Nyeste i Centrum-venstre emnet

Johanne Schmidt-Nielsen og Per Clausen klarede Jens Olaf Jersilds spørgsmål om økonomi mindre elegant i programmet "Mød partierne".

Men så længe isen holder, så kan man vel godt tillade sig at glide en gang i mellem. Sådan som jeg har fået det refereret, hænger tallene således sammen:

Grønne jobs	56.000
Øgning af kommunernes budget til velfærd	30.000
Fremrykning af offentlige investeringer	14.000
I alt	100.000

I følge Enhedslistens tal vil:

Det må have været Jens Olaf Jersild, der huskede forkert, mens Per Clausen og Johanne Schmidt-Nielsen desværre ikke var årvågne nok til at fange fejlen.

"Skal vi leve af at klippe hi­n­an­dens hår?" spør­ger bor­ger­li­ge væl­ge­re og po­li­ti­ke­re ofte, når ven­stre­flø­j­en gerne ser en solid of­fent­lig sektor, og ikke mener, at vejen til alles lykke går gennem en pri­va­te­jet er­hvervs­sek­tor.

Spørgs­må­lets ar­gu­ment­vær­di for­svin­der, hvis man for­står, at der er tale om et falsk di­lem­ma, dvs. et ar­gu­ment, der an­ta­ger, at der kun findes to yder­punk­ter. En solid of­fent­lig sektor for­hin­drer selv­føl­ge­lig ikke er­hvervs­li­vet i at pro­du­ce­re de ting, som der er ef­ter­spørg­sel på. Det er lige så dumt at spørge, om vi skal leve af at klippe hi­n­an­dens hår, som det ville være at spørge, om vi alle skal leve af at smede sakse til hi­n­an­den.

Men ud over at af­slø­re en ek­stremt sort/hvid tænk­ning viser spørgs­må­let også, at man ikke for­står helt grund­læg­gen­de øko­no­mi. I den gam­mel­kend­te, klas­si­ske øko­no­mi­ske model, hvor ba­ge­ren bager brød til smeden, som pro­du­ce­rer værk­tøj til ba­ge­ren, er der sjovt nok ingen, der hån­ligt spør­ger, om vi alle skal bage brød eller smede værk­tøj - eller hvad vores respek­ti­ve er­hverv nu måtte være. Hele udgangspunktet for økonomien er, at pengene ikke vokser på træerne, men derimod bruges som symbol på skyldte tjenesteydelser. Bageren bager faktisk brød, og smeden smeder værktøj, og frisøren klipper dem begge, mens han spiser brød og bruger stålsaksen. Vi lever af at levere services og produkter til hinanden.

Den slags udveksling af services, og brug af penge som symbol på skyldte serviceydelser, er hele fundamentet for økonomi, også selv om profit udtrykker et misforhold i betalingerne eller anden form for rovdrift på f.eks. naturen. Svaret på spørgsmålet, om vi skal leve af at klippe hinanden er, at det har vi gjort, siden handel for første gang så dagens lys, og eventuelle variationer i størrelsen af offentlige og private erhverv ændrer ikke på dette økonomiske grundforhold.

Dengang Internettets primære debatforum var USENET (også kendt som "News"), opstod der et begreb, der hed "flame wars". Det henviste til en debatform, hvor debatten reelt var fraværende til fordel for ren og skær personlig tilsvining.

Mange års erfaring har gjort mig til et teflonprojektil i kunsten at føre flame wars, og opnår således ofte at få noget brugbart ud af dem alligevel. I dette tilfælde gjaldt det den skabskonservative Nadeem Farooq, som p.t. er viceborgmester i Høje Taastrup og folketingskandidat for de Radikale, og blandt hans adskillige udtalelser i tråden er der én, der er værd at trække frem:


I det begrænsede omfang, Nadeem Farooq er kendt, er det blandt andet for sine liberalistiske holdninger, og at han hjalp en konservativ til at blive borgmester.

