Nyeste i Politiske kommentarer emnet

Der findes spørgsmål, som en statsminister ikke kan svare bekræftende på. Da Anders Fogh Rasmussen (V) i sin tid lå i forhandlinger til at få jobbet som NATOs generalsekretær, ville det være ødelæggende for både hans karrieremuligheder og for hans parti, hvis han svarede bekræftende, før det var helt sikkert. Derfor var han nødt til at lyve.

Det samme gælder spørgsmål om, hvorvidt statsministeren udskriver valg. Politiken og andre aviser kan spørge så tosset, de vil; Lars Løkke Rasmussen (V) vil ikke svare bekræftende, før i sidste øjeblik. Det gælder for regeringspartierne om at få så lang tid til at forberede valgkampen som muligt i forhold til oppositionspartierne, og derfor er han nødt til at svare benægtende eller undvigende så længe som muligt.

Således svarer han meget uklart, når han bliver spurgt. Det ville være nemt at sige: "Der bliver først udskrevet valg til efteråret", hvis det var det, han havde planer om. Det ville også være nemt at sige: "Jeg udskriver ikke valg de næste to måneder", hvis han var sikker på dét. Men det er ikke sådan, han svarer. I stedet bruger han formuleringer såsom at han ikke tænker på valg, hvilket kun behøver være sandt i nogle minutter, hvor han midlertidigt tænker på noget andet, eller han svarer slet ikke ved i stedet at fortælle, hvornår valgperioden udløber.

Med sådanne svar kan journalisten ikke konkludere som i artiklen, at vi ikke kommer til valg i denne omgang. Han burde tværtimod konkludere, at valget kan blive annonceret nårsomhelst.

Glem de mange opinionsundersøgelser, hvis du vil vide, hvad resultatet af næste folketingsvalg bliver. Se i stedet på pressens beskrivelser af partierne.

Pamperi (Sb.)

Bøjning: -et, -er, -erne
Betydning: Når et medlem af Socialdemokratiet opfører sig efter normer og sædvaner, der karakteriserer de Konservative eller Venstre.

Eksempler:.

1. Når Helge Sander (V) presser arbejdsgivere og beslutningstagere til at favorisere Milena Penkowa, er det alene på grund af personligt venskab. Når en socialdemokrat indgår tilsvarende kammerateri, er det P.

2. Når Venstre eller de Konservative modtager enorme summer fra arbejdsgivernes interesseorganisationer, er det partistøtte. Når Socialdemokraterne modtager partistøtte fra A-kasser eller fagforeninger, er det P.

Relaterede ord: Noget for noget, forretning, vennetjeneste.

Da efterlønnen blev indført i 1979, var hensigten, at de mest udsatte grupper kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, således at den høje ungdomsarbejdsløshed kunne sænkes. Man regnede med, at omkring 20.000 personer over 60 år ville benytte ordningen, men den udviklede sig hurtigt til en form for pensionsordning, og antallet af personer på efterløn er 6-7 gange højere end oprindeligt forventet. Det mener jeg som mindstemål bør give anledning til nogle overvejelser:

For det første er der indført væsentlige forbedringer på arbejdsmarkedet, så folk ikke længere er så nedslidte i 60 års-alderen i dag, som de var i 1979. Mens der altid vil være en gruppe på 20.000 af "hårdest ramte", er de ikke lige så hårdt ramte pga. et langt livs hårdt arbejde, som den tilsvarende hårdest ramte gruppe var for 30 år siden.

For det andet er ungdomsarbejdsløshed ikke det særskilte problem på arbejdsmarkedet i dag, som det var i slutningen af 1970'erne. Derfor er der ikke behov for tiltag for i særlig grad at bringe unge mennesker i arbejde. Hvis forudsætningerne for en ordning forsvinder, bør ordningen også genovervejes.

For det tredje er det åbenlyst, at når efterlønnen benyttes som en pensionsordning, rammer den langt bredere end målet med at kunne give de få hårdt ramte en mulighed for at trække sig tilbage. Det er et udtryk for, at efterlønsordningen som mindstemål skal justeres, hvis ikke den skal bruges til langt mere end den oprindelige målsætning.

