Nyeste i Forfølgelse emnet

Kurt Westergaard, der tegnede den mest kendte af de 12 Muhammed-tegninger (den med bomben i turbanen) holdt en 50 minutter lang tale ved Dansk Folkepartis årsmøde i Herning, hvor han blandt andet forsvarede ytringsfriheden og takkede Dansk Folkeparti for deres opbakning af ham.

Det skal han ikke høre et ondt ord for fra min side. Man kan ikke betænke manden, der har modtaget dødstrusler og måttet leve under politibeskyttelse, for at være glad for enhver opbakning, han måtte få.

Imidlertid betyder hans tale ved et politisk møde, at han dermed har gjort sagen og hans egen involvering i den politisk. Han vil ikke længere kunne fremstå som en politisk uafhængig figur. Det er formentlig også derfor, at Jyllands-Postens chefredaktør overvejer en skideballe. Det gør det nemlig svært for Jyllands-Posten tilsvarende at forsvare, at det bare var en sekulær og ikke politisk aktion, da avisen i sin tid valgte at trykke de 12 tegninger. (Som om der var nogen, der nogensinde troede noget andet.)

Kurt Westergaard har tidligere deltaget i en prisoverrækkelse ved Trykkefrihedsselskabet, hvilket medvirker til hans politiske deltagelse.

Hat tip til Allan.

Carsten Agger har anmeldt bogen "Eurofascism" af Øyvind Strømmen, der dokumenterer, hvordan fascismen under og efter Anden Verdenskrig ikke døde ved krigens afslutning, men derimod lever i bedste velgående i dag, hvor fjenden ikke længere hedder "jøden", men derimod "muslimen". Imidlertid savnes der en forklaring på, hvordan det engang så vigtige jødehad kunne glemmes og erstattes med frygten for et nyt folk.

De til tider lidt for ofte brugte udtryk "fa­scis­me" eller "na­zis­me" er på ét punkt mis­vi­sen­de for den høj­re­ek­stre­mi­sti­ske drej­ning. Mens na­tio­na­lis­me, kvin­de­syn og vold­som re­to­rik og diskri­mi­na­tion mod et­ni­ske min­dre­tal er fast­holdt, er målet for diskri­mi­na­tio­nen ændret væ­sent­ligt.

Den klas­si­ske na­zis­me byg­ge­de på en ud­bredt kon­spira­tions­te­o­ri om et jødisk ver­dens­her­re­døm­me, der li­ge­frem blev be­nyt­tet som det væ­sent­lig­ste ar­gu­ment for na­zi­stisk po­li­tik. Netop jø­de­ha­det blev en så in­te­gre­ret del af na­zis­men, at det er svært at fjerne jø­de­ha­det fra na­zis­men, uden at den bliver til noget andet - det kan li­ge­frem være mis­vi­sen­de at tale om na­zis­me eller fa­scis­me, hvis jø­de­ha­det mang­ler. I dag er der stadig na­zi­sti­ske grup­per, der sa­m­ar­bej­der med is­la­mi­sti­ske grup­per, for selv om de hader hi­n­an­den, hader de jø­de­r­ne endnu mere.

Sådan lyder Janette Lunds kommentar til et indlæg af Shansen.

Denne kommentar har to primære problemer, som er værd at fremhæve:

1. Race er ikke et bi­o­lo­gisk fæ­no­men, men alene en men­ne­ske­lig de­fi­ni­tion: Nogle men­ne­sker har set, at folk har for­skel­li­ge træk, og har valgt et ord for det. "Race" er en "pa­raply­be­teg­nel­se" for en læn­ge­re række af træk, der bi­o­lo­gisk set ikke har en ind­byr­des af­hæn­gig­hed, hvis spe­ci­fik­ke sam­men­sæt­ning har be­tyd­ning for in­di­vi­det: Hår­vækst, hud­far­ve, for­de­ling af mu­skel­mas­se, stør­rel­sen af læ­ber­ne, øj­ne­nes form osv. Man kunne ud fra samme prin­cip have ud­valgt f.eks. neg­le­form, næ­se­hår­svækst, højde, ten­dens til over­vægt samt stem­me­le­je, og kalde denne kon­stel­la­tion af træk for race i stedet.

