Nyeste i Ateisme emnet

Jeg opfatter konvertitterne - de, der selv har skiftet religion - som de mest irriterende religiøse mennesker.

Det skal ikke opfattes sådan, at jeg opfatter dem som de værste eller de farligste. De farligste i det større perspektiv er det de kulturelt religiøse, som fra barnsben har lært bestemte holdninger, moralbegreber og etik, og som den naturligste ting i verden inkorporerer disse ideer i politik, forretning og øvrig social magt. Men de er sjældent udpræget pågående, missionerende eller uforsonlige omkring deres holdninger. Når først de er fortrolige med deres identitet, mærker man kun indirekte til dem via deres stemmefordeling eller lobbyarbejde.

Nej, konvertitterne er irriterende, pågående og kun (potentielt) "lokalt" farlige. Da Frida Nome studerede de palæstinensiske selvmordsbombere, fandt hun hurtigt ud af, at de ikke blev rekrutteret blandt de allerede overbeviste, men at de var folk, der ikke havde udvist speciel interesse for deres nyfundne religion tidligere. Nok er selvmordsbombere destruktive, men med et lidt kynisk syn på situationen er deres ødelæggelsesradius langt mindre end ikke-fundamentalistiske religiøse landes destruktive kraft, både indenfor og udenfor landenes grænser.

Bertel Haarder (V) nåede netop at afsløre sine holdninger om, at danske børn skal udsættes for religiøs forkyndelse, før han fandt ud af, at det var en politisk problematisk udtalelse. Derfor trak han den skyndsomst tilbage. Han forklarer, at folkeskolerne skal give mulighed for undtagelse fra at blive udsat for denne kirkelige handling, samt at han fastholder, at børnene bør synge salmer.

Dermed træder han imidlertid videre rundt i den religiøse spinat.

For det første er salmer en tradition, der er indført af Luther med henblik på forkyndelse af det kristne budskab i netop denne bestemte religion. Salmerne har til hensigt at lovprise den kristne gud, og afsyngelsen af salmer er således en del af dyrkelsen af kristendommen. Hvis Bertel Haarder ønsker sang i skolen, er der ingen grund til at fokusere på disse kristne salmer - der er mange andre sange, der kan synges.

For det andet er praksis omkring undtagelse fra skolernes religiøse indoktrinering ikke så ligetil. Skolerne kan ikke bare lade eleverne være uden opsyn, så hvis ikke skolerne har personale, der kan holde opsyn med de børn, der undlader at møde op til morgenbønnen, så er der ikke noget at gøre. Børnene skal således alligevel være til stede under den religiøse handling, med mindre forældrene tager fri fra arbejde for at passe dem.

Forestil dig, at du kender en, der tror på julemanden. Nåja, det gør vi nok alle: Små børn tror ofte på julemanden. Men forestil dig, at det er en voksen person, der ærligt og åbent tror på julemanden.

Nu vil jeg ikke have, at du skal tro, at personen er dum. Jeg vil bede dig forestille dig, at denne voksne person, der tror på julemanden, er en intelligent person, der er dygtig til sit arbejde. Han har måske endda gået på universitetet og fået gode karakterer. Han har et tolerant gemyt og er overvejende en flink fyr. Han er selvfølgelig ikke perfekt, men i det store hele kan man ikke rigtig en finger at sætte på ham. Han er som de fleste, lige bortset fra at han tror, at julemanden lever et sted på Nordpolen med sine rensdyr og nisser, og deler gaver ud til jul, og han tror, at han bør opføre sig ordentligt, fordi julemanden ønsker det.

Det er nemt nok at se, at personens gode gerninger er knyttet til hans tro, for selv om han ikke praler af dem, så vil han godt have, at andre folk lægger lidt mærke til det. Det kan være den lille notits om, at han har doneret til en indsamling, eller at han nogle gange nævner i forbifarten, at han sidder i bestyrelsen for den lokale afdeling af julemands-troende, der gør noget godt i lokalsamfundet. Han siger også som argument for julen, at gode gerninger er en del af julens værdier.

