Vejlegårdens initiativ

| 4 kommentarer |
Lixtal: 41Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
I en fagforening har man nogle løn- og arbejdsforhold, som fagforeningen har aftalt med ens arbejdsgiver.
 
Arbejdsgiverne kan imidlertid opnå en konkurrencemæssig fordel ved at gøre aftalerne dårligere, f.eks. med en anden aftalepartner.
 
Det må arbejdsgiveren godt, men den slags giver fagforeningen ret til at lave en blokade mod virksomheden. Det betyder, at fagforeningens medlemmer kan nægte at hjælpe virksomheden ved f.eks. at køre varer ud.
 
Det er en udmattelseskrig.
 
Hvis arbejdsgiveren får held til at gennemføre en dårligere aftale, tvinger det konkurrenterne til også at gøre deres aftaler dårligere for at kunne konkurrere.
 
Det betyder, at hvis én virksomhed gør en aftale dårligere for sine ansatte, så starter det en snebold-effekt, så ansatte i andre virksomheder også får forringet deres aftaler.
 
En ansat, der hjælper virksomheden mod fagforeningens pres, er en "skruebrækker", der saver den gren over, som en meget stor gruppe ansatte sidder på.
 
Det er her, at Krifa kommer ind i billedet.
 
I modsætning til andre fagforeninger er Krifa en forretning, der har som formål at tjene penge. Det gør den ved at tilbyde sine medlemmer et lavere medlemskontingent, men de betaler med mindre retshjælp og dårligere aftaler med arbejdsgiverne.
 
Krifa er kort sagt en virksomhed, der lever af at sælge skruebrækkere.
 
Og nu kommer vi til Vejlegården. Vejlegården er en af Krifas "kunder". Restauranten har givet sine ansatte valget mellem at være medlem hos Krifa eller finde et andet arbejde.
 
Dermed har Vejlegården taget initiativ til at starte den snebold-effekt, der vil medføre nedgang i løn- og arbejdsforhold i hele branchen.
 
Konflikten handler ikke om, at 3F forlanger, at Vejlegårdens ansatte skal være organiserede hos dem. 3F blander sig, fordi Vejlegården med Krifas hjælp er med til at ødelægge løn- og arbejdsforhold for alle.

Kategorier:

  • Currently 3.3/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 3.3/5 (3 stemmer.)

Stanken af gylle

| 4 kommentarer |
Lixtal: 53Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Kære socialdemokrater,

Jeg er opvokset på landet, og har mere end én gang hørt en bondekone råbe "UD!" efter sin mand, når han gik ind i huset lige fra svinestien for at få sig et glas vand eller andet. Han stank langt væk, og hans kone ville af forståelige årsager hverken have stanken eller det, han havde på tøjet, og som lugtede af svin, ind i stuerne.

Men der var også enkelte bondefamilier af den absolut mindst kultiverede slags, som ikke betragtede det som noget problem, når manden satte sig i sofaen og efterlod den både synligt og lugtende som noget, der lige så godt kunne have stået i svinestien.

Når I kalder Dansk Folkeparti for stuerene, så ved jeg godt, at der har lugtet at svinesti på Christiansborg i ti år, hvor Dansk Folkeparti, Venstre og de Konservative arbejdede sammen for at køre landet, som om det var en virksomhed under afvikling. I har vænnet jer til lugten af det, som ingen i 1930'erne ville have været i tvivl om, hvad man ville kalde for en slags svin.

Kære Socialdemokrater: Prøv at tænke på, at det måske ikke er Dansk Folkeparti, der er blevet stuerene, men jer selv - som meningsmålingerne rigeligt antyder - der har flyttet jer meget mere, end I selv er klar over. Det kan være, at I har glemt, hvordan der engang lugtede på Christiansborg, men prøv alligevel at tænke på, hvor rent og pænt, der kunne blive, hvis I luftede ud og foretog en hovedrengøring, så alle de racistiske svin og de, der nød deres selskab, samt deres efterladenskaber i øvrigt, blev renset ud af jeres stuer. I ville selv lugte bedre, og jeres vælgere ville sikkert belønne jer for det.

Kategorier:

  • Currently 4.2/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4.2/5 (10 stemmer.)

