Nyeste i Ekstremisterne emnet
Reklamer virker. Politiske kampagner flytter stemmer. Børn bliver undervist i skolerne. Forhandlinger skaber resultater. Mennesker påvirker i det hele taget hinanden ved at tale med hinanden. Alt, hvad vi siger, har til hensigt at flytte en eller flere modparter. Hvis ikke vi påvirkede hinanden med vore ord, ville det slet ikke give mening at diskutere. Al kommunikation ville være ligegyldig. Lydene skabt i vores strubehoveder ville falde for døve øren, og som art ville vi næppe have udviklet et sprog. Der eksisterer ikke nogen kartesisk dualisme, hvor ånd og stemme findes isoleret fra krop og handling.
Fortæl en person, der har oplevet mobning, vedholdende fjendtlig retorik eller konstant nedgøring, at ord ikke kan gøre nogen skade. De kan nedbryde et barn lige så effektivt og permanent som vold og seksuelle overgreb. Fortæl en person, der kæmper for at holde sammen på sin økonomi, at ordene "du er fyret" ikke har fysiske følger, inden fyringen træder i kraft. Fortæl en person, der dømmes uskyldigt til døden i en amerikansk retssag på grund af anklagerens skarpe tunge, at ord ikke er farlige. Fortæl til personen, der forsøger selvmord efter lang tids målrettet hetz, at man ikke forsøgte at pådrage ham reel skade. Fortæl de hundredetusinder af flygtninge fra Irak, at løgne om masseødelæggelsesvåben ikke havde konsekvenser.
Hvis ikke et politisk parti forventede, at deres ord havde nogen betydning og fik folk til at skifte adfærd, ville partiet trække sig tilbage fra offentligheden og ikke spilde sin tid på TV-skærmene, i debatter, i radiointerviews, i læserbrevsspalterne og i kampagneannoncer. Ingen vælger ville blive flyttet af kommunikation, men ville sætte sit kryds helt uafhængigt af det politiske partis budskaber. Det er slet og ret indlysende, at kommunikationen fra politiske partier har til hensigt at rykke befolkningen. Valget af retorik, valget af emner og valget af argumentation har som formål at få befolkningen til at ændre adfærd. Det er ikke alene uønsket eller utilsigtet, hvis et individ i befolkningen skulle forblive upåvirket af de politiske partiers kommunikation, det er utænkeligt.
Lang tids vedholdende budskaber skaber kommunikerende fællesskaber af enighed - diskurser - der ligefrem sidestilles med at definere virkeligheden, idet virkelighedsopfattelse ikke er objektiv, men defineres socialt - gennem sproget. Sproget beskriver virkeligheden: Ordene sætter navn på de meninger, der er værd at optage eller modsætte sig; sætningerne definerer de emner, man formodes at beskæftige sig med; sproget udgør den virkelighed, man kan beskrive og dermed forholde sig til. Og jo mere, en virkelighed beskrives i ens samfund, desto mere nærværende bliver den.
Det gør samtidig disse tre partier medansvarlige for de holdninger, som den højreekstremistiske, norske massemorder Anders Breivik gav udtryk for; selv Breivik var opmærksom på dette, idet han henvise til de danske højrepartier. Anders Breivik må ganske vist formodes at have en personlighedsforstyrrelse, men det er oplagt at spørge retorisk: Var Anders Breiviks sygdom mon kommet til udtryk på samme måde, såfremt hans virkelighedsopfattelse var blevet næret af en retorik om fredelig sameksistens frem for den fjendtlige retorik, som hans foregangsmænd benyttede?
Svaret må være, som Philip Zimbardo har påpeget, at man skal undersøge selve individet, når alle andre forklaringsmodeller er opgivet; man er ikke den, man er - man er den, hvor man er, dvs. ens identitet og adfærd er først og fremmest bestemt af de fysiske og kommunikative omgivelser, man befinder sig i. Anders Breivik har taget retorikken til efterretning og kropsliggjort den. Væsentlige dele af den indvandrerfjendtlige retorik ville kun kunne lade sig gennemføre ved handlinger såsom Anders Breiviks på endnu større plan. Internering i arbejdslejre, folkeudryddelser og massedeportationer er de eneste måder, den indvandrerfjendtlige retorik kan gennemføres på i praksis, og Anders Breivik er i den forstand kun personlighedsforstyrret i den udstrækning, at han har manglet erkendelse af, at handlingen, og dermed også retorikken, er vanvittig.
Det er end ikke sikkert, at Anders Breivik virkelig har en personlighedsforstyrrelse. Hvis en flok på 100 mand står ved havnen og råber "skub ham i havnen!" om en bestemt person, og én af de 100 pludselig gør alvor af situationen, vil det være forrykt at skyde al skyld på den ene person, fordi det ville være forrykt at hævde, at råbene fra de 99 havde været uden påvirkning. Anders Breiviks udtalelser og holdninger er ikke usædvanlige blandt medlemmerne af den ekstreme højrefløj, og han kan være ledt af den højreekstreme retorik på samme måde som soldater drives til at skyde på en fjende, som de i situationen ikke ser som mennesker.
