Recently in Lommefilosofi Category

Sorte konnotationer

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 41Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Ord har generelt flere betydninger end den pålydende i form af de associationer, de bringer. En ordbog kan forklare os, at f.eks. "Solen" er navnet på stjernen, vores planet kredser om, men den fortæller ikke, hvad ordet giver associationer til: Lys, varme og liv. Vi tænker ikke blot på et specifikt astronomisk forhold, når vi hører ordet "Solen"; vi får også associationer, følelser, billeder og værdier.

På samme måde betyder "neger" ikke blot "sort". Dengang, vi stadig brugte ordet "neger" i Danmark, beskrev geografibøgerne negre som sorte, ja, men også som dumme, primitive, uciviliserede, m.m., fordi det var sådan, man opfattede sorte mennesker. De blev beskrevet som en race, som man anså for at være bedst egnet til manuelt og hårdt fysisk arbejde på grund af deres kropsfremtoning og lavere intelligens, og de kunne kun fungere produktivt, hvis de havde en herre til at fortælle dem, hvad de skulle foretage sig, ligesom man var nødt til at straffe dem korporligt og hårdt, fordi det var den eneste måde, de kunne lære noget på.

Det er iøvrigt ikke "gamle dage", det her. Det var i mine forældres tidlige år som skolelærere, at den slags stadig stod i geografibøgerne, og som mine forældre af samme årsag underviste deres første elever i.

Det er denne samlede opfattelse af sorte, der blev bundet sammen i ét ord: Neger.

Ordet kommunikerer dermed langt mere end hudfarve. Det kommunikerer også den opfattelse, man havde af sorte, og en særdeles negativ af slagsen. Dengang vidste man ikke, at der var tale om racisme, og at man benyttede et ord, som kommunikerede racistiske forestillinger foruden den nøgterne hudfarve, men det ved vi i dag. Ved at sige "neger" siger vi ikke bare "sort". Ordet bærer hele den underforståede, racistiske opfattelse med sig, når man siger det.

Det er præcis fordi ordet "neger" vækker følelser og bidrager til racisters verdensforståelse, at racister finder det så vigtigt at forsvare retten til at bruge ordet "neger" og ikke de mange andre danske ord, der af den ene eller den anden årsag glider ud af sproget. Racisterne kan nemlig ikke kommunikere det, de ønsker at sige, hvis de må nøjes med at kalde sorte mennesker for sorte.

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (2 stemmer.)
Flattr this

Memetologi

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 58Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Da Richard Dawkins i 1976 udgav bogen "Det selviske gen", fremlagde han en strengt deterministisk model, hvor han anser organismer for at være overlevelsesmaskiner for genet, som han indleder med at definere som et "stykke DNA". Organismerne selv har ikke nogen anden funktion end at muliggøre genernes selv-reproduktion samt beskytte generne.

Lidt senere forklarer han, at fordi der ikke (dengang?) fandtes en anerkendt definition af et gen, vælger han at kalde genet for "en portion kromosom-materiale", der har tilstrækkelig stabilitet til at kunne være en enhed for naturlig udvælgelse. Ser man nærmere på definitionen, er den dog cirkulær: Dawkins fastslår, at naturlig selektion skyldes genet, hvorpå han definerer genet som noget, der giver anledning til naturlig selektion. Et sådant argument nytter bare ikke, hvis der ikke findes en sådan afgrænset enkeltstørrelse, som indgår i den naturlige selektion.

Dawkins modtog af samme årsag kraftig kritik for således at basere sin grundhypotese på et begreb, som han havde undladt at definere. I sit modargument anerkender han indledningsvist, at gener muligvis indgår i strukturerede relationer, og på den måde højst bidrager til dannelsen af en fænotypisk egenskab. Men selv om man måske afdækker en større mangfoldighed af sådanne relationer, så er det ikke disse fænotypiske egenskaber, der overlever generation efter generation, mener Dawkins. Det, som derimod overlever i den evolutionære selektion, er en replikator. På samme måde, som man kan abstrahere fra de enkelte organismer, og i stedet anskue dem som en gen-pulje, sådan kan man også betragte baggrunden for evolution som en sum af replikatorer. Som fænotype er biosfæren (den "udvidede fænotype") ikke interessant; det er replikatorerne, der er interessante.

Dermed gentager Dawkins imidlertid blot sig selv på en snørklet vis. Han udskifter sin upræcise definition af "et stykke DNA" eller "en portion kromosom" med en ny og lige så upræcis definition - for hvad består replikatorer af? Man får allerede her mistanke om, at Dawkins vil vælge helt at ignorere behovet for materiel substans og blot vælge at se replikatorer som løsreven information.

