Nyeste i Sociologi og psykologi emnet

Mere frihed betyder mere velfærd.
Flere valgmuligheder betyder mere frihed.
Ergo: Flere valgmuligheder betyder mere velfærd.

Det lyder bekendt. Det lyder endda ganske fornuftigt og intuitivt rigtigt. Men det lyder også som noget, vi jævnligt hører fra regeringen, og det bør straks sætte et stort spørgsmålstegn ved, om argumentet nu også er så fornuftigt, som det umiddelbart lyder.

Sandheden er (selvfølgelig), atpræmisserne ikke holder vand. Forsøger man at eftervise empirisk, at flere valgmuligheder skulle betyde mere velfærd, falder argumentet til jorden: Vi får det ikke bedre af flere valg - tværtimod.

Barry Schwartz forklarer, at det frie valg er en god ting, men medaljen har en meget mørk bagside.

Vis mig din stem­me­sed­del­, og jeg skal for­tæl­le dig, hvor nemt du har ved at tisse i buk­ser­ne af skræk.

Et forsøg ved Uni­ver­si­ty of Ne­bra­ska har sam­men­holdt folks ten­dens til at blive skræm­te med deres po­li­ti­ske hold­nin­ger. Re­sul­ta­tet er ty­de­ligt: Jo mere kon­ser­va­tiv, man er, desto let­te­re er man at skræm­me.

For­sø­get ved Uni­ver­si­ty of Ne­bra­ska ud­s­purg­te en for­søgs­grup­pe om deres po­li­ti­ske stå­sted, og målte de­r­ef­ter deres fryg­tre­ak­tion over­for "skræm­men­de bil­le­der". Der viste sig en "sig­ni­fi­kant kor­re­la­tion": Jo kraf­ti­ge­re fryg­tre­ak­tion, man ud­vi­ste desto mere kon­ser­va­tiv var man. Det var den frygt­som­me del af test­per­so­ner­ne, der i størst ud­stræk­ning gav udtryk for kon­ser­va­ti­ve vær­di­er om at holde sammen på (fa­mi­lie)en­he­den.

Det kan ikke over­ra­ske, at re­ak­tio­nen på frygt er et de­fen­sivt ønske om at holde sammen på flok­ken. Dette er re­ak­tio­nen fra et­hvert jaget flok­dyr, hvor in­di­vi­det ikke har store over­le­vel­ses­chan­cer, hvis det se­pa­re­res fra flok­ken.

Frygtsomhed er genetisk bestemt, og dermed er der muligvis fundet et genetisk grundlag for politisk tilhørsforhold, der bygger på ens tendens til at føle frygt. Det kan måske være denne frygt, der er en medvirkende faktor for, om en person vil bevæge sig i retning af fascisme (hvor individet ophæves til fordel for flokken), eller om en person vil føle sig draget mod religioner, der handler om at blive "befriet fra det onde", og som sædvanligvis går meget godt i hånd med konservative værdier.

Jeg har tidligere her på bloggen fortalt om et forsøg, der påviste, at mænd bliver mere krigsliderlige og interesserede i store biler, hvis de føler sig truet på deres maskulinitet, og at frygten for terror har fået folk til at stemme på Bush. Forsøget ved University of Nebraska tegner yderligere et billede af højrefløjen som drevet af frygt.

Hvis du hører heavy metal, er du sik­kert et velaf­ba­lan­ce­ret og føl­somt men­ne­ske. Det er en af kon­klu­sio­ner­ne i en un­der­sø­gel­se af mu­siks­mag og per­son­lig­hed­s­træk, som pro­fes­sor Adrian North fra Heriot-Watt Uni­ver­si­ty, Edin­burg, har for­ta­get.

In­for­ma­tion be­teg­ner un­der­sø­gel­ser­ne som over­ra­sken­de, men som me­tal­ho­ve­de gennem tyve år er jeg knap så over­ra­sket. Jeg har i disse tyve år kun set én reel slå­skamp ved alle de kon­cer­ter, jeg har været til. Nok ser folk til tider barske ud, og mu­sik­ken virker ag­gres­siv, men stem­nin­gen er ut­ro­lig af­slap­pet, og folk er både hjæl­p­som­me over­for hi­n­an­den og fyldt med humor og to­le­ran­ce.

