Recently in Overtro Category

Satanister i logen

| 1 Comment |
Lixtal: 54Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Hemmelige håndtryk, skjult indflydelse og enorm magt. Gennem årtusinder har en skjult undergrundsbevægelse af Frimurere styret verden med vold og lobbyisme. I dyb hemmelighed har bevægelsen tilbedt Satan, mens de foregav at være gode kristne.

Røg af en brand

Den slags historier om frimureriet er der kun få, der stadig tror på. Men der findes også historier, der lever i bedste velgående.

Frimurerne er stadig kilde til inspiration, og blandt satanister henvises der også til tider til en frimurerbaggrund. Ikke mindst lederen af gruppen Satanic Reds hævder at være dybt involveret i en frimurergruppe, der bl.a. benytter Baphomet-symbolet i sit tidsskrift. Så selv om visse historier om frimureriet er tydelig konspirationsteori, så er der måske noget om snakken alligevel?

Vi skal tilbage til frimurerordenernes formodede moder, Tempelridderne.

Tempelridderne

I korstogenes begyndelse i det 12. århundrede fandtes der to modstridende kald blandt de kristne korsfarere. Det ene var præstestandens, der strengt forbød deltagelsen i konflikter; den anden var soldaternes, hvor konflikt i høj grad blev praktiseret.

Men i 1119 besluttede en fransk adelsmand ved navn Hugues de Payens og ni følgesvende sig for at beskytte kristne pilgrimme på deres færd til og fra Jerusalem. Som præstestanden svor de fattigdom, cølibat og lydighed, men med forbehold, der tillod dem at føre krig. Dermed opstod en europæisk kriger-munk som en ny figur i korstogene.

Jerusalems konge var glad for krigermunkenes hjælp, og tilbød dem at bo i Jerusalems helligste sted: Klippemoskeen, der i dag er en af muslimernes helligste steder. Her blev de kendt som “Ordenen af fattige riddere af Kristus og Salomons tempel”, eller blot Tempelridderne.

Tempelriddernes status inspirerede andre kristne militære ordener, såsom de teutonske riddere.

Krig er en dyr aktivitet, og Tempelridderne fik således langt mere brug for understøttelse end munkene. En kombination af deres store militære magt og deres krav om afholdenhed (i den forstand, at de ikke brugte penge på sig selv) gav Tempelridderne anledning til at udøve en form for tidlig bankvirksomhed.

Dette gjorde Tempelridderne umådeligt rige, men med rigdommen kom også mistanke om dårlig moral, når nu de som munke formodedes at skulle være fattige.

I 1291 faldt Tempelriddernes sidste fæstning mod muslimerne, og denne svigtende beskyttelse af kristendommen, deres hemmelige adfærd, og deres store rigdom og arrogance gav anledning til rygter om en skjult dagsorden.

Jacques de Molay brændes på bålet
Tempelriddernes stormester, Jacques de Molay, brændes på bålet for kætteri.

I 1307 plan­lag­de Tempel­rid­derne endnu et korstog til Israel, men efter en økono­misk ue­nig­hed over­faldt Fran­krigs Kong Philip IV dem og konfi­skerede deres rig­domme. Efter syv års retter­gang under tortur og ydmy­gelser blev Tempel­rid­der­ne fundet skyl­dige i kæt­teri, og Tempel­rid­dernes stor­mester, Jacques de Molay, blev brændt på bålet.

Tem­pel­rid­der­nes kon­spira­tion

Det må i dag stå klart, at Tem­pel­rid­der­ne ganske vist var magt­ful­de og au­to­no­me, men de deltog ikke i kæt­ter­sk ak­ti­vi­tet eller ud­gjor­de en trussel mod den ek­si­ste­ren­de præ­ste­stand.

Al­li­ge­vel er Tem­pel­rid­der­ne gen­stand for særlig in­te­r­es­se: De lugtede af sam­men­svær­gel­se. Når et nyt medlem blev initieret, fik medlemmet således at vide, at han kun så overfladen af ordenen, hvilket gav anledning til forestillinger om, at der foregik noget hemmeligt bag lukkede døre. Ved afslutningen af initieringen skulle det nye medlem kysse ceremonimesteren på munden, hvilket havde homoerotiske undertoner. Og endelig virkede den brutale undertrykkelse ledt af Kong Philip IV lidt mystisk.

Eliphas Lévis Mendesbuk
Blandt ankla­gerne mod Tempel­rid­derne var også beskyld­ningen for at til­bede en vis “Baphomet”, men der er aldrig fundet beviser.

Blandt ankla­gerne mod Tempel­rid­der­ne opstod også ankla­gen om at tilbede en gud­dom kaldet “Bap­ho­met”. Selv om der siden er fundet gen­stande, der til­skrives Tempel­rid­der­ne, og som kan minde om beskri­vel­serne af denne gud i ankla­gerne, er der ikke fundet beviser for på­stan­den. Okkul­tisten Eliphas Lévi har siden forsøgt at sammen­sætte figuren ud fra beskri­velser af bl.a. gar­goyles på byg­nin­ger opført af tempel­rid­derne, og nåede frem til “Mendes­bukken”.

Bap­ho­met-sym­bo­let med ge­de­ho­ve­det og pen­ta­gram­met er dog ikke Lévis kre­a­tion, og ingen har kunnet spore det længere tilbage end 1961, hvor Maurice Bessy bragte det uden kil­de­hen­vis­ning i bogen “A Pi­cto­ri­al History of Magic and the Su­per­na­tu­ral”.

Den fan­ta­sti­ske opblom­string, den enorme magt og den gru­som­me af­slut­ning på Tem­pel­rid­der­nes æra gav dem en før­ste­plads i eu­ro­pæ­isk kon­spira­tions­te­o­ri. Indtil da havde kun jøderne været i stand til at give indtryk af en tilsvarende magt, men Tempelriddernes trumfkort var, at truslen denne gang kom indefra.

