Nyeste i Centrum-venstre emnet

Flere bloggere på midten og på venstrefløjen har undret sig over, at Dansk Folkeparti bruger ordet "diskriminerende" om et lovforslag, der stiller ikke-etniske danskere dårligere. Hvad er der sket i dette ellers så åbenlyst racistiske parti, siden dette ord, der om noget har defineret partiets politik, pludselig er blevet negativt?

PeerPlus gennemskuer ganske vist hurtigt, at Dansk Folkepartis protest dækker over, at lovforslaget vil stille etniske danskere i en mere problematisk situation, men går alligevel galt i byen, da han foreslår et antal grunde til, at Dansk Folkeparti ikke tør stå ved sine holdninger. Rune Engelbreth går også galt i byen, da han nok antyder en skjult bagtanke bag Dansk Folkepartis kritik, men ellers helliger størstedelen af sit indlæg en diskussion af det forhold, at Dansk Folkeparti jo har ret, og at det må give dem problemer sidenhen, hvis de skal holdes fast i deres holdning.

Begge disse bloggere - samt mange andre, der har undret sig over Dansk Folkepartis overraskende tilsyneladende afstandtagen til sin egen politik - overser imidlertid noget vigtigt. Måske skyldes det, at de er sympatiske mennesker, der automatisk ønsker at se det bedste i folk, og som går ud fra, at hvis Dansk Folkeparti siger noget, så må det jo være fordi Dansk Folkeparti mener det. I hvert fald handler diskussionen og spekulationen om, hvorfor Dansk Folkeparti har skiftet holdning, og man følger loyalt sandhedsværdien i Dansk Folkepartis udsagn, som i dette tilfælde handler om, at der jo ganske rigtigt er tale om et diskriminerende forslag.

Lad mig forsøge at forklare, hvorfor Dansk Folkeparti kan anklage andre for at være diskriminerende på trods af, at dette for udenforstående ligner den største sten, der endnu er kastet fra Dansk Folkepartis glashus. Og nu gælder det om at holde tungen lige i munden, for der er flere tilsyneladende modstridende sandheder i spil.

For det første handler udgangspunktet om, at der på den ene side står en udsat gruppe, der kan have brug for særlig hjælp, og enhver hjælp til gruppen vil alt andet lige udviske forskellen mellem gruppen og de omkringliggende grupper, der ikke har brug for hjælpen. Det egentlige problem i denne del af diskussionen er, at "hjælp" i Venstres politik udmønter sig i forslag om, at gruppen skal kunne ansættes for under mindstelønnen, hvilket i praksis betyder en lussing til begge parter - de ikke-etniske danskere, fordi de skubbes (yderligere) ind i en underklasse, og de etniske danskere, fordi de får sværere ved at konkurrere om ansættelser. Ved at stille de to grupper op mod hinanden stiller Venstre dem begge værre i forhold til resten af samfundet som sådan. Vinderen er ikke en af de to grupper, og hvor det ved første øjekast kan ligne diskrimination mellem to grupper, har Venstre i virkeligheden opnået at diskriminere begge grupper på én gang.

Helle Thorning-Schmidts mand betaler ikke sin skat. Måske. Helle Thorning-Schmidt er i hvert fald ikke bange for en undersøgelse, for hun mener - tilsyneladende ikke uden grund - at hun og manden har deres på det tørre. De følger de gældende regler på området, siger Helle Thorning-Schmidt.

Men som for­mand for So­ci­al­de­mo­kra­ti­et, der for­melt fører en po­li­tik om, at de ri­ge­ste ikke bør have sær­li­ge skat­te­for­de­le, ser det ikke helt pænt ud, at den vel­be­slå­e­de fa­mi­lie ikke be­ta­ler den skat i landet, som man må for­ven­te af en fa­mi­lie, der kalder Dan­mark for "hjem". Sagen er lidt i ka­te­go­ri med den nylige kritik af Mette Fre­de­rik­sens og Helle Thor­ning-Sch­midts be­slut­nin­ger om at sende deres børn i pri­vatsko­le, når par­ti­et har slået på, at alle for­æl­dre skal støtte op om den of­fent­li­ge Fol­ke­sko­le.

