har bredt sig til halvdelen af søen. Børnene får til opgave at finde ud af, hvornår dette sker, og finder (til mange elevers vantro) ud af, at det først sker efter tre måneder og 29 dage - dagen før det er for sent. Er dette ikke i sig selv en øjenåbner for eksponen­tielle systemers pludseligt ukontrol­lerbare adfærd, burde observa­tionerne fra 1980'ernes forskning i fraktal- og kaosteori gøre os yderligere bekymrede. Her fandt man ud af, at ethvert system, som periode­dobles, vil udvikle sig kaotisk; det gælder begribeligvis også økonomien.

Hvis konstant vækst er urealistisk, så er reduktion af forurening dobbelt urealistisk. Indtil videre er der så stærk korrelation mellem forurening og økonomisk vækst, at der reelt er tale om propor­tionalitet mellem økonomi og forurening. De fromme ønsker om at halvere CO₂-udledningen inden 2050 skal ses i lyset af, at selv en lav vækstrate vil fordoble økonomien på samme tid. Ved en vækstrate på 2% har økonomien fordoblet sig efter blot 36 år (altså inden år 2050), og det vil CO₂-udledningen også, idet den følger økonomien proportionalt. For at reducere CO₂-udledningen til det halve af, hvad den er i dag, skal man i år 2048 have udviklet teknologi, så udledningen ikke blot er halveret, men bragt helt ned på en fjerdedel af 2012-niveauet! Ved højere vækstrater bliver det endnu mere absurd. Er vækstraten konstant 5%, skal vi på under 40 år udvikle teknologi, der nedbringer CO₂-udledningen til en syvendedel.

Spørgsmålet er ikke, hvordan samfundet kan fastholde en konstant vækst. Spørgsmålet er, om vi dør først, eller om økonomien gør det.

De Radikale er i følge Politiken i færd med at trække det eneste positive, de kunne bidrage med i en ny regering, nemlig en humanistisk udlændingepolitik, tilbage. Samtidig har partiet angiveligt succes med sine økonomiske krav. Dermed opnår de Radikale, Socialdemokratiet og SF i fællesskab at lægge en politik, der på ethvert punkt - også udlændingepolitikken - bevæger sig stadigt mere i retning af de borgerlige partiers politik.

De Radikales succes har blandt andet været deres humanistiske udlændingepolitik, og deres entydigt borgerlige politik på stort set alle andre områder har de behændigt gået meget stille med dørene med i valgkampen i 2011, måske fordi det ellers ville være svært at kende forskel på de Radikale og Liberal Alliance. Med tilbagetrækningen af dette særkende er det imidlertid svært at få øje på noget rødt element i de Radikales politik, og de Radikales argumenter for at deltage som regeringsparti i en rød regering bestående af Socialdemokratiet og SF er dermed svækkede. Derimod ville partiet på den økonomiske politik sagtens kunne finde sig til rette blandt Venstre og de Konservative, og med paratheden til at fravige partiets udlændingepolitik, der Dansk Folkeparti ikke længere så fremmed for partiet som hidtil.

De Radikales plads i en regering er således blandt de borgerlige, og det burde Socialdemokratiet og SF tage alvorligt til efterretning. Hvis der skal gennemføres en politik, der ikke blot er en videreførelse af den hidtidige, borgerlige katastrofe, er Socialdemokratiet og SF nødt til at se mod venstre - mod Enhedslisten.

Enhedslisten fik 12 mandater i Folketinget ved Folketingsvalget 2011. Tillykke med det. Det er en enorm fremgang, og den skyldes sandsynligvis en kombination af især to faktorer: For det første er Socialdemokratiet og SF åbenlyst rykket mod højre, og har således forladt en stor del af deres vælgere, der har set Enhedslisten som det eneste parti, der tilgodeser vælgernes holdninger.

For det andet har den po­li­ti­ske talskvin­de Jo­han­ne Sch­midt-Ni­el­sen fået et ut­ro­ligt højt antal per­son­li­ge stem­mer, og ser man på kom­men­tar­spo­ret på hendes Fa­ce­book­-profil, føler hendes væl­ge­re sig til­talt af både hendes po­li­ti­ske tæft og hendes fy­si­ske fremto­ning. Der er kort sagt en vis per­son­dyr­kel­se om­kring hendes person, og det har En­heds­li­sten nydt godt af. Efter min mening er hendes po­pu­la­ri­tet yderst fortjent, men det vil jeg ikke dis­ku­te­re nær­me­re.