Dansk Folkeparti, Venstre og de Konservative, samt deres norske søsterpartier, er således ikke ansvarlige for, at Anders Breivik sandsynligvis er sindssyg, men de er med deres retorik med til at bestemme de handlinger og holdninger, en person som Anders Breivik vil påtage sig. Det er beskæmmende, at de i stedet kaster al skyld fra sig og fortsætter deres fjendtlige retorik som hidtil.
Fortæl en person, der har oplevet mobning, vedholdende fjendtlig retorik eller konstant nedgøring, at ord ikke kan gøre nogen skade. De kan nedbryde et barn lige så effektivt og permanent som vold og seksuelle overgreb. Fortæl en person, der kæmper for at holde sammen på sin økonomi, at ordene "du er fyret" ikke har fysiske følger, inden fyringen træder i kraft. Fortæl en person, der dømmes uskyldigt til døden i en amerikansk retssag på grund af anklagerens skarpe tunge, at ord ikke er farlige. Fortæl til personen, der forsøger selvmord efter lang tids målrettet hetz, at man ikke forsøgte at pådrage ham reel skade. Fortæl de hundredetusinder af flygtninge fra Irak, at løgne om masseødelæggelsesvåben ikke havde konsekvenser.
Hvis ikke et politisk parti forventede, at deres ord havde nogen betydning og fik folk til at skifte adfærd, ville partiet trække sig tilbage fra offentligheden og ikke spilde sin tid på TV-skærmene, i debatter, i radiointerviews, i læserbrevsspalterne og i kampagneannoncer. Ingen vælger ville blive flyttet af kommunikation, men ville sætte sit kryds helt uafhængigt af det politiske partis budskaber. Det er slet og ret indlysende, at kommunikationen fra politiske partier har til hensigt at rykke befolkningen. Valget af retorik, valget af emner og valget af argumentation har som formål at få befolkningen til at ændre adfærd. Det er ikke alene uønsket eller utilsigtet, hvis et individ i befolkningen skulle forblive upåvirket af de politiske partiers kommunikation, det er utænkeligt.
Lang tids vedholdende budskaber skaber kommunikerende fællesskaber af enighed - diskurser - der ligefrem sidestilles med at definere virkeligheden, idet virkelighedsopfattelse ikke er objektiv, men defineres socialt - gennem sproget. Sproget beskriver virkeligheden: Ordene sætter navn på de meninger, der er værd at optage eller modsætte sig; sætningerne definerer de emner, man formodes at beskæftige sig med; sproget udgør den virkelighed, man kan beskrive og dermed forholde sig til. Og jo mere, en virkelighed beskrives i ens samfund, desto mere nærværende bliver den.
Derfor er også Dansk Folkepartis, Venstres og de Konservatives racistiske diskurs med til at skabe fjendtlige holdninger mod indvandrere i befolkningen. Den stærke og vedholdende antimuslimske diskurs skaber fjendtlighed mod mellemøstlige befolkninger i befolkningen. Det ville være forrykt at hævde, at fjendtligheden skulle være opstået helt uafhængigt af de tre partier, selv om også partierne selv er under indflydelse fra deres bagland. Afviser man dette, afviser man også en af de vigtigste grundpiller for sprog, filosofi og udbredelsen af viden.
Det gør samtidig disse tre partier medansvarlige for de holdninger, som den højreekstremistiske, norske massemorder Anders Breivik gav udtryk for; selv Breivik var opmærksom på dette, idet han henvise til de danske højrepartier. Anders Breivik må ganske vist formodes at have en personlighedsforstyrrelse, men det er oplagt at spørge retorisk: Var Anders Breiviks sygdom mon kommet til udtryk på samme måde, såfremt hans virkelighedsopfattelse var blevet næret af en retorik om fredelig sameksistens frem for den fjendtlige retorik, som hans foregangsmænd benyttede?
Svaret må være, som Philip Zimbardo har påpeget, at man skal undersøge selve individet, når alle andre forklaringsmodeller er opgivet; man er ikke den, man er - man er den, hvor man er, dvs. ens identitet og adfærd er først og fremmest bestemt af de fysiske og kommunikative omgivelser, man befinder sig i. Anders Breivik har taget retorikken til efterretning og kropsliggjort den. Væsentlige dele af den indvandrerfjendtlige retorik ville kun kunne lade sig gennemføre ved handlinger såsom Anders Breiviks på endnu større plan. Internering i arbejdslejre, folkeudryddelser og massedeportationer er de eneste måder, den indvandrerfjendtlige retorik kan gennemføres på i praksis, og Anders Breivik er i den forstand kun personlighedsforstyrret i den udstrækning, at han har manglet erkendelse af, at handlingen, og dermed også retorikken, er vanvittig.
