Nyeste i Politiske kommentarer emnet

Det har længe været et vel­kendt fæ­no­men, at der er sam­men­fald mellem høj in­tel­li­gens og ten­den­sen til at være ven­stre­o­ri­en­te­ret, li­ge­som der er sam­men­fald mellem høj in­tel­li­gens og ten­den­sen til at være ateist. Men nu er det blevet påvist, at der ikke blot er sam­men­fald, men reel sam­men­hæng: Hvis man er mere in­tel­li­gent, er det netop den højere in­tel­li­gens, der er med til at gøre per­so­nen ven­stre­o­ri­en­te­ret eller ateist. Dette kon­klu­de­re­de evo­lu­tions­p­sy­ko­lo­gen Sa­tos­hi Ka­na­zawa i en ar­ti­kel i marts 2010-ud­ga­ven af "Social Psy­cho­lo­gy Qu­ar­ter­ly".

Kanazawa har fremsat en hypotese om, at en højere intelligens vil give større anledning til at anlægge en livsstil og holdninger, der rent evolutionsmæssigt er nye. Dog ville anlæg til holdninger, der havde haft millioner af år til at modnes, ikke være påvirket af intelligens. Udgangspunktet var i følge Kanazawa, at intelligens - evnen til at tænke og ræsonnere - har givet vore forfædre en fordel i evolutionært nye situationer, som de ikke havde instinktlige forudsætninger for at løse. Derfor ville mere intelligente mennesker har nemmere ved at genkende og forstå nye situationer og elementer end mindre intelligente mennesker. Nogle af disse elementer ville være værdier, livsstil og præferencer.

Med denne hypotese kunne Kanazawa forudsige resultaterne af en række forsøg, hvor forsøgspersonernes intelligens måtte formodes at være udslagsgivende for ganske forskellige former for adfærd og holdninger.

For eksempel er adgangen til lys i nattetimerne en meget ny mulighed i den menneskelige evolution, og dermed er tendensen til at være oppe om natten også en evolutionært ny ting. Med udgangspunkt i hypotesen om, at intelligente mennesker påtager sig nye evolutionære mønstre måtte man derfor formode, at især intelligente mennesker var aktive om natten. Denne forudsigelse kunne bekræftes af Kanazawas forsøg.

Tilsvarende noterer Kanazawa, at mennesket er evolutionært tilpasset til at være konservativt, hvor mennesket fortrinsvis bekymrer sig om sin familie og sine venner. Derfor er det at være socalistisk indstillet, hvor man bekymrer sig om en uendelig stor gruppe af genetisk urelaterede personer, som man aldrig vil møde eller indgå i nogen relation med, en evolutionær nyhed. Kanazawas hypotese siger således, at mere intelligente mennesker vil have højere tendens til at være socialister. Dette underbygges af målinger fra National Longitudinal Study of Adolescent Health, som viser, at "meget venstreorienterede" unge havde en IQ, der var over 10 points højere end unge, der så sig selv som "meget konservative".

Også ateisme er en evolutionær nyhed, og mens Kanazawas forklaring på årsagen til dette næppe er hele sandheden, er der ingen tvivl om, at religion er dybt indgroet i den menneskelige natur. Som resultat af menneskets tendens til at antropomorfisere naturfænomener har mennesket gennem hele sin udvikling set "Gud gribe ind" omkring sig, og evnen til at forestille sig resten af tigeren, når man så en tigers hale, har været en fordel, også selv om andre forestillinger har været ren indbildning. Det er kun i nyere tid, at vi har opnået forståelse for, at der ikke er guddommelig indgriben på spil, og det er også kun i nyere tid, at mennesket ikke er et byttedyr. For at være ateist skal man således vende sig mod sin evolutionære arv, og Kanazawas hypotese forudsiger, at der derfor vil være flere ateister blandt intelligente mennesker end hos mindre intelligente mennesker. Også her holdt forudsigelsen stik, idet unge, der "overhovedet ikke var religiøse" havde en gennemsnitlig IQ på 103, mens "meget religiøse" unge havde en gennemsnitlig IQ på 97.

