Nyeste i Politiske kommentarer emnet

Udtrykket "for stort til at fejle" dækker over, at et firma har så stor betydning i samfundet, at der er væsentligt mere end blot firmaets og aktionærernes penge samt de ansattes job på spil. Når et sådant firma krakker, er staten er nødsaget til at spytte penge i det, så det alligevel kan overleve.

Forestil dig, at f.eks. vejvæsenet bliver privatiseret, og at det ser ud til at køre rigtig godt - hvorpå det går konkurs. Eller forestil dig, at vi har et privat hospitalsvæsen, der i det store hele er ejet af nogle ganske få spillere, hvoraf den ene pludselig krakker. I øjeblikket er KMD ved at blive solgt af Kommunernes Landsforening, og i erkendelse af, at dette firma står for en meget væsentlig del af lønudbetalingen i Danmark, er der også udfærdiget en transaktionsaftale, som forpligter den nye ejer til at levere den kritiske vare fremover. Men en sådan aftale kan ændres, og hvad så hvis KMD går konkurs?

Er det i disse tilfælde bare trist for alle os, der ikke har privat helikopter, generel fortrinsret til behandling samt eget firma?

Jeg mener, at når et firma når en sådan størrelse, at det er "for stort til at fejle", så må vi tage konsekvensen og nationalisere firmaet, så det bliver statsejet. Privatisering er i hvert fald ikke svaret, hvis man ser på, hvad der er sket med f.eks. TV2 og Post Danmark.

Den kritik, som borgerlige politikere sædvanligvis retter mod "det offentlige", er at det offentlige ikke er motiverede til at være omkostningseffektive, fordi deres eksistens er nødvendig. Men situationen omkring f.eks. Roskilde Bank og andre "for store til at fejle"-firmaer viser tydeligt, at denne mekanisme ikke er begrænset til det offentlige. Også Roskilde Bank og flere amerikanske banker har demonstreret, at i samme øjeblik, de indser, at de er "for store til at [lade] fejle", så udviser de uansvarlig økonomisk adfærd, der har større omkostninger for samfundet end et offentligt ejet selskab, hvis viden om sin nødvendighed gør det mindre effektivt.

Den borgerlige kritik mod det offentlige er sikkert rimelig nok, for med erkendelsen af at være uerstattelig følger risikoen for, at man misbruger sin position. Denne risiko gælder imidlertid for både private og offentlige selskaber. Løsningen på de borgerliges kritik af offentlige selskaber er derfor ikke at privatisere dem, for hverken motivationen eller muligheden for umoralsk økonomisk adfærd bliver mindre af den grund. Til gengæld stiger risikoen for, at væsentlige services falder sammen, hvis man privatiserer og dermed introducerer risici for konkurser og investor-spekulation.

Det rager mig en høstblomst, om vores valuta hedder "krone" eller "euro". Vi skal ikke så mange år tilbage i danmarkshistorien, at det kan hensættes til glemmebogen, før vores møntfod hed rigsdaler og mark, der er navnebrødre til den amerikanske dollar og den tidligere tyske mark.

Denne del af debatten om, hvorvidt vi her i landet skal gå over til euro som møntfod i stedet for kroner, er mig derfor inderligt ligegyldig. Når folk appellerer til følelser omkring navnet på "den danske krone" og nærmest lyder som stemmer fra Dansk Folkeparti om "danskhed" i deres kærlighed til navnet på vores mønt, så vækker det kun én følelse i mig: Følelsen af foragt. De kan kalde vores møntfod "Bjarne" for alt, hvad det rager mig, og er velkomne til at opdele den i 100 "Benny" samt præge dem med et billede af en brølende kronhjort i stedet for dronningen.

Jeg foretrækker saglige argumenter, og har ikke hørt meget til sådanne fra hverken den ene eller den anden fløj i euro-spørgsmålet. Politisk insisteren fra begge sider på, at modpartens valg vil føre til noget nær statsbankerot, falder jeg i hvert fald ikke for. Af samme årsag er jeg også lettere uinteresseret i den Euro-diskussion, Johanne Schmidt-Nielsen (EL) bringer på sin blog - med to undtagelser:

Barack Obama er ikke nogen garant for demokratiet. McCain er bare endnu værre. Præsidentvalget i USA i dag står mellem det mindste af to onder.