Richard Dawkins viser hermed, at det er muligt for ham at fastholde sin reduktionistiske hypotese, selv om han aldeles opgiver gen-begrebet! Selv i dag, hvor vi har erkendt en langt større kompleksitet med talrige indbyrdes relationer, hvor miljøet spiller ind i selv de mindste genfænomener, og hvor beskrivelsen af dyreadfærds genese kræver indarbejdelsen af indlæring og imitation, så kan reduktionister som Dawkins hævde præcis det samme som før, hvis blot de gentager hans argumentation i en ny form. De behøver f.eks. blot postulere, at en given "enhed af adfærd" har en særlig selektionsværdi, og at vi med med tiden vil kunne identificere en entydig biologisk substans for den, når vi har lært at se dybere ned i altets bestanddele.

Som svar på dét argument kan man enten vælge at sandsynliggøre, at der findes niveauer, som ikke kan reduceres yderligere, eller at hver af de konkrete forklaringer er uvidenskabelige. Det sidste ligger temmelig lige for, når argumenterne forudsætter, at vi "en dag vil forstå".

Richard Dawkins har siden valgt at kalde sin reduktionisme for "hierarkisk", hvilket dog ikke bidrager med nogen afklaring, for selv om en hierarkisk opdeling af niveauer er et praktisk epistemologisk værktøj, bliver hans reduktionisme jo ikke mindre reduktionistisk af den grund: Hvis man til stadighed forsøger at reducere en enhed på et niveau til del-enheder på det underliggende niveau, så ender vi på fysikkens partikelniveau.

Kort og godt demonstrerer Dawkins, at hvis blot man fuldstændig ignorerer de ontologiske overvejelser, som er en forudsætning for lødig videnskab, bliver man i stand til at kaste den ene fantasifulde hypotese på bordet efter den anden.

Tilbage til "Det selviske gen": Efter at have diskuteret genets rolle afslutter Dawkins pludseligt bogen med en kort redegørelse om kultur. Ifølge Dawkins har kultur intet med gener at gøre, og manifesteres i stedet af en helt anden slags replikatorer, som han kalder memer. Memerne opfører sig ganske som generne, idet de spreder sig i gen-puljen på samme måde, som gener rejser fra krop til krop via sæd- og ægceller. Memerne spreder sig fra hjerne til hjerne via imitering, fastslår Dawkins.

Heller ikke denne gang gør Dawkins noget forsøg på at definere, hvad disse memer består af. Deres materielle substans forbliver urørt. Han forklarer ikke, om kultur og biologi adskiller sig epistemologisk eller også ontologisk fra hinanden, eller om der er tale om nærmest parallelle søjler i hans ultrareduktionistiske univers.

Med denne argumentationsform - eller måske snarere dens mysticisme og metafysik - har jeg svært ved at tolke Dawkins' bidrag som andet end en nyfortolkning af forældede forestillinger om sjæl og legeme. Richard Dawkins giver genet omtrent samme rolle for organismer, som kristne teologer gennem tiden har tillagt sjælen (hvor kroppen blot var dens fartøj på Jorden), og gør den kartesiske dualisme total, da han afslutningsvis ligefrem adskiller biologi og kultur. Dawkins' brug af gener og memer er velkendt materiale fra religiøse forestillinger, blot nyformuleret i et scientistisk sprog.

Kategorier:

  • Currently 0/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 0/5 (0 stemmer.)
Flattr this

Transformationen af et hang-up til et hang-on

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 63Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Da Anton LaVey oprettede Church of Satan i San Francisco i 1966, opfattede han sine ideer som en fusion af de behov, som psykologi og religion hver især kunne bidrage med, uden at tage det værste af begge dele med. Dette var helt i tråd med 1960'ernes psykologiske hypoteser, og var som sådan ikke kontroversielt. Lidt uretfærdigt forsimplet var LaVeys ideer et forslag til en form for "selvterapi", der skulle gøre mennesket til et sundere væsen, der ikke var hæmmet af forældede, religiøse principper. Hvis man således havde et "hang-up", dvs. gik rundt med personlige problemer, som fik en til at opføre sig lidt unormalt, skulle man ikke have skyldfølelser over at være en afviger. I stedet foreslog LaVey, at man gjorde sine "hang-ups" til "hang-ons", der var med til i særlig grad at definere en. Man skulle ikke undertrykke noget, som konventionelt ville opfattes som en svaghed, men derimod lade det spille en positiv rolle, der måske ligefrem burde fremhæves ved at indrette sin øvrige adfærd på en måde, der matchede den "mærkelige" adfærd.