Kilde: Cherry Creek News. Det fremgår ikke af artiklen, om Kanazawa har kommenteret, at ikke blot er der sammenhæng mellem intelligens og tendensen til ateisme og socialisme, men at venstreorienterede og ateister som gruppe er mere intelligente end gennemsnittet, mens intelligenskvotienten for troende og konservative ligger under gennemsnittet.

[metroXpress, mandag 17. maj 2010]

"Vi be­kla­ger meget den lange ven­te­tid. Du er nu nummer (kunst­pau­se) syv (kunst­pau­se) i køen".

Jeg vil und­la­de at frem­hæ­ve en spe­ci­fik virk­som­hed, for det er noget, vi alle har prøvet. Hvis en be­stemt virk­som­hed har en lang ven­te­tid den ene dag, kan man være sikker på, at køen i te­le­fon­sy­ste­met er lige så lang den anden dag. Nogle virk­som­he­der har lange te­le­fon­kø­er, og andre virk­som­he­der har korte køer. Det er til især de virk­som­he­der, der altid har lange te­le­fon­kø­er, der har ind­talt ind­skyld­nin­gen: "Vi be­kla­ger meget den lange ven­te­tid".

Vel gør de ej. De beklager intet. Det er tom snak, som har til hensigt at narre kunden til at tro, at det er et uheld, at virksomheden ikke vil afsætte ressourcer til at hjælpe kunden. Det er ikke noget uheld, men kold beregning. Havde virksomhederne virkelig været kede af det, ville de have gjort noget ved det.

Det er er præcis samme årsag også tom snak, når f.eks. Søren Gade (V) med sorg beklager, at danske soldater bliver dræbt i en krig, vi har været med til at indlede. Godt nok har den danske hær en "zero loss"-politik, der går ud på, at minimeringen af risikoen for personskade har højest prioritet. Det betyder imidlertid ikke, at personskade er hverken uundgåelig eller uacceptabel. Den danske krigsindsats i Afghanistan indebærer trods "zero loss"-politikken en kalkuleret tabsrate. Den enkelte soldat har en risiko for at blive dræbt i krigen, men hæren kan samlet set være helt sikker på, at der vil blive dræbt danske soldater. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt der dør nogen. Det er et spørgsmål om, hvor mange, og selv dét tal kan man godt komme med kvalificerede bud på, inden man går ind i en krig.

I artiklen kalder Søren Gade det et "ubærligt tab". Men er det virkelig det, Søren Gade? Hvis det virkelig var ubærligt, ville du vel trække soldaterne ud af Afghanistan med det samme! Det er tom snak at sige, at man nærer "sorg", og at der er tale om "ubærlige tab", når disse tab var garanterede til at begynde med. Man har bevidst valgt at sætte soldaterne i en "sørgelig" situation, som der ikke nødvendigvis var behov for at sætte dem i. Det er lige så hyklerisk, som hvis jeg styrede bilen med fuld fart mod en flok børn og derefter udtrykte "sorg" over at have ramt nogle af dem.

Mens resten af verden så småt er ved at indset klimatruslens alvor, og fodslæbende er begyndt at gøre sig klar til klimatopmødet i december, kritiserer DF regeringen for ikke i stedet at fokusere på det kommende kommunalvalg.  Det er muligt, at DF mener, at topmødet ”vil udfordrer julehyggen”,  og at regeringen ”glemmer de jordnære ting”.  Det er Intet er dog mere jordnært end vores fælles overlevelse.  DFs holdning er ikke alene skræmmende, men også et klart eksempel på, hvordan de vægter deres egen magt højere end alt andet. Inklusiv deres egne vælgeres overlevelse. 