Jeg er bestemt heller ikke overrasket over, at det er de usikre folk, som søger tryghed i det, alle andre bedst kan lide, ved at vælge hitlisternes musik. Britney Spears og den slags popmusik er for folk med lavere selvtillid.

Undersøgelsen nævner ikke, hvad det er for mennesker, der hører f.eks. Richard Ragnwald, men det ved vi jo også godt allerede.

I følge Politiken har et canadisk universitet foretaget en undersøgelse, der viser korrelation mellem ansigtets bredde og tendensen til aggressiv adfærd blandt mænd, idet hormoner, som forårsager aggression, også har indflydelse på ansigtets form.

Undersøgelsen har benyttet sig af ishockeyspillere som forsøgspersoner, og selv om ishockey er en notorisk voldelig sportsgren, er der næppe nogen grund til at tro, at sammehæng mellem ansigtsbredde og tendens til aggression skulle være begrænset til ishockeyspillere. En aggressiv fremfærd - enten i direkte vold eller indirekte gennem holdninger - bør også kunne forventes ved andre grupper.

Derfor er her et par billeder af nogle folketingspolitikere. Døm selv.


Brock Universitys artikel kan findes her. Se i øvrigt også dette indlæg.

Dette indlæg er i virkeligheden en reklame for Christian Stokbro Karlsens blog, som jeg kan anbefale den begavede læser at besøge.

Kravet om renhed er et kendetegn ved fascismen og nazismen, som jeg for nemheds skyld bare vil omtale som fascisme. Renheden går i hånd i hånd med en udviskning af individet, hvor det enkelte menneske ikke blot ses som et individ, men også som en del af racen. Når et enkelt individ gør sig beskidt, f.eks. ved at pleje omgang med et individ fra en anden race, smitter det ikke kun af på individet, men på hele individets race.

Renhedskravet er ikke isoleret til racen, der skal være ren i form af ubesmittet blod; det gælder også tanke og opførsel på andre punkter såsom seksualitet, der også skal være "ren". Homoseksualitet er således beskidt adfærd. Det kaster smuds over hele racen, hvis et medlem af racen har samleje med en af samme køn, eller blot tænker på det eller accepterer, at andre racefæller kan tillade sig det.

I en mere generaliseret form er ønsket om renhed et udtryk for fjendtlighed mod det "organiske". I skrift og tale viser fascismen sig således i enten manglende beskrivelser af natur eller i en mekanisk ordnet form af den ellers uordentlige natur. Der er ikke lugte, lyde, former eller andre taktile indtryk i en skov; i stedet beskrives den som noget, der i beskrivelsens kontekst har et formål, f.eks. som et skjulested. Beskrives "natur" i anerkendende former, er den underlagt menneskets orden - skove og enge er parker, og mindre vækster er blomster, der er sat i vaser.

I begyndelsen troede Københavns Kommune, at overgrebene mod psykisk syge på kommunens bosteder var nogle få enlige svaler. Nu viser det sig imidlertid, at der er tale om et langt større problem.

For nogle uger siden skrev jeg en anmeldelse af bogen "The Lucifer Effect", hvor jeg blandt andet påpeger, at dens forskningsberetning med al tydelighed viser, at sådanne overgreb ikke er uheld, men en forventelig opførsel, som ikke kan opfattes som enlige svaler.

Sagerne, der nu dukker omkring behandlingen af de psykisk syge i Københavns Kommune, viser, at der ikke er tale om enkelte ondskabsfulde psykologer, men at der også højere op i systemet er problemer af en art, der gør situationen uundgåelig.

Hvis man ser på Peter Brixtoftes adfærd under hele den bølge af sager, der for nyligt har ledt til hans fængselsdom på to år, er der nogle ting, der springer i øjnene.

Mest markant af alt er naturligvis, at han trods 16 dommeres kendelser er fuldstændig ude af stand til at forstå, at han har gjort noget juridisk forkert. Hans egne forsvarsadvokater tager sig til hovedet og giver udtryk for, at han befinder sig i et helt andet univers. Han ser sig selv som offer for en konspiration.

