Recently in Politiske kommentarer Category

Befolkningen er isoleret fra EU

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 53Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Siden jeg fik stemmeret i slutningen af 1980'erne, har antallet af EU-afstemninger vist kunnet tælles på én hånd. Der var hver gang tale om yderst indgribende og omfattende beslutninger med mange detaljer, som det ikke var trivielt at samle i én pakke. Men det blev de, og de meget komplicerede beslutninger blev reduceret til et spørgsmål om ja eller nej - og dermed fik man svar, som ikke besvarede spørgsmålet, men som derimod besvarede en letforståelig men stort set ligegyldig detalje såsom krumme agurker eller navnet på landets møntfod.

Fra de danske politikeres side hører vi sjældent om, hvordan de fører - eller blot ønsker at føre - EU-politik. For dem er det tilsyneladende tilstrækkeligt at have deres folk siddende i Bruxelles, hvor man stort set kun hører om dem, når de begår bedrageri. Befolkningen bliver ikke hørt om ændringsønsker i EU, idet initiativerne til ændringer i EU stort set udelukkende tages af magt-eliten. Sådan har det altid været, og udviklingen i EU har således aldrig bygget på folkelig, demokratisk inddragelse

Det eneste, de danske politikere beskæftiger sig med i den offentlige debat, er unges uddannelser, sundhedssystemet og "dansk kultur", og især hvordan man sparer på disse områder. Og det er ikke tilfældigt, for de eneste politiske kategorier, EU ikke kan blande sig direkte i, er nemlig netop emner såsom uddannelse, sundhed og kultur - og som dermed er det eneste, de danske politikere reelt selv kan gøre noget ved.

EU kan derimod blande sig i (dvs. underkende og diktere) vores handelspolitik, miljøpolitik, landbrugs- og fiskeripolitik, energipolitik, forbrugerbeskyttelse samt retslige anliggender. Og eftersom EU først og fremmest er en handelsorganisation, er disse områder bestemt af EU-landenes virksomheders økonomiske interesser, som ikke kunne være meget fjernere fra et (dansk) demokrati. Så når alle pengene er brugt på EUs virksomheders interesser, er det altid indenfor uddannelse, kultur og sundhed, at politikerne finder det "nødvendigt at spare", for disse er de eneste emner, politikerne overhovedet har mulighed for at bestemme over.

Befolkningens inddragelse i EU-beslutninger svarer til, at der blev afholdt folketingsvalg hvert 15. år, og med "ja" eller "nej" som svarmuligheder: Ingen af svarene vil være rigtigt eller forkert af den simple årsag, at ingen af svarene giver mening i så komplekse problemstillinger, som befolkningen med store mellemrum bliver bedt om at forholde sig til mht. EU. På denne måde bliver befolkningen isoleret fra EU. Politikerne forholder sig tilsyneladende ikke til EU, og anser det i stedet for deres arbejde at følger EU-virksomhedernes udemokratiske diktater, hvorpå de lader Danmark betale regningen på de få områder, hvor EU ikke har indflydelse på landets politik.

Kategorier:

  • Currently 1/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 1/5 (1 stemmer.)
Flattr this

Enhedslisten går ikke højreekstremisternes ærinde

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 50Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

I optakten til Englands EU-afstemning er der både på Twitter og på Facebook gået lidt Erasmus Montanus-logik i at sætte lighedstegn mellem Enhedslisten og den ekstreme højrefløj: De er begge imod EU, ergo er de begge en sten.

Den holder altså ikke, venner.

Der er elementer af EU, som jeg godt tør påstå, at Enhedslisten har det relativt godt med, hvis man måske ser bort fra, at EU gør det lidt halvhjertet: Fælles miljøregler er det svært at kalde andet end et fremskridt, selv om de godt måtte være langt strammere. En fælles asylpolitik ville forhindre de enkelte lande i at lukke grænserne for asylansøgere (omend EU så til gengæld har lukket grænserne omkring sig som sådan). Det er nok også de færreste fra Enhedslisten, der helhjertet kan påstå andet, end at EU har været med til at sikre relativ fred i det historisk krigshærgede Europa. EU har sin egen Menneskerettighedsdomstol, selv om der desværre ikke følger sanktionskrav med en dom ved samme. Jeg kunne sikkert nævne flere positive sider ved EU, men pointen er forhåbentlig tydelig nok: EU er ikke entydigt noget monster. Disse emner er dog ikke tilstrækkelige, eller tilstrækkeligt positivt udførte, til at Enhedslisten af den grund kan godkende EU. Til gengæld er der en lang række ting, som Enhedslisten ikke vil acceptere ved EU.

