Nyeste i Satire og hån emnet
Thorning-sagen som skuespil på 8 sekunder
| Lix-tal: 56Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
Link til indlægget | Kommentarer (0)
Kinnock: "Jeg er hjemme!"
(pause)
Kinnock: "Skat?"
Thorning-Schmidt: "Shh!"
Emner
Satire og hån
I et lille land på en lille planet i et solsystem i en fjern galakse...
Kommandør Scaarup havde igen kaldt officererne sammen i messen.
"Rebellerne bliver stærkere, men jeg har et hemmeligt våben, som kan ødelægge rebellerne indefra", indledte Kommandør Scaarup.
Officererne lyttede spændt, og Kommandør Scaarup holdt spændingen hen, mens han gav officererne hints om sin genialitet.
"Hvad er fællestrækket for en helt stribe partier, som fik store problemer?"
"De kunne ikke definere sig selv?", foreslog sergent Doorman.
"Nej".
"De manglede en stærk fører?"
"Nej. Eller jo, men det var ikke derfor. Tænk på en nyttig idiot".
Der var stille. Med så mange muligheder at vælge mellem blandt partiets to hjælpegrupper var svaret ikke helt oplagt. Kommandør Scaarup hjalp forsamlingen på vej:
"Det er ikke løjtnant Thorr, jeg tænker på. Det er en person, der efterlod de Radikale stærkt svækket. Som gjorde den første Alliance fra Saxon til grin. Og som nu er hos de Konservative - og her ved vi jo godt, hvordan det ser ud i dag".
Så vidste forsamlingen, hvem han mente. Der var kun én person, der kunne sende et parti til tælling på så kort tid. Men hvor alle havde troet, at Nasser Kharder blev tiltrukket af skibbrud og katastrofer, var der ingen før Kommandør Scaarup, der havde indset, at det måske hang omvendt sammen - at det var Nasser Khader, der var årsagen til de omgående sammenbrud af alt, hvor han blev indblandet.
"Der findes næppe nogen større nar i denne galakse. En sand idiot, men det kan man jo også kun forvente med de abegener. Vi taler imidlertid om en nyttig idiot. En nyttig idiot, som vi placerer hos rebellerne, og som har en så koncentreret blanding af inkompetence og destruktionskraft, at idioten slet ikke behøver få at vide, at vi har placeret denne... forræder".
Der kom anerkendende nik i forsamlingen, og Kristian Maul fra Thule-selskabet, som stod lige bag Kommandør Scaarup, trådte frem.
"Her i partiet ser vi muligheder, hvor andre ser begrænsninger. Hvor andre ser dumme, uuddannede, lavkulturelle idioter, ser vi et enormt potentiale. Så meget, at de nærmest udgør vores energikilde".
"Nåh, det er Nasser Khader, der er dit hemmelige våben!", udbryd Martin Henriksen pludselig, og et lidt sammenbidt, bekræftende nik i hans retning fra Kommandør Scaarup bekræftede Martin Henriksens erkendelsesevner. Martin Henriksen åndede lettet op: "Jeg troede lige, at vi skulle til at skille os af med Mal'ene Harpe".
Kommandør Scaarup åbnede en forbindelse til den Konservative krydser, der altid cirklede i nærheden af Dansk Folkepartis moderskib, og etablerede kontakt til den Konservative leder.
"Lene, du vil gerne have vores støtte til Finansloven, ikke?"
"Ja, det vil vi jo altid gerne. Den sædvanlige pris?"
"Til dels. Det involverer i hvert fald mærkeligt-farvede arter. Vi skal bruge Nasser".
"Ja?"
"Du skal sørge for, at Nasser bliver plantet i rebellernes parti".
"Ikke andet?"
"Ikke andet", svarede Kommandør Scaarup, og formanede: "Det er en yderst vigtig opgave, Lene. Er du i stand til det?"
Lene Espersen stod ret. "Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt", lovede hun højtideligt.
"Fortæl ham, at han bliver populær af det", foreslog Kommandør Scaarup. "Det vil give den mørke side af sammenhængskraften tag i ham, så han vil gøre hvadsomhelst".
"Stol på mig, det bliver den nemmeste sag i verden", lovede Lene Espersen igen og tilføjede, "Det bliver den rene ferie".
Få dage senere indfriede Lene Espersen sit løfte til Kommandør Scaarup, idet hun overbeviste endnu et medlem af de Konservative om, at det var på tide at forlade partiet. Nasser Khader sendte skyndsomst en pressemeddelelse ud om, at han havde brug for lidt selvransagelse, og ikke havde planer om at vende tilbage til et af sine tidligere partier. Mens medierne svirrede af rygter, forberedte Nasser Khader forhandlingerne om sit afspring til rebellerne.
