Reklamer virker. Politiske kampagner flytter stemmer. Børn bliver undervist i skolerne. Forhandlinger skaber resultater. Mennesker påvirker i det hele taget hinanden ved at tale med hinanden. Alt, hvad vi siger, har til hensigt at flytte en eller flere modparter. Hvis ikke vi påvirkede hinanden med vore ord, ville det slet ikke give mening at diskutere. Al kommunikation ville være ligegyldig. Lydene skabt i vores strubehoveder ville falde for døve øren, og som art ville vi næppe have udviklet et sprog. Der eksisterer ikke nogen kartesisk dualisme, hvor ånd og stemme findes isoleret fra krop og handling.
Fortæl en person, der har oplevet mobning, vedholdende fjendtlig retorik eller konstant nedgøring, at ord ikke kan gøre nogen skade. De kan nedbryde et barn lige så effektivt og permanent som vold og seksuelle overgreb. Fortæl en person, der kæmper for at holde sammen på sin økonomi, at ordene "du er fyret" ikke har fysiske følger, inden fyringen træder i kraft. Fortæl en person, der dømmes uskyldigt til døden i en amerikansk retssag på grund af anklagerens skarpe tunge, at ord ikke er farlige. Fortæl til personen, der forsøger selvmord efter lang tids målrettet hetz, at man ikke forsøgte at pådrage ham reel skade. Fortæl de hundredetusinder af flygtninge fra Irak, at løgne om masseødelæggelsesvåben ikke havde konsekvenser.
Hvis ikke et politisk parti forventede, at deres ord havde nogen
betydning og fik folk til at skifte adfærd, ville partiet trække sig
tilbage fra offentligheden og ikke spilde sin tid på TV-skærmene, i
debatter, i radiointerviews, i læserbrevsspalterne og i
kampagneannoncer. Ingen vælger ville blive flyttet af kommunikation, men
ville sætte sit kryds helt uafhængigt af det politiske partis
budskaber. Det er slet og ret indlysende, at kommunikationen fra
politiske partier har til hensigt at rykke befolkningen. Valget af
retorik, valget af emner og valget af argumentation har som formål at få
befolkningen til at ændre adfærd. Det er ikke alene uønsket eller
utilsigtet, hvis et individ i befolkningen skulle forblive upåvirket af
de politiske partiers kommunikation, det er
utænkeligt.
Lang tids vedholdende budskaber skaber kommunikerende fællesskaber af
enighed - diskurser - der ligefrem sidestilles med at definere
virkeligheden, idet virkelighedsopfattelse ikke er objektiv, men
defineres socialt - gennem sproget. Sproget beskriver virkeligheden:
Ordene sætter navn på de meninger, der er værd at optage eller modsætte
sig; sætningerne definerer de emner, man formodes at beskæftige sig med;
sproget udgør den virkelighed, man kan beskrive og dermed forholde sig
til. Og jo mere, en virkelighed beskrives i ens samfund, desto mere
nærværende bliver den.
Derfor er også Dansk Folkepartis, Venstres og de Konservatives racistiske diskurs med til at skabe fjendtlige holdninger mod indvandrere i befolkningen. Den stærke og vedholdende antimuslimske diskurs skaber fjendtlighed mod mellemøstlige befolkninger i befolkningen. Det ville være forrykt at hævde, at fjendtligheden skulle være opstået helt uafhængigt af de tre partier, selv om også partierne selv er under indflydelse fra deres bagland. Afviser man dette, afviser man også en af de vigtigste grundpiller for sprog, filosofi og udbredelsen af viden.
Det gør samtidig disse tre partier medansvarlige for de holdninger, som den højreekstremistiske, norske massemorder
Anders Breivik gav udtryk for; selv Breivik var opmærksom på dette, idet han henvise til de danske højrepartier. Anders Breivik må ganske vist formodes at have en personlighedsforstyrrelse, men det er oplagt at spørge retorisk: Var Anders Breiviks sygdom mon kommet til udtryk på samme måde, såfremt hans virkelighedsopfattelse var blevet næret af en retorik om fredelig sameksistens frem for den fjendtlige retorik, som hans foregangsmænd benyttede?
Svaret må være, som Philip Zimbardo har påpeget, at man skal undersøge selve individet, når alle andre forklaringsmodeller er opgivet; man er ikke den, man er - man er den,
hvor man er, dvs. ens identitet og adfærd er først og fremmest bestemt af de fysiske og kommunikative omgivelser, man befinder sig i. Anders Breivik har taget retorikken til efterretning og kropsliggjort den. Væsentlige dele af den indvandrerfjendtlige retorik ville kun kunne lade sig gennemføre ved handlinger såsom Anders Breiviks på endnu større plan. Internering i arbejdslejre, folkeudryddelser og massedeportationer er de eneste måder, den indvandrerfjendtlige retorik kan gennemføres på i praksis, og Anders Breivik er i den forstand kun personlighedsforstyrret i den udstrækning, at han har manglet erkendelse af, at handlingen, og dermed også retorikken, er vanvittig.
Det er end ikke sikkert, at Anders Breivik virkelig har en personlighedsforstyrrelse. Hvis en flok på 100 mand står ved havnen og råber "skub ham i havnen!" om en bestemt person, og én af de 100 pludselig gør alvor af situationen, vil det være forrykt at skyde al skyld på den ene person, fordi det ville være forrykt at hævde, at råbene fra de 99 havde været uden påvirkning. Anders Breiviks udtalelser og holdninger er ikke usædvanlige blandt medlemmerne af den ekstreme højrefløj, og han kan være ledt af den højreekstreme retorik på samme måde som soldater drives til at skyde på en fjende, som de i situationen ikke ser som mennesker.
Dansk Folkeparti, Venstre og de Konservative, samt deres norske søsterpartier, er således ikke ansvarlige for, at Anders Breivik sandsynligvis er sindssyg, men de er med deres retorik med til at bestemme de handlinger og holdninger, en person som Anders Breivik vil påtage sig. Det er beskæmmende, at de i stedet kaster al skyld fra sig og fortsætter deres fjendtlige retorik som hidtil.