Det er end ikke sikkert, at Anders Breivik virkelig har en personlighedsforstyrrelse. Hvis en flok på 100 mand står ved havnen og råber "skub ham i havnen!" om en bestemt person, og én af de 100 pludselig gør alvor af situationen, vil det være forrykt at skyde al skyld på den ene person, fordi det ville være forrykt at hævde, at råbene fra de 99 havde været uden påvirkning. Anders Breiviks udtalelser og holdninger er ikke usædvanlige blandt medlemmerne af den ekstreme højrefløj, og han kan være ledt af den højreekstreme retorik på samme måde som soldater drives til at skyde på en fjende, som de i situationen ikke ser som mennesker.
Dansk Folkeparti, Venstre og de Konservative, samt deres norske søsterpartier, er således ikke ansvarlige for, at Anders Breivik sandsynligvis er sindssyg, men de er med deres retorik med til at bestemme de handlinger og holdninger, en person som Anders Breivik vil påtage sig. Det er beskæmmende, at de i stedet kaster al skyld fra sig og fortsætter deres fjendtlige retorik som hidtil.
Emner
Ekstremisterne
Følgende brev er d.d. send til Søren Espersen (DF):
Kære Søren Espersen,
I følge DR udtaler du følgende som argument for, at der ikke bør afholdes ramadan-middag på Christiansborg (http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2011/08/13/155942.htm):
Jeg er helt enig med dig i, at arrangementer på Christiansborg skal være af politisk og ikke religiøs karakter. Kan du bekræfte, at dette dette gælder generelt for enhver form for religion og politik, og at du derfor også vil erklære, at Dansk Folkeparti ønsker Folketingets årlige åbningsgudstjeneste afskaffet?
Med venlig hilsen,
Ole Wolf
(Adresse m.v.)
Kære Søren Espersen,
I følge DR udtaler du følgende som argument for, at der ikke bør afholdes ramadan-middag på Christiansborg (http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2011/08/13/155942.htm):
“
”
Vi har altid ment, at middagen var et misfoster. Det er fint nok med en sådan middag, og politikere skal velkommen til at deltage, men det skal bare ikke ske på Christiansborg. Christiansborg er først og fremmest et parlament. Så arrangementerne skal være af politisk karakter, siger Dansk Folkepartis medlem af Folketingets præsidium.
Med venlig hilsen,
Ole Wolf
(Adresse m.v.)
Emner
Ekstremisterne, Forfølgelse, Oles breve
Nedenstående er d.d. sendt til Mogens Camre:
Kære Mogens Camre,
Jeg har for nyligt læst pressemeddelelsen fra Dansk Folkeparti, hvor du din beklager, at du sammenligner "tyske værnemagtssoldater" i Danmark under besættelsen med "unge, muslimske bøller".
I følge pressemeddelelsen erkender du, at sammenligningen kan misforstås. Imidlertid fremgår det ikke, hvad der er den korrekte fortolkning af din udtalelse. Kan du forklare mig, hvordan man helt præcist skal forstå din sammenligning?
Kan jeg i øvrigt tillade mig at spørge, hvorfor du med din lange erfaring i politik vælger at bringe en sådan udtalelse, når det for en erfaren politiker er indlysende, at den vil blive tolket sådan, at du enten støtter nazismen eller siger, at de unge muslimer er værre end nazistiske landsforrædere?
Med venlig hilsen,
Ole Wolf
(adresse m.v.)
PS. Jeg vil gøre opmærksom på, at jeg evt. vil vælge at offentliggøre dit svar.
Kære Mogens Camre,
Jeg har for nyligt læst pressemeddelelsen fra Dansk Folkeparti, hvor du din beklager, at du sammenligner "tyske værnemagtssoldater" i Danmark under besættelsen med "unge, muslimske bøller".
I følge pressemeddelelsen erkender du, at sammenligningen kan misforstås. Imidlertid fremgår det ikke, hvad der er den korrekte fortolkning af din udtalelse. Kan du forklare mig, hvordan man helt præcist skal forstå din sammenligning?
Kan jeg i øvrigt tillade mig at spørge, hvorfor du med din lange erfaring i politik vælger at bringe en sådan udtalelse, når det for en erfaren politiker er indlysende, at den vil blive tolket sådan, at du enten støtter nazismen eller siger, at de unge muslimer er værre end nazistiske landsforrædere?
Med venlig hilsen,
Ole Wolf
(adresse m.v.)
PS. Jeg vil gøre opmærksom på, at jeg evt. vil vælge at offentliggøre dit svar.
Emner
Ekstremisterne, Oles breve
Følgende er d.d. sendt som email til den tyske ambassade:
Til Den Tyske Ambassade (att. Dr. Christoph Jessen).
I forlængelse af Dr. Cristoph Jessens udtalelse om Dansk Folkepartis krav om grænsekontrol formoder jeg, at Hr. Jessen som ambassadør taler på vegne af sit land.
