Nyeste i Retsopfattelse emnet

Politiet består af mennesker som vi andre, omend for en vis dels vedkommende af den slags mennesker, der godt kan lide at gå bevæbnet og i uniform. Derfor har de også almindelige menneskers interesser.

Allligevel er det ikke altid helt nemt at adskille private interesser fra sit job. Ikke mindst politiet har lidt svært ved at se, hvornår fyraften indtræder, og hvornår de kan tillade sig at hente de private interesser frem. Det har vi f.eks. oplevet, når Bjarne Benlås og vennerne opretter deres eget, private politikorps (hvad skete der egentlig med den sag?) for at udspionere den venstrefløj, de ikke bryder sig om.

Aalborgs politi kan også være med: På Facebook er der oprettet en hadegruppe imod spillestedet 1000Fryd, hvor en række af medlemmerne var ansat ved politiet i Aalborg. To af dem havde været indblandet i optøjer foran 1000Fryd, hvor politiet efterfølgende blev beskyldt for unødvendig magtanvendelse, så der har åbenbart været personlige interesser på spil fra disse betjentes side i deres brug af vold.

Facebook-gruppen "Ryd 1000Fryd" er i følge Nordjyske "imod bilafbrændinger, tyveri af brosten og i det hele taget demolering af vores gode samfund". Så måske burde man oprette en Facebook-gruppe ved navn "Ryd politigården", som er "imod voldsanvendelse, embedsmisbrug og i det hele taget demolering af vores retssamfund".

Hat tip til mogmich på Facebook.

Da "tuneserloven" blev indført, skete det for at gøre det muligt at dømme folk uden domstolens indblanding. I den konkrete sag havde PET indsamlet beviser nok til at gøre en domstolsprøvelse unødvendigt - mente man. Endvidere skulle PET have lov til at udføre sit arbejde, der i sagens natur må foregå delvist i det skjulte.

Det retsstatslige problem med, at beviserine ikke bliver prøvet ved en domstol, burde være indlysende, og har givet anledning til omfattende protester. Nu viser det sig, at det ikke blot er et teoretisk problem, at beviserne ikke er blevet prøvet ved en domstol i den konkrete sag, men at PET har overdrevet bevisernes karakter i de dele af sagsakterne, som PET har valgt at offentliggøre:
I følge advokaten for den yngste af tuneserne er disse to alvorlige fejl fundet i de få sider, som PET har frigivet, og det giver indtryk af, at der kan være mange flere i det samlede bevismateriale. Juraprofessor ved Københavns Universitet, Eva Smith, beklager, at formanden for Folketingets Retsudvalg har erklæret sit tilfreds med PETs påstande, og håber, at Folketinget vil tage sagen op til fornyet overvejelse efter denne afsløring. Det kan ikke nytte, at formanden for Folketingets Retsudvalg stiller sig tilfreds med, hvad PET siger, mener Eva Smith.

Politiet gør en stor indsats for at sikre, at deres betjente opfører sig korrekt på arbejdet, og f.eks. ikke kalder folk for "perkere" eller begår grove anholdelser. Derfor skal alle betjente igennem en særlig egnethedstest, der skal sikre, at man kun ansætter personale, der forstår at gennemføre politiets opgave på bedst mulig vis.

Denne egnethedstest er naturligvis fortrolig, men det er alligevel lykkedes for denne blogs indehavere at få adgang til den. Her bringer vi for første gang et uddrag af politiets egnethedstest:

Det centrale problem i politiets "perlesag" er, at “Perlemor” Hanne Bech Hansen holder hånden over politiet, når det udtrykker sig nedladende, for det sender et signal til hele politistyrken om, at en sådan adfærd dermed er godkendt.

Jeg har foretaget nogle undersøgelser af lydsporet i forlængelse af seneste indlæg om politiets påståede brug af udtrykket "perler" i stedet for "perker".

I to omgange har jeg identificeret frekvensbilledet af baggrundsstøjen og fjernet denne del fra lyden. Denne teknik er desværre langt fra ideel, idet menneskelig tale ikke låner sig særlig godt ud til sådanne støjreduktionsteknikker, og med de mange råbende og talende mennesker bliver også betjentens tale påvirket. Efterfølgende har jeg forstærket de dele af betjentens udtryk, der druknede i samtidige råb.