Jeg vil bede Socialdemokratiet og SF lægge nøje mærke til Nadeem Farooqs udtalelse, såfremt Socialdemokratiet og SF ønsker at danne regering efter næste valg, hvor der forhåbentlig kan vinkes farvel til VKO. De Radikale er borgerlige, så hvis Socialdemokratiet og SF ønsker socialistisk orienteret politik, er det ikke sammen med de Radikale, at det bliver muligt. Så er der kun ét valg, og det er Enhedslisten.

Enhedslisten har trukket sin støtte til den militære indgriben i Libyen med henvisning til, at betingelserne for støtten ikke længere er opfyldt. En af betingelserne var, at man skulle opfylde FNs mandat, og det gør man ikke længere.

Forudsigeligt, siger en del af de oprindelige kritikere af Enhedslistens støtte. Det er selvfølgelig et vurderingsspårgsmål, hvor forudsigeligt, man finder det. Personligt er jeg enig: Det var endog meget forudsigeligt. Jeg kan bare ikke se, hvad pointen er med at understrege dette forhold, eller hvad det ville have betydet for støtten i praksis.

Når de hidtidige kritikere af krigsindsatsen - dvs. pacifisterne - fremhæver det, så er de mildt sagt de sidste, man kunne forvente dén moraliseren fra. De ville vel velkomme enhver mulighed for at trække sig ud i stedet for at kritisere Enhedslisten for at trække sin støtte. Jeg foretrækker i hvert fald at trække dette hykler-kort frem for at beskylde de såkaldte pacifister for i virkeligheden at være på Gaddafis side.

Men for ikke at være urimelig overfor pacifisterne vil jeg godt anerkende, at det måske blot udtrykker et behov for at hævde sig lidt. Det er et "Hvad sagde vi!" efter deres indvending om, at krigen (forudsigeligt) hurtigt ville blive ført på et grundlag, som Enhedslisten ikke kunne støtte. Det må de godt for min skyld. Jeg vil i hvert fald langt hellere udsættes for en sådan hævn, end jeg ville ønske at være en del af en gruppe, der kunne sige "hvad sagde vi!", når Gaddafi begik massakre på civilbefolkningen.

Uanset hvad sandsynligheden måtte være for, at krigen ville blive ført på et andet grundlag, end Enhedslisten kunne støtte, så var der nemlig et andet forhold, der var mindst lige så forventeligt, hvis ikke der blev grebet militært ind: Nemlig at Gaddafi angreb civilbefolkningen. Topprioriteten var at undgå, at dette skete, og ingen ville kunne forsvare det, hvis Enhedslisten havde ignoreret denne prioritet. (Jeg har til dato ikke hørt nogen af kritikerne komme med et forslag, der kunne gennemføres på den tidsfrist, Gaddafi havde givet. Det foretrukne, forudgående diplomati var på dette fremskredne tidspunkt alt for sent at påbegynde.)

Enhedslisten har i denne sag mærket effekterne af at være et lille parti med den begrænsede indflydelse, som et lille parti har. Selvfølgelig skulle Enhedslisten stille betingelser, selv om partiet godt vidste, det er for lille til at kunne styre slagets gang egenhændigt, hvis ikke betingelserne er indfriet. Ellers burde partiet jo med samme argumentation afholde sig at stille op til et demokratisk valg, når nu partiet er for lille til at vinde hele valget. Man må bruge de muligheder for indflydelse, man har, også hvis de er få. Man skal ikke holde mund, bare fordi de andre råber højere. Når visse pacifister har argumenteret for, at Enhedslisten ikke havde en chance for at ændre noget med sine betingelser, og derfor ikke burde have støttet forhindringen af Gaddafis forestående angreb, så opfatter jeg det som en opgivende adfærd. Det er ansvarsfralæggelse forklædt som pacifisme.

