Recently in Forfølgelse Category

Homo-vindsurfing

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 52Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Gays kissingDa jeg boede i Bay Area i slut­nin­gen af 1990'erne, faldt jeg over et bil­l­bo­ard-opslag for "Gay Wind­sur­fers". Det var øjen­syn­ligt en for­e­ning af ho­mo­seksu­el­le, der vind­sur­fe­de sammen. Jeg fandt aldrig ud af, hvad der var særligt ved bøsse-vind­sur­fing al den stund, at jeg ikke var et oplagt medlem, både på grund af min egen seksu­a­li­tet og min aldeles mang­len­de in­te­r­es­se i vind­sur­fing.

Ikke desto mindre fik op­sla­get mig til at tænke: Hvad er vind­sur­fing for bøsser og les­bi­ske, som vind­sur­fing ikke er for he­te­ro­seksu­el­le? Jeg havde ganske vist stadig bil­le­der på net­hin­den af en ung skønhed, der surfede i det græske øhav, mens hun foretog hånd­stand, split, og andre gym­na­sti­ske øvelser, der i høj grad frem­hæ­ve­de hendes figur, men der var stadig en vis afstand til direkte seksu­a­li­te­taf­hæn­gig vind­sur­fing. Dyrkede de sex, mens de vindsurfede (hvilket på sin vis ville være imponerende nok), eller var det en form for nøgen-vindsurfing, hvor man af uklare årsager fandt sin egen seksualitet så vigtig, at det stod i skarp kontrast til de fleste nøgenstrandes indstilling om, at man kan være nøgen, uden det skal involvere seksualitet?

Jeg fik aldrig noget svar på, hvordan en homoseksuel vindsurfer anderledes end en heteroseksuel, men min interesse var heller ikke større, end at jeg undlod at notere mig adressen, så jeg kunne møde op og spørge. Jeg gætter på, at årsagen er den marginalisering, som homoseksuelle udsættes for til trods for, at de udgør en betragtelig procentdel af befolkningen: De homoseksuelle i San Francisco udgør en subkultur, som har deres egne regler og "ghettoer", hvis ellers man kan kalde den dyreste og mest eksklusive del af San Francisco for en ghetto. De har en form for abstrakt sammenhold, hvor fællesskabet defineres ud fra deres seksuelle identitet, også på alle de områder, der intet har med sex at gøre.

Dette sammenhold er nok svært at overføre til danske forhold, hvor selv store procentdele af samfundet vil have svært at mødes i enkeltsags-forening, fordi vi er et lille folk. Samtidig er den amerikanske identitetsfølelse mere markant end den danske fællesskabsorientering (også selv om visse dele af den politiske arena halser efter de amerikanske forhold som en hanhund efter en tæve i løbetid), og det gør det mindre attraktivt at samles om fællesskaber, der tager udgangspunkt i ens egen identitet. Tror jeg.

Det er næppe den slags fordybende tanker, der går gennem hovedet på den dansker, der undrer sig over, at homoseksuelle føler behov for at holde "Copenhagen Pride" og tilsvarende events. Det er nok endda de færreste, der gennemskuer, at marginaliseringen af homoseksuelle nødvendiggør en sådan synlighed: Jo flere, der deltager i Copenhagen Pride, desto mere synligt er det, at der findes en stor gruppe danskere, der er marginaliserede - omend med den rebound-effekt, at en meget stor mængde mennesker signalerer det modsatte af marginalisering. Den almindeligt tolerante person observerer derfor med undren, at homoseksuelle finder det nødvendigt at gøre opmærksom på sig selv, fordi den samme tolerante person næppe er opmærksom på hvor mange fordomme, overfald, lovgivninger, m.v., der rammer homoseksuelle.

