Nyeste i Samfund emnet

TV2 har besluttet at genudsende julekalenderen "Jesus og Josefine". Dette gav tilfældigvis anledning til det allerførste indlæg på denne blog, og fik bloggen eksponeret i TV2 Nyhederne, hvor en af julekalenderens forfattere blev konfronteret med spørgsmål, som han gjorde meget ud af at undvige.

Dengang måtte Aminas kritik nødvendigvis være en smule spekulativ, men nu ved vi alle mere om julekalenderen.

Det blev blandt andet tydeligt, at "Jesus og Josefine" virkelig var en religiøs vodkanisse til de små børn, idet medforfatteren, Bo Hr. Hansen, har givet udtryk for, at han ønskede at udbrede det kristne budskab ved hjælp af julekalenderen - stik imod hans forklaring i nyhederne i øvrigt.

I efterspillet har kristne grupperinger også genkendt den stærke kristne propaganda i en sådan grad, at en af dem benyttede "Jesus og Josefine" samt den ene af seriens bagmænd i deres løbesedler, og julekalenderen bliver også benyttet til undervisning af konfirmander samt pushet til skolerne til undervisning i kristendom. Bubber (den ene bagmand) har også bidraget til den fundamentalistiske kristne gruppe "Evangelist", hvor han forklarer, hvordan han benyttede "Jesus og Josefine" som propaganda.

Hvis ikke det var tydeligt, at der var tale om religiøs propaganda mod børn allerede i omtalen af "Jesus og Josefine" i 2003, da julekalenderen blev introduceret, må en eventuel tvivl være fjernet i dag. Både de kristne grupperingers glæde for serien og forfatterens egne udtalelser beviser det.

Man sparer mange penge ved at melde sig ud af den organisation, der er for den danske stat, hvad muslimske sharia-holdninger er for en mellemøstlig stat: Glem topskat og mellemskat, og meld dig ud af Folkekirken. Du får over en halv million i pension, hvis du sparer pengene op i stedet.

Og hvis du synes, at alle pengene er godt givet ud, fordi du støtter den kristne næstekærlighed, så tænk et øjeblik på, hvad du kunne udrette, hvis du brugte en halv million på U-landsstøtte.

Hvad venter du på? Melder du dig ud, eller er du en hykler, der bare bruger kirkeskatten som aflad for at bilde dig selv ind, at du er åh så næstekærlig? Husk, hvad din Jesus sagde om farisæerne.

Abdul Wahid Pedersen er blevet kritiseret for det. Asmaa Abdol-Hamid er blevet kritiseret for det. Fatih Alev er blevet kritiseret for det: De har alle udtrykt sig så tvetydigt om deres holdning til dødsstraf, at ingen ved, hvor man har dem. På den ene side har de sagt ganske ligeud, at deres religion påbyder dødsstraf for diverse forseelser mod religionen; og på den anden side har de sagt, at den slags ikke er tilladeligt.

Når de således er blevet bedt om at tage stilling til et spørgsmål, som der kun kan være ét svar på, har de alligevel valgt at svare både ja og nej. Så kan man vælge en af to ting. Enten kan man vælge at høre, hvad man gerne vil høre (og her vælger den skingre højrefløj konsekvent at høre muslimerne være fortalere for dødsstraf, mens venstrefløjen hører dem tage afstand fra det), eller også kan man prøve at forstå, hvad det egentlig er, de siger.

Det sidste er heldigvis ikke så svært. Det kræver bare, at man et øjeblik "krydser over" og ser det fra deres side.

Jeg har fulgt til­stræk­ke­ligt med i psy­ko­lo­gi, re­li­gions­vi­den­skab og fi­lo­so­fi, til at jeg kan udtale mig ri­me­lig kva­li­fi­ce­ret i for­hold til læg­mand. Det skyl­des del­vist Aminas fag­ud­dan­nel­se (ba­che­l­or i psy­ko­lo­gi, ma­sters i re­li­gions­vi­den­skab), men også i nogen ud­stræk­ning mine egne, helt ure­la­te­re­de til­nær­mel­ser til em­ner­ne, der in­vol­ve­rer uni­ver­si­tetslæ­re­stof frem for po­pu­lær­vi­den­skab.

Derfor ved jeg også mere om re­li­gion m.m., end mine tem­me­lig kon­tan­te ud­mel­din­ger her på blog­gen giver ind­tryk af. Det er ikke til­fæl­digt, at jeg vælger den "af­stum­pe­de" ind­gangs­vin­kel frem for den per­spek­ti­ve­re­de, for­stå­en­de og to­le­ran­te.

Jeg kan for­ment­lig godt sætte mig ind i en skizof­ren per­sons per­ver­te­re­de logik eller følge en pa­ra­noid per­sons mær­ke­li­ge vir­ke­lig­heds­op­fat­tel­se. Det giver mening for dem selv, og denne mening kan jeg godt se fra deres syns­punkt.