Uanset om Helle Thor­ning-Sch­midt har retten på sin side, så sender det et signal om ut­ro­vær­dig­hed eller om mang­len­de in­te­gri­tet, hvis hun er so­ci­al­de­mo­krat, men opfører sig, som om hun hørte bedre hjemme blandt de Konservative eller Venstre, hvor det betragtes som en dyd at nedsætte sin personlige skat til det idealniveau, der bedst illustreres af Vendsyssel/Thys tradition for sort arbejde. Der ligger en forventning om, at hun opfører sig, som hun ønsker, at andre opfører sig. Som rollemodel har hun om ikke andet et forklaringsproblem, uanset hvad loven måtte sige, for at man har ret til noget betyder jo ikke, at man er forpligtet til at udnytte denne ret.

Helle Thorning-Schmidts reaktion er derfor korrekt i den udstrækning, at hun signalerer, at hun ikke er nervøs for, om hun har gjort noget galt. Imidlertid er det jo slet ikke et spørgsmål om, hvorvidt hendes mand har gjort noget juridisk legalt, men om hun repræsenterer en familie, hvis handling følger de idealer, hun som formand for Socialdemokratiet til en vis udstrækning må formodes at kunne personificere - såfremt hun virkelig mener, hvad hun siger. Det er ikke lovens dom, hun skal være nervøs for, men vælgernes dom. Derfor er det også noget helt andet, hun skal appellere til.

Hun skal appellere til folks gode samvittighed, ikke til jura. Helle Thorning-Schmidts vælgere skal ikke have det dårligt med, at hun opfører sig, som om hun var borgerlig. Men det ville måske kræve en så urealistisk djævelsk kombination af egeninteresse på både kort og lang sigt, at man næppe kunne kræve det af partiets vælgere. Lad mig derfor blot tale for mig selv på trods af, at jeg ikke er socialdemokrat.

Amina og jeg støtter Enhedslisten og taler i væsentlig udstrækning deres sag. Samtidig nyder vi godt af, at regeringen har indført topskattelettelser og milde vilkår for husejere, ligesom finanskrisen for vores vedkommende betyder en så lav rente på et stort lån, at vi reelt tjener gode penge på det. Uden at gå nærmere i detaljer er vi ikke umiddelbart med til at betale den borgerlige regerings fadæse, som de har sendt regningen for videre til de svagere stillede. Det må vel være topmålet af hykleri, at vi støtter Enhedslisten?

Til dels, kunne man sige, såfremt man kun betragter den meget korte bane, og såfremt man mener, at folk absolut skal handle på en måde, så de ikke opnår en fordel. Men både min egen og Helle Thorning-Schmidts familie ville være idioter, hvis ikke vi udnyttede de muligheder, vi havde. Lovene udstikker visse rammer, og dem benytter vi os selvfølgelig af.

Sagt på en anden måde: Problemet er ikke, at folk følger loven. Problemet er, at loven medvirker til strukturel ulighed, idet den tilgodeser folk, der har rigelige ressourcer, og gør det besværligt for folk, der har knappere ressourcer. Det nytter ikke det store, at nogle få familier opfører sig idealistisk eksemplarisk, hvis landets lovgivning er indrettet sådan, at langt de fleste ikke gør det. Hvis der skal opnås den forandring, som Enhedslisten kæmper for, og som Helle Thorning-Schmidts parti også ønsker en bid af, så er det ikke den enkelte persons adfærd, der betyder noget.

