Nyeste i Samfund emnet

I følge Politiken fordømmer OIC - en verdensomspændende muslimsk organisation med 57 medlemslande - attentatforsøget på Kurt Westergaard. I følge en talsmand fra organisationens generalsekretariat strider det "fuldstændigt" mod islams lære og værdier.

Det er noget vrøvl. Islam har ikke noget facitliste. Der er ikke noget i islam, der kan misforstås, for den er ikke givet af nogen Allah (der jo ikke findes), og enhver tekst - især årtusind gamle tekster - er genstand for fortolkning. Det kan slet ikke lade sig gøre at læse en tekst, uden at man fortolker den. Når en stor gruppe muslimer siger, at islam går ud på dette og hint, så kan man ikke konkludere andet, end at der findes en stor gruppe muslimer, der mener dette. Man kan med lidt god vilje sige, at hvis gruppen er tilpas stor, er den repræsentativ for islam, men selv i dette tilfælde kan man højst tage gruppens udtalelser som et udtryk for deres selvopfattelse. Hvis man skal sige noget om islam på baggrund af repræsentative grupper, må man også se på, hvordan de i praksis opfører sig. Tilsvarende gælder også Al Qaeda; det eneste, man kan sige om islam på baggrund af Al Qaeda, er at der findes (mindre) grupperinger, som har en temmelig radikal opfattelse af islam. Men man kan ikke sige, at Al Qaeda har mere eller mindre ret i, hvad islam går ud på, end OIC har.

I en situation, hvor en mand bryder ind med kniv, hammer og økse (hvilket antyder, at han næppe er hyret af et velorganiseret terrornetværk, som burde kunne udstyre ham med f.eks. en pistol), bør der rimeligvis vurderes, om manden evt. er psykisk syg. Er dette tilfældet, er det sygdommen, og ikke islam, der er problemet. Hvis han har en meget unik og personlig opfattelse af islam og resulterende adfærd, som ikke rigtig deles af andre muslimer, er det også rimeligt at ekskludere ham fra definitionen af islam, lidt ligesom når en ingeniør eller en fysiker forkaster et åbenlyst forkert måleresultat.

Men selv med disse forbehold er OICs holdning lige så problematisk, som den er typisk. OIC tegner et glansbillede af islam, der går ud på, at islam skulle være ganske særligt fredelig. Problemet er det samme, som når kristne hævder, at deres religion er en næstekærlighedens religion: Hvis det var tilfældet, hvorfor er disse religioners reelle historie så en lang fortælling om grusomhed og overgreb? Det samme kan og bør siges om såvel buddhisme, jødedom og hinduisme. Ligegyldigt hvor selvforherligende disse diverse religioner er, er der intet der tyder på, at en af dem skulle skille sig ud ved at være mere fredelig end de andre.

Overvej: Hvor mange eksempler kan man nævne på en "god" gerning, udtalelse eller adfærd begået indenfor en bestemt religion, som ikke lige så vel kunne være udført af f.eks. en ateist eller en person fra en anden religion? Svaret er: Så mange eksempler, som man orker at komme med. Alle de gode gerninger, man som religiøs tilskriver sig selv, bliver lige så vel udført af andre mennesker. Overvej derefter: Hvor mange eksempler på grusomheder og overgreb er der gennem århundrederne begået, som kun kunne gøres i ateismens eller andre religioners navn? Hvis ellers man har blot en smule historisk hukommelse er svaret: Ingen, for alle religioner (med kortlivede, små grupperinger som mulige undtagelser) har en rig historie for umenneskelighed og grusomhed. Det giver slet ikke mening at sige om en bestemt religion, at den garanterer en fredelig eller moralsk adfærd, og at enhver afvigelse ikke er religionens skyld.

Det korte af det lange er, at hverken islam eller de andre religioner har det som et særligt værdigrundlag at være hverken mere eller mindre fredelige and de andre religioner. I bedste fald er det tom snak. I lidt værre fald har sådanne udtalelser til hensigt at rekruttere eller fastholde folk, der tror, at så længe de bare gennemfører umenneskelig politik eller mere direkte overgreb i deres religions navn, er de i virkeligheden lidt bedre end dem, det går ud over. OICs udtalelse bør fordømmes på lige fod med enhver anden form for religiøs propaganda.

