Da Anton LaVey oprettede Church of Satan i San Francisco i 1966, opfattede han sine ideer som en fusion af de behov, som psykologi og religion hver især kunne bidrage med, uden at tage det værste af begge dele med. Dette var helt i tråd med 1960'ernes psykologiske hypoteser, og var som sådan ikke kontroversielt. Lidt uretfærdigt forsimplet var LaVeys ideer et forslag til en form for "selvterapi", der skulle gøre mennesket til et sundere væsen, der ikke var hæmmet af forældede, religiøse principper. Hvis man således havde et "hang-up", dvs. gik rundt med personlige problemer, som fik en til at opføre sig lidt unormalt, skulle man ikke have skyldfølelser over at være en afviger. I stedet foreslog LaVey, at man gjorde sine "hang-ups" til "hang-ons", der var med til i særlig grad at definere en. Man skulle ikke undertrykke noget, som konventionelt ville opfattes som en svaghed, men derimod lade det spille en positiv rolle, der måske ligefrem burde fremhæves ved at indrette sin øvrige adfærd på en måde, der matchede den "mærkelige" adfærd.
Det kan man så have en holdning til, og moderne psykologi ville nok ikke nødvendigvis foreslå samme løsning som LaVey. Men nu er det heller ikke retfærdigt at dømme ham ude af den grund, for han var sådan set godt i trit med det, der dengang var moderne forskning.
De tidlige medlemmer af LaVeys gruppe var mildt sagt folk, der havde hang-ups, og som ikke fungerede normalt. Når disse mennesker havde problemer med at finde en kæreste eller et arbejde, var karakteren af deres problemer af en sådan art, at løsningen bestod i bedre kropshygiejne og udenadlærte høflighedsfraser. Dybden af deres selvhjælpssessioner hos LaVey var øjensynligt muligheden for at medvirke i at fnise af seksuelle hentydninger, og man kan spekulere på, om ikke det for disse mennesker måske også var klogest af LaVey, at han lod dem forblive i en fantasiverden. Det, som han lærte dem, var ikke magi, men grundlæggende sociale kompetencer.
Alt dette vidste jeg ikke, da jeg for mange år siden læste LaVeys manifest, "The Satanic Bible", og forklaringen omkring "selvterapi" tog jeg også dengang som en form for 1960'er-pseudointellektualisering, som af samme årsag gik temmelig let hen over hovedet på mig. LaVeys forslag om, at man kunne transformere sine hang-ups til hang-ons hørte jeg først om længe senere, da Peter Gilmore (LaVeys arvtager til organisationen) nævnte det for mig. Ikke desto mindre vil jeg dog give Anton LaVey velfortjent kredit for at bidrage med en beskrivende model for, hvordan jeg - uafhængigt af hans tanker i øvrigt - mere eller mindre frivilligt gjorde et hang-up til et hang-on.
Med fare for at lyde freudiansk er der tale om et barndomstraume. Jeg er nemlig opvokset i en landsdel, der er karakteriseret ved en uforholdsvis mangel på vidensbaserede virksomheder og højere læreanstalter, og som opvejer manglen på intellektuelle tilbud med en lige så uforholdsvis overflod af nationalitetsfølelse. Landsdelen er Sønderjylland, og byen var Tønder - byen, der kun er kendt for tre ting, nemlig kniplinger, festival og en misbrugssag, som nabobyen Tinglev nu er i færd med at stjæle rampelyset fra.
Nu er det selvfølgelig ikke for at hænge Tønder ud. Der er sikkert andre dele af landet, hvor man finder lignende jordfaldshuller i den intellektuelle geografi, omend der sandsynligvis i f.eks. nordjyske Farsø hersker en mindre nagende og konstant angst for, at Tysken pludselig vil være over dem. Det egentlige problem er, at jeg var forbandet med den modbydeligste skæbne, der kan overgå et menneske i et samfund befolket udelukkende af aktører fra Holbergs "Erasmus Montanus": Jeg har en trecifret IQ.
