Nyeste i Ekstremisterne emnet
Politisk svikmølle
| Lix-tal: 57Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
Link til indlægget | Kommentarer (0)
Flere bloggere på midten og på venstrefløjen har undret sig over, at Dansk Folkeparti bruger ordet "diskriminerende" om et lovforslag, der stiller ikke-etniske danskere dårligere. Hvad er der sket i dette ellers så åbenlyst racistiske parti, siden dette ord, der om noget har defineret partiets politik, pludselig er blevet negativt?
PeerPlus gennemskuer ganske vist hurtigt, at Dansk Folkepartis protest dækker over, at lovforslaget vil stille etniske danskere i en mere problematisk situation, men går alligevel galt i byen, da han foreslår et antal grunde til, at Dansk Folkeparti ikke tør stå ved sine holdninger. Rune Engelbreth går også galt i byen, da han nok antyder en skjult bagtanke bag Dansk Folkepartis kritik, men ellers helliger størstedelen af sit indlæg en diskussion af det forhold, at Dansk Folkeparti jo har ret, og at det må give dem problemer sidenhen, hvis de skal holdes fast i deres holdning.
Begge disse bloggere - samt mange andre, der har undret sig over Dansk Folkepartis overraskende tilsyneladende afstandtagen til sin egen politik - overser imidlertid noget vigtigt. Måske skyldes det, at de er sympatiske mennesker, der automatisk ønsker at se det bedste i folk, og som går ud fra, at hvis Dansk Folkeparti siger noget, så må det jo være fordi Dansk Folkeparti mener det. I hvert fald handler diskussionen og spekulationen om, hvorfor Dansk Folkeparti har skiftet holdning, og man følger loyalt sandhedsværdien i Dansk Folkepartis udsagn, som i dette tilfælde handler om, at der jo ganske rigtigt er tale om et diskriminerende forslag.
Lad mig forsøge at forklare, hvorfor Dansk Folkeparti kan anklage andre for at være diskriminerende på trods af, at dette for udenforstående ligner den største sten, der endnu er kastet fra Dansk Folkepartis glashus. Og nu gælder det om at holde tungen lige i munden, for der er flere tilsyneladende modstridende sandheder i spil.
For det første handler udgangspunktet om, at der på den ene side står en udsat gruppe, der kan have brug for særlig hjælp, og enhver hjælp til gruppen vil alt andet lige udviske forskellen mellem gruppen og de omkringliggende grupper, der ikke har brug for hjælpen. Det egentlige problem i denne del af diskussionen er, at "hjælp" i Venstres politik udmønter sig i forslag om, at gruppen skal kunne ansættes for under mindstelønnen, hvilket i praksis betyder en lussing til begge parter - de ikke-etniske danskere, fordi de skubbes (yderligere) ind i en underklasse, og de etniske danskere, fordi de får sværere ved at konkurrere om ansættelser. Ved at stille de to grupper op mod hinanden stiller Venstre dem begge værre i forhold til resten af samfundet som sådan. Vinderen er ikke en af de to grupper, og hvor det ved første øjekast kan ligne diskrimination mellem to grupper, har Venstre i virkeligheden opnået at diskriminere begge grupper på én gang.
PeerPlus gennemskuer ganske vist hurtigt, at Dansk Folkepartis protest dækker over, at lovforslaget vil stille etniske danskere i en mere problematisk situation, men går alligevel galt i byen, da han foreslår et antal grunde til, at Dansk Folkeparti ikke tør stå ved sine holdninger. Rune Engelbreth går også galt i byen, da han nok antyder en skjult bagtanke bag Dansk Folkepartis kritik, men ellers helliger størstedelen af sit indlæg en diskussion af det forhold, at Dansk Folkeparti jo har ret, og at det må give dem problemer sidenhen, hvis de skal holdes fast i deres holdning.
Begge disse bloggere - samt mange andre, der har undret sig over Dansk Folkepartis overraskende tilsyneladende afstandtagen til sin egen politik - overser imidlertid noget vigtigt. Måske skyldes det, at de er sympatiske mennesker, der automatisk ønsker at se det bedste i folk, og som går ud fra, at hvis Dansk Folkeparti siger noget, så må det jo være fordi Dansk Folkeparti mener det. I hvert fald handler diskussionen og spekulationen om, hvorfor Dansk Folkeparti har skiftet holdning, og man følger loyalt sandhedsværdien i Dansk Folkepartis udsagn, som i dette tilfælde handler om, at der jo ganske rigtigt er tale om et diskriminerende forslag.
Lad mig forsøge at forklare, hvorfor Dansk Folkeparti kan anklage andre for at være diskriminerende på trods af, at dette for udenforstående ligner den største sten, der endnu er kastet fra Dansk Folkepartis glashus. Og nu gælder det om at holde tungen lige i munden, for der er flere tilsyneladende modstridende sandheder i spil.
For det første handler udgangspunktet om, at der på den ene side står en udsat gruppe, der kan have brug for særlig hjælp, og enhver hjælp til gruppen vil alt andet lige udviske forskellen mellem gruppen og de omkringliggende grupper, der ikke har brug for hjælpen. Det egentlige problem i denne del af diskussionen er, at "hjælp" i Venstres politik udmønter sig i forslag om, at gruppen skal kunne ansættes for under mindstelønnen, hvilket i praksis betyder en lussing til begge parter - de ikke-etniske danskere, fordi de skubbes (yderligere) ind i en underklasse, og de etniske danskere, fordi de får sværere ved at konkurrere om ansættelser. Ved at stille de to grupper op mod hinanden stiller Venstre dem begge værre i forhold til resten af samfundet som sådan. Vinderen er ikke en af de to grupper, og hvor det ved første øjekast kan ligne diskrimination mellem to grupper, har Venstre i virkeligheden opnået at diskriminere begge grupper på én gang.
For det andet opfatter Dansk Folkeparti diskrimination anderledes end de øvrige politiske partier. For Dansk Folkeparti dækker begrebet "diskrimination" over, at
etniske, kristne danskere stilles svagere. Enhver anden form for
diskrimination, sådan som vi andre definerer ordet, er enten ligegyldig
eller ligefrem ønskelig hos Dansk Folkeparti. Omvendt vil regeringen nødigt indrømme, at den opfører sig
diskriminerende. Det er udemokratisk, og man risikerer at tabe stemmer
på at blive grebet i at praktisere andet, end man prædiker. Med
undtagelse af visse personer i regeringen, der nærmer sig Dansk Folkepartis racisme, har regeringen overvejende den opfattelse af
diskrimination, som ligger i begrebets konventionelle betydning.
For det tredie er centrum og venstre i dansk politik karakteriseret ved, at rationalitet har højere vægt i et argument end på højrefløjen, hvor følelser modsvarende har større appel. For Dansk Folkepartis vedkommende er argumenters rationelle og logiske indhold nærmest uvæsentlige. Det betyder, at det ikke nytter at forstå Dansk Folkeparti ud fra de samme præmisser, som karakteriserer oppositionen. Man går galt i byen, hvis man antager, at Dansk Folkeparti består af sympatiske mennesker, der står ved deres ord, og som taler sandheden. Det virkelige Dansk Folkeparti består tværtimod af mennesker, der uden at fortrække en mine siger det stik modsatte af, hvad de mener, uden større samvittighedkvaler end svindleren, der binder en godtroende ældre dame en historie på ærmet, så han kan narre damens sidste sparepenge ud af hende. Dansk Folkeparti bruger ord på samme måde som en sociopat: Den eneste parameter, ord og handling vurderes på, er deres evne til at få ens modpart til at opføre sig, som man ønsker. Sandhedsværdi, gennemførbarhed og logik er underordnede.
