Nyeste i Borgerlig regering emnet

Den bor­ger­li­ge re­ge­r­ing fast­hol­der, at er det po­li­tisk vig­tigt, at der bliver lov­gi­vet mod mus­lim­sk under­tryk­kel­se i form af burka, uanset om pro­blemet kan iden­ti­fi­ce­res eller ej. Det hand­ler om at vise, at man ikke går ind for den slags, og som Naser Khader (K) siger til Infor­mation: "An­tal­let af bur­kaer er li­ge­gyl­digt. Det er et spørgs­mål om prin­cipper".

Re­ge­r­in­gen kan til dels for­sva­res al den stund, at li­ge­som man ikke ville tabe noget (bort­set fra oppor­tunity cost) på en lat­ter­lig lov­giv­ning mod at med­bringe enhjør­ninge i skolen, så rammer man heller ikke nogen ved at lov­gi­ve mod en burka, som der alli­gevel ikke er nogen, der går med. Det skader ikke nødven­digvis at po­in­te­re, at man er imod bur­ka­er på bag­grund af en opfat­telse af, at de er kvinde­under­tryk­kende, li­ge­som det er fair nok, at man f.eks. er imod den lut­her­ske kvin­de­un­der­tryk­kel­se, som de pro­te­stan­ti­ske non­ned­rag­ter sym­bo­li­se­rer. (Af kor­rekt­heds­hensyn skal det be­mær­kes, at de ka­tol­ske non­ne­or­de­ner blev ned­lagt under re­for­ma­tio­nen, og at pro­te­stan­ti­ske nonner er et re­la­tivt nyt fæ­no­men; deres tro bygger på den lut­her­ske lære.) Sådan en lovgivning sender et signal, hvilket øjensynligt også er regeringens ønske. Om ikke andet må dette i dag være regeringens bortforklaring, når nu der i lighed med lovgivningsforslagene omkring dommeres hovedbeklædning slet ikke findes nogen, lovgivningen kan rettes mod.

Det er bare sådan med valget af signaler, som det er med alle andre valg: De er frivillige. Når man begår et valg, begår man også fravalg. Blandt mange mulige signaler har man valgt ét, der var det vigtigste. Politikernes valg af signaler fortæller hvilke signaler, de finder mindre vigtige.

Skulle regeringen have valgt beklædning, der symboliserer undertrykkelse og antidemokratiske holdninger, kunne regeringen have valgt at forbyde skrårem og seler. Ganske vist er der ingen (eller i det mindste temmelig få), der bærer denne beklædning, men da det ikke skorter på politikernes sammenligninger mellem islam og nazisme - og efterfølgende domme for racisme - så udtrykker dette fravalg, at man reelt opfatter islam som værre. I betragtning af den generelle højredrejning i dansk politik og det forhold, at Dansk Folkeparti har et glimrende forhold til nazister er nazismen ellers nærværende nok gennem dens noget tydeligere involvering i politiske spørgsmål, end muslimer tager sig tid til. Man udsender et signal om, at nazisme er mere acceptabelt end islam.

De Konservative kunne også have valgt at fremhæve f.eks. klimaet og miljøet, den stigende fattigdom, fyringerne på sygehusene, finanskrisen eller andre, yderst nærværende problemer som deres højest prioriterede politik, men det blev alligevel burkaforbudet, der vejede tungest. Det sender det skjulte signal, at de Konservative ikke er specielt optagede af disse vigtige emner.

Regeringens partier og støtteparti overbyder hinanden med krav om højere straffe og flere forbud på grund af ganske få personer, og de indførte rockerlov, overvågning, lømmelpakke og en terrorlov, som endnu ikke har fanget en eneste terrorist. Samtidig slipper økonomiske forbrydere lige så billigt som hidtil, og rocker- og terrorlov bruges til at dømme folk (nogle gange for justitsmord), der ikke har den mindste relation til hverken bandekriminalitet eller terror, mens lømmelpakken bruges til at forhindre folk i at demonstrere mod et klimatopmøde, som de demonstrerende ønskede at gøre opmærksom på ville blive en monumental fiasko.