Jeg vil i stedet påpege noget, der sikkert hverken blev overvejet af Bay Area-vindsurferne eller af de danskere, der ser et indslag om Gay Pride i København: Der er intet ved vindsurfing, der er spor homoseksuelt. Det giver lige så lidt mening at diskutere bøsse-vindsurfing, som det gør at diskutere bøsse-højrekørsel på vejene. Når bøsser og lesbiske køber ind, er det ikke homo-indkøb. De kører ikke i homo-højre side af vejen. De homo-tænker sig ikke om, når de løser en vanskelig opgave. De homo-laver ikke mad. De homo-klipper ikke hæk. De homo-har ikke hund. De homo-køber ikke ind i Bilka. De opfører sig faktisk som alle andre, og det ville jeg helst sige, at enhver idiot ville kunne fatte.

copenhagen-pride-regnbue.jpgMen ak. På trods af så simple erkendelser er det i år 2011 stadig et problem, at homoseksuelle kan blive viet. Homo-vielser burde være lige så lidt homo, som indkøb i Bilka er det, men i praksis er vielse - en borgerlig accept af retten til at dyrke sex med hinanden, samt en formaning om, at man så sandelig herefter skal afholde sig fra sex med nogen anden end sin på vegne af et fantasivæsen navngivet "Gud" bevidnede partner - aldeles særskilt og forbudt for homoseksuelle. Det er i det religiøse rum, at homoseksuel adfærd er forbudt og forkert, mens homoseksuelle i enhver anden sammenhæng ikke opfattes som afvigende. Det er religion, der definerer ægteskab som specielt, og det er religion, der definerer ægteskab som noget, der alene gælder mand og kvinde.

Der er intet ved ægteskab, som giver anledning til at tale om homo-vielse i stedet for "almindelig" vielse, bortset fra at ægteskab er en religiøs institution, der er sækulariseret - men ikke af den grund mindre mindre fornuftsfjernt - i samfundet. De ægteskabelige krav kunne være ligegyldige al den stund, at religiøse mennesker selv må leve med de restriktioner, deres religion påbyder dem, at homoseksuelle må acceptere den homofobi, deres egen religion udviser, eller at kvinder selv må finde sig i, at deres religion er kvindeundertrykkende... eller alternativt forlade den. Det må i en væsentlig udstrækning være op til den enkelte, om han eller hun vil støtte en religion, der gør ham eller hende til et hadeobjekt, ligesom man vel må tillade den enkelte valget mellem at springe ud fra 10. sal eller modtage professionel hjælp til at komme væk fra sine problemer. Men de ægteskabelige krav er ikke ligegyldige, fordi de har enorme juridiske og økonomiske følger i et samfund, der trods tilsyneladende sækularisering insisterer på en forældet religiøs tradition i både tanke og praksis.

Problemet er, at disse religiøse forvildelser har fået lov til at eksistere i et sekulært samfund, der formelt har vendt ryggen til den gud, der engang definerede kulturen, men som stadig opfører sig fuldstændigt, som om de stadig troede på guden. Den religiøst funderede fordømmelse af seksuelle minoriteter, der ingenlunde er usædvanlige eller sjældne, såvel som den lovgivning, der fører fordømmelsen meget klart ud i livet, er et uhyre aktuelt problem. Det handler ikke om at være for eller imod homoseksualitet, men om at eliminere de holdninger, der gør homoseksualitet til et problem. Det handler ikke om at støtte homoseksuelles ret til at blive viet i Folkekirken eller andre steder, men om at gøre vielse til et ligegyldigt ritual, både mentalt og legalt.

Kategorier:

  • Currently 3.5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 3.5/5 (4 stemmer.)
Flattr this

Brev til Søren Espersen angående ramadan-middag på Christiansborg

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 47Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Følgende brev er d.d. send til Søren Espersen (DF):

Kære Søren Espersen,

I følge DR udtaler du følgende som argument for, at der ikke bør afholdes ramadan-middag på Christiansborg (http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2011/08/13/155942.htm):

Vi har altid ment, at middagen var et misfoster. Det er fint nok med en sådan middag, og politikere skal velkommen til at deltage, men det skal bare ikke ske på Christiansborg. Christiansborg er først og fremmest et parlament. Så arrangementerne skal være af politisk karakter, siger Dansk Folkepartis medlem af Folketingets præsidium.
Jeg er helt enig med dig i, at arrangementer på Christiansborg skal være af politisk og ikke religiøs karakter. Kan du bekræfte, at dette dette gælder generelt for enhver form for religion og politik, og at du derfor også vil erklære, at Dansk Folkeparti ønsker Folketingets årlige åbningsgudstjeneste afskaffet?