"Helle, min skat, hvordan går...", indledte Nasser Khader, men blev afbrudt af Helle Thornings hvasse blik.
"Jeg vil ikke høre det ord i min nærhed!", snappede hun.
"Undskyld, undskyld, jeg ville ikke... jeg forstår, det er vel noget med manden", snublede en overrumplet Nasser Khader i ordene.
"Stop så!", snerrede Helle Thorning, og Nasser Khader besluttede sig for at skifte væk fra noget, der åbenbart var et følsomt emne.
"Ja, jeg ville jo ikke... jeg forstår godt, du vil være i fred. Alle kan jo en gang i mellem have brug for at søge ly".
"NASSER!"
Nasser Khader så forvirret ud et øjeblik.
"Nej, min politik er skam financieret af det private erhvervsliv, så jeg er ikke nogen nas..."
"Hvad vil du", stoppede Helle Thorning ham, og Nasser Khader følte sig ikke sikker på, om det var ment som et spørgsmål. Han besluttede sig for at gå lige til sagen.
"Jo, Helle, du ved jo nok, at jeg lige har forladt et parti, hvor folk er løbet væk, så partiet er hullet som en schweizero..."
"Så er det NOK!" hvæsede Helle Thorning. Hendes holo-billede forsvandt, og Nasser Khader stod uforstående tilbage.
(Fortsættes...)
Kommandør Scaarup havde igen kaldt officererne sammen i messen.
"Rebellerne bliver stærkere, men jeg har et hemmeligt våben, som kan ødelægge rebellerne indefra", indledte Kommandør Scaarup.
Officererne lyttede spændt, og Kommandør Scaarup holdt spændingen hen, mens han gav officererne hints om sin genialitet.
"Hvad er fællestrækket for en helt stribe partier, som fik store problemer?"
"De kunne ikke definere sig selv?", foreslog sergent Doorman.
"Nej".
"De manglede en stærk fører?"
"Nej. Eller jo, men det var ikke derfor. Tænk på en nyttig idiot".
Der var stille. Med så mange muligheder at vælge mellem blandt partiets to hjælpegrupper var svaret ikke helt oplagt. Kommandør Scaarup hjalp forsamlingen på vej:
"Det er ikke løjtnant Thorr, jeg tænker på. Det er en person, der efterlod de Radikale stærkt svækket. Som gjorde den første Alliance fra Saxon til grin. Og som nu er hos de Konservative - og her ved vi jo godt, hvordan det ser ud i dag".
Så vidste forsamlingen, hvem han mente. Der var kun én person, der kunne sende et parti til tælling på så kort tid. Men hvor alle havde troet, at Nasser Kharder blev tiltrukket af skibbrud og katastrofer, var der ingen før Kommandør Scaarup, der havde indset, at det måske hang omvendt sammen - at det var Nasser Khader, der var årsagen til de omgående sammenbrud af alt, hvor han blev indblandet.
"Der findes næppe nogen større nar i denne galakse. En sand idiot, men det kan man jo også kun forvente med de abegener. Vi taler imidlertid om en nyttig idiot. En nyttig idiot, som vi placerer hos rebellerne, og som har en så koncentreret blanding af inkompetence og destruktionskraft, at idioten slet ikke behøver få at vide, at vi har placeret denne... forræder".
Der kom anerkendende nik i forsamlingen, og Kristian Maul fra Thule-selskabet, som stod lige bag Kommandør Scaarup, trådte frem.
"Her i partiet ser vi muligheder, hvor andre ser begrænsninger. Hvor andre ser dumme, uuddannede, lavkulturelle idioter, ser vi et enormt potentiale. Så meget, at de nærmest udgør vores energikilde".
"Nåh, det er Nasser Khader, der er dit hemmelige våben!", udbryd Martin Henriksen pludselig, og et lidt sammenbidt, bekræftende nik i hans retning fra Kommandør Scaarup bekræftede Martin Henriksens erkendelsesevner. Martin Henriksen åndede lettet op: "Jeg troede lige, at vi skulle til at skille os af med Mal'ene Harpe".
Kommandør Scaarup åbnede en forbindelse til den Konservative krydser, der altid cirklede i nærheden af Dansk Folkepartis moderskib, og etablerede kontakt til den Konservative leder.
"Lene, du vil gerne have vores støtte til Finansloven, ikke?"
"Ja, det vil vi jo altid gerne. Den sædvanlige pris?"
"Til dels. Det involverer i hvert fald mærkeligt-farvede arter. Vi skal bruge Nasser".
"Ja?"
"Du skal sørge for, at Nasser bliver plantet i rebellernes parti".
"Ikke andet?"
"Ikke andet", svarede Kommandør Scaarup, og formanede: "Det er en yderst vigtig opgave, Lene. Er du i stand til det?"