Havde min verdens omdrejningspunkt været landbrug og den dertil hørende maskinpark, havde mit behov for dannelse og information været dækket af tysk sensationsjournalistik på det døgntændte TV, og havde mine uddannelsesambitioner bestået i at forlade Folkeskolen hurtigst muligt, ville min udelængsel sandsynligvis have været begrænset til at købe hus i samme landsby som mine forældre, og min opvækst i dette område, hvis hollandsk klingende dialekt ikke har noget skriftsprog, ville sikkert have været lige så ukompliceret som livet for de mange køer, der med jævne mellemrum standsede trafikken. Jeg ville have været i stand til at kommunikere med mine artsfæller med lokale lyde uden at måtte supplere dem med stadigt stigende forråd fra det rigsdanske, til hvilket jeg endeligt overgav mig, da jeg kun udenfor dialektens rammer kunne diskutere meningsfuldt med selv mine egne søskende. En dialekt, der antageligvis indeholder så mange ord for gødning, som det grønlandske sprog siges at indeholde for sne, har sine styrker og svagheder; er man ikke landmand, rammes man omgående af sidstnævnte.
Det skulle være netop sproget, der gjorde mig bevidst om, at jeg blev anset for det fremmede og det afvigende, og således det uønskede. Brugte jeg ord på fire stavelser, vækkede jeg mine såkaldte klassekammeraters vrede over, at jeg "snakkede fint", og overskred jeg en grænse for antallet af fremmedord eller indskudte sætninger, kunne jeg forvente, at de følte behov for at modargumentere på særdeles fysisk vis. Vovede jeg at udtale jeg et ord korrekt, når disse bondske omgivelser havde dannet konsensus om en alternativ udtale, var upopulariteten garanteret, indtil jeg lærte at udtale det forkert. "Klog" var et skældsord, og var man klog, sikrede omgivelserne sig samvittighedsfuldt ivrigt, at man gjorde Axel Sandemose rangen stridig i fornemmelsen af lokal værdsættelse. Det var en sådan form for mobning på det primitiveste niveau, hvor skrigende aber forsøger at trække det individ ned, som drister sig til at klatre i kundskabens træ, der mere end én gang har fået mig til at hvæse udgaver af Arthur Desmonds for mig dengang endnu ukendte opsummerende forbandelse: Tre gange forbandet være de, hvis usikkerhed gør dem nedrige, for de skal tjene og lide! Det er uvist, om enkelte personer bør være lettede over, at denne forbandelse aldrig udviklede sig til en dagsorden, men blot tjente som et trøstebolche med den søde smag af forventet skadefryd.
Således forberedt til en nedbrudt selvtillid uden arbejdshestens underdanige autoritetstro og evne til simpelt, fysisk arbejde som modvægt har forudsætningen for den truende personlige katastrofe ironisk nok også været min redning. I omgivelser, hvor det ypperste udi sproglig kunnen bestod i at kunne stave til "John Deere", hvor kulturel involvering bestod i at deltage i forsamlingshusfrokoster, og hvor politisk engagement handlede om at beslutte sig for, om der skulle sættes kryds ved Fremskridtspartiet eller Dansk Folkeparti, fik jeg dækket mit komplette behov for at møde den så ofte feterede "jævne mand". Jeg kunne konkludere, at mens problemet manifesteredes som en umulig kommunikation mellem ulige parter, eksisterede der et indiskutabelt residual efter dette delte ansvar for problemet: Jeg havde ret, når jeg sagde noget, og følgeslutningen var ligeledes indiskutabel, nedslående som den måtte være. Retten til at have ret er demokratisk, og flertallet tager fejl.
I en lidt kortere udgave kan det formuleres således, at min opvækst blandt bærmen af intellektuel kapacitet bestemt ikke fostrede respekt overfor det mindre uddannede segment af befolkningen.
