Allan har påpeget, at bloggen ved navn "Ydmyghed" ikke ligefrem stråler af ydmyghed, når det handler om at udstille bloggerens egen tro, som har givet bloggen dens navn. Bloggens bagmand postulerer bramfrit, at det er den kristne tro, der forhindrer folk i at opføre sig som dumme røvhuller, og at man ikke kan elske andre, hvis ikke man først og fremmest elsker en anden, dvs. den kristne gud - hans gud, forstås det, og han skal nok forklare dig, hvad denne gud står for, så du kan rette dig efter guden på den måde, han ønsker det.
Nu har bloggens bagmand begået endnu et sådant indlæg. Godt nok siger han ikke denne gang så ligeud, at han mener, ateister er ligeglade med mennesker, men han får alligevel sagt, at hvis mennesker - og her må man da håbe, at han indregner ateister, muslimer, jøder, buddhister, m.v. - føler kærlighed, så er det hans gud, de føler. Det er ikke ydmygt, det er direkte arrogant. For mens vi andre mener, at kærlighed er en menneskelig ting, så skal han nok fortælle os, at så meget er vi bestemt ikke værd. Det er noget ikke-menneskeligt (for mennesket er jo ondt uden hans gud jfr. hans tidligere indlæg, som Allan kommenterede), og de eneste, der har noget at skulle have sagt om den sag er den kristne gud og især dem, der tror på den.
Sådan oplever vi ikke-kristne faktisk den kristne ydmyghed. Det, som de kristne kalder ydmyghed, er lodret arrogance. Det får mig til at tænke på et eksempel fra min barndom, hvor en af de største gårde på egnen var ejet af en indremissionsk bonde. Over indkørslen stod der med prominente bogstaver: "Nøjsomhed" - et ord, der ikke just faldt lige for, når man så den store Mercedes og det store, moderne stuehus og huskede på, at denne familie i øvrigt udgjorde en af egnens største forretningsdrivende med adskillige butikker i den nærmeste større by. Deres "nøjsomhed" var alt andet end nøjsomhed. Og den form for ydmyghed, der udvises af "Ydmyghed" er også alt andet end det.
Når kristne ønsker nøjsomhed, er det din nøjsomhed, de vil have, så du ikke sætter krav til dem. Når kristne ønsker ydmyghed, er det din ydmyghed, de vil have. Der er i hvert fald ikke meget nøjsomhed, ydmyghed eller næstekærlighed at hente ved de kristne.
Nu har bloggens bagmand begået endnu et sådant indlæg. Godt nok siger han ikke denne gang så ligeud, at han mener, ateister er ligeglade med mennesker, men han får alligevel sagt, at hvis mennesker - og her må man da håbe, at han indregner ateister, muslimer, jøder, buddhister, m.v. - føler kærlighed, så er det hans gud, de føler. Det er ikke ydmygt, det er direkte arrogant. For mens vi andre mener, at kærlighed er en menneskelig ting, så skal han nok fortælle os, at så meget er vi bestemt ikke værd. Det er noget ikke-menneskeligt (for mennesket er jo ondt uden hans gud jfr. hans tidligere indlæg, som Allan kommenterede), og de eneste, der har noget at skulle have sagt om den sag er den kristne gud og især dem, der tror på den.
Sådan oplever vi ikke-kristne faktisk den kristne ydmyghed. Det, som de kristne kalder ydmyghed, er lodret arrogance. Det får mig til at tænke på et eksempel fra min barndom, hvor en af de største gårde på egnen var ejet af en indremissionsk bonde. Over indkørslen stod der med prominente bogstaver: "Nøjsomhed" - et ord, der ikke just faldt lige for, når man så den store Mercedes og det store, moderne stuehus og huskede på, at denne familie i øvrigt udgjorde en af egnens største forretningsdrivende med adskillige butikker i den nærmeste større by. Deres "nøjsomhed" var alt andet end nøjsomhed. Og den form for ydmyghed, der udvises af "Ydmyghed" er også alt andet end det.