Lene Espersen stod ret. "Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt", lovede hun højtideligt.
"Fortæl ham, at han bliver populær af det", foreslog Kommandør Scaarup. "Det vil give den mørke side af sammenhængskraften tag i ham, så han vil gøre hvadsomhelst".
"Stol på mig, det bliver den nemmeste sag i verden", lovede Lene Espersen igen og tilføjede, "Det bliver den rene ferie".
Få dage senere indfriede Lene Espersen sit løfte til Kommandør Scaarup, idet hun overbeviste endnu et medlem af de Konservative om, at det var på tide at forlade partiet. Nasser Khader sendte skyndsomst en pressemeddelelse ud om, at han havde brug for lidt selvransagelse, og ikke havde planer om at vende tilbage til et af sine tidligere partier. Mens medierne svirrede af rygter, forberedte Nasser Khader forhandlingerne om sit afspring til rebellerne.
"Helle, min skat, hvordan går...", indledte Nasser Khader, men blev afbrudt af Helle Thornings hvasse blik.
"Jeg vil ikke høre det ord i min nærhed!", snappede hun.
"Undskyld, undskyld, jeg ville ikke... jeg forstår, det er vel noget med manden", snublede en overrumplet Nasser Khader i ordene.
"Stop så!", snerrede Helle Thorning, og Nasser Khader besluttede sig for at skifte væk fra noget, der åbenbart var et følsomt emne.
"Ja, jeg ville jo ikke... jeg forstår godt, du vil være i fred. Alle kan jo en gang i mellem have brug for at søge ly".
"NASSER!"
Nasser Khader så forvirret ud et øjeblik.
"Nej, min politik er skam financieret af det private erhvervsliv, så jeg er ikke nogen nas..."
"Hvad vil du", stoppede Helle Thorning ham, og Nasser Khader følte sig ikke sikker på, om det var ment som et spørgsmål. Han besluttede sig for at gå lige til sagen.
"Jo, Helle, du ved jo nok, at jeg lige har forladt et parti, hvor folk er løbet væk, så partiet er hullet som en schweizero..."
"Så er det NOK!" hvæsede Helle Thorning. Hendes holo-billede forsvandt, og Nasser Khader stod uforstående tilbage.
(Fortsættes...)
Vi tager den for en sikkerheds skyld på skrift:
“
”
Så har vi altså valgt at lave et system, hvor man afleverer lidt mindre, end man gjorde før. Det er det, vi har valgt, og det fører selvfølgelig til, at øh, dem, der tjener mere, og afleverer meget, og nu afleverer lidt mindre, ja de afleverer så mere mindre end dem, der tjener lidt mindre, og afleverer mindre, men altså så afleverer mindre mindre.
In English: So we've chosen to create a system where you pay less than you did before. That's our choice, and it obviously implies that, er, those who earn more and pay more now pay a little less, well, they now pay more less than those who earn less and pay less, but who also pay less less.
Emner
Borgerlig regering, Satire og hån
I et lille land på en lille planet i et solsystem i en fjern galakse...
Pia Kjærsgaard var mindre alvorlig, da hun kaldte officererne sammen, end hendes budskab i første omgang gav anledning til.
"Kejser Foghs minimalimperium kan ikke opretholdes under storkalif Løkke".
"Det er en trussel mod os. Vi kan ikke gennemføre vores politik, hvis vores marionetter er for svage. Jeg er bange for, at vi kan blive tvunget til at finde nye støttepartier. En slags nye muldyr til vores kærre".
Flere af partiets officerer så nervøst på hinanden. Med undtagelse af ordet "danskhed", som alle godt vidste, hvad dækkede over, brugte man sjældent symbolsprog i partiet. Det kunne betyde, at hun havde diskuteret sagen med folk, som officererne ikke kendte til.
De tog ikke fejl. Pia Kjærsgaard havde haft held til at lokke en Ny alliance til den mørke side, men til officerernes held så det ikke ud til, at Pia Kjærsgaard havde gjort dem overflødige.
"Alliancen fra planeten Saxon vil støtte os. Det var kun fordi de skulle bruge en troværdig undskyldning for at oprette deres alliance, at de var imod os", forklarede Pia Kjærsgaard.
"Ja, vi kunne jo ikke sådan sige, at vi bare var lobbyister for Saxon. Men så tænkte vi, at alle jo kan godtage en forklaring om, at man vil bekæmpe den mørke side af sammenhængskraften", undskyldte Emil Rammitzball, der netop var ankommet fra Saxon, og som stadig var iført sin stramtsiddende, glatte pilotdragt med et stort "S" på brystet. Længere nede i salen gled en af de lavere rangerende officerer i en slags plasma, der var dryppet på gulvet fra Rammitzballs hår, og postyret stjal opmærksomheden hos de få officerer, der et øjeblik overvejede at protestere mod Emil Rammitzballs beklagelse.
