Recently in Samfund Category

Line, Gud og Djævelen

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 53Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

I den protestantiske tradition, som vi er blevet opdraget i som danskere gennem 500 år, ligger der en grundholdning om, at frelse ikke kan tilkæmpes gennem handling, tanke, gode gerninger eller nogetsomhelst andet. Frelsen er givet eller nægtet på forhånd, men er man givet frelsen, vil det vise sig i ens jordiske liv, idet ens gode gerninger er et udslag af frelsen. Man kan således modsat genkendes som synder, såfremt det går dårligt for en.

Max Weber indså i slutningen af 1800-tallet, at denne holdning (i USA) fik folk til at arbejde hårdt og akkumulere rigdomme, idet pengepungens størrelse var et tegn på frelse, og han argumenterede for, at denne protestantiske arbejdsetik var bevæggrunden for den kapitalistiske tankegang: At man var et bedre menneske, når man var et rigere menneske - og at fattige var dårligere mennesker, som var henvist til omtrent samme skæbne i det hinsides som slagtekvæg, og derfor ikke havde krav på samme rettigheder som ordentlige mennesker.

I det nu relativt sekulære Danmark ligger tanken om en håndgribelig frelse eller fordømmelse efter døden ganske vist fjernt, men den skæbnebundne opfattelse, at rige mennesker er bedre end fattige, lever i bedste velgående. Man har blot glemt hvorfor. Er det ikke længere Guds forbandelse af det netop undfangne barn at være fattig, er det nu et medfødt personlighedstræk.

Når vi hører, at en person er fattig, er den første tanke derfor, at det må være vedkommendes egen skyld. Personen må have gjort noget forkert, fordi den slags ligger til personen. Personen må være dum, uansvarlig, doven, og hvad der nu ellers kommer af forklaringer fra de borgerlige partier, hvor netop den protestantiske kristendom har de bedste kår. Som et andet ekko fra kravene om bodsgang for sjælen kan Liberal Alliance fortælle, at sådanne mennesker har godt af at blive presset, og at deres desperation er sundt for dem. Det er partier, der ønsker kirkemagtens almissesamfund genindført, hvor almisser kun blev givet til de, der blev anset for værdigt trængende.

Det er præcis dette menneskesyn, som blandt mange andre Line mærker, når hun fortæller om, at hun ikke har råd til at overleve, når kontanthjælpsloftet rammer hende til efteråret. Da hun fremlagde sit budget, hvor der indgik abonnement på fibernet og afbetaling på in iPhone til sig selv og sin datter, skortede det ikke på folk, der kunne forklare hende, at der her var et oplagt sted at spare, ligesom hun næppe kunne være helt fattig, når hun havde kunnet købe en Macintosh-computer.

Som udgangspunkt kan det se rigtigt ud: Hvordan kan hun dog klage over fattigdom, når hun køber dyre Apple-produkter og har fibernet? Men det er her, at vi ser gennem brillerne af mange århundreders protestantisme (og før da mange århundreders skæbnetro i de dele af Europa, hvor protestantismen slog rod), som har bundet den enkeltes lod i livet til vedkommendes person. Det er nu, vi begår "the fundamental attribution error", hvor vi forklarer andres adfærd i en situation som udtryk for deres indre personlighed i stedet for at se på de eksterne faktorer i situationen. Vi ser således Line som en, der har været så dum og uansvarlig, at hun nu er fattig. Og vi ser hende som tåbelig, når hun vælger at få tatoveringer, selv om hun godt ved, at det reducerer jobmulighederne i visse erhverv.

Men Djævelen ligger skjult i detaljen, for da Line fik sine tatoveringer og købte sin iPhone, var hun i arbejde, og forventede ikke at blive ramt på et sent tidspunkt af sine forældres vanrøgt, der gjorde det umuligt for hende at arbejde. Hendes computer købte hun som studerende. Og hendes fibernet er den eneste mulighed for internetadgang på et sted i Danmark, hvor der er så billigt at bo, at der ikke er dækning over mobilnettet. Vi ser det åbenlyse mismatch mellem ejerskabet af relativt dyre fornødenheder og Lines erklæring om at være fattig, men i stedet for at tænke på hendes situation som et uheld, der ramte hende, og at formode, at der er en fornuftig og naturlig forklaring på, hvorfor hun kan være fattig og have en iPhone, forudsætter vi helt naturligt, at det er Line, der er problemet.

Vi ønsker ikke at se denne Djævel, for Han tvinger os til at indse, at heller ikke vi er frelste. Han minder os på, at frelsen er en ren illusion, og at vi ikke er en tøddel bedre end dem, vi foragter. Han fortæller os, at andre ikke har det hårdt, fordi de er dårlige mennesker, men fordi vi er det. Så vi lukker øjnene og forbliver i illusionen om, at vi er noget ganske særligt, fordi andre har det hårdt, og indser ikke, at vi er den største del af problemet.

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (2 stemmer.)
Flattr this

Religiøs blankocheck

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 52Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
forsigtig-kulturrelativisme.png

Hvordan kan en socialist gå ind for brugerbetaling på Folkekirken, når socialister ellers generelt går ind for kulturstøtte og anden støtte via skatten?

Spørgsmålet er det, man kalder et “godt spørgsmål”. For hvis man kun skal betale for Folkekirken, hvis man ønsker at bruge den, hvorfor skal f.eks. museer og forfattere så have kulturstøtte? Eller ud fra argumentet om, at man selv må betale for de foreninger, man ønsker medlemskab af, hvorfor skal Folkekirken så sejle sin egen sø, mens f.eks. sportsklubber har krav på støtte?

Svaret er, at i det er mere kompliceret end en sportsklub eller endda “kultur” - så meget, at den eneste retfærdige løsning bliver meningsløs.

