Nyeste i Ekstremisterne emnet

En af højrefløjens jævnligt demonstrerede hypoteser stipulerer, at visse kriminelle kun forstår ét sprog, nemlig straf. Vi så denne reaktion under optøjerne på Nørrebro i forbindelse med kommunens salg af Ungdomshuset til den højreorienterede kristne sekt "Faderhuset", og vi så nærmest højrefløjen forsøge at overgå hinanden i deres forslag om hårdere straffe til Rasmus Popenda, da han havde overfaldet og dræbt en forbipasserende.

Argumentet er, at hårdere straffe - også af korporlig karakter - er det eneste, der virker mod den slags kriminelle, som øjensynligt betragter vold eller hærværk som gyldige midler, og dermed dømmes udenfor pædagogisk rækkevidde.

Dette argument fremføres af folk på højrefløjen, der i sammenligning med f.eks. nynazister og militante racister må karakteriseres som "moderate" i den forstand, at de ikke tilhører det sædvanlige publikum på websider i Skrigosfæren, som Carsten Agger har døbt denne enklave af højreekstremister. Et eksempel på disse moderate dele af højrefløjen kan ses i dette indlæg samt kommentarerne, hvor der fremsættes adskillige ønsker om "røvfuld" og dødsstraf.

"Personsammenfald", siger Ekstra Bladet, idet avisen genkender personer, der har været aktive i den hedengangne Dansk Front, og som nu er aktive i den lige så racistiske og højreorienterede Vederfølner.

Men personsammenfaldene er vist ikke blot begrænsede til disse ekstremistiske grupper.

For eksempel nævnes Lars Rask. Tør man gætte på, at der er tale om Lars Rask Eriksson, som i 2002 sad i bestyrelsen for Dansk Folkepartis Ungdom? Og monstro Lars Grønbæk er den Lars Grønbæk Larsen, der er kendt fra Fremskridtspartiet?

Ekstra Bla­dets præ­sen­ta­tion af White Pride i Århus be­nyt­ter over­skrif­ten: "’Vi slås for et ra­ce­rent Dan­mark’".

De om­ta­les også af jour­na­li­sten som "ha­de­ful­de hoo­li­gans", hvil­ket for­ment­lig er en ganske god ka­rak­te­ri­stik af White Pride, der ikke alene hader ra­ci­ster, men også ho­mo­seksu­el­le og ven­stre­o­ri­en­te­re­de.

Men ud over op­lys­nin­gen om, at de "slås for et ra­ce­rent Dan­mark" kommer der også op­lys­nin­ger læn­ge­re nede i ar­tik­len, hvor den ene af le­der­ne af White Pride i Århus for­kla­rer, at White Pride stem­mer på Dansk Fol­ke­par­ti.

Det er måske ikke Dansk Fol­ke­par­tis skyld, ville nogen sige, men som White Pride-le­de­ren på­pe­ger:


Dermed fortæller han, at man ikke behøver være langt ude på venstrefløjen for at opfatte Dansk Folkeparti som et højreekstremt, racistisk parti. Også voldelige racister som White Pride genkender Dansk Folkeparti som det mest højreekstreme, racistiske parti, de kan finde. Og i modsætning til Jonni Hansens nazistparti er Dansk Folkeparti mere taktisk smarte, idet de undlader referancerne til nazismen.

Ekstra Bladet kunne derfor lige så godt have brugt overskriften: "Dansk Folkeparti det mest racistiske parti" eller "White Pride anbefaler Dansk Folkeparti".

Det er da interessant, at Dansk Folkeparti igen og igen kan demonstrere en sådan magnetisk tiltrækning af alle de højreekstreme racister, ikke?

Jeg går ikke ind for meningsløs vold. Men det er der jo nogen, der gør, så den her er til jer. I ved, hvem I er:

Jyl­lands-Posten be­nyt­te­de sig for nyligt af en række re­k­la­mer, hvor man så Nelson Man­dela med et surf-board, Dalai Lama på ski samt Ghandi ved en grill. Bil­le­der­ne af disse tre store per­son­lig­he­der var ak­kom­pag­ne­ret af tek­sten "Livet er let­te­re, hvis du ikke siger din mening".

Dette var na­tur­lig­vis en hen­vis­ning til Muham­med-krisen, hvor Jyl­lands-Posten trods sit re­ak­tio­næ­re og frem­med­fjend­ske stand­punkt for­søg­te at tegne et bil­le­de af sig selv som de tre per­son­lig­he­ders hi­sto­ri­ske arv­ta­ger, men lige nu vil jeg nøjes med at be­mær­ke, at det var en genial re­k­la­me.