For at starte med det nemmeste, så reagerede Dansk Folkeparti på, at etniske danskere stilles dårligere overfor ikke-etniske danskere, og anklagede prompte regeringen for diskrimination ud fra den betydning, som Dansk Folkeparti tillægger ordet. Den logisk inkonsistente klang mellem Dansk Folkepartis egen politik og hermed fremførte anklage står ikke i vejen hos Dansk Folkeparti. Dermed sagde Dansk Folkeparti imidlertid noget, der også i ordets konventionelle definition er korrekt, og det har måske været mere et tilfælde end udtryk for forstand.
Resultatet blev, at Dansk Folkeparti både kan anklage regeringen og opnå oppositionens støtte til anklagen, fordi såvel regering som opposition forstår diskrimination på én måde, mens Dansk Folkeparti forstår det på en anden måde. Mens oppositionen kæmper mod regeringen ud fra sin egen opfattelse af, hvad diskrimination går ud på, kæmper de uforvarende også Dansk Folkepartis sag, selv om Dansk Folkeparti ønsker en diskrimination, der går den stik modsatte vej. Så længe man har en blind plet i erkendelsen af, at der findes en tredie vinder, mens begge grupper taber, kan man sagtens hævde at have ret overfor den anden part.
Det er til at forstå, hvorfor Dansk Folkeparti kan kæmpe mod diskrimination, fordi de har en "privat" opfattelse af, hvad diskrimination dækker over. Og fordi ordet tilfældigvis også kan bruges af oppositionen i samme sag, kan oppositionen også anklage regeringen for samme. Det var således oppositionens anden blinde plet.
Til sidst er vi ved flere bloggeres undren over, at Dansk Folkeparti tør tage ordet "diskrimination" i sin mund, og dette udgør den sidste blinde plet. Oppositionen er mentalt bundet af en diskurs, hvor argumenter antages at have en intern logik. Det falder ikke oppositionen ind, at Dansk Folkeparti ikke mener, hvad de siger, og at Dansk Folkeparti gerne siger noget den ene dag for at sige det stik modsatte den næste dag.
Dansk Folkeparti har et mål, som de ønsker at opnå, og de siger lige præcis det, de mener, der skal til. I den aktuelle sag handler det om, at de ønsker at få regeringen til at trække lovforslaget tilbage, og hvis det lykkes, har ordene haft den ønskede effekt. Sandheden af ordene, gennemførlighed eller konsistens er ligegyldige, hvis blot Dansk Folkeparti opnår, hvad de ønsker. Dansk Folkeparti siger ikke nødvendigvis noget, fordi de mener det, men fordi det er et middel til at flytte folk. Dansk Folkeparti angriber regeringen med dette ord, som regeringen helst ikke vil have klistret på sig, for at få regeringen til at trække et hos Dansk Folkeparti uvelkomment forslag tilbage. Det er alene derfor, Dansk Folkeparti bruger dette ord.
Vi kan måske tro, at der er tale om politiske prøveballoner for at lodde stemningen blandt vælgerne, fordi vi finder det ulogisk eller irrationelt at kaste sten fra det politiske glashus, men det er blot business as usual for dette parti, der ikke kan holde fri fra racisme på samme måde, som andre partier kan holde sommerferie fra parlamentarismen på Christiansborg. Alle de rationelle overvejelser, som PeerPlus og andre begavede individer foretager sig omkring årsagen til Dansk Folkepartis brug af ordet "diskriminerende", er helt irrelevante, for Dansk Folkeparti benytter ikke det rationelle udgangspunkt, der aftvinger sådanne forklaringer. Og det behøver de heller ikke overfor et vælgersegment, der mangler den mentale udstyring til at se de for vi andre så åbenlyse og ironiske selvmodsigelser, inkonsistens og manglende logik i Dansk Folkepartis udtalelser.
For det tredie er centrum og venstre i dansk politik karakteriseret ved, at rationalitet har højere vægt i et argument end på højrefløjen, hvor følelser modsvarende har større appel. For Dansk Folkepartis vedkommende er argumenters rationelle og logiske indhold nærmest uvæsentlige. Det betyder, at det ikke nytter at forstå Dansk Folkeparti ud fra de samme præmisser, som karakteriserer oppositionen. Man går galt i byen, hvis man antager, at Dansk Folkeparti består af sympatiske mennesker, der står ved deres ord, og som taler sandheden. Det virkelige Dansk Folkeparti består tværtimod af mennesker, der uden at fortrække en mine siger det stik modsatte af, hvad de mener, uden større samvittighedkvaler end svindleren, der binder en godtroende ældre dame en historie på ærmet, så han kan narre damens sidste sparepenge ud af hende. Dansk Folkeparti bruger ord på samme måde som en sociopat: Den eneste parameter, ord og handling vurderes på, er deres evne til at få ens modpart til at opføre sig, som man ønsker. Sandhedsværdi, gennemførbarhed og logik er underordnede.
For at starte med det nemmeste, så reagerede Dansk Folkeparti på, at etniske danskere stilles dårligere overfor ikke-etniske danskere, og anklagede prompte regeringen for diskrimination ud fra den betydning, som Dansk Folkeparti tillægger ordet. Den logisk inkonsistente klang mellem Dansk Folkepartis egen politik og hermed fremførte anklage står ikke i vejen hos Dansk Folkeparti. Dermed sagde Dansk Folkeparti imidlertid noget, der også i ordets konventionelle definition er korrekt, og det har måske været mere et tilfælde end udtryk for forstand.
Resultatet blev, at Dansk Folkeparti både kan anklage regeringen og opnå oppositionens støtte til anklagen, fordi såvel regering som opposition forstår diskrimination på én måde, mens Dansk Folkeparti forstår det på en anden måde. Mens oppositionen kæmper mod regeringen ud fra sin egen opfattelse af, hvad diskrimination går ud på, kæmper de uforvarende også Dansk Folkepartis sag, selv om Dansk Folkeparti ønsker en diskrimination, der går den stik modsatte vej. Så længe man har en blind plet i erkendelsen af, at der findes en tredie vinder, mens begge grupper taber, kan man sagtens hævde at have ret overfor den anden part.
Det er til at forstå, hvorfor Dansk Folkeparti kan kæmpe mod diskrimination, fordi de har en "privat" opfattelse af, hvad diskrimination dækker over. Og fordi ordet tilfældigvis også kan bruges af oppositionen i samme sag, kan oppositionen også anklage regeringen for samme. Det var således oppositionens anden blinde plet.
Til sidst er vi ved flere bloggeres undren over, at Dansk Folkeparti tør tage ordet "diskrimination" i sin mund, og dette udgør den sidste blinde plet. Oppositionen er mentalt bundet af en diskurs, hvor argumenter antages at have en intern logik. Det falder ikke oppositionen ind, at Dansk Folkeparti ikke mener, hvad de siger, og at Dansk Folkeparti gerne siger noget den ene dag for at sige det stik modsatte den næste dag.
Dansk Folkeparti har et mål, som de ønsker at opnå, og de siger lige præcis det, de mener, der skal til. I den aktuelle sag handler det om, at de ønsker at få regeringen til at trække lovforslaget tilbage, og hvis det lykkes, har ordene haft den ønskede effekt. Sandheden af ordene, gennemførlighed eller konsistens er ligegyldige, hvis blot Dansk Folkeparti opnår, hvad de ønsker. Dansk Folkeparti siger ikke nødvendigvis noget, fordi de mener det, men fordi det er et middel til at flytte folk. Dansk Folkeparti angriber regeringen med dette ord, som regeringen helst ikke vil have klistret på sig, for at få regeringen til at trække et hos Dansk Folkeparti uvelkomment forslag tilbage. Det er alene derfor, Dansk Folkeparti bruger dette ord.