Jeg mistænker store dele af Enhedslistens overvejende enige hovedbestyrelse for at have forventet, at Enhedslisten indgik i en sag, hvor partiet hurtigt måtte trække sin støtte. Uanset om partiet havde valgt at støtte krigen eller ej, ville beslutningen give væsentlige uønskede resultater, og det handlede om at finde den mindst forkerte beslutning. I en sådan situation er man nødt til at udføre det ubehagelige politiske håndværk, der går ud på at konstruere en bagdør, man kan snige sig ud af, når den første katastrofe er afværget og det uundgåelige derefter sker.

Det kan man kalde umoralsk, hvis man vil, men jeg foretrækker at finde Enhedslisten ved den politiske håndvask frem for at finde partiet indblandet i en krig, der strider mod Enhedslistens principper. Enhedslisten havde ikke andre muligheder end at støtte en militær indgriben på den korte bane, men ville umuligt kunne støtte den selvsamme indgriben på den lange bane. I dette dilemma mener jeg, at Enhedslisten med sine "umulige" forbehold har demonstreret en taktisk forståelse, som viser, at partiet er blevet yderst kampdygtigt i et forhåbentlig fremtidigt regeringssamarbejde.

TV-duellen på TV2 mellem Helle Thorning-Schmidt (S) og Pia Kjærsgaard (DF) var arrangeret af Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Værten var hyret og betalt af de to partier, og partierne havde bestemt hvilke emner, der skulle diskuteres, skriver Jyllands-Posten i dag.

Mediernes fokus er, at seerne kan føle sig snydt, men måske burde medierne overveje, hvorfor de to partiledere har valgt at mødes i slagsmål for åben skærm. Jyllands-Posten nøjes med at konstatere, at DR mener, at politikere gør en indsats for at undgå kritisk journalistik. Men der ligger mere i det.

Når Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti indgår i et sådant fælles arrangement, er det ikke fordi begge partier mener, at netop de selv vil være i stand til at tryne modstanderen. Det er nemlig ligemeget, om de vinder eller taber, hvis de - som begge partier rigeligt har åbnet dørene for - ønsker at gå i regering sammen. Så er det i stedet en win-win situation, hvor enhver stemme, Helle Thorning-Schmidt måtte tabe mod Pia Kjærsgaard eller vice versa, ikke er tabt. De to partier præsenterer seerne for to muligheder: Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti. Vælger man ikke det ene, må man vælge det andet. I fraværet af de seks-syv andre muligheder, der til dels gives af de øvrige partier, kan man være mest enig med enten Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti. Samlet set vinder de begge på en sådan konstruktion.

Seerne bør derfor ikke være fortørnede over at være blevet snydt, men blot opmærksomme på, at TV2 har været såvel mikrofon- som kameraholder for Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis fælles valgkamp, som har et fælles regeringsgrundlag som mål.

Jeg vil hermed gerne opfordre alle vælgere, der ønsker Socialdemokratiet eller SF i regering, til at stemme strategisk. Med det mener jeg, at hvis ellers meningsmålingerne i skrivende stund holder stik, så skal Socialdemokratiet og SF nok komme i regering, uanset om I stemmer på dem eller ej. Spørgsmålet, som jeg vil bede hver af jer stille jer selv, er: Hvem ønsker du, at Socialdemokratiet og SF skal bruge som støtteparti for at få en regeringsplads?

Liberal Alliance og Kristendemokraterne har meldt klart ud: De er borgerlige, og kan ikke indgå i en regering med Socialdemokratiet og SF.

De Radikale skiller sig ud fra resten af den borgerlige flok via et andet syn på indvandrings- og flygtningepolitik, men bortset fra det er de Radikale også et åbenlyst borgerligt parti. Derfor er de ikke noget attraktivt valg for S og SF. Dem behøver du heller ikke overveje.

Så er der Dansk Folkeparti. Ganske vist har Dansk Folkeparti demonstreret en så konsekvent støtte til borgerlige stemmer, at det er en gåde, hvorfor nogen kan tro, at de har andre interesser, men de hævder jo at være "den lille mands parti", og hvis man lukker øjnene for deres politik i praksis, kunne man vel godt tage dem på ordet.