Når kristne ønsker nøjsomhed, er det din nøjsomhed, de vil have, så du ikke sætter krav til dem. Når kristne ønsker ydmyghed, er det din ydmyghed, de vil have. Der er i hvert fald ikke meget nøjsomhed, ydmyghed eller næstekærlighed at hente ved de kristne.
Hans udgangspunkt virker kirkeligt-autoritært synes jeg. Om det er helt bevidst fra hans side, ved jeg ikke.
Men ihvertfald har kirken, og de fleste autoritære bevægelser (som f.eks. "indre mission") benyttet sig af samme trick, for at understøtte sin egen eksistens. Tricket går ud på at vende tingene på hovedet ved at bilde folk ind, at det er det alment menneskelige der forudsætter kristendommen og ikke omvendt!
At påstå, at mennesker ikke kan føle kærlighed uden at være troende kristne er et klart eksempel på dette. Du har også ret i, at det både er arrogant og farligt.
Selv opfatter jeg kristendommen som netop en "overbygning" på det alment menneskelige. Betydningen af kærlighed forstærkes og ophøjes, men det gør det netop fordi det er en overordentlig vigtig ALMEN menneskelig egenskab. Når man iøvrigt bruger vendingen "Gud er kærlighed" så er det (også) fordi ETHVERT menneske ved hvad kærlighed er, uanset om man er religiøs eller ej.
Iøvrigt mener jeg også, at vi mennesker er noget helt særligt, i forhold til andre arter. Men det er vi, fordi vi netop som art har nogle unikke egenskaber. Disse egenskaber er forudsætningen for, at vi har kunnet opbygge samfund og kultur.
Religion er kun et aspekt ved denne historiske proces, og som med andre ting er det på godt og ondt.
For mig at se er mennesket er noget helt særligt, ligesom ethvert andet dyr er det. Vi er utroligt sociale og intelligente i forhold til de fleste dyr, og det har selvfølgelig formet vores adfærdsmønster. Evnen til at føle empati er f.eks. et stærkt socialt redskab, som har vist sig fordelagtigt for et socialt dyr.
Men denne og tilsvarende former for menneskelig adfærd er jo netop bare menneskelig, og kan forklares uden at involvere guder. Når mennesker alligevel gør sine artskendetegn "guddommelige", så svarer det til, hvis køer fandt på, at deres fire maver (eller hvad en ko nu måtte finde vigtigt) gjorde dem til noget helt særligt i forhold til andre dyr, og at de fire maver måtte være en guddommelig ting.
Når mennesket finder på, at det skulle være gud(er), der får os til at opføre os, som vi gør, så er der dog en sandsynlig forklaring: Vi har ikke altid vidst, at vi bare udviste en artsspecifik adfærd, der var udviklet over årtusinders evolution. Mennesket har blot set, at vi udviste en række "uforklarlige" og komplekse handlemønstre, og at de i væsentlig grad var universelle. Endvidere var de "gode" dele af adfærden samfundstjenstlige (hvilket jo forklarer, hvorfor det blev set som godt!), og var værd at stræbe efter. Det er helt oplagt, at hvis man skulle finde en forklaring på denne "gode adfærd", som mennesker "bare gjorde", og som endvidere var nødvendig, så måtte det føles som noget, der kom fra et "højere sted". Det er helt oplagt at tro, at en eller anden übernisse skulle trække i trådene.
Vi er ikke kommet meget længere på det punkt. Lige nu fortælles der om "memer" i fjernsynet - de spiller omtrent samme rolle som diverse ånder har gjort, når memerne får deres eget liv og får folk til at gøre bestemte ting.
Jeg har efterhånden vænnet mig til at "multitaske" ved at lade TV eller radio køre i baggrunden, mens jeg bruger computeren til mere seriøs(!) informations-søgning.
Derfor hørte jeg også nogle af bemærkningerne om "memer" i den pågældende TV-udsendelse. Så vidt jeg husker, nævnte Dawkins noget med, at udbredelsen af memer, og virkningerne af dette, ikke bare lignede den biologiske evolution, men udgjorde et relativt uafhængigt system, der mere eller mindre fungerer uafhængigt af den naturlige selektion.
