Nyeste i Ateisme emnet

Hvis du erkender, at der ikke findes guder, må du også erkende, at det ikke betyder noget, hvad en person måtte tro på i den henseende. Det eneste, der betyder noget, er hvad personen gør eller ikke gør på grund af sin tro. Det er kun de håndgribelige resultater, de praktiske følger af troen, der betyder noget. Det, som betyder noget, er handlinger, resultater og effekter, men selve troen - hvem behøver bekymre sig om den, bortset fra de troende?

Der er na­tur­lig­vis god grund til at un­der­sø­ge tros­ret­nin­ger, der ofte be­nyt­tes som und­skyld­nin­ger for ræds­ler over hele verden. Men igen er det ræds­ler­ne, ikke troen, der giver grund til be­kym­ring. Hvis den på­gæl­den­de tro ikke gav an­led­ning til skidt eller godt, ville du så be­kym­re dig om den?

Giv mig en eneste grund til, at man skulle be­kym­re sig om selve troen, bort­set fra at be­nyt­te den som for­kla­ring på - ja, du gæt­te­de det - de prak­ti­ske følger. Giv mig en eneste grund til, at du som ateist har behov for at be­kym­re dig om, eller dømme efter, hvad folk måtte tro, bort­set fra når det di­ri­ge­rer deres hand­lin­ger på en måde, der i sidste ende på­vir­ker dig. Med mindre du blot ønsker at lege tan­kepo­li­ti, så tør jeg vædde på, at du ikke kan komme på en anden god grund.

Som nogen måske husker, fremsatte Pernille Rosenkrantz-Theil (Ø) for nogle år siden et forslag om, at Grundloven skulle ændres, så kirke og stat adskilles. Det lykkedes imidlertid Birthe Rønn Hornbech (V) at lukke munden på den langt mindre erfarne Pernille Rosenkrantz-Theil med et taktisk træk, idet Birthe Rønn Hornbech kunne henvise til, at Folketingspolitikere har svoret på Grundloven, og at Pernille Rosenkrantz-Theil med dette forslag kunne blive bortvist fra Folketinget - og dermed faldt forslaget på stedet.

Enhedslisten fremsætter i dag en række lovforslag, der kan bidrage til adskillelsen af kirke og stat i den omfang, det er muligt, uden at det vil kræve en ændring af Grundloven. Helt specifikt vil Enhedslisten fremsætte forslag om at afskaffe kristendomsundervisningen, fjerne konfirmationsforberedelsen fra undervisningstiden, afskaffe kirkeskatten, afskaffe trossamfunds specielle skattebegunstigelser, samt fjerne kirkens indblanding i fødsler, dødsfald, partnerskaber og navngivning.

Læs mere på Johanne Schmidt-Nielsens blog. Husk i øvrigt at holde øje med jeres egne fortrukne partiers reaktion på disse forslag. Det siger nemlig lidt om, hvor interesserede de er i at blande religion og politik ligesom i nogle af de lande, som især højrefløjen er lidt skeptiske overfor.

Fra politisk side læg­ges der nor­malt op til, at kris­ten­doms­under­vis­nin­gen skal være ikke-for­kyn­den­de.

I praksis er kris­ten­doms­under­vis­nin­gen dog for­kyn­den­de, selv om det for de fleste måske ikke altid ser sådan ud. I den­ne tekst for­kla­res det, hvor­for kris­ten­doms­under­vis­nin­gen bør gen­ken­des som et for­kyn­den­de fag i ste­det for et op­ly­sen­de og be­læ­ren­de fag.

Hvornår er faget forkyndende?

Hvis kristendoms­under­vis­nin­gen hand­le­de om, at ele­ver­ne skul­le have at vide, at Je­sus var Guds søn, og at han døde for ele­ver­nes skyld, osv., så vil­le der næp­pe her­ske tvivl om, at fa­get var for­kyn­den­de.

Men hvad vil det egent­lig sige, at fa­get er for­kyn­den­de?

Kristendomsundervisning er for­kyn­den­de, hvis den gi­ver ele­ver­ne ind­tryk af, at de bibel­ske my­ter er sande. Den er for­kyn­den­de, hvis den be­nyt­ter ele­men­ter af troen til at un­der­vise med.

Gør kristendoms­under­vis­nin­gen det?