For det første må man som socialist anerkende, at det er urimeligt at give en bestemt tro særstatus og -støtte. Hvis Folkekirken har krav på støtte, så har andre religioner det også. Det er som udgangspunkt helt rimeligt. Men religion er en menneskeskabt størrelse, og det er op til såvel de enkelte religiøse grupperinger som det omkringliggende samfund at vurdere, om de udgør en religion, eller om de er blot er en gruppe af mennesker. I sidstnævnte tilfælde kan de begribeligvis ikke kræve støtte som religion.

Man må derfor definere, hvornår en gruppering er religiøs, og hvornår den ikke er det. Det kan lyde simpelt nok, men det er det langt fra. Skal man f.eks. kræve, at religionen tror på en eller flere guder? I så fald er f.eks. Scientologi og diverse former for buddhisme ikke religioner. Skal man så kræve, at religionen har faste ritualer, møder og bygninger? Ja, så falder adskillige New Age (“selv-religioner”) bort. Hvis man kræver, at religionen har religiøse skrifter, falder de skriftløse religioner straks til jorden. Selv hvis man nøjes med at kræve, at den religiøse gruppering selv anser sig for at være religiøs, vil nogle af dem falde fra (f.eks. Trancendental Meditation, der i USA har ført sag for ikke at blive kaldt en religion, idet de anser deres ritualer m.m. for at bygge på videnskab, og af marketingshensyn er nødt til at give indtryk af rationalitet). Det er med andre ord praktisk umuligt at stille krav til, hvornår noget er en religion, fordi man uværgerligt vil tabe nogle af dem på gulvet, med skattemæssig forfordeling til følge.

Når religioner kan have guder eller ikke, have skrifter eller være skriftløse, have ritualer eller være dem foruden, osv. osv., er det heller ikke muligt at gå den modsatte vej, hvor man blot kræver, at religionen lever op til nogle af de træk, der karakteriserer religioner: Hvis en religion har ateisme til fælles med sekulær buddhisme, fraværet af ritualer til fælles med astrologi, skriftløsheden til fælles med inuit-religion, osv., så begynder det intuitivt at blive meningsløst at kalde det for en religion. Men man kan heller ikke afvise den, uden at man derved også afviser (dele) af andre religioners anerkendelse som sådanne. Det samme problem opstår, hvis man forsøger med et kompromis, hvor en religion skal efterleve et vist antal anerkendte træk, fordi det er umuligt at sætte grænsen et meningsfyldt sted, fordi mange træk modsiger hinanden, og fordi man man prioriterer træk, som man anser for “rigtig” religion og “forkert” religion (hvilket er meningsløst, fordi religioner blandt andet befinder sig i det normative og ekspressive område, der involverer følelser, værdier, Weltanschauuing, m.v.; man kan være enig eller uenig, men ingen har autoritet til at erklære dem mere rigtige eller forkerte end andre).

Definitioner af religion har kort sagt valget mellem at tilgodese bestemte religioner eller at være så inkluderende, at nærmest hvadsomhelst kvalificerer som religion. I Danmark tenderer religionshistorikere til at være enige om, at en religion bør indeholde et vist element af transcendens, før den kvalificerer som religion. Men det er som at sælge elastik i metermål: Hvis noget giver en form for “udvidet bevidsthed”, hvor man fornemmer noget “større” i universet end det umiddelbare, smager det allerede lidt af fisk. Desuden er der generel enighed om, at de religiøse grupperinger som mindstemål bør anse sig selv som religiøse - dog med forbehold for f.eks. Transcendental Meditation og det forhold, at danskere af religio-historiske årsager foretrækker at anse sig for spirituelle frem for religiøse, idet det sidste ord har fået fundamentalistiske konnotationer her i landet.

Da TV-serien “Den halve sandhed” (2004 - 2005) således i spøg forsøgte at få en fodboldfanklub anerkendt som trossamfund, var det ikke en helt umulig opgave; dog er der specifikke regler for anerkendelsen af trossamfund, der netop udelukker en række religioner, fordi reglerne tilgodeser specifikke former for religion. (Det skal her noteres, at anerkendte trossamfund er en specifik konstruktion, der primært berettiger grupperingen til at vie mennesker med juridisk gyldighed. Man kan sagtens udgøre en religion, selv om man ikke lever op til kriterierne for at blive anerkendt som trossamfund.)

Såfremt man accepterer, at alt, hvad der overhovedet kan kaldes for en religion, dermed gør sig berettiget til statsstøtte på lige fod med Folkekirken, bliver der tale om væsentligt øgede udgifter til religioner. Visse borgerlige kritikere vil muligvis anklage venstrefløjen for ikke at være opmærksom på sådanne problemstillinger, men det er en anden diskussion. Det mere væsentlige problem i indeværende kontekst er, at den paraply, der dækker over religioner, er så favnende, at groft sagt alt vil kunne kræve statsstøtte med henvisning til religiøse elementer. En badmintonklub kan tilføje en paragraf i sine vedtægter om, at klubben blandt andet har til formål at fremelske en livsstil med åndelig udvikling og andre religiøst klingende floskler ind, og straks vil det blive problematisk at benægte, at klubben har berettigelse til statsstøtte på lige fod med bona fide religiøse grupperinger.

Hvis alle religioner gøres berettiget til støtte, skaber man reelt en situation, hvor næsten enhver forening kan gøre krav på denne støtte. Så kan man lige så godt sige, at enhver forening har krav på støtte, om deres formål blot er at være "Foreningen til modtagelse af statsstøtte". Og det vil være fuldstændig meningsløst.

Kategorier:

  • Currently 4/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4/5 (1 stemmer.)
Flattr this

Jyllands-Postens farvede spørgsmål

| 1 Comment |
Lixtal: 51Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Bedende muslimer på gadenJyl­lands-Posten bragte den 10. oktober re­sul­ta­tet af en un­der­sø­gel­se, som i følge Jyl­lands-Posten blandt andet påviser, at mus­li­mer i Danmark er blevet mere re­li­gi­ø­se, og at de ønsker den danske lov­giv­ning er­stat­tet af Koranen.

