Nyeste i Centrum-venstre emnet

Historien er ikke helt ny længere, men det er Mikkel Warmings (EL) forslag om at omdøbe en del af Israels Plads til Palæstinas Plads på den anden side heller ikke. Uenigheden og skænderierne er til gengæld lige så aktuelle, som da ideen første gang blev fremsat, vist nok som provokation. Lad mig foreslå en løsning på problemet:

Israels Plads gøres til Israels Plads på samme måde, som Palæstina er blevet gjort til Israel.

Derfor: Israels Plads forbliver således, hvor den er, og med samme navn. Og så skal den udvides lidt ind i Ørstedparken, der ved samme lejlighed bliver omdøbt til Israels Plads. Når det er sket, udvider dette større Israels Plads til nye naboområder, der også fremover skal kaldes Israels Plads. Med tiden vil der være nogle enkelte steder i Københavnsområdet såsom Christiania, der stadig ikke hedder Israels Plads. Dem kan vi så kalde for Palæstinas Plads, så længe det varer.

Hvis lige vi ser bort fra in­f­la­tion og øko­no­misk spe­ku­la­tion på for­mod­nin­ger om, at ikke-ek­si­ste­ren­de penge bliver mere værd, hvis de bliver lånt ud, så be­trag­tes penge i over­ve­jen­de grad som et gode, der flyt­ter hænder, men som ikke opstår eller for­svin­der. Selve ideen med profit er jo netop at flytte penge til sig selv fra andre, der ef­ter­føl­gen­de har til­sva­ren­de mindre.

Men hvad nu med de bank­di­rek­tø­rer, der hævede mil­li­on­ga­ger på at være kom­plet in­kom­pe­ten­te i for­hold til, at det var deres "sær­li­ge kom­pe­ten­cer", der for­sva­re­de deres ab­normt høje løn? I jagten på profit er det ty­de­ligt nok at se, hvem der tabte på disse di­rek­tø­rers ar­bej­de, og at der be­stemt ikke var særlig mange men­ne­sker, der vandt. Ver­dens­ban­ken har også undsagt den bor­ger­li­ge re­ge­r­ings­ mantra om, at det kommer alle til gode, at de rigere bliver rigere, så der er ikke engang særlig mange vin­de­re, når di­rek­tø­rer­ne har held med deres fo­re­ta­gen­der.

Hvis ikke den høje løn er nogen fordel, må alternativet være en øvre grænse for løn. Lad os forestille os en situation, hvor der blev lagt et loft for ens løn, ligesom der er en minimumsløn. Lad os f.eks. sige, at maksimumslønnen sættes til 1,5 millioner kroner om året.

Forkortet udgave af Pernille Rosenkrantz-Theils (S) blogindlæg om, hvor hun er enig og uenig med Socialdemokratiet:

Pernille er for en række ting i Socialdemokratiet, som Enhedslisten også går ind for. Og så er hun imod nogle ting i Socialdemokratiet, som Enhedslisten også er imod. Men Pernille foretrækker altså alligevel Socialdemokratiet.

Rune En­gel­breth har et vist behov for at dif­fe­ren­ti­e­re sig fra En­heds­li­sten, og jeg finder hans kritik vel­kom­men­, omend ikke altid lige be­ret­ti­get. Denne gang er den dog helt ved siden af, når han mener, at Per­nil­le Ro­sen­krantz-Theil (S) var den sta­bi­le del, mens En­heds­li­sten flyt­te­de sig.

Den korte pointe i hans indlæg er, at Per­nil­le Ro­sen­krantz-Theil forlod En­heds­li­sten, fordi En­heds­li­sten ikke ville bakke op om­kring Asmaa Abdol-Hamid (EL). Per­nil­le Ro­sen­krantz-Theil mener, at En­heds­li­sten var bukket under for po­puli­stisk pres, og forlod det. I stedet meldte hun sig ind i So­ci­al­de­mo­kra­ti­et, hvor hun har bedre mu­lig­he­der for at få de ting gen­nem­ført, som hun kæm­pe­de for i En­heds­li­sten. Rune En­gel­breth ar­gu­men­te­rer for, at En­heds­li­sten spil­le­de fallit:

Det lyder måske plausibelt, men der er nogle mangler i argumentet. For det første opstillede Enhedslisten opstillede Asmaa Abdol-Hamid og fastholdt hendes kandidatur, og selv om der var væsentlig modstand (visse steder af mindre berettiget og personlig karakter, som dog også af samme grund gav anledning til uforholdsvis megen støtte fra andre grene af Enhedslisten), så kan man altså ikke forlange kæft, trit og retning. Mener Rune Engelbreth da, at Pernille Rosenkrantz-Theil skal stå tilsvarende uvetydigt bag Socialdemokratiets holdning til 24-årsreglen, partiets NATO- og EU-positive holdning, dets fordelingspolitik, m.m., eller kan uenigheder om kernepunkter måske godt accepteres, hvis bare de handler om andet end muslimer? Eller har Enhedslisten flyttet sig så meget på også disse punkter, at Pernille Rosenkrantz-Theil må befinde sig bedre i Socialdemokratiet?

For det andet for­søg­te Asmaa Abdol-Hamid at stille op som kan­di­dat for So­ci­al­de­mo­kra­ti­et, men by­rå­ds­grup­pen af­vi­ste hendes an­mod­ning med spe­ci­fik hen­vis­ning til, at de ikke ville have hendes sam­men­blan­ding af po­li­tik og re­li­gion. I følge Po­li­ti­ken siger Leif Knud­sen, der var for­mand for den so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske by­rå­ds­grup­pe, at be­sty­rel­sen var bange for, at hun ville blande sine re­li­gi­ø­se hold­nin­ger sammen med sine po­li­ti­ske. Da Per­nil­le Ro­sen­krantz-Theil flyt­te­de til et nyt parti, flyt­te­de nissen så­le­des med. Lige netop det for­hold, som i følge Rune En­gel­breth får En­heds­li­sten til at miste sin ek­si­stens­be­ret­ti­gel­se, og som mod­sva­ren­de skulle gøre So­ci­al­de­mo­kra­ti­et til en bedre slag­mark for Per­nil­le Ro­sen­krantz-Theil, er præcis det samme i Per­nil­le Ro­sen­krantz-Theils nye parti, dog bort­set fra at En­heds­li­sten ud­vi­ste be­ty­de­ligt mindre mod­stand mod Asmaa Abdol-Hamid.