"Jaja", svarede Kommandør Scaarup utålmodigt til Emil Rammitzball. "Pak jeres lort og få jeres alliance på plads, hvor den hører hjemme".
"Mit lort er allerede pakket sammen", svarede Emil Rammitzball.
Der opstod en kort pause, før Pia Kjærsgaard tog ordet igen, mens Emil Rammitzball kiggede med så store øjne på Kaptajn Daggersmith, at Daggersmith fik en mærkelig fornemmelse af, at han på en eller anden måde ville blive involveret i prisen for alliancen.
"Men Alliancen fra Saxon er ikke nok. Vi skal finde flere allierede. I ved, hvad I skal gøre", sluttede Pia Kjærsgaard, før hun trak sig tilbage til sin kahyt.
Officererne talte i munden på hinanden, da hun var gået.
"Vi må lure dem kunsten af. Vi må finde ud af, hvad det er, de vil have. Når vi ved det, kan vi give dem det til den sædvanlige pris".
"Men hvordan gør vi det? Det er så længe siden, at Major Camre var blandt Socialdemokraterne, at vi ikke kan støtte os til hans hukommelse".
"Hvad med Karen Jespersen? Hun er da..."
"Nej, hun er jo hos Venstre".
"Stadig? Det er da snart en personlig rekord?"
Allerede samme aften var Kristian Maul fra Thule-selskabet i gang med opgaven, der involverede flere af de unge krigere i officerstaben.
"Mal'ene Harpe. Du skal gå ind i rebellernes hjerner. Nu vil jeg bede dig slappe helt af i kroppen. Når du slapper af, skal du lukke øjnene og tømme hovedet helt for tanker. Når du har gjort det ...".
Mal'ene Harpe lukkede øjnene. "Tømme tank... okay, færdig". Hun åbnede øjnene igen.
"... Og når du har gjort det, skal du finde ind i rebelleder Thornings hjerne og læse hendes tanker. Det skal du gøre nu!"
Mal'ene Harpe kneb øjnene samen, og hun anstrengte sig. Kristian Maul fra Thule-selskabet iagttog hende, mens Mal'ene Harpe skar ansigt i det uvante forsøg på at rejse i tankeriget. Endelig åbnede hun munden:
"Mærkeligt. Jeg ... modtager ... ingenting".
"Jeg vidste, du kunne!", udbrød Kristian Maul fra Thule-selskabet triumferende. "Vi har dem lige, hvor vi ønsker det. De vil tigge om vores hjælp så snart, det går op for dem, at de ikke kan støtte sig til Alliancen fra Saxon".
Langt væk fra Dansk Folkepartis moderskib skændtes Keldbaccha og Hans Ole om identiteten af en lille prik på fartøjets radar.
"Hrmnnfgrr?"
"Jo, det er Pia Kjærsgaards skib. Jeg er stensikker".
"Vuf-grr-wrrrnf. Hrrroof-nngr".
"Nej, jeg ved sgu ikke, hvorfor hun er ude og flyve alene en helt almindelig juniaften, eller hvor hun skal hen. Men det er altså hende, nå".
(Fortsættes...)
Pia Kjærsgaard var mindre alvorlig, da hun kaldte officererne sammen, end hendes budskab i første omgang gav anledning til.
"Kejser Foghs minimalimperium kan ikke opretholdes under storkalif Løkke".
"Det er en trussel mod os. Vi kan ikke gennemføre vores politik, hvis vores marionetter er for svage. Jeg er bange for, at vi kan blive tvunget til at finde nye støttepartier. En slags nye muldyr til vores kærre".
Flere af partiets officerer så nervøst på hinanden. Med undtagelse af ordet "danskhed", som alle godt vidste, hvad dækkede over, brugte man sjældent symbolsprog i partiet. Det kunne betyde, at hun havde diskuteret sagen med folk, som officererne ikke kendte til.
De tog ikke fejl. Pia Kjærsgaard havde haft held til at lokke en Ny alliance til den mørke side, men til officerernes held så det ikke ud til, at Pia Kjærsgaard havde gjort dem overflødige.
"Alliancen fra planeten Saxon vil støtte os. Det var kun fordi de skulle bruge en troværdig undskyldning for at oprette deres alliance, at de var imod os", forklarede Pia Kjærsgaard.
"Ja, vi kunne jo ikke sådan sige, at vi bare var lobbyister for Saxon. Men så tænkte vi, at alle jo kan godtage en forklaring om, at man vil bekæmpe den mørke side af sammenhængskraften", undskyldte Emil Rammitzball, der netop var ankommet fra Saxon, og som stadig var iført sin stramtsiddende, glatte pilotdragt med et stort "S" på brystet. Længere nede i salen gled en af de lavere rangerende officerer i en slags plasma, der var dryppet på gulvet fra Rammitzballs hår, og postyret stjal opmærksomheden hos de få officerer, der et øjeblik overvejede at protestere mod Emil Rammitzballs beklagelse.
