Aminas og Oles sæbekasse

Forudsat at enzymet thrombin virkelig er uskadeligt kan jeg ikke se, hvorfor det skulle give anledning til rynken på næsen, at det bliver muligt at klistre kød sammen. Vi har jo i mange år haft en tradition for, at stort set alt på et stykke slagtekvæg bliver brugt, så ikke et eneste gram kød - eller fedt, knogler, sener, osv. - er spildt. Derfor kan der vel ikke være noget andet nyt i, at kødstykker kan sættes sammen, end at det blot er en ny måde at gøre det samme på. Der er ikke introduceret noget ulækkerhedselement, som ikke rigeligt var der i forvejen.

Jeg forudser imidlertid et andet resultat af brugen af thrombin, som jeg helst vil undgå:

Hvis man kan tage det allerbilligste ragelse af kød og lime det sammen til bøffer af væsentligt dårligere kvalitet, så kan de sælges lidt billigere end rigtige bøffer. Men prisen bliver bare ikke så meget lavere, at den modsvarer den langt lavere kvalitet. Sættes prisen 10% lavere, kan man roligt regne med, at kødkvaliteten langt mere end 10% ringere.

Skulle en feinschmecker nu ønsker at købe en rigtig bøf, vil det ikke være umuligt. Disse folk, der godt vil betale lidt ekstra for at få en ordentlig vare, kan roligt regne med, at det komme de også til. Prisen på det "rigtige" kød vil kunne sættes op med henvisning til, at det er en særlig luksus.

Når det normale køds pris således stiger, og det dårligere kød gennem limningsprocessen kan sælges for en højere pris, end dets kvalitet giver anledning til, har kødproducenterne opnået, at kødpriserne stiger. Brugen af thrombin vil betyde, at vi kommer til at betale mere for det samme kød.

Lad mig sige det sådan: Hvis jeg dukkede op ved et nazi-møde, ville jeg formentlig få nogen på kassen. Og når højreekstremister dukker op ved en demonstration mod nazisme, hvor de er imod demonstrationen og de demonstrerende, så lur mig, om ikke der er risiko for, at de også får nogen på kassen.

Skulle nogen føle sig stødt over, at mine tårer er knastøre, kan jeg blot oplyse om, at folk blandt Kim 7-tals slæng har givet udtryk for ønske om, at jeg ville blive udsat for værre ting end det.

"I forhold til denne her sag har ord­val­get og ti­m­in­gen ikke været det al­ler­bed­ste fra Jesper Lang­bal­les side". Sådan sagde Pia Kjær­s­gaard (DF) om Jesper Lang­bal­le (DF), da han kom med det se­ne­ste af en meget lang række ek­sem­p­ler på ren­dyr­ket ra­cis­me fra Dansk Fol­ke­par­ti.

For en gangs skyld kunne selv de medier, der sæd­van­lig­vis lader Dansk Fol­ke­par­ti og deres støt­ter få ri­ge­lig ta­le­tid, ikke overse det åben­ly­se: Pia Kjær­s­gaard havde er­klæ­ret sig al­de­les enig i Jesper Lang­bal­les syns­punkt. Kun form og ind­hold tog hun på vagest mulig måde af­stand fra. Det gør Pia Kjær­s­gaard til en racist på lige fod med den fundamentalistisk kristne Jesper Langballe, men det er der vist ingen, der behøver blive mindet på. Pia Kjærsgaard er racist og fascist helt ind til benet. Havde hun ikke været det, kunne hun ikke sidde i toppen af Dansk Folkeparti.

Det ved vi alle sammen - og ikke mindst Dansk Folkepartis vælgere - godt, og derfor er det ikke Pia Kjærsgaards racisme, jeg vil påpege. Jeg spekulerer blot på, hvad Pia Kjærsgaard mon ville have sagt i stedet, siden hun ikke tog afstand fra andet end formen og tidspunktet.