Det kan man så have en holdning til, og moderne psykologi ville nok ikke nødvendigvis foreslå samme løsning som LaVey. Men nu er det heller ikke retfærdigt at dømme ham ude af den grund, for han var sådan set godt i trit med det, der dengang var moderne forskning.

De tidlige medlemmer af LaVeys gruppe var mildt sagt folk, der havde hang-ups, og som ikke fungerede normalt. Når disse mennesker havde problemer med at finde en kæreste eller et arbejde, var karakteren af deres problemer af en sådan art, at løsningen bestod i bedre kropshygiejne og udenadlærte høflighedsfraser. Dybden af deres selvhjælpssessioner hos LaVey var øjensynligt muligheden for at medvirke i at fnise af seksuelle hentydninger, og man kan spekulere på, om ikke det for disse mennesker måske også var klogest af LaVey, at han lod dem forblive i en fantasiverden. Det, som han lærte dem, var ikke magi, men grundlæggende sociale kompetencer.

Alt dette vidste jeg ikke, da jeg for mange år siden læste LaVeys manifest, "The Satanic Bible", og forklaringen omkring "selvterapi" tog jeg også dengang som en form for 1960'er-pseudointellektualisering, som af samme årsag gik temmelig let hen over hovedet på mig. LaVeys forslag om, at man kunne transformere sine hang-ups til hang-ons hørte jeg først om længe senere, da Peter Gilmore (LaVeys arvtager til organisationen) nævnte det for mig. Ikke desto mindre vil jeg dog give Anton LaVey velfortjent kredit for at bidrage med en beskrivende model for, hvordan jeg - uafhængigt af hans tanker i øvrigt - mere eller mindre frivilligt gjorde et hang-up til et hang-on.

Med fare for at lyde freudiansk er der tale om et barndomstraume. Jeg er nemlig opvokset i en landsdel, der er karakteriseret ved en uforholdsvis mangel på vidensbaserede virksomheder og højere læreanstalter, og som opvejer manglen på intellektuelle tilbud med en lige så uforholdsvis overflod af nationalitetsfølelse. Landsdelen er Sønderjylland, og byen var Tønder - byen, der kun er kendt for tre ting, nemlig kniplinger, festival og en misbrugssag, som nabobyen Tinglev nu er i færd med at stjæle rampelyset fra.

Nu er det selvfølgelig ikke for at hænge Tønder ud. Der er sikkert andre dele af landet, hvor man finder lignende jordfaldshuller i den intellektuelle geografi, omend der sandsynligvis i f.eks. nordjyske Farsø hersker en mindre nagende og konstant angst for, at Tysken pludselig vil være over dem. Det egentlige problem er, at jeg var forbandet med den modbydeligste skæbne, der kan overgå et menneske i et samfund befolket udelukkende af aktører fra Holbergs "Erasmus Montanus": Jeg har en trecifret IQ.

Havde min verdens omdrejningspunkt været landbrug og den dertil hørende maskinpark, havde mit behov for dannelse og information været dækket af tysk sensationsjournalistik på det døgntændte TV, og havde mine uddannelsesambitioner bestået i at forlade Folkeskolen hurtigst muligt, ville min udelængsel sandsynligvis have været begrænset til at købe hus i samme landsby som mine forældre, og min opvækst i dette område, hvis hollandsk klingende dialekt ikke har noget skriftsprog, ville sikkert have været lige så ukompliceret som livet for de mange køer, der med jævne mellemrum standsede trafikken. Jeg ville have været i stand til at kommunikere med mine artsfæller med lokale lyde uden at måtte supplere dem med stadigt stigende forråd fra det rigsdanske, til hvilket jeg endeligt overgav mig, da jeg kun udenfor dialektens rammer kunne diskutere meningsfuldt med selv mine egne søskende. En dialekt, der antageligvis indeholder så mange ord for gødning, som det grønlandske sprog siges at indeholde for sne, har sine styrker og svagheder; er man ikke landmand, rammes man omgående af sidstnævnte.

Det skulle være netop sproget, der gjorde mig bevidst om, at jeg blev anset for det fremmede og det afvigende, og således det uønskede. Brugte jeg ord på fire stavelser, vækkede jeg mine såkaldte klassekammeraters vrede over, at jeg "snakkede fint", og overskred jeg en grænse for antallet af fremmedord eller indskudte sætninger, kunne jeg forvente, at de følte behov for at modargumentere på særdeles fysisk vis. Vovede jeg at udtale jeg et ord korrekt, når disse bondske omgivelser havde dannet konsensus om en alternativ udtale, var upopulariteten garanteret, indtil jeg lærte at udtale det forkert. "Klog" var et skældsord, og var man klog, sikrede omgivelserne sig samvittighedsfuldt ivrigt, at man gjorde Axel Sandemose rangen stridig i fornemmelsen af lokal værdsættelse. Det var en sådan form for mobning på det primitiveste niveau, hvor skrigende aber forsøger at trække det individ ned, som drister sig til at klatre i kundskabens træ, der mere end én gang har fået mig til at hvæse udgaver af Arthur Desmonds for mig dengang endnu ukendte opsummerende forbandelse: Tre gange forbandet være de, hvis usikkerhed gør dem nedrige, for de skal tjene og lide! Det er uvist, om enkelte personer bør være lettede over, at denne forbandelse aldrig udviklede sig til en dagsorden, men blot tjente som et trøstebolche med den søde smag af forventet skadefryd.

