Blogs

If you want to know what kind of people follow a particular religion, don't study its tenets, its beliefs, its values, or its ethics. Look instead for its sins.

Christian sins include gluttony, sexual misconduct, wrath, envy, etc., and you will find no people as fat, perverse, angry, and resentful as Christians. In the Church of Satan, you find the sins of stupidity, counter-productive pride, lack of perspective, etc., and its members invariably behave as if these sins were virtues. Within Islam, you find sins such as associating anything with Allah, theft, gambling, and backbiting, and I hardly need to mention which behavior comes to mind when you observe muslims.

I den protestantiske tradition, som vi er blevet opdraget i som danskere gennem 500 år, ligger der en grundholdning om, at frelse ikke kan tilkæmpes gennem handling, tanke, gode gerninger eller nogetsomhelst andet. Frelsen er givet eller nægtet på forhånd, men er man givet frelsen, vil det vise sig i ens jordiske liv, idet ens gode gerninger er et udslag af frelsen. Man kan således modsat genkendes som synder, såfremt det går dårligt for en.

Max Weber indså i slutningen af 1800-tallet, at denne holdning (i USA) fik folk til at arbejde hårdt og akkumulere rigdomme, idet pengepungens størrelse var et tegn på frelse, og han argumenterede for, at denne protestantiske arbejdsetik var bevæggrunden for den kapitalistiske tankegang: At man var et bedre menneske, når man var et rigere menneske - og at fattige var dårligere mennesker, som var henvist til omtrent samme skæbne i det hinsides som slagtekvæg, og derfor ikke havde krav på samme rettigheder som ordentlige mennesker.

I det nu relativt sekulære Danmark ligger tanken om en håndgribelig frelse eller fordømmelse efter døden ganske vist fjernt, men den skæbnebundne opfattelse, at rige mennesker er bedre end fattige, lever i bedste velgående. Man har blot glemt hvorfor. Er det ikke længere Guds forbandelse af det netop undfangne barn at være fattig, er det nu et medfødt personlighedstræk.

Når vi hører, at en person er fattig, er den første tanke derfor, at det må være vedkommendes egen skyld. Personen må have gjort noget forkert, fordi den slags ligger til personen. Personen må være dum, uansvarlig, doven, og hvad der nu ellers kommer af forklaringer fra de borgerlige partier, hvor netop den protestantiske kristendom har de bedste kår. Som et andet ekko fra kravene om bodsgang for sjælen kan Liberal Alliance fortælle, at sådanne mennesker har godt af at blive presset, og at deres desperation er sundt for dem. Det er partier, der ønsker kirkemagtens almissesamfund genindført, hvor almisser kun blev givet til de, der blev anset for værdigt trængende.

Det er præcis dette menneskesyn, som blandt mange andre Line mærker, når hun fortæller om, at hun ikke har råd til at overleve, når kontanthjælpsloftet rammer hende til efteråret. Da hun fremlagde sit budget, hvor der indgik abonnement på fibernet og afbetaling på in iPhone til sig selv og sin datter, skortede det ikke på folk, der kunne forklare hende, at der her var et oplagt sted at spare, ligesom hun næppe kunne være helt fattig, når hun havde kunnet købe en Macintosh-computer.

Som udgangspunkt kan det se rigtigt ud: Hvordan kan hun dog klage over fattigdom, når hun køber dyre Apple-produkter og har fibernet? Men det er her, at vi ser gennem brillerne af mange århundreders protestantisme (og før da mange århundreders skæbnetro i de dele af Europa, hvor protestantismen slog rod), som har bundet den enkeltes lod i livet til vedkommendes person. Det er nu, vi begår "the fundamental attribution error", hvor vi forklarer andres adfærd i en situation som udtryk for deres indre personlighed i stedet for at se på de eksterne faktorer i situationen. Vi ser således Line som en, der har været så dum og uansvarlig, at hun nu er fattig. Og vi ser hende som tåbelig, når hun vælger at få tatoveringer, selv om hun godt ved, at det reducerer jobmulighederne i visse erhverv.