Når alt det er sagt, vil der naturligvis stadig være en gruppe mennesker, der virkelig er nedslidte efter et langt livs hårdt arbejde (hvor nedslidningen ikke nødvendigvis altid er fysisk), og som med rimelighed ville have godt af at kunne forlade arbejdsmarkedet en smule tidligere end de fleste. Men det behøver vi ikke nogen særlig efterlønsordning for. Det burde kunne løses gennem en justering af ordninger for invalidepension, fleksjob, førtidspension og andre eksisterende muligheder for hel eller delvis udtrædelse fra arbejdsmarkedet.

Jeg kan ikke se, hvorfor der lige netop skal findes en nærmest hellig tilstand, der absolut skal hedde "efterløn", som ikke må dækkes af andre muligheder på arbejdsmarkedet. Jeg har endnu ikke hørt nogen god forklaring på, hvad der gør efterlønnen så speciel, at den skal bevares som en selvstændig ordning.

Da jeg i slutningen af 1990'erne boede og arbejdede i USA, blev jeg ligesom mange andre opfattet som amerikaner. Eller rettere: Man var automatisk amerikaner, men havde ved siden af også rødder. Jeg blev således betragtet som en dansk amerikaner, også selv om jeg blev omtalt som dansker og selv betragtede mig som dansker. Set som en del af samfundet var der dog ingen diskussion om, at jeg (med visse begrænsninger, fordi jeg dog ikke var amerikansk statsborger, men blot havde H1B-visum) indgik på samme vis, som hvis jeg havde været en hvilken som helst anden amerikaner.

Der var på denne måde mange amerikanere omkring mig, som var tyske, finske, kinesiske, britiske, indiske, tyrkiske, mexicanske, japanske, osv. amerikanere. De kunne ofte findes i næsten lukkede samfund såsom det største kinesiske samfund udenfor Kina i form af Chinatown i San Francisco, hvor gadeskiltene var på både kinesisk og engelsk. Men selv om vi blev kaldt for vores nationalitet, og selv identificerede os med samme, blev vi alligevel betragtet som en slags amerikanere, fordi vi boede i USA og således udgjorde en del af det mangefacetterede amerikanske samfund.

Vi var på én gang en del af det samme samfund, og som sådan amerikanere, og samtidig var vi unikke nationaliteter med hver vore særpræg. Det var OK at være "udlænding" i USA, for man kan sagtens være amerikaner og komme udefra: USA er bygget på indvandring, og det har man ikke glemt. Hvis man kan spore sine rødder tilbage til et bestemt land, kan man godt prale lidt med det - omend nogle nationalieter mere end andre. Da jeg boede i USA, var det nærmest lidt fint at være fra skandinavien, og i den berømte (og berygtede, thi det var her, 1968-oprøret startede) universitetsby Berkeley, hvor jeg boede, vidste man generelt en del mere om Danmark end at tro, at det var hovedstaden i Sverige.

Der var ikke tale om at skulle integreres. Ens nationalitet og ens status som bosat i USA udelukkede ikke hinanden; man skulle ikke være som alle de andre amerikanere, før man blev opfattet som amerikaner. Hvis man rettede sig efter landets love og ellers ikke forsøgte at bringe landet i unåde, havde man temmelig frie hænder til at opføre sig, som man ville. Ønskede man som tyrker at bo i et "Lille Istanbul", ville området i værste fald være en turistattraktion, sådan som Chinatown i San Francisco og Little Italy i New York er det. Man var nærmest integreret som udgangspunkt, og så måtte man i øvrigt selv sørge for at falde på plads.

Sådan er det ikke med det, der kaldes "indvandrerdebatten" i Danmark. Her siger den aktuelle samfundsdiskurs desværre, at man ikke kan være f.eks. både iraker og dansker på samme tid. Man skal integreres og være dansker, og alt det irakiske - og helst også hudfarve og religion - skal ændres til henholdsvis hvidt og kristent med syv generationers tilbagevirkende kraft, hvis man skal accepteres som en naturlig og ønsket del af det danske samfund.

Jeg ser det som en form for nationalt mindreværdskompleks, hvor man er så usikker på sine egne værdier, at man føler sig så truet af enhver kulturel afvigelse, at afvigelsen helt skal elimineres. Og det har følger for de, der ikke er så heldige at være generationelle småborgere: De er ikke accepterede og reagerer som de udstødte, de er: Negativt og skadeligt.

