Nyeste i Forfølgelse emnet

"Og nogle idioter er større end andre."

Kristian Thulesen Dahl (DF) ønsker mere religion. Danskerne skal være mere kristne og gå mere i kirke. Hans sprogbrug går ikke Kristeligt Dagblad-journalistens ører forbi: Der bruges militære associationer som "kamp", "bastion" og "oprustning". Og han taler ikke om en nylig konflikt, hvor kristne modstræbende som modstandsfolk er blevet tvunget til at samle våbnene op, for han taler om "de bastioner, vi [kristne] har kæmpet frem, generation for generation".

Det viser, hvad jeg har anklaget Dansk Folkeparti for flere gange, nemlig at de fører religionskrig, hvor de anser kristendommen som en races højeste mål. Alt, hvad de foretager sig, har til hensigt at opnå et eneste ene mål, der kan formuleres meget enkelt. Og alt, hvad der ikke peger i denne retning, er blot forhandlingsmuligheder, når forhandlingspartnerne i Folketinget skal presses til indrømmelser.

Dansk Folkepartis religionskrig mod indvandrere og især den muslimske udgave af samme udspringer af et stærkt ønske om, at landet alene skal bestå af hvide kristne - en sammenhæng, Dansk Folkeparti anser for racebetinget.

Den bor­ger­li­ge re­ge­r­ing fast­hol­der, at er det po­li­tisk vig­tigt, at der bliver lov­gi­vet mod mus­lim­sk under­tryk­kel­se i form af burka, uanset om pro­blemet kan iden­ti­fi­ce­res eller ej. Det hand­ler om at vise, at man ikke går ind for den slags, og som Naser Khader (K) siger til Infor­mation: "An­tal­let af bur­kaer er li­ge­gyl­digt. Det er et spørgs­mål om prin­cipper".

Re­ge­r­in­gen kan til dels for­sva­res al den stund, at li­ge­som man ikke ville tabe noget (bort­set fra oppor­tunity cost) på en lat­ter­lig lov­giv­ning mod at med­bringe enhjør­ninge i skolen, så rammer man heller ikke nogen ved at lov­gi­ve mod en burka, som der alli­gevel ikke er nogen, der går med. Det skader ikke nødven­digvis at po­in­te­re, at man er imod bur­ka­er på bag­grund af en opfat­telse af, at de er kvinde­under­tryk­kende, li­ge­som det er fair nok, at man f.eks. er imod den lut­her­ske kvin­de­un­der­tryk­kel­se, som de pro­te­stan­ti­ske non­ned­rag­ter sym­bo­li­se­rer. (Af kor­rekt­heds­hensyn skal det be­mær­kes, at de ka­tol­ske non­ne­or­de­ner blev ned­lagt under re­for­ma­tio­nen, og at pro­te­stan­ti­ske nonner er et re­la­tivt nyt fæ­no­men; deres tro bygger på den lut­her­ske lære.) Sådan en lovgivning sender et signal, hvilket øjensynligt også er regeringens ønske. Om ikke andet må dette i dag være regeringens bortforklaring, når nu der i lighed med lovgivningsforslagene omkring dommeres hovedbeklædning slet ikke findes nogen, lovgivningen kan rettes mod.

Det er bare sådan med valget af signaler, som det er med alle andre valg: De er frivillige. Når man begår et valg, begår man også fravalg. Blandt mange mulige signaler har man valgt ét, der var det vigtigste. Politikernes valg af signaler fortæller hvilke signaler, de finder mindre vigtige.

Skulle regeringen have valgt beklædning, der symboliserer undertrykkelse og antidemokratiske holdninger, kunne regeringen have valgt at forbyde skrårem og seler. Ganske vist er der ingen (eller i det mindste temmelig få), der bærer denne beklædning, men da det ikke skorter på politikernes sammenligninger mellem islam og nazisme - og efterfølgende domme for racisme - så udtrykker dette fravalg, at man reelt opfatter islam som værre. I betragtning af den generelle højredrejning i dansk politik og det forhold, at Dansk Folkeparti har et glimrende forhold til nazister er nazismen ellers nærværende nok gennem dens noget tydeligere involvering i politiske spørgsmål, end muslimer tager sig tid til. Man udsender et signal om, at nazisme er mere acceptabelt end islam.

De Konservative kunne også have valgt at fremhæve f.eks. klimaet og miljøet, den stigende fattigdom, fyringerne på sygehusene, finanskrisen eller andre, yderst nærværende problemer som deres højest prioriterede politik, men det blev alligevel burkaforbudet, der vejede tungest. Det sender det skjulte signal, at de Konservative ikke er specielt optagede af disse vigtige emner.

