Nyeste i Ekstremisterne emnet

De fem somaliere, der først var mistænkt for at have forfattet et trusselsbrev mod Pia Kjærsgaard (DF), hvor der i følge partiets pressechef Søren Søndergaard (DF) var udlovet en dusør på kr. 500.000 for at slå Pia Kjærsgaard ihjel, blev hurtigt løsladt. Der var dog ingen beviser, og de fem somaliere blev løsladt. I forbindelse med ransagningen fandt man falske penge hos den ene - dog langt fra kr. 500.000.

Hvis man bruger Occams ragekniv i forhold til oplysninger om, at i hvert fald en af de mistænkte har været på skyggesiden af loven i forhold til møntfalskneri, er der en oplagt konklusion: Nogen har haft et horn i siden på de fem somaliere, og har forsøgt at give dem problemer ved at hævde overfor Dansk Folkeparti, at de fem somaliere havde opfordret til drab. Denne konklusion drog en talsmand fra det somaliske miljø, A. S. Dualeh, også. A. S. Dualeh udvidede imidlertid konklusionen med en anklage: Den pågældende person har samarbejdet med Dansk Folkeparti.

A. S. Dualehs mistanke virker ikke helt urimelig, for det giver stor pressebevågenhed, når højrefløjen (men bestemt ikke venstrefløjen) bliver udsat for trusler eller overfald. Selv en begrænset begavelse ville kunne gennemskue, at Dansk Folkeparti straks ville benytte dødstruslen til selviscenesættelse, godt hjulpet på vej af en presse, der elsker at bruge den altid forargede Pia Kjærsgaard som martyr. En person med tilknytning til Dansk Folkeparti kunne sagtens lade der gå røg af en rigsdagsbygningsbrand, så at sige. Omvendt virker det lidt usandsynligt, at en somalier - af alle - kunne føle sympati med Dansk Folkeparti, men fjenders fjender kan jo en gang i mellem være venner.

Uanset hvem der har forfattet truslen, så står spørgsmålet åbent, hvorfor Dansk Folkepartis pressechef insisterer på, at brevet indeholdt lovning om en dusør, selv om politiet afviser påstanden. (Update d. 19. februar: Nu har Søren Søndergaard trukket sin påstand tilbage, så han vidste selv, at han var på tynd is.) Det viser i hvert fald, at selv hvis brevet ikke oprindeligt er forfattet af Dansk Folkeparti selv, så holder Dansk Folkeparti sig ikke tilbage for at skrive videre på brevet, efter at det er blevet påbegyndt.

Redox beretter, at White Pride i Århus for første gang siger offentligt, at de er parat til at dræbe. Det fremgik i P1 Orientering, hvor DR-journalisten Tom Carstensen havde interviewet dem og fulgt dem i forbindelse med det voldsomme overfald på to venstreorienterede.

Den sympatiske højrefløj kan her indvende, at det pågældende White Pride-medlem ikke direkte udtrykte sig som aggressor, men som en part, der var villig til at forsvare sig med alle midler, skulle det mod hans vilje være nødvendigt. Han er "ikke ræd for at løbe ind i en flok af dem", og han er om nødvendigt (som formuleret i hans lettere primive sprog: "Hvis det skal tage, at") villig til at gribe til voldsomheder af en art, der kan kost hans modstander livet. (Det fremgår ganske vist ikke, om han dermed mener, at det ville være nødvendigt for ham at påbegynde et angreb, såfremt han løb ind i en flok venstreorienterede, men det er vel rimeligt at antage, at han forudsætter, at den pågældende gruppe angreb ham først.)

