Nyeste i Samfund emnet

Regeringen tvinger kommunerne til at tilbyde mad til børnehavebørn, og Københavns Kommune er parat til at servere halal-kød til børnene for at sikre, at de mange muslimske børn i København også kan benytte ordningen. Dette har ikke overraskende udløst ramaskrig fra "bekymrede danskere", som dels føler sig krænkede over, at der tages hensyn til muslimer, og dels er bange for, at de danske børn mister deres danske kulturtradition sammen med svinekødet. Nu er der formentlig tale om en storm i et glas vand, da der nok nærmere er tale om, at kommunen vil sikre sig, at der bliver taget hensyn til både danskere og muslimer. Hvis der f.eks. serveres smørrebrød, så er det vel oplagt, at man kan servere flere slags, ligesom to slags kød til katoflerne nok kan arrangeres. Men lad os da gå med på tanken, og i hvert fald forstille os, at det fremover bliver nul svinekød og kun halalslagtet oksekød.

Søren Krarup (DF) har igen gjort sig uheldigt bemærket ved at insistere på den revselsret, som Dansk Folkeparti siden 1997 har insisteret på, at de ville have genindført. Når hverken Søren Krarup eller nogen anden har hørt, at partiet skulle have skiftet standpunkt, må Pia Kjærsgaards seneste afstandtagen fra Søren Krarups udtalelse alene opfattes som damage control, som ikke vil få den mindste smule politiske følger.

I de efterfølgende debatter er der en vinkel, som for mig at se er blevet overset. Det er det forhold, at Søren Krarup er fanatisk kristen af Luthersk lære, og at revselsesretten opfattes som helt nødvendig i denne kristne tradition.

Det er i den Lutherske lære, at retten til at revse sine børn er uløseligt forbundet med retten til også at revse resten af husholdningen. Som mand havde man ikke blot retten til, man forventedes ligefrem som familiens overhovede (og kvindens hovede), at revse såvel børn som hustru, tyende og husdyr, idet denne handling ansås som en beskyttelse mod såvel galgen som Skærsilden.

Søren Krarup følger den Lutherske holdning, og derfor er det helt naturligt, at han - samt Dansk Folkeparti på grund af partiets fundamentalistiske kristne placering - har denne indstilling til revelsesretten. Når man ser på Dansk Folkepartis holdning til, hvordan børn bør opdrages, er det også tydeligt, at "en god endefuld" er vejen frem. Det var denne retorik, man hørte blandt deres støtter på internettet i forbindelse med bl.a. optøjerne omkring Ungdomshuset, og holdningen om strengere straffe leder også tankerne over på et ønske om en form for implementering af revselsesretten via den øvrige lovgivning.

Det er straks mere interessant, om Søren Krarup og resten af hans parti dermed også mener, at man bør fastholde retten til at slå sin kone, sine husdyr og sine ansatte, når nu den tradition, han ønsker at fastholde, også dækker over disse. Og hvis ikke: Hvorfor er det så netop børnene, der stadig skal have bank, mens de andre i husstanden går fri?

Det kunne også være interessant at vide, om Dansk Folkepartis ønske om, at indvandrerfamilier skal være mere disciplinære overfor deres børn, skal tages som udtryk for, at Dansk Folkeparti bevidst eller ubevidst forsøger at trække den Lutherske tradition ned over hovedet på dem.

I følge Lars Ahlin, lektor i religionsvidenskab ved Århus Universitet, har ens sociale klasse indflydelse på ens valg af religion.

Vores samfund er delt sådan op, at cirka to trediedele af befolkningen er "middelklassen", mens resten er marginaliserede grupper. Lars Ahlin har fundet ud af, at der er direkte sammenhæng mellem individers valg af religion og den samfundsgruppe, de tilhører.

FN tager den naturlige konsekvens af, at organisationen består af mange kulturer: Når en stor gruppe af dens medlemmer har konsensus om en bestemt fridag, så indgår denne fridag som et ønske til den samlede "pulje" af fridage, der er til forhandling.

Således er muslimernes helligdag "Eid" nu en fridag hos FNs medarbejdere, og den kristne helligdag "Kristi Himmelfartsdag" er inddraget, for at dette kan lade sig gøre.

Eftersom man som ateist må notere, at ingen dag kan være hellig for andre end de, der tror, at den af mystiske årsager skulle være hellig, så må det ateistiske standpunkt være, at det primært handler om, hvor mange fridage, man skal budgettere med, på lige fod med ferieforhandling, og så i øvrigt finde ud af, hvordan de fordeles bedst muligt.