Frimurerne

I mange århundreder eksisterede der to primære konspirationsteorier: Den jødiske sammensværgelse, hvor jøderne var Satans agenter (de havde jo dræbt Jesus - et ansvar, som de tidlige, kristne romerske skribenter behændigt havde frataget romerne), og Tempelriddernes sammensværgelse.

I det 18. århundrede opstod der reelle hemmelige selskaber. De mest kendte af disse er Frimurerne og Illuminati.

Frimurernes navn stammer fra de middelalderlige loger af håndværkere, hvis arbejde krævede, at de boede på arbejdspladserne. Mens de rejste, opholdt de sig i loger. For at styrke deres omdømme gav de indtryk af, at deres kundskab strakte sig tilbage til det antikke Israel, og for at holde konkurrenter ude udviklede de faghemmeligheder (dvs. i praksis en særlig “hemmelig viden”, som blev set som halv-magisk, og som kun var for de indviede) og med tiden hemmelige verbale og fysiske tegn, der lod anerkendte frimurere genkende hinanden.

I 1717 havde frimurerorganisationerne udviklet sig så meget, at de var modne til at etablere Grand Lodge i London, og efter nogle få år havde de en forfatning. Frimurernes møder var sociale og upolitiske, hvor deltagere af forskellig social stand kunne mødes i en ligeværdig atmosfære af deisme, tolerance og personlig udvikling.

Der var en vis mængde humanistisk tankegang i frimurerorganisationerne, hvilket stod i kontrast med kristne principper, og omkring 1700 begyndte frimurerne for første gang at blive anklaget for antikristen aktivitet. Nok var organisationerne upolitiske, men deres brud på sædvanlige sociale grænser var en politisk, reformatorisk erklæring i sig selv, og den humanistiske orientering var Oplysningstidens kætterske tanker.

Frimurere overalt

Frimurerloger spredte sig hurtigt til resten af Europa, hvor de i despotiske styrer ofte antog en helt anden form end i Storbritanien. De frie tanker, der karakteriserede de engelske loger, havde revolutionære implikationer i andre lande, og frimurerloger blev forbudt eller fordømt.

Samtidig forsøgte de mange frimurerorganisationer at skabe troværdighed om sig selv gennem tilfældige forklaringer om deres oprindelse og eksotiske adfærd. Nogle mente således at have forfædre blandt byggerne af Jerusalems tempel, opfandt teatralske ritualer, opfandt en snørklet rangorden blandt medlemmer, pralede af hemmelig viden, osv. Dette kaos af løgn tiltrak også en række svindlere, der oprettede nye “frimurerordener” for at tilrane sig magt eller penge.

Det er svært ikke at se en parallel til sataniske grupper, der også ofte hævder at have en mere eller mindre fantastisk baggrund.

De færreste af forsøgene på at legitimere sig historisk har været bevidst bedrag. Grupperne har sandsynligvis været tvunget til at sætte sig selv i historisk perspektiv ved at forklare deres rødder, og de har også været presset til at efterrationalisere, når der både indefra og udefra er stillet krav om forklaringer. Tilsvarende har udviklingen af interne ritualer og et internt hierarki i en vis udstrækning været et resultat af, at grupperne var etablerede som “samfund i samfundet”. Sådanne grupper har brug for nye hierarkier, når de gamle samfundshierarkier forkastes, og de har brug for ceremonier og ritualer for at styrke gruppens identitet.

Grupperne har givetvis også følt en vis inspiration af tidligere tiders grupper, og hvis en frimurergruppe har genfundet dele af dens ideologiske grundlag i gruppens tolkning af tidligere gruppers ideer, har det været oplagt at føle et tilhørsforhold.

Det er ganske normalt, at en gruppe ikke ser en tidligere gruppe som blot en inspirationskilde, men derimod opfatter den tidligere gruppe som en reel forgænger, der direkte har ledt til den nye gruppe, som nu viderefører den gamle gruppes ideologi. Man kan således formode, at de nyere frimurergrupper mere eller mindre oprigtigt har troet, at de var de gamle gruppers arvtagere.

For at forklare dette kaos af forskellige frimurergrupper udviklede frimurernes modstandere et stærkt argument mod frimurerne: Lederne af frimurerordenerne fastholdt medlemmerne med de laveste grader i uvidenhed og forvirring. (Dette argument finder vi stadig i dag, når f.eks. kristne “eksperter” beskriver medlemmer af organisationer såsom Scientologi.) Når frimurernes ledere holdt denne plan samt deres identitet hemmelig, ville de kunne indynde sig hos samfundets spidser. Frimurernes modstanderes argument antydede, at uanset hvor uskyldige, de menige medlemmer måtte være, var organisationen som sådan skyldig i samfundsundergravende virksomhed, og der ville altid kunne findes en endnu mere skjult orden af bagmænd, der manipulerede alle de andre.

Blandt de mange “forgængere“, der blev postuleret af diverse frimurerorganisationer, fandt vi i 1736 i Tyskland også St. Johns Riddere (en af de adskillige kristne militære organisationer, som Tempelridderne gav anledning til), men da de var for ukendte, opstod i stedet i 1752 påstanden om, at Tempelridderne stod som frimurernes oprindelse. Med tiden kom Tempelridderne til at blive opfattet som en blandt mange former for frimureri, selv om deres historie er en helt anden.

Til sidst blev Frimurerne opfattet som den mest centrale og komplekse af alle de mange hemmelige grupper.

Illuminati

I denne totale forvirring opstod Illuminati i Bayern.

Illuminati blev så vidt vides oprettet den 1. maj 1776 af professor i jura, Adam Weishaupt, ved Ingolstadt Universitet i Bayern. Weishaupt ønskede at bygge en subkultur i et korrupt samfund, idet han ønskede at modernisere Tyskland gennem den disciplin, som en hemmelig forening måske kunne bidrage med.

