Esben Lunde Larsens forskningsforståelse

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 38Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Det måske væsentligste formål med en Ph. D.-afhandling er at demonstrere, at man har styr på videnskabelig arbejdsmetode. Det indebærer blandt andet, at man har godt styr en række formalia, som måske kan virke trivielle i dagligdags situationer, men som er fundamentale for forskning.

Andre videnskabsfolks mulighed for at efterprøve ens resultater, samt gentage ens forsøg, er helt grundlæggende og kritiske. Derfor skal man finde spore baggrunden for konklusioner, også selv om det er den videnskabelige artikels egen forfatter, der oprindeligt bragte dem som en del af øvrigt arbejde. Dette øvrige arbejde, og dets baggrund, skal tilsvarende kunne opsøges og undersøges.

I en Ph. D.-afhandling skal man demonstrere, at man har styr på disse og en række andre videnskabelige principper.

Derfor kan Esben Lunde Larsens (V) plagiering af sig selv og andre synes uinteressant, og som en personhetz, hvis man læser dem udenfor en videnskabelig kontekst. I så fald kan enhver være lidt sjusket og begå små fejl, som Esben Lunde Larsen selv undskylder, og man behøver ikke understrege, at man selv tidligere har sagt det samme:

[D]er er nogle tekstsammenfald mellem min afhandling og andre publikationer[, fordi] jeg har haft en kontraktlig forpligtelse til at formidle min forskning løbende. ... Men det er nok de færreste, der går gennem et arbejdsliv uden at fejle.
Esben Lunde Larsen, Politiken 11. dec. 2015

Men det skete netop i en videnskabelig sammenhæng, hvor man ikke kan undskylde sig med, at man tidligere har publiceret samme tekst. Andre forskere skal kunne se, hvor teksten kommer fra, så de kan spore forskningsresultaterne.

I værste fald er der tale om videnskabelig uredelighed, hvor Esben Lunde Larsen tager æren for andres arbejde. Men med min personlige fordom om folk, der har gået på bibelskole, og/eller bliver optaget på Teologisk Fakultet, antager jeg som udgangspunkt, at de ikke har nogen dybere forståelse for forskning, og næppe er specielt dygtige som sådan. Derfor antager jeg, at der er tale om sjusk.

Det er også slemt nok. Sjusk i en Ph. D.-afhandling er identisk med manglende evner som forsker, og formelt sjusk i en Ph. D.-afhandling er manglende respekt eller manglende forståelse for forskningsmetoder. Esben Lunde Larsen kalder det for en fejl, som enhver kan begå, men i en Ph. D.-afhandling er det en demonstration af, at han ikke har forståelse for forskningsprincipper og evner til forskning.

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (1 stemmer.)
Flattr this

Reaktivt

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 42Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Forestil dig, at du har fået en fartbøde for at køre 60 km/t i en by, hvor hastighedsbegrænsningen er 50 km/t. Den betaler du, og så er den sag afsluttet. Tre år senere bliver hastighedsgrænsen på den pågældende strækning sat ned til 30 km/t. Du modtager nu et nyt bødeforlæg svarende til at have kørt 60 km/t på en 30 km/t-strækning.

Eller forestil dig, at du har været medlem af en organisation, som du meldte dig ud af, fordi en ny ledelse ændrede organisationen radikalt. Senere bliver organisationen forbudt. Du bliver fængslet, fordi du engang var medlem af den dengang anderledes og lovlige organisation.

En sådan retsopfattelse kender vi kun fra de værste regimer, og det er der en grund til: Hvis man kan dømmes for lovlige handlinger på baggrund af vilkårlige lovændringer, så kan ingen føle sig sikker. Det pågældende land bruger i så fald sin lovgivning til at terrorisere borgerne, og selv stater med temmelig flossede retssystemer går ikke vidt.

Det vidner om totalitære tanker af den værste slags, når en politiker så meget som antyder, at lovgivningen skal ændres, fordi han eller hun - som Trine Bramsen (S) og Naser Khader (K) gør her - ærgrer sig over, at den ikke har tilbagevirkende kraft.

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (1 stemmer.)
Flattr this

I dit navn

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 45Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

I kølvandet på en finanslov, der som sædvanligt tilgodeser de allerrigeste på bekostning af de fattigste, miljøet, uddannelsessystemet og sundhedssystemet, svarer modstandere:

Ikke i mit navnMå jeg tillade mig at korrigere: Det sker faktisk i jeres navn. I hvert fald, hvis I har stemt til Folketingsvalget eller på anden måde tilkendegiver, at I går ind for det danske demokrati.