På den ene side kan udtalelsen derfor opfattes som lidet andet end hård retorik, lidt ligesom når en fugl puster sig op for at virke større. Der er kun mentale anorektikere, der oprigtigt tror, at man slipper ud af en kamp ved at vende den anden kind til. I den virkelige verden er det kun sund fornuft, at man forsvarer sig, hvis man bliver angrebet. Er man endvidere i en situation, hvor man er trængt op i en krog, eller hvor overmagten er stor, er der ikke plads til at afmåle hvert slag således, at mod­stan­der­ne slip­per uden hel­breds­mæs­si­ge kon­se­kven­ser. Det kræver væsentlig kontrol over situationen at være i stand til at afveje intensiteten af sit selvforsvar, og det har man nok kun, hvis man er en usædvanligt dygtig kriger. Den interviewede White Pride-tilhænger siger derfor ikke meget andet, end hvad et no­gen­lun­de re­flek­te­ret men­ne­ske burde svare: Hvis man kæmper mod en væ­sent­lig over­magt, har man kun valget mellem at håbe på det bedste eller kæmpe det bedste. Rets­li­ge ef­ter­spil og an­gri­ber­nes hel­bred er luksu­sover­ve­j­el­ser, når ba­se­bal­l­køl­ler­ne suser om ørerne på en.

På den anden side er det ikke hvemsomhelst, der i samme udstrækning som White Pride kan forvente at møde en større gruppe angribere. Disse fal­los­cen­tri­ske fod­bold­ka­sket­man­nequ­i­ner, der lever per­ma­nent nedryk­ket i tan­ke­di­vi­sio­nen, er ikke selv­re­flek­te­re­de nok til at begå over­le­vel­se­s­ø­ko­no­mi­ske vur­de­rin­ger. Når de giver udtryk for be­ho­vet for selv­for­svar mod ven­stre­o­ri­en­te­re­de, skulle man derfor være noget naiv for at overse, at såfremt der er en trussel, opsøger White Pride den mere end velvilligt og målrettet. Mere begavede individer end White Pride gennemskuer uproblematisk, at hvis man som White Pride bevidst opsøger en kamp med det udgangspunkt, at man er rede til at slå ihjel i selvforsvar, så er der ikke tale om selvforsvar men om planlagt vold med hensigt til at dræbe.

Skulle man ikke desto mindre være i tvivl om, hvorvidt White Pride virkelig er ekstraordinært uheldige, siden de så ofte befinder sig i en situation, hvor de er "nødt til" at forsvare sig selv, finder man ikke støtte i jour­na­li­stens rap­port i P1 Ori­en­te­ring. Høj­re­ek­stre­mi­ster­ne havde plan­lagt angreb mod ven­stre­o­ri­en­te­re­de de­mon­stran­ter. I for­bin­del­se med over­fal­det på de to ven­stre­o­ri­en­te­re­de modtog de in­ter­viewe­de White Pride-med­lem­mer besked om, at der var noget under opsejling, og at de skulle møde op. De har hverken været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, eller været uvidende om, hvad der forventedes af dem. De løb ikke tilfældigt ind en gruppe angribere, som de måtte forsvare sig mod. De mødte ikke nogen overmægtig kampgruppe men blot to unge mennesker, som de overgik i antal med ti mod én. De kan ikke påberåbe sig den desperation, der kan legitimere vold med døden til følge. De var ikke engang i en situation, der nødvendiggjorde vold.

Det er en ting at erklære sig villig til at forsvare sig det bedste, man har lært, idet man erkender, at man i mødet med en overmagt ikke har ressourcer til at vise hensyn. Det er en helt anden situation, hvis man koordineret og planlagt opsøger sine politiske modstandere med henblik på at banke dem og møder dem ti mod én. Det første er selvforsvar. Det andet - som White Pride foretager sig - er bevidst vold, og White Pride er villige til at begå denne vold med døden til følge. Når de blodige knoer er talt op, er der ingen tvivl om, at det er højrefløjen, der udgør den voldelige fløj.

Lad mig sige det sådan: Hvis jeg dukkede op ved et nazi-møde, ville jeg formentlig få nogen på kassen. Og når højreekstremister dukker op ved en demonstration mod nazisme, hvor de er imod demonstrationen og de demonstrerende, så lur mig, om ikke der er risiko for, at de også får nogen på kassen.