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(Adresse m.v.)

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (4 stemmer.)
Flattr this

Dobbelt nationalitet

| 2 kommentarer |
Lixtal: 48Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

RacismeDa jeg i slutningen af 1990'erne boede og arbejdede i USA, blev jeg ligesom mange andre opfattet som amerikaner. Eller rettere: Man var automatisk amerikaner, men havde ved siden af også rødder. Jeg blev således betragtet som en dansk amerikaner, også selv om jeg blev omtalt som dansker og selv betragtede mig som dansker. Set som en del af samfundet var der dog ingen diskussion om, at jeg (med visse begrænsninger, fordi jeg dog ikke var amerikansk statsborger, men blot havde H1B-visum) indgik på samme vis, som hvis jeg havde været en hvilken som helst anden amerikaner.

Der var på denne måde mange amerikanere omkring mig, som var tyske, finske, kinesiske, britiske, indiske, tyrkiske, mexicanske, japanske, osv. amerikanere. De kunne ofte findes i næsten lukkede samfund såsom det største kinesiske samfund udenfor Kina i form af Chinatown i San Francisco, hvor gadeskiltene var på både kinesisk og engelsk. Men selv om vi blev kaldt for vores nationalitet, og selv identificerede os med samme, blev vi alligevel betragtet som en slags amerikanere, fordi vi boede i USA og således udgjorde en del af det mangefacetterede amerikanske samfund.

Vi var på én gang en del af det samme samfund, og som sådan amerikanere, og samtidig var vi unikke nationaliteter med hver vore særpræg. Det var OK at være "udlænding" i USA, for man kan sagtens være amerikaner og komme udefra: USA er bygget på indvandring, og det har man ikke glemt. Hvis man kan spore sine rødder tilbage til et bestemt land, kan man godt prale lidt med det - omend nogle nationalieter mere end andre. Da jeg boede i USA, var det nærmest lidt fint at være fra skandinavien, og i den berømte (og berygtede, thi det var her, 1968-oprøret startede) universitetsby Berkeley, hvor jeg boede, vidste man generelt en del mere om Danmark end at tro, at det var hovedstaden i Sverige.

Der var ikke tale om at skulle integreres. Ens nationalitet og ens status som bosat i USA udelukkede ikke hinanden; man skulle ikke være som alle de andre amerikanere, før man blev opfattet som amerikaner. Hvis man rettede sig efter landets love og ellers ikke forsøgte at bringe landet i unåde, havde man temmelig frie hænder til at opføre sig, som man ville. Ønskede man som tyrker at bo i et "Lille Istanbul", ville området i værste fald være en turistattraktion, sådan som Chinatown i San Francisco og Little Italy i New York er det. Man var nærmest integreret som udgangspunkt, og så måtte man i øvrigt selv sørge for at falde på plads.

Sådan er det ikke med det, der kaldes "indvandrerdebatten" i Danmark. Her siger den aktuelle samfundsdiskurs desværre, at man ikke kan være f.eks. både iraker og dansker på samme tid. Man skal integreres og være dansker, og alt det irakiske - og helst også hudfarve og religion - skal ændres til henholdsvis hvidt og kristent med syv generationers tilbagevirkende kraft, hvis man skal accepteres som en naturlig og ønsket del af det danske samfund.

Jeg ser det som en form for nationalt mindreværdskompleks, hvor man er så usikker på sine egne værdier, at man føler sig så truet af enhver kulturel afvigelse, at afvigelsen helt skal elimineres. Og det har følger for de, der ikke er så heldige at være generationelle småborgere: De er ikke accepterede og reagerer som de udstødte, de er: Negativt og skadeligt.