Hidtil er der kun fo­re­ta­get en enkelt vi­den­ska­be­lig un­der­sø­gel­se af fæ­no­me­net i Danmark, men den var meget om­fat­ten­de og grundig. I omegnen af 10.000 mus­li­mer blev fulgt fra 2001 til 2009, og blandt en række øvrige re­sul­ta­ter fandt man, at re­li­gi­ø­si­te­ten blandt danske mus­li­mer var svagt fal­den­de, mens an­tal­let af "meget re­li­gi­ø­se" var faldet ty­de­ligt.

En undersøgelse som Jyllands-Postens, der viser en så markant modsat tendens, bør give anledning til overraskelse og en vis portion skepsis. Måske derfor valgte Jyllands-Posten lidt utraditionelt at afsløre deres metode og deres spørgsmål.

Metoden er for så vidt uproblematisk. Antallet af adspurgte og metoden til at udvælge adspurgte er acceptable, omend beslutningen om kun at bruge muslimer som spørgere bør være irrelevant. (Spørgere i analyseinstitutter beholder ikke deres job ret længe, hvis de af den ene eller anden grund vælger at blive lidt for selvstændige i deres formuleringer.)

Spørgsmålene er imidlertid en helt anden historie, for de er mildt sagt problematiske. Tre af spørgsmålene - som muligvis udgør spørgeundersøgelsens komplette antal - er gengivet i Jyllands-Postens redegørelse for metoden, og de har hver deres problem.

Spørgsmålet: "Hvor ofte beder du?" lægger op til over- eller underdrivelse afhængigt af den adspurgtes indstilling. Hvis den adspurgte anser bøn som positivt, vil vedkommende tendere til at overdrive. Vi kender disse over- og underdrivelser, når analyseinstitutter spørger om hhv. længden af folks penis eller om de stemmer på Dansk Folkeparti. Derfor sørger professionelle udformere af spørgeskemaer for enten ikke at stille den slags spørgsmål, eller også stiller de det samme spørgsmål i en analyse, der gentages gennem en årrække, idet det på den baggrund kan se, om et tal inkl,. en ukendt over- eller underdrivelse udvikler sig.

Eftersom det sidste ikke gør sig gældende, kan spørgsmålet anses som metodemæssigt problematisk, men set fra et religionssociologisk synspunkt er der et større problem: Langt de fleste religioner i verden har "synlig" dyrkelse af religionerne, hvor der indgår rituelle handlinger. Vi ser det f.eks. blandt katolikker, der slår korsets tegn pr. automatik, eller blandt buddhister, der efterlader et lys ved den lokale pagode på vej til arbejde. Modsat har den Luthersk-Evangeliske protestantisme som religiøst kendetegn, at den som en del af modstanden mod katolicismen modsatte sig åbenlys rituel adfærd. Det er derfor, måske lidt ironisk, netop en religiøst betinget reaktion, når vi i Danmark udviser mistro mod andre religioner på grund af deres rituelle adfærd. Lidt simplificeret kan man sige, at hvis en bestemt muslim beder til Allah tre gange om dagen, så udtrykker det ikke højere grad af religiøsitet, end hvis en dansk folkekirkekristen tre gange i løbet af dagen har sagt "Gud fri mig vel", "gudskelov", m.v., idet den religiøse adfærd pr. luthersk-evangelisk lærdom ikke går ud på at bede til Gud, men derimod at holde tankerne på den.

I praksis betyder det, at næsten enhver religion vil se mere religiøs ud end visse protestantiske retninger, såfremt man måler religiøsitet på ritualiseret adfærd. Således vil muslimer også fremstå som meget religiøse set fra et protestantisk synspunkt, uden at de af den grund skænker troen større tanker end protestanter. I Jyllands-Postens undersøgelse er konklusionen derfor givet på forhånd: Ved at stille et sådant spørgsmål vil muslimer blive karakteriseret som meget religiøse.

Spørgsmålet om hovedbeklædning burde være "old hat", så diskussionen bliver kort: Hovedbeklædningen er i langt højere grad et udtryk for tradition end for at være et religiøst krav. Når muslimer over en bred kam alligevel tror, at det er påbudt, så skyldes det, at de færreste mennesker er i stand til at se forskel på religion og tradition (hvilket rimeligvis skyldes, at grænsen er meget uklar). Indtil for få årtier siden anså man også brugen af tørklæde som et udtryk for kristen dydighed her i landet. Til gengæld kan man være sikker på, at muslimer overvejende vil svare "ja" til spørgsmål om, hvorvidt de mener, (unge) kvinder bør benytte tørklæde, så hvis man vælger at præsentere dette svar som et religiøst frem for et kultur-traditionelt svar, kan man være sikker på, at "påvise" stærke religiøse holdninger.

Det sidste spørgsmål - om Koranens anvisninger skal følges til punkt og prikke - kræver forståelse for Koranens position som religiøst skrift.

I Islam anses Koranen for at være "guds ord", og som sådan anses den for at være sandhed. Spørger man, om den (dvs. guds ord) skal være loven, må svaret nødvendigvis være "ja". For muslimer stilles der ikke tvivl om deres guds intentioner; i Islam handler det om at forstå, hvordan man fører Allahs ord ud i livet ud fra en betragtning om, at selv om Allah er fejlfri, så gælder det for muslimer om at gennemskue, hvad det betyder for den enkelte muslim i dagligdagen. Det betyder, at når deres religiøse skrifter giver anvisninger om, hvordan man behandler sin kamel, så må disse anvisninger i dagens Danmark nødvendigvis skulle tolkes i forhold til behandling af sin bil eller eventuelle kæledyr. Tilsvarende finder vi ikke muslimer, der står på gadehjørner og deler kapper ud om vinteren, blot fordi de religiøse skrifter påbyder at give en frysende person sin kappe; sådanne passager tolkes i stedet som påbud om f.eks. at donere til nødhjælpsorganisationer.