Der skal kæmpes for en lovgivning, der forhindrer skattespekulation. Der skal kæmpes for en lovgivning, der ikke gør tilværelsen sværere, bare fordi man har færre penge. Det nytter ikke, at jeg undlader at benytte mig af en ording, der kan reducere mit skattegrundlag med kr. 2.000, så længe store, internationale virksomheder såsom Q8 kan udnytte lovgivningen sådan, at de overhovedet ikke betaler skat. Det nytter ikke, at jeg og titusindvis af andre danskere reducerer vores CO2-udledning med 10%, så længe store koncerner som A. P. Møller-Mærsk ikke reducerer deres forurening overhovedet.

Der skal gennemføres strukturelle ændringer, hvis det skal nytte noget: Ændringer, der rammer de store spillere, og som sikrer, at alle bidrager efter evne til samfundet, selv når de udnytter grænserne. McDonald's eller Q8 begnder ikke at betale skat, bare fordi nogle tusinde danskere boykotter deres cola og benzin. Landmændene betynder ikke at reducere deres forbrug af pesticider eller deres dyremishandling, bare fordi nogle ideologiske mennesker dyrker økologiske jordbær i kolonihaven eller insisterer på veganermad. Det skal ske via lovgivning.

Derfor kan Helle Thorning-Schmidt og hendes mand godt udnytte en skattefordel, uden at være usolidariske, eller uden at være dårlige rollemodeller - såfremt de samtidig kæmper for at gennemføre en lovgivning, der i mindre grad tilgodeser hendes indkomstgruppe.

Gør hun det sidste, kan Helle Thorning-Schmidt også bruge det som argument for, at det er tilladeligt at udnytte de muligheder, der er givet. Ellers må hun finde sig i at få det pamper-stempel, som andre borgerlige i socialdemokratisk forklædning har fået før hende.

Information kalder årets urafstemning om Enhedslistens kandidater til folketingsvalget for en "Højrød strid". Det er nok så meget sagt. Ganske vist var jeg ikke selv til stede ved årsmødet, men sådan som jeg fik det refereret, var der sket det, at nogle kandidater måtte omrokeres af rent praktiske årsager, hvilket gjorde det nødvendigt at genoverveje kandidatlisten. Deltagerne ved årsmødet kan sikkert korrigere mig, hvis jeg har fået det galt i halsen. I hvert fald havde jeg ikke indtryk af, at der havde været nogen "strid", blot uklarheder.

Derimod står Enhedslisten med helt andre udfordringer i partitoppen:

For det første er det rent principielt problematisk, at Enhedslisten kalder sig et arbejderparti, når hele toppen består af akademikere. Jeg mener, at Enhedslisten bør kaste dette gammelkommunistiske levn af sig i en tid, hvor begrebet "arbejder" favner langt bredere end fabriksansatte. Klassekonflikten lever i bedste velgående mellem eliten og lønmodtagerne, for selv om ikke alle lønmodtagere lever op til den klassiske opfattelse af arbejdere, så er interessekonflikten mellem klasserne stadig den samme: Udbyderne af arbejde ønsker profit, og den kan de kun opnå, hvis ikke de betaler de ansatte - lønmodtagerne - den reelle pris for arbejdets værdi. Lidt firkantet sagt ønsker udbyderne af arbejde at få så meget arbejde som muligt for den lavest mulige pris, og de ansatte ønsker modsvarende at skulle modtage den højest mulige løn for arbejdet. Enhedslisten bør hensætte "arbejderen" til sin historie og i stedet fokusere på de forhold, der vedrører arbejderen anno 2010: Lønmodtagerens forhold - også for de lønmodtagere, som ikke altid befinder sig på nederste løntrin.

For det andet bør Enhedslisten afskaffe kravet om, at en politiker i Enhedslisten kun må sidde i Folketinget to valgperioder i træk. For mens det er positivt, at partiet således på en gang minimerer muligheden for at producere levebrødspolitikere, og samtidig sikrer nye ansigter muligheden for at komme frem, så er der også to alvorlige problemer med modellen: Partiet er simpelthen for lille til at kunne levere en jævn strøm af usædvanligt velkvalificerede kandidater, og spidskandidaterne når aldrig at opnå helt den samme politiske drevenhed og dermed gennemslagsmuligheder som de øvrige partiers spidskandidater.

