Nyeste i Ekstremisterne emnet

Reklamer virker. Politiske kampagner flytter stemmer. Børn bliver undervist i skolerne. Forhandlinger skaber resultater. Mennesker påvirker i det hele taget hinanden ved at tale med hinanden. Alt, hvad vi siger, har til hensigt at flytte en eller flere modparter. Hvis ikke vi påvirkede hinanden med vore ord, ville det slet ikke give mening at diskutere. Al kommunikation ville være ligegyldig. Lydene skabt i vores strubehoveder ville falde for døve øren, og som art ville vi næppe have udviklet et sprog. Der eksisterer ikke nogen kartesisk dualisme, hvor ånd og stemme findes isoleret fra krop og handling.

Fortæl en person, der har oplevet mobning, vedholdende fjendtlig retorik eller konstant nedgøring, at ord ikke kan gøre nogen skade. De kan nedbryde et barn lige så effektivt og permanent som vold og seksuelle overgreb. Fortæl en person, der kæmper for at holde sammen på sin økonomi, at ordene "du er fyret" ikke har fysiske følger, inden fyringen træder i kraft. Fortæl en person, der dømmes uskyldigt til døden i en amerikansk retssag på grund af anklagerens skarpe tunge, at ord ikke er farlige. Fortæl til per­so­nen, der for­sø­ger selv­mord efter lang tids må­l­ret­tet hetz, at man ikke for­søg­te at på­dra­ge ham reel skade. Fortæl de hun­d­re­de­tu­sin­der af flygt­nin­ge fra Irak, at løgne om mas­seø­de­læg­gel­ses­vå­ben ikke havde kon­se­kven­ser.

Hvis ikke et po­li­tisk parti for­ven­te­de, at deres ord havde nogen be­tyd­ning og fik folk til at skifte adfærd, ville par­ti­et trække sig til­ba­ge fra of­fent­lig­he­den og ikke spilde sin tid på TV-skær­me­ne, i de­bat­ter, i ra­dio­in­ter­views, i læ­ser­brevs­s­pal­ter­ne og i kam­pag­ne­an­non­cer. Ingen vælger ville blive flyt­tet af kom­mu­ni­ka­tion, men ville sætte sit kryds helt uaf­hæn­gigt af det po­li­ti­ske partis bud­ska­ber. Det er slet og ret ind­ly­sen­de, at kom­mu­ni­ka­tio­nen fra po­li­ti­ske par­ti­er har til hen­sigt at rykke be­folk­nin­gen. Valget af re­to­rik, valget af emner og valget af ar­gu­men­ta­tion har som formål at få be­folk­nin­gen til at ændre adfærd. Det er ikke alene uøn­sket eller util­sig­tet, hvis et in­di­vid i be­folk­nin­gen skulle for­bli­ve upå­vir­ket af de po­li­ti­ske par­ti­ers kom­mu­ni­ka­tion, det er utæn­ke­ligt.

Lang tids ved­hol­den­de bud­ska­ber skaber kom­mu­ni­ke­ren­de fæl­les­ska­ber af enig­hed - dis­kur­ser - der li­ge­frem si­destil­les med at de­fi­ne­re vir­ke­lig­he­den, idet vir­ke­lig­heds­op­fat­tel­se ikke er ob­jek­tiv, men de­fi­ne­res so­ci­alt - gennem spro­get. Spro­get be­skri­ver vir­ke­lig­he­den: Ordene sætter navn på de me­nin­ger, der er værd at optage eller mod­sæt­te sig; sæt­nin­ger­ne de­fi­ne­rer de emner, man for­mo­des at be­skæf­ti­ge sig med; spro­get udgør den vir­ke­lig­hed, man kan be­skri­ve og dermed for­hol­de sig til. Og jo mere, en vir­ke­lig­hed be­skri­ves i ens sam­fund, desto mere nær­væ­ren­de bliver den.

Derfor er også Dansk Fol­ke­par­tis, Ven­stres og de Kon­ser­va­ti­ves ra­ci­sti­ske dis­kurs med til at skabe fjendt­li­ge hold­nin­ger mod ind­van­dre­re i be­folk­nin­gen. Den stærke og ved­hol­den­de an­ti­mus­lim­ske dis­kurs skaber fjendt­lig­hed mod mel­le­møst­li­ge be­folk­nin­ger i be­folk­nin­gen. Det ville være for­rykt at hævde, at fjendt­lig­he­den skulle være op­stå­et helt uaf­hæn­gigt af de tre par­ti­er, selv om også par­ti­er­ne selv er under ind­fly­del­se fra deres bag­land. Af­vi­ser man dette, af­vi­ser man også en af de vig­tig­ste grund­pil­ler for sprog, fi­lo­so­fi og ud­bre­del­sen af viden.