Jeg brin­ger Jyl­lands-Po­stens slogan, fordi det er værd at huske på, når Uri­a­spo­sten som sæd­van­ligt holder mi­kro­fo­nen for en lang række ha­de­ful­de indlæg, hvor be­ske­den er klar, efter at En­heds­li­stens fol­ke­tings­kan­di­dat i Århus, Sarah Vi­cto­ria Bruun, blev slået ned af en høj­re­na­tio­na­list, der kendte hendes navn og (måske) et­ni­ci­tet.

Kommentatorernes besked på Uriasposten er klar: Det var hendes egen skyld. Hun kunne jo bare lade være med at have de holdninger. Det var godt, at hun blev overfaldet - mener Uriasposten og dens sædvanlige klientel.

Livet ville have sikkert været nemmere for Sarah Victorian Bruun, hvis hun havde holdt mund, for så var hun sikkert sluppet for overfaldet. Men det undskylder ikke voldsmanden, og selv hvis voldsmanden skulle vise sig ikke at have haft et politisk motiv, så er det dog tydeligt for enhver, der læser kommentarerne på Uriasposten, at i hvert fald Uriaspostens kommentatorer og faste støtter mener, at det er et politisk forsvarligt motiv at overfalde medlemmer af venstrefløjen, fordi man har andre holdninger på venstrefløjen. De mener, at voldsmændene ikke blot kan undskyldes, men ligefrem gør en socialt god gerning.

Kim Møller, der bestyrer Uriasposten, er ikke noget fag-geni, men det behøver man heller ikke være for at benytte den taktik, han demonstrerer i sit indlæg om overfaldet: Kim Møller fastholder en facade som en "sober" blogger, og kan derfor ikke selv tillade sig at skrive, at det var Sarah Victoria Bruuns egen skyld, at hun blev overfaldet. Han må få sit peanut-galleri til at bringe dette budskab i stedet, og han er nødt til at give dem ideen, samt pladsen til at skrive den.

Derfor noterer han, at hun er blevet overfaldet, men han sørger for at fremhæve, at hun var venstreorienteret, samt at dette bør opfattes negativt. Denne bold samler de dummere deltagere straks op i bloggens kommentarfelt, som Kim Møller venligt stiller til rådighed for kommentatorerne, uanset hvor ekstreme, deres holdninger er. Disse kommentatorer bruger nu alle de opfordringer til vold, som Kim Møller ikke selv kunne bringe åbenlyst.

Kan Dansk Folkepartis politik sammenlignes med nazismen, eller er forskellen for stor? Svaret er, at det kun er på de uvæsentlige og kosmetiske områder, at Dansk Folkeparti har foretaget udskiftninger. På de væsentlige punkter videreføres nazismen stort set uændret i Dansk Folkepartis politik.

Men inden vi når til denne konklusion, så lad os først overveje, hvad det vil sige, at noget er "det samme".

Da Theseus i følge den græske mytologi vendte tilbage til Athen fra Kreta, blev hans skib restaureret efter mange års opbevaring. De gamle, rådne planker blev erstattet af nyt træ. Al byggematerialet blev udskiftet, og skibet stod nu skinnende nyt.

Legenden illustrerer en filosofisk problemstilling: Når alle dele i Theseus' skib er blevet udskiftet, er det så stadig Theseus' skib? Hvis de originale dele blev sat sammen igen, så man havde to skibe, hvilket af disse var så Theseus' skib?

Stadig i dag er der ikke noget entydigt svar på, hvad forestillingen "det samme" egentig dækker over. Det lidt for hurtige svar er, at det er et definitionsspørgsmål, men det bliver man ikke stort klogere af, for definitioner kræver, at folk er enige om definitionerne, og er ikke nødvendigvis givet uafhængigt af mennesket. Der er dog i en vis udstrækning, med visse paradigmatiske variationer, enighed om, at "det samme" er et udtryk for tilsvarende strukturer, position i tid og sted, formål, intention, metode eller midler.

Overfør nu Theseus' skib til politiske ideologier.

Hvis Theseus' skib kan sammenlignes med en politisk ideologi, hvor store dele af ideologien kan man så erstatte med nye ord, før ideologien kan kaldes "ny", og kræver et nyt navn for at undgå begrebsforvirring?

Politifolkene, der for nyligt havde lidt svært ved at adskille politiarbejde og privatliv i Malmø, var i følge MetroXPress blevet inviteret af det svenske politi. Det benægter det svenske politi.

