Nyeste i Politiske kommentarer emnet

Politiet får nye våben mod demonstranter, så vi ikke risikerer, at miljøet får for megen fokus i forhold til profit, når Danmark er vært for klimatopmødet til december.

Der indgår blandt andet en vandkanon, som vil kunne bruges mod demonstranter. Politiet hævder i følge Ingeniøren, at den kun skal bruges til at slukke brande med, men det er ikke alle ved politiet enige i, skriver Modkraft.

Lad os trække lidt erfaringsmateriale frem: Da politiet fik stillet peberspray til rådighed, var det meningen, at det skulle nedtrapper politiets brug af magtmidler. Amnesty International har imidlertid pointeret, er pebersprayen bliver brugt stik modsat, nemlig som endnu et våben i arsenalet, hvilket også bakkes op af Center for Rets- og Politiforskning.

Der er ingen grund til at betvivle, at politiet vil benytte deres nye middel som våben mod demonstranter. Det er nemlig med værktøjer af den slags, som det er med plane flader i køkkenet: De bliver brugt. En plan flade i et køkken får kun lov til at fastholde sin status som plan flade i kort tid, før den bliver brugt som opbevaringsplads eller på anden vis inddraget i husholdningen. Når politiet ønsker at bruge magt, vil politiet benytte de muligheder, de får stillet til rådighed. Derfor behøver vi næppe vente længere end til december, før vi ser politiet optrappe til vandkananoner mod danske demonstranter.

Regeringen er for­stå­e­ligt nervøs for valg­del­ta­gel­sen ved Eu­ro­pa­par­la­mentsval­get den 7. juni, hvor der også skal stem­mes om en æn­dring af tron­føl­ge­loven. Dan­sker­ne plejer nemlig ikke være spe­ci­elt in­te­r­es­se­re­de i valget til Eu­ro­pa­par­la­men­tet.

Det er dog især æn­drin­gen af tron­føl­ge­loven, der er be­kym­rer den bor­ger­li­ge re­ge­r­ing, skri­ver Po­li­ti­ken, og derfor vil re­ge­r­in­gen lave en op­lys­nings­kam­pag­ne. Det er jo sådan, at kon­ge­hu­set om nogen sym­bo­li­se­rer kon­ser­va­ti­ve vær­di­er, og derfor er det vig­tigt for en bor­ger­lig re­ge­r­ing, at kon­ge­hu­set bliver frem­hæ­vet, for et vel­pro­m­ove­ret kon­ge­hus er bor­ger­lig pro­pa­gan­da. I denne sam­men­hæng er det mindre vig­tigt for re­ge­r­in­gen, hvad det er i tron­føl­ge­loven, dan­sker­ne tager stil­ling til, end det er at lave en kam­pag­ne, der frem­hæ­ver kon­ge­hu­set. Kampagnen for kongehuset er i sig selv en kampagne for borgerlige værdier, og dermed en fordel for regeringen.

Personligt overvejer jeg at stemme imod en ændring af tronfølgeloven. Ganske vist går jeg ind for ligestilling mellem kønnene, men jeg er samtidigt inderligt imod, at der findes en struktureret ulighed i form af bl.a. eksistensen af et kongehus. Det virker slet og ret forkert, hvis jeg stemmer "for" lighed i en afstemning, der kun har relevans indenfor rammerne af et system, hvis eksistens er udtryk for ulighed.

Kongehuset er et eksempel på ulighed, og det vil det stadig være, hvis tronfølgeloven bliver ændret. Kongehuset skal på ingen måde kunne bruges som godt eksempel på "udvikling i retning af større lighed", for det vil stadig ligge langt tilbage i feltet hvad angår lighed i det øvrige samfund. Den ulighed, der er mellem kongehuset og den almindelige dansker, er langt større end den ulighed, der er mellem mænd og kvinder.