I denne uge afholder danske homoseksuelle "Copenhagen Pride" med blandt andet optog for at gøre opmærksom på, at de findes og har krav på samme behandling som heteroseksuelle mennesker. Jeg håber, de slår en tur forbi en række kirker, for det er i høj grad religionerne, vi kan takke for fjendtligheden mod homoseksuelle.

En dag så solen og nor­den­vin­den en kvinde komme gående med et tørklæ­de om ho­ve­d­et, og solen og nor­den­vin­den indgik et væd­de­mål om, hvem kunne få kvin­den til at tage tørklæ­det af.

Nor­den­vin­den be­gynd­te. Den blæste, så der hvirv­le­de lov­for­bud om tørklæ­der rundt om kvin­den, og blæ­sten bul­dre­de med brand­ta­ler om­kring det kvin­de­un­der­tryk­ken­de tørklæ­de, ja blæ­sten for­søg­te endog uden rets­grund­lag helt at puste kvin­den ud over lan­dets kant til den visse død.

Men lige lidt hjalp det. Jo hårdere, vinden blæste, desto mere pakkede kvinden sig ind og spændte tørklædet fastere til hovedet. »Hvis jeg skal behandles så ugæstfrit, så vil jeg i det mindste holde fast i, hvad jeg selv er«, sagde kvinden til sig selv.

Endelig blev det solens tur. Den skinnede varmt ned på kvinden med muligheder for at få job, selv om hun talte med udenlandsk accent og ikke havde boet i landet så mange år. Solen strålede samme behandling til kvinden som landets øvrige borgere, og hun følte, at hun var som alle andre i landet. »Jeg synes, jeg skiller mig unødvendigt ud«, sagde kvinden til sig selv, og så tog hun tørklædet af.

Menighedsrådet i Vordingborg har fyret en kirkegårdsleder, fordi han har haft en privat blog, som en af meninghedens gamle damer følte sig stødt over.

Det var hans sprog, de gamle puritanere havde et problem med. Og det var åbenbart så slemt, at formanden for menighedsrådet, Jette Gylle, ikke engang turde gentage nogen af ordene.

Ekstra Bladet bringer i artiklen et link til bloggen, og det er bestemt skrappe sager, hvis man er en formørket, fundamentalistisk nypuritanist. Et lignende sprog finder man først, hvis man tænder for børne-TV. Sproget og hentydningerne er helt oppe på samme niveau, som man f.eks. ser i børnefilmen "Vikaren". Uha, uha: Der bliver sagt både "Helvede", "patter" og "hængerøv". Han får endda afsløret, at han (gisp) drikker spiritus.

Jeg håber, at den fyrede Martin Skov sagsøger menighedsrådet langt ind i Helvede. For hvis man kan blive fyret for det, Martin Skov har skrevet på sin blog, er der ingen, der kan vide sig sikker for en fyring.

Sankt Hans var op­rin­de­ligt en gammel, nor­disk mid­som­mer­fest. Bålet menes at have haft til hen­sigt at skræm­me hekse- og trold­folk, og havde ikke noget at gøre med de krist­nes hen­ret­tel­se af kæt­te­ri­mistænk­te "hekse".

Først så sent som i be­gyn­del­sen af 1900-tallet blev den gamle tra­di­tion og de krist­ne hen­ret­tel­ser knyt­tet sammen, så vidt vides efter in­spira­tion fra Tys­kland. Det viser, at vi også i for­holds­vis nyere tid her i landet har anset de bar­ba­ri­ske hek­se­af­bræn­din­ger som noget, der var værd at mindes med fest.

