I følge Politiken fordømmer OIC - en verdensomspændende muslimsk organisation med 57 medlemslande - attentatforsøget på Kurt Westergaard. I følge en talsmand fra organisationens generalsekretariat strider det "fuldstændigt" mod islams lære og værdier.
Det er noget vrøvl. Islam har ikke noget facitliste. Der er ikke noget i islam, der kan misforstås, for den er ikke givet af nogen Allah (der jo ikke findes), og enhver tekst - især årtusind gamle tekster - er genstand for fortolkning. Det kan slet ikke lade sig gøre at læse en tekst, uden at man fortolker den. Når en stor gruppe muslimer siger, at islam går ud på dette og hint, så kan man ikke konkludere andet, end at der findes en stor gruppe muslimer, der mener dette. Man kan med lidt god vilje sige, at hvis gruppen er tilpas stor, er den repræsentativ for islam, men selv i dette tilfælde kan man højst tage gruppens udtalelser som et udtryk for deres selvopfattelse. Hvis man skal sige noget om islam på baggrund af repræsentative grupper, må man også se på, hvordan de i praksis opfører sig. Tilsvarende gælder også Al Qaeda; det eneste, man kan sige om islam på baggrund af Al Qaeda, er at der findes (mindre) grupperinger, som har en temmelig radikal opfattelse af islam. Men man kan ikke sige, at Al Qaeda har mere eller mindre ret i, hvad islam går ud på, end OIC har.
I en situation, hvor en mand bryder ind med kniv, hammer og økse (hvilket antyder, at han næppe er hyret af et velorganiseret terrornetværk, som burde kunne udstyre ham med f.eks. en pistol), bør der rimeligvis vurderes, om manden evt. er psykisk syg. Er dette tilfældet, er det sygdommen, og ikke islam, der er problemet. Hvis han har en meget unik og personlig opfattelse af islam og resulterende adfærd, som ikke rigtig deles af andre muslimer, er det også rimeligt at ekskludere ham fra definitionen af islam, lidt ligesom når en ingeniør eller en fysiker forkaster et åbenlyst forkert måleresultat.
Men selv med disse forbehold er OICs holdning lige så problematisk, som den er typisk. OIC tegner et glansbillede af islam, der går ud på, at islam skulle være ganske særligt fredelig. Problemet er det samme, som når kristne hævder, at deres religion er en næstekærlighedens religion: Hvis det var tilfældet, hvorfor er disse religioners reelle historie så en lang fortælling om grusomhed og overgreb? Det samme kan og bør siges om såvel buddhisme, jødedom og hinduisme. Ligegyldigt hvor selvforherligende disse diverse religioner er, er der intet der tyder på, at en af dem skulle skille sig ud ved at være mere fredelig end de andre.
Overvej: Hvor mange eksempler kan man nævne på en "god" gerning, udtalelse eller adfærd begået indenfor en bestemt religion, som ikke lige så vel kunne være udført af f.eks. en ateist eller en person fra en anden religion? Svaret er: Så mange eksempler, som man orker at komme med. Alle de gode gerninger, man som religiøs tilskriver sig selv, bliver lige så vel udført af andre mennesker. Overvej derefter: Hvor mange eksempler på grusomheder og overgreb er der gennem århundrederne begået, som kun kunne gøres i ateismens eller andre religioners navn? Hvis ellers man har blot en smule historisk hukommelse er svaret: Ingen, for alle religioner (med kortlivede, små grupperinger som mulige undtagelser) har en rig historie for umenneskelighed og grusomhed. Det giver slet ikke mening at sige om en bestemt religion, at den garanterer en fredelig eller moralsk adfærd, og at enhver afvigelse ikke er religionens skyld.
Det korte af det lange er, at hverken islam eller de andre religioner har det som et særligt værdigrundlag at være hverken mere eller mindre fredelige and de andre religioner. I bedste fald er det tom snak. I lidt værre fald har sådanne udtalelser til hensigt at rekruttere eller fastholde folk, der tror, at så længe de bare gennemfører umenneskelig politik eller mere direkte overgreb i deres religions navn, er de i virkeligheden lidt bedre end dem, det går ud over. OICs udtalelse bør fordømmes på lige fod med enhver anden form for religiøs propaganda.