Vi kan måske tro, at der er tale om politiske prøveballoner for at lodde stemningen blandt vælgerne, fordi vi finder det ulogisk eller irrationelt at kaste sten fra det politiske glashus, men det er blot business as usual for dette parti, der ikke kan holde fri fra racisme på samme måde, som andre partier kan holde sommerferie fra parlamentarismen på Christiansborg. Alle de rationelle overvejelser, som PeerPlus og andre begavede individer foretager sig omkring årsagen til Dansk Folkepartis brug af ordet "diskriminerende", er helt irrelevante, for Dansk Folkeparti benytter ikke det rationelle udgangspunkt, der aftvinger sådanne forklaringer. Og det behøver de heller ikke overfor et vælgersegment, der mangler den mentale udstyring til at se de for vi andre så åbenlyse og ironiske selvmodsigelser, inkonsistens og manglende logik i Dansk Folkepartis udtalelser.
Emner
Centrum-venstre, Ekstremisterne
Den indre svinehund har en stemme. Og det har den haft længe. Dansk Folkepartis "dyrene har en stemme"-kampagne har sikkert snydt de sædvanlige idioter, der ikke kan gennemskue, at de eneste stemmer, Dansk Folkeparti er interesserede i, er vælgernes.
Emner
EkstremisterneReligionskrig
| Lix-tal: 48Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
Link til indlægget | Kommentarer (0)
Kristian Thulesen Dahl (DF) ønsker mere religion. Danskerne skal være mere kristne og gå mere i kirke. Hans sprogbrug går ikke Kristeligt Dagblad-journalistens ører forbi: Der bruges militære associationer som "kamp", "bastion" og "oprustning". Og han taler ikke om en nylig konflikt, hvor kristne modstræbende som modstandsfolk er blevet tvunget til at samle våbnene op, for han taler om "de bastioner, vi [kristne] har kæmpet frem, generation for generation".
Det viser, hvad jeg har anklaget Dansk Folkeparti for flere gange, nemlig at de fører religionskrig, hvor de anser kristendommen som en races højeste mål. Alt, hvad de foretager sig, har til hensigt at opnå et eneste ene mål, der kan formuleres meget enkelt. Og alt, hvad der ikke peger i denne retning, er blot forhandlingsmuligheder, når forhandlingspartnerne i Folketinget skal presses til indrømmelser.
Dansk Folkepartis religionskrig mod indvandrere og især den muslimske udgave af samme udspringer af et stærkt ønske om, at landet alene skal bestå af hvide kristne - en sammenhæng, Dansk Folkeparti anser for racebetinget.
Det viser, hvad jeg har anklaget Dansk Folkeparti for flere gange, nemlig at de fører religionskrig, hvor de anser kristendommen som en races højeste mål. Alt, hvad de foretager sig, har til hensigt at opnå et eneste ene mål, der kan formuleres meget enkelt. Og alt, hvad der ikke peger i denne retning, er blot forhandlingsmuligheder, når forhandlingspartnerne i Folketinget skal presses til indrømmelser.
Dansk Folkepartis religionskrig mod indvandrere og især den muslimske udgave af samme udspringer af et stærkt ønske om, at landet alene skal bestå af hvide kristne - en sammenhæng, Dansk Folkeparti anser for racebetinget.
Emner
Ekstremisterne, Forfølgelse
I et lille land på en lille planet i et solsystem i en fjern galakse...
Kommandør Scaarup havde igen kaldt officererne sammen i messen.
"Rebellerne bliver stærkere, men jeg har et hemmeligt våben, som kan ødelægge rebellerne indefra", indledte Kommandør Scaarup.
Officererne lyttede spændt, og Kommandør Scaarup holdt spændingen hen, mens han gav officererne hints om sin genialitet.
"Hvad er fællestrækket for en helt stribe partier, som fik store problemer?"
"De kunne ikke definere sig selv?", foreslog sergent Doorman.
"Nej".
"De manglede en stærk fører?"
"Nej. Eller jo, men det var ikke derfor. Tænk på en nyttig idiot".
Der var stille. Med så mange muligheder at vælge mellem blandt partiets to hjælpegrupper var svaret ikke helt oplagt. Kommandør Scaarup hjalp forsamlingen på vej:
"Det er ikke løjtnant Thorr, jeg tænker på. Det er en person, der efterlod de Radikale stærkt svækket. Som gjorde den første Alliance fra Saxon til grin. Og som nu er hos de Konservative - og her ved vi jo godt, hvordan det ser ud i dag".
Så vidste forsamlingen, hvem han mente. Der var kun én person, der kunne sende et parti til tælling på så kort tid. Men hvor alle havde troet, at Nasser Kharder blev tiltrukket af skibbrud og katastrofer, var der ingen før Kommandør Scaarup, der havde indset, at det måske hang omvendt sammen - at det var Nasser Khader, der var årsagen til de omgående sammenbrud af alt, hvor han blev indblandet.
"Der findes næppe nogen større nar i denne galakse. En sand idiot, men det kan man jo også kun forvente med de abegener. Vi taler imidlertid om en nyttig idiot. En nyttig idiot, som vi placerer hos rebellerne, og som har en så koncentreret blanding af inkompetence og destruktionskraft, at idioten slet ikke behøver få at vide, at vi har placeret denne... forræder".
Der kom anerkendende nik i forsamlingen, og Kristian Maul fra Thule-selskabet, som stod lige bag Kommandør Scaarup, trådte frem.
"Her i partiet ser vi muligheder, hvor andre ser begrænsninger. Hvor andre ser dumme, uuddannede, lavkulturelle idioter, ser vi et enormt potentiale. Så meget, at de nærmest udgør vores energikilde".
"Nåh, det er Nasser Khader, der er dit hemmelige våben!", udbryd Martin Henriksen pludselig, og et lidt sammenbidt, bekræftende nik i hans retning fra Kommandør Scaarup bekræftede Martin Henriksens erkendelsesevner. Martin Henriksen åndede lettet op: "Jeg troede lige, at vi skulle til at skille os af med Mal'ene Harpe".
Kommandør Scaarup åbnede en forbindelse til den Konservative krydser, der altid cirklede i nærheden af Dansk Folkepartis moderskib, og etablerede kontakt til den Konservative leder.
"Lene, du vil gerne have vores støtte til Finansloven, ikke?"
"Ja, det vil vi jo altid gerne. Den sædvanlige pris?"
"Til dels. Det involverer i hvert fald mærkeligt-farvede arter. Vi skal bruge Nasser".
"Ja?"
"Du skal sørge for, at Nasser bliver plantet i rebellernes parti".
"Ikke andet?"
"Ikke andet", svarede Kommandør Scaarup, og formanede: "Det er en yderst vigtig opgave, Lene. Er du i stand til det?"
Lene Espersen stod ret. "Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt", lovede hun højtideligt.
"Fortæl ham, at han bliver populær af det", foreslog Kommandør Scaarup. "Det vil give den mørke side af sammenhængskraften tag i ham, så han vil gøre hvadsomhelst".
"Stol på mig, det bliver den nemmeste sag i verden", lovede Lene Espersen igen og tilføjede, "Det bliver den rene ferie".
Få dage senere indfriede Lene Espersen sit løfte til Kommandør Scaarup, idet hun overbeviste endnu et medlem af de Konservative om, at det var på tide at forlade partiet. Nasser Khader sendte skyndsomst en pressemeddelelse ud om, at han havde brug for lidt selvransagelse, og ikke havde planer om at vende tilbage til et af sine tidligere partier. Mens medierne svirrede af rygter, forberedte Nasser Khader forhandlingerne om sit afspring til rebellerne.