Treenighedslæren er erstattet af den nye treenighed kristendom, demokrati og velfærdsstat, til skade for udviklingen mod et integreret og ligeværdigt samfund.

To seminarielektorer fra professionshøjskolen i København har for Undervisnings­ministeriet undersøgt 177 eksamensopgaver skrevet af lærerstuderende, som har fulgt det nye fag KLM (kristendomskundskab/livsoplysning/medborgerskab), som blev skabt ved en lovændring i 2007. Resultatet viser, at de nyuddannede lærere dels ved for lidt om kristendom, og dels opfatter positive værdier som bl.a. demokrati og tolerance som naturlige udløbere af kristendom.

Hvis man ønsker kvalitet i undervisningen, er det i sig selv beklageligt, hvis de nyuddannede lærere forlader læreuddannelsen med et overfladisk kendskab til de emner, som de skal undervise i. I en tid hvor kristendom og islam er blevet vigtige brikker i værdidebatten, er det dog ikke kun problematisk set ud fra et fagligt synspunkt, men også ud fra et værdipolitisk synspunkt.

I den igangværende værdidebat har især partierne på højrefløjen gjort kristendom og såkaldte ”kristne værdier” til en spydspids i kampen mod det, de opfatter som ”udansk anderledeshed” i form af ”forkerte” religioner, hudfarver og traditioner. På den baggrund er det måske ikke så overraskende, at værdidebatten også har påvirket de nyuddannede lærere, og at disse tilsyneladende har accepteret højrefløjens parole om kristendom, demokrati og velfærdsstat som en ny treenighed, som ikke kan tænkes uafhængigt af hinanden.

At det bestemt ikke forholder sig således, og at kristendommens bidrag til historien hverken har været entydigt demokratisk, tolerant eller positivt, er både undersøgelsens forfattere og formand for seminariets Religionslærerforening opmærksomme på. Desværre har seminarierne ikke været i stand til at formidle dette budskab. På seminarierne er kristendom tilsyneladende blevet transformeret til en form for humanistisk, demokratisk og tolerant filosofi uden tro på gud og ubehagelige religiøse forestillinger og krav, mens islam er blevet til en udemokratisk og middelalderlig modpol, uden mulighed for positivt samspil med den moderne danske kultur.

Det er højst beklageligt, at det er den slags fordomme og mangel på reel viden, som skal danne baggrund for Folkeskolens undervisning af de kommende generationer. Det gælder både for de kristne elever, som får vanskeligt ved at gebærde sig i et internationalt og multietnisk samfund, hvor de møder andre religioner og samfundsformer, men også for de ikke-kristne elever af dansk eller anden etnisk oprindelse, som skal kunne identificere sig med det danske samfund, og helst opfatte undervisningssystemet som objektivt, sagligt og velinformeret.

At undervise i religion, livsoplysning og medborgerskab ud fra en opfattelse af, at kristendom, demokrati og velfærdsstat er uløseligt forbundet, og ikke kan tænkes uafhængige af hinanden eller i konstellation med f.eks. andre livsfilosofier, er blot med til at grave grøfter, ekskludere, dæmonisere og fremmedgøre alle parter i forhold til hinanden. Desværre er det ikke et nyt fænomen, eller et fænomen, som alene kan begrundes i den nye uddannelsesordning. I 2006 påviste Catharine Linke i sit speciale, at undervisningsmaterialet, der blev benyttet i Folkeskolen, ikke alene fremstillede kristendom entydigt positivt, men også præsenterede andre religioner som mærkelige og forkerte. Linkes analyse af undervisningsmaterialet er desuden både før og siden blevet bakke op af andre religionsvidenskabsfolk, som har  efterlyst mere objektiveisme og faglighed i kristendomsundervisningen - samt mindre mission.