Alle religiøse tekster bliver tolket, og i praksis bliver Koranen og Hadith i sidste instans tolket lige så frit som de kristnes Bibel eller jødernes Talmud og Torah. For kristne og jøder handler tolkning af de religiøse skrifter imidlertid om at forstå, hvad deres gud mente: Hos kristne og jøder er selve skrifterne således til diskussion (kristne har jo ligefrem taget aktivt stilling til hvilke skrifter, de fandt relevante), mens de for muslimer er indiskutable.

Dette får ikke muslimer til at opføre sig videre forskelligt fra folk med en anden religion i det praktiske liv, men det giver anledning til en forskel på, hvad man svarer, når man skal fastslå tekstens betydning. Derfor vil de spørgsmål, som Jyllands-Posten stillede, automatisk få muslimer til at lyde mere religiøse eller fundamentalistiske end kristne og jøder, uden at de af den grund er det.

Havde Jyllands-Posten derfor stillet spørgsmålet anderledes - f.eks. ved at spørge, om Allahs ord er forenelige med demokrati - så ville man opdage, at Koranen slet ikke tolkes som helt så uforenelig med den eksisterende lovgivning, som Jyllands-Posten konkluderer.

Alle tre spørgsmål, som Jyllands-Posten refererer, vil på grund af deres udformning give anledning til at tro, at muslimer i Danmark er langt mere religiøse, end hvad der i praksis er tilfældet. Man kan derfor ikke drage den konklusion, som Jyllands-Posten - og i særdeleshed visse af dens ideologisk antimuslimske læsere - drager. Konklusionen er derimod, at Jyllands-Posten enten på grund af manglende indsigt i feltet, eller på grund af en politisk og/eller religiøs dagsorden fremmaner et religiøst spøgelse, som ikke findes.

Kategorier:

  • Currently 4/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4/5 (14 stemmer.)
Flattr this

LA-la kult

| 1 Comment |
Lixtal: 48Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Jeg opfatter efterhånden Liberal Alliance mere som en kult end som et politisk parti.

De har tilsyneladende én forklaring og løsning på enhver problemstilling: Lavere skat. Hvis der er for mange arbejdsløse, er det fordi skatten er for høj. Hvis der mangler bestemte kompetencer til et felt, er det også fordi skatten er for høj. Når ikke det offentlige kan indfri alle landets krævede services, er det også fordi skatten er for høj.

La-la-kultDeres medlemmer opfører sig som hele bander af Jehovas Vidner. På Facebook introducerede Liberal Alliance en spil i form af en applikation, hvor man kunne score points på at spamme andre partiers hjemmesider med missionering. Ved 1. maj-festen i år oplevede værterne i de politiske boder, at unge mennesker fra Liberal Alliance mødte op for at lægge beslag på værternes tid og presse de øvrige informationssøgende gæster væk.

Partiet benytter sig af kendisser til at promovere sig selv. Og mens de ikke har særlig mange ting at fremvise selv, har ikke mindst Anders Samuelsen som frontfigur rettet det ene angreb efter det andet mod alle andre politiske lejre inklusive dem, han måtte formodes at ville danne regering med. Det er især en meget "frelst" form for liberalisme, Liberal Alliance giver udtryk for, når de forklarer, hvorfor deres liberalisme er forskellig fra alle de andre partiers former.

Endelig er det næppe undgået nogens opmærksomhed, at Liberal Alliance i høj grad er Saxo Banks form for lobbyister, der ikke alene færdes på de bonede gulve, men ligefrem er blevet placeret med bagen solidt plantet i sædet af Folketingets stole. Det er klart, at den enorme partistøtte, Liberal Alliance må have modtaget for at kunne få råd til deres foreløbig særdeles omfattende reklamekampagne, forventes at skæppe i kassen hos bidragyderne. Dette gør i sig selv ikke Liberal Alliance eller Saxo Bank til nogen religiøs kult, men omvendt opstår kulter jo heller ikke udelukkende med henblik på at være profitmaskiner. Det er blot sådan, mange af dem i praksis udvikler sig, og dermed deler partiet også på dette punkt såvel udspring som reel praksis med religiøse kulter.

Kategorier:

  • Currently 4.2/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4.2/5 (5 stemmer.)
Flattr this

Muslimer udnytter attentatmand til propaganda

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 46Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
I følge Politiken fordømmer OIC - en verdensomspændende muslimsk organisation med 57 medlemslande - attentatforsøget på Kurt Westergaard. I følge en talsmand fra organisationens generalsekretariat strider det "fuldstændigt" mod islams lære og værdier.

Det er noget vrøvl. Islam har ikke noget facitliste. Der er ikke noget i islam, der kan misforstås, for den er ikke givet af nogen Allah (der jo ikke findes), og enhver tekst - især årtusind gamle tekster - er genstand for fortolkning. Det kan slet ikke lade sig gøre at læse en tekst, uden at man fortolker den. Når en stor gruppe muslimer siger, at islam går ud på dette og hint, så kan man ikke konkludere andet, end at der findes en stor gruppe muslimer, der mener dette. Man kan med lidt god vilje sige, at hvis gruppen er tilpas stor, er den repræsentativ for islam, men selv i dette tilfælde kan man højst tage gruppens udtalelser som et udtryk for deres selvopfattelse. Hvis man skal sige noget om islam på baggrund af repræsentative grupper, må man også se på, hvordan de i praksis opfører sig. Tilsvarende gælder også Al Qaeda; det eneste, man kan sige om islam på baggrund af Al Qaeda, er at der findes (mindre) grupperinger, som har en temmelig radikal opfattelse af islam. Men man kan ikke sige, at Al Qaeda har mere eller mindre ret i, hvad islam går ud på, end OIC har.