Dermed ved vi godt, hvordan sagen vil udvikle sig: Det danske politi hævder, de blev inviteret, det svenske politi benægter, og vi står derfor med en sag om ord mod ord, hvor ingen kan bevise noget, og så går Bjarne "Benlås" Christensen fri - igen.

Da Dansk Folkeparti nægtede at ville rette sig efter EF-domstolens afgørelse, var det formentlig kun den dummeste del af befolkningen, der kunne tro på, at det ville kunne lade sig gøre.

Når Marlene Wind, leder af Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet, giver udtryk for, at det er epokegørende, at Dansk Folkeparti har måttet æde EU-lovgivningen i sig, er det derfor en sandhed med modifikationer: Dansk Folkeparti havde ikke noget valg, og det må man formode, at de godt vidste til at begynde med.

Hvis vi mentalt sætter scenen til Hjallerup marked, hvor de handlende prutter om priserne, så enhver mellemøstlig bazar-tæppehandler må se misundeligt på, er det ganske tydeligt, hvad der skete. Dansk Folkeparti lagde meget hårdt ud: Hvis ikke regeringen ignorerede EU-reglerne, ville Dansk Folkeparti ikke længere støtte regeringen. Dette var en urealistisk høj pris, og regeringen og Dansk Folkeparti måtte naturligvis forhandle sig til en lavere pris.

Den endelige pris ser vi så nu: Dansk Folkeparti har selvfølgelig ikke fået deres første bud, men har i stedet handlet sig frem til en lang række stramninger på udlændingeloven, som de ellers ikke ville have opnået - og det var dét, de oprindeligt var interesserede i.

Det er således ikke nogen sejr, og der er ikke noget epokegørende i, at Dansk Folkeparti har måttet give efter for EU-reglerne. Resultatet af hele denne sag er, at vi har fået yderligere stramninger, som vi formentlig kun har fået, fordi Dansk Folkeparti lagde ud med et første bud, der var så højt, og fordi regeringen (formentlig velvilligt) handlede med dem.

Se også: Ralf Pittelkow overvurderer vælgerne.

Både det sven­ske og det danske po­li­tis le­del­se undrer sig over, at en gruppe danske po­li­ti­folk har del­ta­get i civil under en stor, ven­stre­o­ri­en­te­ret de­mon­stra­tion i Malmø. De gav udtryk for at være der i deres fritid, men helt ærligt: En halv snes po­li­ti­folk i civil ved samme de­mon­stra­tion? Det er noget, de har plan­lagt.

Ven­stre­o­ri­en­te­re­de retter med mel­lem­rum an­kla­ger mod po­li­ti­et om, at po­li­ti­et virker mere end bare pro­fes­sio­nelt in­te­r­es­se­re­de i at for­hin­dre de­mon­stra­tio­ner: Måske har de ven­stre­o­ri­en­te­re­de ret i, at der findes ele­men­ter ved det danske politi, der har en helt per­son­lig in­te­r­es­se i at un­der­tryk­ke folk på ven­stre­flø­j­en. Det kunne være in­te­r­es­sant at se, om der er nav­ne­sam­men­fald mellem de på­gæl­den­de be­tjen­tes - hvis deres navne altså of­fent­lig­gø­res - og nogen af de mange høj­re­o­ri­en­te­re­de grup­per.

Update: Det viser sig, at en af betjentene er et velkendt problembarn under venstrefløjens demonstrationer. Der er åbenbart tale om en betjent, der har så svært ved at adskille sine personlige holdninger imod venstrefløjen fra sit politiarbejde, at det i følge Politiken ligefrem har gjort ham forhadt blandt aktivisterne.

Det er foruroligende, at Venstre stiller en konspirationsteoretiker op til Europa-parlamentet, siger Morten Messerschmidt (DF).

Det har Morten Messerschmidt helt ret i. Konspirationsteoretikere, der tror, at terrorangrebet mod World Trade Center var orkestreret af Bush, eller som tror, at muslimer forsøger at sprænge en demografisk bombe, hører ikke hjemme i Europa-parlamentet.

Trivia: Mogens Camre, der sidder i Europa-parlamentet for Dansk Folkeparti, har skrevet: "Alle Vestens lande er infiltreret af muslimerne - nogle af dem taler pænt til os, mens de venter på at blive nok til at slå os ihjel", hvilket bygger på konspirationsteorien om, at muslimer forsøger på at udavle den kristne verden.

Det er ganske rigtigt foruroligende, at et parti kunne finde på at stille sådanne kandidater op. Hatten af for Morten Messerschmidt, der hermed opfordres til at gribe i egen barm.