Heldigvis kan det repareres, hvis blot vi vil, og hvis blot vi gør en indsats. Da min familie boede i lejlighed for få år siden, havde vi underboer, som var flygtet fra Kurdistan. Dette "land" findes måske ikke officielt, men kurderne er ikke selv i tvivl om deres nationalitet - hvilket lande såsom Tyrkiet og Irak i øvrigt heller ikke er, når de forfølger de kurdiske mindretal. Vore kurdiske underboer fik børn, efter de var flygtet til Danmark. Deres to børn var på samme alder som vore egne børn, så de legede regelmæssigt med hinanden, og vi vidste aldrig med sikkerhed, hvor mange børn, der ville sidde ved bordet, når der var aftensmad. Vi lærte således meget hurtigt, hvorfor der blandt visse arabiske folkeslag er tradition for altid at dække op til en gæst. Vi tog også jævnligt de to kurdiske børn med på små udflugter, som de efter selv danske standarder fattige forældre ikke kunne tillade sig.

En af udflugterne var et besøg på museet på Lindholm Høje. Her fortalte den kurdiske families søn, at han havde været der før, og at det havde været en meget ærgerlig oplevelse. Det var ikke fordi museer kan virke kedelige på børn, men fordi han kun havde været der sammen med en gruppe tokulturelle børn, og altså ikke sammen med "danske" børn, og fordi de alene var blevet belært om, hvordan danskerne var som vikinger. Han havde tydeligt fornemmet, hvordan han blev sat i bås som en form for ikke-dansker, der nu skulle lære noget om at være rigtig dansker i stedet for det "forkerte", han repræsenterede.

Vi valgte derfor en helt anden indgangsvinkel på museet for at gøre ham interesseret i historien. I stedet for at forklare ham om, hvad der blev vist om danskerne, forklarede Amina ham blandt andet, hvordan en af de vigtige kilder til vikingetidens samfund var beretningerne fra den arabiske købmand Ibn Fadlan, som kom fra et til sammenligning yderst civiliseret og avanceret samfund. Dette fremgik også af nogle af de handelsvarer, som var udstillet, og som vikingerne havde handlet sig frem til fra Mellemøsten. Det varede ikke længe, før den kurdiske dreng strålede af stolthed over, at hans forfædre havde været så langt fremme på en tid, hvor de danske vikinger var primitive analfabeter. Da først han efter få minutter havde opnået denne stolthed over sin identitet, var han næsten ikke til at drive ud fra museet igen, fordi han hele tiden ville vide mere om, hvad danskerne lavede på en tid, som han nu også selv kunne knytte sin identitet til.

Drengen bliver aldrig "100% dansk" på samme måde som danskere, der gennem generationer har boet på samme sted i Danmark, for han er opdraget af forældre, der er født og opvokset i Iran og Irak, og som derfor har taget en række værdier med i opdragelsen. Han har også tydelige mellemøstlige træk, og det vil folk omkring ham kunne se. Men samtidig bor han i Danmark, og er vant til at begå sig i et samfund med danske værdier. Han ville ikke føle sig hjemme i et eventuelt Kurdistan, og han har heller ikke en chance for at føle sig velkommen i et samfund, hvor der kræver total integration gennem flere slægtsled, før man kan kaldes dansker. Han er identitetsmæssigt hjemløs.

Det ironiske er, at det med øjet rettet mod den amerikanske opfattelse af, hvornår man er "amerikaner", slet ikke er nødvendigt. Her kunne vi i Danmark drage en positiv lære: Hvis den kurdiske dreng kunne opleve i samfundet, at det ligesom på museet er muligt at være stolt over sin nationalitet, uden man han af den grund bliver opfattet som ikke-dansker, så ville han kunne kalde sig kurdisk dansker. Sammen med tyske, somaliske, grønlandske, svenske og taiwanesiske danskere ville han kunne erklære sig som en bestemt slags dansker, og ikke som en udansk dansker.

Det er i dag muligt at være dansker, samtidig med at man kan være borgerlig, socialist, lyshåret, bøsse, overvægtig, sportsinteresseret, scientolog, og på mange andre måder være en bestemt slags dansker. Hvis dét er muligt, så burde det vel også være muligt at være dansker, samtidig med at man er opdraget af indvandrere, eller samtidig med, at man er mørk i huden.