Det kan vi selvfølgelig ikke vide. Men eftersom Jesper Langballe sagde:

og eftersom Pia Kjærsgaard ikke vil tage afstand fra indholdet, så kan man vel forvente, at Pia Kjærsgaard ville sige noget i stil med:

Det er helt det samme indhold, men det er pænere ord, som ligger meget nær de formuleringer, vi næsten altid hører fra Dansk Folkeparti. Næsten - for der kommer som bekendt jævnligt mere rabiate udtalelser, når et medlem af Dansk Folkeparti for en kort bemærkning undlader at pakke det ind i en sprog, der får racismen til at lyde lige så velformuleret, som når den kommer fra Dansk Folkepartis støtteregering i form af Venstre og de Konservative.

Tidspunktet for udtalelsen behøver vi imidlertid ikke spekulere på, for det er hver eneste gang, Pia Kjærsgaard udtaler sig om genstanden for hendes paranoia, at hun benytter formuleringer i stil med ovenstående forslag. Lyt efter; Pia Kjærsgaards racisme er skam lige så dybtfølt som Jesper Langballes. Lad dig ikke besnære af, at hun benytter et "bedre ordvalg".

Visse former for menneskelig adfærd kræver ikke de mest avancerede forklaringsmodeller. Således fortæller barnelærdommen fra værtshuset os, at det som regel er de mindst succesfulde scorekarle, der beretter om de største erobringer. Det, man har mindst af, giver man indtryk af at have så rigeligt af, at man ikke risikerer at tabe anseelse.

Vor øvrige lære fra livet ved bardisken indeholder erkendelsen af, at hvis ikke ligefrem samtalepartneren er blevet så beriget af øllets gaver, at han ikke blot kan se, men også tænke dobbelt, så taler han om de ting, der optager ham. Hvis han klager sin nød over den manglende behandlingsgaranti for særlige lårsmerter, er det fordi han har ondt i benet.

Dette lægger naturligt op til en lavfaglig analyse af Dansk Folkeparti, kanske fordi dets bagland leder tankerne hen på de mere snuskede beværtninger: Så forhippet, som partiet er på at sikre "danskheden", er det på sin plads at overveje, om vor bodegapsykologiske træning giver mening. Det kunne tænkes, at dette parti og dets bagland består af mennesker, der i særlig høj grad har svært ved helt at sætte sig ind i, hvad deres identitet egentlig går ud på. Det kunne tænkes, at dette parti mangler en passende viden om dansk kultur. Det kunne tænkes, at dette parti i særlig grad dumper i en danskhedstest. Det kunne tænkes, at det er på grund af deres egen identitetsløshed og deres egen kulturløshed, at de føler, det er så vigtigt at tale om "danskhed".

Pia Kjærsgaard (DF) har ikke mere politisk fornemmelse end partiets kristne chefideologer, Jesper Langballe (DF) og Søren Krarup (DF). Det kunne ellers godt være den oplagte konklusion at drage, når Pia Kjærsgaard forstår, at hun er nødt til at lægge behersket afstand fra Jesper Langballes seneste udmeldinger. Afstanden er imidlertid ikke stor, når man læser, hvad Pia Kjærsgaard siger om det: "I forhold til denne her sag har ordvalget og timingen ikke været det allerbedste fra Jesper Langballes side".

Ikke et ord om, at hun er uenig i det, han siger. Det er blot ordvalget og tidspunktet, hun er uenig i. Havde han sagt det samme med andre ord, og havde han sagt det samme på et andet tidspunkt, havde der ikke været et problem. Dansk Folkeparti har tidligere haft den slags situationer, hvor Pia Kjærsgaard har udtalt, at det ikke var det rigtige tidspunkt at sige det på, eller at hun nok ville have formuleret det (dvs. præcis den samme holdning) anderledes. Det er meget oplagt at konstatere, at selv om Pia Kjærsgaard derfor er enig i de to sortepræsters udtalelser, har hun politisk tæft nok til at gennemskue, at hun er nødt til at gyde olie på vandene, eller at hun nogle gange skal udøve en vis selvcensur.

I praksis opnår Dansk Folkeparti at nå ud til de vælgere, der gerne vil høre det, de opfatter som sandheden: Disse vælgere bliver mindet på, at det trods alt er i Dansk Folkeparti, at de kan finde de politikere, de gerne vil stemme på. Hvis Pia Kjærsgaard samtidig kan forsikre om, at det ikke er udtryk for Dansk Folkepartis officielle politik at udtrykke sig på den måde, så minder hun de delvist overbærende samarbejdspartnere på, at de yderligtgående racister ikke har det sidste ord i Dansk Folkeparti. De rabiate udtalelser og Pia Kjærsgaards halvhjertede trækken i land appellerer tilsammen til to grupper, der begge kan give partiet indflydelse. Fremgangsmåden optræder så konsistent og ofte, at der ikke er tale om en række tilfældige situationer. Det er i bedste fald en underforstået og i værste fald en helt bevidst strategi.