Heldigvis kan det repareres, hvis blot vi vil, og hvis blot vi gør en indsats. Da min familie boede i lejlighed for få år siden, havde vi underboer, som var flygtet fra Kurdistan. Dette "land" findes måske ikke officielt, men kurderne er ikke selv i tvivl om deres nationalitet - hvilket lande såsom Tyrkiet og Irak i øvrigt heller ikke er, når de forfølger de kurdiske mindretal. Vore kurdiske underboer fik børn, efter de var flygtet til Danmark. Deres to børn var på samme alder som vore egne børn, så de legede regelmæssigt med hinanden, og vi vidste aldrig med sikkerhed, hvor mange børn, der ville sidde ved bordet, når der var aftensmad. Vi lærte således meget hurtigt, hvorfor der blandt visse arabiske folkeslag er tradition for altid at dække op til en gæst. Vi tog også jævnligt de to kurdiske børn med på små udflugter, som de efter selv danske standarder fattige forældre ikke kunne tillade sig.

En af udflugterne var et besøg på museet på Lindholm Høje. Her fortalte den kurdiske families søn, at han havde været der før, og at det havde været en meget ærgerlig oplevelse. Det var ikke fordi museer kan virke kedelige på børn, men fordi han kun havde været der sammen med en gruppe tokulturelle børn, og altså ikke sammen med "danske" børn, og fordi de alene var blevet belært om, hvordan danskerne var som vikinger. Han havde tydeligt fornemmet, hvordan han blev sat i bås som en form for ikke-dansker, der nu skulle lære noget om at være rigtig dansker i stedet for det "forkerte", han repræsenterede.

Vi valgte derfor en helt anden indgangsvinkel på museet for at gøre ham interesseret i historien. I stedet for at forklare ham om, hvad der blev vist om danskerne, forklarede Amina ham blandt andet, hvordan en af de vigtige kilder til vikingetidens samfund var beretningerne fra den arabiske købmand Ibn Fadlan, som kom fra et til sammenligning yderst civiliseret og avanceret samfund. Dette fremgik også af nogle af de handelsvarer, som var udstillet, og som vikingerne havde handlet sig frem til fra Mellemøsten. Det varede ikke længe, før den kurdiske dreng strålede af stolthed over, at hans forfædre havde været så langt fremme på en tid, hvor de danske vikinger var primitive analfabeter. Da først han efter få minutter havde opnået denne stolthed over sin identitet, var han næsten ikke til at drive ud fra museet igen, fordi han hele tiden ville vide mere om, hvad danskerne lavede på en tid, som han nu også selv kunne knytte sin identitet til.

Drengen bliver aldrig "100% dansk" på samme måde som danskere, der gennem generationer har boet på samme sted i Danmark, for han er opdraget af forældre, der er født og opvokset i Iran og Irak, og som derfor har taget en række værdier med i opdragelsen. Han har også tydelige mellemøstlige træk, og det vil folk omkring ham kunne se. Men samtidig bor han i Danmark, og er vant til at begå sig i et samfund med danske værdier. Han ville ikke føle sig hjemme i et eventuelt Kurdistan, og han har heller ikke en chance for at føle sig velkommen i et samfund, hvor der kræver total integration gennem flere slægtsled, før man kan kaldes dansker. Han er identitetsmæssigt hjemløs.

Det ironiske er, at det med øjet rettet mod den amerikanske opfattelse af, hvornår man er "amerikaner", slet ikke er nødvendigt. Her kunne vi i Danmark drage en positiv lære: Hvis den kurdiske dreng kunne opleve i samfundet, at det ligesom på museet er muligt at være stolt over sin nationalitet, uden man han af den grund bliver opfattet som ikke-dansker, så ville han kunne kalde sig kurdisk dansker. Sammen med tyske, somaliske, grønlandske, svenske og taiwanesiske danskere ville han kunne erklære sig som en bestemt slags dansker, og ikke som en udansk dansker.

Det er i dag muligt at være dansker, samtidig med at man kan være borgerlig, socialist, lyshåret, bøsse, overvægtig, sportsinteresseret, scientolog, og på mange andre måder være en bestemt slags dansker. Hvis dét er muligt, så burde det vel også være muligt at være dansker, samtidig med at man er opdraget af indvandrere, eller samtidig med, at man er mørk i huden.