Man kunne måske godt mistænke venstrefløjen for at have en form for automatreaktion, når de konfronteres med politiet, hvor venstrefløjen efterfølgende anklager politiet for overdreven brug af magt.

Men det er altså ikke kun venstrefløjen, der siger det. Efter "Luk Lejren"-aktionen har Amnesty International også kritiseret politiets fremfærd, hvor politiet benyttede sig af peberspray mod en større menneskemængde, bare fordi de aktionerende begyndte at rykke et hegn omkuld og altså ikke udsatte nogen for personfare.

Politiet fik oprindeligt peberspray som alternativ til de pistoler, som politiet dengang var lidt for ivrige til at tage i brug. Pebersprayen var således tænkt et middel, der skulle benyttes som nedtrapning af politiets brug af magtmidler. Imidlertid viser politiets brug af peberspray ved "Luk Lejren"-aktionen, at politiet benytter peberspray som magtmiddel, og at politiet helt har glemt, hvorfor de fik peberspray.

Det er værd at holde i baghovedet, hvis politiet på et tidspunkt beder om kraftigere eller nye våben.

Ordet "plattenslager" betyder i dag "bedrager". Den etymologiske betydning er interessant i politisk sammenhæng hvad angår den republikanske propaganda i USA.

For mange år siden fandtes der et erhverv, som gik ud på, at udøverne fremstillede metalplader ved at slå på metal - de "slog plader". Men nogen af dem bildte andre folk ind, at de også havde forstand på mere krævende erhverv, såsom blikkenslageri, der krævede mesterlære. Disse mennesker, der udgjorde sig for blikkenslagere, blev kaldt plattenslagere.

Vi vender nu blikket mod USA, hvor John McCain har benyttet sig af en vis Joe Wurzenbacher overfor Barack Obama. "Joe the plumber" - Blikkenslager-Joe - var en tilfældig amerikaner, som konfronterede Obama under valgkampen. Blikkenslager-Joe ville pludselig blive opkrævet store skatter, mente Joe, og ville ikke få mulighed for at drive sin forretning.

Han var den jævne amerikaner, der ikke ville kunne gennemføre "den amerikanske drøm", hvis Obama blev valgt som præsident. Sådan blev han hurtigt markedsført af John McCain, der nåede at nævne ham snart 30 gange i sine taler som eksempel på, hvad man kunne forvente, hvis Obama skulle blive præsident.

Men så blev medierne interesserede i Joe Wurzenbacher. Og det viste sig hurtigt, at Blikkenslager-Joe faktisk havde ladet hånt om skatterne hidtil, og dermed ikke ligefrem var en person, der ville føle et eventuelt skattetryk spor tungere. Og ikke nok med, at Joe Wurzenbacher skyldte i skat, så havde han heller ikke licens til at fungere som uddannet blikkenslager.

Joe Wurzenbacher således er en vaskeægte plattenslager i ordets oprindelige betydning - og McCain er det i den nutidige gennem sin brug af Blikkenslager-Joe.

John McCain har allerede vundet valget trods Barack Obamas føring. Det mener Greg Palast og Robert F. Kennedy Jr., som det seneste år har undersøgt en systematisk fjernelse af stemmeberettigede foretaget af personale, der har arbejdet for det republikanske parti. I enkelte stater er op til hver sjette stemme blevet erklæret ugyldig på forhånd, idet blacklistingen især retter sig mod farvede vælgere, der kan formodes at støtte Barack Obama.

Dermed skal Obama ikke blot vinde valget ved stemmeurnerne. Obama skal vinde valget med en margin, der overstiger antallet af stemmer, som republikanerne har gjort ugyldige på forhånd.

Vi kan således se frem til en præsident for USA, der vil udgøres en aldrende kræftpatient i form af John McCain, der nemt kan nå at dø i det stressfyldte job, og som vil overlade USA til "Bible Spice" i form af den ultrareligiøse Sarah Palin, der mildt sagt ikke imponerer nogen med sin viden.

De danske borgerlige politikere slår i år på tryghed, og sloganet fra et dansk forsikringsselskab ligger lige for: Føler du dig tryg?