"Helle, min skat, hvordan går...", indledte Nasser Khader, men blev afbrudt af Helle Thornings hvasse blik.
"Jeg vil ikke høre det ord i min nærhed!", snappede hun.
"Undskyld, undskyld, jeg ville ikke... jeg forstår, det er vel noget med manden", snublede en overrumplet Nasser Khader i ordene.
"Stop så!", snerrede Helle Thorning, og Nasser Khader besluttede sig for at skifte væk fra noget, der åbenbart var et følsomt emne.
"Ja, jeg ville jo ikke... jeg forstår godt, du vil være i fred. Alle kan jo en gang i mellem have brug for at søge ly".
"NASSER!"
Nasser Khader så forvirret ud et øjeblik.
"Nej, min politik er skam financieret af det private erhvervsliv, så jeg er ikke nogen nas..."
"Hvad vil du", stoppede Helle Thorning ham, og Nasser Khader følte sig ikke sikker på, om det var ment som et spørgsmål. Han besluttede sig for at gå lige til sagen.
"Jo, Helle, du ved jo nok, at jeg lige har forladt et parti, hvor folk er løbet væk, så partiet er hullet som en schweizero..."
"Så er det NOK!" hvæsede Helle Thorning. Hendes holo-billede forsvandt, og Nasser Khader stod uforstående tilbage.
(Fortsættes...)
Kommandør Scaarup havde igen kaldt officererne sammen i messen.
"Rebellerne bliver stærkere, men jeg har et hemmeligt våben, som kan ødelægge rebellerne indefra", indledte Kommandør Scaarup.
Officererne lyttede spændt, og Kommandør Scaarup holdt spændingen hen, mens han gav officererne hints om sin genialitet.
"Hvad er fællestrækket for en helt stribe partier, som fik store problemer?"
"De kunne ikke definere sig selv?", foreslog sergent Doorman.
"Nej".
"De manglede en stærk fører?"
"Nej. Eller jo, men det var ikke derfor. Tænk på en nyttig idiot".
Der var stille. Med så mange muligheder at vælge mellem blandt partiets to hjælpegrupper var svaret ikke helt oplagt. Kommandør Scaarup hjalp forsamlingen på vej:
"Det er ikke løjtnant Thorr, jeg tænker på. Det er en person, der efterlod de Radikale stærkt svækket. Som gjorde den første Alliance fra Saxon til grin. Og som nu er hos de Konservative - og her ved vi jo godt, hvordan det ser ud i dag".
Så vidste forsamlingen, hvem han mente. Der var kun én person, der kunne sende et parti til tælling på så kort tid. Men hvor alle havde troet, at Nasser Kharder blev tiltrukket af skibbrud og katastrofer, var der ingen før Kommandør Scaarup, der havde indset, at det måske hang omvendt sammen - at det var Nasser Khader, der var årsagen til de omgående sammenbrud af alt, hvor han blev indblandet.
"Der findes næppe nogen større nar i denne galakse. En sand idiot, men det kan man jo også kun forvente med de abegener. Vi taler imidlertid om en nyttig idiot. En nyttig idiot, som vi placerer hos rebellerne, og som har en så koncentreret blanding af inkompetence og destruktionskraft, at idioten slet ikke behøver få at vide, at vi har placeret denne... forræder".
Der kom anerkendende nik i forsamlingen, og Kristian Maul fra Thule-selskabet, som stod lige bag Kommandør Scaarup, trådte frem.
"Her i partiet ser vi muligheder, hvor andre ser begrænsninger. Hvor andre ser dumme, uuddannede, lavkulturelle idioter, ser vi et enormt potentiale. Så meget, at de nærmest udgør vores energikilde".
"Nåh, det er Nasser Khader, der er dit hemmelige våben!", udbryd Martin Henriksen pludselig, og et lidt sammenbidt, bekræftende nik i hans retning fra Kommandør Scaarup bekræftede Martin Henriksens erkendelsesevner. Martin Henriksen åndede lettet op: "Jeg troede lige, at vi skulle til at skille os af med Mal'ene Harpe".
Kommandør Scaarup åbnede en forbindelse til den Konservative krydser, der altid cirklede i nærheden af Dansk Folkepartis moderskib, og etablerede kontakt til den Konservative leder.
"Lene, du vil gerne have vores støtte til Finansloven, ikke?"
"Ja, det vil vi jo altid gerne. Den sædvanlige pris?"
"Til dels. Det involverer i hvert fald mærkeligt-farvede arter. Vi skal bruge Nasser".
"Ja?"
"Du skal sørge for, at Nasser bliver plantet i rebellernes parti".
"Ikke andet?"
"Ikke andet", svarede Kommandør Scaarup, og formanede: "Det er en yderst vigtig opgave, Lene. Er du i stand til det?"
Lene Espersen stod ret. "Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt", lovede hun højtideligt.
"Fortæl ham, at han bliver populær af det", foreslog Kommandør Scaarup. "Det vil give den mørke side af sammenhængskraften tag i ham, så han vil gøre hvadsomhelst".
"Stol på mig, det bliver den nemmeste sag i verden", lovede Lene Espersen igen og tilføjede, "Det bliver den rene ferie".
Få dage senere indfriede Lene Espersen sit løfte til Kommandør Scaarup, idet hun overbeviste endnu et medlem af de Konservative om, at det var på tide at forlade partiet. Nasser Khader sendte skyndsomst en pressemeddelelse ud om, at han havde brug for lidt selvransagelse, og ikke havde planer om at vende tilbage til et af sine tidligere partier. Mens medierne svirrede af rygter, forberedte Nasser Khader forhandlingerne om sit afspring til rebellerne.
"Helle, min skat, hvordan går...", indledte Nasser Khader, men blev afbrudt af Helle Thornings hvasse blik.
"Jeg vil ikke høre det ord i min nærhed!", snappede hun.
"Undskyld, undskyld, jeg ville ikke... jeg forstår, det er vel noget med manden", snublede en overrumplet Nasser Khader i ordene.
"Stop så!", snerrede Helle Thorning, og Nasser Khader besluttede sig for at skifte væk fra noget, der åbenbart var et følsomt emne.
"Ja, jeg ville jo ikke... jeg forstår godt, du vil være i fred. Alle kan jo en gang i mellem have brug for at søge ly".
"NASSER!"
Nasser Khader så forvirret ud et øjeblik.
"Nej, min politik er skam financieret af det private erhvervsliv, så jeg er ikke nogen nas..."
"Hvad vil du", stoppede Helle Thorning ham, og Nasser Khader følte sig ikke sikker på, om det var ment som et spørgsmål. Han besluttede sig for at gå lige til sagen.
"Jo, Helle, du ved jo nok, at jeg lige har forladt et parti, hvor folk er løbet væk, så partiet er hullet som en schweizero..."
"Så er det NOK!" hvæsede Helle Thorning. Hendes holo-billede forsvandt, og Nasser Khader stod uforstående tilbage.
(Fortsættes...)
Hvad vil Dansk Folkeparti i en regering? spørger Citizen Dane.
Jeg tror, at svaret skal findes i Dansk Folkepartis ekstreme fokus på deres ene og altoverskyggende mål:
I et så fanatisk nationalistisk parti som Dansk Folkeparti er selve partiet mindre vigtigt end at være højredrejet. Partiet vil have det fint med at gøre sig selv overflødigt.
