Nyeste i Sociologi og psykologi emnet

An Analysis of the Description and Use of Religion and Spirituality in Positive Psychology from the Perspective of the Study of Religion

Amina Olander Lap, 2009

Abstract

Positive Psychology (PP) is a relatively new field of psychology that was established in 1999. Its stated purpose is to advance research in well-being, contentment, satisfaction, happiness, positive individual traits, talents, virtues, and the institutions that move individuals towards better citizenship. In this thesis, Amina Lap analyzes the role of religion in selected works written by the PP founders: psychologists Martin E. P. Seligman (MS) and Mihaly Csikszentmihalyi (MC). In addition, Lap examines how MS's and MC's proposal of a new religion based on their own research in flow, meaning, optimism, and hope may be interpreted.

The thesis is divided into three major parts. In the first part, Lap introduces the history of PP and an array of theories and related research in sociology and psychology. Lap has chosen this approach because no significant secondary literature is yet available on PP, and sociological studies of the influence of religion on psychology is also rather limited. Lap's account of theory and related research begins with a description of Abraham Maslow's theory on religion and the criticism it subsequently received. This is followed by an introduction to the attempts of Paul C. Vitz and Svend Brinkmann to classify humanistic psychology as a religion. Lap also introduces the New Age deification of the human self through Paul Heelas' work on self-spirituality, and discusses a variety of key New Age elements of special interest to the later analysis of MS's and MC's views. Lap ends the first part with an introduction to Ninian Smart's model where religion is viewed as a phenomenon that may be described according to seven distinct dimensions.

In the second part of the thesis, Lap discusses a selection of books by MS and MC to identify how the authors view religion, and to examine how their theory of religion fits into their other theories. Lap also explains the authors' proposal of a new religion.

In the third part, Lap analyzes and discusses MS's and MC's statements on religion based on the theories and related research that were introduced earlier in the thesis. This analysis shows that MC in particular is influenced by Maslow's theory on religion, and that much of the criticism against Maslow's theory also applies to MC. By analyzing MS's and MC's use of ideas and techniques borrowed from Buddhism and Hinduism, Lap shows that both MS and MC have uncritically adopted a specific interpretation of these religions as they propose a unified scientific field of psychology and religion—that is, a key element of their proposal is either biased or rests on rather limited scientific insight. Lap finishes the analysis by examining whether PP may be classified as a religion. The analysis indicates that the two authors' thoughts may not readily be classified as a religion; however, like humanistic psychology, PP may be made to function like a religion.

Lap concludes that both MS and MC are primarily concerned with the functional element of religion. Both authors believe that in the past, religions have satisfied a number of human needs that we also need today to avoid depression and feelings of meaninglessness. Both authors also believe that their techniques may satisfy these needs and thus replace religion. Lap concludes that although the authors' proposal of a new religion may function as a religion on certain terms, it does not meet the conditions of the definitions of religion that Lap uses in this thesis. If PP intends to move towards its goal of unifying religion and psychology, Lap speculates that significant self-scrutiny is required by the PP movement.

PDF file (in Danish): An Analysis of the Description and Use of Religion and Spirituality in Positive Psychology from the Perspective of the Study of Religion.

Danskere begår også æresdrab, refererer Rune Engelbreth Larsen. Han er imidlertid en såkaldt blog-diva (dvs. en person, der ikke vil nedlade sig til at diskutere sine egne indlæg), og med den tone og iver, de sædvanlige kommentatorer benytter, kan jeg såmænd godt forstå, at han ikke blander sig. Dermed drukner min kommentar til hans indlæg nok også i støjen fra det højre-kryb, der gemmer sig under de sten, han sparker væk, og jeg gengiver den derfor i en forlænget udgave her:

I Danmark er der mange eksempler på vold eller drab, som er motiveret af jalousi. Jalousi bygger på en krænket æresfølelse, og dermed er et jalousidrab blot et andet udtryk for et æresdrab:

Mere frihed betyder mere velfærd.
Flere valgmuligheder betyder mere frihed.
Ergo: Flere valgmuligheder betyder mere velfærd.