Men hver gang, regeringens partier fremsætter et lovforslag, udtaler sig principielt eller ønsker at sende signaler, er der en række lovforslag, de ikke fremsætter. Der er en række principper, de tier om, og der er en række signaler, de ikke sender. Tavshed kan være meget sigende, og de ord, regeringen ikke siger, når den buldrer frem med mange hårde ord, er næsten øredøvende.

"Jeg er da ligeglad med, hvad min nabo tjener - bare jeg ikke plyndres i skat!"

Sådan står der i en kom­men­tar til Po­li­ti­kens indlæg, "Eliten burde elske Dansk Fol­ke­par­ti". Nu kan det selv­føl­ge­lig meget pris­vær­digt, at kom­men­ta­to­ren så­le­des ikke nærer mis­un­del­se, men måske burde han al­li­ge­vel være lidt mere op­mærk­som på, hvad en sådan hold­ning giver an­led­ning til.

Hold­nin­gen kan ud­tryk­kes på for­skel­li­ge måder. For eksempel kan en person mene, at så længe han selv får lønforhøjelse, så er det jo ligemeget, om andre mennesker i andre positioner får større lønforhøjelser. Han bør jo være glad for, at han får flere penge. Et andet eksempel er det argument, som Venstre og de Konservative (med Dansk Folkepartis hjælp, for hvilken de to regeringspartier velvilligt betaler med flere racistiske indgreb) ofte fremsætter, nemlig at selv om skattelettelserne kommer nogle mennesker væsentligt mere til gode end andre, kommer de trods alt alle til gode. I følge de borgerlige politikere er det et udslag af misundelse eller jantelovsholdning, når man kritiserer denne skæve fordeling af lettelserne.

Sådan fungerer samfundsøkonomi bare ikke. De borgerlige politikere har ganske vist ret i, at alle får flere penge, men de overser (ubevidst eller bevidst), at vi ikke af den grund får en tilsvarende større købekraft. Det er imidlertid alene købekraften - dvs. hvad vores penge er værd - som bør interessere os. Det er flintrende ligegyldigt, hvor mange penge, vi har, hvis priserne på goderne er højere, end at vi kan betale for dem. For eksempel: Forestil dig, at du får dobbelt så meget i løn ved næste lønforhandling. Men samtidig stiger prisen for en liter mælk og alle andre varer til det dobbelte. Det betyder, at efter din lønforhøjelse har du råd til at købe præcis den samme mængde varer, som før du fik lønforhøjelse. Det eneste, du har interesse i, er derfor din købekraft. Du får kun en økonomisk fordel, hvis din købekraft forbedres - ikke hvis du bare får flere penge.

Købekraften bestemmes af markedet, og markedet indretter sig efter, hvad folk tjener. Spørgsmålet er derfor ikke, hvad indkomsten målt i kroner er, men hvad købekraften af disse kroner er. I den simpleste udgave gælder der, at hvis borgerne får flere penge mellem hænderne, så stiger priserne, og hvis såvel indkomst som prissætning stiger jævnbyrdigt, så er købekraften alt andet lige konstant. Prissætningen lander det sted, hvor der bliver købt for det beløb, der giver størst profit for de handelsdrivende. Iagttag nu situationen, hvor der er stor ulighed: De meget få allerrigeste er så få individer, at de ikke køber så mange af de almindelige varer, at priserne kan sættes helt oppe i de allerrigestes niveau. Her vil der ikke blive solgt nok varer til, at profitten er høj; så hellere sælge varerne til en lavere pris, men til gengæld sælge så mange flere varer, at den samlede profit bliver højere. Omvendt nytter det heller ikke at faldbyde varerne, så selv de fattigste har råd, for nok bliver der solgt rigtig mange varer, men profitten er alligevel lavere, end hvis man solgte lidt færre varer lidt dyrere. Priserne kommer til at ligge "midt i mellem", lidt populært sagt. Hvad betyder det i praksis?