Skulle nogen føle sig stødt over, at mine tårer er knastøre, kan jeg blot oplyse om, at folk blandt Kim 7-tals slæng har givet udtryk for ønske om, at jeg ville blive udsat for værre ting end det.

"I forhold til denne her sag har ord­val­get og ti­m­in­gen ikke været det al­ler­bed­ste fra Jesper Lang­bal­les side". Sådan sagde Pia Kjær­s­gaard (DF) om Jesper Lang­bal­le (DF), da han kom med det se­ne­ste af en meget lang række ek­sem­p­ler på ren­dyr­ket ra­cis­me fra Dansk Fol­ke­par­ti.

For en gangs skyld kunne selv de medier, der sæd­van­lig­vis lader Dansk Fol­ke­par­ti og deres støt­ter få ri­ge­lig ta­le­tid, ikke overse det åben­ly­se: Pia Kjær­s­gaard havde er­klæ­ret sig al­de­les enig i Jesper Lang­bal­les syns­punkt. Kun form og ind­hold tog hun på vagest mulig måde af­stand fra. Det gør Pia Kjær­s­gaard til en racist på lige fod med den fundamentalistisk kristne Jesper Langballe, men det er der vist ingen, der behøver blive mindet på. Pia Kjærsgaard er racist og fascist helt ind til benet. Havde hun ikke været det, kunne hun ikke sidde i toppen af Dansk Folkeparti.

Det ved vi alle sammen - og ikke mindst Dansk Folkepartis vælgere - godt, og derfor er det ikke Pia Kjærsgaards racisme, jeg vil påpege. Jeg spekulerer blot på, hvad Pia Kjærsgaard mon ville have sagt i stedet, siden hun ikke tog afstand fra andet end formen og tidspunktet.

Det kan vi selvfølgelig ikke vide. Men eftersom Jesper Langballe sagde:

og eftersom Pia Kjærsgaard ikke vil tage afstand fra indholdet, så kan man vel forvente, at Pia Kjærsgaard ville sige noget i stil med:

Det er helt det samme indhold, men det er pænere ord, som ligger meget nær de formuleringer, vi næsten altid hører fra Dansk Folkeparti. Næsten - for der kommer som bekendt jævnligt mere rabiate udtalelser, når et medlem af Dansk Folkeparti for en kort bemærkning undlader at pakke det ind i en sprog, der får racismen til at lyde lige så velformuleret, som når den kommer fra Dansk Folkepartis støtteregering i form af Venstre og de Konservative.

Tidspunktet for udtalelsen behøver vi imidlertid ikke spekulere på, for det er hver eneste gang, Pia Kjærsgaard udtaler sig om genstanden for hendes paranoia, at hun benytter formuleringer i stil med ovenstående forslag. Lyt efter; Pia Kjærsgaards racisme er skam lige så dybtfølt som Jesper Langballes. Lad dig ikke besnære af, at hun benytter et "bedre ordvalg".

Visse former for menneskelig adfærd kræver ikke de mest avancerede forklaringsmodeller. Således fortæller barnelærdommen fra værtshuset os, at det som regel er de mindst succesfulde scorekarle, der beretter om de største erobringer. Det, man har mindst af, giver man indtryk af at have så rigeligt af, at man ikke risikerer at tabe anseelse.

Vor øvrige lære fra livet ved bardisken indeholder erkendelsen af, at hvis ikke ligefrem samtalepartneren er blevet så beriget af øllets gaver, at han ikke blot kan se, men også tænke dobbelt, så taler han om de ting, der optager ham. Hvis han klager sin nød over den manglende behandlingsgaranti for særlige lårsmerter, er det fordi han har ondt i benet.