Dansk Folkeparti har hidtil haft travlt med at trække regeringen og væsentlige dele af oppositionen til højre. Nu er regeringen rykket så langt til højre at den svarer til Dansk Folkeparti for nogle år siden. Derfor kan Dansk Folkeparti i dag indgå i en regering, der i virkeligheden bare er en udvidelse af dem selv. Skulle der forsvinde et par folk til Venstre, er det ikke så slemt, for Venstre er kommet så langt til højre, at den gennemsnitlige Venstre-politiker i dag svarer til noget, man for få år siden kunne have fundet i selv den mere rabiate del af Dansk Folkeparti.
Jeg tror, at svaret skal findes i Dansk Folkepartis ekstreme fokus på deres ene og altoverskyggende mål:
I et så fanatisk nationalistisk parti som Dansk Folkeparti er selve partiet mindre vigtigt end at være højredrejet. Partiet vil have det fint med at gøre sig selv overflødigt.
Dansk Folkeparti har hidtil haft travlt med at trække regeringen og væsentlige dele af oppositionen til højre. Nu er regeringen rykket så langt til højre at den svarer til Dansk Folkeparti for nogle år siden. Derfor kan Dansk Folkeparti i dag indgå i en regering, der i virkeligheden bare er en udvidelse af dem selv. Skulle der forsvinde et par folk til Venstre, er det ikke så slemt, for Venstre er kommet så langt til højre, at den gennemsnitlige Venstre-politiker i dag svarer til noget, man for få år siden kunne have fundet i selv den mere rabiate del af Dansk Folkeparti.
Emner
Borgerlig regering, Ekstremisterne
I et lille land på en lille planet i et solsystem i en fjern galakse...
Pia Kjærsgaard var mindre alvorlig, da hun kaldte officererne sammen, end hendes budskab i første omgang gav anledning til.
"Kejser Foghs minimalimperium kan ikke opretholdes under storkalif Løkke".
"Det er en trussel mod os. Vi kan ikke gennemføre vores politik, hvis vores marionetter er for svage. Jeg er bange for, at vi kan blive tvunget til at finde nye støttepartier. En slags nye muldyr til vores kærre".
Flere af partiets officerer så nervøst på hinanden. Med undtagelse af ordet "danskhed", som alle godt vidste, hvad dækkede over, brugte man sjældent symbolsprog i partiet. Det kunne betyde, at hun havde diskuteret sagen med folk, som officererne ikke kendte til.
De tog ikke fejl. Pia Kjærsgaard havde haft held til at lokke en Ny alliance til den mørke side, men til officerernes held så det ikke ud til, at Pia Kjærsgaard havde gjort dem overflødige.
"Alliancen fra planeten Saxon vil støtte os. Det var kun fordi de skulle bruge en troværdig undskyldning for at oprette deres alliance, at de var imod os", forklarede Pia Kjærsgaard.
"Ja, vi kunne jo ikke sådan sige, at vi bare var lobbyister for Saxon. Men så tænkte vi, at alle jo kan godtage en forklaring om, at man vil bekæmpe den mørke side af sammenhængskraften", undskyldte Emil Rammitzball, der netop var ankommet fra Saxon, og som stadig var iført sin stramtsiddende, glatte pilotdragt med et stort "S" på brystet. Længere nede i salen gled en af de lavere rangerende officerer i en slags plasma, der var dryppet på gulvet fra Rammitzballs hår, og postyret stjal opmærksomheden hos de få officerer, der et øjeblik overvejede at protestere mod Emil Rammitzballs beklagelse.
"Jaja", svarede Kommandør Scaarup utålmodigt til Emil Rammitzball. "Pak jeres lort og få jeres alliance på plads, hvor den hører hjemme".
"Mit lort er allerede pakket sammen", svarede Emil Rammitzball.
Der opstod en kort pause, før Pia Kjærsgaard tog ordet igen, mens Emil Rammitzball kiggede med så store øjne på Kaptajn Daggersmith, at Daggersmith fik en mærkelig fornemmelse af, at han på en eller anden måde ville blive involveret i prisen for alliancen.
"Men Alliancen fra Saxon er ikke nok. Vi skal finde flere allierede. I ved, hvad I skal gøre", sluttede Pia Kjærsgaard, før hun trak sig tilbage til sin kahyt.
Officererne talte i munden på hinanden, da hun var gået.
"Vi må lure dem kunsten af. Vi må finde ud af, hvad det er, de vil have. Når vi ved det, kan vi give dem det til den sædvanlige pris".
"Men hvordan gør vi det? Det er så længe siden, at Major Camre var blandt Socialdemokraterne, at vi ikke kan støtte os til hans hukommelse".
"Hvad med Karen Jespersen? Hun er da..."
"Nej, hun er jo hos Venstre".
"Stadig? Det er da snart en personlig rekord?"
Allerede samme aften var Kristian Maul fra Thule-selskabet i gang med opgaven, der involverede flere af de unge krigere i officerstaben.
"Mal'ene Harpe. Du skal gå ind i rebellernes hjerner. Nu vil jeg bede dig slappe helt af i kroppen. Når du slapper af, skal du lukke øjnene og tømme hovedet helt for tanker. Når du har gjort det ...".
Mal'ene Harpe lukkede øjnene. "Tømme tank... okay, færdig". Hun åbnede øjnene igen.
"... Og når du har gjort det, skal du finde ind i rebelleder Thornings hjerne og læse hendes tanker. Det skal du gøre nu!"
Mal'ene Harpe kneb øjnene samen, og hun anstrengte sig. Kristian Maul fra Thule-selskabet iagttog hende, mens Mal'ene Harpe skar ansigt i det uvante forsøg på at rejse i tankeriget. Endelig åbnede hun munden:
"Mærkeligt. Jeg ... modtager ... ingenting".
"Jeg vidste, du kunne!", udbrød Kristian Maul fra Thule-selskabet triumferende. "Vi har dem lige, hvor vi ønsker det. De vil tigge om vores hjælp så snart, det går op for dem, at de ikke kan støtte sig til Alliancen fra Saxon".
Langt væk fra Dansk Folkepartis moderskib skændtes Keldbaccha og Hans Ole om identiteten af en lille prik på fartøjets radar.
"Hrmnnfgrr?"
"Jo, det er Pia Kjærsgaards skib. Jeg er stensikker".
"Vuf-grr-wrrrnf. Hrrroof-nngr".
"Nej, jeg ved sgu ikke, hvorfor hun er ude og flyve alene en helt almindelig juniaften, eller hvor hun skal hen. Men det er altså hende, nå".
(Fortsættes...)
Pia Kjærsgaard var mindre alvorlig, da hun kaldte officererne sammen, end hendes budskab i første omgang gav anledning til.
"Kejser Foghs minimalimperium kan ikke opretholdes under storkalif Løkke".
"Det er en trussel mod os. Vi kan ikke gennemføre vores politik, hvis vores marionetter er for svage. Jeg er bange for, at vi kan blive tvunget til at finde nye støttepartier. En slags nye muldyr til vores kærre".
Flere af partiets officerer så nervøst på hinanden. Med undtagelse af ordet "danskhed", som alle godt vidste, hvad dækkede over, brugte man sjældent symbolsprog i partiet. Det kunne betyde, at hun havde diskuteret sagen med folk, som officererne ikke kendte til.
De tog ikke fejl. Pia Kjærsgaard havde haft held til at lokke en Ny alliance til den mørke side, men til officerernes held så det ikke ud til, at Pia Kjærsgaard havde gjort dem overflødige.
"Alliancen fra planeten Saxon vil støtte os. Det var kun fordi de skulle bruge en troværdig undskyldning for at oprette deres alliance, at de var imod os", forklarede Pia Kjærsgaard.