Ja, det gør den. Se f.eks. på føl­gen­de myter, som ind­går i ele­ver­nes læ­re­bø­ger:

I følge TV2 Nyhederne kritiserer Asmaa Abdol-Hamid Saudi Arabiens straf af en kvinde, der havde kørt i bil sammen med en mand, der senere voldtog hende.

Jeg er fuldstændig enig med Asmaa i, at det er en vanvittig straf, og jeg er også enig i hendes udtalelse om, at USA i denne sag sætter kikkerten for det blinde øje, fordi Saudi Arabien er en god allieret og handelspartner for USA, som USA helst vil holde sig på diplomatisk god fod med.

Imidlertid er jeg komplet uenig med hendes argumentation for, hvorfor straffen af kvinden er forkert.

Asmaa citeres for at sige: "Det er helt klart misbrug af religion, og det er lang fra den islam, jeg selv praktiserer".

Dermed promoverer Asmaa igen – som politiker – sit religiøse standpunkt, når hun mener, at Saudi Arabien misbruger religion. Når man taler om, at religion misbruges, så ligger der nemlig i holdningen, at der findes en korrekt (eller i det mindste mindre forkert) brug af religionen. Religionen er 100% menneskeskabt, og det giver kun mening at sige, hvad der er rigtigt eller forkert, hvis man tror, at der findes en Allah, der har udstukket den "rigtige" religion, og som har mere at skulle have sagt om den sag end mennesket selv.

Jeg er ligeglad med, om hun er kristen eller muslim, men som politiker i et venstrefløjsparti skal hun holde kæft med sine religiøse holdninger, der kræver, at man forholder sig til en autoritet, der ligger over mennesket.

Nyheden om, at ateister skulle være mere intelligente end troende, kan naturligvis ikke gå upåtalt hen her fra sæbekassen.

Overrasket er jeg imidlertid ikke, for jeg har længe været opmærksom på forskellen på intelligens blandt ateister og religiøse mennesker, ligesom jeg bestemt endnu en gang vil påpege, at en lav intelligens er noget, man skal ud på højrefløjen efter (hvor religiøse holdninger som bekendt også florerer - aner man en rød tråd?). Til gengæld er jeg noget mere usikker på den forklaring, som Helmuth Nyborg citeres for.

Jeg har tidligere påpeget, at efterhånden som man når højere op i ens uddannelse, bliver ens religiøse forestillinger mere abstrakte. Årsagen er, formodes det, at en højere uddannelse giver den studerende et mere nuanceret og perspektiveret syn på tilværelsen, og dermed også på de værdier og de forhold, som religionen formodes at have indvirkning på. Ens tro bliver således transformeret fra en konkret form til en mere abstrakt form, og bliver således mere ateistisk i sin udformning. For eksempel kan en konkret tro på, at der findes en særlig nisse i Himlen, blive transformeret til en tro på, at der findes "en højere magt". Eftersom høj uddannelse kræver en højere intelligens, og eftersom den højere uddannelse fører til en mere ateistisk livsanskuelse, er det ikke overraskende, at der er korrelation mellem ateisme og høj intelligens. Kausaliteten er således omvendt i forhold til Helmuth Nyborgs konklusion.

DR2 havde temaaften om ateisme, hvor Richard Dawkins' korstog fik stor vægt. Religionshistorikeren Mikael Rothstein (der var i studiet med en kristen fundamentalist fra "Tidehverv", som forgæves prøvede at få Rothstein til at sige, at lige netop hendes form for kristendom var den eneste rigtige) fik gjort det nogenlunde klart, at Dawkins' fokus handlede om fundamentalistiske troende, og at det var en fejl ikke at gøre opmærksom på dette forhold, men det var ikke nok til at rette mine tæer ud. Jeg har det nemlig med at krumme tæer, når Dawkins kommer på scenen. Godt nok har Dawkins styr på en vis mængde skarp ateistisk retorik, men ud over det kan jeg bedst opfatte Richard Dawkins som en nar.

Dawkins er determinist helt ud i ekstremerne. Det var i 1976, at han udgav sin bog "Det selviske gen", hvor han fremlagde sin gen-determinisme. Her valgte han at definere et gen som "et stykke DNA", og genet var for Dawkins altafgørende: Organismer såsom mennekset er blot overlevelsesmekanismer, der har til hensigt at beskytte generne og bidrage til deres selvreproduktion, intet andet.