Når Pia Kjærsgaard således siger, at der er tale om "totalt hysteri", "dybt pinligt", "fuldstændig latterligt" og "det værste vås" (se http://www.b.dk/politiko/det-er-totalt-hysteri), er det reelt et verbalt angreb på Tyskland. Jeg vil opfordre Dem til at kommentere hendes opførsel i dette lys.
Med venlig hilsen,
Civilingeniør Ole Wolf,
(adresse osv.)
Til Den Tyske Ambassade (att. Dr. Christoph Jessen).
I forlængelse af Dr. Cristoph Jessens udtalelse om Dansk Folkepartis krav om grænsekontrol formoder jeg, at Hr. Jessen som ambassadør taler på vegne af sit land.
Når Pia Kjærsgaard således siger, at der er tale om "totalt hysteri", "dybt pinligt", "fuldstændig latterligt" og "det værste vås" (se http://www.b.dk/politiko/det-er-totalt-hysteri), er det reelt et verbalt angreb på Tyskland. Jeg vil opfordre Dem til at kommentere hendes opførsel i dette lys.
Med venlig hilsen,
Civilingeniør Ole Wolf,
(adresse osv.)
Emner
Ekstremisterne, Oles breve
I 1972 sprængte Mogens Glistrup rammerne for, hvad man hidtil havde kunnet tillade sig i politik, da han stiftede protestpartiet Fremskridtspartiet et halvt år efter, han havde fremvist et skattekort for TV-kameraerne, hvor han havde spekuleret sig til en trækprocent på 0. Partiet ønskede nedskæring af den voksende, kontrollerende offentlige sektor, afskaffelse af indkomstskatten, en sanering af lovgivningen, samt et stop for indvandring af "muhammedanerne", som Mogens Glistrup med klingende bornholmsk dialekt omtalte indvandrere fra muslimske lande; eller kort sagt: Et højrenationalistisk parti.
Fremskridtspartiet kom i folketinget ved det næste valg, der siden blev kendt som "Jordskredsvalget". Her blev en tredjedel af alle politikerne i Folketinget udskiftet, og hele fem nye partier blev repræsenteret i Folketinget.
Fremskridtspartiet havde på dette tidspunkt endnu ikke nået at formulere en egentlig partipolitik, og havde ikke opbygget nogen lokal organisation. Den pludselige succes kombineret med den dÃ¥rlige struktur gav anledning til, at adskillige medlemmer blev valgt ind uden tilstrækkelig politisk erfaring, og mange vælgere viste sig også hurtigt at være uenige i partiets politik. Dette, samt fængslingen af den karismatiske Mogens Glistrup, gav anledning til så store splittelser, at Fremskridtspartiet hurtigt fik sine mandater reduceret i Folketinget.
I 1995 stiftede fire udbrydere af Fremskridtspartiet det nye parti Dansk Folkeparti. Det politiske grundlag var omtrent det samme, men ønsket om afvikling af indkomstskatten blev droppet, og partiet er stærkt topstyret. Ser man på det realpolitiske program, der udmøntes af, hvad Dansk Folkeparti stemmer for og imod i folketingssalen, og af resultaterne af de forhandlinger, Dansk Folkeparti indgår i, kan partiprogrammet formuleres ganske enkelt: Danmark skal være et land for hvide, kristne mennesker af dansk afstamning. Alle partiets valg bliver - bevidst eller ubevidst - vejet imod denne langtidsplanlægning.
Siden 1995 er de skiftende regeringer blevet vænnet til, at alle spørgsmål har skullet forholdes til Dansk Folkepartis påstand om, at Danmark er ved at blive overrendt af indvandrere. Det er lykkedes Dansk Folkeparti at gøre indvandring og muslimer til et konstant spørgsmål, der altid er relevant, fordi Dansk Folkeparti altid har bragt det på bane som forhandlingskrav, også i sammenhænge, der intet havde med indvandring at gøre. Siden 2001 har Dansk Folkeparti været den borgerlige regerings parlamentariske grundlag, og her har partiet for alvor udnyttet sine muligheder for kun at lade Venstre og de Konservative få deres politik gennemført mod betaling i form af racistiske tiltag.
Når Venstre og de Konservative konsekvent har æ¦ret nødt til at indrette deres politik efter Dansk Folkepartis nationalistiske og racistiske ønsker, har disse to partiers realpolitik indeholdt Dansk Folkepartis egentlige ovennævnte partiprogram. Dermed har Venstre og de Konservative kunnet appellere til politikere, der i modsat fald kunne forventes at have fundet vej ind i Dansk Folkeparti. Med Dansk Folkepartis konstante pres, der har tvunget Dansk Folkepartis racisme ind i alle politiske spørgsmål, og med de nye politikere i Venstre og de Konservative, der opfattede denne realpolitik som en del af deres egen partipolitik og ikke Dansk Folkepartis politik, har Dansk Folkeparti reelt flyttet sin partipolitik over i Venstre og de Konservative, samt til dels de øvrige partier i regeringen, der med mellemrum har måttet indgå i forhandlinger med Dansk Folkeparti. Det er symptomatisk, at de partier, der i videst udstrækning har været holdt udenfor forhandlingerne med Dansk Folkeparti, også er de partier, der betragter indvandring som det mindste problem: De Radikale og Enhedslisten. De øvrige partier, Socialdemokratiet og SF, kommer jævnligt med udtalelser, der har et skær af Dansk Folkepartis nationalisme.