"Ja, vi kunne jo ikke sådan sige, at vi bare var lobbyister for Saxon. Men så tænkte vi, at alle jo kan godtage en forklaring om, at man vil bekæmpe den mørke side af sammenhængskraften", undskyldte Emil Rammitzball, der netop var ankommet fra Saxon, og som stadig var iført sin stramtsiddende, glatte pilotdragt med et stort "S" på brystet. Længere nede i salen gled en af de lavere rangerende officerer i en slags plasma, der var dryppet på gulvet fra Rammitzballs hår, og postyret stjal opmærksomheden hos de få officerer, der et øjeblik overvejede at protestere mod Emil Rammitzballs beklagelse.
"Jaja", svarede Kommandør Scaarup utålmodigt til Emil Rammitzball. "Pak jeres lort og få jeres alliance på plads, hvor den hører hjemme".
"Mit lort er allerede pakket sammen", svarede Emil Rammitzball.
Der opstod en kort pause, før Pia Kjærsgaard tog ordet igen, mens Emil Rammitzball kiggede med så store øjne på Kaptajn Daggersmith, at Daggersmith fik en mærkelig fornemmelse af, at han på en eller anden måde ville blive involveret i prisen for alliancen.
"Men Alliancen fra Saxon er ikke nok. Vi skal finde flere allierede. I ved, hvad I skal gøre", sluttede Pia Kjærsgaard, før hun trak sig tilbage til sin kahyt.
Officererne talte i munden på hinanden, da hun var gået.
"Vi må lure dem kunsten af. Vi må finde ud af, hvad det er, de vil have. Når vi ved det, kan vi give dem det til den sædvanlige pris".
"Men hvordan gør vi det? Det er så længe siden, at Major Camre var blandt Socialdemokraterne, at vi ikke kan støtte os til hans hukommelse".
"Hvad med Karen Jespersen? Hun er da..."
"Nej, hun er jo hos Venstre".
"Stadig? Det er da snart en personlig rekord?"
Allerede samme aften var Kristian Maul fra Thule-selskabet i gang med opgaven, der involverede flere af de unge krigere i officerstaben.
"Mal'ene Harpe. Du skal gå ind i rebellernes hjerner. Nu vil jeg bede dig slappe helt af i kroppen. Når du slapper af, skal du lukke øjnene og tømme hovedet helt for tanker. Når du har gjort det ...".
Mal'ene Harpe lukkede øjnene. "Tømme tank... okay, færdig". Hun åbnede øjnene igen.
"... Og når du har gjort det, skal du finde ind i rebelleder Thornings hjerne og læse hendes tanker. Det skal du gøre nu!"
Mal'ene Harpe kneb øjnene samen, og hun anstrengte sig. Kristian Maul fra Thule-selskabet iagttog hende, mens Mal'ene Harpe skar ansigt i det uvante forsøg på at rejse i tankeriget. Endelig åbnede hun munden:
"Mærkeligt. Jeg ... modtager ... ingenting".
"Jeg vidste, du kunne!", udbrød Kristian Maul fra Thule-selskabet triumferende. "Vi har dem lige, hvor vi ønsker det. De vil tigge om vores hjælp så snart, det går op for dem, at de ikke kan støtte sig til Alliancen fra Saxon".
Langt væk fra Dansk Folkepartis moderskib skændtes Keldbaccha og Hans Ole om identiteten af en lille prik på fartøjets radar.
"Hrmnnfgrr?"
"Jo, det er Pia Kjærsgaards skib. Jeg er stensikker".
"Vuf-grr-wrrrnf. Hrrroof-nngr".
"Nej, jeg ved sgu ikke, hvorfor hun er ude og flyve alene en helt almindelig juniaften, eller hvor hun skal hen. Men det er altså hende, nå".
(Fortsættes...)
Emner
Ekstremisterne, Satire og hån
I et lille land på en lille planet i et solsystem i en fjern galakse...
Der var så stille i messen, at man kunne have hørt et tørklæde falde til jorden, da fyrstinde Pia havde trukket sig tilbage til sit gemak.
Endelig dristede løjtnant Christiansen sig til at løfte stemmen. Han rømmede sig forsigtigt, og spurgte ud i luften, uden egentlig at være sikker på, om nogen ville svare.
"Kan vi egentlig det?"
"Hvor dum kan man være?!"
Ekkoet fra en stemme med en lidt for påfaldende klang af følelsesundertrykkelse gav stemmen en tiltrængt, mandig autoritet. Derfor så ingen i forsamlingen løjtnant Christiansen kaste sig til gulvet i underdanighed, for alle rettede straks rettede deres fulde opmærksomhed på autoriteten, sådan som de var blevet lært.
"Jeg har været udstationeret uden for vort trygge, dejlige nationale hjemsted hos vore holdningsfæller i det Ekstragalaktiske Udvalg, og hvad kommer jeg hjem til på min første orlov?", fortsatte stemmen monotont.
Alle rettede øjnene mod Kaptajn Daggersmith, hvis sømbeslåede støvler talte skridtene, mens kan langsomt trådte fra bageste del af messen mod podiet, hvor fyrstinde Pia havde stået. Ingen havde set ham gå ind i messen, mens fyrstinde Pia talte. Han standsede få skridt fra podiet.
"Er I blevet svage? Har rebellerne...?" - Kaptajn Daggersmith så udtryksløst ud over forsamlingen - "Har ingen forstået alvoren i det her?"
Kaptajn Daggersmith holdt en lang pause, og tavsheden var så tyk, at man kunne have skåret i den. Løjtnant Christiansen følte, at han måtte forsvare sin position.
"Men lov er lov, og lov skal vel ..." - han sank hørbart en klump, og spurgte spagt: "holdes? Som vi altid siger, når nogen gør noget, vi ikke vil have?"
"Naturligvis. Og hvem gælder loven for?"
"Den gælder for alle."
Daggersmiths vandblå øjne hvilede på løjtnant Christiansen, mens hans ansigtsudtryk formulerede spørgsmålet: ".. og?"
"Alle, når det hjælper os, og ingen, når det truer os."
Den rolige stemme fra Kommandør Scaarup fik Kaptajn Daggersmith til at trække sig smilende tilbage. Kommandør Scaarup fortsatte:
"Det er svært at modstå presset fra logik og rationalitet, og her i vores lukkede forum skal vi lære af vores initiativrige officerer, der en gang i mellem kommer tæt på det stemmekvæg, som vi desværre stadig er afhængige af. Jeg er sikker på, at både Løjtnant Christiansen og alle vi andre har lært noget vigtigt af hans oplevelse. Jeg har selv været meget tæt på disse primitive væsner. Det var sådan, jeg mistede mine læber. Det er en barsk historie, som jeg vil fortælle en dag, når vi har sejret."
Alle vidste, at Kommandør Scaarup havde mistet sine læber og sit ansigtsudtryk under en kamp med rebellerne, men igen havde hørt historien endnu, og der var vist heller ikke noget, der tydede på, at han ville afsløre historien denne gang.
"Oberst Longballs krydser bliver angrebet fra alle sider, og har lidt svære tab. Jeg kan ikke lyve: Hans kraftskjold er nede, og han kan måske opnå det fornemste martyrium i imperiets historie. Han kan dø for retten til at sige sandheden om rebellerne."
Kommandør Scaarup holdt en ærbødig pause, og fortsatte andagtigt:
"Jeg har åbnet en forbindelse til broen på Oberst Longballs krydser, og jeg ved, at han har nogle ord at sige til os."
Der lød en skratten og hvæsen fra en dårlig forbindelse, men endelig tonede Oberst Longballs' stemme gennem rummet.
"... rebeller ... fædre ... voldtager ... onklerne".
Forbindelsen forsvandt, men alle besætningsmedlemmerne i messen brød ud i jubel. Kommandør Scaarup løftede hænderne. Først den højre i skulderhøjde, derpå den venstre hånd, begge i strakt arm.