Således efterlevende traditionen for at tilpasse den gamle båltradition efter behov valgte vi i selskab med nogle af vore venner som værter i 2007 at brænde noget passende troldtøj af med henvisning til alle de skader, der var begået i dets navn.

Socialdemokratiets uddannelsesordfører, Christine Antorini, har også noteret sig, at Dansk Folkepartis forslag har en fælles rød tråd: Fundamentalistisk kristendom.

I en kronik i Jyllands-Posten fortæller hun, hvordan Dansk Folkeparti har fremsat det ene forslag efter det andet, som skulle indføre kristendommen i den danske lovgivning:


Det er ikke tilfældigt, at nogle af Dansk Folkepartis primære ideologiske arkitekter er fundamentalistiske præster. Se også et efterfølgende interview af Christine Antorini her.

Hør nu her, Pia: Justicia har ikke tørklæde på, hun har bind for øjnene. Det betyder, at loven skal ses objektivt, så skyld eller uskyld bliver afgjort uden fordomme eller holdninger. Kan man ikke det i tilstrækkelig grad, så klarer man sig ikke gennem sin kandidateksamen som jurist. Hvis man prøver at fedte sine egne religiøse dogmer ind i en dom her i landet, så får man problemer som jurist, uanset om man bærer tørklæde eller kors.

Og hvis en gammel dame eller mand bliver så for­skræk­ket af, at den kom­mu­na­le ser­vi­ce­me­d­ar­bej­der har tørklæ­de på, at hun eller han er bange for at mod­ta­ge hjælp, så har den på­gæl­den­de gam­ling nok ikke særlig megen brug for hjælp.

Hvad angår tørklæder i skolerne, så har lærerne til opgave at formidle fagligt stof, og på dette punkt er kristendomskundskab det eneste religiøse fag, lærerne bliver påbudt at at formidle.

Efter at Birte Rønn Hornbech (V) forgæves forsøgte at trække regeringens udlændinge- og integrationspolitik ud af Dansk Folkepartis kløer, nåede Dansk Folkeparti at begå en taktisk bommert, da Kristian Thulesen Dahl (DF) m.fl. afslørede, at Dansk Folkepartis mange indvandrerfjendtlige holdninger er, at partiet virkelig er så antimuslimsk, som de af deres modstandere er blevet anklaget for at være.

Det tog ikke lang tid, før Kristian Thulesen Dahl mærkede, at det blev dårligt modtaget, og i rette populistiske partiånd skyndte han sig at melde ud, at det - formentlig ligesom de mange andre "uheld" - var et "uheldigt" ordvalg.

I princippet kunne jeg bifalde Dansk Folkepartis (midlertidigt) klare udmelding om emnet, idet jeg som kompromisløs ateist også er antimuslimsk. For at jeg kunne støtte Dansk Folkepartis holdning ville det dog være nødvendigt, at Dansk Folkeparti på samme måde erklærede sig antikristent, antibuddhistisk eller mere generelt: Antireligiøst. Men dette ville man aldrig høre fra Dansk Folkeparti, der tilsvarende har gjort det helt klart, at kristne symboler er acceptable, ligesom vi blandt partiets ideologiske autoriteter finder Søren Krarup og Jesper Langballe, der begge må karakteriseres som fundamentalistiske kristne præster, og ligesom man i partiets principprogram kan finde eksplicit støtte til Folkekirken samt ønske om bevarelse af bl.a. den danske (kristne) tro i kulturarven.

Dansk Folkeparti er bestemt ikke antireligiøst, og vil næppe heller selv ønske en sådan betegnelse. Tværtimod er Dansk Folkeparti karakteriseret ved en uforholdsvis stærk støtte af kristendommen. På dette grundlag er selvbeskrivelsen "antimuslimsk" et udtryk for, at Dansk Folkeparti reelt fører diplomatisk, religiøs krig, idet Dansk Folkeparti repræsenterer den ene - og angribende - part af de to religiøse fronter.