Men Djævelen ligger skjult i detaljen, for da Line fik sine tatoveringer og købte sin iPhone, var hun i arbejde, og forventede ikke at blive ramt på et sent tidspunkt af sine forældres vanrøgt, der gjorde det umuligt for hende at arbejde. Hendes computer købte hun som studerende. Og hendes fibernet er den eneste mulighed for internetadgang på et sted i Danmark, hvor der er så billigt at bo, at der ikke er dækning over mobilnettet. Vi ser det åbenlyse mismatch mellem ejerskabet af relativt dyre fornødenheder og Lines erklæring om at være fattig, men i stedet for at tænke på hendes situation som et uheld, der ramte hende, og at formode, at der er en fornuftig og naturlig forklaring på, hvorfor hun kan være fattig og have en iPhone, forudsætter vi helt naturligt, at det er Line, der er problemet.

Vi ønsker ikke at se denne Djævel, for Han tvinger os til at indse, at heller ikke vi er frelste. Han minder os på, at frelsen er en ren illusion, og at vi ikke er en tøddel bedre end dem, vi foragter. Han fortæller os, at andre ikke har det hårdt, fordi de er dårlige mennesker, men fordi vi er det. Så vi lukker øjnene og forbliver i illusionen om, at vi er noget ganske særligt, fordi andre har det hårdt, og indser ikke, at vi er den største del af problemet.

Siden jeg fik stemmeret i slutningen af 1980'erne, har antallet af EU-afstemninger vist kunnet tælles på én hånd. Der var hver gang tale om yderst indgribende og omfattende beslutninger med mange detaljer, som det ikke var trivielt at samle i én pakke. Men det blev de, og de meget komplicerede beslutninger blev reduceret til et spørgsmål om ja eller nej - og dermed fik man svar, som ikke besvarede spørgsmålet, men som derimod besvarede en letforståelig men stort set ligegyldig detalje såsom krumme agurker eller navnet på landets møntfod.

Fra de danske politikeres side hører vi sjældent om, hvordan de fører - eller blot ønsker at føre - EU-politik. For dem er det tilsyneladende tilstrækkeligt at have deres folk siddende i Bruxelles, hvor man stort set kun hører om dem, når de begår bedrageri. Befolkningen bliver ikke hørt om ændringsønsker i EU, idet initiativerne til ændringer i EU stort set udelukkende tages af magt-eliten. Sådan har det altid været, og udviklingen i EU har således aldrig bygget på folkelig, demokratisk inddragelse

Det eneste, de danske politikere beskæftiger sig med i den offentlige debat, er unges uddannelser, sundhedssystemet og "dansk kultur", og især hvordan man sparer på disse områder. Og det er ikke tilfældigt, for de eneste politiske kategorier, EU ikke kan blande sig direkte i, er nemlig netop emner såsom uddannelse, sundhed og kultur - og som dermed er det eneste, de danske politikere reelt selv kan gøre noget ved.

EU kan derimod blande sig i (dvs. underkende og diktere) vores handelspolitik, miljøpolitik, landbrugs- og fiskeripolitik, energipolitik, forbrugerbeskyttelse samt retslige anliggender. Og eftersom EU først og fremmest er en handelsorganisation, er disse områder bestemt af EU-landenes virksomheders økonomiske interesser, som ikke kunne være meget fjernere fra et (dansk) demokrati. Så når alle pengene er brugt på EUs virksomheders interesser, er det altid indenfor uddannelse, kultur og sundhed, at politikerne finder det "nødvendigt at spare", for disse er de eneste emner, politikerne overhovedet har mulighed for at bestemme over.

Befolkningens inddragelse i EU-beslutninger svarer til, at der blev afholdt folketingsvalg hvert 15. år, og med "ja" eller "nej" som svarmuligheder: Ingen af svarene vil være rigtigt eller forkert af den simple årsag, at ingen af svarene giver mening i så komplekse problemstillinger, som befolkningen med store mellemrum bliver bedt om at forholde sig til mht. EU. På denne måde bliver befolkningen isoleret fra EU. Politikerne forholder sig tilsyneladende ikke til EU, og anser det i stedet for deres arbejde at følger EU-virksomhedernes udemokratiske diktater, hvorpå de lader Danmark betale regningen på de få områder, hvor EU ikke har indflydelse på landets politik.

I optakten til Englands EU-afstemning er der både på Twitter og på Facebook gået lidt Erasmus Montanus-logik i at sætte lighedstegn mellem Enhedslisten og den ekstreme højrefløj: De er begge imod EU, ergo er de begge en sten.