Det lyder bekendt. Det lyder endda ganske fornuftigt og intuitivt rigtigt. Men det lyder også som noget, vi jævnligt hører fra regeringen, og det bør straks sætte et stort spørgsmålstegn ved, om argumentet nu også er så fornuftigt, som det umiddelbart lyder.

Sandheden er (selvfølgelig), atpræmisserne ikke holder vand. Forsøger man at eftervise empirisk, at flere valgmuligheder skulle betyde mere velfærd, falder argumentet til jorden: Vi får det ikke bedre af flere valg - tværtimod.

Barry Schwartz forklarer, at det frie valg er en god ting, men medaljen har en meget mørk bagside.

Vis mig din stem­me­sed­del­, og jeg skal for­tæl­le dig, hvor nemt du har ved at tisse i buk­ser­ne af skræk.

Et forsøg ved Uni­ver­si­ty of Ne­bra­ska har sam­men­holdt folks ten­dens til at blive skræm­te med deres po­li­ti­ske hold­nin­ger. Re­sul­ta­tet er ty­de­ligt: Jo mere kon­ser­va­tiv, man er, desto let­te­re er man at skræm­me.

For­sø­get ved Uni­ver­si­ty of Ne­bra­ska ud­s­purg­te en for­søgs­grup­pe om deres po­li­ti­ske stå­sted, og målte de­r­ef­ter deres fryg­tre­ak­tion over­for "skræm­men­de bil­le­der". Der viste sig en "sig­ni­fi­kant kor­re­la­tion": Jo kraf­ti­ge­re fryg­tre­ak­tion, man ud­vi­ste desto mere kon­ser­va­tiv var man. Det var den frygt­som­me del af test­per­so­ner­ne, der i størst ud­stræk­ning gav udtryk for kon­ser­va­ti­ve vær­di­er om at holde sammen på (fa­mi­lie)en­he­den.

Det kan ikke over­ra­ske, at re­ak­tio­nen på frygt er et de­fen­sivt ønske om at holde sammen på flok­ken. Dette er re­ak­tio­nen fra et­hvert jaget flok­dyr, hvor in­di­vi­det ikke har store over­le­vel­ses­chan­cer, hvis det se­pa­re­res fra flok­ken.

Frygtsomhed er genetisk bestemt, og dermed er der muligvis fundet et genetisk grundlag for politisk tilhørsforhold, der bygger på ens tendens til at føle frygt. Det kan måske være denne frygt, der er en medvirkende faktor for, om en person vil bevæge sig i retning af fascisme (hvor individet ophæves til fordel for flokken), eller om en person vil føle sig draget mod religioner, der handler om at blive "befriet fra det onde", og som sædvanligvis går meget godt i hånd med konservative værdier.

Jeg har tidligere her på bloggen fortalt om et forsøg, der påviste, at mænd bliver mere krigsliderlige og interesserede i store biler, hvis de føler sig truet på deres maskulinitet, og at frygten for terror har fået folk til at stemme på Bush. Forsøget ved University of Nebraska tegner yderligere et billede af højrefløjen som drevet af frygt.

Hvis du hører heavy metal, er du sik­kert et velaf­ba­lan­ce­ret og føl­somt men­ne­ske. Det er en af kon­klu­sio­ner­ne i en un­der­sø­gel­se af mu­siks­mag og per­son­lig­hed­s­træk, som pro­fes­sor Adrian North fra Heriot-Watt Uni­ver­si­ty, Edin­burg, har for­ta­get.

In­for­ma­tion be­teg­ner un­der­sø­gel­ser­ne som over­ra­sken­de, men som me­tal­ho­ve­de gennem tyve år er jeg knap så over­ra­sket. Jeg har i disse tyve år kun set én reel slå­skamp ved alle de kon­cer­ter, jeg har været til. Nok ser folk til tider barske ud, og mu­sik­ken virker ag­gres­siv, men stem­nin­gen er ut­ro­lig af­slap­pet, og folk er både hjæl­p­som­me over­for hi­n­an­den og fyldt med humor og to­le­ran­ce.