Således forberedt til en nedbrudt selvtillid uden arbejdshestens underdanige autoritetstro og evne til simpelt, fysisk arbejde som modvægt har forudsætningen for den truende personlige katastrofe ironisk nok også været min redning. I omgivelser, hvor det ypperste udi sproglig kunnen bestod i at kunne stave til "John Deere", hvor kulturel involvering bestod i at deltage i forsamlingshusfrokoster, og hvor politisk engagement handlede om at beslutte sig for, om der skulle sættes kryds ved Fremskridtspartiet eller Dansk Folkeparti, fik jeg dækket mit komplette behov for at møde den så ofte feterede "jævne mand". Jeg kunne konkludere, at mens problemet manifesteredes som en umulig kommunikation mellem ulige parter, eksisterede der et indiskutabelt residual efter dette delte ansvar for problemet: Jeg havde ret, når jeg sagde noget, og følgeslutningen var ligeledes indiskutabel, nedslående som den måtte være. Retten til at have ret er demokratisk, og flertallet tager fejl.

I en lidt kortere udgave kan det formuleres således, at min opvækst blandt bærmen af intellektuel kapacitet bestemt ikke fostrede respekt overfor det mindre uddannede segment af befolkningen.

Alligevel følte jeg i mine unge dage, at jeg havde krav på en uspecifik form for anerkendelse eller kompensation, hvor jeg blev accepteret som noget særligt uden i praksis at have præsteret andet end gode karakterer, og dermed reelt ikke havde demonstreret nogen håndgribelig særstatus blandt såkaldte "ligemænd" (uanset den markante forskel i mental behændighed, der kræver en så forsigtig brug af ordet "ligemand", at anførselstegn er nødvendige). Det gjorde mig til et letkøbt offer for markedsført elitisme, hvorfor jeg meldte mig ind i Venstre, som jeg støttede i en kortere årrække, indtil samtaler med nuværende og tidligere af partiets politikere fik mig til at indse, at deres bud på elitisme ironisk nok var den selvsamme inkompetence, jeg flygtede fra. I dag er det tydeligere end dengang, at Venstre fratager mine intellektuelle ligemænd deres berettigelse ved systematisk at skære ned på uddannelse, ved at angribe viden og ved at afskedige eksperter under anklage for smagsdømmelse, men selv dengang meldte tvivlen sig hurtigt for et reflekteret individ, når Venstrefolk var tydeligt uinteresserede i at investere i hjernekraft. Den åbenlyse advarsel givet ved partiets traditionelle støtte til netop den gruppe, jeg ønskede at distancere mig fra, overså jeg.

Mit behov for at vinde anerkendelse blev heldigvis kortvarigt, for kun få år senere havde jeg gennem reel præstation bevist - om ikke for andre, så for mig selv - at jeg kunne levere varen, da jeg opnåede en eksklusiv stilling, som understregede, at jeg var blandt de førende eksperter i mit felt og blandt disse hurtigt høstede behørig respekt. Lussingen kom ligeledes hurtigt og kontant, idet opnåelsen af dette "livsmål" var aldeles begivenhedsløs. "When push comes to shove", som det hed sig i Californien, hvor dette firma befandt sig, var mine evner blot et middel til andres profit, og var sandheden ilde hørt hos en betalende kunde, var min viden snart beordret til fals. Hvorend jeg så, var målene for succes altid tilfældig eller strategisk inkompetence. Således indså jeg i en alder af knap 30 år omsider, at jeg kunne indløse belønningen ved simpelhen at konstatere, at mit mål var nået. Denne identitetsmodning har gjort min tolerance bredere, idet min selvafklaring ikke længere får mig til at skyde med spredehagl; og samtidig har den skabt en mere målrettet uforsonlighed overfor udbredelsen af dumhed. Mit "hang-up" over barndommens plageånder var blevet et "hang-on", og Anton LaVey kvitterede tilfældigt men a propos ved at citere mig i sin sidste bog under overskriften "Satan Speaks!" for min bitre bemærkning om, at belejlige løgne altid vinder over ukomfortable sandheder.