"Jaja", svarede Kommandør Scaarup utålmodigt til Emil Rammitzball. "Pak jeres lort og få jeres alliance på plads, hvor den hører hjemme".
"Mit lort er allerede pakket sammen", svarede Emil Rammitzball.
Der opstod en kort pause, før Pia Kjærsgaard tog ordet igen, mens Emil Rammitzball kiggede med så store øjne på Kaptajn Daggersmith, at Daggersmith fik en mærkelig fornemmelse af, at han på en eller anden måde ville blive involveret i prisen for alliancen.
"Men Alliancen fra Saxon er ikke nok. Vi skal finde flere allierede. I ved, hvad I skal gøre", sluttede Pia Kjærsgaard, før hun trak sig tilbage til sin kahyt.
Officererne talte i munden på hinanden, da hun var gået.
"Vi må lure dem kunsten af. Vi må finde ud af, hvad det er, de vil have. Når vi ved det, kan vi give dem det til den sædvanlige pris".
"Men hvordan gør vi det? Det er så længe siden, at Major Camre var blandt Socialdemokraterne, at vi ikke kan støtte os til hans hukommelse".
"Hvad med Karen Jespersen? Hun er da..."
"Nej, hun er jo hos Venstre".
"Stadig? Det er da snart en personlig rekord?"
Allerede samme aften var Kristian Maul fra Thule-selskabet i gang med opgaven, der involverede flere af de unge krigere i officerstaben.
"Mal'ene Harpe. Du skal gå ind i rebellernes hjerner. Nu vil jeg bede dig slappe helt af i kroppen. Når du slapper af, skal du lukke øjnene og tømme hovedet helt for tanker. Når du har gjort det ...".
Mal'ene Harpe lukkede øjnene. "Tømme tank... okay, færdig". Hun åbnede øjnene igen.
"... Og når du har gjort det, skal du finde ind i rebelleder Thornings hjerne og læse hendes tanker. Det skal du gøre nu!"
Mal'ene Harpe kneb øjnene samen, og hun anstrengte sig. Kristian Maul fra Thule-selskabet iagttog hende, mens Mal'ene Harpe skar ansigt i det uvante forsøg på at rejse i tankeriget. Endelig åbnede hun munden:
"Mærkeligt. Jeg ... modtager ... ingenting".
"Jeg vidste, du kunne!", udbrød Kristian Maul fra Thule-selskabet triumferende. "Vi har dem lige, hvor vi ønsker det. De vil tigge om vores hjælp så snart, det går op for dem, at de ikke kan støtte sig til Alliancen fra Saxon".
Langt væk fra Dansk Folkepartis moderskib skændtes Keldbaccha og Hans Ole om identiteten af en lille prik på fartøjets radar.
"Hrmnnfgrr?"
"Jo, det er Pia Kjærsgaards skib. Jeg er stensikker".
"Vuf-grr-wrrrnf. Hrrroof-nngr".
"Nej, jeg ved sgu ikke, hvorfor hun er ude og flyve alene en helt almindelig juniaften, eller hvor hun skal hen. Men det er altså hende, nå".
(Fortsættes...)
Emner
Ekstremisterne, Satire og hån
I et lille land på en lille planet i et solsystem i en fjern galakse...
Der var så stille i messen, at man kunne have hørt et tørklæde falde til jorden, da fyrstinde Pia havde trukket sig tilbage til sit gemak.
Endelig dristede løjtnant Christiansen sig til at løfte stemmen. Han rømmede sig forsigtigt, og spurgte ud i luften, uden egentlig at være sikker på, om nogen ville svare.
"Kan vi egentlig det?"
"Hvor dum kan man være?!"
Ekkoet fra en stemme med en lidt for påfaldende klang af følelsesundertrykkelse gav stemmen en tiltrængt, mandig autoritet. Derfor så ingen i forsamlingen løjtnant Christiansen kaste sig til gulvet i underdanighed, for alle rettede straks rettede deres fulde opmærksomhed på autoriteten, sådan som de var blevet lært.
"Jeg har været udstationeret uden for vort trygge, dejlige nationale hjemsted hos vore holdningsfæller i det Ekstragalaktiske Udvalg, og hvad kommer jeg hjem til på min første orlov?", fortsatte stemmen monotont.
Alle rettede øjnene mod Kaptajn Daggersmith, hvis sømbeslåede støvler talte skridtene, mens kan langsomt trådte fra bageste del af messen mod podiet, hvor fyrstinde Pia havde stået. Ingen havde set ham gå ind i messen, mens fyrstinde Pia talte. Han standsede få skridt fra podiet.