Jeg er nået frem til, at det afhænger af, om jeg forstærker det ene eller andet sted, om der fremkommer en L-lyd eller en K-lyd, så jeg kan ikke ud fra mine forsøg på at rense lyden afgøre, om betjenten siger "perker" eller "perle".

Hvad der derimod ikke ændres af nogen form for efterbehandling af lyden, er at der i første stavelse opleves et "dyk" i udtalelsen. Hvis man f.eks. udtaler navnet "Haarder" (altså som i Bertel Haarder) samt ordet "horder" (som i horder af kvæg), så er de næsten ens, bortset fra, at Haarder udtales med en svag pause før R'et, der giver et kort "dyk" i lyden, mens luftstrømmen kortvarigt bremses.

Det samme kortvarige "dyk" optræder i første stavelse af betjentens udtalelse. Og så kan folk jo selv prøve at se, om det er i ordet "perker", eller om det er i ordet "perle", at de kortvarigt standser luftstrømmen med et følgende "dyk" i lyden.

En mulig forklaring på, hvorfor det godt kan lyde som et "L" i stedet for et "K" (eller et hårdt "G", som det jo nærmest er i ordet "perker"), er at et "L" er mere "vokalagtigt" (dvs. stemt) end det hårde K. Den korte "K"-lyd vil nemt drukne i baggrundsstøjen. Modsvarende bidrager baggrundsstøjen med et stemt, "vokalagtigt" lydbillede, som gør det muligt at tro, at man hører en "L"-lyd. Lydkomprimeringen i videooptagelsen giver ikke de helt store umiddelbart hørbare artefakter. Men den giver ikke desto mindre en ganske svag "dåselyd", hvor stakkato-agtige "K"-lyde undertrykkes, og de enkelte lyde glider mellem hinanden som en svagt varierende, stemt tone. Jeg vil dog ikke tilskrive lydkomprimeringen den store effekt.

Min konklusion er derfor, at betjenten sagde "perker".

Update: Modkraft oplyser, at der kan være blevet sagt "perle", idet en kilde ved politiet siger til Modkraft, at dette udtryk er politiets bevidste forvanskning af ordet "perker". Det gør dog ikke politiets sag bedre, og på baggrund af intonationen af første stavelse mener jeg stadig, at der er blevet sagt "perker".

I for­sø­ge­ne på at bort­for­kla­re, at en be­tjent kaldte en de­mon­strant for "perker", prøver Kø­ben­havns politi nu at binde os en hi­sto­rie på ærmet om, at han i vir­ke­lig­he­den ikke sagde "perker" men "perle". Og det skønt be­tjen­tens in­to­na­tion af første sta­vel­se er tem­me­lig mar­kant.

Kan I så fatte det, perler. I den for­bin­del­se vil jeg også afvise ryg­ter­ne om, at jeg skulle have kaldt be­tjen­ten for et "volds­li­der­ligt ra­ci­stisk pan­ser­svin". Jeg sagde "Ib", men det kan jo være svært at høre for­skel.

Jeg troede faktisk, at politiet ville dække over situationen på deres sædvanlige måde, dvs. hvor ingen kan huske, at det blev sagt, og da i hvert fald ikke, hvem der sagde det. Men når betjenten åbenbart var genkendelig på videoen, er det jo forståeligt, at de må dække over ham på anden vis, grotesk som det bliver. "Perler" - Politidirektør Hanne Bech Hansen sender dermed det klare signal til hele politistyrken og alle vi andre i øvrigt, at en sådan adfærd accepteres, og at politiet nok skal dække over dem. Flot arbejde, Hanne. Det skal vi nok huske dig for.

Men det gør det jo unægteligt langt nemmere at slippe for eventuelle injuriesager fremover, hvis man kalder diverse medlemmer af Dansk Folkeparti for racister eller nazister med navns nævnelse. Man kan jo altid kan hævde, at man sagde "artist" om f.eks. sangfuglen Morten Messerschmidt, eller "nudist" om f.eks. filmstjernen Louise Frevert.

Det er sikkert en bestemt type mennesker, der søger jobs, hvor man kan gå i uniform og bære våben, men derfor skal man ikke skære hele politiet over en kam. Det er sikkert bare de svagere begavelser hos dette stolte korps, der kan præsentere følgende perler (ha!) fra det virkelige liv, der langsomt og sikkert har ædt af min respekt for det danske politi.