Det må helt åbenlyst være i alles interesse, at det faglige niveau højnes, og at både kristendom og islam får en mere objektiv og realistisk behandling i folkeskolen. Kun på den måde kan vi gøre os håb om, at vi i fremtiden kan få en mere nuanceret værdidebat, og et bedre grundlag for gensidig tolerance og respekt. 

Jeg har meget svært ved at støtte byg­geriet af moskeer i Dan­mark. Ikke fordi jeg har en spe­cifik mod­vilje mod lige netop Islam i for­hold til andre reli­gioner, men fordi jeg har en mod­vilje mod reli­gioner som sådan. Jeg er præcis lige så meget imod opfø­relsen af flere kristne kirker.

Et af argu­men­terne for opfø­relsen af moskeer er, at vi har reli­gions­frihed i Dan­mark, og at andre religi­oner har lige så megen ret til støtte, og til at være her, som kris­tendom­men har. Præmissen for argumentet køber jeg, men ikke argumentet. Jeg mener ikke, at præmissen understøtter, at man af hensyn til religionslighed skal opføre flere moskeer. Jeg mener derimod, at man af denne grund bør rive de eksisterende kirker ned, både billedligt talt og helt konkret. Lighed mellem religioner behøver ikke betyde, at enhver tænkelig religion - Scientologi, mormonerne, Evangelist, katolicismen, astrologi (i dens religiøse former), for nu blot at nævne nogle få - skal have ret til statsunderstøttede bygninger og uddannelse i deres respektive former for overtro. Lige ret kan også opnås ved at fratage den ene religion, der p.t. har særlige rettigheder, disse særlige rettigheder.

Man kan opnå lige ret ved at rive kirkerne ned og eliminere teologistudierne og statsstøtten til kristendommen, eller man kan opnå lige ret ved at støtte alle øvrige religioner lige så meget, som man i dag støtter kristendommen. Det sidste bliver ekstremt dyrt, for guder og religioner fås i hobetal, og hvem kan sige, hvad der er ægte og uægte religion? Plattenslagere kan hurtigt få frit spil.

Hvis endelig jeg skal identificere et acceptabelt argument for opførelse af moskeer - forudsat det sker med privat financiering - er det, at de skaber konkurrence mod den både økonomisk og lovgivningsmæssigt statsfavoriserede kristendom. Hvis andre religioner kan etablere sig som væsentlige spillere, kan de også gøre krav på at blive hørt og set, når Folkekirken forsøger at rane til sig af penge og rettigheder. Både i lovgivning og økonomi, samt i den sædvanlige kristne arrogance vil en stor konkurrent kunne påtvinge en noget mere ydmyg fremfærd og mindre magtfuldkommenhed fra Folkekirkens side. En sådan spirende religiøs pluralisme ville også gøre livet nemmere for vi ateister, for selv om bagsiden af medaljen er en accept af endnu flere religioner, er medaljens forside, at ingen af dem kan påberåbe sig den magt, som Folkekirken har i dag.

Over hele landet bliver sognepræst Per Ramsdal støttet, fordi han lagde hus til de irakiske flygtninge, der havde søgt tilflugt i Brorsons Kirke. Jeg vil ikke diskutere, hvorvidt han har vundet befolk­ningens flertal eller ej, men blot konstatere, at han støttes af en stor mængde mennesker her i landet. Over hele linien prises han for at udvise den "kristne næste­kærlighed", mens øvrige kristne såsom Birthe Rønn Hornbech og Dansk Folke­partis domme­dags­præster, mere eller mere eksplicit anklages for at svigte det kristne budskab.

Må jeg lige være fri. Hvad har Per Ramsdal, som vi andre ikke har, siden han var i stand til at give de irakiske flygtninge husly?

Svaret er simpelt: En kirke. Vedligeholdt af skatte­ydernes penge, opvarmet og belyst via Københavns forsyningsvæsen. Resten - mad, senge­plads, under­holdning, m.v. - bidrog en stor gruppe frivillige over hele landet med. Med sådan et hotel er det nemt at være næste­kærlig.