Om ofre og syndere

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 55Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
BackstabbingMar­le­ne Duus for­tæl­ler i en kronik, hvor­dan det føles at have psy­ki­ske mén og en fø­lel­se af svigt, efter at hendes over­falds­mand blev løsladt tid­ligt og modtog væ­sent­lig reso­ci­a­li­se­rings­støt­te. I kro­nik­ken er Mar­le­ne Duus væ­sent­ligt mindre hævn­ger­rig, end hun har givet udtryk for i senere in­ter­views.

Jeg vil gøre det helt klart, at jeg kan sætte mig endog meget ind i Mar­le­ne Duus' fø­lel­ser, men jeg vil af flere år­sa­ger und­la­de at komme nær­me­re ind på om­stæn­dig­he­der­ne. Hun op­le­ver, at sam­fun­det hjæl­per hendes over­falds­mand videre, mens hun bliver over­ladt til sig selv. Efter at det rets­mæs­si­ge regn­skab er gjort op, stem­mer ba­lan­cen ikke.

Bor­ger­li­ge po­li­ti­ke­re og bor­ge­re sam­stem­mer: Ger­nings­man­den skulle have haft højere straf, og har ikke krav på sam­fun­dets hjælp. Sam­fun­det gør de kri­mi­nel­le til ofre, og de reelle ofre bliver ladt i stik­ken. Ven­stre­flø­j­en ten­de­rer i stedet til at un­der­stre­ge, hvad om­fat­ten­de forsk­ning in­den­for feltet en­ty­digt har kon­klu­de­ret: Strengere straffe har ikke nogen effekt, mens resocialisering og forebyggelse har en positiv virkning. Venstrefløjen forholder sig ikke til strafudmålingen (bortset fra forskningens resultater), men til det forhold, at ofrene ikke får tilstrækkelig hjælp.

Lidt firkantet sagt ønsker højrefløjen, at der sættes fokus på strengere straf af de kriminelle, som bliver pågrebet, mens venstrefløjen ønsker, at der sættes fokus på bedre hjælp til ofrene. Venstrefløjen anklager derfor højrefløjen for at glemme ofrene i et system, hvor ofrene allerede er opstået, når straffen udmåles, og hvor straffen ikke hjælper ofrene. Højrefløjen anklager i stedet venstrefløjen for at være ansvarlige for et system, hvor forbryderne gøres til de virkelige ofre, og hvor det er attraktivt at være offer.

Her ville en smule selvindsigt klæde de borgerlige. De borgerlige partier erklærer alle som en, at deres livssyn bygger på den luthersk-evangeliske kristendom. Her gælder der selvfølgelig, at det religiøse fundament i livssynet ikke eksplicit udpensles i en politisk erklæring, og at det endog næppe er et bevidst element i de fleste borgerliges livssyn. Den religiøse formulering er derimod udtryk for en tankegang, der bogstavelig talt har eksisteret i samfundet i århundreder - et komprimeret symbolsprog for holdninger, som i dag kan konstateres at vække genklang hos især borgerlige.

Den religiøse lære fortæller, at menneskets hidtil iboende synd er tilgivet ved det offer, den kristne Gud bragte os gennem ofringen af sin søn, hvis eksempel mennesket formodes at emulere. Offermentaliteten er central i denne kristne retning, hvor det på en gang gælder om selv at være offer, samtidig med, at ens evne til at opnå frelse gennem sin selvopofrelse kan ses på, om man stadig tiltrækker Guds vrede via uheld og ulykker, der måtte påfalde en. Ofre for livets luner er således syndere, thi de har ikke ydet tilstrækkelig selvopofrelse, og de velstående og heldige er frelste, thi de har udvist guddommelig selvopofrelse.

Kalkmaleri af DjævelenDet korte af det lange er, at den krist­ne, bor­ger­li­ge tan­ke­gang fo­re­skri­ver, at de mindre hel­digt stil­le­de er "syn­de­re", idet de på den ene eller anden måde selv er skyld i deres dår­li­ge si­tu­a­tion, mens de mere hel­digt stil­le­de kan de­mon­stre­re deres (krist­ne) værd ved at yde "ofre" til syn­der­ne gennem al­mis­ser.