Alligevel følte jeg i mine unge dage, at jeg havde krav på en uspecifik form for anerkendelse eller kompensation, hvor jeg blev accepteret som noget særligt uden i praksis at have præsteret andet end gode karakterer, og dermed reelt ikke havde demonstreret nogen håndgribelig særstatus blandt såkaldte "ligemænd" (uanset den markante forskel i mental behændighed, der kræver en så forsigtig brug af ordet "ligemand", at anførselstegn er nødvendige). Det gjorde mig til et letkøbt offer for markedsført elitisme, hvorfor jeg meldte mig ind i Venstre, som jeg støttede i en kortere årrække, indtil samtaler med nuværende og tidligere af partiets politikere fik mig til at indse, at deres bud på elitisme ironisk nok var den selvsamme inkompetence, jeg flygtede fra. I dag er det tydeligere end dengang, at Venstre fratager mine intellektuelle ligemænd deres berettigelse ved systematisk at skære ned på uddannelse, ved at angribe viden og ved at afskedige eksperter under anklage for smagsdømmelse, men selv dengang meldte tvivlen sig hurtigt for et reflekteret individ, når Venstrefolk var tydeligt uinteresserede i at investere i hjernekraft. Den åbenlyse advarsel givet ved partiets traditionelle støtte til netop den gruppe, jeg ønskede at distancere mig fra, overså jeg.
Mit behov for at vinde anerkendelse blev heldigvis kortvarigt, for kun få år senere havde jeg gennem reel præstation bevist - om ikke for andre, så for mig selv - at jeg kunne levere varen, da jeg opnåede en eksklusiv stilling, som understregede, at jeg var blandt de førende eksperter i mit felt og blandt disse hurtigt høstede behørig respekt. Lussingen kom ligeledes hurtigt og kontant, idet opnåelsen af dette "livsmål" var aldeles begivenhedsløs. "When push comes to shove", som det hed sig i Californien, hvor dette firma befandt sig, var mine evner blot et middel til andres profit, og var sandheden ilde hørt hos en betalende kunde, var min viden snart beordret til fals. Hvorend jeg så, var målene for succes altid tilfældig eller strategisk inkompetence. Således indså jeg i en alder af knap 30 år omsider, at jeg kunne indløse belønningen ved simpelhen at konstatere, at mit mål var nået. Denne identitetsmodning har gjort min tolerance bredere, idet min selvafklaring ikke længere får mig til at skyde med spredehagl; og samtidig har den skabt en mere målrettet uforsonlighed overfor udbredelsen af dumhed. Mit "hang-up" over barndommens plageånder var blevet et "hang-on", og Anton LaVey kvitterede tilfældigt men a propos ved at citere mig i sin sidste bog under overskriften "Satan Speaks!" for min bitre bemærkning om, at belejlige løgne altid vinder over ukomfortable sandheder.
Mit tidligere behov for at bevise noget for mig selv er erstattet af en nultolerance mod dumhed, der alene efterlader en pegende finger og ordene "tåbe!" rettet mod disse - i Nietzsches terminologi - slaver. De skal ikke tillades en stemme i andet, end de bliver spurgt om i de sjældne tilfælde, der måtte opstå et sådant behov, for det eneste, man kan lære af en bondeknold, er vigtigheden af idiotsikring og kontrol, hvis ikke spændetrøje og razzia. Kan de end ikke mønstre en sådan fornemmelse af uligeværdighed i konfronterationen med den special- og ekspertviden, som dygtige mennesker har brugt mange år og ofret mange afsavn på at erhverve, at de formår at holde kæft, når de begavede taler, har de ikke fortjent at blive behandlet med nogen anden form for respekt, end de selv udviser overfor de livsformer, de ynder at omgive sig med. Man skal ikke forvente anvendelige forslag til positiv udvikling fra et befolkningssegment, hvis livsfilosofi er at fremavle individer gennem målrettet selektion af evolutionære ulemper, der gør dem så medgørlige, lade og dumme, at de er enhver diktators våde drøm.