Han opfører sig, som om han er fuldstændig uden den lille stemme, der hvisker, at han er gået for vidt. Han opfører sig, som om han har ubetinget frihed til at gøre lige præcis, som han vil, helt uden at skulle forholde sig til en samvittighed.

Han giver ingen udtryk for følelser af skyld eller brøde eller bekymring for andres ve og vel, det være sig venner, famile eller fremmede, ingen indre kamp mod skamfuldhed eller ansvarlighed over en eneste af hans egoistiske, skadelige, umoralske eller kriminelle handlinger. Hans ophold på en afvænningsklinik anså han blot som en ærgerlig periode, der skulle overstås, så han kunne komme tilbage til sit behov for stimulering af alkohol. Han havde ingen forståelse for, at han måske kunne have et andet problem, end at han i en periode var nødt til at rette sig efter andre.

Vi taler om en person, der er lystløgner. En person, som er så egoistisk, at det ligner narcissisme, hvor han opfatter sig selv som hævet over både lovgivning og andre mennesker. Det er en person, der blot reagerer med hævngerrighed, når han bliver afsløret (han har allerede lovet en bog om sine modstandere, der afslørede ham). Det er de andre, der har gjort noget forkert, mener han. Der er intet i hans udtalelser, der giver anledning til at tro, at moralske eller etiske værdier skulle have nogen betydning i hans liv.

Han er en fremadrettet person, oftest charmerende og formentlig velbegavet, og uden normale menneskers nagende samvittighed er der intet, der står i vejen for, at han skulle kunne tillade sig hvadsomhelst. Han behøver ikke tage sig af småting såsom juridiske eller moralske overvejelser. Folk kan stikkes i ryggen, papirer kan forfalskes, partnere kan føres bag lyset, og formodede konkurrenter kan snigløbes eller simpelt hen tromles ned.

Han havde succes, og det var formentlig en af årsagerne til, at Venstre fremviste Peter Brixtofte som rollemodel, indtil årsagen til hans succes blev kendt.

Jeg kender ikke Peter Brixtofte personligt, og jeg er ikke psykolog. Men jeg har set hans reaktioner, og jeg mener, at Peter Brixtofte udviser en væsentlig del af de træk, som traditionelt forbindes med sociopati.

Boganmeldelse af "The Lucifer Effect - Understanding How Good People Turn Evil" af Philip Zimbardo, Random House, NY, 2007, 551 sider. Se også bogens hjemmeside.

I 1971 udførte psykologen Dr. Philip Zimbardo et dramatisk eksperiment, der siden er gået over i historien under navnet "The Stanford Prison Experiment", og som gav Zimbardo en uventet og pludselig international berømmelse.

Eksperimentet gik ud på, at en gruppe helt almindelige mennesker fik løn for at spille “fangevogtere” og “fanger” i et simuleret fængsel. Vogterne og fangernes faldt hurtigt ind i deres roller, og forstyrrelser blev hurtigt undertrykt af vogterne.

I de næste par dage blev vogterne stadigt mere brutale med oftere ordrer, fornærmelser og ydmygelser, og fangerne blev mere og mere traumatiserede, passive og dehumaniserede. Efter blot halvanden dag måtte en af fangerne tages ud af eksperimentet efter at være brudt psykisk sammen, og efter seks dage måtte eksperimentet afbrydes.

Eksperimentet og efterfølgende forskning viste, at påtagelsen af roller er så grundlæggende i vores samfund, at rollerne omgående var blevet til virkelighed for deltagerne i Zimbardos eksperiment. Man opfører sig, som man forventes at opføre sig - deltagerne i Jerry Springers show slås, fordi de forventes at slås.

Filmen "The Secret" har opnået en utrolig høj popularitet. Skønt bogen bag filmen først udkom i maj 2007, er bogen allerede udgivet i 4. oplag, og blev en af årets mest omtalte og omdiskuterede blandt selvudviklingsgenren. Bogen bliver stadig i dag flået væk fra både boghandlere og biblioteker.