Dermed er der skabt netop det system, som høj­re­flø­j­en iro­nisk nok ad­va­rer mod. De men­ne­sker, der falder ofre for kri­mi­na­li­tet, for ud­nyt­tel­se og for sorte uheld, anses ikke som ofre, men som syn­de­re, der må være an­svar­li­ge for deres egen kamp (for frelse), så de igen kan blive gode sam­funds­bor­ge­re. De egent­ligt of­ren­de men­ne­sker er de, der al­ler­nå­digst giver al­mis­ser.

I kri­sten, bor­ger­lig optik er for­bry­der­ne na­tur­lig­vis syn­de­re, og renses for skyld gennem straf. De egent­li­ge ofre for for­bry­del­sen er i bedste fald uin­te­r­es­san­te, men sna­re­re uøn­ske­de som de syn­de­re, de jo må være, hvil­ket falder helt i tråd med mo­der­ne, bor­ger­li­ge krav om stren­ge­re straf­fe, samt færre res­sour­cer til fore­byg­gel­se og hjælp til ofrene. Det egent­li­ge ofre bliver gemt, glemt og fortrængt, sådan som det har været et bor­ger­ligt prin­cip gennem år­hun­d­re­der.

Denne borgerlige ideologi genfinder vi også udenfor den retslige grænse for overgreb, udnyttelse og brug af magt. Da den borgerlige regering soldede et enormt økonomisk opsving op ved at give skattelettelser til de rigeste, og hvor erhvervsliv og banker fik stillet den ene store garanti efter den anden, efterlod det alle vi andre som ofre for deres skørlevned. I dag er det tydeligt, at de svageste - de virkelige ofre for finanskrisen - igen kommer til at betale regningen for de velstilledes overforbrug. Fyrer erhvervslivet, skal de fyrede gå bodsgang på jobcentrene. Det er ikke personen, der stikker sin kollega i ryggen, der er offer, og det er chefen, der fyrer, heller ikke, skønt det er disse personer, der begår et angreb mod den fyrede. Bliver en person kørt fysisk eller psykisk ned på grund af arbejdspres, henvises den syge til et behandlingssystem med få muligheder og udsigt til en ødelagt økonomi.

De i forvejen velstillede må ikke røres, for de er de frelste, som har ofret sig selv ved at arbejde hårdt, ved at tage risici, ved at tage ansvar, og ved at betale skat som almisse til de syndigt svage. Borgerlig politik har i gåsegang med kristendommen vendt virkeligheden på hovedet, så vi gør ofre ud af de, der begik overgrebene til at begynde med, uanset om de fanges i retssystemet, hvor de kan renses fra synd, eller opererer i fuld lovlighed i et kapitalistisk system, der tilgodeser den, der undertrykker frem for dem, der bliver undertrykt.  Socialdemokraterne og SF danser i dag med på de borgerliges pibe ved at udpege de arbejdsløse som syndere og de arbejdende som deres ofre.

De borgerlige anklager venstrefløjen for at skabe et system, hvor forbryderne bliver gjort til ofre, men i virkeligheden er det netop dette system, højrefløjen har repræsenteret gennem århundreder. Det, vi har brug for, er et system, hvor vi som samfund efter hundreder af års undertrykkelse fra de heldigt stillede vender virkeligheden på ret køl og indser, hvem der er de egentlige ofre og de egentlige overgrebsmænd og -kvinder, og århundreder for sent begynder at støtte de, der har behov.

Kategorier:

  • Currently 2.4/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 2.4/5 (5 stemmer.)

Kære Karsten Lauritzen

| 1 Comment |
Lixtal: 56Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Følgende er d.d. sendt som email til Karsten Lauritzen (V):

Kære Karsten Lauritzen,

Den kriminelle lavalder er netop blevet sat op til 15 år igen, og jeg kan forstå på Stine Brix (EL), at du på Folketingets talerstol var vred over beslutningen. Jeg vil ikke her forholde mig til, om netop 14 år eller 15 år er den bedste alder, men har i stedet et spørgsmål til dig omkring fastsættelse af aldersgrænser helt generelt.