Når de alligevel blander sig, kalder de deres særlige form for dumhed for "livserfaring" og insisterer på, at man opnår den genialitet, som vi akademikere har arbejdet hårdt for, alene ved at blive ældre, mens man røgter køer. Det rører dem næppe, at de således afslører lykkelig uvidenhed om ikke blot emnet, som de blander sig i, men også om, hvordan man lærer noget om det til at begynde med, for akademikere har faktisk samme mængde livserfaring som denne bondestand, hvadenten dens repræsentanter nu er indehavere af et landbrug eller ej. Forskellen er, at hvor bønderne har livserfaring i noget, der sjældent har noget med det diskuterede emne at gøre, har akademikerne både hård viden om emnet og samme mængde livserfaring - og formentlig endda af en slags, der har relation til emnet. Hvis man tror, at livserfaring giver samme viden som bøger, har man kun prøvet én af delene.
Uvidenhed og misforståelser er acceptable, men disse missing links' manglende villighed eller evne til at komme videre, og til at lære og forstå, diskvalificerer dem som gyldige referencer. Når de "kloger" sig om ting, de for fagfolk åbenlyst ikke har den mindste smule begreb om, kan ukonstruktivt tolerante eksperter måske spilde tiden på at sortere titusindvis af forudindfattede meninger fra og høfligt ignorere ammestuesnak om graviditet og husgeråd om vorter væk, før de finder et mikroskopisk guldkorn af velkendt viden og således et ligegyldigt bidrag. Langt de fleste fagfolks årelange livserfaring med den svagt tænkende stand har heldigvis lært dem blot at lukke ørerne, når en mental dværg håner hundredtusindvis af forskningstimer og kalder rygning for ufarligt med henvisning til en cerutafhængig tante, der endnu ikke er død og således stadig formår at stemme på Venstres "så folkelige" statsminister, eller når han beretter om en onkel, der trods sin indavlsbetingede hjerneskade kan finde vand med en pilekvist.
Jeg siger derimod ligeud, hvorfor vi ikke vil høre på deres støj, og jeg siger ligeud, at de i sjældne tilfælde spilder vores tid, men oftere trækker diskussionen ned på et niveau, som vi kunne have forladt for årtusinder siden, var det ikke for eksistensen af disse menneskelige ukrudt og snylteplanter. Dét er mit hang-on og erklærede personlige stil, som står parat til støtte af projekter, der kan erstatte disse talende kroppe med umælende replikater, så vi andre kan få fred til at fremelske det menneske af evner, vi har potentiale til - ganske som gamle "doc" foreslog.
Det kan man så have en holdning til, og moderne psykologi ville nok ikke nødvendigvis foreslå samme løsning som LaVey. Men nu er det heller ikke retfærdigt at dømme ham ude af den grund, for han var sådan set godt i trit med det, der dengang var moderne forskning.
De tidlige medlemmer af LaVeys gruppe var mildt sagt folk, der havde hang-ups, og som ikke fungerede normalt. Når disse mennesker havde problemer med at finde en kæreste eller et arbejde, var karakteren af deres problemer af en sådan art, at løsningen bestod i bedre kropshygiejne og udenadlærte høflighedsfraser. Dybden af deres selvhjælpssessioner hos LaVey var øjensynligt muligheden for at medvirke i at fnise af seksuelle hentydninger, og man kan spekulere på, om ikke det for disse mennesker måske også var klogest af LaVey, at han lod dem forblive i en fantasiverden. Det, som han lærte dem, var ikke magi, men grundlæggende sociale kompetencer.
Alt dette vidste jeg ikke, da jeg for mange år siden læste LaVeys manifest, "The Satanic Bible", og forklaringen omkring "selvterapi" tog jeg også dengang som en form for 1960'er-pseudointellektualisering, som af samme årsag gik temmelig let hen over hovedet på mig. LaVeys forslag om, at man kunne transformere sine hang-ups til hang-ons hørte jeg først om længe senere, da Peter Gilmore (LaVeys arvtager til organisationen) nævnte det for mig. Ikke desto mindre vil jeg dog give Anton LaVey velfortjent kredit for at bidrage med en beskrivende model for, hvordan jeg - uafhængigt af hans tanker i øvrigt - mere eller mindre frivilligt gjorde et hang-up til et hang-on.