I analysen "Tankernes grænseløse potentiale" belyser Pia Tobberup og Amina Lap følgende spørgsmål med relation til filmen "The Secret":

1. Hvorfor har "The Secret" opnået så enorm en interesse hos så bred en modtagergruppe?

2. Hvordan forholder filmens udsagn, grundideer og grundholdninger sig til relevante begreber indenfor positiv psykologi, kognitionsterapi, sundhedspsykologi og narrative teorier?

3. Hvilke eventuelle implicitte konsekvenser ligger der for individet og samfundet i filmens menneske- og verdenssyn og kravet om udvikling?

Pia Tobberup og Amina Lap konkluderer, at filmens store popularitet kan findes i en dygtig brug af pathos- og ethos-appel, og at dens manglende logos-appel næppe har været problematisk for den typiske modtager af filmen. Indholdet er gammel vin, men flaskerne er særdeles nye og veludførte, kombineret med en solid markedsføring og branding af filmen.

Filmens lighedspunkter med positiv psykologi kan forklares som en inspiration fra humanistisk psykologi eller New Age, idet der er visse lighedspunkter mellem disse og positiv psykologi. Imidlertid adskiller den positive psykologis grundlag i evidensbaseret videnskab den fra både humanistisk psykologi og New Age. Endvidere fokuserer filmen på individets ønsker, hvor den positive psykologi har som erklæret målsætning at hjælpe med at udvikle gode samfund.

Som kognitiv terapi er der så store forskelle i metoder, målsætninger og teoretisk baggrund, at lignederne mellem filmen og kognitiv terapi må anses for meget overfladiske. I bedste fald bekræfter filmen personens eksisterende positive skemaer, og i værste fald bidrager den til selvbebrejdelser og virkelighedsflugt, hvis forsøget på "at tænke problemerne væk" mislykkes.

Både i filmen og i sundhedspsykologiske teorier antages der, at psyko og soma spiller sammen. Indenfor sundhedspsykologien forholder man sig dog i modsætning til filmen stadig undersøgende overfor denne sammenhæng og med en bevidsthed om, at man stadig mangler megen viden. Der er evidens for virkningen af en række psykiske teknikker i forbindelse med behandling af sygdom og bevarelse af sundhed indenfor sundhedspsykologisk forskning, men teknikkerne har langt mindre effekt, end der gives udtryk for i "The Secret". Det er interessant, at filmens påståede helhedssyn i praksis er langt mere reduktionistisk end det, vi møder i den traditionelle biologisk orienterede medicin.

Filmen følger i nogen udstrækning psykologiens brug af selvnarrativer, hvor der er bred enighed om, at vores selvfortælling og dermed vores identitet skabes og omdefineres i lyset af vores fortid, nutid og fremtidsforestillinger. Imidlertid overser "The Secret" behovet for at opleve sig selv som uforandret over tid og skabe en meningsfuld sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid. Ligeledes overser filmen den sociale sammenhæng, som individet indgår i, og som sætter begrænsninger for individets mulighed for at omdefinere sig selv.

Ligheden mellem den etablerede psykologi viser sig at være overfladisk og bærer præg af, at filmen behandler psykologien, som den behandler de øvrige videnskaber. Psykologiske teorier inddrages kun, hvis de synes at understøtte "The Secrets" teser, og oftest benytter filmen de videnskabelige teorier og resultater udenfor deres oprindelige kontekst eller gyldighedsområder.

Filmen påstår, at vore tanker skaber virkeligheden, og er i slægtskab med det, der i attributionsteori kaldes "illusion of control". Filmens måde at tænke på kan føre til egoisme og fravær af socialt ansvar hos den enkelte modtager, mens den på det samfundsmæssige plan kan føre til en maskering af sociale problemer som personlige problemer. Endvidere kan filmens budskab om personlig, fuld kontrol føre til selvbebrejdelser hos mennesker, som møder modgang. Der er også risiko for, at filmens overdrevne vægtning af positiv tænkning kan foranlede til, at sygdom bliver fortrængt og ubehandlet. Sådanne konsekvenser skal dog ses i en større sammenhæng, idet filmen kun er én påvirkning blandt mange, som møder modtageren. Det er oplagt, at filmens budskaber og teknikker vil blive brugt indenfor den livsverden, modtageren allerede befinder sig indenfor. Det er også uvist, om filmen med sine implicitte amerikanske værdier vil gøre et blivende indtryk på det danske publikum. "The Secrets" popularitet kan dog ses som udtryk for den selvudviklingsbølge, der tillige har vundet indpas herhjemme både indenfor erhvervslivet og privatsfæren.