Det gør sam­ti­dig disse tre par­ti­er me­dansvar­li­ge for de hold­nin­ger, som den høj­re­ek­stre­mi­sti­ske, norske mas­se­mor­der Anders Brei­vik gav udtryk for; selv Brei­vik var op­mærk­som på dette, idet han hen­vi­se til de danske høj­re­par­ti­er. Anders Brei­vik må ganske vist for­mo­des at have en per­son­lig­heds­for­styr­rel­se, men det er oplagt at spørge re­to­risk: Var Anders Brei­viks sygdom mon kommet til udtryk på samme måde, så­fremt hans vir­ke­lig­heds­op­fat­tel­se var blevet næret af en re­to­rik om fre­de­lig sa­mek­si­stens frem for den fjendt­li­ge re­to­rik, som hans fo­re­gangs­mænd be­nyt­te­de?

Svaret må være, som Philip Zim­bar­do har på­pe­get, at man skal un­der­sø­ge selve in­di­vi­det, når alle andre for­kla­rings­mo­del­ler er op­gi­vet; man er ikke den, man er - man er den, hvor man er, dvs. ens iden­ti­tet og adfærd er først og frem­mest be­stemt af de fy­si­ske og kom­mu­ni­ka­ti­ve om­gi­vel­ser, man be­fin­der sig i. Anders Brei­vik har taget re­to­rik­ken til ef­ter­ret­ning og kro­p­s­lig­gjort den. Væ­sent­li­ge dele af den ind­van­drer­fjendt­li­ge re­to­rik ville kun kunne lade sig gen­nem­fø­re ved hand­lin­ger såsom Anders Brei­viks på endnu større plan. In­ter­ne­ring i ar­bejds­lej­re­, fol­keud­ryd­del­ser og mas­se­deporta­tio­ner er de eneste måder, den ind­van­drer­fjendt­li­ge re­to­rik kan gen­nem­fø­res på i prak­sis, og Anders Brei­vik er i den for­stand kun per­son­lig­heds­for­styr­ret i den ud­stræk­ning, at han har mang­let er­ken­del­se af, at hand­lin­gen, og dermed også re­to­rik­ken, er van­vit­tig.

Det er end ikke sikkert, at Anders Breivik virkelig har en personlighedsforstyrrelse. Hvis en flok på 100 mand står ved havnen og råber "skub ham i havnen!" om en bestemt person, og én af de 100 pludselig gør alvor af situationen, vil det være forrykt at skyde al skyld på den ene person, fordi det ville være forrykt at hævde, at råbene fra de 99 havde været uden påvirkning. Anders Breiviks udtalelser og holdninger er ikke usædvanlige blandt medlemmerne af den ekstreme højrefløj, og han kan være ledt af den højreekstreme retorik på samme måde som soldater drives til at skyde på en fjende, som de i situationen ikke ser som mennesker.

Dansk Folkeparti, Venstre og de Konservative, samt deres norske søsterpartier, er således ikke ansvarlige for, at Anders Breivik sandsynligvis er sindssyg, men de er med deres retorik med til at bestemme de handlinger og holdninger, en person som Anders Breivik vil påtage sig. Det er beskæmmende, at de i stedet kaster al skyld fra sig og fortsætter deres fjendtlige retorik som hidtil.

Følgende brev er d.d. send til Søren Espersen (DF):

Kære Søren Espersen,

I følge DR udtaler du følgende som argument for, at der ikke bør afholdes ramadan-middag på Christiansborg (http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2011/08/13/155942.htm):

Jeg er helt enig med dig i, at arrangementer på Christiansborg skal være af politisk og ikke religiøs karakter. Kan du bekræfte, at dette dette gælder generelt for enhver form for religion og politik, og at du derfor også vil erklære, at Dansk Folkeparti ønsker Folketingets årlige åbningsgudstjeneste afskaffet?

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(Adresse m.v.)

Nedenstående er d.d. sendt til Mogens Camre:

Kære Mogens Camre,

Jeg har for nyligt læst pressemeddelelsen fra Dansk Folkeparti, hvor du  din beklager, at du sammenligner "tyske værnemagtssoldater" i Danmark under besættelsen med "unge, muslimske bøller".

I følge pressemeddelelsen erkender du, at sammenligningen kan misforstås. Imidlertid fremgår det ikke, hvad der er den korrekte fortolkning af din udtalelse. Kan du forklare mig, hvordan man helt præcist skal forstå din sammenligning?