Præcis samme opstilling vil man kunne lave for højreekstremisterne, men det er helt andre emner, de anser for positive (men ikke tilstrækkeligt positive til at støtte EU), og det er helt andre emner, de anser for stærkt negative.

Pointen er, at netop de emner, som Enhedslisten anser for positive, er dem, som højreekstremisterne hader allermest ved EU. Og omvendt er det de emner, som højreekstremisterne anser for positive, som Enhedslisten hader mest ved EU. Det er i det lys, at det er meget svært at kalde Enhedslisten og højreekstremisterne for enige. I bedste fald er de to yderfløje enige om, hvad det er for emner i EU, som både Enhedslisten og højreekstremisterne anser for mindre vigtige end de to fløjes respektive, og modsat rettede, kernepolitikker. Og det er så langt fra det samme som at være enige om den pågældende politik, som noget kan være.

Så er der nogle, der stiller spørgsmålet, om motivationen har nogen praktisk betydning, når resultatet er det samme, og om Enhedslisten derfor ikke desto mindre går de højreekstremes ærinde, når Enhedslisten vælger at være imod EU.

Hvis man svarer ja til dette spørgsmål, så leder det for det første til en absurditet: Ethvert politisk parti stemmer jævnligt det samme, som nogle af deres erklærede modstandere. Et ja til spørgsmålet vil være en erklæring af, at samtlige politiske partier hele tiden går hinandens ærinde, og så giver det jo ikke mening overhovedet at stille spørgsmålet.

For det andet ville man med et sådant spørgsmål med samme ret kunne hævde, at Enhedslisten gik kapitalismens ærinde, eller at de forbrød sig imod deres egne principper af populistiske årsager, hvis de (for at undgå at "gå højreekstremisternes ærinde") agerede imod deres egen overbevisning og støttede EU. Det gør spørgsmålet til et "no-win"-spørgsmål, hvor man aldrig vil kunne forsvare Enhedslistens valg; og som sådan er det et spørgsmål, der blot har til formål at opstille et falsk dilemma.

Hele beskyldningen er kort sagt en øvelse i falske argumenter og skjulte angreb, og baserer sig i bedste fald på mangelfuld forståelse for, hvad de enkelte parter mener, og hvorfor de agerer, som de gør.

Kategorier:

  • Currently 1/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 1/5 (1 stemmer.)
Flattr this

F-35 med penge tur/retur

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 42Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Regeringen har netop besluttet, at der skal bruges enorme summer på et kampfly, der er ramt af talrige skandaler, allerede inden vi modtager det, og som eksperter i luftkamp har givet dumpekarakter. Men det er slet ikke derfor, vi køber F-35 af det amerikanske Lockheed Martin. Beslutningstagerne må le, når vi andre diskuterer, om vi har brug for kampfly, eller ryster på hovedet af dets umulige kampevne. Flyene bliver ikke købt, fordi de skal flyve, eller fordi det er vigtigt, at de virker.

I mange år har der eksisteret transatlantiske aftaler mellem EU og USA om modydelser, der skal svare til de beløb, modparten køber for. Når et EU-land køber for store beløb i USA, skal USA derfor købe for omtrent samme beløb. Sådanne aftaler forhindrer en skævvridning af handelsbalancen, hvor den ene part hele tiden køber, mens den anden part hele tiden sælger.

Når Danmark køber kampfly i USA for et svimlende milliardbeløb, er USA forpligtet til at købe for omtrent samme beløb hos os - eller rettere: Ved de danske virksomheder. Via modkøbsaftalerne flytter regeringen de mange milliarder skattekroner, der vil blive brugt på kampfly, over i det private erhvervslivs lommer. Dét er målet. Flyene er sådan set ligegyldige.

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (2 stemmer.)
Flattr this

Regler for politisk spin

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 32Let: Skønlitteratur for voksne
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

1. Svar aldrig på det spørgsmål, du bliver stillet. Svar på det spørgsmål, du ønskede at få stillet.

1a. Hvis du bliver bedt om at uddybe, så benyt en ny formulering, når du gentager dit standpunkt.