Han definerede gen-stykket som en "portion kromosom-materiale", der kan indeholde tilstrækkelig mange generationer til, at det kan tjene som enhed for naturlig udvælgelse. På godt dansk betyder det, at han argumenterer cirkulært. Han har ikke fundet frem til en afgrænset enkeltsubstans i genet, som indgår i den naturlige selektion.

Nogle år senere forsøgte han at imødegå kritikerne, der fremhævede det uholdbare i at basere en grundhypotese på et begreb, der ikke findes. Hans modargument går som følger:

Måske indgår genet faktisk i relationer, så det enkelte gen kun bidrager til dannelse af fænotypisk egenskab. Men uanset hvilke mange relationer, der med tiden udviker sig, så er det ikke disse egenskaber, der overlever. Det eneste, der overlever gennem mange generationer, er en replikator. Den eneste evolutionære selektion er replikator-selektion.

Dermed har Dawkins i virkeligheden bare gentaget sig selv, for mens han manglede en materiel substans i det førnævnte upræcist definerede "stykke DNA", har han nu erstattet det med et andet upræcist begreb. Dawkins afslører dermed, at det for hans "gen-reduktionisme" faktisk er muligt helt at droppe genet fra hans hypotese til fordel for reduktionismen!

Det bliver tydligt, når Dawkins præsenterer sin hypotese om kultur, som i følge Dawkins netop intet har at gøre med genet. Her introducerer han en helt anden type replikator, nemlig memer. Igen ignorerer Dawkins problemet med definitionen, og det bliver ikke klart, hvordan kultur og biologi kan kobles. Heldigvis er det heller ikke nødvendigt for Dawkins, eftersom han jo helt har droppet at overveje de "byggesten", som ligger til grund for dem begge.

Rent videnskabsteoretisk må man sige om Dawkins, at han dermed demonstrerer, hvordan man kan fremsætte den ene umulige hypotese efter den anden, hvis blot man lukker øjnene for alle de ontologiske overvejelser - ganske som religiøse mennesker.

Populært sagt kan man sige, at Dawkins ganske enkelt har fundet et nyt ord for "sjæl", som han efterfølgende bruger videnskabelige termer til at argumentere for. Som skeptiker må jeg ryste på hovedet af Dawkins og opfatte ham som en lidt uheldig repræsentant for skepticisme og ateisme.

Moderate religiøse blander videnskab og religion. Dawkins har omtrent samme blanding af ideologi og videnskab som moderate religiøse, men til forskel fra moderate religiøse ser han ikke ud til at være opmærksom på, hvor hans egen videnskab stopper, og hvor hans ideologi begynder. Dette forhold bevirker, at Dawkins må karakteriseres som scientist, idet han populært sagt bruger videnskab som religion uden at benytte videnskabens præmisser og styrker: Han bruger videnskaben udenfor dens arbejdsområde, og begår dermed i væsentlig grad den samme fejl, som han anklager religioner for at begå; han bruger den til at fordumme folk med.

Den nystartede forening "demokratiske muslimer" giver et fejlagtigt indtryk af, hvad Islam har mulighed for at gå ud på. Demokrati handler om folkestyre, hvor mennesker enes om en styreform og om en lovgivning, der tilgodeser flertallet, og i de fleste modifikationer af demokratiet gives der også i en vis udstrækning plads til mindretal. I alle tilfælde sættes der ikke nogen højere magt ind end mennesket selv.

Men i Islam sættes Allah over mennesket. Allah står over menneskets love og enigheder. Det er udtryk for en aldeles udemokratisk holdning at opfatte sig som muslim, og dermed er udtrykket "demokratiske muslimer" enten vildledende eller selvmodsigende.

Det samme gælder kristendommen, hvor den kristne gud også er aldeles udemokratisk - en holdning, der er udtrykt helt eksplicit af bl.a. Dansk Folkepartis præstestyre.

Hverken Gud eller Allah eksisterer, og kristnes og muslimers tro er derfor intet andet end de kristnes og muslimernes egne, personlige holdninger. Men ved at tilskrive deres holdninger en magt, der står over mennesket, giver de udtryk for, at deres egne holdninger pr. definition har mere værdi og vægt end andre menneskers. Den slags er udemokratisk. Det er lige så vanvittigt at sige, at man er "demokratisk kristen", som at sige, at man er "demokratisk muslim". Ingen af delene er mulige.