Selv om Dansk Folkepartis politik er blevet overtaget af Venstre og de Konservative, samt til dels SF og Socialdemokratiet, har dette ikke fået Dansk Folkeparti til at dæmpe forhandlingspresset. Tværtimod har Dansk Folkeparti fastholdt sit pres med yderligere nationalistiske og racistiske krav.
I denne politiske situation blev Ny Alliance dannet af udbrydere fra de Radikale og de Konservative i 2007. Partiet førte sig frem som det alternativ, der skulle sætte Dansk Folkeparti udenfor politisk indflydelse. Partiet led imidlertid ligesom Fremskridtspartiet af uklare politiske holdninger og manglende organisation, og i 2008 genetablerede partiet sig selv med navnet Liberal Alliance. Samtidig valgte partiet at begrave sin modstand mod Dansk Folkeparti, og partiet kunne nu meddele, at det ikke ville have noget imod, at Dansk Folkeparti kom til at indgå i en eventuel fremtidig regering.
Liberal Alliances øvrige politik går ud på at reducere skatterne, at sanere lovgivningen, samt øge den personlige frihed gennem nedbringelse af en kontrollerende offentlige sektor. Både partiets fødsel og dets partipolitik minder i bemærkelsesværdig grad om Fremskridtspartiets, dog med Fremskridtspartiets markante nationalistiske holdninger som undtagelse. På det sidste punkt har Liberal Alliance valgt at forholde sig neutralt, dog med førnævnte erklæring om, at Dansk Folkeparti udø¸r en velkommen ledelse.
De holdninger, der engang var en uhørt politik og ekstrem racisme, er nu blevet overtaget af Folketingets partier i en sådan grad, at de i dag blot betragtes som den borgerlige side af midten af dansk politik, repræsenteret ved Liberal Alliance, de Konservative og Venstre. Dansk Folkeparti fortsætter sig pres, og partiets racisme og nationalisme vil blive ved med at finde vej ind i de øvrige partier så længe, partierne finder Dansk Folkeparti "stuerent" nok til at forhandle med.
Fremskridtspartiet kom i folketinget ved det næste valg, der siden blev kendt som "Jordskredsvalget". Her blev en tredjedel af alle politikerne i Folketinget udskiftet, og hele fem nye partier blev repræsenteret i Folketinget.
Fremskridtspartiet havde på dette tidspunkt endnu ikke nået at formulere en egentlig partipolitik, og havde ikke opbygget nogen lokal organisation. Den pludselige succes kombineret med den dÃ¥rlige struktur gav anledning til, at adskillige medlemmer blev valgt ind uden tilstrækkelig politisk erfaring, og mange vælgere viste sig også hurtigt at være uenige i partiets politik. Dette, samt fængslingen af den karismatiske Mogens Glistrup, gav anledning til så store splittelser, at Fremskridtspartiet hurtigt fik sine mandater reduceret i Folketinget.
I 1995 stiftede fire udbrydere af Fremskridtspartiet det nye parti Dansk Folkeparti. Det politiske grundlag var omtrent det samme, men ønsket om afvikling af indkomstskatten blev droppet, og partiet er stærkt topstyret. Ser man på det realpolitiske program, der udmøntes af, hvad Dansk Folkeparti stemmer for og imod i folketingssalen, og af resultaterne af de forhandlinger, Dansk Folkeparti indgår i, kan partiprogrammet formuleres ganske enkelt: Danmark skal være et land for hvide, kristne mennesker af dansk afstamning. Alle partiets valg bliver - bevidst eller ubevidst - vejet imod denne langtidsplanlægning.
Siden 1995 er de skiftende regeringer blevet vænnet til, at alle spørgsmål har skullet forholdes til Dansk Folkepartis påstand om, at Danmark er ved at blive overrendt af indvandrere. Det er lykkedes Dansk Folkeparti at gøre indvandring og muslimer til et konstant spørgsmål, der altid er relevant, fordi Dansk Folkeparti altid har bragt det på bane som forhandlingskrav, også i sammenhænge, der intet havde med indvandring at gøre. Siden 2001 har Dansk Folkeparti været den borgerlige regerings parlamentariske grundlag, og her har partiet for alvor udnyttet sine muligheder for kun at lade Venstre og de Konservative få deres politik gennemført mod betaling i form af racistiske tiltag.