Problemet er ikke manglende integration, men at nogle grupper i det danske samfund ikke kan acceptere, at man sagtens kan være dansker på mere end én måde. Problemet er ikke indvandring, andre religioner eller andre hudfarver. Problemet er en gruppe, der mener, at man kun kan accepteres som dansker, hvis man er hvid, heteroseksuel, kristen, fri for accent og gennem mange generationer fastboende i landet. Det er dén opfattelse, der skal bekæmpes, ikke de mange "afvigere".

Kategorier:

  • Currently 4.8/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4.8/5 (15 stemmer.)
Flattr this

Ironimeter

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 21Meget let: børne- og ungdomsbøger
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Naser Khader giver 4,5 kKhader på ironimeteret
"Og nogle idioter er større end andre."

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (3 stemmer.)
Flattr this

Religionskrig

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 48Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Kristian Thulesen Dahl (DF) ønsker mere religion. Danskerne skal være mere kristne og gå mere i kirke. Hans sprogbrug går ikke Kristeligt Dagblad-journalistens ører forbi: Der bruges militære associationer som "kamp", "bastion" og "oprustning". Og han taler ikke om en nylig konflikt, hvor kristne modstræbende som modstandsfolk er blevet tvunget til at samle våbnene op, for han taler om "de bastioner, vi [kristne] har kæmpet frem, generation for generation".

Det viser, hvad jeg har anklaget Dansk Folkeparti for flere gange, nemlig at de fører religionskrig, hvor de anser kristendommen som en races højeste mål. Alt, hvad de foretager sig, har til hensigt at opnå et eneste ene mål, der kan formuleres meget enkelt. Og alt, hvad der ikke peger i denne retning, er blot forhandlingsmuligheder, når forhandlingspartnerne i Folketinget skal presses til indrømmelser.

Dansk Folkepartis religionskrig mod indvandrere og især den muslimske udgave af samme udspringer af et stærkt ønske om, at landet alene skal bestå af hvide kristne - en sammenhæng, Dansk Folkeparti anser for racebetinget.

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (1 stemmer.)
Flattr this

Skjult signalpolitik

| 2 kommentarer |
Lixtal: 54Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Den bor­ger­li­ge re­ge­r­ing fast­hol­der, at er det po­li­tisk vigtigt, at der bliver lov­gi­vet mod mus­lim­sk under­tryk­kel­se i form af burka, uanset om pro­ble­met kan iden­ti­fi­ce­res eller ej. Det handler om at vise, at man ikke går ind for den slags, og som Naser Khader (K) siger til Infor­mation: "An­tal­let af burkaer er li­ge­gyl­digt. Det er et spørgs­mål om prin­cipper".

Re­ge­r­in­gen kan til dels for­sva­res al den stund, at ligesom man ikke ville tabe noget (bortset fra oppor­tunity cost) på en lat­ter­lig lov­givning mod at med­brin­ge enhjør­ninge i skolen, så rammer man heller ikke nogen ved at lovgive mod en burka, som der al­li­ge­vel ikke er nogen, der går med. Det skader ikke nødven­digvis at po­in­te­re, at man er imod burkaer på bag­grund af en opfat­telse af, at de er kvinde­under­tryk­ken­de, ligesom det er fair nok, at man f.eks. er imod den lut­her­ske kvin­de­un­der­tryk­kel­se, som de pro­te­stan­ti­ske non­ned­rag­ter sym­bo­li­se­rer. (Af kor­rek­t­heds­hensyn skal det be­mær­kes, at de ka­tol­ske non­ne­or­de­ner blev nedlagt under re­for­ma­tio­nen, og at pro­te­stan­ti­ske nonner er et re­la­tivt nyt fænomen; deres tro bygger på den lut­her­ske lære.) Sådan en lovgivning sender et signal, hvilket øjensynligt også er regeringens ønske. Om ikke andet må dette i dag være regeringens bortforklaring, når nu der i lighed med lovgivningsforslagene omkring dommeres hovedbeklædning slet ikke findes nogen, lovgivningen kan rettes mod.

Det er bare sådan med valget af signaler, som det er med alle andre valg: De er frivillige. Når man begår et valg, begår man også fravalg. Blandt mange mulige signaler har man valgt ét, der var det vigtigste. Politikernes valg af signaler fortæller hvilke signaler, de finder mindre vigtige.