De øvrige kristne, som modsætter sig Per Ramsdal, har lige så meget patent på, hvad der er "rigtig" kristendom som Per Ramsdal og de, der støtter ham. De svigter over­hovedet ikke noget kristent budskab, for dette budskab har de lige så megen ret til at definere, som Per Ramsdal og enhver anden kristen. Kristen­dommen er menneske­skabt, og findes i så mange afskyg­ninger, at den "rigtige" kristendom slet ikke kan defineres. Evangelist og Fader­huset er lige så ægte kristen­dom som de dele af Folke­kirken, der støtter Per Ramsdal, og har lige så megen ret til at definere, hvad næste­kærlighed er.

Per Ramsdal og hans støtter mener utvivlsomt, at han og støtterne handler i over­ensstem­melse med deres religion, og at han retter sig efter et kristent næste­kærlig­hedsbud. Glemt er det, at dette næste­kærlig­hedsbud gennem tiden har haft mange ansigter. For nogle hundrede år siden brændte man mennesker på bålet af en næste­kær­lighed, der bød de kristne at redde de stakkels hekses sjæl fra Djævelen, og naturfolk og hele civili­sationer er blevet udslettet af de kristnes måde at vise næste­kær­lighed på. Opfattelsen af, hvem der har været ens "næste" har også haft en meget skiftende udvikling, og ve det folk, der faldt udenfor næste­kredsen.

Per Ramsdals kristne støtter mener sikkert, at han repræ­senterer en form for næste­kær­lighed, som lige netop deres form for kristendomstolkning står for. Hvad med alle vi, der ikke er kristne, og som har støttet irakerne: Er det så ikke næste­kær­lighed, eftersom det åbenbart er en kristen specialitet? Sig mig, hvad Fanden bilder I jer ind?! Det er ikke næste­kær­lighed, men hovmod og religiøs selvfedme at sige, at jeres støtte til irakerne er udtryk for kristen næstekærlighed, når I siger det om jer selv, og føj dertil arrogance og uforskam­methed, når I siger det om vi, der ikke er kristne. Den store støtte til Per Ramsdal klinger hult af kristnes dyrkelse og tilbedelse af sig selv.

Kristne har ikke patent på at behandle andre mennesker ordentligt, og set i skæret af historiens lys ville det også være særdeles risiko­belagt at overlade et så vigtigt forhold til en så historisk grusom tradition som kristen­dommen.

Det her handler om medmen­neske­lighed og sikring af et samfund, hvor man hjælper andre, fordi man også selv kan få brug for hjælp - og det er større end nogen gud.

Da jeg var 20, var min alderdom stadigt et fjernt skue. Krydsede tanken en sjælden gang mit sind, var det kun som en tryg forvisning om, at jeg ville få en sikker alderdom, idet et nogenlunde - omend langt fra perfekt - sundhedssystem ville sikre, at jeg ville få den pleje, jeg måtte have behov for.

Nu nærmer jeg mig de 40, og strøtanker om mit otium dukker op med stadigt kortere mellemrum. Jeg har også set, at sundheds- og ældresektoren målrettet er blevet udhungret i de 20 år, der er gået siden min på dét punkt sorgløse ungdom, og jeg frygter for, hvordan min tilværelse vil se ud, når jeg bliver gammel og henvises til fremtidens plejehjem - hvis de stadig findes til den tid.

Jeg er 45, og har allerede en velopbygget pensionsopsparing ligesom de mange andre, der har forstået, at hvis vi vil nyde vores otium, bliver det for vores helt egne penge. Men end ikke de bedst lønnede af os, der gennem et helt arbejdsliv betaler en væsentlig procendel af vores løn ind på en pensionsopsparing, vil nogensinde få råd til personlig pasning og pleje gennem en hel alderdom. Jeg ser på mine børn, der ser TV fra sofaen. De er begge teen-agere, og jeg indser, at selv om konflikter og skænderier er uundgåelige, må jeg aldrig begå utilgivelige fejl overfor dem, hvor jeg støder dem fra mig.