Det tredie problem er delvist afledt af problemet med modellen nævnt ovenfor: Hvis man indfører begrænsninger såsom kønskvotering, kan man risikere at skulle vælge en ellers særdeles velkvalificeret kandidat fra. Det er farligt for et lille parti, hvor man har brug for alle de kræfter, man kan mønstre.

Helt udenfor de ovenstående strukturelle problemstillinger mener jeg endvidere, at Enhedslisten skal holde sig fri af folk, hvis religion spiller en rolle i deres liv. Derfor glæder det mig, at Anna Rytter blev vraget.

Dansk Folkeparti kritiserer oppositionen for at benytte Facebook til at føre dialog med deres Facebook-venner under folketingsdebatterne. I følge Kristian Thulesen Dahl (DF) kan politikerne ikke koncentrere sig om debatten, når de som Sophie Hæstorp Andersen (S) opdaterede deres Facebook-status mange gange under debatten.

Her kan man naturligvis indvende, at forskellige mennesker har forskellige evner til at multitaske, og at Sophie Hæstorp Andersen ikke er forhindret i at følge med, bare fordi Kristian Thulesen Dahl og andre politikere selv har svært ved at multitaske (og, fristes man til at sige om visse politikere: Svært ved blot at single-taske).

Det er dog bemærkelsesværdigt, at det er den borgerlige fløj, der kritiserer oppositionen for at benytte sociale medier under folketingsdebatterne. Det er næppe helt tilfældigt, at det lige netop er de sociale partier, der i videst omfang ser ud til at være i kontakt med deres Facebook-venner under debatterne. Her har politikerne kommenteret udtalelser og påstande fra den borgerlige fløj under debatterne (hvilket i øvrigt underbygger, at de faktisk følger med i debatterne), og har indgået i dialog med deres Facebook-kontakter omkring emnerne, der er blevet rejst i folketingets debat.

Helt modsvarende er Dansk Folkeparti det mest topstyrede parti i landet. De har intet behov for at føre dialog med deres vælgere; skulle de endelig henvende sig til deres vælgere, er det i bedste fald for at informere. Det ligger slet ikke i deres partistruktur eller i deres syn på vælgerne, at vælgerne skal inddrages, og derfor kan det være meget svært for dem at se relevansen af dialogen med vælgerne via Facebook. De mener ikke som Sophie Hæstorp Andersen, at det hører til politikeres job at invitere borgerne ind i folketingssalen under de store debatter, ufiltreret af spinkontrol og selektive medier.

Dansk Folkeparti har imidlertid også en langt mørkere grund til at ønske adgangen til Facebook fra folketingssalen forhindret. Dansk Folkepartis medlemmers Facebook-venner har haft en bemærkelsesværdig tendens til at kunne genfindes i grupper for ekstreme racister og nazistiske netværk. Da dette begyndte at få pressens årvågenhed, udsendte Søren Søndergaard (DF) et dekret til Dansk Folkepartis politikere om at holde sig fra Facebook, fordi man kunne havne i "forkert selskab". Det er ikke svært at gennemskue, at Dansk Folkeparti måtte gennemføre dette træk for at undgå det ellers uundgåelige: At det ville kunne dokumenteres, at Dansk Folkepartis bagland i væsentlig grad er tegnet af yderligtgående racister, og at Dansk Folkeparti ikke er bleg for at invitere dem indenfor.