Den holder altså ikke, venner.

Der er elementer af EU, som jeg godt tør påstå, at Enhedslisten har det relativt godt med, hvis man måske ser bort fra, at EU gør det lidt halvhjertet: Fælles miljøregler er det svært at kalde andet end et fremskridt, selv om de godt måtte være langt strammere. En fælles asylpolitik ville forhindre de enkelte lande i at lukke grænserne for asylansøgere (omend EU så til gengæld har lukket grænserne omkring sig som sådan). Det er nok også de færreste fra Enhedslisten, der helhjertet kan påstå andet, end at EU har været med til at sikre relativ fred i det historisk krigshærgede Europa. EU har sin egen Menneskerettighedsdomstol, selv om der desværre ikke følger sanktionskrav med en dom ved samme. Jeg kunne sikkert nævne flere positive sider ved EU, men pointen er forhåbentlig tydelig nok: EU er ikke entydigt noget monster. Disse emner er dog ikke tilstrækkelige, eller tilstrækkeligt positivt udførte, til at Enhedslisten af den grund kan godkende EU. Til gengæld er der en lang række ting, som Enhedslisten ikke vil acceptere ved EU.

Præcis samme opstilling vil man kunne lave for højreekstremisterne, men det er helt andre emner, de anser for positive (men ikke tilstrækkeligt positive til at støtte EU), og det er helt andre emner, de anser for stærkt negative.

Pointen er, at netop de emner, som Enhedslisten anser for positive, er dem, som højreekstremisterne hader allermest ved EU. Og omvendt er det de emner, som højreekstremisterne anser for positive, som Enhedslisten hader mest ved EU. Det er i det lys, at det er meget svært at kalde Enhedslisten og højreekstremisterne for enige. I bedste fald er de to yderfløje enige om, hvad det er for emner i EU, som både Enhedslisten og højreekstremisterne anser for mindre vigtige end de to fløjes respektive, og modsat rettede, kernepolitikker. Og det er så langt fra det samme som at være enige om den pågældende politik, som noget kan være.

Så er der nogle, der stiller spørgsmålet, om motivationen har nogen praktisk betydning, når resultatet er det samme, og om Enhedslisten derfor ikke desto mindre går de højreekstremes ærinde, når Enhedslisten vælger at være imod EU.

Hvis man svarer ja til dette spørgsmål, så leder det for det første til en absurditet: Ethvert politisk parti stemmer jævnligt det samme, som nogle af deres erklærede modstandere. Et ja til spørgsmålet vil være en erklæring af, at samtlige politiske partier hele tiden går hinandens ærinde, og så giver det jo ikke mening overhovedet at stille spørgsmålet.

For det andet ville man med et sådant spørgsmål med samme ret kunne hævde, at Enhedslisten gik kapitalismens ærinde, eller at de forbrød sig imod deres egne principper af populistiske årsager, hvis de (for at undgå at "gå højreekstremisternes ærinde") agerede imod deres egen overbevisning og støttede EU. Det gør spørgsmålet til et "no-win"-spørgsmål, hvor man aldrig vil kunne forsvare Enhedslistens valg; og som sådan er det et spørgsmål, der blot har til formål at opstille et falsk dilemma.

Hele beskyldningen er kort sagt en øvelse i falske argumenter og skjulte angreb, og baserer sig i bedste fald på mangelfuld forståelse for, hvad de enkelte parter mener, og hvorfor de agerer, som de gør.

Ord har generelt flere betydninger end den pålydende i form af de associationer, de bringer. En ordbog kan forklare os, at f.eks. "Solen" er navnet på stjernen, vores planet kredser om, men den fortæller ikke, hvad ordet giver associationer til: Lys, varme og liv. Vi tænker ikke blot på et specifikt astronomisk forhold, når vi hører ordet "Solen"; vi får også associationer, følelser, billeder og værdier.