Mit tidligere behov for at bevise noget for mig selv er erstattet af en nultolerance mod dumhed, der alene efterlader en pegende finger og ordene "tåbe!" rettet mod disse - i Nietzsches terminologi - slaver. De skal ikke tillades en stemme i andet, end de bliver spurgt om i de sjældne tilfælde, der måtte opstå et sådant behov, for det eneste, man kan lære af en bondeknold, er vigtigheden af idiotsikring og kontrol, hvis ikke spændetrøje og razzia. Kan de end ikke mønstre en sådan fornemmelse af uligeværdighed i konfronterationen med den special- og ekspertviden, som dygtige mennesker har brugt mange år og ofret mange afsavn på at erhverve, at de formår at holde kæft, når de begavede taler, har de ikke fortjent at blive behandlet med nogen anden form for respekt, end de selv udviser overfor de livsformer, de ynder at omgive sig med. Man skal ikke forvente anvendelige forslag til positiv udvikling fra et befolkningssegment, hvis livsfilosofi er at fremavle individer gennem målrettet selektion af evolutionære ulemper, der gør dem så medgørlige, lade og dumme, at de er enhver diktators våde drøm.

Når de alligevel blander sig, kalder de deres særlige form for dumhed for "livserfaring" og insisterer på, at man opnår den genialitet, som vi akademikere har arbejdet hårdt for, alene ved at blive ældre, mens man røgter køer. Det rører dem næppe, at de således afslører lykkelig uvidenhed om ikke blot emnet, som de blander sig i, men også om, hvordan man lærer noget om det til at begynde med, for akademikere har faktisk samme mængde livserfaring som denne bondestand, hvadenten dens repræsentanter nu er indehavere af et landbrug eller ej. Forskellen er, at hvor bønderne har livserfaring i noget, der sjældent har noget med det diskuterede emne at gøre, har akademikerne både hård viden om emnet og samme mængde livserfaring - og formentlig endda af en slags, der har relation til emnet. Hvis man tror, at livserfaring giver samme viden som bøger, har man kun prøvet én af delene.

Uvidenhed og misforståelser er acceptable, men disse missing links' manglende villighed eller evne til at komme videre, og til at lære og forstå, diskvalificerer dem som gyldige referencer. Når de "kloger" sig om ting, de for fagfolk åbenlyst ikke har den mindste smule begreb om, kan ukonstruktivt tolerante eksperter måske spilde tiden på at sortere titusindvis af forudindfattede meninger fra og høfligt ignorere ammestuesnak om graviditet og husgeråd om vorter væk, før de finder et mikroskopisk guldkorn af velkendt viden og således et ligegyldigt bidrag. Langt de fleste fagfolks årelange livserfaring med den svagt tænkende stand har heldigvis lært dem blot at lukke ørerne, når en mental dværg håner hundredtusindvis af forskningstimer og kalder rygning for ufarligt med henvisning til en cerutafhængig tante, der endnu ikke er død og således stadig formår at stemme på Venstres "så folkelige" statsminister, eller når han beretter om en onkel, der trods sin indavlsbetingede hjerneskade kan finde vand med en pilekvist.

Jeg siger derimod ligeud, hvorfor vi ikke vil høre på deres støj, og jeg siger ligeud, at de i sjældne tilfælde spilder vores tid, men oftere trækker diskussionen ned på et niveau, som vi kunne have forladt for årtusinder siden, var det ikke for eksistensen af disse menneskelige ukrudt og snylteplanter. Dét er mit hang-on og erklærede personlige stil, som står parat til støtte af projekter, der kan erstatte disse talende kroppe med umælende replikater, så vi andre kan få fred til at fremelske det menneske af evner, vi har potentiale til - ganske som gamle "doc" foreslog.

Kategorier:

  • Currently 4/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4/5 (4 stemmer.)
Flattr this

Ni dele respektabilitet

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 49Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

For nogle år siden klagede en person til mig over, at han var træt af, at alle andre troede, han var en taber. Mit aldeles udiplomatiske råd var, at hvis han ikke ønskede, at andre skulle opfatte ham som en taber, så kunne han vel lade være med at klæde sig, tale og opføre sig som en taber. Det hjalp ham næppe, men burde give anledning til lidt erkendelse:

Hvis man ligger under middel intelligens, er usoigneret og er socialt udsat, skal man f.eks. ikke ligefrem skilte med det, hvis man samtidig vælger at gå ind i en subkultur, som der hersker stærkt negative holdninger omkring. Stærkere individer, der giver tydeligt indtryk af at have styr på deres liv, og som åbenlyst befinder sig i en klasse over gennemsnittet, kan sagtens indgå i kontroversielle sammenhænge, uden at det giver problemer for hverken deres arbejde, deres børn eller deres øvrige sociale liv. Når en svag person har et kontroversielt islæt, understreger det, at personen er svag. Når en stærk person har et kontroversielt islæt, understreger det personens styrke.