Mens DF fokuserer på at ”bevare hyggen”, og med hjælp fra Bjørn Lomborg og hans alternative miljøcirkus sætter spørgsmålstegn ved om klimatruslen er menneskeskabt, vil vi andre i stedet fokusere på de knap så hyggelige realiteter . 

Mens byggeriet er i gang flere steder i Aalborg, har det stået noget sløvere til med nedrivningerne af de forladte bygninger. Ved Sturhs Brygge på Østre Havn er naboen til KMDs nyopførte, kunstfærdige skibsarkitektur hen over den gamle tørdok f.eks. en ruin af unik hæslighed, og det har den været længe:



På Lindholm Brygge i Nørresundby, hvor to tårne er opført med luksuslejligheder (omend disse tårne af økonomiske årsager blev til to grå afskyeligheder med dårligt udført håndværk indvendigt), forfalder "Domkirken" - resterne af en gammel kemifabrik, der olmt nidstirrer det nye byggeri i området:



I den virkelige verden fremstår ruinerne med væsentlig mindre magi, end de her viste billeder måske kan give anledning til at tro. De skæmmer landskabet. KMD har i følge nogle af sine ansatte anmodet om en form for afskærmning mod naboruinen, indtil den er blevet fjernet, fordi den er så grim, hvilket dog blev afslået af kommunen.

Men det koster jo penge at fjerne den slags affald, og hvis ikke man vil betale for at fjerne affald, er der kun ét at gøre, nemlig at reklassificere det som noget, der ikke er affald. Således sagt, således gjort, har jeg ladet mig fortælle.

Nogen indså således behændigt, at "domkirken" er en del af Aalborgs vigtige kulturarv. Den forurenende kemifabrik var i mange år en vigtig arbejdsplads. Det er kun rimeligt, at dens synlige efterladenskaber bliver kategoriseret som bevaringsværdigt, mente nogen. Som sideeffekt til dette kulturelle tilbud behøver kemifabrikkens ejer (fond eller grundejer) forresten ikke betale for nedrivningen, og Aalborg kommune kan stå for renovering og vedligehold, så ejerens penge forbliver trygt i kassen. Det samme gør sig efter sigende gældende for den unikke og bevaringsværdige arkitektur i ruinen på Stuhrs Brygge.

Det er selvfølgelig rigtigt, at både "domkirken" på Lindholm Brygge og ruinen på Stuhrs Brygge har været rammer om mange års arbejdsplads, men helt ærligt: Vi kan ikke bevare enhver tudegrim ruin, blot fordi nogle hundrede mennesker har arbejdet der engang i fortiden. Skal også "domkirkens" nabo, den nyligt rømmede Motorola-bygning med dens tilbageblivende lejere, der mildt sagt også hænger med rumpen i bryggens vandskorpe, også efterlades som ruin og dømmes "bevaringsværdig"?

Ruinerne ødelægger bybilledet, og intet bymæssigt kvarter har godt af at fremstå som nedslidt. Riv dem ned, og lad ejerne betale for nedrivningen, så der kan blive ryddet op efter profiteventyrene.

"Piratspillet" er ikke en sag mellem fil­de­le­re og mu­sikin­du­stri­en. Det har heller ikke noget med So­ma­lia at gøre. Pirat­spil­let er en af de mange kon­flik­t­si­tu­a­tio­ner, der op­stil­les i for­sø­ge­ne på at gen­nem­skue men­ne­ske­li­ge hand­lin­ger i den vi­den­ska­be­li­ge gren, der kaldes spil­te­o­ri. Spil­let har føl­gen­de regel:

Fem kvikke pira­ter, der tænker ra­tio­nelt, har plyn­dret 1000 guld­møn­t­er, og skal nu dele dem mellem sig. Pira­ter­ne er ikke lige, men har ind­fly­del­se i for­hold til deres status. Angus står højere end Brock; Brock står højere end Cinco; Cinco står over Diego; og Diego står over Edric.