Når en kriminel lavalder fastsættes, må det nødvendigvis ske med henvisning til, at et individ ved den pågældende alder med rimelighed kan forventes at have en modenhed, der sætter vedkommende i stand til at vurdere følgerne af sine handlinger. Når lavalderen således sættes ned fra 15 til 14 år, således som den tidligere regering vedtog, må man forvente, at det er fordi børn bliver tidligere modne hvad angår deres evne til konsekvensvurdering.

Dette er naturligvis et vurderingsspørgsmål, og jeg vil som sagt ikke diskutere den præcise aldersgrænse. Til gengæld vil jeg gerne høre, hvorfor du mener, at den kriminelle lavalder bør være lavere, når ikke det samtidig gælder stemmeretsalderen, den seksuelle lavalder, aldersgrænsen for køb af alkohol og cigaretter, osv. Hvorfor er det alene indenfor retsjura, at du mener, at børn må forventes at have højere modenhed i evnen til at vurdere konsekvenserne af deres egne handlinger?

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(adresse m.v.)

Kategorier:

  • Currently 3.6/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 3.6/5 (8 stemmer.)

Det kan altid betale sig at arbejde

| 2 kommentarer |
Lixtal: 43Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
pengeopsparing.jpgSo­ci­al­de­mo­kra­tiets po­li­ti­ke­re i form af bl.a. Mette Fre­de­rik­sen og Per­nil­le Ro­sen­krantz-Theil (på Fa­ce­book­) er i disse dage i færd med at præ­ci­se­re, at de med "dovne ar­bejds­lø­se" mener "dovne aka­de­mi­ke­re". De har for­længst over­ta­get Jo­a­chim B. Olsens (LA) fo­re­stil­lin­ger om, at ar­bejds­lø­se er dovne og ikke mener, at det kan betale sig at ar­bej­de.

Men det kan betale sig at ar­bej­de. Jeg kunne ar­gu­men­te­re for, at når først man er på bi­stands­hjælp, så er det slut med mere end nogle få tu­sin­de kroner i banken, slut med pen­sions­op­s­pa­ring, slut med al­min­de­li­ge ret­tig­he­der, slut med hus og bil, osv. Selv hvis ens løn svarede til bistandshjælp, ville denne løn give en væsentligt flere muligheder og frihed. Jeg ved oprigtigt ikke, hvad der kan få folk til at tage til takke med bistandshjælp, med mindre deres krav til tilværelsen er forsvindende få, eller fordi de ikke har noget andet valg. Hvis man ser bort fra alt det, man mister, når man får bistandshjælp eller dagpenge i stedet for løn, kan mindstelønnen imidlertid godt se ud, som om den ligger tæt på de sociale ydelser; så tæt, at man endog ved første øjekast kunne overveje, om det kunne betale sig at arbejde.

Pointen er, at det ikke er spor tilfældigt. Arbejdsmarkedet er også et marked med de markedsmekanismer, det indebærer. Udbud og efterspørgsel (og prisaftaler og karteldannelser!) gælder også på arbejdsmarkedet. Lønniveauet indretter sig efter, hvornår man er i stand til at få folk til at arbejde. Der er ingen arbejdsgiver, der er interesseret i at give en højere løn, end en tilstrækkeligt kvalificeret arbejdskraft er villig til at arbejde for. Og det betyder, at mindstelønnen vil indrette sig til det niveau, hvor det lige præcis kan betale sig at arbejde - og så absolut heller ikke mere.

Hvis dagpenge- og kontanthjælpssatser bliver nedsat, vil det i første omgang gøre det væsentligt mere attraktivt at arbejde. Det hersker der næppe nogen tvivl om. Til gengæld vil en sådan nedsættelse af ydelserne automatisk betyde, at det også vil være attraktivt at arbejde for en tilsvarende lavere løn. Således vil mindstelønnen indrette sig således, at det lige netop kan betale sig at arbejde, men ikke mere. Det samme vil ske, hvis ydelserne sættes op: Umiddelbart vil det gøre det mindre attraktivt at arbejde, men kun indtil virksomhederne opdager, at de må øge mindstelønnen blot så meget, at det igen er marginalt mere attraktivt at arbejde.