Og kun hvis man lukker øjnene. For Dansk Folkeparti følger aldrig deres politik til dørs ved f.eks. at stemme i den lille mands favør. Dansk Folkeparti er blot nødt til at ligne et socialdemokratisk parti, fordi det giver dem noget at handle med, når de skal indgå forlig med de Konservative og Venstre. De Konservative og Venstre ønsker borgerlige mærkesager gennemført, men kan kun få flertal, hvis de får støtte fra andre partier. Det udnytter Dansk Folkeparti. Ved at spille kostbare på den borgerlige politik kan Dansk Folkeparti kræve, at de Konservative og Venstre betaler for støtten i form af indrømmelser til Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti behøver ikke engang lade, som om det spiller rent spil. De to regeringspartier har brug for Dansk Folkepartis støtte, og er udmærket klar over, at Dansk Folkeparti ikke holder igen på borgerlig politik, fordi partiet er uenig i den, men fordi Dansk Folkeparti alene er interesseret i at få gennemført den racistiske dagsorden, som vejer tungere end alt andet.

Hvis Dansk Folkeparti kommer i regering med Socialdemokratiet og SF, vil det være lige så ligeglad med den nye regerings politik, som det var ligeglad med de Konservative og Venstres. Dansk Folkeparti vil gladeligt støtte Socialdemokratiet og SF i retableringen af Danmark med de politikker, der svarede til tiden før den borgerlige regering - men prisen bliver gennemførelsen af yderligere racisme og reel fascisme (som jo kan være både rød og blå) gennem hele regeringsperioden.

Endelig er der Enhedslisten. Der er ingen tvivl om, at Enhedslisten repræsenterer den mest socialistisk orienterede mulighed i den næste regering. Samtidig har Enhedslisten gjort det klart, at partiet er parat til at indgå i regering med Socialdemokratiet og SF. Det vil betyde, at Socialdemokratiet og SF vil skulle give indrømmelser til venstre, såfremt Socialdemokratiet og SF vælger at gå i regering sammen med Enhedslisten.

Lige nu er der næppe tvivl om, at Socialdemokratiet og SF forsøger at skabe mulighed for en regering bestående af Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti. Det kan man se på de to partiers forsøg på at kapre stemmer fra Dansk Folkeparti gennem en udlændingepolitik og en værdikamp, hvor de spiller på de samme strenge som Dansk Folkeparti. Det betyder, at en stemme på Socialdemokratiet eller SF bliver til en stemme på Dansk Folkeparti!

Hvis det er dét, du ønsker, så fred være med det, for jeg kan ikke forhindre dig i at ønske Dansk Folkepartis racistiske og fascistiske dagsorden ført videre.

Hvis du derimod virkelig ønsker Dansk Folkeparti ud af regeringen - om så blot som støtteparti - så bør du overveje at stemme strategisk. Det gør du ved at stole på, at Socialdemokratiet og SF er garanteret en position i regeringen, uanset hvordan du stemmer, samt ved at være klar over, at de vil være nødt til at finde et støtteparti. Din strategiske stemme går ud på at sikre, at Socialdemokraiet og SF benytter et andet støtteparti end Dansk Folkeparti.

Socialdemokratiet og SF vil ønske at støtte sig til et parti, der er stort nok til, at Socialdemokratiet og SF ikke mister sit flertal, hvis der skulle forsvinde et par politikere fra egne eller støttepartiets rækker i løbet af regeringsperioden, eller hvis enkelte politikere skulle vælge at stemme mod deres partier. Hvis du vil hjælpe Socialdemokratiet og SF ud af Dansk Folkepartis greb, er det derfor ikke Socialdemokratiet eller SF, du skal stemme på, for de skal nok komme i regering. Du kan derimod trække Socialdemokratiet og SF ud af Dansk Folkepartis skygge ved at stemme på Enhedslisten. Det vil gøre Enhedslisten stor nok til at kunne give Socialdemokratiet og SF et sikkert antal mandater, så ved at stemme på Enhedslisten er det ikke kun Enhedslisten, du hjælper - du hjælper også Socialdemokratiet og SF til at føre den politik, du ønsker.