På samme måde betyder "neger" ikke blot "sort". Dengang, vi stadig brugte ordet "neger" i Danmark, beskrev geografibøgerne negre som sorte, ja, men også som dumme, primitive, uciviliserede, m.m., fordi det var sådan, man opfattede sorte mennesker. De blev beskrevet som en race, som man anså for at være bedst egnet til manuelt og hårdt fysisk arbejde på grund af deres kropsfremtoning og lavere intelligens, og de kunne kun fungere produktivt, hvis de havde en herre til at fortælle dem, hvad de skulle foretage sig, ligesom man var nødt til at straffe dem korporligt og hårdt, fordi det var den eneste måde, de kunne lære noget på.

Det er iøvrigt ikke "gamle dage", det her. Det var i mine forældres tidlige år som skolelærere, at den slags stadig stod i geografibøgerne, og som mine forældre af samme årsag underviste deres første elever i.

Det er denne samlede opfattelse af sorte, der blev bundet sammen i ét ord: Neger.

Ordet kommunikerer dermed langt mere end hudfarve. Det kommunikerer også den opfattelse, man havde af sorte, og en særdeles negativ af slagsen. Dengang vidste man ikke, at der var tale om racisme, og at man benyttede et ord, som kommunikerede racistiske forestillinger foruden den nøgterne hudfarve, men det ved vi i dag. Ved at sige "neger" siger vi ikke bare "sort". Ordet bærer hele den underforståede, racistiske opfattelse med sig, når man siger det.

Det er præcis fordi ordet "neger" vækker følelser og bidrager til racisters verdensforståelse, at racister finder det så vigtigt at forsvare retten til at bruge ordet "neger" og ikke de mange andre danske ord, der af den ene eller den anden årsag glider ud af sproget. Racisterne kan nemlig ikke kommunikere det, de ønsker at sige, hvis de må nøjes med at kalde sorte mennesker for sorte.

Regeringen har netop besluttet, at der skal bruges enorme summer på et kampfly, der er ramt af talrige skandaler, allerede inden vi modtager det, og som eksperter i luftkamp har givet dumpekarakter. Men det er slet ikke derfor, vi køber F-35 af det amerikanske Lockheed Martin. Beslutningstagerne må le, når vi andre diskuterer, om vi har brug for kampfly, eller ryster på hovedet af dets umulige kampevne. Flyene bliver ikke købt, fordi de skal flyve, eller fordi det er vigtigt, at de virker.

I mange år har der eksisteret transatlantiske aftaler mellem EU og USA om modydelser, der skal svare til de beløb, modparten køber for. Når et EU-land køber for store beløb i USA, skal USA derfor købe for omtrent samme beløb. Sådanne aftaler forhindrer en skævvridning af handelsbalancen, hvor den ene part hele tiden køber, mens den anden part hele tiden sælger.

Når Danmark køber kampfly i USA for et svimlende milliardbeløb, er USA forpligtet til at købe for omtrent samme beløb hos os - eller rettere: Ved de danske virksomheder. Via modkøbsaftalerne flytter regeringen de mange milliarder skattekroner, der vil blive brugt på kampfly, over i det private erhvervslivs lommer. Dét er målet. Flyene er sådan set ligegyldige.

Hvordan kan en socialist gå ind for brugerbetaling på Folkekirken, når socialister ellers generelt går ind for kulturstøtte og anden støtte via skatten?

Spørgsmålet er det, man kalder et “godt spørgsmål”. For hvis man kun skal betale for Folkekirken, hvis man ønsker at bruge den, hvorfor skal f.eks. museer og forfattere så have kulturstøtte? Eller ud fra argumentet om, at man selv må betale for de foreninger, man ønsker medlemskab af, hvorfor skal Folkekirken så sejle sin egen sø, mens f.eks. sportsklubber har krav på støtte?

Svaret er, at i det er mere kompliceret end en sportsklub eller endda “kultur” - så meget, at den eneste retfærdige løsning bliver meningsløs.

For det første må man som socialist anerkende, at det er urimeligt at give en bestemt tro særstatus og -støtte. Hvis Folkekirken har krav på støtte, så har andre religioner det også. Det er som udgangspunkt helt rimeligt. Men religion er en menneskeskabt størrelse, og det er op til såvel de enkelte religiøse grupperinger som det omkringliggende samfund at vurdere, om de udgør en religion, eller om de er blot er en gruppe af mennesker. I sidstnævnte tilfælde kan de begribeligvis ikke kræve støtte som religion.