Jeg er bestemt heller ikke overrasket over, at det er de usikre folk, som søger tryghed i det, alle andre bedst kan lide, ved at vælge hitlisternes musik. Britney Spears og den slags popmusik er for folk med lavere selvtillid.

Undersøgelsen nævner ikke, hvad det er for mennesker, der hører f.eks. Richard Ragnwald, men det ved vi jo også godt allerede.

I følge Politiken har et canadisk universitet foretaget en undersøgelse, der viser korrelation mellem ansigtets bredde og tendensen til aggressiv adfærd blandt mænd, idet hormoner, som forårsager aggression, også har indflydelse på ansigtets form.

Undersøgelsen har benyttet sig af ishockeyspillere som forsøgspersoner, og selv om ishockey er en notorisk voldelig sportsgren, er der næppe nogen grund til at tro, at sammehæng mellem ansigtsbredde og tendens til aggression skulle være begrænset til ishockeyspillere. En aggressiv fremfærd - enten i direkte vold eller indirekte gennem holdninger - bør også kunne forventes ved andre grupper.

Derfor er her et par billeder af nogle folketingspolitikere. Døm selv.


Brock Universitys artikel kan findes her. Se i øvrigt også dette indlæg.

Dette indlæg er i virkeligheden en reklame for Christian Stokbro Karlsens blog, som jeg kan anbefale den begavede læser at besøge.

Kravet om renhed er et kendetegn ved fascismen og nazismen, som jeg for nemheds skyld bare vil omtale som fascisme. Renheden går i hånd i hånd med en udviskning af individet, hvor det enkelte menneske ikke blot ses som et individ, men også som en del af racen. Når et enkelt individ gør sig beskidt, f.eks. ved at pleje omgang med et individ fra en anden race, smitter det ikke kun af på individet, men på hele individets race.

Renhedskravet er ikke isoleret til racen, der skal være ren i form af ubesmittet blod; det gælder også tanke og opførsel på andre punkter såsom seksualitet, der også skal være "ren". Homoseksualitet er således beskidt adfærd. Det kaster smuds over hele racen, hvis et medlem af racen har samleje med en af samme køn, eller blot tænker på det eller accepterer, at andre racefæller kan tillade sig det.

I en mere generaliseret form er ønsket om renhed et udtryk for fjendtlighed mod det "organiske". I skrift og tale viser fascismen sig således i enten manglende beskrivelser af natur eller i en mekanisk ordnet form af den ellers uordentlige natur. Der er ikke lugte, lyde, former eller andre taktile indtryk i en skov; i stedet beskrives den som noget, der i beskrivelsens kontekst har et formål, f.eks. som et skjulested. Beskrives "natur" i anerkendende former, er den underlagt menneskets orden - skove og enge er parker, og mindre vækster er blomster, der er sat i vaser.

I begyndelsen troede Københavns Kommune, at overgrebene mod psykisk syge på kommunens bosteder var nogle få enlige svaler. Nu viser det sig imidlertid, at der er tale om et langt større problem.

For nogle uger siden skrev jeg en anmeldelse af bogen "The Lucifer Effect", hvor jeg blandt andet påpeger, at dens forskningsberetning med al tydelighed viser, at sådanne overgreb ikke er uheld, men en forventelig opførsel, som ikke kan opfattes som enlige svaler.

Sagerne, der nu dukker omkring behandlingen af de psykisk syge i Københavns Kommune, viser, at der ikke er tale om enkelte ondskabsfulde psykologer, men at der også højere op i systemet er problemer af en art, der gør situationen uundgåelig.

Hvis man ser på Peter Brixtoftes adfærd under hele den bølge af sager, der for nyligt har ledt til hans fængselsdom på to år, er der nogle ting, der springer i øjnene.

