Nyeste i Retsopfattelse emnet

Et hun­d­e­bid, der sendte en dreng på ska­destu­en, blev af po­li­ti­et omtalt som "et kær­ligt nap", skri­ver Jyl­lands-Posten.

Jeg tviv­ler ikke på, at det har været helt ufar­ligt, og at hunden blot har mar­ke­ret. Det er også godt, at dren­gen, der blev bidt, blev på­gre­bet af po­li­ti­et, idet han var ved at begå ind­br­ud. Jeg er bare lidt be­kym­ret over, at po­li­tiets sprog­brug siger lidt om po­li­tiets op­fat­tel­se af si­tu­a­tio­ner.

Lovene mod terror har vi tidligere har set eksempler på, at man har kunnet bruge til at ramme langt bredere, end det (forhåbentlig) var meningen. Da Greenpeace den 10. juni 2000 modtog en dom for at have trængt ind og sætte et banner op på Landbrugsrådets hovedbygning i København, blev terrorloven taget i brug.

Nu er det så sket igen. Den britiske finansminister Alastair Darling har benyttet en antiterrorlov, som blev vedtaget efter bombeangrebene i London i 2005, til at indefryse islandske værdier i Storbritannien. Loven giver myndighederne mulighed for at indfryse værdier ved mistanke om, at noget kriminelt vil finde sted.

David Edwards fra Amnesty International bemærker, at det ikke er en krænkelse af menneskerettighederne, men at han aldrig har set en terrorlovgivning, der er brugt til noget, der ligger så fjernt fra terror.

En af højrefløjens jævnligt demonstrerede hypoteser stipulerer, at visse kriminelle kun forstår ét sprog, nemlig straf. Vi så denne reaktion under optøjerne på Nørrebro i forbindelse med kommunens salg af Ungdomshuset til den højreorienterede kristne sekt "Faderhuset", og vi så nærmest højrefløjen forsøge at overgå hinanden i deres forslag om hårdere straffe til Rasmus Popenda, da han havde overfaldet og dræbt en forbipasserende.

Argumentet er, at hårdere straffe - også af korporlig karakter - er det eneste, der virker mod den slags kriminelle, som øjensynligt betragter vold eller hærværk som gyldige midler, og dermed dømmes udenfor pædagogisk rækkevidde.

Dette argument fremføres af folk på højrefløjen, der i sammenligning med f.eks. nynazister og militante racister må karakteriseres som "moderate" i den forstand, at de ikke tilhører det sædvanlige publikum på websider i Skrigosfæren, som Carsten Agger har døbt denne enklave af højreekstremister. Et eksempel på disse moderate dele af højrefløjen kan ses i dette indlæg samt kommentarerne, hvor der fremsættes adskillige ønsker om "røvfuld" og dødsstraf.

I P1 her til morgen blev en repræsentant for politiets efterforskningsenhed interviewet omkring de seneste konflikter mellem Hells Angels og indvandrere. Efterforskeren mente ikke, at der var tale om rockerkriminalitet.

Sammenhængen var øjensynligt sådan, at Hells Angels for nyligt har oprettet gruppen AK81 (hvor 8 og 1 står for hhv. H og A, som henviser til disse bogstavers placering i alfabetet). Denne gruppe er særlig kendt for personkriminalitet, dvs. vold.

Hells Angels har også tidligere været i konflikt med Bandidos, hvilket gav anledning til "rockerloven", der giver politiet særlige beføjelser overfor grupper, der er under mistanke for at udøve organiseret kriminalitet. Bandidos har på samme tidspunkt, som Hells Angels oprettede AK81, allieret sig med indvandrerbander.

Men selv om Hells Angels tidligere har været involveret i konflikter, og selv om Hells Angels selv har skabt en situation ved at benytte sig af AK-81, og selv om Bandidos nu benytter sig af indvandrere, så er det åbenbart ikke et rockerproblem denne gang, hvor to "underafdelinger" er i konflikt. Nu er der nemlig involveret indvandrere, og så er det jo et indvandrerproblem.

Hvad er det lige, jeg har overset her?

Case study 1: En 15-årig begår i en stof­på­vir­ket ag­gres­sions­rus uhyr­lig vold mod en person med døden til følge, og mens stof­fer­ne stadig på­vir­ker hans hjerne sender han en vi­deo­op­ta­gel­se af det til sine venner i et miljø, hvor det er "in" at overgå hi­n­an­den i vild­skab. Først ved doms­af­si­gel­sen gik det op for ham, hvad han havde gjort.

Case study 2: En person begår sy­ste­ma­tisk og helt be­vidst øko­no­misk kri­mi­li­tet over ad­skil­li­ge år, og det re­sul­te­rer i, at tu­sind­vis af men­ne­sker har mistet deres op­s­pa­rin­ger. Desvær­re ved ingen, hvor mange af disse men­ne­sker, der begik selv­mord eller døde af stress-re­la­te­re­de syg­dom­me, eller blot fik deres drømme om en be­ha­ge­lig al­der­dom skudt i sænk, fordi per­so­nen snød dem. Per­so­nen var klar over, hvad han fo­re­tog sig, men hver­ken efter doms­af­si­gel­sen eller efter del­vist udtjent straf har per­so­nen kunnet indse, at der skulle være blot det mind­ste for­kert i hans hand­lin­ger.

I forlængelse af det forrige indlæg her på bloggen noterer jeg mig, at i diskussionerne rundt omkring i diverse fora er der en tendens til, at de højreorienterede nærmest opretter konkurrencer, der går ud på at sige det højeste tal: Jo flere år i spjældet, man kan sige, at den 16-årige voldsmand bør have, desto bedre er man åbenbart. Hvis man kan trumfe det med tortur og andre metoder, der heller ikke hører til i et civiliseret retssystem, så er det helt perfekt.