Det betyder, at prissætningen af den enkelte vare bliver sådan, at varen koster det samme beløb for rig som for fattig. Men set ud fra folks købekraft er den enkelte vare dyrere at købe for en fattig, og billigere at købe for en rig, når der er langt mellem rig og fattig. Man kan derfor ikke forvente, at man kan ligge i det lavest betalte segment af befolkningen og alligevel få råd til "det hele", for priserne justerer sig sådan i forhold til ens beholdning af kroner, at man ikke har råd. Om man er blevet lidt rigere i købekraft afhænger ikke af, om man tjener flere penge end året før, men derimod af hvad ens indkomst er i forhold til andres indkomst, fordi købekraften afhænger af prissætningen, der afhænger af det generelle lønniveau.

Lidt firkantet sat op er det sådan, at hvis man lever i en periode, hvor forskellen mellem rig og fattig øges, har forskelsforøgelsen følgende effekt: Hvis man får en lønforhøjelse eller skattefordel, men ligger i den indkomstgruppe, der er med til at trække priserne ned, så vil det blive dyrere at leve trods indkomstfordelen. Får man omvendt en indkomstfordel og ligger i den rige ende, som er med til at trække priserne op, bliver det billigere at leve.

Kom så ikke og sig, at det er ligemeget, hvad din nabo tjener, for det har stor indflydelse på, hvad du selv har råd til.

I øjeblikket er der omfattende fyringer på de offentlige sygehuse. Der skal nemlig spares godt og vel 800 millioner kroner, og for nyligt har Herlev Hospital måttet fyre over 100 ansatte.

Det er helt korrekt, at der er brugt for mange penge på sygehusene i Danmark. Det konkluderede Rigsrevisionens i efteråret 2009, hvor det stod klart, at de private sygehuse havde fået for mange penge. Mere præcist var der tale om, at de private sygehuse havde modtaget et beløb mellem 700 go 900 millioner.

Kort sagt: De offentlige sygehuse er kommet til at betale de overdrevne tilskud til de private sygehuse. Tallene stemmer.

Thor Pe­der­sen (V) kalder den stærkt kri­ti­se­re­de mad­pak­ke­ord­ning for "ren­dyr­ket so­ci­a­lis­me".

Dette mener han øjen­syn­ligt, at den er, fordi den er på­t­vun­get, så folk ikke kan fra­væl­ge at betale for den - lidt li­ge­som vi heller ikke kan nægte at betale for præ­sters ud­dan­nel­se og løn, hvil­ket Ven­stre sjovt nok synes, vi skal blive ved med. Men hvor­dan ville mad­pak­ke­ord­nin­gen mon se ud, hvis den var "ren­dyr­ket so­ci­a­lis­me"?

For det første ville den sand­syn­lig­vis ikke være på­t­vun­get, men ville være et tilbud. "Tvang­s­e­le­men­tet" ville nok højst være, at for­æl­dre ikke skulle frem­stil­le alt for pran­gen­de madder til deres poder ud fra en be­tragt­ning om, at der ikke er nogen grund til, at de andre børn skal gøres mis­un­de­li­ge. Børnene skal nok blive mindet på det på ganske kontant vis af de andre børn, hvis de andre børn bliver misundelige, og den slags konflikter bør de undgå.

For det andet ville maden være bedre. Årsagen til den dårlige kvalitet er, at stort set alle pengene går til profit til de private firmaer, opgaven udliciteres til, så der kun er få kroner tilbage til selve maden. Hvis denne profit blev strøget, ville der være flere penge til at lave en ordentlig madpakke for. Endelig ville maden være fremstillet sådan, at den rettede sig mod børnenes behov.

Grunden til, at madord­ningen er så elendig, er det kapitalistiske system. Den er kapita­listisk imple­menteret, og det er dét, der gør den så dårlig. Havde madpak­keord­ningen virkelig været rendyrket socialisme, ville den være blevet modtaget med kyshånd af de mange forældre, der har børn i børnehaven.

Niels Helveg Petersen efterlyser en begavet justitsminister i næste ministerrokade.

Så skal der vist mere end en rokade til.

Det siges, at det er muligt at dræbe en frø, uden at den bliver klar over det, hvis man koger den langsomt. Smider man en frø i kogende vand, vil den straks kæmpe imod. Men hvis man lader temperaturen stige langsomt, vænner den sig til temperaturen, og selv om den lider, opdager den ikke, hvad der er galt.