Hvorfor tage folks fantasier mere alvorligt, end de selv gør?

I går løb jeg endnu engang på en af de her mennesker, som ifølge deres egne udsagn ”holder mulighederne åbne” overfor alt hvad det spirituelle marked har at tilbyde.

Hvis du erkender, at der ikke findes guder, må du også erkende, at det ikke betyder noget, hvad en person måtte tro på i den henseende. Det eneste, der betyder noget, er hvad personen gør eller ikke gør på grund af sin tro. Det er kun de håndgribelige resultater, de praktiske følger af troen, der betyder noget. Det, som betyder noget, er handlinger, resultater og effekter, men selve troen - hvem behøver bekymre sig om den, bortset fra de troende?

Der er na­tur­lig­vis god grund til at un­der­sø­ge tros­ret­nin­ger, der ofte be­nyt­tes som und­skyld­nin­ger for ræds­ler over hele verden. Men igen er det ræds­ler­ne, ikke troen, der giver grund til be­kym­ring. Hvis den på­gæl­den­de tro ikke gav an­led­ning til skidt eller godt, ville du så be­kym­re dig om den?

Giv mig en eneste grund til, at man skulle be­kym­re sig om selve troen, bort­set fra at be­nyt­te den som for­kla­ring på - ja, du gæt­te­de det - de prak­ti­ske følger. Giv mig en eneste grund til, at du som ateist har behov for at be­kym­re dig om, eller dømme efter, hvad folk måtte tro, bort­set fra når det di­ri­ge­rer deres hand­lin­ger på en måde, der i sidste ende på­vir­ker dig. Med mindre du blot ønsker at lege tan­kepo­li­ti, så tør jeg vædde på, at du ikke kan komme på en anden god grund.

Som nogen måske husker, fremsatte Pernille Rosenkrantz-Theil (Ø) for nogle år siden et forslag om, at Grundloven skulle ændres, så kirke og stat adskilles. Det lykkedes imidlertid Birthe Rønn Hornbech (V) at lukke munden på den langt mindre erfarne Pernille Rosenkrantz-Theil med et taktisk træk, idet Birthe Rønn Hornbech kunne henvise til, at Folketingspolitikere har svoret på Grundloven, og at Pernille Rosenkrantz-Theil med dette forslag kunne blive bortvist fra Folketinget - og dermed faldt forslaget på stedet.

Enhedslisten fremsætter i dag en række lovforslag, der kan bidrage til adskillelsen af kirke og stat i den omfang, det er muligt, uden at det vil kræve en ændring af Grundloven. Helt specifikt vil Enhedslisten fremsætte forslag om at afskaffe kristendomsundervisningen, fjerne konfirmationsforberedelsen fra undervisningstiden, afskaffe kirkeskatten, afskaffe trossamfunds specielle skattebegunstigelser, samt fjerne kirkens indblanding i fødsler, dødsfald, partnerskaber og navngivning.

Læs mere på Johanne Schmidt-Nielsens blog. Husk i øvrigt at holde øje med jeres egne fortrukne partiers reaktion på disse forslag. Det siger nemlig lidt om, hvor interesserede de er i at blande religion og politik ligesom i nogle af de lande, som især højrefløjen er lidt skeptiske overfor.

Fra politisk side læg­ges der nor­malt op til, at kris­ten­doms­under­vis­nin­gen skal være ikke-for­kyn­den­de.

I praksis er kris­ten­doms­under­vis­nin­gen dog for­kyn­den­de, selv om det for de fleste måske ikke altid ser sådan ud. I den­ne tekst for­kla­res det, hvor­for kris­ten­doms­under­vis­nin­gen bør gen­ken­des som et for­kyn­den­de fag i ste­det for et op­ly­sen­de og be­læ­ren­de fag.

Hvornår er faget forkyndende?