Den indre svinehund får en saftig luns fra Dansk Folkepartis racister, og Pia Kjærsgaard minder den på, at den skal spise ordentligt. På den måde virker det hele mere stuerent.

Den bor­ger­li­ge re­ge­r­ing fast­hol­der, at er det po­li­tisk vig­tigt, at der bliver lov­gi­vet mod mus­lim­sk under­tryk­kel­se i form af burka, uanset om pro­blemet kan iden­ti­fi­ce­res eller ej. Det hand­ler om at vise, at man ikke går ind for den slags, og som Naser Khader (K) siger til Infor­mation: "An­tal­let af bur­kaer er li­ge­gyl­digt. Det er et spørgs­mål om prin­cipper".

Re­ge­r­in­gen kan til dels for­sva­res al den stund, at li­ge­som man ikke ville tabe noget (bort­set fra oppor­tunity cost) på en lat­ter­lig lov­giv­ning mod at med­bringe enhjør­ninge i skolen, så rammer man heller ikke nogen ved at lov­gi­ve mod en burka, som der alli­gevel ikke er nogen, der går med. Det skader ikke nødven­digvis at po­in­te­re, at man er imod bur­ka­er på bag­grund af en opfat­telse af, at de er kvinde­under­tryk­kende, li­ge­som det er fair nok, at man f.eks. er imod den lut­her­ske kvin­de­un­der­tryk­kel­se, som de pro­te­stan­ti­ske non­ned­rag­ter sym­bo­li­se­rer. (Af kor­rekt­heds­hensyn skal det be­mær­kes, at de ka­tol­ske non­ne­or­de­ner blev ned­lagt under re­for­ma­tio­nen, og at pro­te­stan­ti­ske nonner er et re­la­tivt nyt fæ­no­men; deres tro bygger på den lut­her­ske lære.) Sådan en lovgivning sender et signal, hvilket øjensynligt også er regeringens ønske. Om ikke andet må dette i dag være regeringens bortforklaring, når nu der i lighed med lovgivningsforslagene omkring dommeres hovedbeklædning slet ikke findes nogen, lovgivningen kan rettes mod.

Det er bare sådan med valget af signaler, som det er med alle andre valg: De er frivillige. Når man begår et valg, begår man også fravalg. Blandt mange mulige signaler har man valgt ét, der var det vigtigste. Politikernes valg af signaler fortæller hvilke signaler, de finder mindre vigtige.

Skulle regeringen have valgt beklædning, der symboliserer undertrykkelse og antidemokratiske holdninger, kunne regeringen have valgt at forbyde skrårem og seler. Ganske vist er der ingen (eller i det mindste temmelig få), der bærer denne beklædning, men da det ikke skorter på politikernes sammenligninger mellem islam og nazisme - og efterfølgende domme for racisme - så udtrykker dette fravalg, at man reelt opfatter islam som værre. I betragtning af den generelle højredrejning i dansk politik og det forhold, at Dansk Folkeparti har et glimrende forhold til nazister er nazismen ellers nærværende nok gennem dens noget tydeligere involvering i politiske spørgsmål, end muslimer tager sig tid til. Man udsender et signal om, at nazisme er mere acceptabelt end islam.

De Konservative kunne også have valgt at fremhæve f.eks. klimaet og miljøet, den stigende fattigdom, fyringerne på sygehusene, finanskrisen eller andre, yderst nærværende problemer som deres højest prioriterede politik, men det blev alligevel burkaforbudet, der vejede tungest. Det sender det skjulte signal, at de Konservative ikke er specielt optagede af disse vigtige emner.