Demonstration mod Illuminati
Illuminati levede kun i 11 år, men gav anledning til så mange konspirationsteorier, at gruppen for nogle mennesker den dag i dag er meget nærværende.

For­e­nin­gen levede kun i 11 år, men fik alli­gevel stor betyd­ning. I dens reelle eksis­tens var Illu­minati en fore­ning, der erstat­tede Frimu­rernes aristo­kra­ti­ske selv­fedhed og mangel på samhø­righed med ra­di­ka­le og seriøse ideer, der på ikke uvæ­sent­lig vis bidrog til Oplys­nings­tidens tanker. Illu­minati kræ­vede også mere af dens med­lemmer, der måtte forlade familie og hjem; dette var en model for en revo­lution, så hvis Frimu­rerne kan siges at ligne New Age, var Illu­minati en kult. Endelig var Illu­minati vir­ke­lig en organi­sation med et dobbelt doktrin: Fri­mu­rer­ne var blevet an­kla­get for at holde deres dags­or­den hem­me­lig for de menige med­lem­mer. I Il­lu­mi­na­ti var dette Wei­s­haup­ts be­vid­ste stra­te­gi, og mo­del­len er siden blevet ko­pi­e­ret i mange hem­me­li­ge sel­ska­ber.

Sammen med Weishaupt meldte adskillige af Illuminatis medlemmer sig ind i Frimurerloger, og dermed blev der som noget helt nyt skabt sammenhængende hemmelige selskaber i form af frimurerloger, hvis bindeled hed Illuminati.

Illluminati i konspirationsteorierne

Det er således ikke overraskende, at Illuminati har givet anledning til bekymring i samtiden. Mens konspirationsteoretikere hidtil havde undgået at påstå, at der fandtes et stort og hemmeligt plot i midten af de hemmelige selskaber, kunne Illuminati tage denne rolle. Illuminati var et påviseligt eksisterende hemmeligt selskab med subversiv aktivitet, som bekræftede gamle mistanker om hemmelige sekter og samfund - og mest af alt mistankerne om Frimurerne.

I USA har Illuminati skabt paranoia i flere omgange. I 1798 og igen i 1826 ansporede det en reel terrorfrygt, og i 1920’erne blev Illuminati angivet som ophav til Bolshevismen, og er siden blevet beskrevet som en organisation med målet at ødelægge den kristne civilisation. Illuminati kom til at udgøre årsagen til verdens ondskab blandt amerikanske konspirationsteoretikere.

Illuminati og Frimurerne går igen i så mange konspirationsteorier, at det næsten er blevet accepteret blandt menigmand, at Illuminati og Frimurerne har en særlig status. Deres mål er samfundsundergravende virksomhed, og de truer vor kultur og vores følelse af sikkerhed.

Satanisk arv

Sataniske grupper såsom Church of Satan, Temple of Set og Satanic Reds har i varierende grad påstået at have rødder hos frimurererne.

Ligkiste i et Church of Satan-ritual
Church of Satan er også faldet for over­leve­ringen om, at Tempel­ridderne skulle have været sata­nister, der udførte sata­niske ritualer.

I “The Satanic Rituals” hævder Anton LaVey således, at Tempel­rid­der­nes “L’air epais”-ritual er et sata­nisk ritual, og for­binder det endvi­dere med et Fri­mu­rer-ritual. Tilsva­rende handler “Western Roots, Part Two” af Satanic Reds, hvor der rede­gøres for deres hi­sto­rie som sa­ta­ni­ster, om Fri­mu­rer­ne som bærere af den antikke, sa­ta­ni­ske fi­lo­so­fi.

Begge grupper er således faldet for den tra­di­tio­nel­le over­le­ve­ring, med mindre de da bevidst har valgt at benytte myterne for at ma­ni­p­u­le­re even­tu­el­le følgere eller ob­ser­va­tø­rer. De følger således tra­di­tio­nen for at ophøje in­spira­tion til mandat.

Jeg har også til tider hørt satanister her i landet give udtryk for, at de selv viderefører f.eks. Pythagoras’ tradition, typisk når disse medlemmer har læst Church of Satans eller Satanic Reds’ materiale (folks ordvalg plejer nemlig at afsløre kilden). Typisk sker det i kraft af ét enkelt træk, man kan bruge, uden hensyntagen til ideens vigtighed og sammenhæng med resten af filosofien: Man bliver jo f.eks. ikke Pythagoræer, bare fordi man forstår, hvorfor “hypotenusens kvadrat er lig summen af kateternes kvadrater”.

Man skal ikke nødvendigvis klantre grupper eller enkeltpersoner for sådanne udtalelser eller holdninger. Satanister vil i væsentlig grad finde genklang i humanistiske idealer som dem, der blev formuleret i oplysningstiden, og som ikke mindst blev diskuteret livligt i datidens frimurerorganisationer. Som satanist må man føle et vist ideologisk broderskab med sådanne tanker.

Fejlen opstår, hvis man tror, at man er mere end blot en nulevende person eller gruppe, der er enig med dem. Det er også en fejl, hvis man går den modsatte vej og mener, at de tog udgangspunkt samme sted, som man selv gør. Det sidste sker ofte, når satanister omtaler en person som de facto satanist, et udtryk, der jævnligt blev benyttet af Anton LaVey.

Hvis man skal kalde en person for “de facto satanist”, må man i det mindste forvente, at deres ideer stemmer overens med vore (satanisternes) ideer i dag. For eksempel er det fair at sige, at visse af George Washingtons holdninger stemmer overens med vor tids satanisme, men skulle man omtale George Washington som de facto satanist, ville man som mindstemål forvente, at George Washington i dag ville kunne erklære, at nutidens satanisme var den ideologi, der bedst udtrykte hans holdninger. Jeg tør roligt sige, at de færreste mennesker, der af satanister er blevet kaldt for “de facto satanister”, ville erklære sig enige, ikke engang uformelt.