Regeringens partier og støtteparti overbyder hinanden med krav om højere straffe og flere forbud på grund af ganske få personer, og de indførte rockerlov, overvågning, lømmelpakke og en terrorlov, som endnu ikke har fanget en eneste terrorist. Samtidig slipper økonomiske forbrydere lige så billigt som hidtil, og rocker- og terrorlov bruges til at dømme folk (nogle gange for justitsmord), der ikke har den mindste relation til hverken bandekriminalitet eller terror, mens lømmelpakken bruges til at forhindre folk i at demonstrere mod et klimatopmøde, som de demonstrerende ønskede at gøre opmærksom på ville blive en monumental fiasko.

Men hver gang, regeringens partier fremsætter et lovforslag, udtaler sig principielt eller ønsker at sende signaler, er der en række lovforslag, de ikke fremsætter. Der er en række principper, de tier om, og der er en række signaler, de ikke sender. Tavshed kan være meget sigende, og de ord, regeringen ikke siger, når den buldrer frem med mange hårde ord, er næsten øredøvende.

Når det sædvanlige peanut-galleri af islamofober og deres faste støtter forklarer, hvordan muslimer eller islam er, uden at gøre opmærksom på, at de støtter sig til en enkelt anekdote eller to, så er det ansvarsfralæggelse. Kommer der en muslim og forklarer, at muslimer ikke er sådan, så kommer ansvarsfralæggelsen nemlig hurtigt: Det var jo ikke jer, vi mente, men de andre muslimer. Eller i Lars Hedegaards ord: "Jeg har altid sagt, at jeg ikke taler om alle muslimer, men islam i sin grundform med sit kvindesyn".

Rent filosofisk må Lars Hedegaard hånes for sit oldtidssyn: Lars Hedegaard bygger nemlig på den forlængst forældede verdensopfattelse kendt som essentialismen. Denne opfattelse går i korte træk ud på, at der findes en "essens" bag ethvert udtryk, og at enhver manifestation af udtrykket er en "kopi". I Lars Hedegaards verden eksisterer islam således helt uafhængigt af mennesker - som var den gudsgivet, ikke menneskeskabt.

Ikke overraskende er metoden i Lars Hedegaards atavisme en lige så gammel traver. Når man anklager alle muslimer (f.eks. ved at sige: "Islam er ..."), så rammer man dem alle uanset fortolkning og tradition, og stigmatiserer dem alle. Allerhelst skal man sikre, at "grundformen" af islam ikke kan findes i nogen bestemt gruppering, som man kan gå hen og pege på. Det gælder om at holde den mytisk og uendeligt ond; for hvis man var i stand til at finde et konkret eksempel på en sådan islam-gruppe, ville man meget mod Lars Hedegaards ønske enten hurtigt kunne bortforklare islam som årsagen eller påvise, at gruppen slet ikke er så slem, som Lars Hedegaard helst vil tegne den. Lars Hedegaard opfinder kort sagt en djævel kaldet "islam", og hver gang han ser en muslim handle ubehageligt eller grusomt, ser Lars Hedegaard denne handling som en mere fuldkommen kopi af den essentielle islam end en handling, der ville betegnes som moderat, sekulær, lovlydig, eller på anden måde have et civiliseret eller venligt ansigt. Hos Lars Hedegaard er islam et indbegreb af grusomhed, og enhver anden handling er ikke en del af islams "grundform". Lars Hedegaard har ganske vist omtalt sig selv som "svagt troende", men han opfylder til excellence den kristne tradition for at fremmane den djævel, der er en nødvendig forudsætning for at kunne blive befriet fra samme, ligesom Lars Hedegaards forslag til løsning på problemet er den kristne guds reaktionsmønster værdigt.

Lars Hedegaards mønster for fremmaning af djævelen er det samme, som vi ser hos Dansk Folkeparti eller hos skrigosfæren, hvor ethvert eksempel på forbrydelser eller overgreb illustrerer islam, mens tilsvarende grusomheder begået af kristne eller positive handlinger begået af muslimer behændigt overses. Dette betragter islamofoberne ikke som hverken problematisk eller endsige uretfærdigt selektivt, for de mener netop, at de beskriver islams essens: At denne kerne ligger latent hos enhver muslim, og at det kun er et spørgsmål om tid og mulighed, før de velvilligt slipper denne iboende djævel fri.

Dermed kan Lars Hedegaard og de øvrige islamofober på en gang definere islam og implicere alle muslimer - og samtidig undgå det retsopgør, de måtte møde, hvis de anklagede en bestemt gruppe. De skal blot som altid sige: "Jamen det var jo ikke jer, vi mente", for gør man det tilstrækkelig mange gange, når man alligevel hele raden rundt.