Man kan mene om Dawkins "memer" hvad man vil. Selv er jeg ret kritisk, og synes det er lidt for spekulativt. Men helt uden forbindelse med virkeligheden kan man ikke sige det er.
Grunden til at jeg nævner det er, at jeg synes det må give anledning til at spørge, om ikke mennesket alligevel er noget helt særligt, selv set ud fra en "dawkinistisk" synsvinkel: Hvilke andre dyr er i stand til at skabe en helt ny dynamik som disse "meme-strukturer" repræsenterer?
Man kan altså udmærket mene, at mennesket er noget helt særligt, også uden at være religiøs. Det følger IKKE af evolutionsteorien, at mennesket "blot er en af mange arter".
Men man kan mene, at de fleste religioner bygger på en misforstået opfattelse af HVAD det er, der gør os mennesker til noget helt særligt.
Et "mem" henviser til en fiks idé, som spreder sig, fordi mennesker kommunikerer med hinanden. Det er hverken mere mystisk eller særligt, end når den ene abe får den anden til at gabe. Bier og myrer har kulturelle forskelle mellem hvert bo eller hver tue, som formentlig sagtens kunne modelleres som memer. Hele jæger/bytte-dynamikken gennem evolutionen har indebåret både fysiske karakteristika og tillærte taktikker, som undervejs har grebet ind i hinanden. Mange dyr lærer af hinanden. Så hvis jeg skal svare på dit spørgsmål om hvilke andre dyr, der er i stand til at skabe mem-strukturer, så er jeg tæt på at sige: Alle.
Det er på sin vis fint nok med mig, at man modellerer samspillet mellem tillærte handlinger og den mere biologisk nære evolution, men det er en farlig vej at gå, når man adskiller det. Den biologiske evolution formes delvist af, hvordan vi former os selv - vores og andre dyrs fikse ideer får os til at skabe samfund og strukturer, som ændrer på miljøet på en måde, som påvirker vores egen tilpasning til miljøet, og dermed også på vores evolutionære retning. Denne sætter os i stand til andre former for ændringer, og sådan bliver virkning til årsag og derfra til virkning igen.
Selvfølgelig kan man dele udviklingsprocessen op, hvis det er det, man vil. Men det er pinedød vigtigt, at man definerer delene, når man adskiller dem, og det overser Dawkins.
Visse mem-tilhængere har den opfattelse af memer, at disse memer eksisterer på helt deres egne præmisser, og udgør noget nær en livsform i sig selv, der lever i vores hjerner. Uden en nærmere definition af begrebet er det omtrent lige så fornuftigt at postulere, som hvis man hævdede, at det var engle, der hviskede ideer i ørerne på os. Det er for mig at se enten magisk tænkning, eller også er det den sædvanlige religiøse praksis med at ophøje vores egen helt banale adfærd til noget, der har en ekstern årsag. Det gør det også alt for nemt at overse, at vi heller ikke på det punkt er så forskellige fra de andre dyr.
Nu anser jeg som sagt også Dawkins "memer" for at være temmelig lommefilosofisk eller ideologisk. Derfor nævnte jeg også, at "meme-systemet" under alle omstændigheder kun kan være RELATIVT uafhængigt af den biologiske evolution. To enæggede tvillinger kan f.eks. "gå rundt med vidt forskellige memer" (jeg sætter det i anførselstegn fordi næppe kan siges at være videnskabeligt).
Så vidt jeg kan se, så ender Dawkins med en form for dualisme, fordi han totalt overser det der forbinder de to ting, nemlig det menneskelige samfunds basis: det økonomisk-politiske system.
At overse det, er selv af politisk karakter - og derfor er det også rimeligt at opfatte Dawkins radikale ateisme som en ideologi, der også er politisk. Det modsiges ikke af, at de fleste "dawkinister" sandsynligvis ikke er klar over det!