Med fare for at lyde freudiansk er der tale om et barndomstraume. Jeg er nemlig opvokset i en landsdel, der er karakteriseret ved en uforholdsvis mangel på vidensbaserede virksomheder og højere læreanstalter, og som opvejer manglen på intellektuelle tilbud med en lige så uforholdsvis overflod af nationalitetsfølelse. Landsdelen er Sønderjylland, og byen var Tønder - byen, der kun er kendt for tre ting, nemlig kniplinger, festival og en misbrugssag, som nabobyen Tinglev nu er i færd med at stjæle rampelyset fra.
Nu er det selvfølgelig ikke for at hænge Tønder ud. Der er sikkert andre dele af landet, hvor man finder lignende jordfaldshuller i den intellektuelle geografi, omend der sandsynligvis i f.eks. nordjyske Farsø hersker en mindre nagende og konstant angst for, at Tysken pludselig vil være over dem. Det egentlige problem er, at jeg var forbandet med den modbydeligste skæbne, der kan overgå et menneske i et samfund befolket udelukkende af aktører fra Holbergs "Erasmus Montanus": Jeg har en trecifret IQ.
Havde min verdens omdrejningspunkt været landbrug og den dertil hørende maskinpark, havde mit behov for dannelse og information været dækket af tysk sensationsjournalistik på det døgntændte TV, og havde mine uddannelsesambitioner bestået i at forlade Folkeskolen hurtigst muligt, ville min udelængsel sandsynligvis have været begrænset til at købe hus i samme landsby som mine forældre, og min opvækst i dette område, hvis hollandsk klingende dialekt ikke har noget skriftsprog, ville sikkert have været lige så ukompliceret som livet for de mange køer, der med jævne mellemrum standsede trafikken. Jeg ville have været i stand til at kommunikere med mine artsfæller med lokale lyde uden at måtte supplere dem med stadigt stigende forråd fra det rigsdanske, til hvilket jeg endeligt overgav mig, da jeg kun udenfor dialektens rammer kunne diskutere meningsfuldt med selv mine egne søskende. En dialekt, der antageligvis indeholder så mange ord for gødning, som det grønlandske sprog siges at indeholde for sne, har sine styrker og svagheder; er man ikke landmand, rammes man omgående af sidstnævnte.
Det skulle være netop sproget, der gjorde mig bevidst om, at jeg blev anset for det fremmede og det afvigende, og således det uønskede. Brugte jeg ord på fire stavelser, vækkede jeg mine såkaldte klassekammeraters vrede over, at jeg "snakkede fint", og overskred jeg en grænse for antallet af fremmedord eller indskudte sætninger, kunne jeg forvente, at de følte behov for at modargumentere på særdeles fysisk vis. Vovede jeg at udtale jeg et ord korrekt, når disse bondske omgivelser havde dannet konsensus om en alternativ udtale, var upopulariteten garanteret, indtil jeg lærte at udtale det forkert. "Klog" var et skældsord, og var man klog, sikrede omgivelserne sig samvittighedsfuldt ivrigt, at man gjorde Axel Sandemose rangen stridig i fornemmelsen af lokal værdsættelse. Det var en sådan form for mobning på det primitiveste niveau, hvor skrigende aber forsøger at trække det individ ned, som drister sig til at klatre i kundskabens træ, der mere end én gang har fået mig til at hvæse udgaver af Arthur Desmonds for mig dengang endnu ukendte opsummerende forbandelse: Tre gange forbandet være de, hvis usikkerhed gør dem nedrige, for de skal tjene og lide! Det er uvist, om enkelte personer bør være lettede over, at denne forbandelse aldrig udviklede sig til en dagsorden, men blot tjente som et trøstebolche med den søde smag af forventet skadefryd.