De fem pira­ter deler nu rovet så­le­des, at den øver­st­be­fa­len­de fo­re­slår en for­de­ling. Alle pira­ter­ne stem­mer nu om denne for­de­ling. Hvis de fleste er enige, eller det bliver uaf­gjort, så er for­de­lin­gen ac­cep­te­ret. Men hvis et fler­tal er imod, må for­slags­stil­le­ren - den øver­st­be­fa­len­de - gå plan­ken ud, og den næst­kom­man­de­ren­de, der nu står øverst, kan stille et nyt for­slag.

Idet piraterne tænker rationelt, må vi formode, at piraterne først og fremmest ønsker at overleve. Derefter ønsker de at maksimere deres udbytte, givet at de andre udfald er lige. Og endelig vil de foretrække at smide de andre overbord, hvis det kan hjælpe deres egen sag. De er kvikke, og de sætter sig selv først i dette spil.

Nu har politiet igen vist sig at indeholde en gruppe, der tilsyneladende er yderst interesserede i at komme op og slås - og som ligefrem benytter samme jargon som hooligans om det. Det fremgår af en Facebook-gruppe bestående af betjente, hvor DR kom i besiddelse af et screendump med temmelig grove uddrag, f.eks.:


Dermed kan det for en udenforstående være noget svært at se, om det er fodboldbøllerne eller politiet, der er mest glade for at slås, og i lyset af politiets generelle adfærd kan det måske skyldes, at der ikke er nogen forskel: Hvis ikke det er mennesker, der kan lide at være bevæbnede og gå i uniform, der søger ind til politiet, så skal de nok lære at opføre sig, som om de gjorde.

Politiet har tidligere haft en hadegruppe på Facebook, der blev kaldt "Ryd 1000Fryd", idet medlemmerne af gruppen ønskede at få dette overvejende venstreorienterede sted lukket.

Spørgsmålet rejser sig: Hvor ofte skal man afsløre brådne kar, og hvor mange skal der være af dem, før man får fornemmelsen af, at problemet måske ikke er brådne kar, men derimod et systemisk problem?

Politiet får nye våben mod demonstranter, så vi ikke risikerer, at miljøet får for megen fokus i forhold til profit, når Danmark er vært for klimatopmødet til december.

Der indgår blandt andet en vandkanon, som vil kunne bruges mod demonstranter. Politiet hævder i følge Ingeniøren, at den kun skal bruges til at slukke brande med, men det er ikke alle ved politiet enige i, skriver Modkraft.

Lad os trække lidt erfaringsmateriale frem: Da politiet fik stillet peberspray til rådighed, var det meningen, at det skulle nedtrapper politiets brug af magtmidler. Amnesty International har imidlertid pointeret, er pebersprayen bliver brugt stik modsat, nemlig som endnu et våben i arsenalet, hvilket også bakkes op af Center for Rets- og Politiforskning.

Der er ingen grund til at betvivle, at politiet vil benytte deres nye middel som våben mod demonstranter. Det er nemlig med værktøjer af den slags, som det er med plane flader i køkkenet: De bliver brugt. En plan flade i et køkken får kun lov til at fastholde sin status som plan flade i kort tid, før den bliver brugt som opbevaringsplads eller på anden vis inddraget i husholdningen. Når politiet ønsker at bruge magt, vil politiet benytte de muligheder, de får stillet til rådighed. Derfor behøver vi næppe vente længere end til december, før vi ser politiet optrappe til vandkananoner mod danske demonstranter.

Regeringen er for­stå­e­ligt nervøs for valg­del­ta­gel­sen ved Eu­ro­pa­par­la­mentsval­get den 7. juni, hvor der også skal stem­mes om en æn­dring af tron­føl­ge­loven. Dan­sker­ne plejer nemlig ikke være spe­ci­elt in­te­r­es­se­re­de i valget til Eu­ro­pa­par­la­men­tet.