Man må derfor definere, hvornår en gruppering er religiøs, og hvornår den ikke er det. Det kan lyde simpelt nok, men det er det langt fra. Skal man f.eks. kræve, at religionen tror på en eller flere guder? I så fald er f.eks. Scientologi og diverse former for buddhisme ikke religioner. Skal man så kræve, at religionen har faste ritualer, møder og bygninger? Ja, så falder adskillige New Age (“selv-religioner”) bort. Hvis man kræver, at religionen har religiøse skrifter, falder de skriftløse religioner straks til jorden. Selv hvis man nøjes med at kræve, at den religiøse gruppering selv anser sig for at være religiøs, vil nogle af dem falde fra (f.eks. Trancendental Meditation, der i USA har ført sag for ikke at blive kaldt en religion, idet de anser deres ritualer m.m. for at bygge på videnskab, og af marketingshensyn er nødt til at give indtryk af rationalitet). Det er med andre ord praktisk umuligt at stille krav til, hvornår noget er en religion, fordi man uværgerligt vil tabe nogle af dem på gulvet, med skattemæssig forfordeling til følge.

Når religioner kan have guder eller ikke, have skrifter eller være skriftløse, have ritualer eller være dem foruden, osv. osv., er det heller ikke muligt at gå den modsatte vej, hvor man blot kræver, at religionen lever op til nogle af de træk, der karakteriserer religioner: Hvis en religion har ateisme til fælles med sekulær buddhisme, fraværet af ritualer til fælles med astrologi, skriftløsheden til fælles med inuit-religion, osv., så begynder det intuitivt at blive meningsløst at kalde det for en religion. Men man kan heller ikke afvise den, uden at man derved også afviser (dele) af andre religioners anerkendelse som sådanne. Det samme problem opstår, hvis man forsøger med et kompromis, hvor en religion skal efterleve et vist antal anerkendte træk, fordi det er umuligt at sætte grænsen et meningsfyldt sted, fordi mange træk modsiger hinanden, og fordi man man prioriterer træk, som man anser for “rigtig” religion og “forkert” religion (hvilket er meningsløst, fordi religioner blandt andet befinder sig i det normative og ekspressive område, der involverer følelser, værdier, Weltanschauuing, m.v.; man kan være enig eller uenig, men ingen har autoritet til at erklære dem mere rigtige eller forkerte end andre).

Definitioner af religion har kort sagt valget mellem at tilgodese bestemte religioner eller at være så inkluderende, at nærmest hvadsomhelst kvalificerer som religion. I Danmark tenderer religionshistorikere til at være enige om, at en religion bør indeholde et vist element af transcendens, før den kvalificerer som religion. Men det er som at sælge elastik i metermål: Hvis noget giver en form for “udvidet bevidsthed”, hvor man fornemmer noget “større” i universet end det umiddelbare, smager det allerede lidt af fisk. Desuden er der generel enighed om, at de religiøse grupperinger som mindstemål bør anse sig selv som religiøse - dog med forbehold for f.eks. Transcendental Meditation og det forhold, at danskere af religio-historiske årsager foretrækker at anse sig for spirituelle frem for religiøse, idet det sidste ord har fået fundamentalistiske konnotationer her i landet.

Da TV-serien “Den halve sandhed” (2004 - 2005) således i spøg forsøgte at få en fodboldfanklub anerkendt som trossamfund, var det ikke en helt umulig opgave; dog er der specifikke regler for anerkendelsen af trossamfund, der netop udelukker en række religioner, fordi reglerne tilgodeser specifikke former for religion. (Det skal her noteres, at anerkendte trossamfund er en specifik konstruktion, der primært berettiger grupperingen til at vie mennesker med juridisk gyldighed. Man kan sagtens udgøre en religion, selv om man ikke lever op til kriterierne for at blive anerkendt som trossamfund.)