Frimurernes pentagram

Der er ingen grund til at tro, at en frimurerorganisation har tilknytning til satanisme, blot fordi man finder pentagrammet blandt organisationens symboler.

Ethvert symbol har kun den værdi, man selv tillægger det, så pentagrammet er kun et satanisk symbol for de, der anser det for et satanisk symbol.

I frimurerorganisationernes symbolik henviser pentagrammet normalt til kristne myter om Salomons segl eller Bethlehemsstjernen, Jerusalems byvåben, Pythagoras, forestillinger om Jesus, m.v.

Hvis organisationerne føler sig som arvtagere til nogle af disse historiske eller opdigtede steder eller personer, som brugte pentagrammet, er et meget oplagt, at organisationerne vælger at benytte pentagrammet som symbol.

Det er endvidere naturligt, at organisationerne hver især gør sig spekulationer om brugen af symbolet. Selv om fortolkninger udarter sig forskelligt, og ikke nødvendigvis stemmer overens med mainstream-kristendom, så bliver de ikke til satanisme af den grund - de bliver blot endnu en variant af mange former for kristendom.

Hvad kan vi lære af frimurerne?

Tempelriddere og Frimurere har gennem tiden været grupper, der ikke helt holdt sig til normen. De har som så mange andre grupper benyttet sig af en vis lukkethed. Frimurergrupperne har i kraft af deres tidsånd været samfundskritiske. Men foruden disse egenskaber har deres sataniske islæt været begrænset til, at det omkringliggende samfund har udråbt dem som “onde” og i ledtog med Djævelen.

Frimurerorganisations brug af pentagram
Lederen af Satanic Reds er medlem af frimu­rer­orga­nisa­tionen “Order of the Eastern Star”, og har gjort meget ud af at forklare de sata­niske prin­cipper i orga­nisa­tionens penta­gram. I praksis er den blot en af mange frimu­rer­orga­nisa­tioner, der benytter penta­grammet som et kristent symbol.

Det er dog værd at over­ve­je motiva­tionen for sådanne beskyld­ninger, samt re­sul­ta­tet af dem. Tempel­rid­der­ne var forlø­berne for bank­akti­vitet, frimu­rerne var en for­løber for arbej­derbe­vægel­serne, og Illu­minati var en af Oplys­nings­tidens mere radi­kale mani­festa­tioner. Alle blev af disse årsager set som trusler mod den sid­den­de magt, og netop fordi den etab­le­re­de magt har dæ­mo­ni­se­ret or­ga­ni­sa­tio­ner­ne, har de - eller rettere deres rygte - haft en usæd­van­lig stor ind­fly­del­se på sam­fun­det.

Det ligger i men­ne­skets natur at fo­re­stil­le sig, at hvis grupper minder om hi­n­an­den, så er der en for­bin­del­se - især hvis små­grup­per­ne li­ge­frem selv hævder det. Selv om de fleste i dag har til­stræk­ke­lig med sund fornuft til at indse, at de mange fri­mu­rer­or­ga­ni­sa­tio­ner intet havde at gøre med hi­n­an­den, og selv­føl­ge­lig ikke havde en hem­me­lig, ond­s­in­det og magt­fuld kerne, så falder vi al­li­ge­vel pladask for ar­gu­men­ta­tio­nen om, at der findes en fælles, mus­lim­sk ter­r­or­or­ga­ni­sa­tion, som styrer et stort ter­r­or­net­værk i hele verden. Sandheden er, at der ikke findes nogen (større) samlende terrororganisation og når en gruppe f.eks. kalder sig for Al Qaeda, er den altid en lille, isoleret gruppe, som har lige så lidt at gøre med “moderorganisationen”, som 1700-tallets frimurergrupper havde at gøre med Tempelridderne. Alligevel er sådanne forestillinger f.eks. blevet brugt som et af de vigtigste argumenter for krigen mod Irak, hvor de har rykket ved globale politiske forhold og har fået fatale eller uoprettelige konsekvenser for hundredetusinder af mennesker.

I kølvandet på denne konspirationsteori (eller måske er det den omvendte rækkefølge, hvor udgangspunktet hedder fremmedhad?) ser vi i dag en dæmonisering af indvandrere i det danske debatklima, og den deraf følgende lovgivning, beslutninger om undervisning i kristen “danskhed”, osv., rammer også ateister og andre ikke-kristne.

Satanister sættes ofte i forbindelse med Frimurerne, både af omgivelserne og af visse satanister selv. Tempelridderne, Frimurerne og Illuminati var ikke satanister, men i kraft af dæmoniseringen af grupperne, og i kraft af deres ønske om et alternativt samfund må satanister føle et vist broderskab med grupperne.

Osama bin Laden
Som et dystert ekko af Jacques de Molay er Osama Bin Laden beskyldt for at lede et verdens­omspæn­dende netværk, der med udgangs­punkt i “Ond­skabens Akse” har til formål at omstyrte den kristne verden. Fore­stillin­gerne omkring Al Qaeda som toppen af en verdens­omspæn­dende sammen­svær­gelse minder om fore­stil­lingerne om Illuminati.

Den væsent­ligste lærdom, man kan udlede af disse gamle “sa­ta­ni­ster”, er for­stå­el­sen af de for­ker­te op­fat­tel­ser.

Som subkul­tu­rer, der er under mi­stan­ke for sub­versiv akti­vitet, kan man let lade sig lokke i nogle af de samme fælder, som mange fri­mu­rer-orga­nisa­tioner er faldet i, både i forhold til intern organi­sation, med­lemmers forvent­ninger, og reak­tioner udadtil.

Eken­del­sen af de vir­ke­li­ge forhold bag konspi­rations­te­o­ri­er­ne omkring Fri­murerne bør skabe et vist per­spektiv på de ak­tu­el­le sam­funds­stem­ninger, så man ikke uden videre løber med, når kvæget bisser efter synet af en dæmon.

