Aminas og Oles sæbekasse

Når Ubuntu 8.10 er installeret på din computer, er der lige et par ting, du mangler at gøre:

1. Tilføj Medibuntu til din liste over repositories. Åbn en terminal, og skriv:

sudo wget http://www.medibuntu.org/sources.list.d/intrepid.list \
  --output-document=/etc/apt/sources.list.d/medibuntu.list && \
  sudo apt-get update && sudo apt-get install medibuntu-keyring && \
  sudo apt-get update

Svar "ja" til spørgsmålene omkring installation.

2. Herefter skal du enable de øvrige repositories, der giver dig adgang til en lang række øvrige applikationer. Igen åbner du en terminal, hvor du denne gang skriver:

sudo sed -i -e "s/# deb/deb/g" /etc/apt/sources.list && sudo apt-get update

3. Codec tid! For at afspille enkrypterede DVD'ere samt en lang række andre mediefiler, skal der installeres codecs. I en terminal skriver du:

sudo apt-get install libdvdcss2
sudo apt-get install w32codecs

Hvis du har en 64-bit installation, så skriv "w64codecs" i stedet.

4. Skype - vi bruger den jo jævnligt, og den installeres fra en terminal med:

sudo apt-get install skype

5. Selv om Linux har sin egen PDF-læser, kan man lige så godt hente Adobes "rigtige" læser. Og samtidig vil det være en god idé at hente deres Flash-afspiller. Java er også en god ting, så fra terminalen:

sudo apt-get install acroread flashplugin-nonfree sun-java6-plugin

6. Og så er der jo Google Earth, som altid er sjov at lege med. Igen fra terminalen:

sudo apt-get install googleearth

Og så kører det for dig.

Hvad angår Anders Fogh Rasmussens (V) pludselige insisteren på grøn politik:

(1) Det er et udtryk for, at regeringen mangler mærkesager. Ligesom "demokrati", "fremskridt" eller "danskhed" er noget, man som dansker ikke rigtig kan være imod, så er "miljøvenlighed" heller ikke noget, man kan være imod. Det er i højere grad noget, der demonterer oppositionens muligheder for at have mærkesager, end det er regeringens eget ønske.

(2) Det har de sgu da sagt længe. Vi har længe hørt dem slå på tromme for miljøeffekten, men det er vist blevet tydeligt nok for fugle, fisk og frøer, hvad "Connie-effekten" var. Det er en god udmelding, men den skal følges op med handling og øvrige politiske støttetiltag. Det er f.eks. ikke så smart at nægte at indføre vejpenge med henvisning til skattetryk, hvis man samtidig vil have folk ud af bilerne og ind i den offentlige trafik.

(3) Anders Fogh Rasmussen har nok købt aktier i firmaer, der producerer vindmøller, brint-motorer eller tilsvarende.

Udtrykket "for stort til at fejle" dækker over, at et firma har så stor betydning i samfundet, at der er væsentligt mere end blot firmaets og aktionærernes penge samt de ansattes job på spil. Når et sådant firma krakker, er staten er nødsaget til at spytte penge i det, så det alligevel kan overleve.

Forestil dig, at f.eks. vejvæsenet bliver privatiseret, og at det ser ud til at køre rigtig godt - hvorpå det går konkurs. Eller forestil dig, at vi har et privat hospitalsvæsen, der i det store hele er ejet af nogle ganske få spillere, hvoraf den ene pludselig krakker. I øjeblikket er KMD ved at blive solgt af Kommunernes Landsforening, og i erkendelse af, at dette firma står for en meget væsentlig del af lønudbetalingen i Danmark, er der også udfærdiget en transaktionsaftale, som forpligter den nye ejer til at levere den kritiske vare fremover. Men en sådan aftale kan ændres, og hvad så hvis KMD går konkurs?

Er det i disse tilfælde bare trist for alle os, der ikke har privat helikopter, generel fortrinsret til behandling samt eget firma?

Jeg mener, at når et firma når en sådan størrelse, at det er "for stort til at fejle", så må vi tage konsekvensen og nationalisere firmaet, så det bliver statsejet. Privatisering er i hvert fald ikke svaret, hvis man ser på, hvad der er sket med f.eks. TV2 og Post Danmark.

Den kritik, som borgerlige politikere sædvanligvis retter mod "det offentlige", er at det offentlige ikke er motiverede til at være omkostningseffektive, fordi deres eksistens er nødvendig. Men situationen omkring f.eks. Roskilde Bank og andre "for store til at fejle"-firmaer viser tydeligt, at denne mekanisme ikke er begrænset til det offentlige. Også Roskilde Bank og flere amerikanske banker har demonstreret, at i samme øjeblik, de indser, at de er "for store til at [lade] fejle", så udviser de uansvarlig økonomisk adfærd, der har større omkostninger for samfundet end et offentligt ejet selskab, hvis viden om sin nødvendighed gør det mindre effektivt.