De øvrige partier har ikke disse skeletter i skabene, og kan risikofrit benytte Facebook, i hvert fald hvad brugen af netværket angår. Dette giver partierne en klar fordel, fordi deres politikere kan inddrage deres Facebook-venner og få væsentlig input til de i folketingssalen debatterede sager; de kan høste argumenter og væsentlig information, som de ellers ikke var i besiddelse af. Det sætter partiernes politikere i en stærkere position overfor Dansk Folkeparti, for hvis Dansk Folkeparti benyttede sig af samme taktik, ville deres sædvanlige vennekreds næppe bidrage med andet end indlæg, hvis lave åndrighed kun var opvejet af en stærk racisme. Dansk Folkeparti er motiveret til at forhindre de øvrige partier i at udnytte et stærkt værktøj, der på grund af Dansk Folkepartis "uheldige selskab" ikke er Dansk Folkeparti forundt.

Kære S og SF,

Jeg håber, jeg må låne 12 minutter af jeres tid på hjælp til et forståelsesproblem, som jeg har rodet med i nogen tid.

Indledningsvist vil jeg gerne understrege, at jeg har fuld forståelse for, at vi alle skal samarbejde solidarisk, når landets økonomi skal genoprettes. Det må være hovedbudskabet i en "fair" genopretningsplan, og jeg formoder, at dette også er udgangspunktet for jeres plakater med 12 minutter om dagen, der opfordrer os alle til at arbejde 38 timer om ugen.

Det står imidlertid uklart for mig, hvordan jeg skal forholde mig til denne opfordring. Jeg arbejder nemlig sjældent 37 timer om ugen; faktisk arbejder jeg jævnligt 40-50 timer om ugen, så når en 38 timers arbejdsuge set i dette lys lyder særdeles tillokkende, er det næppe en reduktion af min arbejdstid, I mener, at jeg skal stile mod.

Nu må I ikke opfatte dette som et forsøg på at være morsom, for der ligger et par skjulte problematikker i det, som jeg har svært ved at gennemskue:

For det første har jeg svært ved at gennemskue, om jeg skal ignorere jeres opfordring til at tage ansvar og blot hvile på laurbærrene, velvidende at jeg allerede gør mere end de fleste for at løfte det ansvar, I pålægger mig. Er det sådan, jeg skal forstå jeres opfordring?

For det andet tilhører jeg den gruppe af danskere, der som udgangspunkt får en økonomisk fordel af topskattelettelserne. (Omend kun som udgangspunkt, for min skattelettelse bliver mere end rigeligt ædt op af de kompenserende foranstaltninger, jeg må iværksætte for at retablere de muligheder, som er blevet reduceret for at financiere skattelettelserne. Det vil jeg dog undlade at diskutere nærmere). Hvis jeg skal arbejde mere for at kunne betale for, at jeg får topskattelettelser, svarer det jo til at gå over åen efter vand: Det lyder, som om det ville være en nemmere løsning blot at droppe topskattelettelserne, men eftersom I nok har tænkt mere over dette end jeg, vil jeg gerne høre, hvorfor det sidste ikke er en mulighed.

For det tredie er jeg joblønnet, dvs. jeg får en fast løn for at udføre en række arbejdsopgaver tilfredsstillende og koordineret med virksomhedens øvrige opgaver, uden at der (inden for visse begrænseninger) er fastsat en nærmere grænse for min arbejdstid, andet end at arbejdsopgavernes omfang bør svare til cirka 37 timer om ugen, hvilket danner udgangspunktet for fastlæggelsen af min månedsløn. Det betyder, at jeg ikke får en krone mere i løn, hvis jeg arbejder 38 timer om ugen. Dermed betaler jeg heller ikke mere i skat, hvis jeg arbejder flere timer; jeg bruger alene mere tid. Derfor har jeg svært ved at gennemskue, hvordan en eventuel forøgelse af min arbejdstid bidrager til samfundets økonomi. Til gengæld vil en forøgelse af min arbejdstid gøre det mindre nødvendigt for virksomheden at finde arbejdskraft til de opgaver, jeg yderligere kan påtage mig. For mig at se er det en dobbelt negativ effekt. For det første bidrager en øget arbejdstid for mit vedkommende reelt ikke med noget i skattekisten, men tjener derimod til at forhindre andre i at få et job og således både betale skat og undgå overførselsindkomster - hvis jeg da ikke ligefrem er medvirkende til, at nogle af mine kolleger gøres overflødige i et firma, der allerede har trimmet medarbejderstaben til firmaets leverancer, og derfor vil blive stillet konkurrencemæssigt dårligere, hvis den får en større arbejdsstyrke. Kan I forklare mig, hvordan en øget arbejdstid for mit vedkommende bidrager til samfundets økonomi?