Kategorier:

  • Currently 0/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 0/5 (0 stemmer.)
Flattr this

De på forhånd udvalgte

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 55Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Ser man ekstremister efter i sømmene, opdager man ofte, at de har en særlig tilknytning eller interesse til deres erklærede modstander, som ikke har noget med deres religion at gøre.

Religion er en teologisk forklaringsmodel, hvor ikke blot naturfænomener men også komplekse samfundsmæssige og sociale problemstillinger forklares i religiøse termer og med religiøs symbolik. Det burde man i vore oplyste samfund efterhånden tage sig til hovedet over, men det ændrer ikke på, at sådan har religioner altid været. Mennesker ser med temmelig få undtagelser verden gennem "gud-farvede briller".

Religiøs symbolik samler et omfattende verdensbillede og en lang række følelser og personlige værdier i ganske få billeder. Hele den kristne religion med dogmer, leveregler, verdensanskuelse, osv. kan komprimeres til et symbol udgjort af to krydsende streger. Det gør korset til et meget stærkt symbol for de kristne. Andre religioner har tilsvarende stærke symboler, der sammenfatter religionernes følgeres verdensopfattelse og giver dem identitet.

Hvis man vælger at anskue religionerne som abstrakte forklaringer på reelle fænomener, så kan man måske følge dem en smule af vejen: Hvis en religiøs person føler sig presset fra alle sider, vil den pågældende person kunne opleve sig religiøst presset, men selv om det reelle pres i virkeligheden er af social eller økonomisk karakter, så er oplevelsen af at blive presset reel nok. I en vis forstand kan kan sige, at religion er samfundets sprog - omend en sådan definition ikke ville være udtømmende.

Dermed burde det være oplagt, at en religiøs terrorist i Frankring kan antages at have algeriansk baggrund. Den blodige fortid mellem Algeriet og Frankrig kaster stadig lange skygger i det franske samfund, og sætter stadig i dag de to befolkningsgrupper op mod hinanden. Det er helt efter bogen, at en sådan konflikt finder vej ind i den religiøse selvforståelse. Algeriske borgere vil have større tendens til at føle det historiske had end borgere fra andre lande. Hvis det krydres med øvrige sociale eller psykiske problemer, er der ikke langt til radikaliserede, religiøse holdninger.

I en vis forstand udgør den religiøse tolkning en stødpude mod de reelle problemer, fordi kompleksiteten af disse virkelige problemer gør det svært at blive bevidst om dem. De føles "forkert" og "undertrykkende" (og er det!), men det er svært at sætte fingeren på, hvor følelsen kommer fra. De komplekse problemer er i en vis forstand usynlige. (Her kunne man måske ane en marxistisk tolkning af religion - at religion er det undertrykte folks hjertesuk og udgør et bedøvende opium - men det en hel anden dynamik, der er på spil: Religionen er ikke virkelighedsflugt men snarere tværtimod en forklaringsmodel.)

Omvendt gør denne oversættelse af virkelige problemer til en religiøs fortolkning også religionen til det ømme punkt. Hvis religionen hånes via dens symboler, oversættes hånen til det, som religionen kun udtrykker symbolsk, nemlig en hån af ens håndgribelige virkelighed. Når man som priviligeret gruppe håner de religiøse symboler, der bruges af en undertrykt gruppe, som forstår sin position via religiøs symbolik, bliver hånen identisk med Marie Antoinettes ytring: "Så giv dem da kage". Franskmændenes reaktion på denne udtalelse behøver næppe nogen introduktion. (Det er en myte, at Marie Antoinette skulle have sagt noget sådant, men udbredelsen af denne myte understreger, at mytologi og symbolik er stærke kommunikatører af værdi.)

Selvfølgelig er en religiøs tolkning af komplekse forhold ikke forbeholdt ekstremister, der med mere eller mindre ret har ondt i nederste del af ryggen. Her i landet henviser politikere på begge sider af midten - omend oftere, desto længere ud til højre man bevæger sig - til "kristne værdier", uden nogen er i stand til at komme med specifikke bud på, hvad kristne værdier går ud på, som ikke deles med buddhister, hinduister og muslimer.

I forhold til muslimske ekstremister er den teologiske tolkning ingenlunde mindre hos danske meningsdannere, end den er i de selvsamme ekstremisters hoveder. I hvert fald når de frem til samme konklusion, alene baseret på teologi: De læser i Koranen og mener, at de er i stand til at forstå dens budskab (hvilket er teologi), eller de lytter til ekstremistiske imamer og drager deraf en konklusion på, hvad Islam går ud på (hvilket også er teologi i form af valg af tolkning). Deres uenighed kan stort set reduceres til, om man kan tillade sig at føre tolkningen ud i praksis eller ej.

Overfor disse fundamentalistiske tolkninger befinder et flertal sig med andre teologiske tolkninger, der i sin langt mere moderate form reflekterer en tilsvarende langt mere balanceret evne til at begå sig i samfundet. Disse grupper kan forklare, at man ikke skal læse Koranen sådan, og at ekstremisternes læsning er forkert. Som om førstnævnte sad med en personlig kvittering fra Muhammed, hvor han kundgjorde, at netop de havde ret i deres tolkning. Så længe dette ikke er tilfældet, må man desværre konstatere, at ingen med sikkerhed kan vide, hvad Muhammed mente, og hvad han ville have ment i dag.

Således står teologiske tolkninger overfor teologiske tolkninger, men ingen bliver klogere på, hvad de teologiske tolkningerne reelt er udtryk for, før man fjerner det religiøse symbolsprog: De afspejler de samfundsgrupperinger, de enkelte religiøse grupperinger befinder sig i.