Såfremt man accepterer, at alt, hvad der overhovedet kan kaldes for en religion, dermed gør sig berettiget til statsstøtte på lige fod med Folkekirken, bliver der tale om væsentligt øgede udgifter til religioner. Visse borgerlige kritikere vil muligvis anklage venstrefløjen for ikke at være opmærksom på sådanne problemstillinger, men det er en anden diskussion. Det mere væsentlige problem i indeværende kontekst er, at den paraply, der dækker over religioner, er så favnende, at groft sagt alt vil kunne kræve statsstøtte med henvisning til religiøse elementer. En badmintonklub kan tilføje en paragraf i sine vedtægter om, at klubben blandt andet har til formål at fremelske en livsstil med åndelig udvikling og andre religiøst klingende floskler ind, og straks vil det blive problematisk at benægte, at klubben har berettigelse til statsstøtte på lige fod med bona fide religiøse grupperinger.

Hvis alle religioner gøres berettiget til støtte, skaber man reelt en situation, hvor næsten enhver forening kan gøre krav på denne støtte. Så kan man lige så godt sige, at enhver forening har krav på støtte, om deres formål blot er at være "Foreningen til modtagelse af statsstøtte". Og det vil være fuldstændig meningsløst.

På det seneste er der berettet om voldtægtssager, hvor de anklagede er gået fri. Det er uheldigt og særdeles ubehageligt for såvel ofret som potentielle ofres følelse af såvel retssikkerhed som personlig sikkerhed.

En voldtægt af en 14-årig pige er blevet udlagt således, at fordi hun havde råbt om hjælp, og ikke havde råbt “nej!”, gik voldtægtsmanden fri. I en anden sag var en pige blevet bevidstløs, og sagen blev udlagt, som om man af den grund ikke kunne vide, om hun havde noget imod det.

På baggrund af sager som ovenstående bliver der fra flere politikere opfordret til lovændring. Ingen har givet konkrete bud på, hvad denne lovændring skal gå ud på, men målet er at få flere voldtægtsforbrydere dømt for voldtægt. Målet kan man naturligvis kun være enig i.

Men udlægningerne af de to førnævnte sager er ikke korrekte. I den første sag gik gerningsmanden ikke fri, fordi pigen havde råbt “hjælp!” i stedet for “nej!”, men fordi anklagerens påstand om, at hun var bedøvet, kunne afvises (hvilket den begribeligvis også ville være blevet, hvis hun havde råbt “nej”). Eftersom anklageren havde hægtet hele tiltalen op på denne anklage, så var der ikke noget at komme efter. I en retssal kan man ikke fremstille en ny, alternativ anklage på stedet - i dette tilfælde f.eks. at hun tydeligvis ikke ønskede samlejet (længere). Uanset om det måske ved første øjekast kan synes rimeligt, så skal den tiltalte have en chance for at forsvare sig mod en anklage, som af samme årsag skal være præsenteret på forhånd, i god tid inden retssagen. Retssagen er dermed et eksempel på, at vores retssystem fungerer, og at fejlen ligger hos anklageren, der valgte at føre sagen på et grundlag, der kunne afvises.

I den anden sag optrådte voldtægten efter, at sagsøger havde indlagt sig på at have sex. Men i modsætning til, hvordan nogle har udlagt sagen, blev det ikke brugt som en undskyldning for voldtægten, at hun selv havde været interesseret i begyndelsen: Dommen gik ud på, at man ikke kunne bevise, at der var foregået en voldtægt, hvilket begribeligvis fritager hende fra enhver skyld (thi man kan jo ikke give nogen skylden for noget, man ikke ved om er foregået). Som det fremgår af det ganske grundige referat i artiklen er det mildt sagt uklart, hvad der præcist skete. Man kan naturligvis ikke tage fra hende, hvordan hun oplever hændelsen, men i en retssag er man nødt til at vurdere, hvad der skete i situationen. Det står ikke klart, at hun f.eks. var bevidstløs, mens der blev dyrket sex. Igen er denne sag udtryk for, at vores retssystem fungerer, fordi den væsentlige tvivl er kommet de anklagede til gode. (Omend jeg personligt finder, at de to sidste anklagede havde en noget dårligere sag end den første.)

Domsfældelsen i begge sager ser således ud til at leve op til meget dyrt købte retsstatsprincipper: At man ikke dømmer en person, med mindre det kan bevises hinsides tvivl, at vedkommende er skyldig. At bevisbyrden ligger på anklageren, og hvor den anklagede ikke skal bevise sin uskyld. At vores vigtige, retsstatslige doktrin er, at man hellere lader en skyldig gå fri, end man straffer en uskyldig.