I min studietid, hvor politiet med mellemrum pilkede studerende uden lys på Hadsundvej i Aalborg, måtte jeg også bide det forbandede uheld i mig, at lige netop den ene dag, hvor min forlygte var gået i stykker undervejs, var der også lygtekontrol. Det var dog så forholdsvis lyst, at jeg (til min snare fortrydelse) fandt det sikkert at køre forbi betjenten, der på det tidspunkt var i færd med at notere en anden cyklist.

Ligesom dommen over den 16-årige Rasmus Popenda gav anledning til talrige indlæg, hvor man krævede alt fra livsvarigt fængsel til hjul og stejle, har også dommen over forældreparret fra Mou, der mishandlede deres børn, givet anledning til krav om højere straffe fra mange indignerede bloggere.

Endnu en gang vil jeg mane til besindighed. Der skal tages hensyn til andre faktorer end hævn. Enhver straf kommer pr. definition for sent, dvs. når forbrydelsen allerede er begået. Alt hvad der kunne gøres for at undgå situationen, og alt hvad der kan gøres for at undgå en gentagelse, er bedre end straf.

I mishandlingssager er der en loyal part, som næsten aldrig sladrer: De mishandlede børn. For disse børn, der er vokset op med usikkerhed, er forældrene ironisk nok børnenes eneste fornemmelse af sikkerhed. Der er én ting, der i børnenes bevidsthed er endnu værre end forældrenes mishandling: Det er at miste forældrene. Derfor kan forældrene også true børnene til tavshed ved at sige, at børnene vil miste dem (til fængslet), hvis børnene sladrer. Hvis straffen for mishandling af børn forhøjes, vil andre børn se denne trussel blive endnu værre, og vil være endnu mindre motiverede til at sladre.

Et hun­d­e­bid, der sendte en dreng på ska­destu­en, blev af po­li­ti­et omtalt som "et kær­ligt nap", skri­ver Jyl­lands-Posten.

Jeg tviv­ler ikke på, at det har været helt ufar­ligt, og at hunden blot har mar­ke­ret. Det er også godt, at dren­gen, der blev bidt, blev på­gre­bet af po­li­ti­et, idet han var ved at begå ind­br­ud. Jeg er bare lidt be­kym­ret over, at po­li­tiets sprog­brug siger lidt om po­li­tiets op­fat­tel­se af si­tu­a­tio­ner.

Lovene mod terror har vi tidligere har set eksempler på, at man har kunnet bruge til at ramme langt bredere, end det (forhåbentlig) var meningen. Da Greenpeace den 10. juni 2000 modtog en dom for at have trængt ind og sætte et banner op på Landbrugsrådets hovedbygning i København, blev terrorloven taget i brug.

Nu er det så sket igen. Den britiske finansminister Alastair Darling har benyttet en antiterrorlov, som blev vedtaget efter bombeangrebene i London i 2005, til at indefryse islandske værdier i Storbritannien. Loven giver myndighederne mulighed for at indfryse værdier ved mistanke om, at noget kriminelt vil finde sted.

David Edwards fra Amnesty International bemærker, at det ikke er en krænkelse af menneskerettighederne, men at han aldrig har set en terrorlovgivning, der er brugt til noget, der ligger så fjernt fra terror.

En af højrefløjens jævnligt demonstrerede hypoteser stipulerer, at visse kriminelle kun forstår ét sprog, nemlig straf. Vi så denne reaktion under optøjerne på Nørrebro i forbindelse med kommunens salg af Ungdomshuset til den højreorienterede kristne sekt "Faderhuset", og vi så nærmest højrefløjen forsøge at overgå hinanden i deres forslag om hårdere straffe til Rasmus Popenda, da han havde overfaldet og dræbt en forbipasserende.

Argumentet er, at hårdere straffe - også af korporlig karakter - er det eneste, der virker mod den slags kriminelle, som øjensynligt betragter vold eller hærværk som gyldige midler, og dermed dømmes udenfor pædagogisk rækkevidde.

Dette argument fremføres af folk på højrefløjen, der i sammenligning med f.eks. nynazister og militante racister må karakteriseres som "moderate" i den forstand, at de ikke tilhører det sædvanlige publikum på websider i Skrigosfæren, som Carsten Agger har døbt denne enklave af højreekstremister. Et eksempel på disse moderate dele af højrefløjen kan ses i dette indlæg samt kommentarerne, hvor der fremsættes adskillige ønsker om "røvfuld" og dødsstraf.