For ca. syv år siden arbejdede jeg i den tidligere nordjyske virksomhed Maxon. Her blev jeg introduceret til deres fortolkning af Arne Nielssons zen og kunsten at ro kajak - eller "coaching", som han kalder det.

Vores HR-mand forklarede det sådan, at alle ansatte forventedes at være "over stregen", som Arne Nielsson havde udtrykt det. Det skulle forstås sådan, at i stedet for at se problemer og begrænsninger (så var man nemlig under stregen), skulle man se muligheder og udfordringer (hvor man var over stregen).

Det er for så vidt også fint nok som udgangspunkt. Men der er nogle alvorlige problemer og begrænsninger i denne fremlægning. For det første: Maxon ville aldrig nogensinde kunne hyre sådanne mennesker, for de ville jo aldrig ville forlade deres stillinger, der kun bød på muligheder og udfordringer. Men som HR-manden udtrykte det, så var det jo også først, når de var blevet ansat, at de skulle få denne indstilling.

For det andet: Hvordan kan man overhovedet møde en udfordring eller en mulighed, hvis ikke man accepterer, at der er behov for den? Man er kort sagt nødt til at acceptere, at der er et problem eller en begrænsning først!

Da HR-chefen på et tidspunkt inviterede Arne Nielsson til at give et foredrag, var det med al rimelighed overfor den ellers temmelig irriterende Arne Nielsson også netop en af hans pointer, at man skulle genkende og acceptere problemet først, og først derefter se det som en udfordring at løse det.

Desværre er netop denne del af "over stregen"-forklaringen meget overset. Der er tilsyneladende ingen, der indser, at man skal erkende problemerne. Det hele handler om at være "over stregen" og kun se muligheder og udfordringer.

Denne trend er tilsyneladende under udbredelse i industrien, og den ser ud til at være hentet fra USA, hvor kulturen dikterer, at man selv har ansvaret for sin lykke og skylden for sin ulykke. (Det kommer sig af den såkaldte calvinistiske arbejdsmoral, hvor ens indstilling til arbejdet og ens egen part i det dybest set er religiøst motiveret.) Man forventes simpelt hen at opfatte umuligheder som vanskeligheder i værste fald, men helst som muligheder.

Det er meget uheldigt. En ting er, at skrækken for overhovedet at anderkende, at der er problemer, nødvendigvis vil bidrage til, at reelle problemer slet ikke bliver løst. Et andet destruktivt aspekt af denne indstilling skriver Sara Rosendal om på fagbladet Ingeniørens blog.

Hun har gennemskuet, at denne "positivitetstanke" går ud på, at det er DIG, og ingen anden, der har ansvaret for at løse de problemer, der opstår. Hvis ikke du kan løse opgaven, så er det dig og dine evner eller indstilling, den er gal med, ikke opgaven.

Så hvis chefen har påduttet dig en umulig opgave, hvis kunden har bedt dig bryde naturlovene, eller hvis omstændighederne fratager dig dine ressourcer, uden at arbejdsopgaven ændres, så er det dig, der er uduelig, og som skal have skyldfølelser, hvis ikke du kan klare at løse opgaven. Også selv om der er opstået et problem, der slet ikke lader sig løse.

Hvis ikke man må tillade sig at udtrykke negativitet, så er der rig mulighed for, at ens overordnede kan vælte alle mulige U-mulige opgaver ned over hovedet på en – og påstå, at det er ens egen dumhed, og ikke deres, der er årsagen til, at man ikke løser "udfordringen".

Denne transformation af erkendelsen af, at en opgave er uløselig, til et udtryk for personlig evnesvaghed, vil uværgerligt bidrage til lavere selvværdsfølelse hos de folk, der skal løse "udfordringerne". Jeg har også set, hvordan den bidrager til CMA ("cover my ass")-aktiviteter, hvor den "udfordrede" part på enhver tænkelig vis vil forsøge at kalde opgaven "løst", uanset hvor håbløst, arbejdet er blevet gjort.