Hvordan kan en socialist gå ind for brugerbetaling på Folkekirken, når socialister ellers generelt går ind for kulturstøtte og anden støtte via skatten?
Spørgsmålet er det, man kalder et “godt spørgsmål”. For hvis man kun skal betale for Folkekirken, hvis man ønsker at bruge den, hvorfor skal f.eks. museer og forfattere så have kulturstøtte? Eller ud fra argumentet om, at man selv må betale for de foreninger, man ønsker medlemskab af, hvorfor skal Folkekirken så sejle sin egen sø, mens f.eks. sportsklubber har krav på støtte?
Svaret er, at i det er mere kompliceret end en sportsklub eller endda “kultur” - så meget, at den eneste retfærdige løsning bliver meningsløs.
For det første må man som socialist anerkende, at det er urimeligt at give en bestemt tro særstatus og -støtte. Hvis Folkekirken har krav på støtte, så har andre religioner det også. Det er som udgangspunkt helt rimeligt. Men religion er en menneskeskabt størrelse, og det er op til såvel de enkelte religiøse grupperinger som det omkringliggende samfund at vurdere, om de udgør en religion, eller om de er blot er en gruppe af mennesker. I sidstnævnte tilfælde kan de begribeligvis ikke kræve støtte som religion.
Man må derfor definere, hvornår en gruppering er religiøs, og hvornår den ikke er det. Det kan lyde simpelt nok, men det er det langt fra. Skal man f.eks. kræve, at religionen tror på en eller flere guder? I så fald er f.eks. Scientologi og diverse former for buddhisme ikke religioner. Skal man så kræve, at religionen har faste ritualer, møder og bygninger? Ja, så falder adskillige New Age (“selv-religioner”) bort. Hvis man kræver, at religionen har religiøse skrifter, falder de skriftløse religioner straks til jorden. Selv hvis man nøjes med at kræve, at den religiøse gruppering selv anser sig for at være religiøs, vil nogle af dem falde fra (f.eks. Trancendental Meditation, der i USA har ført sag for ikke at blive kaldt en religion, idet de anser deres ritualer m.m. for at bygge på videnskab, og af marketingshensyn er nødt til at give indtryk af rationalitet). Det er med andre ord praktisk umuligt at stille krav til, hvornår noget er en religion, fordi man uværgerligt vil tabe nogle af dem på gulvet, med skattemæssig forfordeling til følge.
Når religioner kan have guder eller ikke, have skrifter eller være skriftløse, have ritualer eller være dem foruden, osv. osv., er det heller ikke muligt at gå den modsatte vej, hvor man blot kræver, at religionen lever op til nogle af de træk, der karakteriserer religioner: Hvis en religion har ateisme til fælles med sekulær buddhisme, fraværet af ritualer til fælles med astrologi, skriftløsheden til fælles med inuit-religion, osv., så begynder det intuitivt at blive meningsløst at kalde det for en religion. Men man kan heller ikke afvise den, uden at man derved også afviser (dele) af andre religioners anerkendelse som sådanne. Det samme problem opstår, hvis man forsøger med et kompromis, hvor en religion skal efterleve et vist antal anerkendte træk, fordi det er umuligt at sætte grænsen et meningsfyldt sted, fordi mange træk modsiger hinanden, og fordi man man prioriterer træk, som man anser for “rigtig” religion og “forkert” religion (hvilket er meningsløst, fordi religioner blandt andet befinder sig i det normative og ekspressive område, der involverer følelser, værdier, Weltanschauuing, m.v.; man kan være enig eller uenig, men ingen har autoritet til at erklære dem mere rigtige eller forkerte end andre).
Definitioner af religion har kort sagt valget mellem at tilgodese bestemte religioner eller at være så inkluderende, at nærmest hvadsomhelst kvalificerer som religion. I Danmark tenderer religionshistorikere til at være enige om, at en religion bør indeholde et vist element af transcendens, før den kvalificerer som religion. Men det er som at sælge elastik i metermål: Hvis noget giver en form for “udvidet bevidsthed”, hvor man fornemmer noget “større” i universet end det umiddelbare, smager det allerede lidt af fisk. Desuden er der generel enighed om, at de religiøse grupperinger som mindstemål bør anse sig selv som religiøse - dog med forbehold for f.eks. Transcendental Meditation og det forhold, at danskere af religio-historiske årsager foretrækker at anse sig for spirituelle frem for religiøse, idet det sidste ord har fået fundamentalistiske konnotationer her i landet.
Da TV-serien “Den halve sandhed” (2004 - 2005) således i spøg forsøgte at få en fodboldfanklub anerkendt som trossamfund, var det ikke en helt umulig opgave; dog er der specifikke regler for anerkendelsen af trossamfund, der netop udelukker en række religioner, fordi reglerne tilgodeser specifikke former for religion. (Det skal her noteres, at anerkendte trossamfund er en specifik konstruktion, der primært berettiger grupperingen til at vie mennesker med juridisk gyldighed. Man kan sagtens udgøre en religion, selv om man ikke lever op til kriterierne for at blive anerkendt som trossamfund.)
Såfremt man accepterer, at alt, hvad der overhovedet kan kaldes for en religion, dermed gør sig berettiget til statsstøtte på lige fod med Folkekirken, bliver der tale om væsentligt øgede udgifter til religioner. Visse borgerlige kritikere vil muligvis anklage venstrefløjen for ikke at være opmærksom på sådanne problemstillinger, men det er en anden diskussion. Det mere væsentlige problem i indeværende kontekst er, at den paraply, der dækker over religioner, er så favnende, at groft sagt alt vil kunne kræve statsstøtte med henvisning til religiøse elementer. En badmintonklub kan tilføje en paragraf i sine vedtægter om, at klubben blandt andet har til formål at fremelske en livsstil med åndelig udvikling og andre religiøst klingende floskler ind, og straks vil det blive problematisk at benægte, at klubben har berettigelse til statsstøtte på lige fod med bona fide religiøse grupperinger.
Hvis alle religioner gøres berettiget til støtte, skaber man reelt en situation, hvor næsten enhver forening kan gøre krav på denne støtte. Så kan man lige så godt sige, at enhver forening har krav på støtte, om deres formål blot er at være "Foreningen til modtagelse af statsstøtte". Og det vil være fuldstændig meningsløst.
Leave a comment