Ideen med det danske demokrati er, at vi vælger en håndfuld politikere til at regere landet på vores vegne. Også hvis regeringen kommer til at bestå af andre politikere end dem, vi selv stemte på. Hvis du støtter dette demokrati, så accepterer du deres flertalsgivne ret til at bestemme på vegne af dig - altså i dit navn. Alternativet er, at du ikke støtter det danske demokrati.

Kategorier:

  • Currently 0/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 0/5 (0 stemmer.)
Flattr this

Interneringslejre

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 58Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Når nu vi skal til at oprette pigtrådsindhegnede lejre, hvor flygtning og indvandrere bliver indkvarteret på ubestemt tid, og uden retsbeskyttelse, så bør vi give de enkelte lejre navne efter beliggenheden. For eksempel:

Guantanamager
Diego Frederigarcia
Abu Gram
Birkenrød
Rebildinka
Drachør
Beder-Belsen
Neuenbramming
Sakskøbinghausen
Bogøwald
Thistedsenstadt
Treblåvand
Ausvissenbjerg

(Med tak til mine Facebook-venner, der kom med adskillige forslag.)

Kategorier:

  • Currently 0/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 0/5 (0 stemmer.)
Flattr this

Hvad bruger vi suveræniteten til?

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 40Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvorvidt jeg vil sætte stemme ja eller nej til afgivelse af suverænitet den 3. december.

På den ene side finder jeg det vanvittigt, at vi skal afgive suverænitet på områder, der hidtil har vist sig enten at være unødvendige at afgive, eller som det ligefrem har været en fordel at beholde. (Samarbejder har fungeret, og det var en god forretning at holde sig til kroner.)

På den anden side kan jeg ikke overse, at skiftende regeringer de sidste 20 år har forvaltet landet på samme måde, som man behandler en virksomhed, der er under afvikling. Jeg har ingen grund til at tro, at deres suverænitet er en fordel, tværtimod ligefrem. Der falder med jævne mellemrum EU-domme mod Danmark på områder, hvor Danmark har opført sig som en middelmådig, kriminel idiot.

EU bestemmer stort set al vores lovgivning. De eneste områder, Folketinget selv har mulighed for at bestemme over, bliver brugt til at financiere de områder, som EU bestemmer over. Det går derfor ud over uddannelse, miljø, indvandrere, de fattigste og sundhedssystemet. Det er ikke helt i skoven at regne med, at hvis disse områder også (på sigt) blev overdraget til EUs bestemmelse, så ville de ikke få det samme antal knive i ryggen.

Det kunne være en reel fordel, hvis Folketinget fik indskrænket sin magt så meget som muligt.

Kategorier:

  • Currently 0/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 0/5 (0 stemmer.)
Flattr this

Anmeldelse af Søren Espersen er spild af politiets tid

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 30Let: Skønlitteratur for voksne
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Søren Espersen (DF) har opfordret USA til at bombe civile i Syrien, og det har han modtaget berettiget kritik for.

Men på især Facebook er der talrige opfordringer til at skrive under på, at han bør politianmeldes, og der er folk, der glæder sig over, at han allerede er blevet det. Dette er tåbeligt. Anmeldelsen bliver afvist, fordi:

1. Han har ikke sagt noget ulovligt. Lovgivningen mht. opfordring til terror o.l. handler om, hvorvidt man tilskynder til kriminalitet i Danmark. Det har han ikke gjort.

2. Det er ikke politiet, der tager sig af sager, der drejer sig om krigsforbrydelser.

3. Han opfordrer USA til at bryde Genève-konventionen. Det er ikke det samme som at opfordre til terror, hvor svage sjæle kan føle sig overtalt. Nationer formodes at være i stand til at løfte deres eget ansvar, og derfor må man opfordre dem til hvad som helst.

4. Genève-konventionen er først brudt, når krigsforbrydelsen er begået. Der er intet at dømme Søren Espersen for her.

Tilbage står der, at Søren Espersen går 100% fri og kan sige, at han er renset for alle anklager. Det har han ikke fortjent.

Desuden er dette, og mange andre politianmeldelser af diverse politikere, spild af politiets tid. Brug politiet fornuftigt: Sæt jer en smule ind i, hvad I anmelder folk for.