Når Lene Espersen (K) omtaler det som "det ligestillingsmæssige fremskridt, der er i lovændringen", som hun ønsker "en massiv folkelig opbakning bag", så bruger hun kongehuset som foregangseksempel på en ulighed, der er langt tilbagestående, men som til gengæld passer hendes regering yderst fint.

Jeg vil hellere markere, at kongehuset er en manifestation af ulighed, og at de konservative værdier, det repræsenterer, pr. definition ikke er tidssvarende. For selv om den førstefødte tronarving er en dreng, og afstemningens udfald af denne grund er ligegyldig de næste par generationers tid, så ønsker jeg at bidrage til at vise, at kongehuset er en forældet institution med hensyn til humanistisk opfattelse.

Politiken har i samarbejde med den (meget) borgerlige netavis 180 Grader og tænketanken CEVEA indstiftet en pris til årets idalist. Besøgende kan stemme på 11 nominerede ud af oprindeligt ca. 300 forslag.

Som det vil fremgå, hvis man stemmer i dag, så står Hans Jørgen Bonnichsen stærkt. Det var Hans Jørgen Bonnichsen, der insisterede på retsstatsprincipper, og som hurtigt blev kritiseret for sine ytringer af de selvsamme folk, som havde meget travlt med at forsvare ytringsfriheden hos den person, der i øjeblikket fører i afstemningen: Kurt Westergaard.

Hans Jørgen Bonnichsen har tydeligvis handlet ud fra idealistiske principper, og har forsvaret dem under de mange angreb fra regeringen og Dansk Folkeparti. Men Kurt Westergaard? Kurt Westergaard har netop understreget, at han ikke handlede ud fra nogen politisk holdning eller idealisme, men blot gjorde sit job som tegner. Det er i den forstand mærkeligt, at han overhovedet optræder på listen -  men det kan jo være, at det er fordi Kurt Westergaard i virkeligheden er mere idealistisk, end han ønsker at give udtryk for.

Når han får så mange stemmer, kan det hænge sammen med, at han - idealist eller ej - står som et ikon hos den islamforskrækkede højrefløj, der helt automatisk stemmer på ham, når han optræder på sådan en liste.

Socialdemokratiet vil tvinge indvandreres børn i vuggestue, hvis forældrene ikke er gode nok til dansk. Dansk Folkeparti vil bortvise børn, hvis børn af muslimske forældrene faster(*).

Med andre ord: Den nye stil fra de politiske partier er, at man nu med rene mafia-metoder går efter børnene.

(*) Muslimske traditioner foreskriver faktisk, at det kun er stærke mennesker, der skal faste. Ældre, børn samt gravide kvinder behøver ikke faste under Ramadanen. Det forlyder i øvrigt ikke, hvorvidt Dansk Folkeparti også vil bortvise børn af kristne forældre, hvis disse børn ikke får morgenmad hjemmefra.

Nogle lektioner har vi i hvert fald lært af politiets "pearly gate"-sag, hvor en betjent øjensynligt råbte "perker" efter en demonstrant:

1. "Perlemor" Hanne Bech Hansen dummede sig måske, fordi hun burde have reageret, som enhver leder plejer at reagere. Hun burde simpelt hen have sagt, at politiet skal tale ordentligt, og at de vil undersøge sagen. Men måske var hun klar over, at denne forklaring ikke ville blive accepteret. Offentligheden har efterhånden gennemskuet, at en sådan forklaring i praksis altid betyder, at politiet klarer frisag, fordi de dækker over hinanden. Det er rimeligt at tro, at hun ønskede at afvise, at betjenten havde sagt "perker", og at hun ikke var bevidst om, at hun skød sig selv i foden med den alternative forklaring.

2. Den almindelige dansker var ikke bekendt med, at politiet skulle benytte udtrykket "perle" som skældsord, og dette gjorde Hanne Bech Hansens forklaring særdeles utroværdig og dermed latterlig.