Socialdemokratiet og SF ønsker at indføre skat på pensionsopsparing. Det kommer i særlig grad til at ramme folk med en højere uddannelse, som i så fald vil miste mellem 1,3 og 1,5 millioner kroner.

Den højt uddannede del af befolkningen vil få et alvorligt smæk, som deres økonomi slet ikke er indrettet efter. Undertegnedes familie kan f.eks. se frem til at miste mellem 2,5 og 3 millioner, og med et nyerhvervet hus baseret på en aftale med banken, der ikke forudsætter uforudsete udgifter i den størrelsesorden, hænger det ikke sammen. Det siger jeg ikke for at bede om medynk; min pointe er en helt anden, nemlig at vi ikke kan sidde den slags alvorlige ændringer i den personlige økonomi overhørig. Vi er tvunget til at reagere på sådanne ændringer, og vi er ikke de eneste.

Som det er tilfældet for mange andre i vores situation, er vores pensionsopsparing indrettet efter, at vi vil have mulighed for nogenlunde at fastholde vores livsstil, når vi forlader arbejdsmarkedet. Hvis der tages 2,5 millioner ud af det budget, så er vi nødt til at forfølge andre muligheder. Vi - og her mener jeg alle vi, der står til at miste disse beløb - vil formentlig forsøge at forhandle en højere løn med arbejdsgiveren (som i mange tilfælde er det offentlige), der muliggør en større opsparing. Eller vi vil måske vælge at droppe pensionsopsparingen og i stedet benytte os af spekulation i værdipapirer. Og det kan ikke gå hurtigt nok: Jo senere, vi venter med at finde alternative løsninger, desto flere penge mister vi, såfremt S og SF ikke finder en overgangsordning, der ikke straffer os, der allerede har sparet et vist beløb op. På en eller anden måde vil vi i hvert fald være nødt til at sikre os, at de penge, vi tjener her og nu, kan bindes på en sådan måde, at vi kan hæve dem igen, når vi går på pension. Jeg er ikke i tvivl om, at der vil opstå spekulationsselskaber, der nok skal hjælpe os mod en vis betaling.

Hvis forslaget bliver gennemført, bliver den højt uddannede klasse til en gruppe, der ikke længere kan føle sig solidarisk med venstrefløjens hidtidigt tilgodesete grupper. Det bliver til en klasse med relativt højere løn (for at kunne fastholde sin livsstil efter pensionsalderen), eller til en klasse, der har fordel af den skattefordeling, de forbrugsmønstre og den "selvhjulpenhed" på andres bekostning, som karakteriserer højrefløjens politik.

Venstrefløjen, der burde tilgodese den arbejdende del af befolkningen - som også er den højtuddannede - overfor interesserne af den øvrige del af befolkningen, som ejer produktionsapparatet og profiterer på førstnævntes bekostning, vender nu tilbage til den tid, hvor "aristokratiet" af uddannede mennesker ansås som værende i bås med arbejdsgiverne. Vi, der har en uddannelse, vil af egen interesse være tvunget til at stemme på den borgerlige fløj, fordi den anden fløj kæmper imod vore interesser.

Flere bloggere på midten og på venstrefløjen har undret sig over, at Dansk Folkeparti bruger ordet "diskriminerende" om et lovforslag, der stiller ikke-etniske danskere dårligere. Hvad er der sket i dette ellers så åbenlyst racistiske parti, siden dette ord, der om noget har defineret partiets politik, pludselig er blevet negativt?