Nu er jeg 50, og den svage panik fra mine år i 40'erne - bekymringen om, at jeg måske ikke længere kunne nå alt det, jeg gerne ville - er overstået, for jeg ser nu hvert år som en gave og ikke som en trussel. Mit fokus for fremtiden er gledet fra at være rettet mod de ting, jeg stadig skulle nå, til at være de ting, jeg endnu har mulighed for. Min tryghed bliver stadigt vigtigere, og det er også derfor, at jeg ikke er så begejstret for mit ældste barns kæreste gennem det seneste års tid. Jeg bryder mig ikke særlig meget om ham, og han bryder sig bestemt heller ikke om mig. Min datter er dog glad for ham, og det må være det vigtigste. Alligevel håber jeg i mit stille sind, at hun bliver træt af ham og finder en fyr, der føler sig mere motiveret for at tilgodese mig, når jeg bliver gammel og har behov for hjælp.

Jeg er blevet 56, og skønt jeg har mange rige år endnu, ser min alderdom bestemt ikke tillokkende ud, hvis jeg skal satse på samfundets støtte. Det er tydeligt, at vi alle bliver afhængige af vore børns hjælp, hvis vor alderdoms oplevelser skal være mere end en seng og opvarmet mad. Mine børn har snart løbet hornene af sig, og er begyndt at se mere seriøst efter partnere. Jeg blander mig lidt i deres valg, for min alderdoms lykke og tryghed afhænger direkte af mine børns valg af partner. Og når man ellers ser på folks evne til at vælge fornuftige partnere på egen hånd, er det da urimeligt at give et faderligt råd?

Nu er jeg 82, og har sikkert kun få år tilbage. Ældreplejen er reduceret til industriel ukendelighed, men mine børns familier giver mig et bidrag i livet og en støtte, der stiller mig i en langt bedre situation end mange af mine med-beboere på plejehjemmet. I forhold til dem har jeg intet at klage over. Min nabo på plejehjemmet har ingen børn, og sygner hen i sin seng. Jeg håber for både min egen og mine børns skyld, at der ikke overgår dem noget slemt.

Jeg er blevet 86, og mine børn er godt oppe i 50'erne. I takt med, at min verden er blevet mindre, har de gennem flere år oplevet, hvordan min alderdom kræver deres støtte, og de ved, at det er kritisk for deres egen alderdom, at mine børnebørn får den rigtige partner. Mine børn blander derfor sig meget aktivt i mine børnebørns partnervalg - også mere, end jeg bryder mig om, selv om jeg godt forstår dem. De sikrer sig, at mine børnebørn får de rigtige venner, og de finder deres egne venner blandt familier, der kan bidrage med gode partnere til mine børnebørn.

Mine børn ånder først lettet op, da jeg bliver begravet i den høje alder af 97 år. Jeg har ikke været nem at gøre tilfreds på mine gamle dage, for jeg fik Alzheimers, da jeg var i starten af 90'erne. De sidste år har jeg klaget og skældt mine børn ud, når de besøgte mig, og jeg ikke genkendte dem. På grund af min sygdom ved jeg ikke med sikkerhed, om de besøgte og hjalp mig lige til det sidste, eller om jeg dør en lige så sølle død som min barnløse nabo på plejehjemmet, som kun så andre mennesker ved fodrings- og medicintid.

Da jeg fylder 110, har både mine børnebørn og mine oldebørn forlængst lært lektien. Der er ingen tvivl om, at man er afhængig af, at ens børn finder de rigtige partnere. Sådan er samfundet nu engang. Folk har også indset, at man bør få flere børn end for blot 50 år siden, for det er vigtigt at have børn, der kan bidrage til ens pasning, når man bliver gammel og ikke kan klare sig selv.

Mit første tipoldebarn fødes, da jeg er 121, og mine oldebørn kender allerede de familier, hvor tipoldebarnets partner skal findes. Disse familier er også interesserede i, at deres børn finder gode partnere. Fra alle sider forventes det, at børnenes partnervalg sker med forældrenes anbefalinger og oftest også efter deres godkendelse.

