Nyeste i Borgerlig regering emnet

Følgende er d.d. sendt til partiet Venstre:

Kære Venstre,

I forbindelse med jeres brug af en fotografs billede af Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt udtaler jeres partisekretær til Politiken, at der bør være plads til et vist albuerum.

Vil I bekræfte, at dette også gælder den almindelige danskers brug af billeder, som vedkommende har fundet på nettet, samt evt. musik og andre værker, der er omfattet af copyright?

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(Adresse m.v.)

Kære Lars Barfoed,

I Googles "transparency report" fremgår det d. 6. juli 2011 om den danske regering, at "For the first time, we received a significant number of content removal requests".

Regeringen har flere gange tydeligt understreget, at vi har ytringsfrihed, og Grundloven beskriver, at censur og andre forebyggende forholdsregler aldrig igen vil kunne indføres.

Derfor vil jeg gerne have oplyst, hvad det er for anmodninger om fjernelse af indhold, den danske regering har fremsendt til Google.

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(adresse m.v.)

I 1972 sprængte Mogens Glistrup rammerne for, hvad man hidtil havde kunnet tillade sig i politik, da han stiftede protestpartiet Fremskridtspartiet et halvt år efter, han havde fremvist et skattekort for TV-kameraerne, hvor han havde spekuleret sig til en trækprocent på 0. Partiet ønskede nedskæring af den voksende, kontrollerende offentlige sektor, afskaffelse af indkomstskatten, en sanering af lovgivningen, samt et stop for indvandring af "muhammedanerne", som Mogens Glistrup med klingende bornholmsk dialekt omtalte indvandrere fra muslimske lande; eller kort sagt: Et højrenationalistisk parti.

Fremskridtspartiet kom i folketinget ved det næste valg, der siden blev kendt som "Jordskredsvalget". Her blev en tredjedel af alle politikerne i Folketinget udskiftet, og hele fem nye partier blev repræsenteret i Folketinget.

Fremskridtspartiet havde på dette tidspunkt endnu ikke nået at formulere en egentlig partipolitik, og havde ikke opbygget nogen lokal organisation. Den pludselige succes kombineret med den dÃ¥rlige struktur gav anledning til, at adskillige medlemmer blev valgt ind uden tilstrækkelig politisk erfaring, og mange vælgere viste sig også hurtigt at være uenige i partiets politik. Dette, samt fængslingen af den karismatiske Mogens Glistrup, gav anledning til så store splittelser, at Fremskridtspartiet hurtigt fik sine mandater reduceret i Folketinget.

I 1995 stiftede fire udbrydere af Fremskridtspartiet det nye parti Dansk Folkeparti. Det politiske grundlag var omtrent det samme, men ønsket om afvikling af indkomstskatten blev droppet, og partiet er stærkt topstyret. Ser man på det realpolitiske program, der udmøntes af, hvad Dansk Folkeparti stemmer for og imod i folketingssalen, og af resultaterne af de forhandlinger, Dansk Folkeparti indgår i, kan partiprogrammet formuleres ganske enkelt: Danmark skal være et land for hvide, kristne mennesker af dansk afstamning. Alle partiets valg bliver - bevidst eller ubevidst - vejet imod denne langtidsplanlægning.

Siden 1995 er de skiftende regeringer blevet vænnet til, at alle spørgsmål har skullet forholdes til Dansk Folkepartis påstand om, at Danmark er ved at blive overrendt af indvandrere. Det er lykkedes Dansk Folkeparti at gøre indvandring og muslimer til et konstant spørgsmål, der altid er relevant, fordi Dansk Folkeparti altid har bragt det på bane som forhandlingskrav, også i sammenhænge, der intet havde med indvandring at gøre. Siden 2001 har Dansk Folkeparti været den borgerlige regerings parlamentariske grundlag, og her har partiet for alvor udnyttet sine muligheder for kun at lade Venstre og de Konservative få deres politik gennemført mod betaling i form af racistiske tiltag.