Helle Thorning-Schmidt ønsker, at Folkeskolen skal gøres mindre akademisk. Hun mener, at det især er børn af akademikerfamilier, der har muligheder i skolen. Ikke overraskende er Bertel Haarder enig.

Men det er et vildspor, hvis man skal tro Sociologen Pierre Bourdieu, der har udviklet en teori om kulturel kapital. I følge Bourdieu er skolen særligt tilpasset middelklassen, fordi de jo ligger som en god "middelvej" i undervisningen, som dermed rammer bredest. Mens det derfor er rigtigt, at underklassen falder udenfor, så gælder det imidlertid af samme grund også overklassen!

Middelklassen har en masse ting med hjemmefra, som sætter dem i stand til at forstå de præmisser, som skolen bygger på. Skolen har et særligt paradigme, som den deler med middelklassen. Tænk bare på, hvad det er for sange, de synger i skolen: Kim Larsen er i høj grad middelklassemusik.

Akademikerbørn oplever, at de andre børn har svært ved at forstå dem, fordi deres ordforråd, og argumentationsform er fremmed for dem. Tilsvarende oplever den nederste klasse, at de ikke kan kommunikere godt med middelklassen. Både over- og underklassen oplever, at de ikke kan kommunikere med middelklassen, og dermed heller ikke med den skole, som specifikt henvender sig til middelklassen, idet den "taler middelklassens sprog".

Med en skole, der er optimeret til at lære flest mulige elever mest muligt, er den danske Folkeskole også skruet sammen efter et "middelmådighedsprincip", hvor både den svageste gruppe og den stærkeste gruppe bliver forfordelt. Hverken underklassen eller overklassen bliver reelt uddannet lige så godt som middelklassen. Nok får den akademiske overklasse normalt bedre karakterer, men det er til dels på trods af skolen, der efterlader eleverne fremmedgjorte.

Skolen er den dannelsesinstitution, der gør børn til gode borgere og god arbejdskraft i erhvervslivet (og det kan man jo så have sin holdning til). Spørgsmålet er, om det er nogen hjælp til denne målsætning, hvis man gør skolen mindre akademisk. Under alle omstændigheder vil den fagligt stærke gruppe elever stadig ikke få tilstrækkeligt ud af skolen, og de fagligt svage vil få endnu vanskeligere ved at blive uddannet som arbejdskraft i det videnssamfund, som vi er på vej ind i.

Hvis Folkeskolen gøres mindre akademisk, må man også gøre gymnasier, HF og universiteter mindre akademisk for at kunne modtage studerende. Så med mindre man ønsker, at en mindre procentdel skal kunne klare de videregående uddannelser, må vi nok se frem til, at landets konkurrenceevne vil blive væsentligt forringet i takt med en forringelse af uddannelsessystemet.

Pernille Rosenkrantz-Theil påpeger hykleriet i Dansk Folkepartis holdning til Asmaa Abdol-Hamid, og kommer i samme avisindlæg ind på, hvordan Villy Søvndals holdning til Hizb ut-Tahrir er lige så anti-demokratisk som Dansk Folkepartis holdning til Asmaa Abdol-Hamids taleret.

Personligt mener jeg ikke, at Asmaa Abdol-Hamid bør have taletid i Enhedslisten, og derfor burde finde et andet parti, fordi hun blander sin religion sammen med Enhedslistens politik. (Her man man så lade "markedskræfterne" råde, idet jeg jo bare kan gå min vej, men hvis ikke jeg skal stifte mit eget parti og dermed give afkald på en lang række andre ting, er der ikke et realistisk alternativ. I stedet brokker jeg mig, både internt i Enhedslisten, og når jeg taler om Enhedslisten. Nogle har valgt at forlade Enhedslisten med henvisning til Asmaa Abdol-Hamid; andre har valgt at støtte partiet. Men alt dette er en anden diskussion.)