Dette lægger naturligt op til en lavfaglig analyse af Dansk Folkeparti, kanske fordi dets bagland leder tankerne hen på de mere snuskede beværtninger: Så forhippet, som partiet er på at sikre "danskheden", er det på sin plads at overveje, om vor bodegapsykologiske træning giver mening. Det kunne tænkes, at dette parti og dets bagland består af mennesker, der i særlig høj grad har svært ved helt at sætte sig ind i, hvad deres identitet egentlig går ud på. Det kunne tænkes, at dette parti mangler en passende viden om dansk kultur. Det kunne tænkes, at dette parti i særlig grad dumper i en danskhedstest. Det kunne tænkes, at det er på grund af deres egen identitetsløshed og deres egen kulturløshed, at de føler, det er så vigtigt at tale om "danskhed".

Pia Kjærsgaard (DF) har ikke mere politisk fornemmelse end partiets kristne chefideologer, Jesper Langballe (DF) og Søren Krarup (DF). Det kunne ellers godt være den oplagte konklusion at drage, når Pia Kjærsgaard forstår, at hun er nødt til at lægge behersket afstand fra Jesper Langballes seneste udmeldinger. Afstanden er imidlertid ikke stor, når man læser, hvad Pia Kjærsgaard siger om det: "I forhold til denne her sag har ordvalget og timingen ikke været det allerbedste fra Jesper Langballes side".

Ikke et ord om, at hun er uenig i det, han siger. Det er blot ordvalget og tidspunktet, hun er uenig i. Havde han sagt det samme med andre ord, og havde han sagt det samme på et andet tidspunkt, havde der ikke været et problem. Dansk Folkeparti har tidligere haft den slags situationer, hvor Pia Kjærsgaard har udtalt, at det ikke var det rigtige tidspunkt at sige det på, eller at hun nok ville have formuleret det (dvs. præcis den samme holdning) anderledes. Det er meget oplagt at konstatere, at selv om Pia Kjærsgaard derfor er enig i de to sortepræsters udtalelser, har hun politisk tæft nok til at gennemskue, at hun er nødt til at gyde olie på vandene, eller at hun nogle gange skal udøve en vis selvcensur.

I praksis opnår Dansk Folkeparti at nå ud til de vælgere, der gerne vil høre det, de opfatter som sandheden: Disse vælgere bliver mindet på, at det trods alt er i Dansk Folkeparti, at de kan finde de politikere, de gerne vil stemme på. Hvis Pia Kjærsgaard samtidig kan forsikre om, at det ikke er udtryk for Dansk Folkepartis officielle politik at udtrykke sig på den måde, så minder hun de delvist overbærende samarbejdspartnere på, at de yderligtgående racister ikke har det sidste ord i Dansk Folkeparti. De rabiate udtalelser og Pia Kjærsgaards halvhjertede trækken i land appellerer tilsammen til to grupper, der begge kan give partiet indflydelse. Fremgangsmåden optræder så konsistent og ofte, at der ikke er tale om en række tilfældige situationer. Det er i bedste fald en underforstået og i værste fald en helt bevidst strategi.

Den indre svinehund får en saftig luns fra Dansk Folkepartis racister, og Pia Kjærsgaard minder den på, at den skal spise ordentligt. På den måde virker det hele mere stuerent.

Når det sædvanlige peanut-galleri af islamofober og deres faste støtter forklarer, hvordan muslimer eller islam er, uden at gøre opmærksom på, at de støtter sig til en enkelt anekdote eller to, så er det ansvarsfralæggelse. Kommer der en muslim og forklarer, at muslimer ikke er sådan, så kommer ansvarsfralæggelsen nemlig hurtigt: Det var jo ikke jer, vi mente, men de andre muslimer. Eller i Lars Hedegaards ord: "Jeg har altid sagt, at jeg ikke taler om alle muslimer, men islam i sin grundform med sit kvindesyn".

Rent filosofisk må Lars Hedegaard hånes for sit oldtidssyn: Lars Hedegaard bygger nemlig på den forlængst forældede verdensopfattelse kendt som essentialismen. Denne opfattelse går i korte træk ud på, at der findes en "essens" bag ethvert udtryk, og at enhver manifestation af udtrykket er en "kopi". I Lars Hedegaards verden eksisterer islam således helt uafhængigt af mennesker - som var den gudsgivet, ikke menneskeskabt.