Religion bør kritiseres og angribes, fordi de religiøse forståelsesmodeller i dag er langt overgået af politiske, økonomiske, sociologiske og psykologiske modeller. Det gør man ikke ved at tale religionens sprog i form af flere "Muhammedtegninger", men ved at erstatte teologiske og religiøse forklaringsmodeller med en diskussion og forståelse for de samfundsmæssige, sociale og psykologiske dynamikker, de udtrykker. Men det forudsætter naturligvis, at vi er parate til at erkende, at problemet er mere komplekst end uenige religioner, og at vi selv er en del af de samfundsproblemer, vi ønsker at løse.

Det er ikke religionen, der er kræften i samfundet. Religionen er blot de symptomer på kræften, der burde få en til at søge læge.

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (1 stemmer.)
Flattr this

Den implicitte accept

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 47Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Jeg gider ikke høre afstandstagen i form af "misbrug af religion", når en religiøs fanatiker begår forbrydelser i sin religions navn. Man kan ikke misbruge en religion mere end man kan "misbruge politik" eller "misbruge krig". Man kan f.eks. ikke sige, at man "misbruger krig", når man går f.eks. invaderer Irak på baggrund af løgne om masseødelæggelsesvåben.

Man kan heller ikke sige, at et politisk parti misbruger politik, bare fordi partiet bruger politik til at fremme andre mål (politiske eller ej) end andre politiske partier. Man kan benytte krig og politik mere eller mindre hensigtsmæssigt for sig selv og andre, men det bliver det ikke til misbrug af.

Religion er tilsvarende, hvad dens følgere gør den til, og i de større religioner er der bogstavelig talt titusindvis af grupperinger, der hver især mener, at netop de selv udgør den rigtige tolkning, mens alle de andre grupperinger tager mere eller mindre fejl. Det giver ikke mening at fastslå, hvem der har ret, for hvem skulle dog bestemme det? Det er jo ikke ligefrem fordi f.eks. den kristne gud ser ud til at have valgt at slå det fast trods sin formodede evne og mulighed for at gøre det, så ingen ville være i tvivl. Allah holder sig tilsyneladende også tilbage.

Der er kort sagt ingen, der har autoriteten til at sige, at lige netop de selv er den rigtige slags kristendom, jødedom, buddhisme, whatever. Tilbage står blot en konstatering af, at der i hvert fald er mange grupperinger, og at det eneste, vi kan være sikre på, er hvordan de opfører sig. Vi kan ikke sige, at den ene muslimske gruppe er "mere muslimsk" end den næste muslimske gruppe.

Selv om vi i nogle tilfælde kan identificere større historisk autenticitet og tilsyneladende mere skriftnær ærlighed, så hjælper det os faktisk ikke, for hvem siger, at guderne ikke kan følge med tiden og mene noget andet i dag, som er bedre repræsenteret af en mindre skriftnær gruppering? Religiøse grupperinger kan være mere eller mindre repræsenterbare for religionen - dvs. de kan minde om de fleste andre grupper i religion i varierende grad - men selv den fra normen mest afvigende gruppering kunne i princippet godt være den, der havde mest ret.

Når et begreb ikke er entydigt, og der ikke findes en autoritet, der kan afgøre korrekt og ukorrekt tolkning, hersker relativismen. Man kan henvise til sin religion, når man foretager sig noget, men hvis andre under samme "paraply-religion" er uenige, er det ikke muligt at afgøre, hvem der har ret.

Man er i praksis tvunget til at tage en nærmest ateistisk holdning: Vi kan ikke afgøre, hvem der har ret, eller om nogen overhovedet har ret. Vi kan blot identificere grupperinger og beskrive, hvordan de opfører sig. Vi kan således konstatere, at f.eks. Islam indeholder ekstremistiske grupper, der udøver terror og dræber individer, de er uenige med. Vi kan tilsvarende konstatere, at Islam indeholder (mange flere) grupperinger, der ikke har den fjerneste anelse om, hvad Islams fem søjler er for en konstruktion. Der kan findes tilsvarende grupperinger indenfor kristendommen.

Den slags er sikkert meget frustrerende for religiøse mennesker, ikke mindst når udenforstående i mere eller mindre ond tro kæder ens egen, fredelige (forhåbentlig) tolkning af ens religion sammen med ekstremisters handlinger. Men sådan er det bare: Hvis man er kristen, og en kristen ekstremist opfører sig på en måde, som man selv opfatter som Djævelens værk, så er vedkommende altså stadig kristen, og ingen kan objektivt hævde, at vedkommende tager fejl. Muslimske ekstremister kan også kalde sig for muslimer, uanset hvad andre muslimer ellers måtte mene om den sag.

En ting kan man imidlertid konkludere med sikkerhed: Ingen religion kan påberåbe sig, at hvis blot folk fulgte den "rigtige" udgave af religionen, så ville krig og ufred være væk. Uanset hvor mange skriftsteder, man kan citere, som opfordrer til fred og fordrageligehed, så kan man ikke hævde at have mere ret end de grupperinger, der enten blæser på disse skriftsteder eller tolker dem som kun gældende for de allerede overbeviste. Enten accepterer man, at ens religion indeholder afskyelige elementer og anerkender, at ens religion af samme årsag ikke er svaret på noget som helst, eller også må man forlade den.