Jeg vil ikke acceptere reli­giøs argu­menta­tion i Enheds­listen, og jeg god­tager ikke reli­giøse argu­menter fra de øvrige par­tier, fordi reli­gioner gene­relt syste­mati­serer ens egne hold­ninger på en sådan måde, at hold­nin­gerne til­skrives en auto­ritet, der har mere at skulle have sagt end menne­sker. I praksis betyder det, at hvor demo­krati bygger på menne­sker, der for­handler med menne­sker, kan enhver reli­giøs person sætte sin gud på som trumf­kort, der stikker et­hvert menne­skeligt argu­ment. Denne tanke­gang er nød­ven­digvis dybt og inder­ligt udemo­kra­tisk. Det er en afvis­ning af menne­skers tale­tid, eller i hvert fald af mulig­heden for at tage disse menne­skers tale til efter­ret­ning. Og så er det lige­gyl­digt, om det er Asmaa Abdol-Hamid fra Enheds­listen eller Søren Krarup fra Dansk Folke­parti, der som en anden Alfons Åberg har en usyn­lig alli­eret i deres hold­ninger, som de mener, at andre folk skal rette sig efter. Fælles for disse folk er, at deres reli­giøse spille­regler til­side­sætter demo­kratiet.

Spørgsmålet er, om det er acceptabelt at tilsidesætte demokratiet på grund af de spilleregler, der gælder i ens egen gruppering.

Jeg siger ikke som venstreorienteret undskyld for rædslerne begået under kommunismen. Jeg siger ikke som dansker undskyld for Jyllands-Postens tegninger af Muhammed. Jeg siger ikke som europæer undskyld for Balkan-krigene. Jeg siger ikke som beboer af vores planet undskyld for massedrabene i Rwanda. Jeg siger ikke undskyld, når unge københavnere hærger Nørrebro, fordi nogen tager deres Ungdomshus. Jeg siger ikke undskyld, når Københavns kommune tager de unges Ungdomshus.

Årsagen er, at jeg ikke opfatter mig som en del af de grupperinger, der begår forbrydelserne, provokationerne eller rædslerne. For hvorfor skulle jeg dog sige undskyld for noget, jeg ikke betragter mig som en del af?

Den danske Folkekirkes medlemmer mener f.eks. heller ikke, at det er deres egen kristendoms skyld, at katolske præster systematisk voldtager børn, eller at afrikanske regimer forsøger at indføre de 10 bud som lovgivning. De siger ikke undskyld på kristendommens vegne, netop fordi de opfatter de problematiske grupper som irrelevante for deres egen form for kristendom.

Venstre eller de Konservative siger heller ikke undskyld på højrefløjens vegne, når nazister opfører sig, som de nu engang gør. De siger ikke engang undskyld for at danne regering med Dansk Folkeparti.

Så når venstreorienterede grupperinger eller muslimske grupperinger ikke føler, at de behøver undskylde eller tage særlig afstand fra muslimske terrorister, så er det vel tilsvarende fordi de ikke føler, at de deler terroristernes ideologi. Siger man undskyld for en gruppe, siger man implicit, at man har del i gruppen eller dens holdninger. Der er derfor mange ting, jeg ikke siger undskyld for.

Med venlig hilsen til Allan, der er blevet opfordret til at sige undskyld for noget, han ikke har del i.

Jeppe Kofods formodentlige one night stand med en 15-årig pige ved et DSU-seminar er efter min mening på nippet til at være den nypuritanske hetz, som Allan noterer sig.

En 15-årig pige er altså over den kriminelle lavalder, og så er det som udgangspunkt ikke en ulovlighed, Jeppe er ude i. Det er først ulovligt, hvis han har misbrugt sin stilling som "betroet", hvilket der er en vis grund til at tro, hvis Politikens artikel taler sandt, når den beskriver, at pigen så op til ham. Det må imidlertid bero på en domstols vurdering.

Til gengæld burde Jeppe Kofod have været klogere. Bevares, pigen har sikkert været sød, og hvis hun har set op til Jeppe Kofod, er han sikkert blevet smigret af hende. Det er slet ikke usandsynligt, at hun har flirtet med ham. Men sex er ikke et uheld, uanset partnerens alder. Som top-politiker burde Jeppe Kofod have vidst, hvordan forholdet til den 15-årige ville blive modtaget.

Det tyder på en dårlig dømmekraft hos Jeppe Kofod, og det må være af dén grund, at han (og vælgerne) bør vurdere sin politiske fremtid, ikke på grund af det seksuelle forhold.