Problemet er ikke manglende integration, men at nogle grupper i det danske samfund ikke kan acceptere, at man sagtens kan være dansker på mere end én måde. Problemet er ikke indvandring, andre religioner eller andre hudfarver. Problemet er en gruppe, der mener, at man kun kan accepteres som dansker, hvis man er hvid, heteroseksuel, kristen, fri for accent og gennem mange generationer fastboende i landet. Det er dén opfattelse, der skal bekæmpes, ikke de mange "afvigere".

Det har længe været et vel­kendt fæ­no­men, at der er sam­men­fald mellem høj in­tel­li­gens og ten­den­sen til at være ven­stre­o­ri­en­te­ret, li­ge­som der er sam­men­fald mellem høj in­tel­li­gens og ten­den­sen til at være ateist. Men nu er det blevet påvist, at der ikke blot er sam­men­fald, men reel sam­men­hæng: Hvis man er mere in­tel­li­gent, er det netop den højere in­tel­li­gens, der er med til at gøre per­so­nen ven­stre­o­ri­en­te­ret eller ateist. Dette kon­klu­de­re­de evo­lu­tions­p­sy­ko­lo­gen Sa­tos­hi Ka­na­zawa i en ar­ti­kel i marts 2010-ud­ga­ven af "Social Psy­cho­lo­gy Qu­ar­ter­ly".

Kanazawa har fremsat en hypotese om, at en højere intelligens vil give større anledning til at anlægge en livsstil og holdninger, der rent evolutionsmæssigt er nye. Dog ville anlæg til holdninger, der havde haft millioner af år til at modnes, ikke være påvirket af intelligens. Udgangspunktet var i følge Kanazawa, at intelligens - evnen til at tænke og ræsonnere - har givet vore forfædre en fordel i evolutionært nye situationer, som de ikke havde instinktlige forudsætninger for at løse. Derfor ville mere intelligente mennesker har nemmere ved at genkende og forstå nye situationer og elementer end mindre intelligente mennesker. Nogle af disse elementer ville være værdier, livsstil og præferencer.

Med denne hypotese kunne Kanazawa forudsige resultaterne af en række forsøg, hvor forsøgspersonernes intelligens måtte formodes at være udslagsgivende for ganske forskellige former for adfærd og holdninger.

For eksempel er adgangen til lys i nattetimerne en meget ny mulighed i den menneskelige evolution, og dermed er tendensen til at være oppe om natten også en evolutionært ny ting. Med udgangspunkt i hypotesen om, at intelligente mennesker påtager sig nye evolutionære mønstre måtte man derfor formode, at især intelligente mennesker var aktive om natten. Denne forudsigelse kunne bekræftes af Kanazawas forsøg.

Tilsvarende noterer Kanazawa, at mennesket er evolutionært tilpasset til at være konservativt, hvor mennesket fortrinsvis bekymrer sig om sin familie og sine venner. Derfor er det at være socalistisk indstillet, hvor man bekymrer sig om en uendelig stor gruppe af genetisk urelaterede personer, som man aldrig vil møde eller indgå i nogen relation med, en evolutionær nyhed. Kanazawas hypotese siger således, at mere intelligente mennesker vil have højere tendens til at være socialister. Dette underbygges af målinger fra National Longitudinal Study of Adolescent Health, som viser, at "meget venstreorienterede" unge havde en IQ, der var over 10 points højere end unge, der så sig selv som "meget konservative".

Også ateisme er en evolutionær nyhed, og mens Kanazawas forklaring på årsagen til dette næppe er hele sandheden, er der ingen tvivl om, at religion er dybt indgroet i den menneskelige natur. Som resultat af menneskets tendens til at antropomorfisere naturfænomener har mennesket gennem hele sin udvikling set "Gud gribe ind" omkring sig, og evnen til at forestille sig resten af tigeren, når man så en tigers hale, har været en fordel, også selv om andre forestillinger har været ren indbildning. Det er kun i nyere tid, at vi har opnået forståelse for, at der ikke er guddommelig indgriben på spil, og det er også kun i nyere tid, at mennesket ikke er et byttedyr. For at være ateist skal man således vende sig mod sin evolutionære arv, og Kanazawas hypotese forudsiger, at der derfor vil være flere ateister blandt intelligente mennesker end hos mindre intelligente mennesker. Også her holdt forudsigelsen stik, idet unge, der "overhovedet ikke var religiøse" havde en gennemsnitlig IQ på 103, mens "meget religiøse" unge havde en gennemsnitlig IQ på 97.