Det kræver et vist format at provokere. Uanset om provokationen er bevidst, eller om den skyldes ens generelle indstilling, holdning eller adfærd, skal denne "skandale" gå hånd i hånd med sin modsætning: Respektabiliteten. Og fordi skandalen er så meget mere synlig, hedder balancen: Ni dele respektabilitet og én del skandale. Det er de ni dele respektabilitet, der sætter en gentleman i stand til at falde bevidstløst beruset om i rendestenen i sin egen urin, og stadig være en gentleman dagen efter. Og det er den ene del skandale, der gør ham til andet og mere end blot en person, der har lært korrekthedsfraserne udenad, og kan klæde sig pænt.

Skandalen fremhæver det væsentligste. Har man ikke tilstrækkeligt format, er der ingen pointe med skandalen, og intet fremhæves andet end skandalen selv. Da Jyllands-Posten bad en række andre tegnere udfærdige billeder af Muhammed, fordi muslimer skulle finde sig i "hån, spot og latterliggørelse", var der f.eks. ingen pointe i selve provokationen. Jyllands-Posten ville provokere, fordi avisen mente, at muslimer skulle vænne sig til provokationer, men selve provokationerne havde ikke noget indhold eller nogen pointe. De var skandale uden det nødvendige fundament af respektabel adfærd, så når muslimer blot blev styrket i deres opfattelse af, at Vesten bevidst chikanerer dem, var det fordi dette reelt også var det eneste, tegningerne understregede.

I kontrast til Jyllands-Postens tolv afbildninger af Muhammed fremstiller tegneren bag serien "Jesus and Mo" Muhammed flere gange om ugen, hvor han virkelig håner og latterliggør såvel Muhammed som muslimer, men har ikke modtaget en eneste dødstrussel. Tegneren bag "Jesus and Mo" har nemlig en pointe i form af religionskritik. Samtidig er tegningerne yderst begavede, og afslører en god indsigt i filosofi, sociologi, psykologi og religionsvidenskab. Der er ni dele respektabilitet, og den daglige "skandale" i afbildningen af Muhammed bliver ikke den dominerende, men understregende faktor.

Kurt Westergaard blev udsat for dødstrusler og et reelt (omend noget primitivt) attentatforsøg. Men hvor meget format udstråler Kurt Westergaard, når han efterfølgende begår taktiske bommerter ved at tale Dansk Folkepartis og Trykkefrihedsselskabets (samme) sag, eller når han uden skyggen af anger overlader sit barnebarns skæbne til en attentatmands formodede velvilje?

Det kræver simpelthen et vist format at være provokerende - og slippe afsted med det, for hvis man vil spænde en skydeskive på ryggen, bør man have en hud af Kevlar.

Kategorier:

  • Currently 3.7/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 3.7/5 (3 stemmer.)
Flattr this

Forbandelser i dusinvis

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 48Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Curse Levels
Med venlig hilsen til XKCD for at dele sine tegninger under en Creative Commons-licens

Du er blevet for­ban­det. Hver dag er du målet for fuld­stæn­dig vir­ke­li­ge og magisk for­mi­dab­le for­ban­del­ser. En person med indsigt i for­ban­del­ser­nes psy­ko­lo­gi plejer at eva­lu­e­re dem i form af stærkt per­son­li­ge angreb byg­gen­de på vir­ke­li­ge eller fo­re­stil­le­de uret­fær­dig­he­der eller uger­nin­ger. Man for­ban­der kort sagt en person for at få hævn, eller andre for­ban­der en af samme årsag.

Sådan ind­le­der Anton LaVey en af sine korte tekster i bogen "The Devil's No­te­book­". Hel­dig­vis und­la­der han i denne tekst at komme nærmere ind på sine fo­re­stil­lin­ger om, hvorfor for­ban­del­ser skulle virke, idet han op­rin­de­ligt tog ud­gangs­punkt i da­ti­dens spe­ku­la­tio­ner om "psykisk energi". Til hans forsvar skal det til dette punkt noteres, at han al­le­re­de dengang fo­re­trak at kon­sta­te­re, at for­ban­del­ser virkede, og at årsagen i første omgang var mindre in­te­r­es­sant. Tek­stens fokus er al­le­hån­de in­sti­tu­tio­na­li­se­re­de for­ban­del­ser trans­mit­te­ret via me­di­er­ne i form af dårligt nyt, pres fra re­k­la­mer, og alt andet, der har til hensigt at få ofrene til at opføre sig uhen­sigts­mæs­sigt, opbygge skyld­fø­lel­ser og angst og som sådan opføre sig på en måde, så de til­træk­ker ulykker og uheld.