Uanset om offentlige ydelser og dermed mindsteløn hæves eller sænkes, vil der altid være en hårfin grænse mellem ydelserne og mindstelønnen, der altid vil gøre det muligt at skabe en aktuel debat - der af samme grund altid vil være meningsløs - om, hvorvidt det kan betale sig at arbejde, når de offentlige ydelser er så høje, som de er. Det er lige så rimeligt (eller urimeligt, om man vil) at debattere, hvorvidt det kan betale sig at arbejde, når virksomhederne er så nærige med betalingen for deres arbejdskraft.

De offentlige ydelser og lønniveauet hænger sammen. Hvis man ønsker at trække lønniveauet nedad (f.eks. som arbejdsgiver) har man interesse i at nedsætte de offentlige ydelser. Ønsker man at hæve lønniveauet (dvs. som lønmodtager) har man interesse i at hæve de offentlige ydelser.

Kategorier:

  • Currently 3.8/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 3.8/5 (4 stemmer.)

Præferencer

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 28Let: Skønlitteratur for voksne
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
angel-duck-small.png

Mette Frederiksen (S) mener, at akademikere bør søge job i Netto.
devil-duck-small.png

Det er nok fordi hun helst ikke vil have, at de stifter bekendtskab med Fakta.

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (3 stemmer.)

Opsigelsesopfordring

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 0Meget let: børne- og ungdomsbøger
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
betale-sig-at-arbejde.jpg

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (3 stemmer.)

Kære Martin Henriksen (DF)

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 60Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Følgende er d.d. sendt til Martin Henriksen (DF):

Kære Martin Henriksen,

I forlængelse af dit spørgsmål til Social- og Integrationsminister Karen Hækkerup (S) om det acceptable i underholdning med mavedans under en juleaftensfest i Lalandia har jeg tre spørgsmål til dig, som jeg håber, at du kan besvare.

Til JP har du udtalt, at underholdning med mavedans "... svarer til, jeg sagde ja til at deltage i en ramadanfest, og så troppede jeg op med flæskesteg og forventede, at mine værter tændte for grillen. Når man accepterer at deltage i en fest, så accepterer man også rammerne for begivenheden".

Spørgsmål 1: Eftersom julen oprindeligt var en hedensk fest, som kristendommen sidenhen har taget til sig, og eftersom væsentlige dele af den sædvanlige julemenu anno 2012 er kommet til endnu senere, kunne jeg godt tænke mig at høre dit bud på et omtrentligt årstal på, hvornår den kristne jul med flæskesteg, grønlangkål og juletræ er blevet et særligt dansk fænomen, og hvorfra man kan sige, at en anden adfærd er fremmed.

Spørgsmål 2: Mener du, at en familieudflugt til et badeland udgør rammerne for en særligt dansk tradition for fejringen af Jesu angivelige fødsel, såfremt der er opstillet et juletræ og serveres traditionel julemad i badelandet, og begivenheden i øvrigt udelader en kort optræden med mavedans?

Spørgsmål 3: På din hjemmeside finder man øverst på alle siderne mottoet: "Skik følge eller land fly". Min egen danske familie kan spores tilbage til folk, der gjorde tjeneste under Valdemar Atterdag, og jeg må derfor om nogen her i landet være dansker. Imidlertid fejrer min familie som ateister ikke julen med juletræ, traditionel julemad og kristne ceremonier; i stedet udveksler vi gaver af hensyn til børnene, der ikke skal føle sig udenfor i forhold til deres klassekammerater. Mener du, at vi skal forlade landet, siden vi ikke følger landets skik?

Med venlig hilsen, og på forhånd tak,

Ole Wolf
(adresse m.v.)

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (6 stemmer.)

Modsætningernes usødede muzak

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 57Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Debatkulturen halter i Folketinget, og det burde man kunne sige sig selv: Hvorfor skulle politikerne i Folketinget dog tale væsentligt anderledes til hinanden i Folketingssalen, end når de taler til hinanden i medierne?

Nogle politiske kommentatorer foreslår, at det skyldes de yngre politikere, der mangler den halmstråtyggende, jyske landmands "forstandighed". Det er skam også en fristende konklusion, når ældre medlemmer af Folketinget tilsyneladende hævder at tage afstand fra den tone, som jakkesætsbøller som Søren Pind (V) benytter, når han tilsyneladende finder det vigtigere at håne SRSF-regeringen end at glædes over den, når den fører hans foretrukne politik. Men den slags politikere har der altid været i Folketinget.