Den borgerlige kritik mod det offentlige er sikkert rimelig nok, for med erkendelsen af at være uerstattelig følger risikoen for, at man misbruger sin position. Denne risiko gælder imidlertid for både private og offentlige selskaber. Løsningen på de borgerliges kritik af offentlige selskaber er derfor ikke at privatisere dem, for hverken motivationen eller muligheden for umoralsk økonomisk adfærd bliver mindre af den grund. Til gengæld stiger risikoen for, at væsentlige services falder sammen, hvis man privatiserer og dermed introducerer risici for konkurser og investor-spekulation.

Anders Fogh Rasmussen (V) ønsker et fossilfrit Danmark.

Han starter med at nedlægge plejehjemmene.

Jeg stif­te­de be­kendt­skab med Linux i slut­nin­gen af 1990'erne, da jeg købte en helt ny MMX Pen­ti­um ba­se­ret PC på 200 MHz, og stod med den gamle PC - en 486'er på 66 MHz - og en mo­ni­tor med to ind­gan­ge. Min gamle PC var for sløv til Win­dows 95 og Win­dows 98, og var dermed for­æl­det.

Derfor be­slut­te­de jeg mig for at se, hvad Linux var for noget. Jeg havde fra min uni­ver­si­tet­s­tid hørt om en­kel­te stu­de­ren­de, der syntes, at det var ut­ro­lig spæn­den­de at lege med, men havde aldrig selv følt noget behov for at se nær­me­re på det. Det ville betyde, at jeg sand­syn­lig­vis skulle droppe Win­dows som et sty­re­sy­stem, jeg var no­gen­lun­de til­freds med, selv om jeg be­stemt aldrig har været syn­de­lig im­po­ne­ret over det. Nu var der dog en com­pu­ter, der var lidt for svag til at køre Win­dows, og det var en oplagt mu­lig­hed for at lege lidt.

Efter at have modtaget venners og bekendtes gode råd bestilte jeg en CD med en Linux-distribution fra Redhat. Jeg nåede frem til, at mens Linux bestemt havde nogle stærke sider - ikke mindst i form af systemets langt bedre håndtering af samtidigt kørende programmer end Windows - så fængede det aldrig. Min primære lærdom var, at så længe jeg havde en primær computer, der kørte Windows, ville Linux-computeren kun være et sjældent legetøj, der ikke løste nogle egentlige opgaver for mig. Hvis jeg skulle skifte til Linux, måtte det være fordi Linux var i stand til at løse de opgaver, jeg normalt benyttede Windows til. På det tidspunkt vurderede jeg, at det var Linux ikke.

Hvis nogen så Niels Hausgaards show fredag aften den 14. november, vil de have hørt ham tale om en vis blog ved navn Uriasposten, hvor han var blevet kaldt for stalinist og var blevet svinet til af en vis "Bodil". Det skete, efter at han havde sunget en sang om Langballe, Krarup og Camre. Niels Hausgaard skrev som svar en sang om Bodil.

Indlægget, som han henviser til, er formentlig det her - indlægget er i hvert fald inspireret af Niels Hausgaards sang om Langballe, Krarup og Camre, han bliver kaldt stalinist, og en vis "Bodil" er efter ham med personligheder.

Så hvem er denne Bodil?

Det forlyder fra visse kilder, at "Bodil", som figurerer på Uriasposten, er den kristne fundamentalist Bodil Clausen fra Dansk Folkeparti, der også kan findes i organisationer som SIAD.

Her ses Bodil Clausen med nogle af vennerne fra den yderste højrefløj:

Det rager mig en høstblomst, om vores valuta hedder "krone" eller "euro". Vi skal ikke så mange år tilbage i danmarkshistorien, at det kan hensættes til glemmebogen, før vores møntfod hed rigsdaler og mark, der er navnebrødre til den amerikanske dollar og den tidligere tyske mark.

Denne del af debatten om, hvorvidt vi her i landet skal gå over til euro som møntfod i stedet for kroner, er mig derfor inderligt ligegyldig. Når folk appellerer til følelser omkring navnet på "den danske krone" og nærmest lyder som stemmer fra Dansk Folkeparti om "danskhed" i deres kærlighed til navnet på vores mønt, så vækker det kun én følelse i mig: Følelsen af foragt. De kan kalde vores møntfod "Bjarne" for alt, hvad det rager mig, og er velkomne til at opdele den i 100 "Benny" samt præge dem med et billede af en brølende kronhjort i stedet for dronningen.