Det er i hvert fald en glidebane at lade alle mulige og umulige religioner definere, hvornår der skal holdes fridag. Det ville give anledning til en så stor mængde helligdage, at der næppe ville være en eneste arbejdsdag tilbage for Unicef. Alternativet, hvor hver religion fik lov til at holde fri på sine egne mærkedage, er heller ikke heldigt, fordi forskellige religioner har forskelligt antal helligdage, og fordi det ville være svært at koordinere et samarbejde, hvor der skulle holdes styr på alle disse forskellige fridage.

De danske præster er naturligvis ikke glade for, at deres religiøse forestillinger om, at netop deres helligdage skulle være mere specielle end andre dage, er komplet idiotiske for alle andre end dem selv. Helt i tråd med sædvanlig religiøs praksis foreslår nogle af de danske præster derfor en af de dummeste løsninger: Nemlig at der skal gøres plads til alle religioners helligdage, fordi de jo ellers kunne risikere, at også deres egen religion en gang i mellem skulle give sig lidt.

FN har valgt den løsning, jeg ville foretrække: Der er en fast pulje af fridage, og så må man forhandle sig frem til, hvilke religioners helligdage, de kan lægges på. Et muligt forhandlingsudgangspunkt ville være at identificere, hvad de enkelte religioner foretager sig den pågældende dag. Såfremt det er noget, der kun kan lade sig gøre på disse bestemte dage, kan det give mening at lade disse religioner have forvalgsret, og modsat hvis dagen f.eks. bare benyttes som en almindelig fridag. Men ingen religion kan have forvalgsret, for uden guder er ingen helligdag hellig.

"Hvis mænd skulle føde, så ville det ikke gøre så ondt!" er et kendt argument fra gravide kvinder, der beklager sig over smerten og besværet før og under fødsel. Bemærkningen er rettet mod den kendsgerning, at det traditionelt har været mænd, der stod for stort set enhver lægelig behandling og forskning, og at disse mænd ikke har følt et specielt nærværende behov for at bekæmpe de fødselssmerter, som de jo ikke kunne mærke.

I stedet har man argumenteret for, at smertebehandlingen var imod naturens orden, og at det sikkert var skadeligt for både mor og barn, hvis ikke en fødsel foregik under smerter. Personligt mistænker jeg en vis religion, hvor kvinden blev dømt til at føde i smerte, for at have været stærkt medvirkende til denne holdning.

For noget tid siden var der en undersøgelse, der viste, at det kun var få nydanskere, som havde prøvet at være blevet inviteret hjem og spise hos etniske danskere. Grundene er nok mange, men en af de mere harmløse er nok, at en del etniske danskere måske føler det som en særlig udfordring at tilberede mad til f.eks. muslimer. Jeg blev selv opmærksom på denne problematik for nogen tid siden, da jeg overvejede at invitere forældrene til en af mine børns kammerater til middag. Forældrene er muslimer, og selv om jeg har tjek på de spiseregler, der er indenfor islam, så havde jeg ingen anelse om, hvor der lå en halal-slagter. Telefonbogen var heller ikke til meget hjælp, så det lykkes faktisk først at lokalisere en halalslagter, da jeg spurgte mig for i de lokale etniske specialbutikker.

At det så faktisk næppe var nødvendigt at gå ud og lede efter en halalslagter er så en anden sag. Mine børn har ofte haft muslimske venner hjemme på besøg, og jeg har i den forbindelse altid tjekket med forældrene, inden jeg serverede noget, som måske kunne være et problem. Eller rettere: I begyndelsen undlod jeg systematisk at servere noget som helst, som indeholdt svinekød eller rester af svin, ligesom jeg undlod at servere andre former for kød end kylling. Det danske kyllingekød er nemlig som oftest er halalslagtet under alle omstændigheder. Efter at have snakket madvaner med adskillige, gik det dog op for mig, at min egen håndhævelse af muslimske forskrifter faktisk var noget mere omfattende, end hvad de fleste muslimer selv gjorde. F.eks. var jeg tilsyneladende den eneste, der tænkte på at screene kager og kiks for animalsk fedtstof, ligesom jeg også var den eneste, der sorterede vingummierne fra pga. indeholder af gelatine. I praksis har jeg aldrig oplevet nogen egentlige problemer med at servere mad for mine børns kammerater. At vælge kyllingeprodukter frem for svinekød er normalt nok, og det er da til at håndtere.