Når Venstre og de Konservative konsekvent har æ¦ret nødt til at indrette deres politik efter Dansk Folkepartis nationalistiske og racistiske ønsker, har disse to partiers realpolitik indeholdt Dansk Folkepartis egentlige ovennævnte partiprogram. Dermed har Venstre og de Konservative kunnet appellere til politikere, der i modsat fald kunne forventes at have fundet vej ind i Dansk Folkeparti. Med Dansk Folkepartis konstante pres, der har tvunget Dansk Folkepartis racisme ind i alle politiske spørgsmål, og med de nye politikere i Venstre og de Konservative, der opfattede denne realpolitik som en del af deres egen partipolitik og ikke Dansk Folkepartis politik, har Dansk Folkeparti reelt flyttet sin partipolitik over i Venstre og de Konservative, samt til dels de øvrige partier i regeringen, der med mellemrum har måttet indgå i forhandlinger med Dansk Folkeparti. Det er symptomatisk, at de partier, der i videst udstrækning har været holdt udenfor forhandlingerne med Dansk Folkeparti, også er de partier, der betragter indvandring som det mindste problem: De Radikale og Enhedslisten. De øvrige partier, Socialdemokratiet og SF, kommer jævnligt med udtalelser, der har et skær af Dansk Folkepartis nationalisme.

Selv om Dansk Folkepartis politik er blevet overtaget af Venstre og de Konservative, samt til dels SF og Socialdemokratiet, har dette ikke fået Dansk Folkeparti til at dæmpe forhandlingspresset. Tværtimod har Dansk Folkeparti fastholdt sit pres med yderligere nationalistiske og racistiske krav.

I denne politiske situation blev Ny Alliance dannet af udbrydere fra de Radikale og de Konservative i 2007. Partiet førte sig frem som det alternativ, der skulle sætte Dansk Folkeparti udenfor politisk indflydelse. Partiet led imidlertid ligesom Fremskridtspartiet af uklare politiske holdninger og manglende organisation, og i 2008 genetablerede partiet sig selv med navnet Liberal Alliance. Samtidig valgte partiet at begrave sin modstand mod Dansk Folkeparti, og partiet kunne nu meddele, at det ikke ville have noget imod, at Dansk Folkeparti kom til at indgå i en eventuel fremtidig regering.

Liberal Alliances øvrige politik går ud på at reducere skatterne, at sanere lovgivningen, samt øge den personlige frihed gennem nedbringelse af en kontrollerende offentlige sektor. Både partiets fødsel og dets partipolitik minder i bemærkelsesværdig grad om Fremskridtspartiets, dog med Fremskridtspartiets markante nationalistiske holdninger som undtagelse. På det sidste punkt har Liberal Alliance valgt at forholde sig neutralt, dog med førnævnte erklæring om, at Dansk Folkeparti udø¸r en velkommen ledelse.

De holdninger, der engang var en uhørt politik og ekstrem racisme, er nu blevet overtaget af Folketingets partier i en sådan grad, at de i dag blot betragtes som den borgerlige side af midten af dansk politik, repræsenteret ved Liberal Alliance, de Konservative og Venstre. Dansk Folkeparti fortsætter sig pres, og partiets racisme og nationalisme vil blive ved med at finde vej ind i de øvrige partier så længe, partierne finder Dansk Folkeparti "stuerent" nok til at forhandle med.

Jeg opfatter efterhånden Liberal Alliance mere som en kult end som et politisk parti.
De har tilsyneladende én forklaring og løsning på enhver problemstilling: Lavere skat. Hvis der er for mange arbejdsløse, er det fordi skatten er for høj. Hvis der mangler bestemte kompetencer til et felt, er det også fordi skatten er for høj. Når ikke det offentlige kan indfri alle landets krævede services, er det også fordi skatten er for høj.

Deres medlemmer opfører sig som hele bander af Jehovas Vidner. På Facebook introducerede Liberal Alliance en spil i form af en applikation, hvor man kunne score points på at spamme andre partiers hjemmesider med missionering. Ved 1. maj-festen i år oplevede værterne i de politiske boder, at unge mennesker fra Liberal Alliance mødte op for at lægge beslag på værternes tid og presse de øvrige informationssøgende gæster væk.

Partiet benytter sig af kendisser til at promovere sig selv. Og mens de ikke har særlig mange ting at fremvise selv, har ikke mindst Anders Samuelsen som frontfigur rettet det ene angreb efter det andet mod alle andre politiske lejre inklusive dem, han måtte formodes at ville danne regering med. Det er især en meget "frelst" form for liberalisme, Liberal Alliance giver udtryk for, når de forklarer, hvorfor deres liberalisme er forskellig fra alle de andre partiers former.