2. Alt, hvad du siger offentligt, skal være en del af din valgkamp.

3. Fremfør andre argumenter for en beslutning end den egentlige motivation, hvis det øger muligheden for at gennemføre beslutningen.

4. Hvis din sag modsiges af talrige argumenter, er det tilstrækkeligt at have ret i blot ét argument for sagen.

5. Erklær alt, hvad du foretager dig, for en succes.

Korollar 1: Indrøm aldrig en fejl. Kald selv den værste fejl for en "vigtig erfaring".
Korollar 2: Beskriv enhver negativ eller upopulær beslutning i positive vendinger.

6. Vær ikke bange for at lyve. De, der er enige med dig, tilgiver dig. De, der er uenige, vil enten falde for løgnen eller i værste fald stadig være uenige.

6a. Den eneste grund til at korrigere en løgn er, at det fratager dine modstandere muligheden for at kalde dig utroværdig.

6b. Løgnen mere effektiv end korrektionen af tre årsager: Løgnen er det første, folk hører. Løgnen høres af flere mennesker end korrektionen. Korrektionen kan ofte udskydes, indtil løgnens effekt er opnået.

7. Din opgave er ikke at have ret, men at have holdninger.

8. Giv letforståelige svar uden nuancer. (De færreste mennesker kan kapere nuancer).

Korollar 1: Benyt ikke eksperter, for ekspertise indebærer nuancer og forbehold.
Korollar 2: Nuancer dine modstanderes holdninger for derved at svække dem.

9. Afslør aldrig din ophidselse over en journalist for åbent kamera. Skæld kun journalisten ud, mens det er slukket, eller begå karaktermord efterfølgende.

10. Brug anekdoter til at bevise din mere generelle sag samt til at afvise modpartens brug af statistik.

11. Kun få mennesker kan gennemskue, om du eller din modpart ved bedst. Derfor er det vigtigere at give indtryk af at have viden om emnet, end det er at vide noget om det.

12. Vær ikke bekymret over dine skandaler, lovbrud, løgne og brudte løfter. De fleste vælgere er uinteresserede i politik, så til næste valg har de glemt alt andet end dit navn.

13. Genopfrisk folkelig uvidenhed og skepsis mod statistik, forskning, m.v., hvis modparten inddrager disse.

14. Tag æren for alt, hvad der går godt. Skyd skylden for alt, der går skidt, på dine modstandere.

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (3 stemmer.)
Flattr this

I dit navn

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 45Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

I kølvandet på en finanslov, der som sædvanligt tilgodeser de allerrigeste på bekostning af de fattigste, miljøet, uddannelsessystemet og sundhedssystemet, svarer modstandere:

Ikke i mit navnMå jeg tillade mig at korrigere: Det sker faktisk i jeres navn. I hvert fald, hvis I har stemt til Folketingsvalget eller på anden måde tilkendegiver, at I går ind for det danske demokrati.

Ideen med det danske demokrati er, at vi vælger en håndfuld politikere til at regere landet på vores vegne. Også hvis regeringen kommer til at bestå af andre politikere end dem, vi selv stemte på. Hvis du støtter dette demokrati, så accepterer du deres flertalsgivne ret til at bestemme på vegne af dig - altså i dit navn. Alternativet er, at du ikke støtter det danske demokrati.

Kategorier:

  • Currently 0/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 0/5 (0 stemmer.)
Flattr this

Hvad bruger vi suveræniteten til?

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 40Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvorvidt jeg vil sætte stemme ja eller nej til afgivelse af suverænitet den 3. december.

På den ene side finder jeg det vanvittigt, at vi skal afgive suverænitet på områder, der hidtil har vist sig enten at være unødvendige at afgive, eller som det ligefrem har været en fordel at beholde. (Samarbejder har fungeret, og det var en god forretning at holde sig til kroner.)

På den anden side kan jeg ikke overse, at skiftende regeringer de sidste 20 år har forvaltet landet på samme måde, som man behandler en virksomhed, der er under afvikling. Jeg har ingen grund til at tro, at deres suverænitet er en fordel, tværtimod ligefrem. Der falder med jævne mellemrum EU-domme mod Danmark på områder, hvor Danmark har opført sig som en middelmådig, kriminel idiot.