Det giver mig bare ikke den mind­ste smule lyst til selv at være skizof­ren eller pa­ra­noid, og jeg kan be­stemt heller ikke tage deres for­slag til, hvor­dan jeg bør re­a­ge­re, se­ri­øst. Og jeg vil ikke finde mig i an­kla­ger eller "selv­for­svar" fra en pa­ra­noid person, som mener, at jeg er efter ved­kom­men­de. Jeg er normal, og kan ikke se nogen som helst grund til at opføre mig som en sinds­syg, eller til at vi skulle in­d­ret­te sam­fun­det, så det passer til deres vanvid.

Jeg kan til gengæld se en yderst god pointe i, at vi er uenige i en forskruet logik, og at vi i stedet opfører os normalt og indretter samfundet derefter.

Jeg er også udmærket klar over, at religion blandt andet kan anskues som et mentalt system, der giver en nogenlunde sammenhængende forklaringsmodel for ens opfattelse af virkeligheden, både i forhold til, hvordan "alt" er struktureret, og hvordan man bør opføre sig overfor hinanden, og jeg kan se, hvordan religion kan dækker en vis mængde af folks følelsesmæssige behov. Eller jeg kan se religion som et mere samfundsorienteret fænomen, hvor religion er en indkodning af samfundets forestilling om, hvordan samfundet "burde" være. En sådan brug af religion er i en vis forstand ganske meningsfuld, og kan ikke automatisk anskues som skadelig eller uheldig.

Jeg kan sagtens forstå, hvordan det styrker den jødiske religions identitet, at små drenge skal have skåret dele af penis, hvorfor kvinder skal gå i burka, hvorfor bøsser er en vederstyggelighed, hvordan en selvmordsbomber ser mening i sin handling, hvordan stjernetegnene siger noget om ens personlighed, ja der er nærmest ingen grænser for, hvad jeg kan sætte mig ind i og se rimeligheden i – set fra den religiøse gruppes perspektiv.

Men uanset om jeg kan gennemskue den indre logik og sætte mig ind i den interne fornuft, så kan jeg ikke se nogen som helst grund til, at jeg derfor skulle acceptere fysisk vold, at jeg skulle benytte mig af religiøse menneskers verdensopfattelse, at deres værdier og moral også er gyldige for mig, at jeg skal tro på deres diverse nisser, at samfundet skal indrettes på deres præmisser, eller at jeg skal ofre noget for dem.

Jeg kan til gengæld se en yderst god pointe i, at vi er uenige i, at drenge og piger skal skæres i kønsdelene, at vi afviser at leve under shariah, at vi forlanger religiøse værdier fjernet fra politik, at numerologi forbydes som kriterum før jobansøgere, og at vi afviser religiøse vurderinger af andres religioner. Jeg kan se en yderst god pointe i, at vi til gengæld satser på videnskab og humanisme uden hensyntagen til, hvad diverse religioner måtte have af holdninger til det.

Det er en helt og aldeles rimelig og rationel pointe at være både lodret og vandret uenig og erklære overfor enhver religion, at de sikkert giver en masse mening for dem selv, men at det er noget vrøvl.

Kristendommen udgør en væsentlig del af den danske kultur, og derfor skal børn også undervises særligt om (eller i, hvis man ønsker forkyndelse) netop denne religion i skolen. Det er simpelt hen en undervisning i at være dansk. Sådan lyder argumentet fra selv ateister og ikke-kristne troende.

Jeg må afvise argumentet med en simpel observation:

Regeringen tvinger kommunerne til at tilbyde mad til børnehavebørn, og Københavns Kommune er parat til at servere halal-kød til børnene for at sikre, at de mange muslimske børn i København også kan benytte ordningen. Dette har ikke overraskende udløst ramaskrig fra "bekymrede danskere", som dels føler sig krænkede over, at der tages hensyn til muslimer, og dels er bange for, at de danske børn mister deres danske kulturtradition sammen med svinekødet. Nu er der formentlig tale om en storm i et glas vand, da der nok nærmere er tale om, at kommunen vil sikre sig, at der bliver taget hensyn til både danskere og muslimer. Hvis der f.eks. serveres smørrebrød, så er det vel oplagt, at man kan servere flere slags, ligesom to slags kød til katoflerne nok kan arrangeres. Men lad os da gå med på tanken, og i hvert fald forstille os, at det fremover bliver nul svinekød og kun halalslagtet oksekød.

Søren Krarup (DF) har igen gjort sig uheldigt bemærket ved at insistere på den revselsret, som Dansk Folkeparti siden 1997 har insisteret på, at de ville have genindført. Når hverken Søren Krarup eller nogen anden har hørt, at partiet skulle have skiftet standpunkt, må Pia Kjærsgaards seneste afstandtagen fra Søren Krarups udtalelse alene opfattes som damage control, som ikke vil få den mindste smule politiske følger.

I de efterfølgende debatter er der en vinkel, som for mig at se er blevet overset. Det er det forhold, at Søren Krarup er fanatisk kristen af Luthersk lære, og at revselsesretten opfattes som helt nødvendig i denne kristne tradition.