Det er ikke noget nyt, at Folketinget bliver sammenlignet med en børnehave, og at tonen har været hård, men det var først ved sidste valg, at Venstre indførte smædekampagner i en valgkamp efter bedste amerikanske forbillede. Det er også nyt, at de ældre politikere kritiserer deres egne partifællers tone. Skal man forstå tonen, er det imidlertid ikke politikernes alder, man skal se på. Når oppositionen chikanerer regeringen og spilder dens tid ved at stille det samme spørgsmål igen og igen, selv om de allerede kender svarene, er det organiseret og systemisk, ikke udtryk for enkeltpersoners alder.

Politikerne opfører sig i Folketinget, som de har lært at opføre sig, når de er på skærmen. Her vil seerne have sex, gys og action, og opskriften er simpel: Inviter en køn ung kvinde fra Enhedslisten i studiet, tilsæt koncentrationslejrpolitik med en politiker fra Dansk Folkeparti, og bed dem "diskutere" et emne, de er lodret uenige om i et TV-studie, hvor værtens journalistiske indsats er begrænset til på skift at spørge den ene gæst, om ikke den anden gæst har ret.

På skærmen ser befolkningen den politiker, de bedst kan lide, give den anden politiker tørt på. Når dagens action er overstået, kan seerne trække sig tilfredse tilbage, enten fordi de kun anerkender deres favorits argumenter og således føler, deres favorit har vundet, eller fordi de befinder sig i en politisk midte, hvor de er uimodtagelige overfor begge parters argumenter, og gammelklogt konkluderer, at sandheden nok ligger et sted i midten, hvor de meget passende selv synes, de befinder sig.

Ingen seer bliver klogere af disse konfrontationer; i bedste fald har man fået et par yderligere argumenter af sin favoritpolitiker, som man kan gentage, når man kommer til at diskutere politik ved familiefesten. Det giver sikkert en form for politisk katarsis at se sine politiske modstandere få stryg, men der må vel være grænser for, hvor mange mentale tarmskylninger, vi har behov for.

Problemet er kort sagt, at skal man debattere konstruktivt, er man nødt til at have et fælles udgangspunkt. En nuanceret debat er kun mulig, når de store uenigheder er ryddet af vejen, eller i det mindste isoleret fra det emne, der bliver diskuteret. Det giver kun mening at diskutere, om man skal tage bussen eller toget, hvis man er enige om, hvor man vil hen.

Både venstre- og højrefløj er enige om, at finanskrisen er et stort problem, men fordi de er rygende uenige om de helt principielle løsningsstrategier, kan de heller ikke være enige enige om taktiske tiltag, og da slet ikke nuancerne i disse taktikker. Imidlertid er det netop nuancerne, der bliver taget op til debat, og da fløjene allerede er uenige om strategien, er debattens indhold på forhånd reduceret til børnehavens "ja!" og "nej!"-råb efter hinanden.

Her kunne politikerne indse, at de er så uenige, at det ikke nytter at debattere menuen i øst, når modparten befinder sig i vest. Men medierne har gennem mange år skabt en debatform, der kræver konfrontation, og medierne har vænnet politikerne til, at de kun kommer i medierne med kontroversielle udtalelser, eller hvis de erklærer sig uenige i noget. Skal man høres som politiker, skal man være negativ. Politikerne er om nogen blevet opdraget i det gennem deres eksponering i medierne. Man vinder ikke ved at have ret, men ved at forhindre modstanderen i at få det. Der myreknippes i småfejl og bores i små uklarheder, så ingen politisk modstander får mulighed for at forklare sig eller debattere på de områder, der burde debatteres.

Løsningen er så simpel, at den ligger lige for. Man kunne sætte Pia Olsen-Dyhr (SF) i studiet med politikeren fra samme parti, Margrete Auken, omkring deres indbyrdes uenighed omkring ACTA. Hvorfor ikke sætte Thyra Frank (LA) i studiet med Anders Samuelsen (LA) for at diskutere, hvordan hendes foreløbige bidrag til dansk politik - hendes ønske om servering af saftevand på plejehjemmene - harmonerer med Anders Samuelsens krav om brugerbetaling for enhver særlig service? Hvorfor ikke sætte en politiker i studiet mod et hold eksperter, der kan bidrage med fakta, erfaringer og viden i stedet for holdninger? Hvorfor ikke invitere en politiker i studiet for at konfrontere ham eller hende med de faktiske konsekvenser af dennes politik?