EU bestemmer stort set al vores lovgivning. De eneste områder, Folketinget selv har mulighed for at bestemme over, bliver brugt til at financiere de områder, som EU bestemmer over. Det går derfor ud over uddannelse, miljø, indvandrere, de fattigste og sundhedssystemet. Det er ikke helt i skoven at regne med, at hvis disse områder også (på sigt) blev overdraget til EUs bestemmelse, så ville de ikke få det samme antal knive i ryggen.

Det kunne være en reel fordel, hvis Folketinget fik indskrænket sin magt så meget som muligt.

Kategorier:

  • Currently 0/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 0/5 (0 stemmer.)
Flattr this

Valgkampspolitik

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 60Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Allerede mens Anders Fogh Rasmussen var formand for Venstre, lærte Venstre af deres republikanske foregangsmænd over westpå, at ens tid som oppositionsparti alene handler om at føre valgkamp indtil næste valg. Spol selv mentalt tilbage i medierne og overvej, om alt foruden nogle få enlige svaler af politiske forslag (som Venstre af deres sponsorer er blevet bedt om at byde ind med, fordi samme sponsorer ikke har kunnet manipulere den siddende regering) har haft andet formål end det.

Det kan de mange politiske kommentatorer, der spekulerer i S/R/SF-regeringens løftebrud og troværdighed, eller Venstres og/eller Dansk Folkepartis og Liberal Alliances evne til at "fange" vælgerne med nogle mærkesager, så tænke lidt over, når de vil forklare årsagen til det foreløbige døde løb: Der er en simplere forklaring i form af fire års valgkamp mod Socialdemokratiets kun tre ugers valgkamp.

Hvis Socialdemokratiet taber, så vil deres rådgivere have sovet alvorligt i timen, hvis ikke de har indset, at oppositionspolitik fra år 2011 har været ensbetydende med konstant valgkamp. Og rådgiverne vil være elendige, hvis ikke de forklarer det til Socialdemokratiet.

Uanset hvem der vinder valget i morgen, så vil den kommende opposition fremover betragte det som sin fornemste pligt at føre valgkamp frem for politik. Og vinderen af valget vil sikkert tilsvarende føre mere valgkamp i forhold til egentlig politik, end vi hidtil har set.

Så hvis du er træt af valgkamp, vil jeg anbefale en diæt bestående af kaffe fremover.

Kategorier:

  • Currently 0/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 0/5 (0 stemmer.)
Flattr this

Den demokratiske illusion

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 56Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Folketingsvalget i Danmark er ikke demokrati. Det eneste, folket får lov til at beslutte, er ansigterne på de personer, der kommer til at sidde i regeringen indtil næste valg, godt hjulpet på vej af propaganda, hvor de politiske ansigter stort set kun siger ting, som ingen - heller ikke modkandidaterne - kan være uenige i. "Nej til kriminelle", siger de Konservative for eksempel, som om nogen af deres modkandidater nogensinde ville have sagt "ja til kriminelle". Desværre tænker den gennemsnitlige vælger nok ikke så langt, at han eller hun gennemskuer, at de Konservative dermed ikke præsenterer en holdning, som skulle få en til at vælge de Konservative frem for et af de øvrige partier, og at plakaten kun har til hensigt at score en stemme via sympati for en holdning, som det er umuligt at være uenig i.

I de fleste tilfælde vælger vi politikerne blandt en meget lille skare af kandidater, som de enkelte partier gennem interne og for den øvrige befolknings vedkommende udemokratiske beslutninger har valgt at opstille.

Kandidaterne har forskellige holdninger, ingen tvivl om det. Der er tydelige ideologiske forskelle, i hvert fald på nogle punkter. Men de er ikke upåvirkelige, og både før og efter de er valgt ind, står en lang række meget pengestærke interessenter parat med et velorganiserede og effektive kommunikationssystemer, der indeholder "eksperter" og stærke poster, som kan plante store historier i medierne, som rykker i det politiske billede og giver magt til de politikere, der følger historiernes opfordringer. Selv hvis ikke politikerne bliver overbevist om historiernes indhold, så ved det godt, at hvis ikke de følger historiernes opfordringer, så har historierne rykket ved så mange vælgeres holdninger, at politikerne risikerer at miste stemmer og opbakning.