Således forberedt til en nedbrudt selvtillid uden arbejdshestens underdanige autoritetstro og evne til simpelt, fysisk arbejde som modvægt har forudsætningen for den truende personlige katastrofe ironisk nok også været min redning. I omgivelser, hvor det ypperste udi sproglig kunnen bestod i at kunne stave til "John Deere", hvor kulturel involvering bestod i at deltage i forsamlingshusfrokoster, og hvor politisk engagement handlede om at beslutte sig for, om der skulle sættes kryds ved Fremskridtspartiet eller Dansk Folkeparti, fik jeg dækket mit komplette behov for at møde den så ofte feterede "jævne mand". Jeg kunne konkludere, at mens problemet manifesteredes som en umulig kommunikation mellem ulige parter, eksisterede der et indiskutabelt residual efter dette delte ansvar for problemet: Jeg havde ret, når jeg sagde noget, og følgeslutningen var ligeledes indiskutabel, nedslående som den måtte være. Retten til at have ret er demokratisk, og flertallet tager fejl.
I en lidt kortere udgave kan det formuleres således, at min opvækst blandt bærmen af intellektuel kapacitet bestemt ikke fostrede respekt overfor det mindre uddannede segment af befolkningen.
Alligevel følte jeg i mine unge dage, at jeg havde krav på en uspecifik form for anerkendelse eller kompensation, hvor jeg blev accepteret som noget særligt uden i praksis at have præsteret andet end gode karakterer, og dermed reelt ikke havde demonstreret nogen håndgribelig særstatus blandt såkaldte "ligemænd" (uanset den markante forskel i mental behændighed, der kræver en så forsigtig brug af ordet "ligemand", at anførselstegn er nødvendige). Det gjorde mig til et letkøbt offer for markedsført elitisme, hvorfor jeg meldte mig ind i Venstre, som jeg støttede i en kortere årrække, indtil samtaler med nuværende og tidligere af partiets politikere fik mig til at indse, at deres bud på elitisme ironisk nok var den selvsamme inkompetence, jeg flygtede fra. I dag er det tydeligere end dengang, at Venstre fratager mine intellektuelle ligemænd deres berettigelse ved systematisk at skære ned på uddannelse, ved at angribe viden og ved at afskedige eksperter under anklage for smagsdømmelse, men selv dengang meldte tvivlen sig hurtigt for et reflekteret individ, når Venstrefolk var tydeligt uinteresserede i at investere i hjernekraft. Den åbenlyse advarsel givet ved partiets traditionelle støtte til netop den gruppe, jeg ønskede at distancere mig fra, overså jeg.
Mit behov for at vinde anerkendelse blev heldigvis kortvarigt, for kun få år senere havde jeg gennem reel præstation bevist - om ikke for andre, så for mig selv - at jeg kunne levere varen, da jeg opnåede en eksklusiv stilling, som understregede, at jeg var blandt de førende eksperter i mit felt og blandt disse hurtigt høstede behørig respekt. Lussingen kom ligeledes hurtigt og kontant, idet opnåelsen af dette "livsmål" var aldeles begivenhedsløs. "When push comes to shove", som det hed sig i Californien, hvor dette firma befandt sig, var mine evner blot et middel til andres profit, og var sandheden ilde hørt hos en betalende kunde, var min viden snart beordret til fals. Hvorend jeg så, var målene for succes altid tilfældig eller strategisk inkompetence. Således indså jeg i en alder af knap 30 år omsider, at jeg kunne indløse belønningen ved simpelhen at konstatere, at mit mål var nået. Denne identitetsmodning har gjort min tolerance bredere, idet min selvafklaring ikke længere får mig til at skyde med spredehagl; og samtidig har den skabt en mere målrettet uforsonlighed overfor udbredelsen af dumhed. Mit "hang-up" over barndommens plageånder var blevet et "hang-on", og Anton LaVey kvitterede tilfældigt men a propos ved at citere mig i sin sidste bog under overskriften "Satan Speaks!" for min bitre bemærkning om, at belejlige løgne altid vinder over ukomfortable sandheder.