Jeg er derfor bekymret for, hvad de konkrete forslag til den ønskede lovændring bliver. Bekymret for, hvor store dele af retsstaten, der mon bliver smidt ud med badevandet. Skal man se bort fra, at offerets forklaring modsiges af offerets adfærd og øvrige vidners forklaring? Skal man ignorere anklagedes udlægning? Skal den anklagede bevise sin uskyld i stedet for, at anklageren skal bevise skylden? I så fald vil det være et opgør med helt grundlæggende retsstatslige principper. Jeg håber ikke, det bliver den slags ændringer. Men det er desværre den slags ændringer, der for mig at se skal til, hvis man ønsker et andet udfald i sager som de to ovennævnte: Løsningen på voldtægt er åbenbart at voldtage Justicia.

Nuvel, der vil blive dømt flere voldtægtsforbrydere. Men der vil blive dømt mange flere uskyldige mennesker, og ikke mindst mænd vil opleve, at sex som sådan bliver farligt for straffeattesten. Hvis man velvilligt indlader sig på sex med en partner, der pludselig begynder på en form for sex, som man ikke bryder sig om (og det er der mange muligheder for), og man siger nej tak i løbet af sexlegen... er det så pludselig voldtægt og ikke “bare” respektløst, hvis vedkommende fortsætter, men iøvrigt ikke gør brug af vold eller tvang? Risikerer vi at sende alt andet end missionærstillingen tilbage til tidligere tiders ulovliggørelse af seksuel “perversion”, fordi man risikerer at blive dømt for voldtægt, hvis man pludselig føler sig lidt kinky, og prøver det bageste hul uden at spørge?

Hvis jeg vågner op ved siden af en partner, der spørger: “Lavede vi noget i går aftes?”, skal jeg så blive alvorligt nervøs? Skal jeg sørge for at undgå at have sex med en partner, som jeg møder i byen, hvis vedkommende drikker spiritus, fordi jeg kan risikere, at vedkommende falder i søvn under samlejet og dermed pludselig gør mig til voldtægtsforbryder? Tør jeg overhovedet gå med en fuld kvinde hjem, selv om jeg sover på hendes sofa, fordi hun kunne tro, jeg havde forgrebet mig?

Sex er noget, man ofte dyrker i passion, og uden nærmere aftale. Det er også noget, man nogle gange gør lidt af pligt for partnerens skyld, fordi sex har en social funktion. Hvis det bliver til noget, man skal skriver kontrakt om på forhånd, og hvis koreografi man er tvunget til at tilrettelægge, såfremt man ønsker at dyrke alt andet end den “sikre” form, så er det enhver puritanists våde drøm.

After having brewed beer for a few years, I recently went from bottling to kegging.

My reason was defeat. Too many of my batches have turned into gushers when bottled. I once discovered that one batch had become infected when I was about to bottle it, so I assumed that the other gushers had been infected, too. Although, I wasn't entirely certain, because when I managed to vent and pour a gusher, the telltale sourness of an infected beer was absent. The gushing appeared by be caused by the thin layer of sediment in the bottle being whirled up by a few bubbles, becoming a nucleous for additional CO2 bubbles and making the beer gush through the bottle neck. This would indicate over-carbonation but for this to be true, apparently the difference between almost flat and over-carbonated beer seemed to be about five to ten grams of sugar for an entire batch, and I found that unlikely.

It also seemed unlikely that boiling sugar dissolved in water for ten minutes, cooling it down, and pouring it into the beer would cause an infection. I had ruled out hygiene problems related to the bottles because I've always cleaned and disinfected the bottles thoroughly, and it was either the same kind of gushing in all 60 to 90 bottles, or nothing at all. (In case you wonder, I also paid proper attention to sterile equipment in all other steps of the bottling process.)

I finally became convinced that infection at bottling time was hardly the reason when my first lambic style beer also became a gusher. It had been sitting in its carboy for a year and a half when I primed it with sugar and new yeast then transferred it bottles. Two weeks later, they were all gushers; not violent ones, but enough to whirl the sediment into the beer and having to rush the beer into a glass. I vented and re-capped them all, and it seems I may be lucky this time. But certainly the gushing could hardly be caused by an infection considering that the beer was deliberately "infected" to begin with and everything edible had long since been digested by the bacteria.