Skulle regeringen have valgt beklædning, der symboliserer undertrykkelse og antidemokratiske holdninger, kunne regeringen have valgt at forbyde skrårem og seler. Ganske vist er der ingen (eller i det mindste temmelig få), der bærer denne beklædning, men da det ikke skorter på politikernes sammenligninger mellem islam og nazisme - og efterfølgende domme for racisme - så udtrykker dette fravalg, at man reelt opfatter islam som værre. I betragtning af den generelle højredrejning i dansk politik og det forhold, at Dansk Folkeparti har et glimrende forhold til nazister er nazismen ellers nærværende nok gennem dens noget tydeligere involvering i politiske spørgsmål, end muslimer tager sig tid til. Man udsender et signal om, at nazisme er mere acceptabelt end islam.

De Konservative kunne også have valgt at fremhæve f.eks. klimaet og miljøet, den stigende fattigdom, fyringerne på sygehusene, finanskrisen eller andre, yderst nærværende problemer som deres højest prioriterede politik, men det blev alligevel burkaforbudet, der vejede tungest. Det sender det skjulte signal, at de Konservative ikke er specielt optagede af disse vigtige emner.

Regeringens partier og støtteparti overbyder hinanden med krav om højere straffe og flere forbud på grund af ganske få personer, og de indførte rockerlov, overvågning, lømmelpakke og en terrorlov, som endnu ikke har fanget en eneste terrorist. Samtidig slipper økonomiske forbrydere lige så billigt som hidtil, og rocker- og terrorlov bruges til at dømme folk (nogle gange for justitsmord), der ikke har den mindste relation til hverken bandekriminalitet eller terror, mens lømmelpakken bruges til at forhindre folk i at demonstrere mod et klimatopmøde, som de demonstrerende ønskede at gøre opmærksom på ville blive en monumental fiasko.

Men hver gang, regeringens partier fremsætter et lovforslag, udtaler sig principielt eller ønsker at sende signaler, er der en række lovforslag, de ikke fremsætter. Der er en række principper, de tier om, og der er en række signaler, de ikke sender. Tavshed kan være meget sigende, og de ord, regeringen ikke siger, når den buldrer frem med mange hårde ord, er næsten øredøvende.

Kategorier:

  • Currently 4/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4/5 (4 stemmer.)
Flattr this

Lars Hedegaards håndbog i djævlemaneri

| 2 kommentarer |
Lixtal: 55Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Lars HedegaardNår det sædvanlige peanut-galleri af islamofober og deres faste støtter forklarer, hvordan muslimer eller islam er, uden at gøre opmærksom på, at de støtter sig til en enkelt anekdote eller to, så er det ansvarsfralæggelse. Kommer der en muslim og forklarer, at muslimer ikke er sådan, så kommer ansvarsfralæggelsen nemlig hurtigt: Det var jo ikke jer, vi mente, men de andre muslimer. Eller i Lars Hedegaards ord: "Jeg har altid sagt, at jeg ikke taler om alle muslimer, men islam i sin grundform med sit kvindesyn".

Rent filosofisk må Lars Hedegaard hånes for sit oldtidssyn: Lars Hedegaard bygger nemlig på den forlængst forældede verdensopfattelse kendt som essentialismen. Denne opfattelse går i korte træk ud på, at der findes en "essens" bag ethvert udtryk, og at enhver manifestation af udtrykket er en "kopi". I Lars Hedegaards verden eksisterer islam således helt uafhængigt af mennesker - som var den gudsgivet, ikke menneskeskabt.