Endelig er det næppe undgået nogens opmærksomhed, at Liberal Alliance i høj grad er Saxo Banks form for lobbyister, der ikke alene færdes på de bonede gulve, men ligefrem er blevet placeret med bagen solidt plantet i sædet af Folketingets stole. Det er klart, at den enorme partistøtte, Liberal Alliance må have modtaget for at kunne få råd til deres foreløbig særdeles omfattende reklamekampagne, forventes at skæppe i kassen hos bidragyderne. Dette gør i sig selv ikke Liberal Alliance eller Saxo Bank til nogen religiøs kult, men omvendt opstår kulter jo heller ikke udelukkende med henblik på at være profitmaskiner. Det er blot sådan, mange af dem i praksis udvikler sig, og dermed deler partiet også på dette punkt såvel udspring som reel praksis med religiøse kulter.

Dengang Internettets primære debatforum var USENET (også kendt som "News"), opstod der et begreb, der hed "flame wars". Det henviste til en debatform, hvor debatten reelt var fraværende til fordel for ren og skær personlig tilsvining.

Mange års erfaring har gjort mig til et teflonprojektil i kunsten at føre flame wars, og opnår således ofte at få noget brugbart ud af dem alligevel. I dette tilfælde gjaldt det den skabskonservative Nadeem Farooq, som p.t. er viceborgmester i Høje Taastrup og folketingskandidat for de Radikale, og blandt hans adskillige udtalelser i tråden er der én, der er værd at trække frem:


I det begrænsede omfang, Nadeem Farooq er kendt, er det blandt andet for sine liberalistiske holdninger, og at han hjalp en konservativ til at blive borgmester.

Jeg vil bede Socialdemokratiet og SF lægge nøje mærke til Nadeem Farooqs udtalelse, såfremt Socialdemokratiet og SF ønsker at danne regering efter næste valg, hvor der forhåbentlig kan vinkes farvel til VKO. De Radikale er borgerlige, så hvis Socialdemokratiet og SF ønsker socialistisk orienteret politik, er det ikke sammen med de Radikale, at det bliver muligt. Så er der kun ét valg, og det er Enhedslisten.

Kære Sundhedsminister Bertel Haarder,

Jeg skriver til dig med en forhåbentlig ydmyg anmodning.

Siden jeg for 15 år siden afsluttede min IT-uddannelse med en top-afgangskarakter, har jeg forladt en række danske jobs. Ved disse lejligheder har flere af mine tidligere arbejdsgivere foreslået mig til at overveje forskervejen, fordi mine evner var for høje til erhvervslivets behov.

Imidlertid viser regeringens gentagne nedskæringer og videnshæmmende regler for universiteterne (blandt sidstnævnte kan nævnes bl.a. regeringens de facto pålæggelse af selvcensur hos danske forskere og på kravet om fjernelse af gruppeeksamener fra universitetet, der uddannede mig), at oplagte talenter bestemt heller ikke er ønskede på forskningsvejen.

Desværre er mine evner af faglig og ikke entreprænør- eller sælgeragtig karakter, og jeg har derfor ikke mulighed for at blive erhvervsdrivende og som sådan en del af den eneste befolkningsgruppe, regeringen tilgodeser. Mine år efter endt uddannelse har således været præget af manglende mulighed for at udnytte mine evner, og hvad der startede som frustration udviklede sig til en stigende depression. I indeværende måned mistede jeg endvidere mit job under en kapitalfonds fyringsrunder - dvs. kapitalfondenes mulighed for at sende folk ud i offentligt omkostningsfuld arbejdsløshed i stedet for at acceptere en ganske svagt højere pris for brugerbetalingen på de produkter, kapitalfondenes virksomheder producerer, samtidig med at de resterende ansatte får stress af den øgede arbejdsbyrde. Denne fyring trak den sidste flig af tæppet væk under mig, og sendte mig direkte ind på hospitalets psykiatriske afdeling med svær depression og en vurderet høj risiko for selvmord.