My current hypothesis is that it was probably beer brewed with highly or moderately flocculating yeast that stayed in the bottles; low-flocculation yeast might not settle well enough on the smooth bottom of the bottles, causing just enough of it to be drawn into the beer to start the chain reaction that I'd observed earlier.

Rather than sticking (excuse the pun) to highly flocculent yeast, I figured that since kegged beer is tapped from the bottom of the keg, then even if there's sediment in the keg that provides nucleation particles for the bubbles, it will be flushed out of the keg. Hence, if my hypothesis is correct, my gushing problems should be eliminated by kegging the beer.

“Fjerde Rytter,” Danish for “Fourth Horse­man,” is the pale rider who brings death: an appro­priate name for an aggres­sively hopped IPA.

[hyphenate]Maybe my hypothesis is correct, or maybe it is beginner's luck, but my first kegged beer seems to be perfect. The first two glasses tapped from the keg were a muddy mush of sediment, and I was seriously worried about my beer at first, but by the third glass the beer had cleared perfectly, and it tastes wonderful with a perfect head and not a speck of impurity in subsequent servings.

There's lots of information about force-carbonating your beer online and from what I can tell, most of the confusion and mistakes are caused by rather fundamental misunderstanding - like not realizing you should be sitting in your car seat before turning the ignition.[/hyphenate]

I nonetheless decided to purchase a complete set containing all the necessary parts: a brand new keg, hoses, a regulator, a CO2 canister, and all the necessary fittings. This way I knew I wouldn't be missing anything. Knowing what is needed for a keg, I would know what fittings to order the next time together with a used keg.

So far I've learned two minor things that I didn't see mentioned in any instructions.

Firstly, the set-and-forget force carbonation method means I identify the required pressure on a pressure chart and set the regulator accordingly; it is about as easy as it gets. The keg immediately reaches this pressure, but instead of “forgetting,” turn off the gas. Then half a day later as some the CO2 is absorbed into the beer, causing the pressure in the little room above the beer to fall, turn the gas back on for a moment to restore the pressure. This needs only being repeated about daily for the first week, then hardly at all after that. The advantage is that you won't lose CO2 if there happens to be a small leak somewhere between the CO2 inlet and the CO2 canister.

Secondly, don't attach the CO2 to the beer outlet as some suggest. Granted, the CO2 will be absorbed somewhat faster into the beer if it is allowed to bubble up through the beer, but my bet is you'll gain a few hours over an entire week at most. Meanwhile, if you don't maintain CO2 pressure, you'll risk beer pushing back into the CO2 hose and possibly into the regulator.

Both of the above approaches will reduce the carbonation speed slightly, but if you're serious about speed, probably your best bet is to avoid the set-and-forget method. I'm sufficiently patient to waiting just a few more days. Well, sort of: I couldn't help sampling, of course.

Perhaps I've learned another few things: this particular beer had been sitting in the fermentation bucket for about a month and had stopped fermenting altogether two weeks earlier. It wouldn't have hurt to let it mature a little more, however, so in the future I'll rack my beer to the kegs and have it sit there for another two weeks before applying carbonation. Also, the next beer to be kegged appears to be spiced somewhat too lightly. In contrast to bottled beer, the keg allows me to throw in a little more spice and restore the pressure.

Hvorfor er forholdene i de danske asyllejre egentlig så ringe?

Ja, det er der to simple årsager til. For det første ønsker politikerne, at asylansøgerne får et så dårligt indtryk af Danmark, at de helst forlader landet, hvis de får mulighed for det.

For det andet er driften af asyllejrene såsom den ved Haderslev, som Inger Støjberg ikke vil indrømme er en regulær KZ-lejr, ren og skær forretning, hvor målet er at tjene penge (det er også Jammerbugt Kommune, der driver lejren ved Haderslev). Hvis man vil tjene penge, så kan man stille sig selv spørgsmålet:

Hvad tjener jeg mest på, når jeg har fået en pose penge fra staten til at drive min asyllejr:

A: At give asylansøgerne bedst mulige forhold i lejrene.
B. At give asylansøgerne de billigst mulige forhold i lejrene.

Svaret er naturligvis B. Det er kold og kynisk forretning, hvordan man vælger at behandle asylansøgerne.