3. Det er uklart ud fra lydoptagelserne, om betjenten råbte "perker" eller "perle". Det viser sig dog, at politiet faktisk benytter ordet "perle" under træningen, idet betjentene skal lære at råbe noget mere uskyldigt, hvis de mister besindelsen under træningen. Ordet "perle" henviser i denne sammenhæng til en person med ikke-dansk etnicitet. Skulle en betjent råbe "perle" i den virkelige verden udenfor træningsmiljøet, vil det således være et racistisk ladet skældsord. Det er derfor underordnet, om betjenten råbte "perker" eller "perle".

4. Når Hanne Bech Hansen forsøger at gyde olie på vandene ved at forklare, at betjenten blot råbte "perle", sender hun det signal til den danske politistyrke, at det er acceptabel adfærd, at politiet benytter dette (for politiet) velkendte, racistiske skældsord.

5. Eftersom den almindelige dansker ikke ved, at politiet benytter "perle" som skældsord, er det yderst rimeligt at formode, at enhver omkringstående vitterligt og uden forudindtagethed har hørt betjenten råbe "perker", selv om betjenten muligvis råbte "perle" - især, når stødet på første stavelse blev lagt, som det gjorde.

6. Betjenten bliver undskyldt med, at han blot er et menneske, der mistede besindelsen i den ophedede stemning. Såfremt dette er tilfældet og kan benyttes som undskyldning, opstår der en meget ubehagelig situation. For det første er politiet ikke på stedet som uafhængige mennesker med disses menneskeligheder; politiet indtager derimod en klart defineret rolle, som ikke må afhænge af betjentenes personlige følelser. Politiet er trænet til at kunne håndtere den slags situationer. For det andet er det meget betænkeligt, at der udleveres våben til en betjent, som ikke engang kan styre sin mund.

De personer i den danske politistyrke, der sendes på gaden i forbindelse med gadeuorden, ligger for en stor dels vedkommende i samme aldersklasse som de unge mænd, som forsikringsselskaberne helst ikke vil sælge bilforsikringer til. Forsikringsselskaberne har nemlig lært, at denne gruppe mennesker har svært ved at styre deres temperament. Denne erkendelse kan kombineres med opfattelsen af den "betjentagtige betjent". Dette er en mand med tydelige fysiske karakteristika for mænd med forhøjede testosteronmængder, som af samme årsag føler sig tiltrukket af muligheden for at udøve magt, og som er mere aggressiv end gennemsnittet. Netop politiet kan derfor opfattes som en gruppe, der i særlig grad vil tendere mod at miste besindelsen.

7. Betjenten bliver af nogle personer undskyldt med, at de øvrige demonstrerende formodentlig ikke har været specielt samarbejdsvillige, og måske også har råbt ukvemsord mod politiet. Dette kan dog ikke forsvare politiets brug af samme midler, idet der på grund af politiets voldsmonopol eksisterer et ulige magtforhold. Dette ulige magtforhold sætter højere krav til politiets adfærd, for mens man kan anholdes for at fornærme en betjent, kan politiet ikke anholde sig selv.

8. Hvis man ser bort fra enkelte racistiske reaktioner om, at politiet bare skal kalde en indvandrer for en perker, så var reaktionen fra det danske samfund en hånlatter over det, man formodede var Hanne Bech Hansens bortforklaring. Denne hånlatter kan vise sig at være delvist malplaceret, fordi politiet faktisk benytter ordet "perle" i sin jargon. Havde befolkningen været opmærksom på dette forhold, må man imidlertid formode, at politiet ville være blevet mødt med væsentlig fjendtlighed over denne implicitte godkendelse fra Hanne Bech Hansens side af, at politiet benytter racistiske skældsord.

Simon Emil Ammitzbøll skaber et nyt parti ved navn "Borgerligt Centrum". Og Naser Khader forlader Liberal Alliance.