Ingen sag er for tiden for lille til, at de Konservative finder den mere seriøs end de reelle problemer, vi står overfor (f.eks. klimaforandringerne, for nu at nævne en af de ting, som Lene Espersen (K) fandt mindre truende end burkaer). Man skal bestemt ikke fokusere på, at problemet er mikroskopisk, såsom når man forlanger burkaforbud, når under 100 individer går i burka: Det er signalpolitik, indrømmede Naser Khader (K) overfor P1, og så er det jo mindre vigtigt, om det er et reelt problem.

Faktisk behøver der slet ikke være noget problem. I ugen, der gik, har de Konservative også blæst til kamp mod bederum i gymnasierne - på trods af, at Gymnasieskolernes Rektorforening ikke kender til, at der overhovedet skulle findes sådanne bederum.

Men lad os da sikre, at de heller ikke bliver oprettet. Overtro af den ene eller anden art skal ikke blandes med undervisning. I den udstrækning er jeg helt enig med de Konservative, når de siger, at "[b]ederum er med til at presse elever, der ikke ønsker at være en del af et religiøst miljø i skolen".

Desværre tror de Konservative åbenbart, at det kun er muslimer, der bliver udsat for religiøst pres, eller at det kun er Islam, der ikke må presse, for ellers ville de nok have udvidet deres forslag lidt, f.eks. ved at huske, at kristendommen også udgør religiøse miljøer. Her er der nemlig reelle, håndgribelige problemer at tage fat i på de danske uddannelsesinstitutioner: Der uddannes stadig teologer på danske universiteter. Der er tilknyttet studenterpræster til universiteteterne. Kristne grupper såsom Kristeligt Forbund for Studerende låner lokaler - bederum - på gymnasierne og universiteterne. Folkeskolerne forkynder kristendom og slæber børnene i kirke i tide og utide, hvor det er næsten umuligt at få børnene fritaget. Den slags skal ud, og i modsætning til muslimske bederum har de været her længe.

Der er næppe nogen ikke-tro­en­de eller ikke-kri­sten i Dan­mark, der er slup­pet for at høre denne yderst ned­sæt­ten­de hold­ning om ikke-krist­ne: Hvis ikke det var for kri­sten­dom­men­ og dens næ­stekær­lig­heds­bud, ville vi ikke have fred og for­dra­ge­lig­hed, siger de krist­ne jævn­ligt.

Men hvor­dan for­hol­der krist­ne sig så i prak­sis til næ­stekær­lig­hed? Det giver en ame­ri­kansk un­der­sø­gel­se et meget si­gen­de svar på. Den viser, at ka­to­lik­ker og evan­ge­li­ka­le (pro­te­stan­ter) var blandt de grup­per, der i størst ud­stræk­ning støt­ter brugen af tortur. Her kunne man selv­føl­ge­lig ind­ven­de, at de måske ikke var så stærkt tro­en­de, og at de mere en­tu­si­a­sti­ske føl­ge­re af re­li­gio­nen nok ville have for­stå­et det glæ­de­li­ge bud­skab lidt bedre.

Men nej. Jo mere overbevist praktiserende kristen, man var, desto mere støttede man brugen af tortor. Og jo mindre troende, man var, desto mere var man imod brugen af tortur:

Konklusionen er blot endnu et eksempel på, hvordan vi ikke-troende oplever den kristne såkaldte "næstekærlighed". Vi oplever fjendtlighed, arrogance og overgreb - og kristendommens lange tradition for tortur siden middelalderens hekseforfølgelser er de tydeligvis heller ikke indstillede på at afskaffe.

Når Dansk Folkeparti melder ud om en handlingsplan imod racisme, så kan man være vis på, at der stikker noget under. På overfladen kan man glædes - eller løfte på øjenbrynene i skepsis - over det, men det er i hvert fald toner, man ikke forventer fra den kant.

Ved en nærmere læsning fornemmer man dog årsagen til, at Dansk Folkeparti ønsker en handlingsplan mod racisme. Reaktionen fra Dansk Folkeparti kommer efter, at der allerede i år er blevet indrapporteret flere anti-semittiske hændelser end hele sidste år. Dermed står motivationen straks klart, for de befolkningsgrupper, der i samme periode har været fjendtligt stillede overfor Israel ovenpå Israels behandling af Gaza, har primært været muslimer.

Det er selvfølgelig ikke acceptabelt, hvis arabiske borgere udtrykker sig racistisk om israelere, og i den forstand er det rimeligt, at antiracisme ikke ser på farven af de, der begår racistiske handlinger. Det skal der ikke herske tvivl om.