"Er I blevet svage? Har rebellerne...?" - Kaptajn Daggersmith så udtryksløst ud over forsamlingen - "Har ingen forstået alvoren i det her?"
Kaptajn Daggersmith holdt en lang pause, og tavsheden var så tyk, at man kunne have skåret i den. Løjtnant Christiansen følte, at han måtte forsvare sin position.
"Men lov er lov, og lov skal vel ..." - han sank hørbart en klump, og spurgte spagt: "holdes? Som vi altid siger, når nogen gør noget, vi ikke vil have?"
"Naturligvis. Og hvem gælder loven for?"
"Den gælder for alle."
Daggersmiths vandblå øjne hvilede på løjtnant Christiansen, mens hans ansigtsudtryk formulerede spørgsmålet: ".. og?"
"Alle, når det hjælper os, og ingen, når det truer os."
Den rolige stemme fra Kommandør Scaarup fik Kaptajn Daggersmith til at trække sig smilende tilbage. Kommandør Scaarup fortsatte:
"Det er svært at modstå presset fra logik og rationalitet, og her i vores lukkede forum skal vi lære af vores initiativrige officerer, der en gang i mellem kommer tæt på det stemmekvæg, som vi desværre stadig er afhængige af. Jeg er sikker på, at både Løjtnant Christiansen og alle vi andre har lært noget vigtigt af hans oplevelse. Jeg har selv været meget tæt på disse primitive væsner. Det var sådan, jeg mistede mine læber. Det er en barsk historie, som jeg vil fortælle en dag, når vi har sejret."
Alle vidste, at Kommandør Scaarup havde mistet sine læber og sit ansigtsudtryk under en kamp med rebellerne, men igen havde hørt historien endnu, og der var vist heller ikke noget, der tydede på, at han ville afsløre historien denne gang.
"Oberst Longballs krydser bliver angrebet fra alle sider, og har lidt svære tab. Jeg kan ikke lyve: Hans kraftskjold er nede, og han kan måske opnå det fornemste martyrium i imperiets historie. Han kan dø for retten til at sige sandheden om rebellerne."
Kommandør Scaarup holdt en ærbødig pause, og fortsatte andagtigt:
"Jeg har åbnet en forbindelse til broen på Oberst Longballs krydser, og jeg ved, at han har nogle ord at sige til os."
Der lød en skratten og hvæsen fra en dårlig forbindelse, men endelig tonede Oberst Longballs' stemme gennem rummet.
"... rebeller ... fædre ... voldtager ... onklerne".
Forbindelsen forsvandt, men alle besætningsmedlemmerne i messen brød ud i jubel. Kommandør Scaarup løftede hænderne. Først den højre i skulderhøjde, derpå den venstre hånd, begge i strakt arm.
"Rebellerne kan fremover ramme Oberst Longballs med deres usle angreb, men vi har alle hørt ham ytre sig på vore vegne! Han står som en ledestjerne for imperiet. Det er et midlertidigt tilbageslag, men med hans martyrium vil vi stå endnu stærkere i vores kamp mod selv den lov, som rebellerne støtter sig til. Når først denne lov er væk, er vores magt total. Hil dig, Oberst Longballs, thi dit martyrium har omstødt loven!"
Forsamlingen stødte ivrigt til Kommandør Scaarups hil-råb, mens fyrstinde Pia smilende trådte tilbage på podiet for at fortsætte sin tale.
Udenfor Dansk Folkepartis stjernekrydser var stjernenatten tavs. Kun en enkelt stjerne var kortvarigt usynlig, mens et faldefærdigt, sæbekasselignende fartøj gled forbi.
(Fortsættes...)
Der var så stille i messen, at man kunne have hørt et tørklæde falde til jorden, da fyrstinde Pia havde trukket sig tilbage til sit gemak.
Endelig dristede løjtnant Christiansen sig til at løfte stemmen. Han rømmede sig forsigtigt, og spurgte ud i luften, uden egentlig at være sikker på, om nogen ville svare.
"Kan vi egentlig det?"
"Hvor dum kan man være?!"
Ekkoet fra en stemme med en lidt for påfaldende klang af følelsesundertrykkelse gav stemmen en tiltrængt, mandig autoritet. Derfor så ingen i forsamlingen løjtnant Christiansen kaste sig til gulvet i underdanighed, for alle rettede straks rettede deres fulde opmærksomhed på autoriteten, sådan som de var blevet lært.
"Jeg har været udstationeret uden for vort trygge, dejlige nationale hjemsted hos vore holdningsfæller i det Ekstragalaktiske Udvalg, og hvad kommer jeg hjem til på min første orlov?", fortsatte stemmen monotont.