Kunne man ligefrem forestille sig en debat, der ender med, at den ene politiker til sidst erklærer sig enig med sin modpart, eller hvor de sammen har fundet et kompromis? Ikke med den debatform, som de danske medier benytter sig af. Jeg så gerne, at de danske medier behandlede seerne som voksne mennesker, og ikke underholdt os med børnehavedebat. Det ville hurtigt smitte af på debatten og den konstruktive politik i Folketinget.

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (4 stemmer.)

Højreekstremisterne må ikke erobre gaderne

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 44Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
"Højreorienterede" anti-islamister fra flere lande i Europa planlægger at mødes i Aarhus for at starte et fælles arbejde, skriver Politiken.

Det er en underdrivelse af rang at kalde dem for "højre­orienterede". Den engelske English Defence League er en voldelig, fascistisk og højreeks­tremistisk organisation. I den danske søster­afdeling har lederen netop været fængslet for et racistisk overgreb. Det er også fejlagtigt at kalde dem for "islam­kritikere", for de tager sig generelt ikke af, om en person er muslim, hvis blot personen er mørk i huden.

Det er vigtigt at møde dem med en massiv moddemonstration, uanset om de vælger at holde møde i lukkede og hemmelige omgivelser, eller om de vil forsøge at mobilisere en demon­stration. Deres forbillede er 1930'ernes Tyskland, hvor det handler om med vold og terror at forhindre politiske modstandere i at komme til orde: De ønsker at "erobre gaden" ved at true eller angribe deres modstandere, sådan som højreeks­tremisterne i Århus har gjort det gennem flere år.

Det er en fejl at tro, at højreekstremisterne er som alle andre demonstranter. Højreeks­tremisterne falder udenfor kategorien af demon­strerende, der mister interessen, når de ikke bliver hørt. De går ikke i gaderne af samme årsag som "normale" demon­strerende. De går i gaderne for at true. Deres succes­kriterium er ikke at "blive set". De håber i stedet, at de enten har held til at nedkæmpe de folk, der måtte modsætte sig dem, eller også ser de det som en sejr, at der ikke er nogen, der modsætter sig dem. De holder sig ikke tilbage, bare fordi der er fri bane - en fri bane er derimod en invitation til at kunne marchere i gaderne, hvornår det skal være, og ikke bare under en planlagt demon­stration. De kan ikke ties eller ignoreres ihjel.

En modreaktion mod højreekstremisme handler ikke om, at venstre­ekstremisme møder højreekstremisme. Det handler om, at helt almindelige og fredelige danskere lige fra det, der ligger til venstre for Enheds­listen og helt ud til Venstre viser højre­ekstremis­terne, at vi ikke vil regeres af antidemo­kratiske, voldelige bøller. Det er vigtigt at vise de højre­ekstreme voldsmænd, at de har er lang vej endnu, at vi er alt for mange til, at de vil kunne standse os med vold og trusler på gaden.

Kategorier:

  • Currently 4/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4/5 (3 stemmer.)

Ældre indlæg

Sider

Seneste kommentarer

  • Ole Wolf: I'm using Bluehost.com as a hosting company. However, I suspect læs mere
  • weblink: Hey there would you mind letting me know which hosting læs mere
  • Ahmad Denmark: hej jeg elsker virkelig det du skriver her, har selv læs mere
  • Erik Skagen: 05-12-2013 16:50 Taastrup Postbutik, Danmark Forsendelsen er modtaget fra afsender læs mere
  • folkeanarkisten: Ha, ha, ha, at tro at hjulet er nazistisk er læs mere
  • Ole Wolf: I don't quite remember. It may have been cost, or læs mere
  • Michal: I thought so. Why did you choose 1mm wire - læs mere
  • Ole Wolf: Or, rather, about 100 wires, because the inner circles contain læs mere
  • Ole Wolf: I'm not sure, but with four concentric rings and about læs mere
  • Michal: How many wires did you use to create this ? læs mere