Men med baggrunden for den seneste arabiske racisme mod jøder in mente er Dansk Folkepartis pludselige antiracisme imidlertid yderst tvivlsom. Dansk Folkeparti udnytter, at Israels adfærd i Gaza har givet anledning til racistiske hændelser. Dansk Folkeparti har blot øjnet endnu en chance for et målrettet angreb mod muslimer, idet Dansk Folkeparti rider på bølgen af arabisk indignation mod Israels handlinger. Det er ironisk nok lykkedes Dansk Folkeparti at benytte antiracisme som racisme.

Kurt Westergaard, der tegnede den mest kendte af de 12 Muhammed-tegninger (den med bomben i turbanen) holdt en 50 minutter lang tale ved Dansk Folkepartis årsmøde i Herning, hvor han blandt andet forsvarede ytringsfriheden og takkede Dansk Folkeparti for deres opbakning af ham.

Det skal han ikke høre et ondt ord for fra min side. Man kan ikke betænke manden, der har modtaget dødstrusler og måttet leve under politibeskyttelse, for at være glad for enhver opbakning, han måtte få.

Imidlertid betyder hans tale ved et politisk møde, at han dermed har gjort sagen og hans egen involvering i den politisk. Han vil ikke længere kunne fremstå som en politisk uafhængig figur. Det er formentlig også derfor, at Jyllands-Postens chefredaktør overvejer en skideballe. Det gør det nemlig svært for Jyllands-Posten tilsvarende at forsvare, at det bare var en sekulær og ikke politisk aktion, da avisen i sin tid valgte at trykke de 12 tegninger. (Som om der var nogen, der nogensinde troede noget andet.)

Kurt Westergaard har tidligere deltaget i en prisoverrækkelse ved Trykkefrihedsselskabet, hvilket medvirker til hans politiske deltagelse.

Hat tip til Allan.

Carsten Agger har anmeldt bogen "Eurofascism" af Øyvind Strømmen, der dokumenterer, hvordan fascismen under og efter Anden Verdenskrig ikke døde ved krigens afslutning, men derimod lever i bedste velgående i dag, hvor fjenden ikke længere hedder "jøden", men derimod "muslimen". Imidlertid savnes der en forklaring på, hvordan det engang så vigtige jødehad kunne glemmes og erstattes med frygten for et nyt folk.

De til tider lidt for ofte brugte udtryk "fa­scis­me" eller "na­zis­me" er på ét punkt mis­vi­sen­de for den høj­re­ek­stre­mi­sti­ske drej­ning. Mens na­tio­na­lis­me, kvin­de­syn og vold­som re­to­rik og diskri­mi­na­tion mod et­ni­ske min­dre­tal er fast­holdt, er målet for diskri­mi­na­tio­nen ændret væ­sent­ligt.

Den klas­si­ske na­zis­me byg­ge­de på en ud­bredt kon­spira­tions­te­o­ri om et jødisk ver­dens­her­re­døm­me, der li­ge­frem blev be­nyt­tet som det væ­sent­lig­ste ar­gu­ment for na­zi­stisk po­li­tik. Netop jø­de­ha­det blev en så in­te­gre­ret del af na­zis­men, at det er svært at fjerne jø­de­ha­det fra na­zis­men, uden at den bliver til noget andet - det kan li­ge­frem være mis­vi­sen­de at tale om na­zis­me eller fa­scis­me, hvis jø­de­ha­det mang­ler. I dag er der stadig na­zi­sti­ske grup­per, der sa­m­ar­bej­der med is­la­mi­sti­ske grup­per, for selv om de hader hi­n­an­den, hader de jø­de­r­ne endnu mere.

Sådan lyder Janette Lunds kommentar til et indlæg af Shansen.

Denne kommentar har to primære problemer, som er værd at fremhæve:

1. Race er ikke et bi­o­lo­gisk fæ­no­men, men alene en men­ne­ske­lig de­fi­ni­tion: Nogle men­ne­sker har set, at folk har for­skel­li­ge træk, og har valgt et ord for det. "Race" er en "pa­raply­be­teg­nel­se" for en læn­ge­re række af træk, der bi­o­lo­gisk set ikke har en ind­byr­des af­hæn­gig­hed, hvis spe­ci­fik­ke sam­men­sæt­ning har be­tyd­ning for in­di­vi­det: Hår­vækst, hud­far­ve, for­de­ling af mu­skel­mas­se, stør­rel­sen af læ­ber­ne, øj­ne­nes form osv. Man kunne ud fra samme prin­cip have ud­valgt f.eks. neg­le­form, næ­se­hår­svækst, højde, ten­dens til over­vægt samt stem­me­le­je, og kaldt denne kon­stel­la­tion af træk for race i stedet.