PeerPlus gennemskuer ganske vist hurtigt, at Dansk Folkepartis protest dækker over, at lovforslaget vil stille etniske danskere i en mere problematisk situation, men går alligevel galt i byen, da han foreslår et antal grunde til, at Dansk Folkeparti ikke tør stå ved sine holdninger. Rune Engelbreth går også galt i byen, da han nok antyder en skjult bagtanke bag Dansk Folkepartis kritik, men ellers helliger størstedelen af sit indlæg en diskussion af det forhold, at Dansk Folkeparti jo har ret, og at det må give dem problemer sidenhen, hvis de skal holdes fast i deres holdning.

Begge disse bloggere - samt mange andre, der har undret sig over Dansk Folkepartis overraskende tilsyneladende afstandtagen til sin egen politik - overser imidlertid noget vigtigt. Måske skyldes det, at de er sympatiske mennesker, der automatisk ønsker at se det bedste i folk, og som går ud fra, at hvis Dansk Folkeparti siger noget, så må det jo være fordi Dansk Folkeparti mener det. I hvert fald handler diskussionen og spekulationen om, hvorfor Dansk Folkeparti har skiftet holdning, og man følger loyalt sandhedsværdien i Dansk Folkepartis udsagn, som i dette tilfælde handler om, at der jo ganske rigtigt er tale om et diskriminerende forslag.

Lad mig forsøge at forklare, hvorfor Dansk Folkeparti kan anklage andre for at være diskriminerende på trods af, at dette for udenforstående ligner den største sten, der endnu er kastet fra Dansk Folkepartis glashus. Og nu gælder det om at holde tungen lige i munden, for der er flere tilsyneladende modstridende sandheder i spil.

For det første handler udgangspunktet om, at der på den ene side står en udsat gruppe, der kan have brug for særlig hjælp, og enhver hjælp til gruppen vil alt andet lige udviske forskellen mellem gruppen og de omkringliggende grupper, der ikke har brug for hjælpen. Det egentlige problem i denne del af diskussionen er, at "hjælp" i Venstres politik udmønter sig i forslag om, at gruppen skal kunne ansættes for under mindstelønnen, hvilket i praksis betyder en lussing til begge parter - de ikke-etniske danskere, fordi de skubbes (yderligere) ind i en underklasse, og de etniske danskere, fordi de får sværere ved at konkurrere om ansættelser. Ved at stille de to grupper op mod hinanden stiller Venstre dem begge værre i forhold til resten af samfundet som sådan. Vinderen er ikke en af de to grupper, og hvor det ved første øjekast kan ligne diskrimination mellem to grupper, har Venstre i virkeligheden opnået at diskriminere begge grupper på én gang.

Helle Thorning-Schmidts mand betaler ikke sin skat. Måske. Helle Thorning-Schmidt er i hvert fald ikke bange for en undersøgelse, for hun mener - tilsyneladende ikke uden grund - at hun og manden har deres på det tørre. De følger de gældende regler på området, siger Helle Thorning-Schmidt.

Men som for­mand for So­ci­al­de­mo­kra­ti­et, der for­melt fører en po­li­tik om, at de ri­ge­ste ikke bør have sær­li­ge skat­te­for­de­le, ser det ikke helt pænt ud, at den vel­be­slå­e­de fa­mi­lie ikke be­ta­ler den skat i landet, som man må for­ven­te af en fa­mi­lie, der kalder Dan­mark for "hjem". Sagen er lidt i ka­te­go­ri med den nylige kritik af Mette Fre­de­rik­sens og Helle Thor­ning-Sch­midts be­slut­nin­ger om at sende deres børn i pri­vatsko­le, når par­ti­et har slået på, at alle for­æl­dre skal støtte op om den of­fent­li­ge Fol­ke­sko­le.

Uanset om Helle Thor­ning-Sch­midt har retten på sin side, så sender det et signal om ut­ro­vær­dig­hed eller om mang­len­de in­te­gri­tet, hvis hun er so­ci­al­de­mo­krat, men opfører sig, som om hun hørte bedre hjemme blandt de Konservative eller Venstre, hvor det betragtes som en dyd at nedsætte sin personlige skat til det idealniveau, der bedst illustreres af Vendsyssel/Thys tradition for sort arbejde. Der ligger en forventning om, at hun opfører sig, som hun ønsker, at andre opfører sig. Som rollemodel har hun om ikke andet et forklaringsproblem, uanset hvad loven måtte sige, for at man har ret til noget betyder jo ikke, at man er forpligtet til at udnytte denne ret.