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (1 stemmer.)
Flattr this

Ingen Jesus hos Josefus

| 20 kommentarer |
Lixtal: 45Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
"Moderate kristne" fortæller mig jævnligt, at der virkelig er samtidige kilder på, at deres mytiske gud skulle have fandtes som en historisk person. Mens det som regel ikke er svært at blive enige om, at størstedelen af teksterne om Jesus er skrevet langt senere, end han måtte formodes at have levet, og derfor ikke er bevis for noget andet, end at der fandtes kristne nogle århundrede efter hans formodede død, er der én undtagelse: Josefus Flavius, der levede umiddelbart efter Jesu død. Selv om Josefus ikke selv kunne have kendt Jesus, ville han dog have været i stand til at have talt med mennesker, der havde kendt Jesus direkte. Og minsandten om ikke Josefus kan berette om Jesus:

På denne tid optræder Jesus, en vismand, om det da går an at kalde ham et menneske, for han udførte utrolige gerninger. Han var en lærer for mennesker, som med lyst tager imod sandheden. Han tiltrak mange jøder, men også mange fra den græske befolkning. Han var Messias. Og da Pilatus på vore lederes angivelse havde dømt ham til korset, hørte de, som først havde fattet kærlighed til ham, ikke op dermed. Thi på tredjedagen viste han sig atter levende for dem, og de guddommelige profeter havde forudsagt både dette og titusinder af andre forunderlige ting om ham. Indtil dette øjeblik er stammen af de kristne, som har navn efter ham, ikke forsvundet.
Josefus ca. 95 e.v.t.

In your face, hvadbehager?

Men nej. Som en af landets førende eksperter i feltet kan professor i religionsvidenskab Per Bilde fortælle om lige netop denne passage i bogen "En religion bliver til":

Denne tekst klinger imidlertid ikke i særlig høj grad josefinsk, men er i stedet så gennemsyret af karakteristiske Jesus-venlige ("kristne) udtryk, at kun meget få forskere vover at hævde, at teksten som helhed er affattet af Josefus.
Per Bilde, "En religion bliver til", 2001

Det er kort sagt en forfalskning, der er foretaget på et langt senere tidspunkt, og således falder Josefus med et brag som samtidig kilde. Faktisk kan man ligefrem spekulere på, hvorfor Josefus, der ellers skrev om alt muligt, slet ikke har fundet det interessant at skrive om denne person, der ellers burde forventes at have skabt en del røre.

Vi sidder altså stadig med en komplet mytisk figur, som der ikke findes en eneste samtidig kilde til. Alt, hvad Jesus hævdes at have sagt, er ord, som skribenter har fundet på århundreder senere. Indtil man ved, om Jesus overhovedet levede, har disse ord ikke mere troværdighed end de ord, der blev tillagt den talende slange i Paradisets Have. Det giver ikke mere mening at henvise til, hvad Jesus sagde, end det gør at henvise til, hvad den talende slange sagde til Eva, eller hvad den brændende busk sagde til Moses. De er alle mytiske figurer, ligesom Bibelens væld af engle og andre magiske skabninger er det. En mytisk figur har ikke mere at skulle have sagt, bare fordi den har menneskelig form, eller fordi folk hævder, at den har eksisteret i historisk tid.

Kategorier:

  • Currently 3.3/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 3.3/5 (6 stemmer.)
Flattr this

Folkekirken dækker over pædofilisager

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 44Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

onyourknees.jpgI dag kan Jyl­lands Posten afsløre, at der bliver dækket over pæ­do­fi­li i den danske Fol­kekir­ke.

Dette har jeg også selv flere gange an­kla­get den danske Fol­kekir­ke for. Det er f.eks. ikke længe siden, jeg mindede læserne på, at det ikke er et særligt katolsk spe­ci­a­le at være pædofil, men at pa­ter­na­li­stisk re­li­gi­ø­si­tet som sådan burde lægge et godt fun­da­ment. Men der er også en mere jordnær årsag til at mistæn­ke Fol­kekir­ken for at have et be­trag­te­ligt antal pæ­do­fi­le ansatte: Der er al mulig grund til at tro, at enhver or­ga­ni­sa­tion med flere mil­li­o­ner med­lem­mer in­de­hol­der en hel del pæ­do­fi­le, sim­pelt­hen fordi der er et vist antal pæ­do­fi­le i enhver større gruppe. Hvis en meget stor or­ga­ni­sa­tion hævder, at den stort set ingen pæ­do­fi­le har, så bør man være yderst mistænk­som: Det kan umuligt passe, og der er grund til at tro, at der bliver dækket over det.

Dette gælder også en stor organisation som den danske Folkekirke, der tæller et par millioner medlemmer. Hvis der viser sig at blive rapporteret forsvindende få tilfælde af pædofili i Folkekirken, så siger simpel statistik os, at det umuligt kan passe. Man burde forvente et mønster, der svarer til en sammenlignelig gruppe, f.eks. den norske statskirke. Denne sammenligning har jeg foretaget for et par år siden, og det ser mildt sagt mistænkeligt ud.

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (2 stemmer.)
Flattr this

Den rette kombination

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 0Meget let: børne- og ungdomsbøger
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Jesus, Frankenstein og Dracula

Kategorier:

  • Currently 3/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 3/5 (6 stemmer.)
Flattr this

Årets aprilsnar

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 51Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
aprils-fool-with-cross.png

Andre blogs og medier vil i løbet af dagen gå på strand­hugst hos hi­n­an­den for at finde årets bedste aprils­nar, så det sprin­ger jeg over. Det samme gælder en ud­dyb­ning af hi­sto­ri­en bag 1. april, som ingen kender med sik­ker­hed.

Jeg vil an­be­fa­le, at dagen bruges til at få et godt grin over de mange løjer - især de af dem, der for alvor snyder folk.

Og når grinet er over­stå­et, så husk det, for hver eneste dag bliver vi udsat for aprils­nar­re af langt værre og ska­de­li­ge­re ka­rak­ter, når præster og bi­skop­per for­sø­ger at presse kri­sten­dom ind i skole og dag­lig­dag, når høj­re­fløjspo­li­ti­ke­re eller banker bilder os ind, at de ar­bej­der i vores in­te­r­es­se, når kvaksal­ve­re prakker os uvirk­som­me eller ska­de­li­ge "læ­ge­mid­ler" på, når sel­vud­råb­te te­ra­pe­u­ter til­by­der be­hand­ling, når astro­lo­ger, gra­fo­lo­ger eller nu­mero­lo­ger vur­de­rer os under job­søg­nin­gen, og når men­ne­sker uden re­le­vant ud­dan­nel­se frem­stil­ler deres private hold­nin­ger sig som eks­pert­ud­sagn om emner, de ikke ved noget om.