Når Venstre og de Konservative konsekvent har æ¦ret nødt til at indrette deres politik efter Dansk Folkepartis nationalistiske og racistiske ønsker, har disse to partiers realpolitik indeholdt Dansk Folkepartis egentlige ovennævnte partiprogram. Dermed har Venstre og de Konservative kunnet appellere til politikere, der i modsat fald kunne forventes at have fundet vej ind i Dansk Folkeparti. Med Dansk Folkepartis konstante pres, der har tvunget Dansk Folkepartis racisme ind i alle politiske spørgsmål, og med de nye politikere i Venstre og de Konservative, der opfattede denne realpolitik som en del af deres egen partipolitik og ikke Dansk Folkepartis politik, har Dansk Folkeparti reelt flyttet sin partipolitik over i Venstre og de Konservative, samt til dels de øvrige partier i regeringen, der med mellemrum har måttet indgå i forhandlinger med Dansk Folkeparti. Det er symptomatisk, at de partier, der i videst udstrækning har været holdt udenfor forhandlingerne med Dansk Folkeparti, også er de partier, der betragter indvandring som det mindste problem: De Radikale og Enhedslisten. De øvrige partier, Socialdemokratiet og SF, kommer jævnligt med udtalelser, der har et skær af Dansk Folkepartis nationalisme.
Selv om Dansk Folkepartis politik er blevet overtaget af Venstre og de Konservative, samt til dels SF og Socialdemokratiet, har dette ikke fået Dansk Folkeparti til at dæmpe forhandlingspresset. Tværtimod har Dansk Folkeparti fastholdt sit pres med yderligere nationalistiske og racistiske krav.
I denne politiske situation blev Ny Alliance dannet af udbrydere fra de Radikale og de Konservative i 2007. Partiet førte sig frem som det alternativ, der skulle sætte Dansk Folkeparti udenfor politisk indflydelse. Partiet led imidlertid ligesom Fremskridtspartiet af uklare politiske holdninger og manglende organisation, og i 2008 genetablerede partiet sig selv med navnet Liberal Alliance. Samtidig valgte partiet at begrave sin modstand mod Dansk Folkeparti, og partiet kunne nu meddele, at det ikke ville have noget imod, at Dansk Folkeparti kom til at indgå i en eventuel fremtidig regering.
Liberal Alliances øvrige politik går ud på at reducere skatterne, at sanere lovgivningen, samt øge den personlige frihed gennem nedbringelse af en kontrollerende offentlige sektor. Både partiets fødsel og dets partipolitik minder i bemærkelsesværdig grad om Fremskridtspartiets, dog med Fremskridtspartiets markante nationalistiske holdninger som undtagelse. På det sidste punkt har Liberal Alliance valgt at forholde sig neutralt, dog med førnævnte erklæring om, at Dansk Folkeparti udø¸r en velkommen ledelse.
De holdninger, der engang var en uhørt politik og ekstrem racisme, er nu blevet overtaget af Folketingets partier i en sådan grad, at de i dag blot betragtes som den borgerlige side af midten af dansk politik, repræsenteret ved Liberal Alliance, de Konservative og Venstre. Dansk Folkeparti fortsætter sig pres, og partiets racisme og nationalisme vil blive ved med at finde vej ind i de øvrige partier så længe, partierne finder Dansk Folkeparti "stuerent" nok til at forhandle med.
Emner
Borgerlig regering, Ekstremisterne
Nedenstående email er d.d. sendt til Tom Behnke (K):
Kære Tom Behnke,
I forbindelse med det seneste eksempel i rækken af konventionsbrud mod EU og FN, som regeringen har besluttet sig for, er det kommet frem, at Danmark giver afslag på ansøgninger om statsborgerskab, hvis personen bag ansøgningen lider af PTSD. Du siger i følge Politiken følgende:
"Folketingets flertal har sagt, at de sager ønsker vi ikke at se. Hvis man kun lider af PTSD, ønsker vi, at ministeriet giver afslag" (kilde). Jeg formoder, at dette flertal bestod af de sædvanlige tre partier.
Eftersom du ikke anerkender PTSD som et handicap, vil jeg gerne bede dig bekræfte, at danske soldater, der f.eks. har gjort tjeneste i Afghanistan og nu lider af PTSD, kun vil modtage støtte for eventuelle andre lidelser, og altså ikke for deres PTSD, eller alternativt at du vil melde dem for socialt bedrageri.
Hvis ikke du kan bekræfte dette, vil jeg meget gerne bede dig om en kort redegørelse for den kvalitative forskel mellem danske soldater med PTSD pådraget efter få måneders militærtjeneste og flygtninge, der har fået PTSD af mange års udsættelse for langt værre forhold.
NB: Jeg er opmærksom på, at dine tidligere partifæller fra Fremskridtspartiet fremfører det argument, at indvandrere lyver, når de hævder at have PTSD. Det fremgår ikke, om du er enig i dette argument, men såfremt dette er tilfældet, vil jeg gerne have oplyst yderligere: Mener du, at ikke-etniske danskere er mere disponerede for at lyve for at opnå støtte end etniske danskere, eller mener du i stedet, at det er læger og psykiatrien, der står for disse løgne?
Med venlig hilsen, og på forhånd tak for dine svar.