Ikke overraskende er metoden i Lars Hedegaards atavisme en lige så gammel traver. Når man anklager alle muslimer (f.eks. ved at sige: "Islam er ..."), så rammer man dem alle uanset fortolkning og tradition, og stigmatiserer dem alle. Allerhelst skal man sikre, at "grundformen" af islam ikke kan findes i nogen bestemt gruppering, som man kan gå hen og pege på. Det gælder om at holde den mytisk og uendelig ond; for hvis man var i stand til at finde et konkret eksempel på en sådan islam-gruppe, ville man meget mod Lars Hedegaards ønske enten hurtigt kunne bortforklare islam som årsagen eller påvise, at gruppen slet ikke er så slem, som Lars Hedegaard helst vil tegne den. Lars Hedegaard opfinder kort sagt en djævel kaldet "islam", og hver gang han ser en muslim handle ubehageligt eller grusomt, ser Lars Hedegaard denne handling som en mere fuldkommen kopi af den essentielle islam end en handling, der ville betegnes som moderat, sekulær, lovlydig, eller på anden måde have et civiliseret eller venligt ansigt. Hos Lars Hedegaard er islam et indbegreb af grusomhed, og enhver anden handling er ikke en del af islams "grundform". Lars Hedegaard har ganske vist omtalt sig selv som "svagt troende", men han opfylder til excellence den kristne tradition for at fremmane den djævel, der er en nødvendig forudsætning for at kunne blive befriet fra samme, ligesom Lars Hedegaards forslag til løsning på problemet er den kristne guds reaktionsmønster værdigt.

Lars Hedegaards mønster for fremmaning af djævelen er det samme, som vi ser hos Dansk Folkeparti eller hos skrigosfæren, hvor ethvert eksempel på forbrydelser eller overgreb illustrerer islam, mens tilsvarende grusomheder begået af kristne eller positive handlinger begået af muslimer behændigt overses. Dette betragter islamofoberne ikke som hverken problematisk eller endsige uretfærdigt selektivt, for de mener netop, at de beskriver islams essens: At denne kerne ligger latent hos enhver muslim, og at det kun er et spørgsmål om tid og mulighed, før de velvilligt slipper denne iboende djævel fri.

Dermed kan Lars Hedegaard og de øvrige islamofober på en gang definere islam og implicere alle muslimer - og samtidig undgå det retsopgør, de måtte møde, hvis de anklagede en bestemt gruppe. De skal blot som altid sige: "Jamen det var jo ikke jer, vi mente", for gør man det tilstrækkelig mange gange, når man alligevel hele raden rundt.

I 2003 skrev professor i statskundskab Dr. Lawrence Britt en artikel, hvor han opsummerede 14 punkter, som karakteriserede de fascistiske regimer under Hitler i Tyskland, Mussolini i Italien, Franco i Spanien, Suharto i Indonesien, samt flere latinamerikanske regimer. Læs de 14 punkter nedenfor og spørg undervejs dig selv: Virker stort set alle disse punkter ikke lidt for bekendte i dagens Danmark?

1. Kraftfuld og vedholdende nationalisme. Fascistiske regimer gør hele tiden brug af patriotiske og nationale mottoer, sloganer, symboler, sange, m.v. Det nationale flag ses overalt, også på tøj og i det offentlige rum.

2. Modvilje mod at anerkende menneskerettigheder. På grund af frygten for fjender og behovet for sikkerhed får borgere i fascistiske regimer at vide, at menneskerettigheder kan ignoreres i visse tilfælde, fordi der er "behov" for det. Folket vender det døve øre til, eller bifralder ligefrem, tortur, likvideringer, attentater, langtidsfængslinger, osv.