Så grin den 1. april - og vær derefter på vagt overfor alle de andre narre hver eneste dag.

Kategorier:

  • Currently 4.7/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4.7/5 (7 stemmer.)
Flattr this

Ydmygere end du

| 5 kommentarer |
Lixtal: 43Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Allan har påpeget, at bloggen ved navn "Ydmyghed" ikke ligefrem stråler af ydmyghed, når det handler om at udstille bloggerens egen tro, som har givet bloggen dens navn. Bloggens bagmand postulerer bramfrit, at det er den kristne tro, der forhindrer folk i at opføre sig som dumme røvhuller, og at man ikke kan elske andre, hvis ikke man først og fremmest elsker en anden, dvs. den kristne gud - hans gud, forstås det, og han skal nok forklare dig, hvad denne gud står for, så du kan rette dig efter guden på den måde, han ønsker det.

Nu har bloggens bagmand begået endnu et sådant indlæg. Godt nok siger han ikke denne gang så ligeud, at han mener, ateister er ligeglade med mennesker, men han får alligevel sagt, at hvis mennesker - og her må man da håbe, at han indregner ateister, muslimer, jøder, buddhister, m.v. - føler kærlighed, så er det hans gud, de føler. Det er ikke ydmygt, det er direkte arrogant. For mens vi andre mener, at kærlighed er en menneskelig ting, så skal han nok fortælle os, at så meget er vi bestemt ikke værd. Det er noget ikke-menneskeligt (for mennesket er jo ondt uden hans gud jfr. hans tidligere indlæg, som Allan kommenterede), og de eneste, der har noget at skulle have sagt om den sag er den kristne gud og især dem, der tror på den.

Sådan oplever vi ikke-kristne faktisk den kristne ydmyghed. Det, som de kristne kalder ydmyghed, er lodret arrogance. Det får mig til at tænke på et eksempel fra min barndom, hvor en af de største gårde på egnen var ejet af en indremissionsk bonde. Over indkørslen stod der med prominente bogstaver: "Nøjsomhed" - et ord, der ikke just faldt lige for, når man så den store Mercedes og det store, moderne stuehus og huskede på, at denne familie i øvrigt udgjorde en af egnens største forretningsdrivende med adskillige butikker i den nærmeste større by. Deres "nøjsomhed" var alt andet end nøjsomhed. Og den form for ydmyghed, der udvises af "Ydmyghed" er også alt andet end det.

Når kristne ønsker nøjsomhed, er det din nøjsomhed, de vil have, så du ikke sætter krav til dem. Når kristne ønsker ydmyghed, er det din ydmyghed, de vil have. Der er i hvert fald ikke meget nøjsomhed, ydmyghed eller næstekærlighed at hente ved de kristne.

Kategorier:

  • Currently 4.4/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4.4/5 (5 stemmer.)
Flattr this

Konvertitternes konstans

| 2 kommentarer |
Lixtal: 48Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Jeg opfatter konvertitterne - de, der selv har skiftet religion - som de mest irriterende religiøse mennesker.

Det skal ikke opfattes sådan, at jeg opfatter dem som de værste eller de farligste. De farligste i det større perspektiv er de kulturelt religiøse, som fra barnsben har lært bestemte holdninger, moralbegreber og etik, og som den naturligste ting i verden inkorporerer disse ideer i politik, forretning og øvrig social magt. Men de er sjældent udpræget pågående, missionerende eller uforsonlige omkring deres holdninger. Når først de er fortrolige med deres identitet, mærker man kun indirekte til dem via deres stemmefordeling eller lobbyarbejde.

Nej, konvertitterne er irriterende, pågående og kun (potentielt) "lokalt" farlige. Da Frida Nome studerede de palæstinensiske selvmordsbombere, fandt hun hurtigt ud af, at de ikke blev rekrutteret blandt de allerede overbeviste, men at de var folk, der ikke havde udvist speciel interesse for deres nyfundne religion tidligere. Nok er selvmordsbombere destruktive, men med et lidt kynisk syn på situationen er deres ødelæggelsesradius langt mindre end ikke-fundamentalistiske religiøse landes destruktive kraft, både indenfor og udenfor landenes grænser.

Kategorier:

  • Currently 3.2/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 3.2/5 (8 stemmer.)
Flattr this

Abdul Pedersens navneleg

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 79Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Raino Arild Pedersen konverterede til Islam, og valgte i denne forbindelse at skifte navn til Abdul Wahid Pedersen. Men hvad mon Abdul Wahid Pedersen ville have heddet, hvis han havde fundet en anden tro end Islam? Måske noget i stil med:

Kristendom: Paulus Moses Pedersen
Jødedom: Schlemiel Goyim Pedersen
Scientologi: Raino Arild Pedersen (TM)
Black metal: Sargool Varg Pedersen (of Doom)
Wicca: Sølvfe Skovfred Pedersen
Asatru: Ymer Thor Pedersen
Nyateist: Dawkins Randi Pedersen
Numerologi: Raino Arrild Petersen
Buddhisme: Siddartha Gautama Pedersen
Hinduisme: Brahma Ramakrishna Pedersen
Fodbold: Stig Tøfting Pedersen
Hare Krishna: Vishnu Dasa Pedersen

Personligt tror jeg, at Abdul Wahid Pedersen fandt sit navn med hjælp fra en "What's your Muslim name"-generator på nettet.

Kategorier:

  • Currently 4.4/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4.4/5 (5 stemmer.)
Flattr this

Ældre indlæg

Sider

Om dette arkiv

Denne side er et arkiv over de nyeste indlæg i kategorien Overtro.

Forrige arkiv: Forfølgelse

Næste arkiv:Samfund

Find de nyeste indlæg på forsiden, eller søg i de ældre indlæg to find all content.