Horoskopet siger nu, at Naser Khader melder sig ind i Simon Emil Ammitzbølls parti. Der melder sig straks nogle opportunister til partiet, der gerne vil i Folketinget i en fart. Derefter kommer de alle op at skændes, og både Simon Emil Ammitzbøll og Naser Khader forlader partiet, og de nyankomne opportunister finder hurtigt ud i nogle af regeringspartierne, hvor de kan få magt, sådan som det var deres plan til at begynde med.

Dog er der også mulighed for, at Naser Khader melder sig ind i Venstre til Søren Pinds store fortrydelse, så Søren Pind skifter til Dansk Folkeparti. Et antal tidligere radikale vil skifte til Borgerligt Centrum.

For blot et halvt år siden meldte Pernille Rosenkrantz-Theil sig ud af Enhedslisten, fordi hun mente, at Enhedslisten ikke ville stå ved sine principper. Det fremgår ikke mindst af et indlæg, som Pernille Rosenkrantz-Theil for nyligt bragte på sin blog, men også i hendes oprindelige kritik, der fik hende til at melde sig ud, var dette det gennemgående tema.

I dag meddeler Pernille Rosenkrantz-Theil så, at hun har meldt sig ind i Socialdemokratiet, og det kan der jo være nogle årsager til:

Enhedslisten har flyttet sig så meget til højre, og Socialdemokratiet har flyttet sig så meget til venstre, at denne principfaste Pernille Rosenkrantz-Theil føler, at Socialdemokratiet i højere grad end Enhedslisten lever op til hendes fastholdte principper.

Eller måske har Pernille Rosenkrantz-Theils egne principper gennemgået en udvikling, hvor hun efterhånden har lagt socialismen bag sig, og er blevet (meget) mere borgerlig - i en sådan grad, at heller ikke SFs partiprogram var passende. Dette store spring undrer Frank Aaen (EL) sig også over.

Endelig kan det være, at Pernille Rosenkrantz-Theils principper måske især fandtes i hendes hovede, men ikke i hendes hjerte, da hun var en del af Enhedslisten: At hun nok beherskede den røde retorik og de røde holdninger, men efterhånden måtte indse, at hun inderst inde ikke ønskede dem.

Personligt tror jeg, det er en kombination af de to sidste muligheder. At Pernille Rosenkrantz-Theil har haft en lille borgerlighed i hjertet, der langsomt har fået hende til at føle sig mindre hjemme i Enhedslisten, og mere hjemme i Socialdemokratiet. Det bliver interessant at se, om hun vil kunne indordne sig under de mange af Socialdemokratiets beslutninger og holdninger, som hun tidligere har kritiseret, herunder Socialdemokratiets tilslutning til VKO-regeringens udlændinge- og intrgrationspolitik, den svage opbakning til samfundets minoriteter og samfundets udsatte grupper, den reelle holdning til religionslighed, NATO- og EU-venlighed, m.v. Det parti, som hun for blot få år siden udtalte, at man ikke kan stole på.

Efter min mening klinger det hult, at Pernille Rosenkrantz-Theil kritiserede Enhedslisten for ikke ville stå ved sine principper, og i stedet indrettede sin politik efter, hvad der var muligt at få stemmer på, når hun efterfølgende siger:

Det må være hendes eget, personlige valg, hvor hun vil stå. Men det ville klæde hende, om hun trak sine mange klager over Enhedslisten tilbage og i stedet vedkendte sig, at det ikke var Enhedslisten, der fraveg Enhedslistens principper, men hende selv.

Udtrykket "for stort til at fejle" dækker over, at et firma har så stor betydning i samfundet, at der er væsentligt mere end blot firmaets og aktionærernes penge samt de ansattes job på spil. Når et sådant firma krakker, er staten er nødsaget til at spytte penge i det, så det alligevel kan overleve.