Det er nemt at sige, at man ikke lader sig gå på af den slags, men det kan man altså ikke undgå. Selv om man er økonomisk sikker, kan man stadig være sygeligt bange for kræft, hjerteanfald, AIDS, fedme, stress, multipel sclerose, osv. Gamle dages problemer - svigerforældre, dårlige karakterer, ugifte mødre og utroskab - var simple i skæret af nutidens problemer, hvoraf mange aldrig burde have eksisteret til at begynde med.

Fælles for forbandelserne er, at afsenderne skaber problemer for dig ved at give med den ene hånd og tage rigeligt med den anden. Det er bøllerne, der forbinder dine sår, når de har slået dig til krøbling.

LaVey mente, at hans meningsfæller måtte være en smule tættere på ærlighed, have en smule mere stålsatte viljer, samt være en anelse mere opmærksomme på andres motiver. Jo mere uafhængige af samfundets øvrige tanke-forurening, desto mindre modtagelig overfor disse forbandelser skudt med spredehagl måtte man være, mente han.

Derfor, Peer Plus, Amila Jašarevi?, Allan Lindemark, Margrethe Monika S. Hansen, m.fl., der med mellemrum overvejer at give op, eller som har følt det nødvendigt at holde en lang pause, fordi I er mål for højreekstremisternes had: Giv ikke op. For det første skal højreekstremisterne ikke have held med at chikanere jer til tavshed på nettet ligesom 1930'ernes nazister, der chikanerede politiske modstandere i gaderne til tavshed. For det andet er der så mange og større bekymringer, der er værd at holde sig fra, at højreekstremisternes svinske adfærd ikke har krav på så megen mental opmærksomhed, som I giver dem.

Kategorier:

  • Currently 4/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4/5 (5 stemmer.)
Flattr this

Alternativet til hykleri

| 2 kommentarer |
Lixtal: 45Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Hykleri betyder, at man opfører sig anderledes, end man hævder. Eller alternativt, at man fremfører et sæt værdier og meninger, der har til hensigt at skjule ens virkelige holdninger. Det foregår ikke nødvendigvis bevidst; psykologisk kan man finde eksempler på hykleri i form af selvbedrag, ofte i form af projektion, hvor man ikke er opmærksom på, at man fordømmer andre for fejl, som man selv besidder. Hykleri kan også kobles sammen med det, der kaldes fundamental attribution error, dvs. at man forklarer sine egne handlinger ud fra ydre påvirkninger, mens andres handlinger forklares ud fra deres personlige karakter: Man dømmer andre for at opføre sig forkert, mens man forsvarer sine egne handlinger som noget, man er nødt til.

Når Dansk Folkeparti og deres peanut gallery på nettet har travlt med at fordømme folk, der ikke vil være mikrofonholdere for Geert Wilders den ene dag, og har lige så travlt med at forhindre ytringsfriheden hos deres modstandere den anden dag, så er det måske hykleri. Det kommer an på, om Dansk Folkeparti hævder, at de generelt går ind for ytringsfrihed, og det er jeg egentlig ikke 100% sikker på, at de gør. Og selv hvis de gjorde, så er det ikke sikkert, at det kvalificerer som hykleri alligevel. Der er noget andet på spil.

Kategorier:

  • Currently 4.5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4.5/5 (8 stemmer.)
Flattr this

Virkelighedens hvide klovn

| 4 kommentarer |
Lixtal: 45Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Den hvide klovn

Den "rigtige" klovn fra cirkus er den hvide klovn. Hans ledsa­ger, au­gu­sten - den klod­se­de og grotesk ud­klæd­te person, som børnene op­fat­ter som den mor­som­me på grund af den bar­n­li­ge og frække op­træ­den - er ikke den egent­li­ge klovn, men blot hans tjener. Den hvide klovn ser sig selv som seriøs og vidende, og er au­to­ri­tær, sel­v­op­ta­get og selvsik­ker; men han har slet ikke evner eller format til at spille en sådan rolle. Derfor er han en sel­vopblæst nar, en ægte klovn.

Den hvide klovn er som regel klædt elegant, men det er over­dre­vet, så det virker påtaget og op­skru­et­. Hans hvide sminke er som regel suppleret med tegninger og en spids hat, der supplerer hans arrogante og narcissistiske adfærd, samtidig med at de udstiller hans uerkendte mangel på evner og talent. Han udstråler den selvsikkerhed, som kun en inkompetent person uden fornemmelse for sine grænser kan besidde.