Korruption

In­te­r­es­sen­ter­ne har en skare af lob­byi­ster, som po­li­ti­ker­ne li­ge­frem finder ønsk­vær­di­ge, fordi disse lob­byi­ster kan for­tæl­le po­li­ti­ker­ne, hvad de bør fo­ku­se­re på for at po­li­ti­ker­ne kan beholde den magt, de er blevet beføjet. Til de enkelte po­li­ti­ke­re og deres partier står menuen på dyre middage, in­vi­ta­tio­ner, ar­ran­ge­men­ter, fryn­s­e­go­der, "va­re­prø­ver", gaver, mere eller mindre åbenlys øko­no­misk støtte, osv. i en grad, der ri­ge­ligt over­skri­der gråzo­nen for regulær kor­rup­tion.

Store aftaler med alvorlige konsekvenser for samfundsøkonomien bliver indgået i hemmelighed - tænk blot på salget af DONG eller tilladelsen til specifikt at udvinde skifergas - og endda uden mulighed for offentlig indsigt efterfølgende. Det ligger lige for at spekulere på, hvad Bjarne Corydon (S) eller hans parti mon er blevet lovet eller foræret for dette salg. Til gengæld er der ingen grund til at spekulere på, om en regering bestående af V og K frem for S or R ville have handlet anderledes.

Nogle af interessenterne er indbyrdes konkurrerende virksomheder og erhverv, og i den forstand er det ikke helt forudsigeligt hvilket standpunkt, et parti vil tage i en given situation. Udfaldet kommer an på hvilke interessenter, der samlet set har spillet de stærkeste kort. For selv om en Venstrepolitiker måske får sin husleje betalt af en virksomhed, og derfor varetager denne virksomheds interesser i stedet for landets og samfundets, så kan den pågældende politiker blive tvunget til at stemme anderledes, hvis andre interessenter har overbevist tilstrækkeligt med øvrige Venstrepolitikere om, at partiet skal afgive en bestemt samlet stemme.

Politikerne er ikke nødvendigvis mere påvirkelige eller korrupt anlagte end alle vi andre (og dog, for talrige studier viser, at med priviligeret position kommer også følelsen af at være hævet over andre), men den målrettede påvirkning af dem er massiv. Politikerne bliver overfyldt med påvirkning fra pengestærke interessenter, indtil de tror, at hele virkeligheden er, som disse interessenter siger. Derefter fører de den politik, som giver interessenterne deres vilje i en - for de fleste vedkommende sikkert oprigtig - tro på, at de arbejder i landets bedste interesser.

Under politikerne sidder hele embedsmandsværket. Her er der ikke de formelle beslutningskompetencer, som politikerne har, men det er her, alle beslutningerne skal udformes, så de er praktisk gennemførlige. Her er de førnævnte interessenter også aktive for at sikre, at embedsmændene "lige husker" at udforme beslutningerne på en sådan måde, at interessenterne kan drage nytte af dem, og gerne på en måde, der ikke har det mindste med beslutningens oprindelige hensigt at gøre.

En håndfuld af de politikere, der i væsentligst grad bliver anset for at føre politikken på Christiansborg, indgår helt direkte i et netværk udgjort af en overklasse, som vi andre ikke har adgang til. De er ikke en konspiration, men det er personer med en fælles konsensus om, hvordan landet skal ledes (dvs. således, at netværkets medlemmer bliver særligt tilgodeset på bekostning af alt andet), og som ansætter hinanden til hinandens store poster. Politikerne, som er inviteret ind i dette netværk, er nødt til at tage hensyn til de øvrige personer i netværket, hvis de vil beholde deres plads i netværket.

Endelig kan EU blande sig i - dvs. underkende og diktere - vores handelspolitik, miljøpolitik, landbrugs- og fiskeripolitik, energipolitik, forbrugerbeskyttelse samt retlige anliggender. Og eftersom EU ret beset er en handelsorganisation, er disse emner bestemt af resten af EUs virksomheders økonomiske interesser, som ikke kunne være meget fjernere fra et (dansk) demokrati. De eneste kategorier, EU ikke kan blande sig direkte i, er emner såsom uddannelse, sundhed og kultur. Det er derfor næppe overraskende, at når alle pengene er brugt på EUs virksomheders interesser, er det altid indenfor disse sidst nævnte emner, at politikerne finder det "nødvendigt at spare", for disse er de eneste emner, politikerne overhovedet har mulighed for at bestemme over på vegne af de førnævnte magtfulde interessenter.