Socialdemokratiets uddannelsesordfører, Christine Antorini, har også noteret sig, at Dansk Folkepartis forslag har en fælles rød tråd: Fundamentalistisk kristendom.

I en kronik i Jyllands-Posten fortæller hun, hvordan Dansk Folkeparti har fremsat det ene forslag efter det andet, som skulle indføre kristendommen i den danske lovgivning:


Det er ikke tilfældigt, at nogle af Dansk Folkepartis primære ideologiske arkitekter er fundamentalistiske præster. Se også et efterfølgende interview af Christine Antorini her.

Som nogen måske husker, fremsatte Pernille Rosenkrantz-Theil (Ø) for nogle år siden et forslag om, at Grundloven skulle ændres, så kirke og stat adskilles. Det lykkedes imidlertid Birthe Rønn Hornbech (V) at lukke munden på den langt mindre erfarne Pernille Rosenkrantz-Theil med et taktisk træk, idet Birthe Rønn Hornbech kunne henvise til, at Folketingspolitikere har svoret på Grundloven, og at Pernille Rosenkrantz-Theil med dette forslag kunne blive bortvist fra Folketinget - og dermed faldt forslaget på stedet.

Enhedslisten fremsætter i dag en række lovforslag, der kan bidrage til adskillelsen af kirke og stat i den omfang, det er muligt, uden at det vil kræve en ændring af Grundloven. Helt specifikt vil Enhedslisten fremsætte forslag om at afskaffe kristendomsundervisningen, fjerne konfirmationsforberedelsen fra undervisningstiden, afskaffe kirkeskatten, afskaffe trossamfunds specielle skattebegunstigelser, samt fjerne kirkens indblanding i fødsler, dødsfald, partnerskaber og navngivning.

Læs mere på Johanne Schmidt-Nielsens blog. Husk i øvrigt at holde øje med jeres egne fortrukne partiers reaktion på disse forslag. Det siger nemlig lidt om, hvor interesserede de er i at blande religion og politik ligesom i nogle af de lande, som især højrefløjen er lidt skeptiske overfor.

Min holdning til religiøse mennesker er helt klar: De skal ikke have nogen mulighed for at øve indflydelse med deres religion. Derfor velkommer jeg Villy Søvndals kontante udmelding mod Hizb ut-Tahrir, som jeg gerne så hen et sted, hvor pebermarken er forvandlet til et glaskrater, og helst ca. 30 sekunder før forvandlingen.

Med et enkelt forbehold, altså:

Forbeholdet går ud på, at Villy Søvndal husker at komme med lige så kontante udmeldinger mod andre grupper, der i modsætning til Hizb ut-Tahrir lægger handling bag deres ord, og ikke som Hizb ut-Tahrir lader det blive ved retorikken.

Jeg ser derfor frem til, at Villy Søvndal også beder rablende gale og destruktive grupper såsom de følgende om at forlade landet: Vægterne (ledet af Moses Hansen), Faderhuset (ledet af Ruth Evensen) og Evangelist (ledet af Christian Hedegaard).

Jeg glæder mig også mig til, at Villy kommer med kritiske udsagn om sit eget partis præster og teologer. Go get 'em, Villy.

Muhammedkrisen, eller ”karikaturkrisen” som den også kaldes, tog udgangspunkt i tolv tegninger, som blev trykt i Jyllands-Posten 30. september 2005. Som reaktion på tegningerne sendte ambassadørerne fra elleve muslimske lande et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvori de bad om et møde. Dette afviste statsministeren. Efterfølgende udvidede konflikten sig til at omfatte voldelige demonstrationer i blandt andet Afghanistan, Gaza, Indien, Iran, Libanon, Libyen, Nigeria, Pakistan, Syrien og på Vestbreden, hvorunder der afbrændtes danske flag og ambassader. I forbindelse med konflikten høstede både Jyllands-Posten og Danmark desuden kritik af flere muslimske organisationer, herunder OIC, som repræsenterer 57 islamiske lande, den islamiske verdens samarbejdsorganisation ISESCO og den Arabiske Liga. Danmark modtog dog også lidt støtte, idet EUs udenrigsministre bakkede op om den danske regerings beskyttelse af ytringsfriheden. Den 26. februar 2006 kom sagen så op i FN, hvor formanden Kofi Anan kritiserede Danmark for ikke at have tilpasset sig den muslimske indvandring, men samtidig fastslog, at der skulle sættes en stopper for fundamentalismen (Wikipedia 2007a).