En af de ting, der gør mig om muligt mere bekymret, end at politiet overhovedet kunne sættes i stand til at anholde så mange åbenlyst uskyldige, er den undskyldning, folk nu hæfter sig ved: Nemlig undskyldningen om, at fordi der er nogle få ballademagere, som ødelægger det hele, kan politiet derfor tillade sig hvadsomhelst. Altså at nogle få idioter er tilstrækkeligt til at give politiet frie hænder til at bagbinde folk og tvinge dem til at sidde i timevis på frostkold asfalt, hvor de besvimer og pisser ned af sig selv.

Lad den stå i tankerne et øjeblik. Og nævn så nogle steder, hvor der ikke findes nogle få idioter. Og tænk på, hvilken behændig undskyldning, de vil kunne udgøre. Nogle få idiotiske muslimer? Ud med alle muslimerne! Nogle få idioter, der forsøger sig med terror? Overvåg hele samfundet! Alle kender til idioter, de helst vil undgå. Alle ønsker, at der bliver gjort noget ved disse idioter. Alle kender til mindretal, som de godt kan acceptere, at der bliver trådt lidt på.

Men glemt er det, at vi alle tilhører et eller andet mindretal: Taxa-chauffører, ateister, pensionister, grønlændere, medlemmer af Liberal Alliance, og hvad ved jeg. Hvis vi vænner os til, at man altid kan tillade sig at undertrykke et mindretal - og gerne med politiets eller hærens magt - eller hvis man vænner sig til, at fordi et mindretal er problematisk, skal vi alle kollektivt finde os i afstraffelse eller frihedsbegrænsninger, så hæver vi langsomt tolerancen for politistatsmetoder. Nok til, at vi alle kommer til at lide under det, men så langsomt, at ingen opdager, hvad der er galt. Især ikke, når der altid kan peges på et nyt mindretal, der sikkert er årsag til lidelserne.

Der er ingen, der kan påstå, at regeringen er uvidende om, at enhver hastevedtaget lovgivning såsom knivloven eller loven om "præventive anholdelser" rammer mange andre end de, regeringen oprindeligt hævdede, den skulle ramme. Vedtager man derfor en lov, der nødvendigvis vil ramme fredelige og lovligt agerende aktivister, har man ikke handlet i god tro. Især ikke, når man tydeligt er blevet gjort opmærksom på problemet af både oppositionen, den samlede dommerstand samt EU og FN.

Det er muligt, at det ikke er for at ramme forsamlingsfriheden og retten til at demonstrere, at der er blevet indført mulighed for præventive anholdelser. Måske har de borgerlige politikerne en oprigtig tro på, at Danmark er et land, hvor alle er enige i den borgerlige regerings klimaskeptiske politik, og derfor allerhøjst vil demonstrere i begrænset og lavmælt omfang under COP-15. Måske tror den borgerlige regering oprigtigt, at hvis man er uenig med dem, kan det kun være fordi, man er ekstremist.

Spørgsmålene må derfor stå åbne: Kan regeringens handlinger forklares ved, at Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti i deres arrogante magtfuldkommenhed udøver en spektakulær form for inkompetence? Opfatter regeringen virkelig al form for modstand mod borgerlig politik som kriminalitet, hvor civil ulydighed sidestilles med vold, og hvor bannerophængning sidestilles med terror? Er det en bevidst strategi, når den borgerlige regering skaber et samfund med flere og flere af de velkendte tegn på fascisme? Ønsker de at bekæmpe menneskerettighederne i Danmark, eller forstår de blot ikke, at det er det, de er i færd med?