Det er i den Lutherske lære, at retten til at revse sine børn er uløseligt forbundet med retten til også at revse resten af husholdningen. Som mand havde man ikke blot retten til, man forventedes ligefrem som familiens overhovede (og kvindens hovede), at revse såvel børn som hustru, tyende og husdyr, idet denne handling ansås som en beskyttelse mod såvel galgen som Skærsilden.

Søren Krarup følger den Lutherske holdning, og derfor er det helt naturligt, at han - samt Dansk Folkeparti på grund af partiets fundamentalistiske kristne placering - har denne indstilling til revelsesretten. Når man ser på Dansk Folkepartis holdning til, hvordan børn bør opdrages, er det også tydeligt, at "en god endefuld" er vejen frem. Det var denne retorik, man hørte blandt deres støtter på internettet i forbindelse med bl.a. optøjerne omkring Ungdomshuset, og holdningen om strengere straffe leder også tankerne over på et ønske om en form for implementering af revselsesretten via den øvrige lovgivning.

Det er straks mere interessant, om Søren Krarup og resten af hans parti dermed også mener, at man bør fastholde retten til at slå sin kone, sine husdyr og sine ansatte, når nu den tradition, han ønsker at fastholde, også dækker over disse. Og hvis ikke: Hvorfor er det så netop børnene, der stadig skal have bank, mens de andre i husstanden går fri?

Det kunne også være interessant at vide, om Dansk Folkepartis ønske om, at indvandrerfamilier skal være mere disciplinære overfor deres børn, skal tages som udtryk for, at Dansk Folkeparti bevidst eller ubevidst forsøger at trække den Lutherske tradition ned over hovedet på dem.

I følge Lars Ahlin, lektor i religionsvidenskab ved Århus Universitet, har ens sociale klasse indflydelse på ens valg af religion.

Vores samfund er delt sådan op, at cirka to trediedele af befolkningen er "middelklassen", mens resten er marginaliserede grupper. Lars Ahlin har fundet ud af, at der er direkte sammenhæng mellem individers valg af religion og den samfundsgruppe, de tilhører.

FN tager den naturlige konsekvens af, at organisationen består af mange kulturer: Når en stor gruppe af dens medlemmer har konsensus om en bestemt fridag, så indgår denne fridag som et ønske til den samlede "pulje" af fridage, der er til forhandling.

Således er muslimernes helligdag "Eid" nu en fridag hos FNs medarbejdere, og den kristne helligdag "Kristi Himmelfartsdag" er inddraget, for at dette kan lade sig gøre.

Eftersom man som ateist må notere, at ingen dag kan være hellig for andre end de, der tror, at den af mystiske årsager skulle være hellig, så må det ateistiske standpunkt være, at det primært handler om, hvor mange fridage, man skal budgettere med, på lige fod med ferieforhandling, og så i øvrigt finde ud af, hvordan de fordeles bedst muligt.

Det er i hvert fald en glidebane at lade alle mulige og umulige religioner definere, hvornår der skal holdes fridag. Det ville give anledning til en så stor mængde helligdage, at der næppe ville være en eneste arbejdsdag tilbage for Unicef. Alternativet, hvor hver religion fik lov til at holde fri på sine egne mærkedage, er heller ikke heldigt, fordi forskellige religioner har forskelligt antal helligdage, og fordi det ville være svært at koordinere et samarbejde, hvor der skulle holdes styr på alle disse forskellige fridage.

De danske præster er naturligvis ikke glade for, at deres religiøse forestillinger om, at netop deres helligdage skulle være mere specielle end andre dage, er komplet idiotiske for alle andre end dem selv. Helt i tråd med sædvanlig religiøs praksis foreslår nogle af de danske præster derfor en af de dummeste løsninger: Nemlig at der skal gøres plads til alle religioners helligdage, fordi de jo ellers kunne risikere, at også deres egen religion en gang i mellem skulle give sig lidt.

FN har valgt den løsning, jeg ville foretrække: Der er en fast pulje af fridage, og så må man forhandle sig frem til, hvilke religioners helligdage, de kan lægges på. Et muligt forhandlingsudgangspunkt ville være at identificere, hvad de enkelte religioner foretager sig den pågældende dag. Såfremt det er noget, der kun kan lade sig gøre på disse bestemte dage, kan det give mening at lade disse religioner have forvalgsret, og modsat hvis dagen f.eks. bare benyttes som en almindelig fridag. Men ingen religion kan have forvalgsret, for uden guder er ingen helligdag hellig.

"Hvis mænd skulle føde, så ville det ikke gøre så ondt!" er et kendt argument fra gravide kvinder, der beklager sig over smerten og besværet før og under fødsel. Bemærkningen er rettet mod den kendsgerning, at det traditionelt har været mænd, der stod for stort set enhver lægelig behandling og forskning, og at disse mænd ikke har følt et specielt nærværende behov for at bekæmpe de fødselssmerter, som de jo ikke kunne mærke.

I stedet har man argumenteret for, at smertebehandlingen var imod naturens orden, og at det sikkert var skadeligt for både mor og barn, hvis ikke en fødsel foregik under smerter. Personligt mistænker jeg en vis religion, hvor kvinden blev dømt til at føde i smerte, for at have været stærkt medvirkende til denne holdning.