Mit tidligere behov for at bevise noget for mig selv er erstattet af en nultolerance mod dumhed, der alene efterlader en pegende finger og ordene "tåbe!" rettet mod disse - i Nietzsches terminologi - slaver. De skal ikke tillades en stemme i andet, end de bliver spurgt om i de sjældne tilfælde, der måtte opstå et sådant behov, for det eneste, man kan lære af en bondeknold, er vigtigheden af idiotsikring og kontrol, hvis ikke spændetrøje og razzia. Kan de end ikke mønstre en sådan fornemmelse af uligeværdighed i konfronterationen med den special- og ekspertviden, som dygtige mennesker har brugt mange år og ofret mange afsavn på at erhverve, at de formår at holde kæft, når de begavede taler, har de ikke fortjent at blive behandlet med nogen anden form for respekt, end de selv udviser overfor de livsformer, de ynder at omgive sig med. Man skal ikke forvente anvendelige forslag til positiv udvikling fra et befolkningssegment, hvis livsfilosofi er at fremavle individer gennem målrettet selektion af evolutionære ulemper, der gør dem så medgørlige, lade og dumme, at de er enhver diktators våde drøm.
Når de alligevel blander sig, kalder de deres særlige form for dumhed for "livserfaring" og insisterer på, at man opnår den genialitet, som vi akademikere har arbejdet hårdt for, alene ved at blive ældre, mens man røgter køer. Det rører dem næppe, at de således afslører lykkelig uvidenhed om ikke blot emnet, som de blander sig i, men også om, hvordan man lærer noget om det til at begynde med, for akademikere har faktisk samme mængde livserfaring som denne bondestand, hvadenten dens repræsentanter nu er indehavere af et landbrug eller ej. Forskellen er, at hvor bønderne har livserfaring i noget, der sjældent har noget med det diskuterede emne at gøre, har akademikerne både hård viden om emnet og samme mængde livserfaring - og formentlig endda af en slags, der har relation til emnet. Hvis man tror, at livserfaring giver samme viden som bøger, har man kun prøvet én af delene.
Uvidenhed og misforståelser er acceptable, men disse missing links' manglende villighed eller evne til at komme videre, og til at lære og forstå, diskvalificerer dem som gyldige referencer. Når de "kloger" sig om ting, de for fagfolk åbenlyst ikke har den mindste smule begreb om, kan ukonstruktivt tolerante eksperter måske spilde tiden på at sortere titusindvis af forudindfattede meninger fra og høfligt ignorere ammestuesnak om graviditet og husgeråd om vorter væk, før de finder et mikroskopisk guldkorn af velkendt viden og således et ligegyldigt bidrag. Langt de fleste fagfolks årelange livserfaring med den svagt tænkende stand har heldigvis lært dem blot at lukke ørerne, når en mental dværg håner hundredtusindvis af forskningstimer og kalder rygning for ufarligt med henvisning til en cerutafhængig tante, der endnu ikke er død og således stadig formår at stemme på Venstres "så folkelige" statsminister, eller når han beretter om en onkel, der trods sin indavlsbetingede hjerneskade kan finde vand med en pilekvist.
Jeg siger derimod ligeud, hvorfor vi ikke vil høre på deres støj, og jeg siger ligeud, at de i sjældne tilfælde spilder vores tid, men oftere trækker diskussionen ned på et niveau, som vi kunne have forladt for årtusinder siden, var det ikke for eksistensen af disse menneskelige ukrudt og snylteplanter. Dét er mit hang-on og erklærede personlige stil, som står parat til støtte af projekter, der kan erstatte disse talende kroppe med umælende replikater, så vi andre kan få fred til at fremelske det menneske af evner, vi har potentiale til - ganske som gamle "doc" foreslog.
Leave a comment