I stedet vil jeg un­der­stre­ge, at Jo­han­ne Sch­midt-Ni­el­sens store succes også er et Da­mok­les­s­værd over En­heds­li­sten: En­heds­li­sten har en sy­vårs­re­gel, der går ud på, at en po­li­ti­ker ikke må være re­præ­sen­te­ret i Fol­ke­tin­get i mere end syv år i træk. Ved næste fol­ke­tings­valg vil Jo­han­ne Sch­midt-Ni­el­sen så­le­des være tvun­get til at trække sig fra Fol­ke­tin­get, og dermed for­svin­der En­heds­li­stens store stem­me­slu­ger.

Det er en fordel, at en even­tu­el, uøn­sket per­son­dyr­kel­se bliver und­gå­et med denne simple regel, som også har andre klare for­de­le: Den re­du­ce­rer ri­si­ko­en for ide­o­lo­gi­fla­de le­ve­brød­spo­li­ti­ke­re, de­mo­ti­ve­rer intern kon­kur­ren­ce om de få Fol­ke­tings­man­da­ter, re­du­ce­rer ri­si­ko­en for fløj­kri­ge, og den giver spi­ren­de po­li­ti­ke­re i par­ti­et gode ud­sig­ter for at blive valgt ind, idet en vis ud­skift­nings­fre­kvens er ga­ran­te­ret.

Jeg tror dog, at det er unødvendigt at sikre disse fordele med en sådan regel. Enhedslisten er et yderfløjsparti, og hvor ideologier er væsentligt mere drivende end i centrumsøgende partier. Hvis en politiker i Enhedslisten begyndte at miste gejsten, finder jeg det sandsynligt, at vedkommende vil søge mod mindre ideologidrevne partier. Enhedslisten er stadig et parti, der dækker et bredt spektrum af venstrefløjens holdninger, og hvis blot denne vision fastholdes, tror jeg ikke, at der opstår intern konkurrence om taburetterne, og eventuelle forskellige holdninger vil forventes at arbejde sammen. Reglen har dermed kun én reel fordel: Den tilgodeser nye politikeres muligheder for at blive valgt ind, fordi de ikke skal vippe veteranerne af pinden.

Syvårsreglen kan i øvrigt til dels omgås: Hvis blot man holder en pause i en periode, kan man godt blive valgt ind for syv nye år. Frank Aaen har f.eks. tidligere været i Folketinget for Enhedslisten (1994 til 2001), og blev igen valgt ind i 2005. Ved Folketingsvalget 2011 sidder han således på 9. år i Folketinget for Enhedslisten.

Reglens fordel skal imidlertid vejes mod den ulempe, som Johanne Schmidt-Nielsens store succes profeterer: Når Johanne Schmidt-Nielsen tvinges til at gå af til næste valg pga. syvårsreglen, profeterer reglen, at Enhedslisten vil blive straffet med sit største valgnederlag i partiets historie.

Hvis partiet var større, ville reglen have en god berettigelse, fordi der altid ville være en pulje af velkvalificerede politikere, der kunne overtage en afgående politikers plads. Enhedslisten er imidlertid et lille parti med et lille bagland, og selv om der ikke er længere blandt de kvalificerede kandidater i Enhedslisten end i andre partier, er den samlede mængde af kvalificerede kandidater lille. Reglen føjer blot spot til skade: Når en populær og dygtig politiker bliver tvunget bort, er det langt fra sikkert, at der eksisterer en kandidat, der kan matche vedkommendes indflydelse i Folketinget.

Denne slagside ved reglen opvejer ikke reglens begrænsede fordel. Johanne Schmidt-Nielsen selv er et eksempel på, at en ung politiker hurtigt kan komme til tops i partiet, og flere af Enhedslistens nye Folketingsmedlemmer er unge politikere, der ikke er kommet ind på grund af reglen, men på grund af deres kvalifikationer. Det er til gengæld uklart, om nogen af de nye politikere vil være i stand til at erstatte Johanne Schmidt-Nielsens utrolige popularitet. Hvis ikke de kan det, falder sværdet på Enhedslisten, når reglen tvinger Johanne Schmidt-Nielsen ud af Folketinget.

Reglen har først en berettigelse, når partiet er så stort, at baglandet kan præstere en konstant strøm af dygtige og populære politikere, der kan sikre partiet Enhedslisten de stemmer, partiet har brug for. Enhedslisten må indse, at reglen skal fjernes. Nok er det uhensigtsmæssigt at skabe et glasloft over nye politikere ved at tillade en livslang karriere i Folketinget, men hellere en enkelt dygtig og populær veteran "for meget", som kan sikre adskillige andre politikere en plads i Folketinget, end en regel, der tvinger vedkommende ud, og med denne person også adskillige politikeres mulighed for at blive valgt ind.