Min fødselsdato er der ingen, der husker længere, og det er derfor et tilfældigt sammentræf, at det er på min runde 150 års dag, at mine tipoldebørn bringer aftalerne om mine tip-tipoldebørns partnere på plads med en anden familie. Man ved, at for længe siden - dengang tipoldefar levede - havde man et uansvarligt samfund, hvor børnene lod deres forældre i stikken og fandt deres egne partnere, men sådan er det heldigvis ikke længere.

Da jeg fylder 200 år, har traditionen for aftalte ægteskaber været institutionaliseret i samfundet i så mange år, at ingen kan forestille sig, at andet kunne være rimeligt. Ingen finder det forsvarligt, at kvinder kan byde sig til overfor andre mænd med udfordrende påklædning, for en families ære er vigtig, når familiens sammenhold er nødvendig.

På min 300 års fødselsdag husker kun få, at det engang var anderledes, og endnu færre husker hvorfor. Ganske som i min barndom for snart 300 år siden opfattes den gældende samfundsmoral som aksiomatisk, ikke som en menneskeskabt størrelse, der er under stadig udvikling. Den tages for "givet", og i landets religion, der altid har fulgt med tiden - omend altid nogle årtiers skridt bagud - finder man i dag som dengang altid svaret på, hvem der har givet denne til enhver tid gældende samfundsorden og -moral. Religionen forklarer og konserverer samfundets orden, og Bibelens lærdom omkring ægteskaber er ikke til at gå fejl af.

I årene omkring min 400 års fødselsdag er mine landsmænd på flugt fra krig. De modtages kun lunkent af andre lande, der ser ned på mit folks og min verdensdels tradition for tvangsægteskaber, som vi forsvarer med vore religiøse traditioner. De er nervøse for, at vi fører vore middelalderlige traditioner til deres land. Værtslandet forlanger individuel frihed uden snærende bånd fra staten, hvor enhver borger påtvinges at betale for andres behov. Folk skal lære at opføre sig ansvarligt og selv spare deres pension sammen, så de ikke ligger deres børn til last, hverken over skatten eller via krav om, at børnene skal passe deres egne ældre.

Efter et halvt årtusinds vintre husker jeg ikke længere så godt. Jeg har glemt, at vi for 500 år siden skabte et samfund, der efter mange års tradition for personlig frihed indførte det system, der gjorde tvangsægteskaber og store børneflokke nødvendige. Jeg har glemt, at vi selv opfandt den religiøse forklaringsmodel for en tradition, vi forsøgte at fastholde, da vi måtte flytte til et land, hvor forholdene gjorde den unødvendig. Jeg har glemt, at vi dengang troede, at det var andre kulturer end vor egen, der ville påtvinge os disse traditioner. På få hundrede år glemmes og læres der meget, og jeg er en gammel mand.

I følge Politiken støtter flertallet af danskerne politiets aktion mod asylansøgerne, der havde søgt tilflugt i Brorsons Kirke. Men er det nu rigtigt?

Da DR berettede om sagen i TV-avisen, handlede undersøgelsen nemlig om, at flertallet af danskerne støttede, at politiet kunne rydde en kirke, eller om kirken fortsat skulle udgøre et urørligt sted.

Der er væsentlig forskel på disse to holdninger.

Personligt kender jeg ikke til noget Star Wars-kraftfelt omkring en kirke, der på en eller anden måde gør den urørlig, og jeg har heller ikke noget religiøst tabu, der forbyder mig bestemte handlinger i forhold til en bestemt gruppes specielle form for overtro. Derfor mener jeg også, at kirker er lige så oplagte kandidater til at blive dekoreret med dynamit, som så mange andre unødvendige bygninger er det. Der er ikke nogen grund til at blive forarget over, at politiet eller nogen anden krænker en kirke, for der findes ingen gud, der kan krænkes.

Det, som vi skal fokusere på, er ikke om nogen religiøs forestilling (i kraft af en kirke) er blevet krænket, men om flygtningens humanitære rettigheder er blevet det. Der er meget stor forskel på, om man støtter det ene eller det andet.