Man må enten afsværge ens guds status som hævet over menneskene, eller også må man afsværge ens demokratiske standpunkt. Holdningerne kan ikke forenes. Det er enten-eller.

"Sælg din bibel for porno" lyder det fra ateister ved universitetet i San Antonio i Texas. I et tiltag, som de studerende kalder "smut for smut" tilbyder de studerende ateister at udlevere pornoblade, hvis modtageren til gengæld afleverer sin bibel.

Ateisterne sammenligner pornografiens negative side med religionens negative side. Som de selv udtrykker det:

Argumentet holder: Hvis den kristne bibels vanvittige menneskesyn kan tillades, så er der ingen grund til at forbyde selv de mest indædte feministers angreb mod pornografien.

Som skeptiker er det frustrerende, når man oplever noget, der virker for unaturligt til at være sandt. Men i den kampsport, jeg er udøver af, er der noget, der ikke umiddelbart passer ind i min skepticisme.

En række kampsportstricks kan sagtens forklares. Når man ser en karate-fyr slå bygningsmateriale i stykker, så kommer fysikken f.eks. straks til hjælp som forklaring på, hvorfor det kan lade sig gøre. Og en stor del af den tilsyneladende hurtighed blandt mange kampsportsudøvere går ud på, at man bevæger alle (relevante) dele af kroppen på én gang. Så bevæger man sådan set ikke nogle enkeltdele hurtigt; det ser bare sådan ud. Meget af det er også psykologiske tricks, som man udsætter hinanden for.

Men der er noget, jeg ikke forstår. Vi har haft træning, hvor en person har fået bind for øjnene. Omkring ham går tre mand tilfældigt rundt, og pludselig slår eller sparker én af dem mod hovede, torso eller ben. Den angrebne undviger og nedkæmper angriberen.

Det går for hurtigt til, at den angrebne kan nå at blive bevidst om det. Personen kan ikke engang se skygger gennem bindet for øjnene. Og alle tre personer laver lige meget støj, og der er ikke hørbar forskel på almindelig bevægelsesstøj og støjen under et angreb. Og da slet ikke, hvis to potentielle angribere bevæger sig tæt på hinanden. Lufttrykket kan man næppe mærke, hvis det er et slag mod torsoen. Faktisk går det ligefrem galt, hvis man står og prøver at se noget, høre noget, eller mærke noget. Så bliver man ramt.

Som den angrebne person er der sjældent tvivl om, at angrebet kommer. Man mærker det på en måde, at man pludselig har en fornemmelse af, at der "kommer noget", og man reagerer på en måde, der tilfældigvis får en til at tage fat eller slå i et trykpunkt (som er endnu en ting, som skeptikere vist har et lidt køligt forhold til), der sætter angriberen ud af spillet. Det er dog først bagefter, når kampen er overstået, at man kan spole filmen tilbage og huske, hvad man gjorde, for undervejs "gør man det bare" uden at tænke.

Jeg vil helst forklare det sådan, at der kommer en række indtryk, som er for svage til, at bevidstheden kan opfatte dem. Der er vist noget om, at bevidstheden kræver, at sanseindtryk overstiger en vis tærskel, mens underbevidstheden godt kan blive opmærksom på indtrykkene alligevel. Man bliver bare aldrig bevidst om dem. Men selv med det i baghovedet har jeg meget svært ved at tro, at f.eks. det meget svage lufttryk, den meget svage lyd og uendeligt svage skygger skulle være nok til at man - med ryggen til - kan mærke med en præcision på få centimeter, hvor et slag vil gå ind.

Helst ville jeg helt afvise, at man kan reagere sådan, men når træningen viser en succesrate på 10 ud af 10, så er der ikke tale om held og tilfældigheder. Jeg savner bare en god forklaring.

Visse "næstekærlige" og "fredselskende" religioner har i praksis vist sig at være noget nær det stik modsatte. Så hvad nu, hvis alle i stedet var onde efter de standarder, disse "næstekærlige" religioner sætter? Mon ikke det var et projekt, der var værd at kæmpe for?

Muligvis er det denne tanke, der har fået et forhenværende bestyrelsesmedlem i Satanisk Forum til at oprette bloggen Ondskab for fred. Han skriver godt, så jeg håber, han holder projektet i live. Foreløbig ser det godt ondt ud.