Mest markant af alt er naturligvis, at han trods 16 dommeres kendelser er fuldstændig ude af stand til at forstå, at han har gjort noget juridisk forkert. Hans egne forsvarsadvokater tager sig til hovedet og giver udtryk for, at han befinder sig i et helt andet univers. Han ser sig selv som offer for en konspiration.

Han opfører sig, som om han er fuldstændig uden den lille stemme, der hvisker, at han er gået for vidt. Han opfører sig, som om han har ubetinget frihed til at gøre lige præcis, som han vil, helt uden at skulle forholde sig til en samvittighed.

Han giver ingen udtryk for følelser af skyld eller brøde eller bekymring for andres ve og vel, det være sig venner, famile eller fremmede, ingen indre kamp mod skamfuldhed eller ansvarlighed over en eneste af hans egoistiske, skadelige, umoralske eller kriminelle handlinger. Hans ophold på en afvænningsklinik anså han blot som en ærgerlig periode, der skulle overstås, så han kunne komme tilbage til sit behov for stimulering af alkohol. Han havde ingen forståelse for, at han måske kunne have et andet problem, end at han i en periode var nødt til at rette sig efter andre.

Vi taler om en person, der er lystløgner. En person, som er så egoistisk, at det ligner narcissisme, hvor han opfatter sig selv som hævet over både lovgivning og andre mennesker. Det er en person, der blot reagerer med hævngerrighed, når han bliver afsløret (han har allerede lovet en bog om sine modstandere, der afslørede ham). Det er de andre, der har gjort noget forkert, mener han. Der er intet i hans udtalelser, der giver anledning til at tro, at moralske eller etiske værdier skulle have nogen betydning i hans liv.

Han er en fremadrettet person, oftest charmerende og formentlig velbegavet, og uden normale menneskers nagende samvittighed er der intet, der står i vejen for, at han skulle kunne tillade sig hvadsomhelst. Han behøver ikke tage sig af småting såsom juridiske eller moralske overvejelser. Folk kan stikkes i ryggen, papirer kan forfalskes, partnere kan føres bag lyset, og formodede konkurrenter kan snigløbes eller simpelt hen tromles ned.

Han havde succes, og det var formentlig en af årsagerne til, at Venstre fremviste Peter Brixtofte som rollemodel, indtil årsagen til hans succes blev kendt.

Jeg kender ikke Peter Brixtofte personligt, og jeg er ikke psykolog. Men jeg har set hans reaktioner, og jeg mener, at Peter Brixtofte udviser en væsentlig del af de træk, som traditionelt forbindes med sociopati.

Boganmeldelse af "The Lucifer Effect - Understanding How Good People Turn Evil" af Philip Zimbardo, Random House, NY, 2007, 551 sider. Se også bogens hjemmeside.

I 1971 udførte psykologen Dr. Philip Zimbardo et dramatisk eksperiment, der siden er gået over i historien under navnet "The Stanford Prison Experiment", og som gav Zimbardo en uventet og pludselig international berømmelse.

Eksperimentet gik ud på, at en gruppe helt almindelige mennesker fik løn for at spille “fangevogtere” og “fanger” i et simuleret fængsel. Vogterne og fangernes faldt hurtigt ind i deres roller, og forstyrrelser blev hurtigt undertrykt af vogterne.

I de næste par dage blev vogterne stadigt mere brutale med oftere ordrer, fornærmelser og ydmygelser, og fangerne blev mere og mere traumatiserede, passive og dehumaniserede. Efter blot halvanden dag måtte en af fangerne tages ud af eksperimentet efter at være brudt psykisk sammen, og efter seks dage måtte eksperimentet afbrydes.

Eksperimentet og efterfølgende forskning viste, at påtagelsen af roller er så grundlæggende i vores samfund, at rollerne omgående var blevet til virkelighed for deltagerne i Zimbardos eksperiment. Man opfører sig, som man forventes at opføre sig - deltagerne i Jerry Springers show slås, fordi de forventes at slås.