TV2 har besluttet at genudsende julekalenderen "Jesus og Josefine". Det var denne udsendelse, der gav anledning til det allerførste indlæg på denne blog, som fik bloggen eksponeret i TV2 Nyhederne, hvor en af julekalenderens forfattere blev konfronteret med spørgsmål, som han gjorde meget ud af at undvige.

Dengang måtte Aminas kritik nødvendigvis være en smule spekulativ, men nu ved vi alle mere om julekalenderen.

Det blev blandt andet tydeligt, at "Jesus og Josefine" virkelig var en religiøs vodkanisse til de små børn, idet medforfatteren, Bo Hr. Hansen, har givet udtryk for, at han ønskede at udbrede det kristne budskab ved hjælp af julekalenderen - stik imod hans forklaring i nyhederne i øvrigt.

I efterspillet har kristne grupperinger også genkendt den stærke kristne propaganda i en sådan grad, at en af dem benyttede "Jesus og Josefine" samt den ene af seriens bagmænd i deres løbesedler, og julekalenderen bliver også benyttet til undervisning af konfirmander samt pushet til skolerne til undervisning i kristendom. Bubber (den ene bagmand) har også bidraget til den fundamentalistiske kristne gruppe "Evangelist", hvor han forklarer, hvordan han benyttede "Jesus og Josefine" som propaganda.

Hvis ikke det var tydeligt, at der var tale om religiøs propaganda mod børn allerede i omtalen af "Jesus og Josefine" i 2003, da julekalenderen blev introduceret, må en eventuel tvivl være fjernet i dag. Både de kristne grupperingers glæde for serien og forfatterens egne udtalelser beviser det.

Man sparer mange penge ved at melde sig ud af den organisation, der er for den danske stat, hvad muslimske sharia-holdninger er for en mellemøstlig stat: Glem topskat og mellemskat, og meld dig ud af Folkekirken. Du får over en halv million i pension, hvis du sparer pengene op i stedet.

Og hvis du synes, at alle pengene er godt givet ud, fordi du støtter den kristne næstekærlighed, så tænk et øjeblik på, hvad du kunne udrette, hvis du brugte en halv million på U-landsstøtte.

Hvad venter du på? Melder du dig ud, eller er du en hykler, der bare bruger kirkeskatten som aflad for at bilde dig selv ind, at du er åh så næstekærlig? Husk, hvad din Jesus sagde om farisæerne.

Abdul Wahid Pedersen er blevet kritiseret for det. Asmaa Abdol-Hamid er blevet kritiseret for det. Fatih Alev er blevet kritiseret for det: De har alle udtrykt sig så tvetydigt om deres holdning til dødsstraf, at ingen ved, hvor man har dem. På den ene side har de sagt ganske ligeud, at deres religion påbyder dødsstraf for diverse forseelser mod religionen; og på den anden side har de sagt, at den slags ikke er tilladeligt.

Når de således er blevet bedt om at tage stilling til et spørgsmål, som der kun kan være ét svar på, har de alligevel valgt at svare både ja og nej. Så kan man vælge en af to ting. Enten kan man vælge at høre, hvad man gerne vil høre (og her vælger den skingre højrefløj konsekvent at høre muslimerne være fortalere for dødsstraf, mens venstrefløjen hører dem tage afstand fra det), eller også kan man prøve at forstå, hvad det egentlig er, de siger.

Det sidste er heldigvis ikke så svært. Det kræver bare, at man et øjeblik "krydser over" og ser det fra deres side.

Jeg har fulgt til­stræk­ke­ligt med i psy­ko­lo­gi, re­li­gions­vi­den­skab og fi­lo­so­fi, til at jeg kan udtale mig ri­me­lig kva­li­fi­ce­ret i for­hold til læg­mand. Det skyl­des del­vist Aminas fag­ud­dan­nel­se (ba­che­l­or i psy­ko­lo­gi, ma­sters i re­li­gions­vi­den­skab), men også i nogen ud­stræk­ning mine egne, helt ure­la­te­re­de til­nær­mel­ser til em­ner­ne, der in­vol­ve­rer uni­ver­si­tetslæ­re­stof frem for po­pu­lær­vi­den­skab.