Kilde: Cherry Creek News. Det fremgår ikke af artiklen, om Kanazawa har kommenteret, at ikke blot er der sammenhæng mellem intelligens og tendensen til ateisme og socialisme, men at venstreorienterede og ateister som gruppe er mere intelligente end gennemsnittet, mens intelligenskvotienten for troende og konservative ligger under gennemsnittet.

[metroXpress, mandag 17. maj 2010]

"Vi be­kla­ger meget den lange ven­te­tid. Du er nu nummer (kunst­pau­se) syv (kunst­pau­se) i køen".

Jeg vil und­la­de at frem­hæ­ve en spe­ci­fik virk­som­hed, for det er noget, vi alle har prøvet. Hvis en be­stemt virk­som­hed har en lang ven­te­tid den ene dag, kan man være sikker på, at køen i te­le­fon­sy­ste­met er lige så lang den anden dag. Nogle virk­som­he­der har lange te­le­fon­kø­er, og andre virk­som­he­der har korte køer. Det er til især de virk­som­he­der, der altid har lange te­le­fon­kø­er, der har ind­talt ind­skyld­nin­gen: "Vi be­kla­ger meget den lange ven­te­tid".

Vel gør de ej. De beklager intet. Det er tom snak, som har til hensigt at narre kunden til at tro, at det er et uheld, at virksomheden ikke vil afsætte ressourcer til at hjælpe kunden. Det er ikke noget uheld, men kold beregning. Havde virksomhederne virkelig været kede af det, ville de have gjort noget ved det.

Det er er præcis samme årsag også tom snak, når f.eks. Søren Gade (V) med sorg beklager, at danske soldater bliver dræbt i en krig, vi har været med til at indlede. Godt nok har den danske hær en "zero loss"-politik, der går ud på, at minimeringen af risikoen for personskade har højest prioritet. Det betyder imidlertid ikke, at personskade er hverken uundgåelig eller uacceptabel. Den danske krigsindsats i Afghanistan indebærer trods "zero loss"-politikken en kalkuleret tabsrate. Den enkelte soldat har en risiko for at blive dræbt i krigen, men hæren kan samlet set være helt sikker på, at der vil blive dræbt danske soldater. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt der dør nogen. Det er et spørgsmål om, hvor mange, og selv dét tal kan man godt komme med kvalificerede bud på, inden man går ind i en krig.

I artiklen kalder Søren Gade det et "ubærligt tab". Men er det virkelig det, Søren Gade? Hvis det virkelig var ubærligt, ville du vel trække soldaterne ud af Afghanistan med det samme! Det er tom snak at sige, at man nærer "sorg", og at der er tale om "ubærlige tab", når disse tab var garanterede til at begynde med. Man har bevidst valgt at sætte soldaterne i en "sørgelig" situation, som der ikke nødvendigvis var behov for at sætte dem i. Det er lige så hyklerisk, som hvis jeg styrede bilen med fuld fart mod en flok børn og derefter udtrykte "sorg" over at have ramt nogle af dem.

Mens resten af verden så småt er ved at indset klimatruslens alvor, og fodslæbende er begyndt at gøre sig klar til klimatopmødet i december, kritiserer DF regeringen for ikke i stedet at fokusere på det kommende kommunalvalg.  Det er muligt, at DF mener, at topmødet ”vil udfordrer julehyggen”, og at regeringen ”glemmer de jordnære ting”. Intet er dog mere jordnært end vores fælles overlevelse. DFs holdning er ikke alene skræmmende, men også et klart eksempel på, hvordan de vægter deres egen magt højere end alt andet. Inklusiv deres egne vælgeres overlevelse. 

Mens DF fokuserer på at ”bevare hyggen”, og med hjælp fra Bjørn Lomborg og hans alternative miljøcirkus sætter spørgsmålstegn ved, om klimatruslen er menneskeskabt, vil vi andre i stedet fokusere på de knap så hyggelige realiteter.