Virkelighedens hvide klovne har ikke hvid sminke og overdrevent elegant påklædning, men ellers er deres adfærd ganske som den hvide klovns. Man finder dem med jævne mellemrum på nettet, hvor de står som selvudråbte orakler, der uden relevant - eller større held med - uddannelse mener at besidde en væsentlig indsigt. De hvide klovne blæser gerne sig selv op med "store projekter" (med ligegyldigt indhold), pompøst eller stiliseret sprog og overdreven brug af fremmedord, ganske som den hvide klovn i cirkuset bærer en dragt, der er alt for elegant til hans personlige format. Men de siger intet nyt, kun banale, uinteressante og ofte forkerte ting.

Overfor andre udviser den hvide klovn en ekstrem skepticisme af den form, hvor de ikke vil acceptere et udsagn, før alt tænkeligt omkring udsagnet er blevet bevist i helt absurd grad. (Og selv hvis det var muligt, er det nok ikke sandsynligt, at det ville hjælpe.) Han fokuserer i overdreven grad på detaljer og ord, der ikke har nogen væsentlig betydning for pointen. Den hvide klovn piller ordene ud af konteksten og fordrejer dem, men behandler dem alligevel, som om de var helt centrale.

Kategorier:

  • Currently 3.3/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 3.3/5 (9 stemmer.)
Flattr this

Til praktiske formål

| 4 kommentarer |
Lixtal: 51Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Ingeniører er om nogen vant til udtrykket "for practical purposes", der ikke har nogen god dansk oversættelse. (Jo, "til praktiske formål" er den korrekte og dækkende oversættelse, men dette udtryk benyttes bare ikke, og så ved man ikke, hvad det hentyder til). Udtrykket dækker over, at ens resultater eller metoder måske ikke er helt så præcise og stringente, som en matematiker eller fysiker ville kræve, før de ville finde det bevist, at resultaterne eller metoderne ville virke i praksis.

Men ingeniørerne skal dog lære, hvad udtrykket dækker over. Under en forelæsning spurgte en elev derfor, hvad professoren egentlig mente med "for practical purposes", og det forklarede professoren således:

Først kaldte professoren fem unge mænd og fem unge kvinder ned fra salen i auditoriet. Han bad dem stille sig op i to rækker overfor hinanden: Kvinderne ved den ene væg, og mændene ved den anden.

"Move closer as you stay in line". De to rækker bevægede sig tættere på hinanden.
"And closer". De studerende bevægede sig igen tættere på hinanden.

Dette gentog sig et par gange, lige indtil de stod med næserne næsten mod hinanden, og professoren råbte:

Kategorier:

  • Currently 3.7/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 3.7/5 (3 stemmer.)
Flattr this

Klare svar

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 38Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Et simpelt svar er en reduktion til ja/nej, for/imod, enten/eller, os/dem, godt/ondt, fårene/bukkene eller enhver anden form for sort/hvid-konklusion.

Det simple svar er "stort", fordi det dækker over overskueligt meget. De "store" svar på tilsvarende "store" spørgsmål involverer så mange elementer, der griber ind i hinanden på kryds og tværs i et kaleidoskopisk mønster, så mange kombinationer af parametre, så mange antagelser, så mange sløjfer af årsag og virkning, at de umuligt kan analyseres og efterprøves.

"Finanskrisen er kapitalismens falliterklæring" er et "stort" svar. "Israel har ret til at besvare angreb i Gaza" er også et "stort" svar. Og det er "terrorister skal bekæmpes" også.

En intelligent og løsningsorienteret person kan imidlertid ikke bruge de "store" svar til noget, fordi de dækker over så meget, at svarene ikke kan afprøves. De kan ikke bruges til at opnå indsigt eller til at finde løsninger med. Djævelen gemmer sig som altid i detaljerne, og dem er der mange af.

Kategorier:

  • Currently 3.5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 3.5/5 (2 stemmer.)
Flattr this

Mangel på konsekvens

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 54Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Hvorfor tage folks fantasier mere alvorligt, end de selv gør?

I går løb jeg endnu engang på en af de her mennesker, som ifølge deres egne udsagn ”holder mulighederne åbne” overfor alt, hvad det spirituelle marked har at tilbyde.

Kategorier:

  • Currently 4/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4/5 (1 stemmer.)
Flattr this

Ældre indlæg

Sider

Om dette arkiv

Denne side er et arkiv over de nyeste indlæg i kategorien Lommefilosofi.

Forrige arkiv: IT og Internet

Næste arkiv:Mad og drikke

Find de nyeste indlæg på forsiden, eller søg i de ældre indlæg to find all content.