Hvis jeg stemmer blankt, så er det fordi jeg ikke kan finde et parti, jeg er tilstrækkeligt enig med, men det er langt fra tilfældet. Hidtil har jeg stemt på Enhedslisten, og det er bestemt også kun i småtingsafdelingen, at mine holdninger afviger fra deres. Jeg har også fornemmelsen af, at Enhedslistens politikere i det store hele er troværdige, måske fordi deres politikere ikke står til en personlig gevinst, hvis deres politik bliver gennemført. Men jeg har desværre også indtryk af, at trods Enhedslistens politikeres store arbejde bliver Enhedslisten systematisk sat udenfor indflydelse, og kun inddraget i sager, hvor der alligevel ville have været flertal, eller hvor Enhedslistens pris er negligibel. Hvis jeg stemmer på Enhedslisten, tror jeg derfor ikke på, at jeg får nogen egentlig stemme i Folketinget af den grund, men jeg sender et signal om, at jeg billiger hele det udemokratiske system, som vores Folketing og valget til samme udgør. Det samme signal sender jeg, såfremt jeg stemmer blankt.

Det er kort sagt stort set ligegyldigt, hvem der kommer til at sidde i Folketinget, for det er de samme interesser, der bliver plejet uanset. Og det er interesser, som vi ikke har mulighed for at stemme på. Jeg vil gerne have et demokrati, men Folketingsvalget og Folketingets arbejde er ikke noget demokrati, og jeg støtter det derfor ikke. Min stemmeseddel ser derfor således ud i år:


Valgkort 2015

Kategorier:

  • Currently 4/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4/5 (1 stemmer.)
Flattr this

Alternativet til sammenhæng

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 51Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Da Lars Løkke Rasmussen for nogle år siden forklarede, at han ikke havde skiftet holdning men blot standpunkt, blev han hånet af en befolkning, der ikke forstod, at dette udsagn gav glimrende mening.

Et standpunkt udtrykker, hvad partiet eller politikeren mener, der bør gøres i en specifik sammenhæng. Det kan f.eks. være ens mening om, hvorvidt erhvervslivet skal betale mere eller mindre i skat. En politisk holdning er derimod en "paraply" over en lang række standpunkter. Førnævnte politiker kan derfor godt have det standpunkt, at virksomheder skal betale mere i skat, men alligevel have en holdning om, at virksomhederne skal have tildeles særlige fordele.

Man kan kalde en politisk holdning for en pakkeløsningen, hvor mange standpunkter samles. Eller man kan kalde holdningen for standpunkternes røde tråd. Det er også den politiske holdning, der giver et fingerpeg om, hvad standpunktet i en ny situation vil blive. Det er standpunkterne, der bliver handlet med, når politiske partier skal nå til enighed om en sag.

Det er holdningerne, der fortæller, hvad man kan forvente af partiet, både som vælger og samarbejdspartner og som et af partiets egne politikere. Holdningerne udgør sammenhængen i partiet politik, og sikrer, at partiet ikke blot består af tilfældige meninger om tilfældige ting. Holdningerne fortæller, hvordan partiet tænker, fordi de udtrykker partiets menneskesyn, logik, samfundsopfattelse, natursyn, m.v. Den ydre højrefløjs kombination af klimaskepticisme, ejerskab af våben, det private erhvervslivs ret, kristendom, racisme og homofobi, m.v. udtrykker en særlig tankegang, ligesom den ydre venstrefløj er karakteriseret ved en tankegang, der favner modsatte værdier. Holdningerne formulerer partiets diskurs. De er partiets rygrad.

Det er denne rygrad, som for mig at se gør Alternativet alternativt. Uffe Elbæk, partiets stifter, understreger jævnligt, at partiet er et utraditionelt parti, som ikke passer ind i "højre/venstre-skalaen", men ligger udenfor. Dermed melder Uffe Elbæk sig med 30-40 års forsinkelse for personer i hans aldersgruppe på banen ved at være "utraditionel" og "bryde med konventionerne", sådan som det var på mode at sige i 1970'erne. For at sige det, som det er: Alternativets partiprogram og Uffe Elbæks fremtoning leder tankerne tilbage på de danske hippier, og får partiet til at fremstå som en forsinket hippie-udgave af de Radikale, som Uffe Elbæk brød ud fra.