Regeringens partier og støtteparti overbyder hinanden med krav om højere straffe og flere forbud på grund af ganske få personer, og de indførte rockerlov, overvågning, lømmelpakke og en terrorlov, som endnu ikke har fanget en eneste terrorist. Samtidig slipper økonomiske forbrydere lige så billigt som hidtil, og rocker- og terrorlov bruges til at dømme folk (nogle gange for justitsmord), der ikke har den mindste relation til hverken bandekriminalitet eller terror, mens lømmelpakken bruges til at forhindre folk i at demonstrere mod et klimatopmøde, som de demonstrerende ønskede at gøre opmærksom på ville blive en monumental fiasko.

Men hver gang, regeringens partier fremsætter et lovforslag, udtaler sig principielt eller ønsker at sende signaler, er der en række lovforslag, de ikke fremsætter. Der er en række principper, de tier om, og der er en række signaler, de ikke sender. Tavshed kan være meget sigende, og de ord, regeringen ikke siger, når den buldrer frem med mange hårde ord, er næsten øredøvende.

"Jeg er da ligeglad med, hvad min nabo tjener - bare jeg ikke plyndres i skat!"

Sådan står der i en kom­men­tar til Po­li­ti­kens indlæg, "Eliten burde elske Dansk Fol­ke­par­ti". Nu kan det selv­føl­ge­lig meget pris­vær­digt, at kom­men­ta­to­ren så­le­des ikke nærer mis­un­del­se, men måske burde han al­li­ge­vel være lidt mere op­mærk­som på, hvad en sådan hold­ning giver an­led­ning til.

Hold­nin­gen kan ud­tryk­kes på for­skel­li­ge måder. For eksempel kan en person mene, at så længe han selv får lønforhøjelse, så er det jo ligemeget, om andre mennesker i andre positioner får større lønforhøjelser. Han bør jo være glad for, at han får flere penge. Et andet eksempel er det argument, som Venstre og de Konservative (med Dansk Folkepartis hjælp, for hvilken de to regeringspartier velvilligt betaler med flere racistiske indgreb) ofte fremsætter, nemlig at selv om skattelettelserne kommer nogle mennesker væsentligt mere til gode end andre, kommer de trods alt alle til gode. I følge de borgerlige politikere er det et udslag af misundelse eller jantelovsholdning, når man kritiserer denne skæve fordeling af lettelserne.

Sådan fungerer samfundsøkonomi bare ikke. De borgerlige politikere har ganske vist ret i, at alle får flere penge, men de overser (ubevidst eller bevidst), at vi ikke af den grund får en tilsvarende større købekraft. Det er imidlertid alene købekraften - dvs. hvad vores penge er værd - som bør interessere os. Det er flintrende ligegyldigt, hvor mange penge, vi har, hvis priserne på goderne er højere, end at vi kan betale for dem. For eksempel: Forestil dig, at du får dobbelt så meget i løn ved næste lønforhandling. Men samtidig stiger prisen for en liter mælk og alle andre varer til det dobbelte. Det betyder, at efter din lønforhøjelse har du råd til at købe præcis den samme mængde varer, som før du fik lønforhøjelse. Det eneste, du har interesse i, er derfor din købekraft. Du får kun en økonomisk fordel, hvis din købekraft forbedres - ikke hvis du bare får flere penge.

Købekraften bestemmes af markedet, og markedet indretter sig efter, hvad folk tjener. Spørgsmålet er derfor ikke, hvad indkomsten målt i kroner er, men hvad købekraften af disse kroner er. I den simpleste udgave gælder der, at hvis borgerne får flere penge mellem hænderne, så stiger priserne, og hvis såvel indkomst som prissætning stiger jævnbyrdigt, så er købekraften alt andet lige konstant. Prissætningen lander det sted, hvor der bliver købt for det beløb, der giver størst profit for de handelsdrivende. Iagttag nu situationen, hvor der er stor ulighed: De meget få allerrigeste er så få individer, at de ikke køber så mange af de almindelige varer, at priserne kan sættes helt oppe i de allerrigestes niveau. Her vil der ikke blive solgt nok varer til, at profitten er høj; så hellere sælge varerne til en lavere pris, men til gengæld sælge så mange flere varer, at den samlede profit bliver højere. Omvendt nytter det heller ikke at faldbyde varerne, så selv de fattigste har råd, for nok bliver der solgt rigtig mange varer, men profitten er alligevel lavere, end hvis man solgte lidt færre varer lidt dyrere. Priserne kommer til at ligge "midt i mellem", lidt populært sagt. Hvad betyder det i praksis?