I psykiatrien oplever jeg også regeringens ressourcefordeling. Først tog det en uges tid på en lukket afdeling blandt potientielt farlige patienter, før der endelig kunne tilgodeses en læge. Dette muliggjorde en overflytning til en åben afdeling (dog stadig blandt patienter hvoraf nogle var voldelige mod hinanden), hvor jeg kunne gå ud efter aftale, mens min i øvrigt ret indlysende situation blev udredt. Dette tog ca. to uger pga. begrænset lægetid. For nyligt er jeg blevet flyttet til en anden geografisk lokation, men da også denne lokation har manglende lægekapacitet, er jeg for det, der anses for min egen sikkerheds skyld, igen blevet parkeret med forbud mod uledsaget udgang, indtil en læge får tid til at tale med mig. Dette er særligt uheldig for min situation, idet netop manglen på personlig frihed har en meget negativ effekt på min depression.

Derfor vil jeg gerne forhøre mig om muligheden for, om jeg kan få udleveret en natskjorte fra psykiatrien, som man kender dem fra "gamle dage", så jeg ikke som nu forventes at iklæde mig mit eget tøj. Jeg mener, at Sundhedsministeren må finde mig værdig til en sådan donation, for hvis jeg sjosker formålsløst frem og tilbage på gangene på en psykiatrisk afdeling iklædt en lyseblå, forvasket natskjorte og filttøfler, vil jeg langt om længe have indfriet den borgerlige regerings visioner for folk med min baggrund og evner.

På forhånd tak, og med venlig hilsen,

Ole Wolf

Kære Claus Hjort Frederiksen (V),

Lad mig starte med at understrege, at jeg fandt flodhesten "Dolph" yderst underholdende; i hvert fald i de første få uger, hvor figuren endnu ikke var blevet en gentagelse. Man siger også, at humor forsvinder, når man analyserer den, og det bør den også gøre, når man hører dig være enig med Dolph:

Flodhesten Dolph er satire. Den er en karrikatur. En karrikatur er kendetegnet ved, at man fremhæver de ekstreme egenskaber. Pointen med Dolph er at skildre en stereotype, der er så ekstrem, at man ikke kan være enig, blandt andet fordi den bløde bamse med sit blotte udseende signalerer, at Dolph ikke har formatet til sin ekstremisme, der således blot er den aggressive, retoriske kompensation fra et dyr med mindreværdskomplekser.

Erklærer man sig enig med Dolph, er det som humoristisk selvironi, idet man med sin erklæring kommunikerer, at man netop ikke er enig, og ikke deler Dolphs ekstremisme og storhedsvanvid.

Hvis man imidlertid føler, at man oprigtigt kan være enig med en karrikatur, er der simpelthen noget galt med en. Dolphs ekstremisme er absurd og irrationel, og det er alene disse kvaliteter, du kommunikerer om dig selv, når du erklærer dig enig med Dolph. Og hvis andre mener, at man minder dem om Dolph, er det fordi de ser en ekstremist eller en selvopblæst nar.

Jeg har netop fået penge tilbage i skat. Af årsager, der står lidt uklare for mig, kan man trække en del af sine renteudgifter fra i skat, og fordi jeg har optaget af et større lån sidste år, er der tale om et ganske pænt beløb. Af skattekortet fremgår det, at det er rentefradraget, der er den primære årsag til, at jeg får penge tilbage i skat. Min fordel af regeringens skattestop er nærmest usynligt, fordi jeg ikke er en af de smældrigeste i landet. Begge disse oplysninger, samt en lang række andre forhold omkring min økonomi, fremgår af mit skattekort.

Hvad der derimod ikke fremgår af mit skattekort, er det beløb, jeg har betalt i skat gennem hele mit liv indtil nu. Det ville heller ikke være et tal, der kunne bruges til noget, måske bortset fra en følelse af, at jeg ikke ligger samfundet til last - forudsat jeg undlader at regne på, hvad det har kostet at give mig skolegang i Folkeskolen og gymnasiet, børnetandpleje, et universitetsstudium, diverse lægebesøg, m.v. Havde jeg skullet betale alle disse ting via det beløb, jeg déngang havde betalt i skat, ville jeg ikke have haft råd.