Det er noget vrøvl. Islam har ikke noget facitliste. Der er ikke noget i islam, der kan misforstås, for den er ikke givet af nogen Allah (der jo ikke findes), og enhver tekst - især årtusind gamle tekster - er genstand for fortolkning. Det kan slet ikke lade sig gøre at læse en tekst, uden at man fortolker den. Når en stor gruppe muslimer siger, at islam går ud på dette og hint, så kan man ikke konkludere andet, end at der findes en stor gruppe muslimer, der mener dette. Man kan med lidt god vilje sige, at hvis gruppen er tilpas stor, er den repræsentativ for islam, men selv i dette tilfælde kan man højst tage gruppens udtalelser som et udtryk for deres selvopfattelse. Hvis man skal sige noget om islam på baggrund af repræsentative grupper, må man også se på, hvordan de i praksis opfører sig. Tilsvarende gælder også Al Qaeda; det eneste, man kan sige om islam på baggrund af Al Qaeda, er at der findes (mindre) grupperinger, som har en temmelig radikal opfattelse af islam. Men man kan ikke sige, at Al Qaeda har mere eller mindre ret i, hvad islam går ud på, end OIC har.
I en situation, hvor en mand bryder ind med kniv, hammer og økse (hvilket antyder, at han næppe er hyret af et velorganiseret terrornetværk, som burde kunne udstyre ham med f.eks. en pistol), bør der rimeligvis vurderes, om manden evt. er psykisk syg. Er dette tilfældet, er det sygdommen, og ikke islam, der er problemet. Hvis han har en meget unik og personlig opfattelse af islam og resulterende adfærd, som ikke rigtig deles af andre muslimer, er det også rimeligt at ekskludere ham fra definitionen af islam, lidt ligesom når en ingeniør eller en fysiker forkaster et åbenlyst forkert måleresultat.
Men selv med disse forbehold er OICs holdning lige så problematisk, som den er typisk. OIC tegner et glansbillede af islam, der går ud på, at islam skulle være ganske særligt fredelig. Problemet er det samme, som når kristne hævder, at deres religion er en næstekærlighedens religion: Hvis det var tilfældet, hvorfor er disse religioners reelle historie så en lang fortælling om grusomhed og overgreb? Det samme kan og bør siges om såvel buddhisme, jødedom og hinduisme. Ligegyldigt hvor selvforherligende disse diverse religioner er, er der intet der tyder på, at en af dem skulle skille sig ud ved at være mere fredelig end de andre.
Overvej: Hvor mange eksempler kan man nævne på en "god" gerning, udtalelse eller adfærd begået indenfor en bestemt religion, som ikke lige så vel kunne være udført af f.eks. en ateist eller en person fra en anden religion? Svaret er: Så mange eksempler, som man orker at komme med. Alle de gode gerninger, man som religiøs tilskriver sig selv, bliver lige så vel udført af andre mennesker. Overvej derefter: Hvor mange eksempler på grusomheder og overgreb er der gennem århundrederne begået, som kun kunne gøres i ateismens eller andre religioners navn? Hvis ellers man har blot en smule historisk hukommelse er svaret: Ingen, for alle religioner (med kortlivede, små grupperinger som mulige undtagelser) har en rig historie for umenneskelighed og grusomhed. Det giver slet ikke mening at sige om en bestemt religion, at den garanterer en fredelig eller moralsk adfærd, og at enhver afvigelse ikke er religionens skyld.
Det korte af det lange er, at hverken islam eller de andre religioner har det som et særligt værdigrundlag at være hverken mere eller mindre fredelige and de andre religioner. I bedste fald er det tom snak. I lidt værre fald har sådanne udtalelser til hensigt at rekruttere eller fastholde folk, der tror, at så længe de bare gennemfører umenneskelig politik eller mere direkte overgreb i deres religions navn, er de i virkeligheden lidt bedre end dem, det går ud over. OICs udtalelse bør fordømmes på lige fod med enhver anden form for religiøs propaganda.
Leave a comment