Helle Thorning-Schmidts reaktion er derfor korrekt i den udstrækning, at hun signalerer, at hun ikke er nervøs for, om hun har gjort noget galt. Imidlertid er det jo slet ikke et spørgsmål om, hvorvidt hendes mand har gjort noget juridisk legalt, men om hun repræsenterer en familie, hvis handling følger de idealer, hun som formand for Socialdemokratiet til en vis udstrækning må formodes at kunne personificere - såfremt hun virkelig mener, hvad hun siger. Det er ikke lovens dom, hun skal være nervøs for, men vælgernes dom. Derfor er det også noget helt andet, hun skal appellere til.

Hun skal appellere til folks gode samvittighed, ikke til jura. Helle Thorning-Schmidts vælgere skal ikke have det dårligt med, at hun opfører sig, som om hun var borgerlig. Men det ville måske kræve en så urealistisk djævelsk kombination af egeninteresse på både kort og lang sigt, at man næppe kunne kræve det af partiets vælgere. Lad mig derfor blot tale for mig selv på trods af, at jeg ikke er socialdemokrat.

Amina og jeg støtter Enhedslisten og taler i væsentlig udstrækning deres sag. Samtidig nyder vi godt af, at regeringen har indført topskattelettelser og milde vilkår for husejere, ligesom finanskrisen for vores vedkommende betyder en så lav rente på et stort lån, at vi reelt tjener gode penge på det. Uden at gå nærmere i detaljer er vi ikke umiddelbart med til at betale den borgerlige regerings fadæse, som de har sendt regningen for videre til de svagere stillede. Det må vel være topmålet af hykleri, at vi støtter Enhedslisten?

Til dels, kunne man sige, såfremt man kun betragter den meget korte bane, og såfremt man mener, at folk absolut skal handle på en måde, så de ikke opnår en fordel. Men både min egen og Helle Thorning-Schmidts familie ville være idioter, hvis ikke vi udnyttede de muligheder, vi havde. Lovene udstikker visse rammer, og dem benytter vi os selvfølgelig af.

Sagt på en anden måde: Problemet er ikke, at folk følger loven. Problemet er, at loven medvirker til strukturel ulighed, idet den tilgodeser folk, der har rigelige ressourcer, og gør det besværligt for folk, der har knappere ressourcer. Det nytter ikke det store, at nogle få familier opfører sig idealistisk eksemplarisk, hvis landets lovgivning er indrettet sådan, at langt de fleste ikke gør det. Hvis der skal opnås den forandring, som Enhedslisten kæmper for, og som Helle Thorning-Schmidts parti også ønsker en bid af, så er det ikke den enkelte persons adfærd, der betyder noget.

Der skal kæmpes for en lovgivning, der forhindrer skattespekulation. Der skal kæmpes for en lovgivning, der ikke gør tilværelsen sværere, bare fordi man har færre penge. Det nytter ikke, at jeg undlader at benytte mig af en ording, der kan reducere mit skattegrundlag med kr. 2.000, så længe store, internationale virksomheder såsom Q8 kan udnytte lovgivningen sådan, at de overhovedet ikke betaler skat. Det nytter ikke, at jeg og titusindvis af andre danskere reducerer vores CO2-udledning med 10%, så længe store koncerner som A. P. Møller-Mærsk ikke reducerer deres forurening overhovedet.