Det betyder, at prissætningen af den enkelte vare bliver sådan, at varen koster det samme beløb for rig som for fattig. Men set ud fra folks købekraft er den enkelte vare dyrere at købe for en fattig, og billigere at købe for en rig, når der er langt mellem rig og fattig. Man kan derfor ikke forvente, at man kan ligge i det lavest betalte segment af befolkningen og alligevel få råd til "det hele", for priserne justerer sig sådan i forhold til ens beholdning af kroner, at man ikke har råd. Om man er blevet lidt rigere i købekraft afhænger ikke af, om man tjener flere penge end året før, men derimod af hvad ens indkomst er i forhold til andres indkomst, fordi købekraften afhænger af prissætningen, der afhænger af det generelle lønniveau.

Lidt firkantet sat op er det sådan, at hvis man lever i en periode, hvor forskellen mellem rig og fattig øges, har forskelsforøgelsen følgende effekt: Hvis man får en lønforhøjelse eller skattefordel, men ligger i den indkomstgruppe, der er med til at trække priserne ned, så vil det blive dyrere at leve trods indkomstfordelen. Får man omvendt en indkomstfordel og ligger i den rige ende, som er med til at trække priserne op, bliver det billigere at leve.

Kom så ikke og sig, at det er ligemeget, hvad din nabo tjener, for det har stor indflydelse på, hvad du selv har råd til.

I øjeblikket er der omfattende fyringer på de offentlige sygehuse. Der skal nemlig spares godt og vel 800 millioner kroner, og for nyligt har Herlev Hospital måttet fyre over 100 ansatte.

Det er helt korrekt, at der er brugt for mange penge på sygehusene i Danmark. Det konkluderede Rigsrevisionens i efteråret 2009, hvor det stod klart, at de private sygehuse havde fået for mange penge. Mere præcist var der tale om, at de private sygehuse havde modtaget et beløb mellem 700 go 900 millioner.

Kort sagt: De offentlige sygehuse er kommet til at betale de overdrevne tilskud til de private sygehuse. Tallene stemmer.

Thor Pe­der­sen (V) kalder den stærkt kri­ti­se­re­de mad­pak­ke­ord­ning for "ren­dyr­ket so­ci­a­lis­me".

Dette mener han øjen­syn­ligt, at den er, fordi den er på­t­vun­get, så folk ikke kan fra­væl­ge at betale for den - lidt li­ge­som vi heller ikke kan nægte at betale for præ­sters ud­dan­nel­se og løn, hvil­ket Ven­stre sjovt nok synes, vi skal blive ved med. Men hvor­dan ville mad­pak­ke­ord­nin­gen mon se ud, hvis den var "ren­dyr­ket so­ci­a­lis­me"?

For det første ville den sand­syn­lig­vis ikke være på­t­vun­get, men ville være et tilbud. "Tvang­s­e­le­men­tet" ville nok højst være, at for­æl­dre ikke skulle frem­stil­le alt for pran­gen­de madder til deres poder ud fra en be­tragt­ning om, at der ikke er nogen grund til, at de andre børn skal gøres mis­un­de­li­ge. Børnene skal nok blive mindet på det på ganske kontant vis af de andre børn, hvis de andre børn bliver misundelige, og den slags konflikter bør de undgå.

For det andet ville maden være bedre. Årsagen til den dårlige kvalitet er, at stort set alle pengene går til profit til de private firmaer, opgaven udliciteres til, så der kun er få kroner tilbage til selve maden. Hvis denne profit blev strøget, ville der være flere penge til at lave en ordentlig madpakke for. Endelig ville maden være fremstillet sådan, at den rettede sig mod børnenes behov.

Grunden til, at madord­ningen er så elendig, er det kapitalistiske system. Den er kapita­listisk imple­menteret, og det er dét, der gør den så dårlig. Havde madpak­keord­ningen virkelig været rendyrket socialisme, ville den være blevet modtaget med kyshånd af de mange forældre, der har børn i børnehaven.

Niels Helveg Petersen efterlyser en begavet justitsminister i næste ministerrokade.

Så skal der vist mere end en rokade til.