3. Identifikationen af fjender/syndebukke som en forenende kraft. Folket bliver opmuntret til at gå i en form for forenende, patriotisk selvsving i dets behov for at eliminere noget, man tror er en fælles trussel eller fjende: Etniske eller religiøse minoriteter, socialister, kommunister, terrorister, osv.

4. Militærets magt. Selv i lyset af omfattende sociale problemer får militæret en uforholdsvis stor bid af kagen, når skattepengene skal fordeles, mens den sociale politik forsømmes. Soldater og militær deltagelse bliver forherliget.

5. Åbenlys kønsdiskriminering. Regeringer i fascistiske lande er stort set altid mandsdominerede. I fascistiske regimer forsøger man at fastholde traditionelle kønsroller. Skilsmisse, abort og homoseksualitet undertrykkes, og staten forsøger at beskytte familien.

6. Kontrol af massemedierne. Nogle gange er medierne direkte kontrollerede af regeringen, men i andre tilfælde er kontrollen indirekte gennem lovgivning, eller via medietalsmænd, der støtter regeringen eller er indsat af regeringen. Censur er ofte forekommende, især i krigstid.

7. Stærk optagethed af national sikkerhed. Frygt benyttes af regeringen til at motivere masserne.

8. Religion og regering blandes sammen. Regeringer i fascistiske lande har en tendens til at benytte landets oftest forekommende religion som værktøj til at manipulere den offentlige mening. Religiøs retorik og terminologi forekommer ofte, også når religionernes primære værdier ser ud til at være i stik modstrid med regeringens politik eller handlinger.

9. De store, private selskaber beskyttes. Det er ofte industriens ledere, der giver regeringen magt, idet der skabes en magtelite byggende på et gensidigt fordelagtigt forhold mellem industri og regering.

10. Fagforeninger undertrykkes, fordi den forenede arbejdskraft er den eneste reelle trussel mod en fascistisk regering.

11. Modvilje mod intellektuelle og mod kunst. Fascistiske lande plejer at opfordre til, eller tolerere, åbenlys modvilje mod højere uddannelse og akademikere. Det er ikke sjældent, at professorer eller andre akademikere bliver udsat for censur eller bliver arresteret. Kunstnere og deres værker angribes åbenlyst.

12. Stærk optagethed af kriminalitet og straf. I fascistiske regimer gives politiet stort set ubegrænsede muligheder for at sikre, at loven holdes. Folket er ofte villigt til at se gennem fingrene, og endda give afkald på personlig frihed, i patriotismens navn. Der er ofte en national politistyrke med stort set uindskrænket magt i fascistiske lande.

13. Omfattende vennetjenester og korruption. Fascistiske regimer regeres ofte af venner og forbindelser, der udnævner hinanden til ledelsespositioner, og som benytter regeringens magt og autoritet til at beskytte deres venner mod ansvar. Det er ikke usædvanligt, at fascistiske regimer benytter, eller ligefrem stjæler, nationale ressourcer til at pleje sine egne eller deres allieredes interesser.

14. Valgsvindel. Nogle gange er valg i fascistiske lande et rent skuespil. Andre gange manipuleres valgresultaterne gennem smædekampagner eller endda snigmord mod oppositionens kandidater, brugen af reglementer til at kontrollere valgmuligheder, og manipulation af medierne. Fascistiske lande benytter ofte deres egne myndigheder til at manipulere eller kontrollere valgene.

Klaus Bondam (R) har fået den borgmesterpost, der stod ham så kær. Prisen var indflydelse til Dansk Folkeparti - og så en smule politikerære, men den slags er jo billigt til salg hos det parti, der kun er overgået af Dansk Folkeparti i sin villighed til at støtte hvemsomhelst, der giver partiet indflydelse. Derfor skulle man heller ikke tage det som andet end varm luft, da Klaus Bondam f.eks. tidligere havde sagt:

Fra aftenens debat mellem Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) og Martin Henriksen (DF):

Tak, Martin, men det vidste vi jo egentlig allerede.