Hvis kristendoms­under­vis­nin­gen hand­le­de om, at ele­ver­ne skul­le have at vide, at Je­sus var Guds søn, og at han døde for ele­ver­nes skyld, osv., så vil­le der næp­pe her­ske tvivl om, at fa­get var for­kyn­den­de.

Men hvad vil det egent­lig sige, at fa­get er for­kyn­den­de?

Kristendomsundervisning er for­kyn­den­de, hvis den gi­ver ele­ver­ne ind­tryk af, at de bibel­ske my­ter er sande. Den er for­kyn­den­de, hvis den be­nyt­ter ele­men­ter af troen til at un­der­vise med.

Gør kristendoms­under­vis­nin­gen det?

Ja, det gør den. Se f.eks. på føl­gen­de myter, som ind­går i ele­ver­nes læ­re­bø­ger:

I følge TV2 Nyhederne kritiserer Asmaa Abdol-Hamid Saudi Arabiens straf af en kvinde, der havde kørt i bil sammen med en mand, der senere voldtog hende.

Jeg er fuldstændig enig med Asmaa i, at det er en vanvittig straf, og jeg er også enig i hendes udtalelse om, at USA i denne sag sætter kikkerten for det blinde øje, fordi Saudi Arabien er en god allieret og handelspartner for USA, som USA helst vil holde sig på diplomatisk god fod med.

Imidlertid er jeg komplet uenig med hendes argumentation for, hvorfor straffen af kvinden er forkert.

Asmaa citeres for at sige: "Det er helt klart misbrug af religion, og det er lang fra den islam, jeg selv praktiserer".

Dermed promoverer Asmaa igen – som politiker – sit religiøse standpunkt, når hun mener, at Saudi Arabien misbruger religion. Når man taler om, at religion misbruges, så ligger der nemlig i holdningen, at der findes en korrekt (eller i det mindste mindre forkert) brug af religionen. Religionen er 100% menneskeskabt, og det giver kun mening at sige, hvad der er rigtigt eller forkert, hvis man tror, at der findes en Allah, der har udstukket den "rigtige" religion, og som har mere at skulle have sagt om den sag end mennesket selv.

Jeg er ligeglad med, om hun er kristen eller muslim, men som politiker i et venstrefløjsparti skal hun holde kæft med sine religiøse holdninger, der kræver, at man forholder sig til en autoritet, der ligger over mennesket.

Nyheden om, at ateister skulle være mere intelligente end troende, kan naturligvis ikke gå upåtalt hen her fra sæbekassen.

Overrasket er jeg imidlertid ikke, for jeg har længe været opmærksom på forskellen på intelligens blandt ateister og religiøse mennesker, ligesom jeg bestemt endnu en gang vil påpege, at en lav intelligens er noget, man skal ud på højrefløjen efter (hvor religiøse holdninger som bekendt også florerer - aner man en rød tråd?). Til gengæld er jeg noget mere usikker på den forklaring, som Helmuth Nyborg citeres for.

Jeg har tidligere påpeget, at efterhånden som man når højere op i ens uddannelse, bliver ens religiøse forestillinger mere abstrakte. Årsagen er, formodes det, at en højere uddannelse giver den studerende et mere nuanceret og perspektiveret syn på tilværelsen, og dermed også på de værdier og de forhold, som religionen formodes at have indvirkning på. Ens tro bliver således transformeret fra en konkret form til en mere abstrakt form, og bliver således mere ateistisk i sin udformning. For eksempel kan en konkret tro på, at der findes en særlig nisse i Himlen, blive transformeret til en tro på, at der findes "en højere magt". Eftersom høj uddannelse kræver en højere intelligens, og eftersom den højere uddannelse fører til en mere ateistisk livsanskuelse, er det ikke overraskende, at der er korrelation mellem ateisme og høj intelligens. Kausaliteten er således omvendt i forhold til Helmuth Nyborgs konklusion.