Med venlig hilsen,

Ole Wolf

Danmark er næppe et for lille sprogområde til at have sin egen ballet, som Kristen Poulsgaard (FrP) siges at have udtrykt det. Men selv om han mener, at han blev fejlciteret, og selv om det udtrykker hans partis særdeles lavkulturelle niveau, er han ikke helt afsporet, i hvert fald ikke i princippet: Et område kan være så lille - geografisk eller befolkningsmæssigt, - at der ikke er plads til mange leverandører af en bestemt vare.

TDC ejer f.eks. den kobber-infrastruktur, der i væsentlig grad muliggør Internet-bredbånd i de danske hjem. Skulle man have en konkurrerende virksomhed, skulle denne virksomhed grave endnu et helt kommunikationsnetværk ned i den danske muld. Det ville være en enorm investering, hvilket elselskaberne har måttet sande. Der er næppe så mange kunder, at det er rimeligt at etablere adskillige, uafhængige netværk. Så længe kobberet kan bære båndbredden, er det tilstrækkeligt med ét netværk.

Også i luftrummet er der begrænset plads. Der er kun en lille håndfuld radiofrekvenser, hvor det giver mening at sende de signaler, som trådløst bredbånd skal bruge. Det er derfor, at disse frekvenser bliver sat i auktion og solgt for meget høje priser. Uanset hvor mange leverandører, der måtte ønske at etablere trådløst bredbånd, er der kun ét luftrum over Danmark, hvor radiosignalerne kan transmitteres, og dette luftrum er hurtigt fyldt med kommunikation.

Villy Søvndal (SF) forklarer i en kronik i Politiken, at SF ikke er rykket til højre, men derimod indgår kompromisser for at få indflydelse. Man kan sige - og her tør jeg godt lægge ordene i munden på Villy - at idealerne jo ikke betyder særlig meget, hvis ikke man får dem ført ud i livet, ud i virkelighedens verden. Hvis ikke man kan få alt gennemført, kan man dog måske få gennemført noget ved at indgå kompromisser. Man giver lidt, og man får lidt. Det er en handel.

Men det er også en farlig vej, når man er oppe mod en dygtig modpart, der kan skabe indtryk af, at de sidder med en meget vigtig sag, som modparten kun meget modvilligt vil give afkald på. Så skal man give mange indrømmelser, før modparten endelig accepterer et kompromis. Og når håndslaget på kompromisset er givet, griner modparten hele vejen tilbage til sit partikontor, fordi modparten netop har solgt katten i sækken. Den før så "vigtige" sag var en skinmanøvre, den var chokoladeovertrækket på den cyanidpille, man som kompromisforhandler har måttet sluge. Sådan går det for regeringen, næsten hver gang den indgår kompromisser med Dansk Folkeparti. Men selv om Dansk Folkeparti igen og igen formår at trække regeringen yderligere mod højre, er det bestemt ikke fordi regeringen er talentløse kompromisforhandlere. Det er snarere fordi Dansk Folkeparti i virkeligheden ikke har særlig mange holdninger, og delvist fordi Dansk Folkeparti på grund af sin diktatoriske styring taler med én stemme (hvilket gør det svært at indgå underhåndsaftaler med de enkelte partimedlemmer af Dansk Folkeparti), at partiet kan indgå kompromisser om hvadsomhelst, uden at det slår skår af Dansk Folkepartis idealer.

