Nyeste i Terrorfrygt emnet

Medierne rapporterer, at en kasse med ledninger og væske vitterligt var en bombe. Men jeg er ikke helt overbevist, og det er der nogle grunde til:

Politiet meddelte meget hurtigt til medierne, at de havde fundet en "ægte" bombe på trods af, at den på det tidspunkt slet ikke var blevet undersøgt endnu. På det tidspunkt, da Rullemarie blev sat ind, vidste man stadig ikke, om den indeholdt noget, der kunne sprænges.

Beskrivelsen af bomben - en trækasse med ledninger, fjedre, rør og væsker - lyder som en rigtig dårlig, stereotypiseret Hollywood-udgave af en bombe.

Modtageren, der var murer, kunne fortælle, at han havde åbnet kassen og klippet en snor over. Med mindre det skal forstås sådan, at der var bundet en snor rundt om kassen, som nødvendigvis skulle klippes over, for at kassen kunne åbnes, så er det en lidt underlig oplysning at give politiet. Mureren ville vel kun finde dén oplysning relevant, hvis han havde vurderet, at han nok skulle skynde sig at klippe "den røde ledning" for at undgå sprængning - hvilket så gør det lidt underligt, at han efterfølgende tog på arbejde og først alarmerede politiet, da han kom hjem. Politiet har tilsyneladende brugt forklaringen til at konkludere, at bomben var luremineret, så den ville sprænge, hvis nogen forsøgte at åbne den, hvilket (sjovt nok) ikke skete.

Der er fundet en bombe i Danmark, skriver Jyllands-Posten. Man er næsten fristet til at sige, at det også var på tide, at en bombealarm var andet end en false-negative, og at politi og terrorskræmte derfor langt om længe har noget at glæde sig over, men glæd jer nu ikke for tidligt.

Den formodede bombe var en trækasse med rør og ledninger, og hvis dette er et tilstrækkeligt kriterium for, at noget er en bombe, har vi formentlig adskillige bomber i vores hjem, herunder et computerbaseret musikanlæg og et par andre projekter.

Indtil videre lyder beskrivelsen mest som noget, en af vores elektrikervenner nok ville have beskrevet som "byggeaffald". Det kan måske forklare, hvorfor bomben i følge Jyllands-Posten ikke i første omgang kunne bringes til detonation, og hvorfor politiet ikke forstår, hvorfor nogen ville placere en bombe det pågældende sted.

Men husk det nu: Hvis ikke det var for vores terrorbevidste borgerlige regering, ville vi have overladt kassen med elektronikaffald til oprydningspersonale eller den ansvarlige byggeplads. Det er godt at vide, at vi ikke spilder kræfterne.

Og som service for de lidt langsommere læsere: En moderne bombe - herunder en IED - ligner ikke noget fra en Hollywood-film, og de fleste bombemænd ville nok også vælge et sted, der udviste lidt mere indelukkede sprængningsforhold end et åbent gadehjørne. Men bevares, det kan da være, at jeg tager fejl, for der findes vel også tungnemme bombemænd.

Update: Politiken har givet historien et lidt mindre dramatisk spin, idet "bomben" omtales som en kasse med ledninger. Jyllands-Posten pisker derimod stadig op til terrorfrygt.

Krigen i Irak er vundet, men det er freden endnu ikke. Der var engang en ekspert i krigsførelse, som skrev sine tanker om krig ned, og hans guldkorn kunne måske forklare lidt af årsagen:
Men hvad ved sådan en gammel idiot også om krig.

Der er altid nogle få idioter, der er parate til at sige, at "det er det værd, hvis det gør det mere sikkert", uanset hvor fascistisk et lovtiltag kunne være. Visiteringer uden lovhjemmel, krænkende forhør, og andre former for genering er helt i orden, hvis man skal med flyet. Man skulle jo nødigt risikere, at den gamle dame med de tykke briller var en terrorist, der havde tænkt sig at manøvrere flyet ind i Rundetaarn ved at true med batterierne fra sit høreapparat.

Som om det ikke var nok, at man på sit pasfoto ikke må ligne sig selv, men absolut skal ligne en forbryder - uden at smile, direkte front og i en belysning, der kun har sin berettigelse i pornofilm.

Hvis jeg så mit eget pasfoto, ville jeg blive mistænkelig på stedet, men det hjælper åbenbart personalet til bedre at se, om jeg er den, jeg udgiver mig for. Jeg synes ikke selv, det ligner, men efter de mange sikkerhedsforanstaltninger, man bliver sendt gennem i en lufthavn, er det vel rimeligt at antage, at jeg kommer til at se sådan ud til sidst.

Men alligevel, her hvor man troede, at det var trukket så langt ud, som man kunne, er der åbenbart folk, der vil gå helt over gevind. Det foreslås, at passagerer bærer et elektronisk armbånd, som fungerer som elektronisk billet, og som kan holde øje med, at de er de rigtige steder på det rigtige tidspunkt ... og som kan give dem et passende elektrisk stød i modsat fald:




Jeg håber virkelig, det er en joke. Men med de vanvittige folk, der findes i dansk politik - f.eks. den borgerlige regering og dens forbudshysteri - er det næsten et for optimistisk håb.