Forestil dig, at f.eks. vejvæsenet bliver privatiseret, og at det ser ud til at køre rigtig godt - hvorpå det går konkurs. Eller forestil dig, at vi har et privat hospitalsvæsen, der i det store hele er ejet af nogle ganske få spillere, hvoraf den ene pludselig krakker. I øjeblikket er KMD ved at blive solgt af Kommunernes Landsforening, og i erkendelse af, at dette firma står for en meget væsentlig del af lønudbetalingen i Danmark, er der også udfærdiget en transaktionsaftale, som forpligter den nye ejer til at levere den kritiske vare fremover. Men en sådan aftale kan ændres, og hvad så hvis KMD går konkurs?

Er det i disse tilfælde bare trist for alle os, der ikke har privat helikopter, generel fortrinsret til behandling samt eget firma?

Jeg mener, at når et firma når en sådan størrelse, at det er "for stort til at fejle", så må vi tage konsekvensen og nationalisere firmaet, så det bliver statsejet. Privatisering er i hvert fald ikke svaret, hvis man ser på, hvad der er sket med f.eks. TV2 og Post Danmark.

Den kritik, som borgerlige politikere sædvanligvis retter mod "det offentlige", er at det offentlige ikke er motiverede til at være omkostningseffektive, fordi deres eksistens er nødvendig. Men situationen omkring f.eks. Roskilde Bank og andre "for store til at fejle"-firmaer viser tydeligt, at denne mekanisme ikke er begrænset til det offentlige. Også Roskilde Bank og flere amerikanske banker har demonstreret, at i samme øjeblik, de indser, at de er "for store til at [lade] fejle", så udviser de uansvarlig økonomisk adfærd, der har større omkostninger for samfundet end et offentligt ejet selskab, hvis viden om sin nødvendighed gør det mindre effektivt.

Den borgerlige kritik mod det offentlige er sikkert rimelig nok, for med erkendelsen af at være uerstattelig følger risikoen for, at man misbruger sin position. Denne risiko gælder imidlertid for både private og offentlige selskaber. Løsningen på de borgerliges kritik af offentlige selskaber er derfor ikke at privatisere dem, for hverken motivationen eller muligheden for umoralsk økonomisk adfærd bliver mindre af den grund. Til gengæld stiger risikoen for, at væsentlige services falder sammen, hvis man privatiserer og dermed introducerer risici for konkurser og investor-spekulation.

Det rager mig en høstblomst, om vores valuta hedder "krone" eller "euro". Vi skal ikke så mange år tilbage i danmarkshistorien, at det kan hensættes til glemmebogen, før vores møntfod hed rigsdaler og mark, der er navnebrødre til den amerikanske dollar og den tidligere tyske mark.

Denne del af debatten om, hvorvidt vi her i landet skal gå over til euro som møntfod i stedet for kroner, er mig derfor inderligt ligegyldig. Når folk appellerer til følelser omkring navnet på "den danske krone" og nærmest lyder som stemmer fra Dansk Folkeparti om "danskhed" i deres kærlighed til navnet på vores mønt, så vækker det kun én følelse i mig: Følelsen af foragt. De kan kalde vores møntfod "Bjarne" for alt, hvad det rager mig, og er velkomne til at opdele den i 100 "Benny" samt præge dem med et billede af en brølende kronhjort i stedet for dronningen.

Jeg foretrækker saglige argumenter, og har ikke hørt meget til sådanne fra hverken den ene eller den anden fløj i euro-spørgsmålet. Politisk insisteren fra begge sider på, at modpartens valg vil føre til noget nær statsbankerot, falder jeg i hvert fald ikke for. Af samme årsag er jeg også lettere uinteresseret i den Euro-diskussion, Johanne Schmidt-Nielsen (EL) bringer på sin blog - med to undtagelser:

Barack Obama er ikke nogen garant for demokratiet. McCain er bare endnu værre. Præsidentvalget i USA i dag står mellem det mindste af to onder.