"Rebellerne kan fremover ramme Oberst Longballs med deres usle angreb, men vi har alle hørt ham ytre sig på vore vegne! Han står som en ledestjerne for imperiet. Det er et midlertidigt tilbageslag, men med hans martyrium vil vi stå endnu stærkere i vores kamp mod selv den lov, som rebellerne støtter sig til. Når først denne lov er væk, er vores magt total. Hil dig, Oberst Longballs, thi dit martyrium har omstødt loven!"
Forsamlingen stødte ivrigt til Kommandør Scaarups hil-råb, mens fyrstinde Pia smilende trådte tilbage på podiet for at fortsætte sin tale.
Udenfor Dansk Folkepartis stjernekrydser var stjernenatten tavs. Kun en enkelt stjerne var kortvarigt usynlig, mens et faldefærdigt, sæbekasselignende fartøj gled forbi.
(Fortsættes...)
Der var så stille i messen, at man kunne have hørt et tørklæde falde til jorden, da fyrstinde Pia havde trukket sig tilbage til sit gemak.
Endelig dristede løjtnant Christiansen sig til at løfte stemmen. Han rømmede sig forsigtigt, og spurgte ud i luften, uden egentlig at være sikker på, om nogen ville svare.
"Kan vi egentlig det?"
"Hvor dum kan man være?!"
Ekkoet fra en stemme med en lidt for påfaldende klang af følelsesundertrykkelse gav stemmen en tiltrængt, mandig autoritet. Derfor så ingen i forsamlingen løjtnant Christiansen kaste sig til gulvet i underdanighed, for alle rettede straks rettede deres fulde opmærksomhed på autoriteten, sådan som de var blevet lært.
"Jeg har været udstationeret uden for vort trygge, dejlige nationale hjemsted hos vore holdningsfæller i det Ekstragalaktiske Udvalg, og hvad kommer jeg hjem til på min første orlov?", fortsatte stemmen monotont.
Alle rettede øjnene mod Kaptajn Daggersmith, hvis sømbeslåede støvler talte skridtene, mens kan langsomt trådte fra bageste del af messen mod podiet, hvor fyrstinde Pia havde stået. Ingen havde set ham gå ind i messen, mens fyrstinde Pia talte. Han standsede få skridt fra podiet.
"Er I blevet svage? Har rebellerne...?" - Kaptajn Daggersmith så udtryksløst ud over forsamlingen - "Har ingen forstået alvoren i det her?"
Kaptajn Daggersmith holdt en lang pause, og tavsheden var så tyk, at man kunne have skåret i den. Løjtnant Christiansen følte, at han måtte forsvare sin position.
"Men lov er lov, og lov skal vel ..." - han sank hørbart en klump, og spurgte spagt: "holdes? Som vi altid siger, når nogen gør noget, vi ikke vil have?"
"Naturligvis. Og hvem gælder loven for?"
"Den gælder for alle."
Daggersmiths vandblå øjne hvilede på løjtnant Christiansen, mens hans ansigtsudtryk formulerede spørgsmålet: ".. og?"
"Alle, når det hjælper os, og ingen, når det truer os."
Den rolige stemme fra Kommandør Scaarup fik Kaptajn Daggersmith til at trække sig smilende tilbage. Kommandør Scaarup fortsatte:
"Det er svært at modstå presset fra logik og rationalitet, og her i vores lukkede forum skal vi lære af vores initiativrige officerer, der en gang i mellem kommer tæt på det stemmekvæg, som vi desværre stadig er afhængige af. Jeg er sikker på, at både Løjtnant Christiansen og alle vi andre har lært noget vigtigt af hans oplevelse. Jeg har selv været meget tæt på disse primitive væsner. Det var sådan, jeg mistede mine læber. Det er en barsk historie, som jeg vil fortælle en dag, når vi har sejret."
Alle vidste, at Kommandør Scaarup havde mistet sine læber og sit ansigtsudtryk under en kamp med rebellerne, men igen havde hørt historien endnu, og der var vist heller ikke noget, der tydede på, at han ville afsløre historien denne gang.
"Oberst Longballs krydser bliver angrebet fra alle sider, og har lidt svære tab. Jeg kan ikke lyve: Hans kraftskjold er nede, og han kan måske opnå det fornemste martyrium i imperiets historie. Han kan dø for retten til at sige sandheden om rebellerne."
Kommandør Scaarup holdt en ærbødig pause, og fortsatte andagtigt:
"Jeg har åbnet en forbindelse til broen på Oberst Longballs krydser, og jeg ved, at han har nogle ord at sige til os."
Der lød en skratten og hvæsen fra en dårlig forbindelse, men endelig tonede Oberst Longballs' stemme gennem rummet.
"... rebeller ... fædre ... voldtager ... onklerne".
Forbindelsen forsvandt, men alle besætningsmedlemmerne i messen brød ud i jubel. Kommandør Scaarup løftede hænderne. Først den højre i skulderhøjde, derpå den venstre hånd, begge i strakt arm.
"Rebellerne kan fremover ramme Oberst Longballs med deres usle angreb, men vi har alle hørt ham ytre sig på vore vegne! Han står som en ledestjerne for imperiet. Det er et midlertidigt tilbageslag, men med hans martyrium vil vi stå endnu stærkere i vores kamp mod selv den lov, som rebellerne støtter sig til. Når først denne lov er væk, er vores magt total. Hil dig, Oberst Longballs, thi dit martyrium har omstødt loven!"
Forsamlingen stødte ivrigt til Kommandør Scaarups hil-råb, mens fyrstinde Pia smilende trådte tilbage på podiet for at fortsætte sin tale.
Udenfor Dansk Folkepartis stjernekrydser var stjernenatten tavs. Kun en enkelt stjerne var kortvarigt usynlig, mens et faldefærdigt, sæbekasselignende fartøj gled forbi.
(Fortsættes...)
Emner
Ekstremisterne, Satire og hånAf anstændighedshensyn
| Lix-tal: 54Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
Link til indlægget | Kommentarer (0)
Både en folketingsbetjent og Kim Christiansen (DF) forsøgte at rulle gardinerne for, så politikerne ikke kunne se demonstrationen udenfor Folketinget, men Johanne Schmidt Nielsen (EL) vandt gardinkrigen.
Så ved vi endelig, hvem det er, der helst vil tildækkes af et stykke stof.
Emner
Andet perspektiv, EkstremisternePolitikernes sociale mediekompetencer
| Lix-tal: 62Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
Link til indlægget | Kommentarer (0)
Dansk Folkeparti kritiserer oppositionen for at benytte Facebook til at føre dialog med deres Facebook-venner under folketingsdebatterne. I følge Kristian Thulesen Dahl (DF) kan politikerne ikke koncentrere sig om debatten, når de som Sophie Hæstorp Andersen (S) opdaterede deres Facebook-status mange gange under debatten.
Her kan man naturligvis indvende, at forskellige mennesker har forskellige evner til at multitaske, og at Sophie Hæstorp Andersen ikke er forhindret i at følge med, bare fordi Kristian Thulesen Dahl og andre politikere selv har svært ved at multitaske (og, fristes man til at sige om visse politikere: Svært ved blot at single-taske).
Det er dog bemærkelsesværdigt, at det er den borgerlige fløj, der kritiserer oppositionen for at benytte sociale medier under folketingsdebatterne. Det er næppe helt tilfældigt, at det lige netop er de sociale partier, der i videst omfang ser ud til at være i kontakt med deres Facebook-venner under debatterne. Her har politikerne kommenteret udtalelser og påstande fra den borgerlige fløj under debatterne (hvilket i øvrigt underbygger, at de faktisk følger med i debatterne), og har indgået i dialog med deres Facebook-kontakter omkring emnerne, der er blevet rejst i folketingets debat.