Det er svært at være på venstrefløjen i sådan en konkurrence. Her går man og foreslår, at i stedet for at kaste energi efter højere straffe, så ville indsatsen (især i payback for vi, der ikke er kriminelle) være bedre brugt på forhindre, at den slags situationer opstår. Vi foretrækker, at der bliver taget fat i en sådan rod langt tidligere, hvor det er muligt at rette op på ham med beherskede ressourcer. Vi foretrækker, at man prøver at finde en "straf", der har en resocialiserende og reformerende effekt.

Men det er helt klart ikke højrefløjskosher. Her hedder det højere straf, eller også er man en pussy.

Pøbelen skriger efter højere straf til den 16-årige, der i et usædvanligt groft overfald slog en mand ihjel. Det er åbenbart ikke tilstrækkeligt, at den 16-årige fik en straf, der svarer til 25% af hans nuværende levetid, eller til 20% af hans levetid, når straffen er udlevet.

Jeg vil minde på nogle faktiske forhold:

1. Der er ri­ge­ligt med un­der­sø­gel­ser af ef­fek­ti­vi­te­ten af straf­for­hø­jel­ser, og de er en­ty­di­ge: Højere straf ned­brin­ger ikke kri­mi­na­li­te­ten.

Højere straf hjæl­per ikke med til at sætte en kri­mi­nel på ret kurs. Tvær­ti­mod: Højere straf har den mod­sat­te effekt. Det kan såvel dom­me­re som fæng­sels­per­so­na­le tale med om. Højere straf­fe har heller ingen af­skræk­ken­de eller op­dra­gen­de effekt på per­so­ner, der kunne gå hen og blive kri­mi­nel­le. I øvrigt er det også do­ku­men­te­ret, at jo mindre per­skep­tiv, man har i en given sag, desto højere straf er man til­bø­je­lig til at vur­de­re.

2. Som Ci­tizen Dane på­pe­ger, så er dommen over den 16-årige volds­mand i Aal­borg blevet afsagt del­vist på bag­grund af et næv­nin­ge­ting, der består af "folket". De er fak­tisk vil­li­ge til at lytte til for­mil­den­de om­stæn­dig­he­der, for­ment­lig som re­sul­tat af oven­stå­en­de for­hold om­kring per­spek­tiv og viden. Her­un­der ligger der ar­gu­men­ter for at gøre, hvad et sundt rets­sy­stem for­mo­des at gøre, nemlig at til­pas­se en dom til den en­kel­te kri­mi­nel­le, så den har den bedst mulige effekt in­den­for de rammer, der er afsat. De har sand­syn­lig­vis over­ve­jet, hvad der har fået den 16-årige til at opføre sig sådan, hvil­ket for­ment­lig ikke re­st­løst kan for­kla­res som den 16-åriges ejen­hæn­digt skabte ond­skabs­fuld­hed.

Det er helt rigtigt, hvad Hr. Kommentar skriver: Når EF-domstolens overtrumfer en dansk, national bestemmelse til fortrydelse for både Birthe Rønn Hornbech samt K og DF, så skal vi på venstrefløjen nok være lidt forsigtige med sejrsråbene. Med EUs sædvanligvis kapitalistiske orientering vil det næppe gå længe, før også venstrefløjens mærkesager bliver sendt til tælling af EF-domstolen.

Men på den anden side, så holder Danmark sig ikke tilbage for at kritisere andre lande (i den udstrækning, at det drejer sig om stater, der passende er udnævnt som "slyngelstater"), når de blæser på FNs menneskerettighedsdomstol og andre ekstra-nationale bestemmelser, beslutninger og domme.

Det er værd at huske, at også Danmarks regering betragter sådanne domme som noget, andre lande ikke skal blande sig i - ganske som "slyngelstaterne" ikke ønsker, at andre lande skal blande sig i, om de overholder menneskerettighederne. Det lyder i hvert fald utrolig dobbeltmoralsk, hvis et land som Danmark kræver, at andre lande retter sig efter internationale beslutninger, når ikke vi selv vil.

Tidligere topembedsmænd kritiserer den borgerlige regerings udenrigspolitik. Til det siger Søren Pind (V) til Politiken:


Interessant vinkel, Søren Pind. Jeg vil bestemt håbe, at du trods din holdning alligevel vil forsøge at løse f.eks. stridighederne med Kina gennem samtale.

Omvendt kunne det da være interessant at se, hvad der skete, hvis nu din holdning blev opfattet som en opfordring, næste gang du kommer i stridigheder med f.eks. en gruppe håndværkere. Det kunne jo være, at de valgte at følge dit råd, så man næste dag kunne se dig dingle i lygtepælen foran dit hus, hvis du havde nægtet at løse en stridighed med dem gennem samtale.

Som den vise mand sagde: Pas på med, hvad du ønsker dig. Du kan risikere at få det.

Dansk Folkeparti fastholder, at de ønsker et forbud mod Hizb ut-Tahrir, selv om et sådant forbud vil være grundlovsstridigt. Partiets retsordfører Peter Skaarup skriver således:


Men hvis Hizb ut-Tahrir skal forbydes på baggrund af antidemokratiske udtalelser og opfordring til vold mod jøder, hvorfor er Dansk Folkeparti så ikke også ude med et ønske om at forbyde nazister?

Jeg tror, vi alle kender svaret.

Det viser også, at Dansk Folkeparti blot benytter henvisningen til antidemokratiske ytringer og voldsopfordringder mod jøder som en dårlig undskyldning.