Kære Tom Behnke,
I forbindelse med det seneste eksempel i rækken af konventionsbrud mod EU og FN, som regeringen har besluttet sig for, er det kommet frem, at Danmark giver afslag på ansøgninger om statsborgerskab, hvis personen bag ansøgningen lider af PTSD. Du siger i følge Politiken følgende:
"Folketingets flertal har sagt, at de sager ønsker vi ikke at se. Hvis man kun lider af PTSD, ønsker vi, at ministeriet giver afslag" (kilde). Jeg formoder, at dette flertal bestod af de sædvanlige tre partier.
Eftersom du ikke anerkender PTSD som et handicap, vil jeg gerne bede dig bekræfte, at danske soldater, der f.eks. har gjort tjeneste i Afghanistan og nu lider af PTSD, kun vil modtage støtte for eventuelle andre lidelser, og altså ikke for deres PTSD, eller alternativt at du vil melde dem for socialt bedrageri.
Hvis ikke du kan bekræfte dette, vil jeg meget gerne bede dig om en kort redegørelse for den kvalitative forskel mellem danske soldater med PTSD pådraget efter få måneders militærtjeneste og flygtninge, der har fået PTSD af mange års udsættelse for langt værre forhold.
NB: Jeg er opmærksom på, at dine tidligere partifæller fra Fremskridtspartiet fremfører det argument, at indvandrere lyver, når de hævder at have PTSD. Det fremgår ikke, om du er enig i dette argument, men såfremt dette er tilfældet, vil jeg gerne have oplyst yderligere: Mener du, at ikke-etniske danskere er mere disponerede for at lyve for at opnå støtte end etniske danskere, eller mener du i stedet, at det er læger og psykiatrien, der står for disse løgne?
Med venlig hilsen, og på forhånd tak for dine svar.
Ole Wolf
(adresse m.v.)
(adresse m.v.)
Emner
Ekstremisterne, Oles breve, Retsopfattelse
Hos nogle personer kan det være svært at gennemskue deres holdninger, hvis man alene ser på deres udtalelser. De kan have modsat rettede holdninger i hovedet, uden at det giver anledning til eftertanke. Se blot Martin Henriksen (DF), der på én gang kan beklage, at Özlem Cekic (SF) støtter lovbrud, og samtidig kan opfordre til lovbrud i forbindelse med EU-regler for udlændinge.
Det ligner unægteligt udtalelser fra en forvirret person, og mens man rimeligvis kan undskyldes for at konkludere, at Martin Henriksen slet og ret er dårligt begavet, er årsagen formodentlig en anden, som kan forklares ved hans menneskesyn.
Martin Henriksen deler ligesom af sit parti mennesker op i to typer: De "rigtige" mennesker som dem selv, og så alle de øvrige, der ikke anses for fuldgyldige mennesker, men derimod som skadedyr, mindre egnede, forkert farvede, forkert troende, eller på anden vis underordnede. Lovgivning anses som noget, der skal beskytte de "rigtige" mennesker mod de "forkerte" mennesker. De "forkerte" mennesker har ikke krav på at blive beskyttet af lovgivningen.
Hvis man holder sig til denne logik, forsvinder den dobbeltmoral, som en normalt tænkende person kan få øje på, fra Martin Henriksens modsat rettede holdninger. Martin Henriksens holdning ser således ud: Özlem Cekic er et "forkert" menneske, og skal således rette sig efter den hvide, kristne danskers lov. Samtidig er EU-lovgivningen ikke den hvide, kristne danskers lov, og den hvide, kristne dansker skal derfor ikke rette sig efter den.
Se også: Kerneværdier på blot 14 ord.
Det ligner unægteligt udtalelser fra en forvirret person, og mens man rimeligvis kan undskyldes for at konkludere, at Martin Henriksen slet og ret er dårligt begavet, er årsagen formodentlig en anden, som kan forklares ved hans menneskesyn.
Martin Henriksen deler ligesom af sit parti mennesker op i to typer: De "rigtige" mennesker som dem selv, og så alle de øvrige, der ikke anses for fuldgyldige mennesker, men derimod som skadedyr, mindre egnede, forkert farvede, forkert troende, eller på anden vis underordnede. Lovgivning anses som noget, der skal beskytte de "rigtige" mennesker mod de "forkerte" mennesker. De "forkerte" mennesker har ikke krav på at blive beskyttet af lovgivningen.
Hvis man holder sig til denne logik, forsvinder den dobbeltmoral, som en normalt tænkende person kan få øje på, fra Martin Henriksens modsat rettede holdninger. Martin Henriksens holdning ser således ud: Özlem Cekic er et "forkert" menneske, og skal således rette sig efter den hvide, kristne danskers lov. Samtidig er EU-lovgivningen ikke den hvide, kristne danskers lov, og den hvide, kristne dansker skal derfor ikke rette sig efter den.
Se også: Kerneværdier på blot 14 ord.