Tager man Alternativet på ordet, vil Alternativet ikke påtage sig standpunkter, som ligger "til venstre" eller "til højre", og har derfor ikke har nogen holdning til økonomi og fordeling. Det ville være noget vrøvl, og ser man på Alternativets udspil, står det også klart, at partiet har formuleret adskillige standpunkter, som meget præcist kan placeres på den traditionelle politiske skala.

Da jeg spurgte Uffe Elbæk på Twitter, om Alternativet havde konkrete standpunkter, som demonstrerede, at partier står udenfor denne skala, henviste han mig til denne kronik, som partiets øverste politikere har skrevet i fællesskab. Her ligger partiet standpunkter solidt på den sædvanlige venstre/højre-skala. Det, som partiet selv kalder for sit "hovedprincip", deler partiet med samtlige øvrige partier: "[H]vordan Alternativets stemmer vil falde i Folketinget [afhænger af]: Fører forslaget landet i en bæredygtig retning eller ej?". For undskyld mig, men hvilke partier har da den modsatte holdning, siden Alternativet mener at adskille sig fra dem? Ønsker ikke alle partierne at føre landet i en bæredygtig retning, mens de blot er uenige om, hvordan man bedst gør dette? Svaret er nej. Alternativets "hovedprincip" indeholder intet nyt eller anderledes. Deres hovedprincip er indholdsløst. Det er hovedløst.

Det er det, jeg mener med, at rygraden gør Alternativet alternativt: De har ikke nogen. De få standpunkter, som partiet kan formulere i nogenlunde konkret form, ligger solidt indenfor højre/venstre-skalaen, men uden at der er blevet skævet til nogen politisk holdning, da man nåede frem til dem. Manglen på bagvedliggende holdninger gør Alternativet til et enkeltsagsparti med en håndfuld enkeltsager i stedet for at være et parti, der har holdninger, der giver anledning til forudsigelige standpunkter og en forudsigelig politik.

Det efterlader få forskellige fremtidsmuligheder for Alternativet.

Den tidligere politiske udbrydergruppe, Ny Alliance, havde ikke nogen politik, og var begrænset til Naser Khaders ønske om at holde Dansk Folkeparti udenfor politik. Således modelleret efter Naser Khaders tanker indeholdt Ny Alliance et rigeligt tomrum, som Anders Samuelsen og især partiets sponsorer kunne fylde med holdninger. Dermed blev partiet til et "rigtigt" politisk parti, nu uden Naser Khader. Det er tænkeligt, at Alternativet med sin nuværende mangel på egentligt indhold får tilført indhold fra sine første politiske medlemmer, som falder tilbage til deres respektive politiske patter, når først de skal føre konkret politik. Det bliver et fuldstændigt traditionelt parti hvis "alternativer" man - ligesom nu - allerede kan finde hos de øvrige partier.

Det er også muligt, at Alternativet holder sig i live som et holdningsløst parti med deraf følgende ukoordinerede og usammenhængende enkeltsager. Det kan de, så længe Uffe Elbæk har energi til at være involveret. I så fald kræver det en meget vedholdende markedsføring som "alternativt", og ikke mindst de øvrige partier skal nok gøre deres for at påpege sandheden i, at det er Alternativet ikke.

Selv hvis Uffe Elbæk kan holde gejsten, er det ikke sikkert, at Alternativet kan holde sig over spærregrænsen, når nyhedens interesse har lagt sig og alle "alternativerne" har vist sig at være ortodokst traditionelle. Så dør partiet af sig selv. Uffe Elbæk melder sig først ud af politik, og nogle år senere melder han sig ind i et af de eksisterende partier. Her forbliver han lettere anonym med undtagelse af nogle politiske pip fra tid til anden, hvor han fremsætter personlige standpunkter, der afviger lidt fra partilinjen.

"Vi er utraditionelle" har altid været de kortlivede partiers kampråb, og der er mange måder at dø på. Alternativet vil dø som alternativ, for de udgør ikke noget sådant.