Ikke overraskende er metoden i Lars Hedegaards atavisme en lige så gammel traver. Når man anklager alle muslimer (f.eks. ved at sige: "Islam er ..."), så rammer man dem alle uanset fortolkning og tradition, og stigmatiserer dem alle. Allerhelst skal man sikre, at "grundformen" af islam ikke kan findes i nogen bestemt gruppering, som man kan gå hen og pege på. Det gælder om at holde den mytisk og uendeligt ond; for hvis man var i stand til at finde et konkret eksempel på en sådan islam-gruppe, ville man meget mod Lars Hedegaards ønske enten hurtigt kunne bortforklare islam som årsagen eller påvise, at gruppen slet ikke er så slem, som Lars Hedegaard helst vil tegne den. Lars Hedegaard opfinder kort sagt en djævel kaldet "islam", og hver gang han ser en muslim handle ubehageligt eller grusomt, ser Lars Hedegaard denne handling som en mere fuldkommen kopi af den essentielle islam end en handling, der ville betegnes som moderat, sekulær, lovlydig, eller på anden måde have et civiliseret eller venligt ansigt. Hos Lars Hedegaard er islam et indbegreb af grusomhed, og enhver anden handling er ikke en del af islams "grundform". Lars Hedegaard har ganske vist omtalt sig selv som "svagt troende", men han opfylder til excellence den kristne tradition for at fremmane den djævel, der er en nødvendig forudsætning for at kunne blive befriet fra samme, ligesom Lars Hedegaards forslag til løsning på problemet er den kristne guds reaktionsmønster værdigt.

Lars Hedegaards mønster for fremmaning af djævelen er det samme, som vi ser hos Dansk Folkeparti eller hos skrigosfæren, hvor ethvert eksempel på forbrydelser eller overgreb illustrerer islam, mens tilsvarende grusomheder begået af kristne eller positive handlinger begået af muslimer behændigt overses. Dette betragter islamofoberne ikke som hverken problematisk eller endsige uretfærdigt selektivt, for de mener netop, at de beskriver islams essens: At denne kerne ligger latent hos enhver muslim, og at det kun er et spørgsmål om tid og mulighed, før de velvilligt slipper denne iboende djævel fri.

Dermed kan Lars Hedegaard og de øvrige islamofober på en gang definere islam og implicere alle muslimer - og samtidig undgå det retsopgør, de måtte møde, hvis de anklagede en bestemt gruppe. De skal blot som altid sige: "Jamen det var jo ikke jer, vi mente", for gør man det tilstrækkelig mange gange, når man alligevel hele raden rundt.

Kategorier:

  • Currently 4.5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4.5/5 (10 stemmer.)
Flattr this

Skyggeboksning

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 45Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Ingen sag er for tiden for lille til, at de Konservative finder den mere seriøs end de reelle problemer, vi står overfor (f.eks. klimaforandringerne, for nu at nævne en af de ting, som Lene Espersen (K) fandt mindre truende end burkaer). Man skal bestemt ikke fokusere på, at problemet er mikroskopisk, såsom når man forlanger burkaforbud, når under 100 individer går i burka: Det er signalpolitik, indrømmede Naser Khader (K) overfor P1, og så er det jo mindre vigtigt, om det er et reelt problem.

Faktisk behøver der slet ikke være noget problem. I ugen, der gik, har de Konservative også blæst til kamp mod bederum i gymnasierne - på trods af, at Gymnasieskolernes Rektorforening ikke kender til, at der overhovedet skulle findes sådanne bederum.

Men lad os da sikre, at de heller ikke bliver oprettet. Overtro af den ene eller anden art skal ikke blandes med undervisning. I den udstrækning er jeg helt enig med de Konservative, når de siger, at "[b]ederum er med til at presse elever, der ikke ønsker at være en del af et religiøst miljø i skolen".

Desværre tror de Konservative åbenbart, at det kun er muslimer, der bliver udsat for religiøst pres, eller at det kun er Islam, der ikke må presse, for ellers ville de nok have udvidet deres forslag lidt, f.eks. ved at huske, at kristendommen også udgør religiøse miljøer. Her er der nemlig reelle, håndgribelige problemer at tage fat i på de danske uddannelsesinstitutioner: Der uddannes stadig teologer på danske universiteter. Der er tilknyttet studenterpræster til universiteteterne. Kristne grupper såsom Kristeligt Forbund for Studerende låner lokaler - bederum - på gymnasierne og universiteterne. Folkeskolerne forkynder kristendom og slæber børnene i kirke i tide og utide, hvor det er næsten umuligt at få børnene fritaget. Den slags skal ud, og i modsætning til muslimske bederum har de været her længe.