I en situation, hvor en mand bryder ind med kniv, hammer og økse (hvilket antyder, at han næppe er hyret af et velorganiseret terrornetværk, som burde kunne udstyre ham med f.eks. en pistol), bør der rimeligvis vurderes, om manden evt. er psykisk syg. Er dette tilfældet, er det sygdommen, og ikke islam, der er problemet. Hvis han har en meget unik og personlig opfattelse af islam og resulterende adfærd, som ikke rigtig deles af andre muslimer, er det også rimeligt at ekskludere ham fra definitionen af islam, lidt ligesom når en ingeniør eller en fysiker forkaster et åbenlyst forkert måleresultat.

Men selv med disse forbehold er OICs holdning lige så problematisk, som den er typisk. OIC tegner et glansbillede af islam, der går ud på, at islam skulle være ganske særligt fredelig. Problemet er det samme, som når kristne hævder, at deres religion er en næstekærlighedens religion: Hvis det var tilfældet, hvorfor er disse religioners reelle historie så en lang fortælling om grusomhed og overgreb? Det samme kan og bør siges om såvel buddhisme, jødedom og hinduisme. Ligegyldigt hvor selvforherligende disse diverse religioner er, er der intet der tyder på, at en af dem skulle skille sig ud ved at være mere fredelig end de andre.

Overvej: Hvor mange eksempler kan man nævne på en "god" gerning, udtalelse eller adfærd begået indenfor en bestemt religion, som ikke lige så vel kunne være udført af f.eks. en ateist eller en person fra en anden religion? Svaret er: Så mange eksempler, som man orker at komme med. Alle de gode gerninger, man som religiøs tilskriver sig selv, bliver lige så vel udført af andre mennesker. Overvej derefter: Hvor mange eksempler på grusomheder og overgreb er der gennem århundrederne begået, som kun kunne gøres i ateismens eller andre religioners navn? Hvis ellers man har blot en smule historisk hukommelse er svaret: Ingen, for alle religioner (med kortlivede, små grupperinger som mulige undtagelser) har en rig historie for umenneskelighed og grusomhed. Det giver slet ikke mening at sige om en bestemt religion, at den garanterer en fredelig eller moralsk adfærd, og at enhver afvigelse ikke er religionens skyld.

Det korte af det lange er, at hverken islam eller de andre religioner har det som et særligt værdigrundlag at være hverken mere eller mindre fredelige and de andre religioner. I bedste fald er det tom snak. I lidt værre fald har sådanne udtalelser til hensigt at rekruttere eller fastholde folk, der tror, at så længe de bare gennemfører umenneskelig politik eller mere direkte overgreb i deres religions navn, er de i virkeligheden lidt bedre end dem, det går ud over. OICs udtalelse bør fordømmes på lige fod med enhver anden form for religiøs propaganda.

Kategorier:

  • Currently 4.4/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4.4/5 (5 stemmer.)
Flattr this

Kristendomskundskab er stadig et missionerende fag

| 1 Comment |
Lixtal: 64Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Treenighedslæren er erstattet af den nye treenighed kristendom, demokrati og velfærdsstat, til skade for udviklingen mod et integreret og ligeværdigt samfund.

To seminarielektorer fra professionshøjskolen i København har for Undervisnings­ministeriet undersøgt 177 eksamensopgaver skrevet af lærerstuderende, som har fulgt det nye fag KLM (kristendomskundskab/livsoplysning/medborgerskab), som blev skabt ved en lovændring i 2007. Resultatet viser, at de nyuddannede lærere dels ved for lidt om kristendom, og dels opfatter positive værdier som bl.a. demokrati og tolerance som naturlige udløbere af kristendom.

Hvis man ønsker kvalitet i undervisningen, er det i sig selv beklageligt, hvis de nyuddannede lærere forlader læreruddannelsen med et overfladisk kendskab til de emner, som de skal undervise i. I en tid, hvor kristendom og islam er blevet vigtige brikker i værdidebatten, er det dog ikke kun problematisk set ud fra et fagligt synspunkt, men også ud fra et værdipolitisk synspunkt.

I den igangværende værdidebat har især partierne på højrefløjen gjort kristendom og såkaldte ”kristne værdier” til en spydspids i kampen mod det, de opfatter som ”udansk anderledeshed” i form af ”forkerte” religioner, hudfarver og traditioner. På den baggrund er det måske ikke så overraskende, at værdidebatten også har påvirket de nyuddannede lærere, og at disse tilsyneladende har accepteret højrefløjens parole om kristendom, demokrati og velfærdsstat som en ny treenighed, som ikke kan tænkes uafhængigt af hinanden.

At det bestemt ikke forholder sig således, og at kristendommens bidrag til historien hverken har været entydigt demokratisk, tolerant eller positivt, er både undersøgelsens forfattere og formand for seminariets Religionslærerforening opmærksomme på. Desværre har seminarierne ikke været i stand til at formidle dette budskab. å¥ seminarierne er kristendom tilsyneladende blevet transformeret til en form for humanistisk, demokratisk og tolerant filosofi uden tro på gud og ubehagelige religiøse forestillinger og krav, mens islam er blevet til en udemokratisk og middelalderlig modpol, uden mulighed for positivt samspil med den moderne danske kultur.

Det er højst beklageligt, at det er den slags fordomme og mangel på reel viden, som skal danne baggrund for Folkeskolens undervisning af de kommende generationer. Det gælder både for de kristne elever, som får vanskeligt ved at gebærde sig i et internationalt og multietnisk samfund, hvor de møder andre religioner og samfundsformer, men også for de ikke-kristne elever af dansk eller anden etnisk oprindelse, som skal kunne identificere sig med det danske samfund, og helst opfatte undervisningssystemet som objektivt, sagligt og velinformeret.