Jeg er ikke konspirationsteoretiker, både fordi den slags tankemønstre ikke ligger til mig, og fordi regeringens medlemmer hverken er kompetente eller loyale nok til at holde en større konspiration hemmelig. Skulle der endelig peges på en "konspiration", ville det f.eks. være i form af en håndfuld af de indflydelsesrige medlemmer af Dansk Folkeparti, der ganske åbent forkaster menneskerettighederne, eller går ind for etnisk udrensning. Det kunne også være en mindre klike i regeringspartierne, der har indgået aftaler med store, privatejede firmaer i landet, så selskaberne slipper for at betale skat eller modtager andre særlige fordele. Jeg kan dog ikke finde tegn på, at tilfældige eller endog semi-kendte mennesker skulle frygte at være personligt undertrykte, overvågede eller på anden vis forfulgte. Det er "nothing personal", som mafia-gorillaerne siger på film, når enkeltpersoner i ny og nær bliver ramt.

Men små grupperinger kan gøre skade nok. Når Venstre og de Konservative er dybt afhængige af Dansk Folkeparti, og i øvrigt føler et større værdisammenfald med Dansk Folkeparti end med selv det nærmeste parti til venstre for regeringen, er der ikke behov for store konspirationer og hemmelige håndtryk. Et ufravigeligt fokus på nogle få kerneværdier kombineret med en forståelse for, at Venstre og de Konservative er nødt til at kunne tælle til 90, er tilstrækkeligt: Hvis en lille gruppe, der ønsker at indføre fascisme for enhver pris, er blot én person stor nok til at sikre regeringen de nødvendige mandater, får den indført fascisme et skridt ad gangen.

Det er ligemeget, om regeringen virkelig arbejder målrettet imod befolkningens bedste ud fra en pervers (og af Verdensbanken afvist) forestilling om, at kapitalismen kommer os alle til gode, eller om de simpelt hen ikke ved, hvad de foretager sig. Det er ikke vigtigt, om regeringen som sådan arbejder målrettet for at indføre fascisme, eller om regeringen ikke ser det ske eller forstår, hvordan det kan lade sig gøre. Pointen er, at resultatet er en stigende og lovfæstet fascisme, der knuser vores frihed og mulighed for at leve som de mennesker, vi er.

Når PET mener, at ekstremister vil misbruge fredelige aktivister, så er resultatet, at når politiets modtræk skal føres ud i livet, så vil samfundet i praksis opleve, at PETs forklaring lige så godt kunne have lydt: "Vi er sat til at forhindre demonstrationerne. Vores opgave er ikke at vurdere, om folk er voldelige eller fredelige. Derfor opfinder vi en sammenhæng mellem voldelige og fredelige demonstranter, så vi kan anholde enhver, der er med i demonstrationen". Det er ligemeget, om det inderligt og ærligt er sådan, PET og politikerne ønsker det, for det er sådan, det bliver. Det viser erfaringerne med terrorlovgivningen og våbenlovgivningen os, og "lømmelpakken" er om muligt endnu mere åben for fri fortolkning og dermed brug.

Måske har regeringen blot gode intentioner (om ikke andet synes vel selv de medlemmer af V, K, og især O, der velvidende og målrettet forsøger at indføre fascisme, at de gør det rigtige), men realiteterne er, at der langsomt og sikkert indføres fascistiske tilstande, og det kommer ikke landet til gode. Det er forståeligt, at de personer, der ønsker personlig frihed og diversitet frem for undertrykkelse og ensretning, ønsker at smide brolægningen af gode intentioner tilbage, hvor den kom fra. Og om man gør det fysisk eller symbolsk kan snart komme ud på et, for straffen for modstand mod den undertrykkende magt er på vej til at blive den samme, uanset om man demonstrerer fredeligt eller voldeligt.

Carsten Agger giver endnu et eksempel blandt næsten utallige på, hvordan Dansk Folkeparti er villig til at tage Finansloven som gidsel for hvadsomhelst, der giver dem selv mere magt. Næsten altid lader Dansk Folkeparti regeringspartierne løskøbe gidslet for yderligere racistiske regler. Ofte er gidslet en borgerlig politiker, der på den ene eller anden måde er fanget med hænderne nede i en kagedåse, hvilket i parentes bemærket sker temmelig regelmæssigt. Dansk Folkeparti holder straks hånden under denne politiker mod en passende indrømmelse til Dansk Folkepartis fascisme.