Terroristerne må ikke sætte dagsordenen for dansk politik, siger de borgerlige. De må ikke få lov til at indskrænke vores traditioner for frihed, demokrati, lighed, retfærdighed og menneskerettigheder. Derfor har vi brug for øget sikkerhed. Husk det nu:

I følge terroreksperten Lars Erslev Andersen har Jyllands-Postens ønske om at provokere islamister fået dem til at reagere på provokationen. Jeg kan forestille mig, at regeringens yderligere profilering af Danmark som et fremmedfjendtlige land har gydt yderligere benzin på dette bål.

Jeg foreslår, at regningen for genopbygning af ambassaden samt eventuelle omkostninger for øget beskyttelse af de øvrige danske ambassader bliver sendt til Jyllands-Posten.

Hvis man vil have en bølle til at stoppe med sine bøllestreger, er provokation af bøllen sjældent det bedste middel. Hvis ikke man får andet ud af det, end at bøllen vælger at lukke munden på en, er ordene spildt.

Mit arbejde byder mig at tage flyet frem og tilbage mellem Aalborg og København med jævne mellemrum. Det er blevet en del af min faste rutine at forberede mig på sikkerhedschecket i lufthavnen, ligesom det er blevet en del af min faste irritation.

Nogle gange, mens jeg venter i den lange kø til sikkerhedschecket, som lufthavnen åbenbart ikke finder det nødvendigt at skabe specielt effektive procedurer for, begynder mine tanker at vandre.

Jeg tænker måske på dengang, hvor en kvinde lavede en scene over, at hendes neglefil blev inddraget, alt imens jeg gjorde alt for at virke uinteresseret i min egen håndbaggage, hvor gennemlysningsskærmen uden mulighed for at tage fejl tydeligt mindede mig på, at den kniv, jeg forlængst havde taget for forsvundet, i virkeligheden havde ligget i min taske de sidste 20 gange, jeg havde været med flyet.

Eller måske tænker jeg på det underlige i, at jeg skal tage mit bælte af, før jeg går gennem metaldetektoren, så bæltet ikke bliver fejldetekteret som våben. Det bælte, som jeg kan slå med, skære med og kvæle med. Måske tænker jeg også på, at jeg har træning i kampkunst, hvor enhver ting kan bruges som våben, og at jeg faktisk selv er omfattet af våbenloven i kraft af min træning. Jeg er et våben.

Det er nemt at fremstille en selvmordsbombe. Med eneret for den verdensomspændende terrorbevægelse, hvis eneste mål er at udslette hele den vestlige halvdel af Jordkloden, bringer Sæbekassen her opskriften på en selvmordsbombe i 10 trin. For at lette forståelsen for os i den vestlige verden bringer vi dog opskriften i modsat rækkefølge, dvs. fra sidste trin til første trin:

1. Du sender pamfletter rundt og sætter plakater op i lokalområdet, som viser din selvmordsbombe, hvor du erklærer, at din selvmordsbombe er en martyr.

2. Din bombe sprænger sig selv i luften på et offentligt sted, hvorved en række uskyl­dige men­nesker dræbes.

3. Du forsikrer din selvmords­bombe, at han/hun ikke vil føle smerte, for inden den første dråbe blod er faldet til jorden, vil han/hun allerede have fundet en plads ved Allah. Din selv­mords­­­bom­bes efter­­ladte vil i øvrigt få øko­no­misk støtte.

4. Du offentliggør videoen af din selvmords­bombes erklæ­ring.

5. Du optager en video af din selvmords­bombe, der står med en riffel i den ene hånd og Koranen i den anden, idet din selv­mords­­­bombe erklærer, at han/hun er en levende martyr for Islam.

6. Du giver din selvmordsbombe undervisning i grund­­­læg­gende spræng­­­stof­­­frem­­­stilling, for­klæd­ning og timing.

Hvis en person i Irak havde dræbt 30 mennesker og til sidst skudt sig selv, ville vi ikke have været i tvivl om, hvordan overskrifterne havde lydt. (Nåja, måske lige bortset fra, at en dag med 30 dræbte i Irak efterhånden er så hverdagsagtig, at en sådan begivenhed næppe havde givet anledning til overskrifter overhovedet.)

Overskrifterne ville have omtalt en terroraktion begået af en islamistisk terror-martyr, ligesom selvmordsbomber opfattes som terroraktioner.

Når en studerende i USA derimod vælger at skyde 32 personer og efterfølgende begå selvmord som selverklæret martyr, er forklaringen imidlertid, at det var hans fascination af film. Der er mig bekendt ikke en eneste artikel, der har omtalt ham som terrorist.

Altså: Hvis omfattende drab med martyr-selvmord udføres af en araber, så er det terrorisme. Hvis det udføres af en ikke-araber, så er der en anden moralsk forklaring. Bare så vi ved det.