Alle rettede øjnene mod Kaptajn Daggersmith, hvis sømbeslåede støvler talte skridtene, mens kan langsomt trådte fra bageste del af messen mod podiet, hvor fyrstinde Pia havde stået. Ingen havde set ham gå ind i messen, mens fyrstinde Pia talte. Han standsede få skridt fra podiet.
"Er I blevet svage? Har rebellerne...?" - Kaptajn Daggersmith så udtryksløst ud over forsamlingen - "Har ingen forstået alvoren i det her?"
Kaptajn Daggersmith holdt en lang pause, og tavsheden var så tyk, at man kunne have skåret i den. Løjtnant Christiansen følte, at han måtte forsvare sin position.
"Men lov er lov, og lov skal vel ..." - han sank hørbart en klump, og spurgte spagt: "holdes? Som vi altid siger, når nogen gør noget, vi ikke vil have?"
"Naturligvis. Og hvem gælder loven for?"
"Den gælder for alle."
Daggersmiths vandblå øjne hvilede på løjtnant Christiansen, mens hans ansigtsudtryk formulerede spørgsmålet: ".. og?"
"Alle, når det hjælper os, og ingen, når det truer os."
Den rolige stemme fra Kommandør Scaarup fik Kaptajn Daggersmith til at trække sig smilende tilbage. Kommandør Scaarup fortsatte:
"Det er svært at modstå presset fra logik og rationalitet, og her i vores lukkede forum skal vi lære af vores initiativrige officerer, der en gang i mellem kommer tæt på det stemmekvæg, som vi desværre stadig er afhængige af. Jeg er sikker på, at både Løjtnant Christiansen og alle vi andre har lært noget vigtigt af hans oplevelse. Jeg har selv været meget tæt på disse primitive væsner. Det var sådan, jeg mistede mine læber. Det er en barsk historie, som jeg vil fortælle en dag, når vi har sejret."
Alle vidste, at Kommandør Scaarup havde mistet sine læber og sit ansigtsudtryk under en kamp med rebellerne, men igen havde hørt historien endnu, og der var vist heller ikke noget, der tydede på, at han ville afsløre historien denne gang.
"Oberst Longballs krydser bliver angrebet fra alle sider, og har lidt svære tab. Jeg kan ikke lyve: Hans kraftskjold er nede, og han kan måske opnå det fornemste martyrium i imperiets historie. Han kan dø for retten til at sige sandheden om rebellerne."
Kommandør Scaarup holdt en ærbødig pause, og fortsatte andagtigt:
"Jeg har åbnet en forbindelse til broen på Oberst Longballs krydser, og jeg ved, at han har nogle ord at sige til os."
Der lød en skratten og hvæsen fra en dårlig forbindelse, men endelig tonede Oberst Longballs' stemme gennem rummet.
"... rebeller ... fædre ... voldtager ... onklerne".
Forbindelsen forsvandt, men alle besætningsmedlemmerne i messen brød ud i jubel. Kommandør Scaarup løftede hænderne. Først den højre i skulderhøjde, derpå den venstre hånd, begge i strakt arm.
"Rebellerne kan fremover ramme Oberst Longballs med deres usle angreb, men vi har alle hørt ham ytre sig på vore vegne! Han står som en ledestjerne for imperiet. Det er et midlertidigt tilbageslag, men med hans martyrium vil vi stå endnu stærkere i vores kamp mod selv den lov, som rebellerne støtter sig til. Når først denne lov er væk, er vores magt total. Hil dig, Oberst Longballs, thi dit martyrium har omstødt loven!"
Forsamlingen stødte ivrigt til Kommandør Scaarups hil-råb, mens fyrstinde Pia smilende trådte tilbage på podiet for at fortsætte sin tale.
Udenfor Dansk Folkepartis stjernekrydser var stjernenatten tavs. Kun en enkelt stjerne var kortvarigt usynlig, mens et faldefærdigt, sæbekasselignende fartøj gled forbi.
(Fortsættes...)
Emner
Ekstremisterne, Satire og hånSpørgsmål til fårene
| Lix-tal: 59Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
Link til indlægget | Kommentarer (5)
Følgende email sendt d.d. til Liberal Alliances Ungdom:
Hej Emil,
Uden ville at forholde mig specifikt til indholdet af jeres "Ulven Ole"-initiativ har jeg et spørgsmål til valget af øgenavnet.
Hidtil er jeg kun stødt på øgenavnet på nettet i forbindelse med en afgrænset politisk grupperings omtale af undertegnede. Her har øgenavnet haft en meget naturlig - omend ikke imponerende fantasirig - sammenhæng med mit efternavn.