Resultatet er, at Venstre og de Konservative fører en politik, hvor de kun kan få deres ønskede lempelser til de rigeste, hvis de lader Dansk Folkeparti få mere racisme og fascisme gennemført. Dansk Folkeparti selv er komplet ligeglad med, om de rige får det bedre eller ej. Sociale overvejelser og fordelingspolitik indgår stort set ikke i det politiske program, som de reelt praktiserer. Almindelig praksis foregår kort sagt således:

1. Venstre og de Konservative ønsker et eller andet gennemført, som sætter landet yderligere tilbage, men mangler opbakning fra oppositionen.

2. Dansk Folkeparti er komplet ligeglad med forslagets indhold, men tilbyder at støtte forslaget, såfremt Dansk Folkeparti selv kan få gennemført love af racistisk eller fascistisk karakter.

3. De tre partier enes, og Venstre og de Konservative får deres eget forslag gennemført, mens Dansk Folkeparti får indført yderligere fascisme eller racisme.

En dag bliver det imidlertid nok. Befolkningen bliver træt af at få et par tusinde kroner i skattelettelser, mens alle udgifterne stiger langt mere, og landets institutioner og fremtid forfalder. Ved det næste valg kommer der en centrum-venstreorienteret regering, der vil prøve at rydde lidt op og rette op på den ulighed, den borgerlige regering har skabt i de forløbne år.

Der er bare et problem: Når den nye centrum-venstre regering skal have vedtaget deres genopretningslove, er de nødt til at have flertal. Her vil Dansk Folkeparti straks melde sig på banen, for Dansk Folkeparti er lige så ligeglade med centrum-venstres lovforslag, som de tidligere var med de borgerliges. Ligesom hidtil de vil gladeligt støtte hvadsomhelst, hvis blot prisen er nogle yderligere håndsrækninger til den racistiske og fascistiske politik. Med Socialdemokratiets indgåelse af valgforbund med Dansk Folkeparti i nogle kommuner til det forestående kommunalvalg 2009, samt med udstrakte hænder fra Socialdemokratiet i det hele taget, tilbyder Socialdemokratiet netop denne mulighed.

Den kan undgås. hvis vi sørger for - både til kommunalvalg 2009 og til det næste folketingsvalg - at stemme så langt til venstre, at Socialdemokratiet kommer til at være dybt afhængig af SF og Enhedslisten. Ud over det vil Enhedslisten også være nødt til at revurdere sit princip om at stemme for enhver forbedring og imod enhver forringelse: For hvis Enhedslisten vælger at stemmer imod en forringelse, kan den måske gennemføres alligevel - med passende betaling til Dansk Folkeparti - ved at Socialdemokratiet vælger dem som forligspartner i stedet.

Treenighedslæren er erstattet af den nye treenighed kristendom, demokrati og velfærdsstat, til skade for udviklingen mod et integreret og ligeværdigt samfund.

To seminarielektorer fra professionshøjskolen i København har for Undervisnings­ministeriet undersøgt 177 eksamensopgaver skrevet af lærerstuderende, som har fulgt det nye fag KLM (kristendomskundskab/livsoplysning/medborgerskab), som blev skabt ved en lovændring i 2007. Resultatet viser, at de nyuddannede lærere dels ved for lidt om kristendom, og dels opfatter positive værdier som bl.a. demokrati og tolerance som naturlige udløbere af kristendom.

Hvis man ønsker kvalitet i undervisningen, er det i sig selv beklageligt, hvis de nyuddannede lærere forlader læreuddannelsen med et overfladisk kendskab til de emner, som de skal undervise i. I en tid hvor kristendom og islam er blevet vigtige brikker i værdidebatten, er det dog ikke kun problematisk set ud fra et fagligt synspunkt, men også ud fra et værdipolitisk synspunkt.

I den igangværende værdidebat har især partierne på højrefløjen gjort kristendom og såkaldte ”kristne værdier” til en spydspids i kampen mod det, de opfatter som ”udansk anderledeshed” i form af ”forkerte” religioner, hudfarver og traditioner. På den baggrund er det måske ikke så overraskende, at værdidebatten også har påvirket de nyuddannede lærere, og at disse tilsyneladende har accepteret højrefløjens parole om kristendom, demokrati og velfærdsstat som en ny treenighed, som ikke kan tænkes uafhængigt af hinanden.