Står Dansk Folkeparti og regeringen ligefrem sammen om en holdning, som SF nu skal indgå kompromis med regeringen og Dansk Folkeparti om, kan resultatet forudsiges. SF får sikkert nogle indrømmelser, der stemmer overens med SFs idealer. Men hvis regeringens idealer og langtidsplan (en "roadmap", ville man kalde det i forretningssprog) for gennemførelse af dens idaler kan sammenlignes med en stor flod, er kompromisserne, som regeringen indgår med SF (og Socialdemokratiet og de Radikale) i værste fald et lille vandløb her og der. Får SF tilkæmpet sig et lille vandløb bort fra floden, får regeringen til gengæld gravet floden dybere og bredere et sted, hvor der var hindringer i dens løb.

Set isoleret er kompromisserne ligeværdige. Men regeringens kompromisser er organiserede og retningsorienterede, mens SFs kompromisser til sammenligning er tilfældige. Regeringens kompromisser er strategiske, mens SF blot forsøger at få indflydelse. Når regeringen indgår kompromisser, forvitrer de ikke regeringens generelle værdigrundlag og strategi. SF får lov til at trække retningen en smule den ene eller anden vej, men regeringens overordnede rute er fremad (i forhold til deres ønsker), og har i værste fald blot gået en lille omvej.

SF har ret i, at man må indgå kompromisser, hvis man vil have indflydelse. Men SF indgår kompromisser som svømmede de mod land i en flod med en kraftig strøm: De kommer måske ind mod det land, hvor de kan finde vælgere, men ikke uden at være trukket langt ned ad de højredrejende strømninger. SF har ganske rigtigt behov for at få virkelig indflydelse, for idealer er ikke tilstrækkeligt. Men hvis man indgår alt for mange kompromisser i alt for lang tid, har man i virkelighedens verden flyttet sig. SF har endnu ikke opdaget, at de er flydt med strømmen, for de er alt for optagede af at nå ind til land.

Carsten Agger giver endnu et eksempel blandt næsten utallige på, hvordan Dansk Folkeparti er villig til at tage Finansloven som gidsel for hvadsomhelst, der giver dem selv mere magt. Næsten altid lader Dansk Folkeparti regeringspartierne løskøbe gidslet for yderligere racistiske regler. Ofte er gidslet en borgerlig politiker, der på den ene eller anden måde er fanget med hænderne nede i en kagedåse, hvilket i parentes bemærket sker temmelig regelmæssigt. Dansk Folkeparti holder straks hånden under denne politiker mod en passende indrømmelse til Dansk Folkepartis fascisme.

Resultatet er, at Venstre og de Konservative fører en politik, hvor de kun kan få deres ønskede lempelser til de rigeste, hvis de lader Dansk Folkeparti få mere racisme og fascisme gennemført. Dansk Folkeparti selv er komplet ligeglad med, om de rige får det bedre eller ej. Sociale overvejelser og fordelingspolitik indgår stort set ikke i det politiske program, som de reelt praktiserer. Almindelig praksis foregår kort sagt således:

1. Venstre og de Konservative ønsker et eller andet gennemført, som sætter landet yderligere tilbage, men mangler opbakning fra oppositionen.

2. Dansk Folkeparti er komplet ligeglad med forslagets indhold, men tilbyder at støtte forslaget, såfremt Dansk Folkeparti selv kan få gennemført love af racistisk eller fascistisk karakter.

3. De tre partier enes, og Venstre og de Konservative får deres eget forslag gennemført, mens Dansk Folkeparti får indført yderligere fascisme eller racisme.

En dag bliver det imidlertid nok. Befolkningen bliver træt af at få et par tusinde kroner i skattelettelser, mens alle udgifterne stiger langt mere, og landets institutioner og fremtid forfalder. Ved det næste valg kommer der en centrum-venstreorienteret regering, der vil prøve at rydde lidt op og rette op på den ulighed, den borgerlige regering har skabt i de forløbne år.