Der skal gennemføres strukturelle ændringer, hvis det skal nytte noget: Ændringer, der rammer de store spillere, og som sikrer, at alle bidrager efter evne til samfundet, selv når de udnytter grænserne. McDonald's eller Q8 begnder ikke at betale skat, bare fordi nogle tusinde danskere boykotter deres cola og benzin. Landmændene betynder ikke at reducere deres forbrug af pesticider eller deres dyremishandling, bare fordi nogle ideologiske mennesker dyrker økologiske jordbær i kolonihaven eller insisterer på veganermad. Det skal ske via lovgivning.

Derfor kan Helle Thorning-Schmidt og hendes mand godt udnytte en skattefordel, uden at være usolidariske, eller uden at være dårlige rollemodeller - såfremt de samtidig kæmper for at gennemføre en lovgivning, der i mindre grad tilgodeser hendes indkomstgruppe.

Gør hun det sidste, kan Helle Thorning-Schmidt også bruge det som argument for, at det er tilladeligt at udnytte de muligheder, der er givet. Ellers må hun finde sig i at få det pamper-stempel, som andre borgerlige i socialdemokratisk forklædning har fået før hende.

Information kalder årets urafstemning om Enhedslistens kandidater til folketingsvalget for en "Højrød strid". Det er nok så meget sagt. Ganske vist var jeg ikke selv til stede ved årsmødet, men sådan som jeg fik det refereret, var der sket det, at nogle kandidater måtte omrokeres af rent praktiske årsager, hvilket gjorde det nødvendigt at genoverveje kandidatlisten. Deltagerne ved årsmødet kan sikkert korrigere mig, hvis jeg har fået det galt i halsen. I hvert fald havde jeg ikke indtryk af, at der havde været nogen "strid", blot uklarheder.

Derimod står Enhedslisten med helt andre udfordringer i partitoppen:

For det første er det rent principielt problematisk, at Enhedslisten kalder sig et arbejderparti, når hele toppen består af akademikere. Jeg mener, at Enhedslisten bør kaste dette gammelkommunistiske levn af sig i en tid, hvor begrebet "arbejder" favner langt bredere end fabriksansatte. Klassekonflikten lever i bedste velgående mellem eliten og lønmodtagerne, for selv om ikke alle lønmodtagere lever op til den klassiske opfattelse af arbejdere, så er interessekonflikten mellem klasserne stadig den samme: Udbyderne af arbejde ønsker profit, og den kan de kun opnå, hvis ikke de betaler de ansatte - lønmodtagerne - den reelle pris for arbejdets værdi. Lidt firkantet sagt ønsker udbyderne af arbejde at få så meget arbejde som muligt for den lavest mulige pris, og de ansatte ønsker modsvarende at skulle modtage den højest mulige løn for arbejdet. Enhedslisten bør hensætte "arbejderen" til sin historie og i stedet fokusere på de forhold, der vedrører arbejderen anno 2010: Lønmodtagerens forhold - også for de lønmodtagere, som ikke altid befinder sig på nederste løntrin.

For det andet bør Enhedslisten afskaffe kravet om, at en politiker i Enhedslisten kun må sidde i Folketinget to valgperioder i træk. For mens det er positivt, at partiet således på en gang minimerer muligheden for at producere levebrødspolitikere, og samtidig sikrer nye ansigter muligheden for at komme frem, så er der også to alvorlige problemer med modellen: Partiet er simpelthen for lille til at kunne levere en jævn strøm af usædvanligt velkvalificerede kandidater, og spidskandidaterne når aldrig at opnå helt den samme politiske drevenhed og dermed gennemslagsmuligheder som de øvrige partiers spidskandidater.

Det tredie problem er delvist afledt af problemet med modellen nævnt ovenfor: Hvis man indfører begrænsninger såsom kønskvotering, kan man risikere at skulle vælge en ellers særdeles velkvalificeret kandidat fra. Det er farligt for et lille parti, hvor man har brug for alle de kræfter, man kan mønstre.

Helt udenfor de ovenstående strukturelle problemstillinger mener jeg endvidere, at Enhedslisten skal holde sig fri af folk, hvis religion spiller en rolle i deres liv. Derfor glæder det mig, at Anna Rytter blev vraget.