At undervise i religion, livsoplysning og medborgerskab ud fra en opfattelse af, at kristendom, demokrati og velfærdsstat er uløseligt forbundet, og ikke kan tænkes uafhængige af hinanden eller i konstellation med f.eks. andre livsfilosofier, er blot med til at grave grøfter, ekskludere, dæmonisere og fremmedgøre alle parter i forhold til hinanden. Desværre er det ikke et nyt fænomen, eller et fænomen, som alene kan begrundes i den nye uddannelsesordning. I 2006 påviste Catharine Linke i sit speciale, at undervisningsmaterialet, der blev benyttet i Folkeskolen, ikke alene fremstillede kristendom entydigt positivt, men også præsenterede andre religioner som mærkelige og forkerte. Linkes analyse af undervisningsmaterialet er desuden både før og siden blevet bakket op af andre religionsvidenskabsfolk, som har  efterlyst mere objektivisme og faglighed i kristendomsundervisningen - samt mindre mission.

Det må helt åbenlyst være i alles interesse, at det faglige niveau højnes, og at både kristendom og islam får en mere objektiv og realistisk behandling i folkeskolen. Kun på den måde kan vi gøre os håb om, at vi i fremtiden kan få en mere nuanceret værdidebat, og et bedre grundlag for gensidig tolerance og respekt. 

Kategorier:

  • Currently 3.7/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 3.7/5 (11 stemmer.)
Flattr this

Giv kristendommen samme ret som islam

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 52Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Moske i DubaiJeg har meget svært ved at støtte byg­geriet af moskeer i Danmark. Ikke fordi jeg har en spe­cifik modvilje mod lige netop Islam i forhold til andre religioner, men fordi jeg har en modvilje mod reli­gioner som sådan. Jeg er præcis lige så meget imod opførelsen af flere kristne kirker.

Et af argu­men­terne for opfø­relsen af moskeer er, at vi har reli­gions­frihed i Dan­mark, og at andre religi­oner har lige så megen ret til støtte, og til at være her, som kristendommen har. Præmissen for argumentet køber jeg, men ikke argumentet. Jeg mener ikke, at præmissen understøtter, at man af hensyn til religionslighed skal opføre flere moskeer. Jeg mener derimod, at man af denne grund bør rive de eksisterende kirker ned, både billedligt talt og helt konkret. Lighed mellem religioner behøver ikke betyde, at enhver tænkelig religion - Scientologi, mormonerne, Evangelist, katolicismen, astrologi (i dens religiøse former), for nu blot at nævne nogle få - skal have ret til statsunderstøttede bygninger og uddannelse i deres respektive former for overtro. Lige ret kan også opnås ved at fratage den ene religion, der p.t. har særlige rettigheder, disse særlige rettigheder.

Man kan opnå lige ret ved at rive kirkerne ned og eliminere teologistudierne og statsstøtten til kristendommen, eller man kan opnå lige ret ved at støtte alle øvrige religioner lige så meget, som man i dag støtter kristendommen. Det sidste bliver ekstremt dyrt, for guder og religioner fås i hobetal, og hvem kan sige, hvad der er ægte og ægte religion? Plattenslagere kan hurtigt få frit spil.

Hvis endelig jeg skal identificere et acceptabelt argument for opførelse af moskeer - forudsat det sker med privat financiering - er det, at de skaber konkurrence mod den både økonomisk og lovgivningsmæssigt statsfavoriserede kristendom. Hvis andre religioner kan etablere sig som væsentlige spillere, kan de også gøre krav på at blive hørt og set, når Folkekirken forsøger at rane til sig af penge og rettigheder. Både i lovgivning og økonomi, samt i den sædvanlige kristne arrogance vil en stor konkurrent kunne påtvinge en noget mere ydmyg fremfærd og mindre magtfuldkommenhed fra Folkekirkens side. En sådan spirende religiøs pluralisme ville også gøre livet nemmere for vi ateister, for selv om bagsiden af medaljen er en accept af endnu flere religioner, er medaljens forside, at ingen af dem kan påberåbe sig den magt, som Folkekirken har i dag.

Kategorier:

  • Currently 4.2/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4.2/5 (6 stemmer.)
Flattr this

Næstekærlighedens ulidelige lethed

| 4 kommentarer |
Lixtal: 51Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Over hele landet bliver sognepræst Per Ramsdal støttet, fordi han lagde hus til de irakiske flygtninge, der havde søgt tilflugt i Brorsons Kirke. Jeg vil ikke diskutere, hvorvidt han har vundet befolk­ningens flertal eller ej, men blot konstatere, at han støttes af en stor mængde mennesker her i landet. Over hele linien prises han for at udvise den "kristne næste­kærlighed", mens øvrige kristne såsom Birthe Rønn Hornbech og Dansk Folke­partis domme­dags­præster mere eller mere eksplicit anklages for at svigte det kristne budskab.

Må jeg lige være fri. Hvad har Per Ramsdal, som vi andre ikke har, siden han var i stand til at give de irakiske flygtninge husly?

Svaret er simpelt: En kirke. Vedligeholdt af skatte­ydernes penge, opvarmet og belyst via Københavns forsyningsvæsen. Resten - mad, senge­plads, under­holdning, m.v. - bidrog en stor gruppe frivillige over hele landet med. Med sådan et hotel er det nemt at være næste­kærlig.

De øvrige kristne, som modsætter sig Per Ramsdal, har lige så meget patent på, hvad der er "rigtig" kristendom som Per Ramsdal og de, der støtter ham. De svigter over­hovedet ikke noget kristent budskab, for dette budskab har de lige så megen ret til at definere, som Per Ramsdal og enhver anden kristen. Kristen­dommen er menneske­skabt, og findes i så mange afskyg­ninger, at den "rigtige" kristendom slet ikke kan defineres. Evangelist og Fader­huset er lige så ægte kristen­dom som de dele af Folke­kirken, der støtter Per Ramsdal, og har lige så megen ret til at definere, hvad næste­æ¦rlighed er.