Kan jeg i øvrigt tillade mig at spørge, hvorfor du med din lange erfaring i politik vælger at bringe en sådan udtalelse, når det for en erfaren politiker er indlysende, at den vil blive tolket sådan, at du enten støtter nazismen eller siger, at de unge muslimer er værre end nazistiske landsforrædere?

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(adresse m.v.)

PS. Jeg vil gøre opmærksom på, at jeg evt. vil vælge at offentliggøre dit svar.

Følgende er d.d. sendt som email til den tyske ambassade:

Til Den Tyske Ambassade (att. Dr. Christoph Jessen).

I forlængelse af Dr. Cristoph Jessens udtalelse om Dansk Folkepartis krav om grænsekontrol formoder jeg, at Hr. Jessen som ambassadør taler på vegne af sit land.

Når Pia Kjærsgaard således siger, at der er tale om "totalt hysteri", "dybt pinligt", "fuldstændig latterligt" og "det værste vås" (se http://www.b.dk/politiko/det-er-totalt-hysteri), er det reelt et verbalt angreb på Tyskland. Jeg vil opfordre Dem til at kommentere hendes opførsel i dette lys.

Med venlig hilsen,

Civilingeniør Ole Wolf,
(adresse osv.)

I 1972 sprængte Mogens Glistrup rammerne for, hvad man hidtil havde kunnet tillade sig i politik, da han stiftede protestpartiet Fremskridtspartiet et halvt år efter, han havde fremvist et skattekort for TV-kameraerne, hvor han havde spekuleret sig til en trækprocent på 0. Partiet ønskede nedskæring af den voksende, kontrollerende offentlige sektor, afskaffelse af indkomstskatten, en sanering af lovgivningen, samt et stop for indvandring af "muhammedanerne", som Mogens Glistrup med klingende bornholmsk dialekt omtalte indvandrere fra muslimske lande; eller kort sagt: Et højrenationalistisk parti.

Fremskridtspartiet kom i folketinget ved det næste valg, der siden blev kendt som "Jordskredsvalget". Her blev en tredjedel af alle politikerne i Folketinget udskiftet, og hele fem nye partier blev repræsenteret i Folketinget.

Fremskridtspartiet havde på dette tidspunkt endnu ikke nået at formulere en egentlig partipolitik, og havde ikke opbygget nogen lokal organisation. Den pludselige succes kombineret med den dÃ¥rlige struktur gav anledning til, at adskillige medlemmer blev valgt ind uden tilstrækkelig politisk erfaring, og mange vælgere viste sig også hurtigt at være uenige i partiets politik. Dette, samt fængslingen af den karismatiske Mogens Glistrup, gav anledning til så store splittelser, at Fremskridtspartiet hurtigt fik sine mandater reduceret i Folketinget.

I 1995 stiftede fire udbrydere af Fremskridtspartiet det nye parti Dansk Folkeparti. Det politiske grundlag var omtrent det samme, men ønsket om afvikling af indkomstskatten blev droppet, og partiet er stærkt topstyret. Ser man på det realpolitiske program, der udmøntes af, hvad Dansk Folkeparti stemmer for og imod i folketingssalen, og af resultaterne af de forhandlinger, Dansk Folkeparti indgår i, kan partiprogrammet formuleres ganske enkelt: Danmark skal være et land for hvide, kristne mennesker af dansk afstamning. Alle partiets valg bliver - bevidst eller ubevidst - vejet imod denne langtidsplanlægning.

Siden 1995 er de skiftende regeringer blevet vænnet til, at alle spørgsmål har skullet forholdes til Dansk Folkepartis påstand om, at Danmark er ved at blive overrendt af indvandrere. Det er lykkedes Dansk Folkeparti at gøre indvandring og muslimer til et konstant spørgsmål, der altid er relevant, fordi Dansk Folkeparti altid har bragt det på bane som forhandlingskrav, også i sammenhænge, der intet havde med indvandring at gøre. Siden 2001 har Dansk Folkeparti været den borgerlige regerings parlamentariske grundlag, og her har partiet for alvor udnyttet sine muligheder for kun at lade Venstre og de Konservative få deres politik gennemført mod betaling i form af racistiske tiltag.