Kategorier:

  • Currently 0/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 0/5 (0 stemmer.)
Flattr this

Det kan altid betale sig at arbejde

| 2 kommentarer |
Lixtal: 43Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

pengeopsparing.jpgSo­ci­al­de­mo­kra­tiets po­li­ti­ke­re i form af bl.a. Mette Fre­de­rik­sen og Per­nil­le Ro­sen­krantz-Theil (på Fa­ce­book­) er i disse dage i færd med at præ­ci­se­re, at de med "dovne ar­bejds­lø­se" mener "dovne aka­de­mi­ke­re". De har for­længst over­ta­get Joachim B. Olsens (LA) fo­re­stil­lin­ger om, at ar­bejds­lø­se er dovne og ikke mener, at det kan betale sig at arbejde.

Men det kan betale sig at arbejde. Jeg kunne ar­gu­men­te­re for, at når først man er på bi­stands­hjælp, så er det slut med mere end nogle få tusinde kroner i banken, slut med pen­sions­op­s­pa­ring, slut med al­min­de­li­ge ret­tig­he­der, slut med hus og bil, osv. Selv hvis ens løn svarede til bistandshjælp, ville denne løn give en væsentligt flere muligheder og frihed. Jeg ved oprigtigt ikke, hvad der kan få folk til at tage til takke med bistandshjælp, med mindre deres krav til tilværelsen er forsvindende få, eller fordi de ikke har noget andet valg. Hvis man ser bort fra alt det, man mister, når man får bistandshjælp eller dagpenge i stedet for løn, kan mindstelønnen imidlertid godt se ud, som om den ligger tæt på de sociale ydelser; så tæt, at man endog ved første øjekast kunne overveje, om det kunne betale sig at arbejde.

Pointen er, at det ikke er spor tilfældigt. Arbejdsmarkedet er også et marked med de markedsmekanismer, det indebærer. Udbud og efterspørgsel (og prisaftaler og karteldannelser!) gælder også på arbejdsmarkedet. Lønniveauet indretter sig efter, hvornår man er i stand til at få folk til at arbejde. Der er ingen arbejdsgiver, der er interesseret i at give en højere løn, end en tilstrækkeligt kvalificeret arbejdskraft er villig til at arbejde for. Og det betyder, at mindstelønnen vil indrette sig til det niveau, hvor det lige præcis kan betale sig at arbejde - og så absolut heller ikke mere.

Hvis dagpenge- og kontanthjælpssatser bliver nedsat, vil det i første omgang gøre det væsentligt mere attraktivt at arbejde. Det hersker der næppe nogen tvivl om. Til gengæld vil en sådan nedsættelse af ydelserne automatisk betyde, at det også vil være attraktivt at arbejde for en tilsvarende lavere løn. Således vil mindstelønnen indrette sig således, at det lige netop kan betale sig at arbejde, men ikke mere. Det samme vil ske, hvis ydelserne sættes op: Umiddelbart vil det gøre det mindre attraktivt at arbejde, men kun indtil virksomhederne opdager, at de må øge mindstelønnen blot så meget, at det igen er marginalt mere attraktivt at arbejde.

Uanset om offentlige ydelser og dermed mindsteløn hæves eller sænkes, vil der altid være en hårfin grænse mellem ydelserne og mindstelønnen, der altid vil gøre det muligt at skabe en aktuel debat - der af samme grund altid vil være meningsløs - om, hvorvidt det kan betale sig at arbejde, når de offentlige ydelser er så høje, som de er. Det er lige så rimeligt (eller urimeligt, om man vil) at debattere, hvorvidt det kan betale sig at arbejde, når virksomhederne er så nærige med betalingen for deres arbejdskraft.

De offentlige ydelser og lønniveauet hænger sammen. Hvis man ønsker at trække lønniveauet nedad (f.eks. som arbejdsgiver) har man interesse i at nedsætte de offentlige ydelser. Ønsker man at hæve lønniveauet (dvs. som lønmodtager) har man interesse i at hæve de offentlige ydelser.

Kategorier:

  • Currently 3.8/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 3.8/5 (4 stemmer.)
Flattr this

Ældre indlæg

Sider

Om dette arkiv

Denne side er et arkiv over de nyeste indlæg i kategorien Politiske kommentarer.

Forrige arkiv: Oles breve

Næste arkiv:Religion og tro

Find de nyeste indlæg på forsiden, eller søg i de ældre indlæg to find all content.