Per Ramsdal og hans støtter mener utvivlsomt, at han og støtterne handler i over­ensstem­melse med deres religion, og at han retter sig efter et kristent næste­kærlig­hedsbud. Glemt er det, at dette næste­æ¦rlig­hedsbud gennem tiden har haft mange ansigter. For nogle hundrede år siden brændte man mennesker på bålet af en næste­æ¦r­lighed, der bød de kristne at redde de stakkels hekses sjæl fra Djævelen, og naturfolk og hele civili­sationer er blevet udslettet af de kristnes måde at vise næste­kær­lighed på. Opfattelsen af, hvem der har været ens "næste" har også haft en meget skiftende udvikling, og ve det folk, der faldt udenfor næste­kredsen.

Per Ramsdals kristne støtter mener sikkert, at han repræ­senterer en form for næste­kær­lighed, som lige netop deres form for kristendomstolkning står for. Hvad med alle vi, der ikke er kristne, og som har støttet irakerne: Er det så ikke næste­kær­lighed, eftersom det åbenbart er en kristen specialitet? Sig mig, hvad Fanden bilder I jer ind?! Det er ikke næste­kær­lighed, men hovmod og religiøs selvfedme at sige, at jeres støtte til irakerne er udtryk for kristen næstekærlighed, når I siger det om jer selv, og føj dertil arrogance og uforskam­methed, når I siger det om vi, der ikke er kristne. Den store støtte til Per Ramsdal klinger hult af kristnes dyrkelse og tilbedelse af sig selv.

Kristne har ikke patent på at behandle andre mennesker ordentligt, og set i skæret af historiens lys ville det også være særdeles risiko­belagt at overlade et så vigtigt forhold til en så historisk grusom tradition som kristen­dommen.

Det her handler om medmen­neske­lighed og sikring af et samfund, hvor man hjælper andre, fordi man også selv kan få brug for hjælp - og det er større end nogen gud.

Kategorier:

  • Currently 4.8/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4.8/5 (5 stemmer.)
Flattr this

En tidslomme

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 44Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Da jeg var 20, var min alderdom stadigt et fjernt skue. Krydsede tanken en sjælden gang mit sind, var det kun som en tryg forvisning om, at jeg ville få en sikker alderdom, idet et nogenlunde - omend langt fra perfekt - sundhedssystem ville sikre, at jeg ville få den pleje, jeg måtte have behov for.

Nu nærmer jeg mig de 40, og strøtanker om mit otium dukker op med stadigt kortere mellemrum. Jeg har også set, at sundheds- og ældresektoren målrettet er blevet udhungret i de 20 år, der er gået siden min på dét punkt sorgløse ungdom, og jeg frygter for, hvordan min tilværelse vil se ud, når jeg bliver gammel og henvises til fremtidens plejehjem - hvis de stadig findes til den tid.

Jeg er 45, og har allerede en velopbygget pensionsopsparing ligesom de mange andre, der har forstået, at hvis vi vil nyde vores otium, bliver det for vores helt egne penge. Men end ikke de bedst lønnede af os, der gennem et helt arbejdsliv betaler en væsentlig procendel af vores løn ind på en pensionsopsparing, vil nogensinde få råd til personlig pasning og pleje gennem en hel alderdom. Jeg ser på mine børn, der ser TV fra sofaen. De er begge teen-agere, og jeg indser, at selv om konflikter og skænderier er uundgåelige, må jeg aldrig begå utilgivelige fejl overfor dem, hvor jeg støder dem fra mig.

Nu er jeg 50, og den svage panik fra mine år i 40'erne - bekymringen om, at jeg måske ikke længere kunne nå alt det, jeg gerne ville - er overstået, for jeg ser nu hvert år som en gave og ikke som en trussel. Mit fokus for fremtiden er gledet fra at være rettet mod de ting, jeg stadig skulle nå, til at være de ting, jeg endnu har mulighed for. Min tryghed bliver stadigt vigtigere, og det er også derfor, at jeg ikke er så begejstret for mit ældste barns kæreste gennem det seneste års tid. Jeg bryder mig ikke særlig meget om ham, og han bryder sig bestemt heller ikke om mig. Min datter er dog glad for ham, og det må være det vigtigste. Alligevel håber jeg i mit stille sind, at hun bliver træt af ham og finder en fyr, der føler sig mere motiveret for at tilgodese mig, når jeg bliver gammel og har behov for hjælp.

Jeg er blevet 56, og skønt jeg har mange rige år endnu, ser min alderdom bestemt ikke tillokkende ud, hvis jeg skal satse på samfundets støtte. Det er tydeligt, at vi alle bliver afhængige af vore børns hjælp, hvis vor alderdoms oplevelser skal være mere end en seng og opvarmet mad. Mine børn har snart løbet hornene af sig, og er begyndt at se mere seriøst efter partnere. Jeg blander mig lidt i deres valg, for min alderdoms lykke og tryghed afhænger direkte af mine børns valg af partner. Og når man ellers ser på folks evne til at vælge fornuftige partnere på egen hånd, er det da urimeligt at give et faderligt råd?

Nu er jeg 82, og har sikkert kun få år tilbage. Ældreplejen er reduceret til industriel ukendelighed, men mine børns familier giver mig et bidrag i livet og en støtte, der stiller mig i en langt bedre situation end mange af mine med-beboere på plejehjemmet. I forhold til dem har jeg intet at klage over. Min nabo på plejehjemmet har ingen børn, og sygner hen i sin seng. Jeg håber for både min egen og mine børns skyld, at der ikke overgår dem noget slemt.

Jeg er blevet 86, og mine børn er godt oppe i 50'erne. I takt med, at min verden er blevet mindre, har de gennem flere år oplevet, hvordan min alderdom kræver deres støtte, og de ved, at det er kritisk for deres egen alderdom, at mine børnebørn får den rigtige partner. Mine børn blander derfor sig meget aktivt i mine børnebørns partnervalg - også mere, end jeg bryder mig om, selv om jeg godt forstår dem. De sikrer sig, at mine børnebørn får de rigtige venner, og de finder deres egne venner blandt familier, der kan bidrage med gode partnere til mine børnebørn.