Helt modsvarende er Dansk Folkeparti det mest topstyrede parti i landet. De har intet behov for at føre dialog med deres vælgere; skulle de endelig henvende sig til deres vælgere, er det i bedste fald for at informere. Det ligger slet ikke i deres partistruktur eller i deres syn på vælgerne, at vælgerne skal inddrages, og derfor kan det være meget svært for dem at se relevansen af dialogen med vælgerne via Facebook. De mener ikke som Sophie Hæstorp Andersen, at det hører til politikeres job at invitere borgerne ind i folketingssalen under de store debatter, ufiltreret af spinkontrol og selektive medier.
Dansk Folkeparti har imidlertid også en langt mørkere grund til at ønske adgangen til Facebook fra folketingssalen forhindret. Dansk Folkepartis medlemmers Facebook-venner har haft en bemærkelsesværdig tendens til at kunne genfindes i grupper for ekstreme racister og nazistiske netværk. Da dette begyndte at få pressens årvågenhed, udsendte Søren Søndergaard (DF) et dekret til Dansk Folkepartis politikere om at holde sig fra Facebook, fordi man kunne havne i "forkert selskab". Det er ikke svært at gennemskue, at Dansk Folkeparti måtte gennemføre dette træk for at undgå det ellers uundgåelige: At det ville kunne dokumenteres, at Dansk Folkepartis bagland i væsentlig grad er tegnet af yderligtgående racister, og at Dansk Folkeparti ikke er bleg for at invitere dem indenfor.
De øvrige partier har ikke disse skeletter i skabene, og kan risikofrit benytte Facebook, i hvert fald hvad brugen af netværket angår. Dette giver partierne en klar fordel, fordi deres politikere kan inddrage deres Facebook-venner og få væsentlig input til de i folketingssalen debatterede sager; de kan høste argumenter og væsentlig information, som de ellers ikke var i besiddelse af. Det sætter partiernes politikere i en stærkere position overfor Dansk Folkeparti, for hvis Dansk Folkeparti benyttede sig af samme taktik, ville deres sædvanlige vennekreds næppe bidrage med andet end indlæg, hvis lave åndrighed kun var opvejet af en stærk racisme. Dansk Folkeparti er motiveret til at forhindre de øvrige partier i at udnytte et stærkt værktøj, der på grund af Dansk Folkepartis "uheldige selskab" ikke er Dansk Folkeparti forundt.
Her kan man naturligvis indvende, at forskellige mennesker har forskellige evner til at multitaske, og at Sophie Hæstorp Andersen ikke er forhindret i at følge med, bare fordi Kristian Thulesen Dahl og andre politikere selv har svært ved at multitaske (og, fristes man til at sige om visse politikere: Svært ved blot at single-taske).
Det er dog bemærkelsesværdigt, at det er den borgerlige fløj, der kritiserer oppositionen for at benytte sociale medier under folketingsdebatterne. Det er næppe helt tilfældigt, at det lige netop er de sociale partier, der i videst omfang ser ud til at være i kontakt med deres Facebook-venner under debatterne. Her har politikerne kommenteret udtalelser og påstande fra den borgerlige fløj under debatterne (hvilket i øvrigt underbygger, at de faktisk følger med i debatterne), og har indgået i dialog med deres Facebook-kontakter omkring emnerne, der er blevet rejst i folketingets debat.
Helt modsvarende er Dansk Folkeparti det mest topstyrede parti i landet. De har intet behov for at føre dialog med deres vælgere; skulle de endelig henvende sig til deres vælgere, er det i bedste fald for at informere. Det ligger slet ikke i deres partistruktur eller i deres syn på vælgerne, at vælgerne skal inddrages, og derfor kan det være meget svært for dem at se relevansen af dialogen med vælgerne via Facebook. De mener ikke som Sophie Hæstorp Andersen, at det hører til politikeres job at invitere borgerne ind i folketingssalen under de store debatter, ufiltreret af spinkontrol og selektive medier.
Dansk Folkeparti har imidlertid også en langt mørkere grund til at ønske adgangen til Facebook fra folketingssalen forhindret. Dansk Folkepartis medlemmers Facebook-venner har haft en bemærkelsesværdig tendens til at kunne genfindes i grupper for ekstreme racister og nazistiske netværk. Da dette begyndte at få pressens årvågenhed, udsendte Søren Søndergaard (DF) et dekret til Dansk Folkepartis politikere om at holde sig fra Facebook, fordi man kunne havne i "forkert selskab". Det er ikke svært at gennemskue, at Dansk Folkeparti måtte gennemføre dette træk for at undgå det ellers uundgåelige: At det ville kunne dokumenteres, at Dansk Folkepartis bagland i væsentlig grad er tegnet af yderligtgående racister, og at Dansk Folkeparti ikke er bleg for at invitere dem indenfor.
De øvrige partier har ikke disse skeletter i skabene, og kan risikofrit benytte Facebook, i hvert fald hvad brugen af netværket angår. Dette giver partierne en klar fordel, fordi deres politikere kan inddrage deres Facebook-venner og få væsentlig input til de i folketingssalen debatterede sager; de kan høste argumenter og væsentlig information, som de ellers ikke var i besiddelse af. Det sætter partiernes politikere i en stærkere position overfor Dansk Folkeparti, for hvis Dansk Folkeparti benyttede sig af samme taktik, ville deres sædvanlige vennekreds næppe bidrage med andet end indlæg, hvis lave åndrighed kun var opvejet af en stærk racisme. Dansk Folkeparti er motiveret til at forhindre de øvrige partier i at udnytte et stærkt værktøj, der på grund af Dansk Folkepartis "uheldige selskab" ikke er Dansk Folkeparti forundt.
Emner
Centrum-venstre, EkstremisterneKanonføde
| Lix-tal: 57Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
Link til indlægget | Kommentarer (0)
Dansk Folkeparti har hævdet, at de ikke skabte mere ulighed i samfundet, da de indførte krav om fratagelse af tolkningsbistand. Jeg påpegede i den forbindelse at dette alene kan give mening, hvis man opfatter indvandrere som en gruppe, der ikke skal indregnes som en del af samfundet.
Dette var imidlertid ikke Dansk Folkepartis eneste forslag, der skulle ramme de ikke-etniske danskere. Som Peer Plus noterede, ramte Dansk Folkepartis krav om fratagelse af børnepengene fra familier med flere end to børn lige netop sådan, at det markerede skellet mellem indvandrerfamilier og etnisk danske familier. I kølvandet på den massive kritik, der rejste sig i den danske befolkning, har Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti justeret loftet for børnepenge med nogle få tusinde kroner, men har tilsvarende indført en procentsats, der rammer alle. Dermed rammes de samme demografiske grupper stadig.
Dansk Folkeparti kunne naturligvis ikke åbenlyst indrømme, at de jagtede indvandrerne, men hvad de ikke sagde offentligt, kom de alligevel til at afsløre i en personlig mail til en mor til fem børn, da hun klagede til Dansk Folkeparti: Dansk Folkeparti ønskede at ramme indvandrerne.
Dermed er Dansk Folkeparti og regeringens hensigt og metode klarlagt: I deres krig mod ikke-etniske danskere benytter de borgerlige partier de svagest stillede som de dårligst udrustede soldater, der kan ofres. Det er denne gruppe tropper, som der altid er rigeligt af leverandører til, der er undværlig.
Emner
Borgerlig regering, EkstremisterneAbonnement
Seneste kommentarer