Det er imidlertid også hele pointen med at betale skat i et velfærdssamfund: Jeg har muligheder, selv om jeg ikke har råd, fordi andre betaler skat. De beløb, borgerne betaler i skat, går hvert år til driftsomkostningerne af samfundet på det tidspunkt, skatten bliver betalt. De pensionister, der f.eks. modtager folkepension, modtager ikke de penge, som de selv engang betalte i skat, men de penge, som arbejdsstyrken her og nu betaler i skat. Dengang pensionisterne havde arbejde, var de med til at financiere datidens pensionisters pension. Og når mine børn går i skole, bliver deres skolegang betalt gennem den skat, som arbejdsstyrken betaler her og nu, ligesom de engang via skatten vil komme til at betale for fremtidens børns skolegang. Jeg betaler lige nu til pensionisters folkepension, og når jeg engang selv bliver pensioneret, er det den til den tid siddende arbejdsstyrke, der betaler for min folkepension (forudsat den ikke er afskaffet til den tid). Velfærdssamfundet er kort sagt kendetegnet ved, at skat ikke er en personlig opsparing, der skal finianciere den enkeltes muligheder og behov alt efter, hvor meget den pågældende person har sparet op.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) vil i næste uge sammen med regeringens økonomiudvalg behandle en række forslag på velfærdsområdet. Det gennemgående tema i Inger Støjbergs ønskede reformer er, at man fremover skal optjene ydelserne, der i dag er frit tilgængelige i velfærdssamfundet. Som sædvanligt går en del af arbejdet ud på vellystent at imødekomme Dansk Folkepartis racistiske krav om at stille ikke-etniske danskere dårligere end øvrige danskere, men Venstres interesse er ikke til at gå fejl af: Selve velfærdssamfundet bygger på, at vi alle bidrager til hinanden, og ikke blot hver især sparer op til os selv. Det er det princip, Venstre vil afskaffe, med med det også velfærdsstaten. Overskriften på Politikens indlæg burde rettelig lyde: "Venstre vil afskaffe velfærdsstaten", for det er vitterligt det, deres optjeningsprogram går ud på.

I følge BT sagde Lars Barfoed (K) følgende omkring det konservative værdisæt:


Nu rimer konservatisme jo alt andet lige ikke godt med modernisme eller kreativitet, så det er fuldt ud forståeligt, at Lars Barfoed har nemmere ved at tænke reaktionært end progressivt. Undertegnede er mere på hjemmebane hvad angår fremadrettet tænkning - og formentlig tænkning som sådan - og kan derfor tilbyde sin hjælp til at finde de rette ord til Lars Barfoed.

"Gud": Dette henviser til overtro, religiøs mysticisme, metafysiske forklaringsmodeller og uvidenskabelighed. Personligt foretrækker jeg "mysticisme", men det er et ord, som de færreste helt vil forstå betydningen af. Derfor foreslår jeg som det mindre beskrivende, men bedre alment kommunikerende ord: Religion.

"Konge": Dette signalerer ulighed, ufortjent særret og topstyring. Mange moderne konger og dronninger har i dag aflagt de traditionelle klædestykker og fremtoning, og er i praksis identiske med enhvert ikke demokratisk valgt statsoverhoved, der tillader sig særlige beføjelser, som ikke er befolkningen forundt, og som befolkningen under trusler om straf ikke må sætte sig op imod. I dag kaldes en sådan styreform for et diktatur, og det moderne ord må således være: Diktatur.

"Fædreland": Ordet indebærer både en følelse af tilhørsforhold og en understregning af, at andre ikke hører til her i landet. Mens det ville være passende at oversætte denne understregning med ordet racisme, findes der et ord, der i praksis fører begge betydninger med sig: Nationalisme.

De konservative kerneværdier, der opsummeres i ordene "Gud, Konge og Fædreland", signalerer værdier, der på nudansk kommunikeres langt bedre med ordene: "Religion, diktatur og nationalisme". Blandt mine politiske meningsfæller har vi intet problem med at gennemskue den egentlige betydning af det efterhånden aldrende Konservative slogan, og opsummerer det jævnligt med ord som "skabsfascisme", "Dansk Folkepartis logrende hale", m.v. Det ville dog være yderst velkomment, om de Konservative selv ville sige det lige så tydeligt som vi. Et moderniseret slogan ville kunne kommunikere den fascistiske grundholdning meget effektivt.