Mine børn ånder først lettet op, da jeg bliver begravet i den høje alder af 97 år. Jeg har ikke været nem at gøre tilfreds på mine gamle dage, for jeg fik Alzheimers, da jeg var i starten af 90'erne. De sidste år har jeg klaget og skældt mine børn ud, når de besøgte mig, og jeg ikke genkendte dem. På grund af min sygdom ved jeg ikke med sikkerhed, om de besøgte og hjalp mig lige til det sidste, eller om jeg dør en lige så sølle død som min barnløse nabo på plejehjemmet, som kun så andre mennesker ved fodrings- og medicintid.

Da jeg fylder 110, har både mine børnebørn og mine oldebørn forlængst lært lektien. Der er ingen tvivl om, at man er afhægig af, at ens børn finder de rigtige partnere. Sådan er samfundet nu engang. Folk har også indset, at man bør få flere børn end for blot 50 år siden, for det er vigtigt at have børn, der kan bidrage til ens pasning, når man bliver gammel og ikke kan klare sig selv.

Mit første tipoldebarn fødes, da jeg er 121, og mine oldebørn kender allerede de familier, hvor tipoldebarnets partner skal findes. Disse familier er også interesserede i, at deres børn finder gode partnere. Fra alle sider forventes det, at børnenes partnervalg sker med forældrenes anbefalinger og oftest også efter deres godkendelse.

Min fødselsdato er der ingen, der husker længere, og det er derfor et tilfældigt sammentræf, at det er på min runde 150 års dag, at mine tipoldebørn bringer aftalerne om mine tip-tipoldebørns partnere på plads med en anden familie. Man ved, at for længe siden - dengang tipoldefar levede - havde man et uansvarligt samfund, hvor børnene lod deres forældre i stikken og fandt deres egne partnere, men sådan er det heldigvis ikke længere.

Da jeg fylder 200 år, har traditionen for aftalte ægteskaber været institutionaliseret i samfundet i så mange år, at ingen kan forestille sig, at andet kunne være rimeligt. Ingen finder det forsvarligt, at kvinder kan byde sig til overfor andre mænd med udfordrende påklædning, for en families ære er vigtig, når familiens sammenhold er nødvendig.

På min 300 års fødselsdag husker kun få, at det engang var anderledes, og endnu færre husker hvorfor. Ganske som i min barndom for snart 300 år siden opfattes den gældende samfundsmoral som aksiomatisk, ikke som en menneskeskabt størrelse, der er under stadig udvikling. Den tages for "givet", og i landets religion, der altid har fulgt med tiden - omend altid nogle årtiers skridt bagud - finder man i dag som dengang altid svaret på, hvem der har givet denne til enhver tid gældende samfundsorden og -moral. Religionen forklarer og konserverer samfundets orden, og Bibelens lærdom omkring ægteskaber er ikke til at gå fejl af.

I årene omkring min 400 års fødselsdag er mine landsmænd på flugt fra krig. De modtages kun lunkent af andre lande, der ser ned på mit folks og min verdensdels tradition for tvangsægteskaber, som vi forsvarer med vore religiøse traditioner. De er nervøse for, at vi fører vore middelalderlige traditioner til deres land. Værtslandet forlanger individuel frihed uden snærende bånd fra staten, hvor enhver borger påtvinges at betale for andres behov. Folk skal lære at opføre sig ansvarligt og selv spare deres pension sammen, så de ikke ligger deres børn til last, hverken over skatten eller via krav om, at børnene skal passe deres egne ældre.

Efter et halvt årtusinds vintre husker jeg ikke længere så godt. Jeg har glemt, at vi for 500 år siden skabte et samfund, der efter mange års tradition for personlig frihed indførte det system, der gjorde tvangsægteskaber og store børneflokke nødvendige. Jeg har glemt, at vi selv opfandt den religiøse forklaringsmodel for en tradition, vi forsøgte at fastholde, da vi måtte flytte til et land, hvor forholdene gjorde den unødvendig. Jeg har glemt, at vi dengang troede, at det var andre kulturer end vor egen, der ville påtvinge os disse traditioner. På få hundrede år glemmes og læres der meget, og jeg er en gammel mand.

Kategorier:

  • Currently 3.3/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 3.3/5 (3 stemmer.)
Flattr this

Politisk spin om dansk støtte mod kirke-razzia

| 2 kommentarer |
Lixtal: 51Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
I følge Politiken støtter flertallet af danskerne politiets aktion mod asylansøgerne, der havde søgt tilflugt i Brorsons Kirke. Men er det nu rigtigt?

Da DR berettede om sagen i TV-avisen, handlede undersøgelsen nemlig om, at flertallet af danskerne støttede, at politiet kunne rydde en kirke, eller om kirken fortsat skulle udgøre et urørligt sted.

Der er væsentlig forskel på disse to holdninger.

Personligt kender jeg ikke til noget Star Wars-kraftfelt omkring en kirke, der på en eller anden måde gør den urørlig, og jeg har heller ikke noget religiøst tabu, der forbyder mig bestemte handlinger i forhold til en bestemt gruppes specielle form for overtro. Derfor mener jeg også, at kirker er lige så oplagte kandidater til at blive dekoreret med dynamit, som så mange andre unødvendige bygninger er det. Der er ikke nogen grund til at blive forarget over, at politiet eller nogen anden krænker en kirke, for der findes ingen gud, der kan krænkes.

Det, som vi skal fokusere på, er ikke om nogen religiøs forestilling (i kraft af en kirke) er blevet krænket, men om flygtningens humanitære rettigheder er blevet det. Der er meget stor forskel på, om man støtter det ene eller det andet.

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (5 stemmer.)
Flattr this

Ældre indlæg

Sider

Om dette arkiv

Denne side er et arkiv over de nyeste indlæg i kategorien Samfund.

Forrige arkiv: Overtro

Find de nyeste indlæg på forsiden, eller søg i de ældre indlæg to find all content.