Når Venstre og de Konservative konsekvent har æ¦ret nødt til at indrette deres politik efter Dansk Folkepartis nationalistiske og racistiske ønsker, har disse to partiers realpolitik indeholdt Dansk Folkepartis egentlige ovennævnte partiprogram. Dermed har Venstre og de Konservative kunnet appellere til politikere, der i modsat fald kunne forventes at have fundet vej ind i Dansk Folkeparti. Med Dansk Folkepartis konstante pres, der har tvunget Dansk Folkepartis racisme ind i alle politiske spørgsmål, og med de nye politikere i Venstre og de Konservative, der opfattede denne realpolitik som en del af deres egen partipolitik og ikke Dansk Folkepartis politik, har Dansk Folkeparti reelt flyttet sin partipolitik over i Venstre og de Konservative, samt til dels de øvrige partier i regeringen, der med mellemrum har måttet indgå i forhandlinger med Dansk Folkeparti. Det er symptomatisk, at de partier, der i videst udstrækning har været holdt udenfor forhandlingerne med Dansk Folkeparti, også er de partier, der betragter indvandring som det mindste problem: De Radikale og Enhedslisten. De øvrige partier, Socialdemokratiet og SF, kommer jævnligt med udtalelser, der har et skær af Dansk Folkepartis nationalisme.

Selv om Dansk Folkepartis politik er blevet overtaget af Venstre og de Konservative, samt til dels SF og Socialdemokratiet, har dette ikke fået Dansk Folkeparti til at dæmpe forhandlingspresset. Tværtimod har Dansk Folkeparti fastholdt sit pres med yderligere nationalistiske og racistiske krav.

I denne politiske situation blev Ny Alliance dannet af udbrydere fra de Radikale og de Konservative i 2007. Partiet førte sig frem som det alternativ, der skulle sætte Dansk Folkeparti udenfor politisk indflydelse. Partiet led imidlertid ligesom Fremskridtspartiet af uklare politiske holdninger og manglende organisation, og i 2008 genetablerede partiet sig selv med navnet Liberal Alliance. Samtidig valgte partiet at begrave sin modstand mod Dansk Folkeparti, og partiet kunne nu meddele, at det ikke ville have noget imod, at Dansk Folkeparti kom til at indgå i en eventuel fremtidig regering.

Liberal Alliances øvrige politik går ud på at reducere skatterne, at sanere lovgivningen, samt øge den personlige frihed gennem nedbringelse af en kontrollerende offentlige sektor. Både partiets fødsel og dets partipolitik minder i bemærkelsesværdig grad om Fremskridtspartiets, dog med Fremskridtspartiets markante nationalistiske holdninger som undtagelse. På det sidste punkt har Liberal Alliance valgt at forholde sig neutralt, dog med førnævnte erklæring om, at Dansk Folkeparti udø¸r en velkommen ledelse.

De holdninger, der engang var en uhørt politik og ekstrem racisme, er nu blevet overtaget af Folketingets partier i en sådan grad, at de i dag blot betragtes som den borgerlige side af midten af dansk politik, repræsenteret ved Liberal Alliance, de Konservative og Venstre. Dansk Folkeparti fortsætter sig pres, og partiets racisme og nationalisme vil blive ved med at finde vej ind i de øvrige partier så længe, partierne finder Dansk Folkeparti "stuerent" nok til at forhandle med.

Nedenstående email er d.d. sendt til Tom Behnke (K):

Kære Tom Behnke,

I forbindelse med det seneste eksempel i rækken af konventionsbrud mod EU og FN, som regeringen har besluttet sig for, er det kommet frem, at Danmark giver afslag på ansøgninger om statsborgerskab, hvis personen bag ansøgningen lider af PTSD. Du siger i følge Politiken følgende:

"Folketingets flertal har sagt, at de sager ønsker vi ikke at se. Hvis man kun lider af PTSD, ønsker vi, at ministeriet giver afslag" (kilde). Jeg formoder, at dette flertal bestod af de sædvanlige tre partier.

Eftersom du ikke anerkender PTSD som et handicap, vil jeg gerne bede dig bekræfte, at danske soldater, der f.eks. har gjort tjeneste i Afghanistan og nu lider af PTSD, kun vil modtage støtte for eventuelle andre lidelser, og altså ikke for deres PTSD, eller alternativt at du vil melde dem for socialt bedrageri.

Hvis ikke du kan bekræfte dette, vil jeg meget gerne bede dig om en kort redegørelse for den kvalitative forskel mellem danske soldater med PTSD pådraget efter få måneders militærtjeneste og flygtninge, der har fået PTSD af mange års udsættelse for langt værre forhold.

NB: Jeg er opmærksom på, at dine tidligere partifæller fra Fremskridtspartiet fremfører det argument, at indvandrere lyver, når de hævder at have PTSD. Det fremgår ikke, om du er enig i dette argument, men såfremt dette er tilfældet, vil jeg gerne have oplyst yderligere: Mener du, at ikke-etniske danskere er mere disponerede for at lyve for at opnå støtte end etniske danskere, eller mener du i stedet, at det er læger og psykiatrien, der står for disse løgne?