At det bestemt ikke forholder sig således, og at kristendommens bidrag til historien hverken har været entydigt demokratisk, tolerant eller positivt, er både undersøgelsens forfattere og formand for seminariets Religionslærerforening opmærksomme på. Desværre har seminarierne ikke været i stand til at formidle dette budskab. På seminarierne er kristendom tilsyneladende blevet transformeret til en form for humanistisk, demokratisk og tolerant filosofi uden tro på gud og ubehagelige religiøse forestillinger og krav, mens islam er blevet til en udemokratisk og middelalderlig modpol, uden mulighed for positivt samspil med den moderne danske kultur.

Det er højst beklageligt, at det er den slags fordomme og mangel på reel viden, som skal danne baggrund for Folkeskolens undervisning af de kommende generationer. Det gælder både for de kristne elever, som får vanskeligt ved at gebærde sig i et internationalt og multietnisk samfund, hvor de møder andre religioner og samfundsformer, men også for de ikke-kristne elever af dansk eller anden etnisk oprindelse, som skal kunne identificere sig med det danske samfund, og helst opfatte undervisningssystemet som objektivt, sagligt og velinformeret.

At undervise i religion, livsoplysning og medborgerskab ud fra en opfattelse af, at kristendom, demokrati og velfærdsstat er uløseligt forbundet, og ikke kan tænkes uafhængige af hinanden eller i konstellation med f.eks. andre livsfilosofier, er blot med til at grave grøfter, ekskludere, dæmonisere og fremmedgøre alle parter i forhold til hinanden. Desværre er det ikke et nyt fænomen, eller et fænomen, som alene kan begrundes i den nye uddannelsesordning. I 2006 påviste Catharine Linke i sit speciale, at undervisningsmaterialet, der blev benyttet i Folkeskolen, ikke alene fremstillede kristendom entydigt positivt, men også præsenterede andre religioner som mærkelige og forkerte. Linkes analyse af undervisningsmaterialet er desuden både før og siden blevet bakke op af andre religionsvidenskabsfolk, som har  efterlyst mere objektiveisme og faglighed i kristendomsundervisningen - samt mindre mission.

Det må helt åbenlyst være i alles interesse, at det faglige niveau højnes, og at både kristendom og islam får en mere objektiv og realistisk behandling i folkeskolen. Kun på den måde kan vi gøre os håb om, at vi i fremtiden kan få en mere nuanceret værdidebat, og et bedre grundlag for gensidig tolerance og respekt. 

En række centrum- og venstreorienterede kommentatorer glæder sig over Eyvind Vesselbos (V) kronik mod sit partis fascistiske samarbejdspartner, men Eyvind Vesselbos partifæller undsiger ham.

Det er muligt, at Eyvind Vesselbo virkelig mener, hvad han siger om Dansk Folkeparti, men set fra et lidt mere strategisk synspunkt er det også nødvendigt for Venstre at have en person, der siger som Eyvind Vesselbo.

For det første er Venstre nødt til at give indtryk af at være et andet parti end Dansk Folkeparti, hvilket kan være svært nok i deres indbyrdes konkurrence om at være det mest fremmedfjendtlige og forbudsliderlige parti.

For det andet er det nødvendigt for Venstre at række en hånd ud til de vælgere, der vitterligt er ærgerlige over Venstres velvillige og nære samarbejde med neofascisterne i Dansk Folkeparti. Birthe Rønn Hornbech var engang Venstres "fornuftige stemme", men dette ry har hun sat over styr på blot få år som minister.

Eyvind Vesselbo sikrer med sine udtalelser, at "[m]an skal også kunne se, at Venstre er et liberalt parti", som han siger det. Han forsikrer Venstres vælgere om, at der trods alt findes folk med "fornuft" i Venstre, selv om resten af partiet ikke nærer det mindste ønske om at rette sig efter denne fornuft.

Med Eyvind Vesselbo kan Venstre appellere til en bredere række vælgere og dermed stemmer ved de kommende valg, uden at Venstre i øvrigt behøver ændre sin politik.