Kategorier:

  • Currently 0/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 0/5 (0 stemmer.)
Flattr this

Kristen næstekærlighed i teori og praksis

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 57Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Kristen fascisme

Der er næppe nogen ikke-troende eller ikke-kristen i Danmark, der er sluppet for at høre denne yderst ned­sæt­ten­de hold­ning om ikke-kristne: Hvis ikke det var for kri­sten­dom­men­ og dens næ­stekær­lig­heds­bud, ville vi ikke have fred og for­dra­ge­lig­hed, siger de kristne jævn­ligt.

Men hvordan for­hol­der kristne sig så i praksis til næ­stekær­lig­hed? Det giver en ame­ri­kansk un­der­sø­gel­se et meget sigende svar på. Den viser, at ka­to­lik­ker og evan­ge­li­ka­le (pro­te­stan­ter) var blandt de grupper, der i størst ud­stræk­ning støtter brugen af tortur. Her kunne man selv­føl­ge­lig ind­ven­de, at de måske ikke var så stærkt troende, og at de mere en­tu­si­a­sti­ske følgere af re­li­gio­nen nok ville have for­stå­et det glæ­de­li­ge budskab lidt bedre.

Men nej. Jo mere overbevist praktiserende kristen, man var, desto mere støttede man brugen af tortor. Og jo mindre troende, man var, desto mere var man imod brugen af tortur:

For gruppen af katolikker og protestanter som helhed viste undersøgelsen, at gruppen af regelmæssige kirkegængere viste den største accept af tortur i sager mod terrorister, og kun 25 pct afviste brug af tortur. Og den største skepsis registrerede man hos den gruppe, der erklærede, at de ikke havde noget religiøst tilhørsforhold.


Konklusionen er blot endnu et eksempel på, hvordan vi ikke-troende oplever den kristne såkaldte "næstekærlighed". Vi oplever fjendtlighed, arrogance og overgreb - og kristendommens lange tradition for tortur siden middelalderens hekseforfølgelser er de tydeligvis heller ikke indstillede på at afskaffe.

Kategorier:

  • Currently 4.9/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4.9/5 (8 stemmer.)
Flattr this

Antiracistisk racisme

| 4 kommentarer |
Lixtal: 53Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Når Dansk Folkeparti melder ud om en handlingsplan imod racisme, så kan man være vis på, at der stikker noget under. På overfladen kan man glædes - eller løfte på øjenbrynene i skepsis - over det, men det er i hvert fald toner, man ikke forventer fra den kant.

Ved en nærmere læsning fornemmer man dog årsagen til, at Dansk Folkeparti ønsker en handlingsplan mod racisme. Reaktionen fra Dansk Folkeparti kommer efter, at der allerede i år er blevet indrapporteret flere anti-semittiske hændelser end hele sidste år. Dermed står motivationen straks klart, for de befolkningsgrupper, der i samme periode har været fjendtligt stillede overfor Israel ovenpå Israels behandling af Gaza, har primært været muslimer.

Det er selvfølgelig ikke acceptabelt, hvis arabiske borgere udtrykker sig racistisk om israelere, og i den forstand er det rimeligt, at antiracisme ikke ser på farven af de, der begår racistiske handlinger. Det skal der ikke herske tvivl om.

Men med baggrunden for den seneste arabiske racisme mod jøder in mente er Dansk Folkepartis pludselige antiracisme imidlertid yderst tvivlsom. Dansk Folkeparti udnytter, at Israels adfærd i Gaza har givet anledning til racistiske hændelser. Dansk Folkeparti har blot øjnet endnu en chance for et målrettet angreb mod muslimer, idet Dansk Folkeparti rider på bølgen af arabisk indignation mod Israels handlinger. Det er ironisk nok lykkedes Dansk Folkeparti at benytte antiracisme som racisme.

Kategorier:

  • Currently 3.8/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 3.8/5 (4 stemmer.)
Flattr this

Ældre indlæg

Sider

Om dette arkiv

Denne side er et arkiv over de nyeste indlæg i kategorien Forfølgelse.

Forrige arkiv: Ateisme

Næste arkiv:Overtro

Find de nyeste indlæg på forsiden, eller søg i de ældre indlæg to find all content.