Med venlig hilsen, og på forhånd tak for dine svar.

Hos nogle personer kan det være svært at gennemskue deres holdninger, hvis man alene ser på deres udtalelser. De kan have modsat rettede holdninger i hovedet, uden at det giver anledning til eftertanke. Se blot Martin Henriksen (DF), der på én gang kan beklage, at Özlem Cekic (SF) støtter lovbrud, og samtidig kan opfordre til lovbrud i forbindelse med EU-regler for udlændinge.

Det ligner unægteligt udtalelser fra en forvirret person, og mens man rimeligvis kan undskyldes for at konkludere, at Martin Henriksen slet og ret er dårligt begavet, er årsagen formodentlig en anden, som kan forklares ved hans menneskesyn.

Martin Henriksen deler ligesom af sit parti mennesker op i to typer: De "rigtige" mennesker som dem selv, og så alle de øvrige, der ikke anses for fuldgyldige mennesker, men derimod som skadedyr, mindre egnede, forkert farvede, forkert troende, eller på anden vis underordnede. Lovgivning anses som noget, der skal beskytte de "rigtige" mennesker mod de "forkerte" mennesker. De "forkerte" mennesker har ikke krav på at blive beskyttet af lovgivningen.

Hvis man holder sig til denne logik, forsvinder den dobbeltmoral, som en normalt tænkende person kan få øje på, fra Martin Henriksens modsat rettede holdninger. Martin Henriksens holdning ser således ud: Özlem Cekic er et "forkert" menneske, og skal således rette sig efter den hvide, kristne danskers lov. Samtidig er EU-lovgivningen ikke den hvide, kristne danskers lov, og den hvide, kristne dansker skal derfor ikke rette sig efter den.

Se også: Kerneværdier på blot 14 ord.

Nedenstående email er d.d. sendt til Jesper Langballe (DF) med CC til Johanne Schmidt-Nielsen (EL):

Kære Jesper Langballe,

Jeg har et hurtigt spørgsmål, som jeg ikke er i tvivl om, at du hurtigt kan besvare:

Da Enhedslisten krævede Birthe Rønn Hornbech (V) i samråd omkring statsborgerskabssagen, lykkedes det dig kortvarigt at få hende til at more sig trods hendes "radiotavshed", hvor hun slukkede mikrofonen, idet du sammenlignede oppositionens vedholdende spørgsmål med en motor, der gik i tomgang. (Se http://www.information.dk/259082.)

Nu er Birthe Rønn Hornbech imidlertid blevet tvunget til at gå af på grund af sagens alvorlighed. Mener du stadig, at oppositionen var en "motor i tomgang", der stillede irrelevante spørgsmål, som ikke havde nogen relevans?

Med venlig hilsen og på forhånd tak,

Ole Wolf
(adresse m.v.)

TV-duellen på TV2 mellem Helle Thorning-Schmidt (S) og Pia Kjærsgaard (DF) var arrangeret af Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Værten var hyret og betalt af de to partier, og partierne havde bestemt hvilke emner, der skulle diskuteres, skriver Jyllands-Posten i dag.

Mediernes fokus er, at seerne kan føle sig snydt, men måske burde medierne overveje, hvorfor de to partiledere har valgt at mødes i slagsmål for åben skærm. Jyllands-Posten nøjes med at konstatere, at DR mener, at politikere gør en indsats for at undgå kritisk journalistik. Men der ligger mere i det.

Når Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti indgår i et sådant fælles arrangement, er det ikke fordi begge partier mener, at netop de selv vil være i stand til at tryne modstanderen. Det er nemlig ligemeget, om de vinder eller taber, hvis de - som begge partier rigeligt har åbnet dørene for - ønsker at gå i regering sammen. Så er det i stedet en win-win situation, hvor enhver stemme, Helle Thorning-Schmidt måtte tabe mod Pia Kjærsgaard eller vice versa, ikke er tabt. De to partier præsenterer seerne for to muligheder: Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti. Vælger man ikke det ene, må man vælge det andet. I fraværet af de seks-syv andre muligheder, der til dels gives af de øvrige partier, kan man være mest enig med enten Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti. Samlet set vinder de begge på en sådan konstruktion.

Seerne bør derfor ikke være fortørnede over at være blevet snydt, men blot opmærksomme på, at TV2 har været såvel mikrofon- som kameraholder for Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis fælles valgkamp, som har et fælles regeringsgrundlag som mål.