Der er bare et problem: Når den nye centrum-venstre regering skal have vedtaget deres genopretningslove, er de nødt til at have flertal. Her vil Dansk Folkeparti straks melde sig på banen, for Dansk Folkeparti er lige så ligeglade med centrum-venstres lovforslag, som de tidligere var med de borgerliges. Ligesom hidtil de vil gladeligt støtte hvadsomhelst, hvis blot prisen er nogle yderligere håndsrækninger til den racistiske og fascistiske politik. Med Socialdemokratiets indgåelse af valgforbund med Dansk Folkeparti i nogle kommuner til det forestående kommunalvalg 2009, samt med udstrakte hænder fra Socialdemokratiet i det hele taget, tilbyder Socialdemokratiet netop denne mulighed.

Den kan undgås. hvis vi sørger for - både til kommunalvalg 2009 og til det næste folketingsvalg - at stemme så langt til venstre, at Socialdemokratiet kommer til at være dybt afhængig af SF og Enhedslisten. Ud over det vil Enhedslisten også være nødt til at revurdere sit princip om at stemme for enhver forbedring og imod enhver forringelse: For hvis Enhedslisten vælger at stemmer imod en forringelse, kan den måske gennemføres alligevel - med passende betaling til Dansk Folkeparti - ved at Socialdemokratiet vælger dem som forligspartner i stedet.

Der er ikke nødvendigt at være rød for at støtte den røde fløj. Det er bare den fløj, de fleste borgere ville støtte, hvis de et øjeblik kunne se bort fra de mere eller mindre nationalistiske, religiøse eller tilsvarende mystiske krav og forventninger om adfærd og holdninger, som alle tror, at man skal opfylde for at være en god samfundsborger. Hvis folk i stedet vurderede, hvad der gav dem selv den største fordel, ville de hurtigt samles i solidaritet.

Jeg føler mig f.eks. ikke særlig rød ud fra de betragtninger, der ofte associeres med venstrefløjen. Økonomisk ligger jeg i den høje ende, og også inden min partner har fået arbejde (hun afventer i skrivende stund blot sin sidste eksamenskarakter) har vi fået mærkatet "ressourcestærk familie". Mine solidaritetsfølelser med en befolkningsgruppe, der overvejende ikke er mere rød end Socialdemokratiet, kan ligge på et meget lille sted. Jeg føler skadefryd, ikke solidarisk indignation, når en højreorienteret arbejder modtager de uundgåelige økonomiske lussinger af at stemme på V, K eller O, og ville blot ønske, at vedkommende var nærværende nok til at forstå, hvor lussingen kom fra, så vi andre ikke også blev ramt af de partier, vedkommende var med til at stemme ind i regeringen. Det gælder i øvrigt også for indvandrere eller socialt svagtstillede grupper, som rent demografisk udgør andre grupper end min egen. Indvandrere, der stemmer på V, K eller O, har i mine øjne fortjent at blive udsat for det fremmedhad, som disse partier promulgerer. En arbejder, der stemmer på V, K eller O, har fortjent at se sine overenskomster blive knust.

Historien er ikke helt ny længere, men det er Mikkel Warmings (EL) forslag om at omdøbe en del af Israels Plads til Palæstinas Plads på den anden side heller ikke. Uenigheden og skænderierne er til gengæld lige så aktuelle, som da ideen første gang blev fremsat, vist nok som provokation. Lad mig foreslå en løsning på problemet:

Israels Plads gøres til Israels Plads på samme måde, som Palæstina er blevet gjort til Israel.

Derfor: Israels Plads forbliver således, hvor den er, og med samme navn. Og så skal den udvides lidt ind i Ørstedparken, der ved samme lejlighed bliver omdøbt til Israels Plads. Når det er sket, udvider dette større Israels Plads til nye naboområder, der også fremover skal kaldes Israels Plads. Med tiden vil der være nogle enkelte steder i Københavnsområdet såsom Christiania, der stadig ikke hedder Israels Plads. Dem kan vi så kalde for Palæstinas Plads, så længe det varer.