Det er dog især æn­drin­gen af tron­føl­ge­loven, der er be­kym­rer den bor­ger­li­ge re­ge­r­ing, skri­ver Po­li­ti­ken, og derfor vil re­ge­r­in­gen lave en op­lys­nings­kam­pag­ne. Det er jo sådan, at kon­ge­hu­set om nogen sym­bo­li­se­rer kon­ser­va­ti­ve vær­di­er, og derfor er det vig­tigt for en bor­ger­lig re­ge­r­ing, at kon­ge­hu­set bliver frem­hæ­vet, for et vel­pro­m­ove­ret kon­ge­hus er bor­ger­lig pro­pa­gan­da. I denne sam­men­hæng er det mindre vig­tigt for re­ge­r­in­gen, hvad det er i tron­føl­ge­loven, dan­sker­ne tager stil­ling til, end det er at lave en kam­pag­ne, der frem­hæ­ver kon­ge­hu­set. Kampagnen for kongehuset er i sig selv en kampagne for borgerlige værdier, og dermed en fordel for regeringen.

Personligt overvejer jeg at stemme imod en ændring af tronfølgeloven. Ganske vist går jeg ind for ligestilling mellem kønnene, men jeg er samtidigt inderligt imod, at der findes en struktureret ulighed i form af bl.a. eksistensen af et kongehus. Det virker slet og ret forkert, hvis jeg stemmer "for" lighed i en afstemning, der kun har relevans indenfor rammerne af et system, hvis eksistens er udtryk for ulighed.

Kongehuset er et eksempel på ulighed, og det vil det stadig være, hvis tronfølgeloven bliver ændret. Kongehuset skal på ingen måde kunne bruges som godt eksempel på "udvikling i retning af større lighed", for det vil stadig ligge langt tilbage i feltet hvad angår lighed i det øvrige samfund. Den ulighed, der er mellem kongehuset og den almindelige dansker, er langt større end den ulighed, der er mellem mænd og kvinder.

Når Lene Espersen (K) omtaler det som "det ligestillingsmæssige fremskridt, der er i lovændringen", som hun ønsker "en massiv folkelig opbakning bag", så bruger hun kongehuset som foregangseksempel på en ulighed, der er langt tilbagestående, men som til gengæld passer hendes regering yderst fint.

Jeg vil hellere markere, at kongehuset er en manifestation af ulighed, og at de konservative værdier, det repræsenterer, pr. definition ikke er tidssvarende. For selv om den førstefødte tronarving er en dreng, og afstemningens udfald af denne grund er ligegyldig de næste par generationers tid, så ønsker jeg at bidrage til at vise, at kongehuset er en forældet institution med hensyn til humanistisk opfattelse.

Politiken har i samarbejde med den (meget) borgerlige netavis 180 Grader og tænketanken CEVEA indstiftet en pris til årets idalist. Besøgende kan stemme på 11 nominerede ud af oprindeligt ca. 300 forslag.

Som det vil fremgå, hvis man stemmer i dag, så står Hans Jørgen Bonnichsen stærkt. Det var Hans Jørgen Bonnichsen, der insisterede på retsstatsprincipper, og som hurtigt blev kritiseret for sine ytringer af de selvsamme folk, som havde meget travlt med at forsvare ytringsfriheden hos den person, der i øjeblikket fører i afstemningen: Kurt Westergaard.

Hans Jørgen Bonnichsen har tydeligvis handlet ud fra idealistiske principper, og har forsvaret dem under de mange angreb fra regeringen og Dansk Folkeparti. Men Kurt Westergaard? Kurt Westergaard har netop understreget, at han ikke handlede ud fra nogen politisk holdning eller idealisme, men blot gjorde sit job som tegner. Det er i den forstand mærkeligt, at han overhovedet optræder på listen -  men det kan jo være, at det er fordi Kurt Westergaard i virkeligheden er mere idealistisk, end han ønsker at give udtryk for.

Når han får så mange stemmer, kan det hænge sammen med, at han - idealist eller ej - står som et ikon hos den islamforskrækkede højrefløj, der helt automatisk stemmer på ham, når han optræder på sådan en liste.