Jeg foretrækker saglige argumenter, og har ikke hørt meget til sådanne fra hverken den ene eller den anden fløj i euro-spørgsmålet. Politisk insisteren fra begge sider på, at modpartens valg vil føre til noget nær statsbankerot, falder jeg i hvert fald ikke for. Af samme årsag er jeg også lettere uinteresseret i den Euro-diskussion, Johanne Schmidt-Nielsen (EL) bringer på sin blog - med to undtagelser:

Kim Møller demonstrerer påny sine evner som historiker på sin AK-46 blog, og kommer i anledning af min fødselsdag med en dyb og inderlig åbenbaring om undertegnede, som for utrænede personer ville kunne tage op til flere minutter at grave op, hvis de søgte på Google. Og hvis ikke man havde Google til hjælp, ville indeværende blog såmænd også have belært læserne om mine røde og djævelske alliancer.

Det er kort sagt noget, enhver idiot kunne finde frem til, hvilket Kim Møller har demonstreret så nydeligt.

Men lad ikke Kim Møllers dermed illustrerede forskningsevner, dybde og indsigt i min person gå upåtalt hen, thi jeg kan præstere en afsløring og et modtræk, der aldeles matcher niveauet af hans afsløring: Kim Møller er (hold fast...) højreorienteret. Se, dét var en rigtig hemmelighed.

Skulle sarkasmen være spildt, så er mine tilknytninger - såvel nuværende som tidligere - langt mindre hemmelige end f.eks. Kim Møllers 7-tal, og har tilsyneladende også givet mig færre ansættelsesproblemer. Og med fare for at begå hybris kan jeg tilføje, at også på det personlige plan ser det ud til at gå mig bedre mht. familieforhold, end det gør for Kim Møller.

Som gamle "Doctor" sagde engang, så er mørkets fyrste karakteriseret ved ni dele respektabilitet mod én del skandale. Man kan nemlig sagtens have tilknytninger som mine og være en rød Satan, hvis man har formatet til det i form af sociale og faglige kompetencer. Det er straks sværere for personnager som Kim Møller at udvise format, når han har været tæt på at dumpe til sin afgangseksamen, fordi han ikke formåede at adskille holdninger og forskning.

"Duer ikke!", sagde Kongedatteren. "Væk!"

Søren Krarup (DF) har igen gjort sig uheldigt bemærket ved at insistere på den revselsret, som Dansk Folkeparti siden 1997 har insisteret på, at de ville have genindført. Når hverken Søren Krarup eller nogen anden har hørt, at partiet skulle have skiftet standpunkt, må Pia Kjærsgaards seneste afstandtagen fra Søren Krarups udtalelse alene opfattes som damage control, som ikke vil få den mindste smule politiske følger.

I de efterfølgende debatter er der en vinkel, som for mig at se er blevet overset. Det er det forhold, at Søren Krarup er fanatisk kristen af Luthersk lære, og at revselsesretten opfattes som helt nødvendig i denne kristne tradition.

Det er i den Lutherske lære, at retten til at revse sine børn er uløseligt forbundet med retten til også at revse resten af husholdningen. Som mand havde man ikke blot retten til, man forventedes ligefrem som familiens overhovede (og kvindens hovede), at revse såvel børn som hustru, tyende og husdyr, idet denne handling ansås som en beskyttelse mod såvel galgen som Skærsilden.

Søren Krarup følger den Lutherske holdning, og derfor er det helt naturligt, at han - samt Dansk Folkeparti på grund af partiets fundamentalistiske kristne placering - har denne indstilling til revelsesretten. Når man ser på Dansk Folkepartis holdning til, hvordan børn bør opdrages, er det også tydeligt, at "en god endefuld" er vejen frem. Det var denne retorik, man hørte blandt deres støtter på internettet i forbindelse med bl.a. optøjerne omkring Ungdomshuset, og holdningen om strengere straffe leder også tankerne over på et ønske om en form for implementering af revselsesretten via den øvrige lovgivning.

Det er straks mere interessant, om Søren Krarup og resten af hans parti dermed også mener, at man bør fastholde retten til at slå sin kone, sine husdyr og sine ansatte, når nu den tradition, han ønsker at fastholde, også dækker over disse. Og hvis ikke: Hvorfor er det så netop børnene, der stadig skal have bank, mens de andre i husstanden går fri?

Det kunne også være interessant at vide, om Dansk Folkepartis ønske om, at indvandrerfamilier skal være mere disciplinære overfor deres børn, skal tages som udtryk for, at Dansk Folkeparti bevidst eller ubevidst forsøger at trække den Lutherske tradition ned over hovedet på dem.

Helge Sander (V) vil standse seksuelle krænkelser af børn.

Han venter, til de bliver voksne.