Sådan som prognoserne ser ud, virker det rimelig sikkert, at Social­demo­kratiet og SF kommer i regering efter dagens valg. Dit kryds ved Social­demo­kratiet eller SF er derfor "spildt" i den forstand, at de to partier nok skal komme ind i rege­ringen. Du bør i stedet overveje at sætte dit kryds dér, hvor du gerne vil have Social­demo­kratiet og SF drejet hen.

Spørgsmålet er, om den kommende regering skal trækkes til højre vha. de Radikale, eller om den skal trækkes til venstre vha. Enheds­listen. Det kommer an på, hvilket af disse to partier, der kommer til at stå stærkest. De to partier har omtrent samme udlæn­dinge­politik, så det er ikke den, der gør udslaget.

Men hvis du ønsker en fortsæt­telse af VKOs økono­miske politik, der mildt sagt ikke har hjulpet landet fremad, så skal du stemme på de Radikale.

Hvis du derimod ønsker en velfærds­stat, fokus på miljø og uddannelse og tryghed for alle vi mange, der ikke er virksom­heds­ejere, så er det Enheds­listen, du skal stemme på - også selvom du måske helst ville have sat dit kryds ved Social­demo­kratiet eller SF.

Johanne Schmidt-Nielsen og Per Clausen klarede Jens Olaf Jersilds spørgsmål om økonomi mindre elegant i programmet "Mød partierne".

Men så længe isen holder, så kan man vel godt tillade sig at glide en gang i mellem. Sådan som jeg har fået det refereret, hænger tallene således sammen:

Grønne jobs	56.000
Øgning af kommunernes budget til velfærd	30.000
Fremrykning af offentlige investeringer	14.000
I alt	100.000

I følge Enhedslistens tal vil:

Det må have været Jens Olaf Jersild, der huskede forkert, mens Per Clausen og Johanne Schmidt-Nielsen desværre ikke var årvågne nok til at fange fejlen.

"Skal vi leve af at klippe hi­n­an­dens hår?" spør­ger bor­ger­li­ge væl­ge­re og po­li­ti­ke­re ofte, når ven­stre­flø­j­en gerne ser en solid of­fent­lig sektor, og ikke mener, at vejen til alles lykke går gennem en pri­va­te­jet er­hvervs­sek­tor.

Spørgs­må­lets ar­gu­ment­vær­di for­svin­der, hvis man for­står, at der er tale om et falsk di­lem­ma, dvs. et ar­gu­ment, der an­ta­ger, at der kun findes to yder­punk­ter. En solid of­fent­lig sektor for­hin­drer selv­føl­ge­lig ikke er­hvervs­li­vet i at pro­du­ce­re de ting, som der er ef­ter­spørg­sel på. Det er lige så dumt at spørge, om vi skal leve af at klippe hi­n­an­dens hår, som det ville være at spørge, om vi alle skal leve af at smede sakse til hi­n­an­den.

Men ud over at af­slø­re en ek­stremt sort/hvid tænk­ning viser spørgs­må­let også, at man ikke for­står helt grund­læg­gen­de øko­no­mi. I den gam­mel­kend­te, klas­si­ske øko­no­mi­ske model, hvor ba­ge­ren bager brød til smeden, som pro­du­ce­rer værk­tøj til ba­ge­ren, er der sjovt nok ingen, der hån­ligt spør­ger, om vi alle skal bage brød eller smede værk­tøj - eller hvad vores respek­ti­ve er­hverv nu måtte være. Hele udgangspunktet for økonomien er, at pengene ikke vokser på træerne, men derimod bruges som symbol på skyldte tjenesteydelser. Bageren bager faktisk brød, og smeden smeder værktøj, og frisøren klipper dem begge, mens han spiser brød og bruger stålsaksen. Vi lever af at levere services og produkter til hinanden.

Den slags udveksling af services, og brug af penge som symbol på skyldte serviceydelser, er hele fundamentet for økonomi, også selv om profit udtrykker et misforhold i betalingerne eller anden form for rovdrift på f.eks. naturen. Svaret på spørgsmålet, om vi skal leve af at klippe hinanden er, at det har vi gjort, siden handel for første gang så dagens lys, og eventuelle variationer i størrelsen af offentlige og private erhverv ændrer ikke på dette økonomiske grundforhold.