Derfor ved jeg også mere om re­li­gion m.m., end mine tem­me­lig kon­tan­te ud­mel­din­ger her på blog­gen giver ind­tryk af. Det er ikke til­fæl­digt, at jeg vælger den "af­stum­pe­de" ind­gangs­vin­kel frem for den per­spek­ti­ve­re­de, for­stå­en­de og to­le­ran­te.

Jeg kan for­ment­lig godt sætte mig ind i en skizof­ren per­sons per­ver­te­re­de logik eller følge en pa­ra­noid per­sons mær­ke­li­ge vir­ke­lig­heds­op­fat­tel­se. Det giver mening for dem selv, og denne mening kan jeg godt se fra deres syns­punkt.

Det giver mig bare ikke den mind­ste smule lyst til selv at være skizof­ren eller pa­ra­noid, og jeg kan be­stemt heller ikke tage deres for­slag til, hvor­dan jeg bør re­a­ge­re, se­ri­øst. Og jeg vil ikke finde mig i an­kla­ger eller "selv­for­svar" fra en pa­ra­noid person, som mener, at jeg er efter ved­kom­men­de. Jeg er normal, og kan ikke se nogen som helst grund til at opføre mig som en sinds­syg, eller til at vi skulle in­d­ret­te sam­fun­det, så det passer til deres vanvid.

Jeg kan til gengæld se en yderst god pointe i, at vi er uenige i en forskruet logik, og at vi i stedet opfører os normalt og indretter samfundet derefter.

Jeg er også udmærket klar over, at religion blandt andet kan anskues som et mentalt system, der giver en nogenlunde sammenhængende forklaringsmodel for ens opfattelse af virkeligheden, både i forhold til, hvordan "alt" er struktureret, og hvordan man bør opføre sig overfor hinanden, og jeg kan se, hvordan religion kan dækker en vis mængde af folks følelsesmæssige behov. Eller jeg kan se religion som et mere samfundsorienteret fænomen, hvor religion er en indkodning af samfundets forestilling om, hvordan samfundet "burde" være. En sådan brug af religion er i en vis forstand ganske meningsfuld, og kan ikke automatisk anskues som skadelig eller uheldig.

Jeg kan sagtens forstå, hvordan det styrker den jødiske religions identitet, at små drenge skal have skåret dele af penis, hvorfor kvinder skal gå i burka, hvorfor bøsser er en vederstyggelighed, hvordan en selvmordsbomber ser mening i sin handling, hvordan stjernetegnene siger noget om ens personlighed, ja der er nærmest ingen grænser for, hvad jeg kan sætte mig ind i og se rimeligheden i – set fra den religiøse gruppes perspektiv.

Men uanset om jeg kan gennemskue den indre logik og sætte mig ind i den interne fornuft, så kan jeg ikke se nogen som helst grund til, at jeg derfor skulle acceptere fysisk vold, at jeg skulle benytte mig af religiøse menneskers verdensopfattelse, at deres værdier og moral også er gyldige for mig, at jeg skal tro på deres diverse nisser, at samfundet skal indrettes på deres præmisser, eller at jeg skal ofre noget for dem.

Jeg kan til gengæld se en yderst god pointe i, at vi er uenige i, at drenge og piger skal skæres i kønsdelene, at vi afviser at leve under shariah, at vi forlanger religiøse værdier fjernet fra politik, at numerologi forbydes som kriterum før jobansøgere, og at vi afviser religiøse vurderinger af andres religioner. Jeg kan se en yderst god pointe i, at vi til gengæld satser på videnskab og humanisme uden hensyntagen til, hvad diverse religioner måtte have af holdninger til det.

Det er en helt og aldeles rimelig og rationel pointe at være både lodret og vandret uenig og erklære overfor enhver religion, at de sikkert giver en masse mening for dem selv, men at det er noget vrøvl.