Derimod kan jeg ikke umiddelbart gennemskue, hvorfor lige netop dette dyr skulle være en oplagt beskrivelse af Ole Sohn. Med mindre man føler en væsentlig personlig identifikation med dumme får, opfatter man jo som regel ulven som et behændigt, intelligent, modigt, hurtigt, udholdende, samarbejdende og effektivt dyr, så med mindre I virkelig opfatter sådanne attributter som negative, kan jeg ikke gennemskue, hvorfor I bruger ulven til at kommunikere jeres holdning til Ole Sohn.
Hvad er jeres begrundelse for at begave Ole Sohn med et sådant overvejende positivt klingende øgenavn, som jeg vel ret beset godt kan tillade mig at kalde for "mit" (ufrivillige) varemærke?
Med venlig hilsen og på forhånd tak,
--Ole
Hej Emil,
Uden ville at forholde mig specifikt til indholdet af jeres "Ulven Ole"-initiativ har jeg et spørgsmål til valget af øgenavnet.
Hidtil er jeg kun stødt på øgenavnet på nettet i forbindelse med en afgrænset politisk grupperings omtale af undertegnede. Her har øgenavnet haft en meget naturlig - omend ikke imponerende fantasirig - sammenhæng med mit efternavn.
Derimod kan jeg ikke umiddelbart gennemskue, hvorfor lige netop dette dyr skulle være en oplagt beskrivelse af Ole Sohn. Med mindre man føler en væsentlig personlig identifikation med dumme får, opfatter man jo som regel ulven som et behændigt, intelligent, modigt, hurtigt, udholdende, samarbejdende og effektivt dyr, så med mindre I virkelig opfatter sådanne attributter som negative, kan jeg ikke gennemskue, hvorfor I bruger ulven til at kommunikere jeres holdning til Ole Sohn.
Hvad er jeres begrundelse for at begave Ole Sohn med et sådant overvejende positivt klingende øgenavn, som jeg vel ret beset godt kan tillade mig at kalde for "mit" (ufrivillige) varemærke?
Med venlig hilsen og på forhånd tak,
--Ole
Emner
Borgerlig regering, Satire og hån
[metroXpress, mandag 17. maj 2010]
Emner
Overtro, Satire og hånKøb våben hos din lokale købmand
| Lix-tal: 76Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
Link til indlægget | Kommentarer (0)
Hvis ikke man må have en hobbykniv liggende i bilen, og når en stump ledning betragtes som slagvåben, kan det være svært at gennemskue, hvornår man er på kant med loven, når man køber ind. De følgende eksempler kan vejlede dig i, hvornår du er uskyldig, eller afslører din direkte medvirken i bandekriminalitet:
| Tilsyneladende uskyldig vare | Reelt våben |
|---|---|
| Hobbykniv | Springkniv |
| Køkkenkniv | Sværd |
| Hammer | Slagvåben |
| Deodorant | Peberspray |
| Viskestykke (fugtigt) | Tyrepisk/bullwhip |
| Flaskevand | Drukningsudstyr |
| Plasticpose | Kvælningsudstyr |
| Peberspray | Lovligt i praksis |
| Plastikbestik | Stikvåben |
| Benzin i benzindunk | Brandbombe |
| Skruer, møtrikker m.v. | Kasteskyts |
| Søm | Dart |
| Jagtgevær | Lovligt i praksis |
| Gaffa-tape | Fikseringsudstyr |
| Diverse trælast (lister, rundstokke m.v.) | Slagvåben |
| Radio | Aflytningsudstyr |
| Frosne ærter | Totenschläger |
| Advarselstrekant | Kastestjerne |
| Tørresnor | Kvælningsudstyr |
| Rengøringsmiddel | Gift |
| Skruetrækker | Spyd/stilet (afh. af længde) |
| Tegnestifter | Partisansøm |
Emner
Retsopfattelse, Satire og hån
Bertel Haarder (V) bliver som undervisningsminister udsat for lidt af hvert, herunder også praktiske forsøg i fysik. Da han tog et glas vand med op i det Gyldne Tårn i Tivoli, lærte han således lidt om fysikkens love, idet vandet røg ovenud af glasset og ramte ham på vej ned. Forklaringen er simpel for en lærd mand som Bertel Haarder, der også kan henvise til et tilsvarende, historisk forsøg:
Som lærerne nogle gange siger: "Andre bud?"
“
”
Ja, når man sidder med en kop vand, og derefter kommer i frit fald, så falder vandet langsommere end manden. Og, øh, det er jo også fordi manden han sidder i noget tungt, der falder ned. Og det tunge falder altså hurtigere end det lette. Og det var jo noget af det, Galilei jo ville vise fra det skæve tårn i Pisa; nu har vi vist det her fra det gyldne tårn i Tivoli.
Emner
Borgerlig regering, Satire og hånAbonnement
Seneste kommentarer