DR2 havde temaaften om ateisme, hvor Richard Dawkins' korstog fik stor vægt. Religionshistorikeren Mikael Rothstein (der var i studiet med en kristen fundamentalist fra "Tidehverv", som forgæves prøvede at få Rothstein til at sige, at lige netop hendes form for kristendom var den eneste rigtige) fik gjort det nogenlunde klart, at Dawkins' fokus handlede om fundamentalistiske troende, og at det var en fejl ikke at gøre opmærksom på dette forhold, men det var ikke nok til at rette mine tæer ud. Jeg har det nemlig med at krumme tæer, når Dawkins kommer på scenen. Godt nok har Dawkins styr på en vis mængde skarp ateistisk retorik, men ud over det kan jeg bedst opfatte Richard Dawkins som en nar.

Dawkins er determinist helt ud i ekstremerne. Det var i 1976, at han udgav sin bog "Det selviske gen", hvor han fremlagde sin gen-determinisme. Her valgte han at definere et gen som "et stykke DNA", og genet var for Dawkins altafgørende: Organismer såsom mennekset er blot overlevelsesmekanismer, der har til hensigt at beskytte generne og bidrage til deres selvreproduktion, intet andet.

Han definerede gen-stykket som en "portion kromosom-materiale", der kan indeholde tilstrækkelig mange generationer til, at det kan tjene som enhed for naturlig udvælgelse. På godt dansk betyder det, at han argumenterer cirkulært. Han har ikke fundet frem til en afgrænset enkeltsubstans i genet, som indgår i den naturlige selektion.

Nogle år senere forsøgte han at imødegå kritikerne, der fremhævede det uholdbare i at basere en grundhypotese på et begreb, der ikke findes. Hans modargument går som følger:

Måske indgår genet faktisk i relationer, så det enkelte gen kun bidrager til dannelse af fænotypisk egenskab. Men uanset hvilke mange relationer, der med tiden udviker sig, så er det ikke disse egenskaber, der overlever. Det eneste, der overlever gennem mange generationer, er en replikator. Den eneste evolutionære selektion er replikator-selektion.

Dermed har Dawkins i virkeligheden bare gentaget sig selv, for mens han manglede en materiel substans i det førnævnte upræcist definerede "stykke DNA", har han nu erstattet det med et andet upræcist begreb. Dawkins afslører dermed, at det for hans "gen-reduktionisme" faktisk er muligt helt at droppe genet fra hans hypotese til fordel for reduktionismen!

Det bliver tydligt, når Dawkins præsenterer sin hypotese om kultur, som i følge Dawkins netop intet har at gøre med genet. Her introducerer han en helt anden type replikator, nemlig memer. Igen ignorerer Dawkins problemet med definitionen, og det bliver ikke klart, hvordan kultur og biologi kan kobles. Heldigvis er det heller ikke nødvendigt for Dawkins, eftersom han jo helt har droppet at overveje de "byggesten", som ligger til grund for dem begge.

Rent videnskabsteoretisk må man sige om Dawkins, at han dermed demonstrerer, hvordan man kan fremsætte den ene umulige hypotese efter den anden, hvis blot man lukker øjnene for alle de ontologiske overvejelser - ganske som religiøse mennesker.

Populært sagt kan man sige, at Dawkins ganske enkelt har fundet et nyt ord for "sjæl", som han efterfølgende bruger videnskabelige termer til at argumentere for. Som skeptiker må jeg ryste på hovedet af Dawkins og opfatte ham som en lidt uheldig repræsentant for skepticisme og ateisme.

Moderate religiøse blander videnskab og religion. Dawkins har omtrent samme blanding af ideologi og videnskab som moderate religiøse, men til forskel fra moderate religiøse ser han ikke ud til at være opmærksom på, hvor hans egen videnskab stopper, og hvor hans ideologi begynder. Dette forhold bevirker, at Dawkins må karakteriseres som scientist, idet han populært sagt bruger videnskab som religion uden at benytte videnskabens præmisser og styrker: Han bruger videnskaben udenfor dens arbejdsområde, og begår dermed i væsentlig grad den samme fejl, som han anklager religioner for at begå; han bruger den til at fordumme folk med.