Emner
Ekstremisterne, Retsopfattelse
Nedenstående email er d.d. sendt til Jesper Langballe (DF) med CC til Johanne Schmidt-Nielsen (EL):
Kære Jesper Langballe,
Jeg har et hurtigt spørgsmål, som jeg ikke er i tvivl om, at du hurtigt kan besvare:
Da Enhedslisten krævede Birthe Rønn Hornbech (V) i samråd omkring statsborgerskabssagen, lykkedes det dig kortvarigt at få hende til at more sig trods hendes "radiotavshed", hvor hun slukkede mikrofonen, idet du sammenlignede oppositionens vedholdende spørgsmål med en motor, der gik i tomgang. (Se http://www.information.dk/259082.)
Nu er Birthe Rønn Hornbech imidlertid blevet tvunget til at gå af på grund af sagens alvorlighed. Mener du stadig, at oppositionen var en "motor i tomgang", der stillede irrelevante spørgsmål, som ikke havde nogen relevans?
Med venlig hilsen og på forhånd tak,
Ole Wolf
(adresse m.v.)
Kære Jesper Langballe,
Jeg har et hurtigt spørgsmål, som jeg ikke er i tvivl om, at du hurtigt kan besvare:
Da Enhedslisten krævede Birthe Rønn Hornbech (V) i samråd omkring statsborgerskabssagen, lykkedes det dig kortvarigt at få hende til at more sig trods hendes "radiotavshed", hvor hun slukkede mikrofonen, idet du sammenlignede oppositionens vedholdende spørgsmål med en motor, der gik i tomgang. (Se http://www.information.dk/259082.)
Nu er Birthe Rønn Hornbech imidlertid blevet tvunget til at gå af på grund af sagens alvorlighed. Mener du stadig, at oppositionen var en "motor i tomgang", der stillede irrelevante spørgsmål, som ikke havde nogen relevans?
Med venlig hilsen og på forhånd tak,
Ole Wolf
(adresse m.v.)
Emner
Ekstremisterne, Oles breve
TV-duellen på TV2 mellem Helle Thorning-Schmidt (S) og Pia Kjærsgaard (DF) var arrangeret af Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Værten var hyret og betalt af de to partier, og partierne havde bestemt hvilke emner, der skulle diskuteres, skriver Jyllands-Posten i dag.
Mediernes fokus er, at seerne kan føle sig snydt, men måske burde medierne overveje, hvorfor de to partiledere har valgt at mødes i slagsmål for åben skærm. Jyllands-Posten nøjes med at konstatere, at DR mener, at politikere gør en indsats for at undgå kritisk journalistik. Men der ligger mere i det.
Når Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti indgår i et sådant fælles arrangement, er det ikke fordi begge partier mener, at netop de selv vil være i stand til at tryne modstanderen. Det er nemlig ligemeget, om de vinder eller taber, hvis de - som begge partier rigeligt har åbnet dørene for - ønsker at gå i regering sammen. Så er det i stedet en win-win situation, hvor enhver stemme, Helle Thorning-Schmidt måtte tabe mod Pia Kjærsgaard eller vice versa, ikke er tabt. De to partier præsenterer seerne for to muligheder: Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti. Vælger man ikke det ene, må man vælge det andet. I fraværet af de seks-syv andre muligheder, der til dels gives af de øvrige partier, kan man være mest enig med enten Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti. Samlet set vinder de begge på en sådan konstruktion.
Seerne bør derfor ikke være fortørnede over at være blevet snydt, men blot opmærksomme på, at TV2 har været såvel mikrofon- som kameraholder for Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis fælles valgkamp, som har et fælles regeringsgrundlag som mål.
Mediernes fokus er, at seerne kan føle sig snydt, men måske burde medierne overveje, hvorfor de to partiledere har valgt at mødes i slagsmål for åben skærm. Jyllands-Posten nøjes med at konstatere, at DR mener, at politikere gør en indsats for at undgå kritisk journalistik. Men der ligger mere i det.
Når Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti indgår i et sådant fælles arrangement, er det ikke fordi begge partier mener, at netop de selv vil være i stand til at tryne modstanderen. Det er nemlig ligemeget, om de vinder eller taber, hvis de - som begge partier rigeligt har åbnet dørene for - ønsker at gå i regering sammen. Så er det i stedet en win-win situation, hvor enhver stemme, Helle Thorning-Schmidt måtte tabe mod Pia Kjærsgaard eller vice versa, ikke er tabt. De to partier præsenterer seerne for to muligheder: Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti. Vælger man ikke det ene, må man vælge det andet. I fraværet af de seks-syv andre muligheder, der til dels gives af de øvrige partier, kan man være mest enig med enten Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti. Samlet set vinder de begge på en sådan konstruktion.
Seerne bør derfor ikke være fortørnede over at være blevet snydt, men blot opmærksomme på, at TV2 har været såvel mikrofon- som kameraholder for Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis fælles valgkamp, som har et fælles regeringsgrundlag som mål.
Emner
Centrum-venstre, Ekstremisterne







Seneste kommentarer