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (1 stemmer.)
Flattr this

Abesfæren

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 48Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

AbeflokHvis du har et kæledyr, har du sikkert givet det et navn, og har fø­lel­ser overfor det. Hvis det dør, bliver du sikkert ked af det. Men hvis du har 50 af disse dyr, så bliver din re­ak­tion på, at et af dem dør, sikkert langt fra så intens. Hvis du har 200 af dem, kan du sikkert ikke kende de fleste fra hi­n­an­den. Men hvor mange in­di­vi­der kan du holde styr på, før de blot bliver til "sta­ti­stik"?

Fænomenet hedder monkeysphere, eller "abesfære" på dansk, og har rod i observationen af abeflokke, hvor forskere har undersøgt abers hjerner og sammenholdt dem med størrelsen af abeflokkene. Der viste sig en klar sammenhæng mellem abehjernernes størrelser og antallet af individer i abeflokkene: Jo større hjerner, desto større flokke. Sammenhængen var tydelig nok til at kunne forudsige antallet af individer i flokkene alene ved at måle hjernens størrelse. Abeflokkene, som blev studeret i naturen, fandt typisk sammen i grupper på omkring 50 aber.

Den menneskelige hjernes størrelse sætter os i stand til at holde styr på grupper på omkring 150 individer, eller den omtrentlige størrelse på landsbyer indtil for relativt nyligt. Vi er gennemsnitligt i stand til at have et forhold til 150 mennesker; resten er "de andre", som ligger udenfor vores abesfære, og hvis liv og behov vi ikke rigtig kan sætte os ind i. De er bare "de andre børns forældre", "en englænder" eller for de fleste kollegers vedkommende bare "kolleger".

Det har stor betydning for vores adfærd. Det betyder, at vi bliver mere berørt af, at vores far dør, end at 20.000 mennesker omkommer i en naturkatastrofe på et andet kontinent på trods af, at de 20.001 mennesker alle havde et liv og nu er lige døde. Jo tættere, en person er på vores abesfære, desto mere betyder personen for os. Og jo fjernere, du er fra en persons abesfære, desto mindre betyder du for ham eller hende. En japaner vil være mere berørt af at miste sin mor, end af at Danmark blev invaderet af en fremmed hær, der dræbte dig og titusinder andre danskere. Vores hjerner er ganske enkelt bygget til at være markant dobbeltmoralske overfor vores egen lille abesfære i forhold til de sidste 99,999998% (uden overdrivelse!) af verdens øvrige befolkning.

For nogle år siden var jeg ansat i et entreprenørfirma. Det er en art virksomhed, som ofte er kendetegnet ved at være ejerens udvidede ego, der som sådan ledes efter ejeren ønsker, der ikke nødvendigvis falder sammen med sunde principper for virksomhedsledelse. Ejeren havde oprindeligt ansat en direktør, men ved slutningen af min ansættelse sagde direktøren op, og ejeren tiltrådte i stedet som direktør for det omkring 100 mand store firma. Da jeg fratrådte min stilling, forudsagde jeg, at firmaet nu ville svinde til den halve størrelse. Og ganske rigtigt: De næste syv kvartaler holdt firmaet fyringsrunder, indtil det var skåret ned til knap 50 ansatte. Direktøren skød ganske vist skylden på finanskrisen, men fyringsrunderne var begyndt længe forinden. I dag tæller firmaet knap 40 ansatte. Jeg besad ikke nødvendigvis nogen større økonomisk indsigt eller markedsforståelse, men jeg kendte (omend dengang kun intuitivt) til fænomenet abesfære. Det var tilstrækkeligt til, at jeg konkluderede, at firmaet hurtigt ville skrumpe til 50 mand, idet det var mit indtryk, at det var det antal mennesker, ejeren var i stand til at holde rede på foruden sin øvrige sociale kontaktflade.

Indenfor abesfæren opfører vi os socialt og civilt. Vi behandler modparten relativt pænt - i hvert fald i forhold til, hvordan vi behandler folk udenfor abesfæren, hvor vi f.eks. ser Søren Espersen fra Dansk Folkeparti opfordre til massakrer på civile, eller hvordan mange opfører sig overfor medtrafikanter eller taler til politikere i et sprog, som de ikke bruger overfor deres nærmeste. Det er abesfæren, der får os til at levere en ting tilbage til vores ven, når vi ved et uheld havde puttet den i lommen, men som får os til at beholde den, når den tilhørte supermarkedet, hvor en ligegyldig ansat måske får problemer.

Når Marie Krarup fra Dansk Folkeparti forklarer, at hendes kristne næstekærlighed kun gælder hendes nærmeste, har hun derfor langt mere ret, end hun formentlig er klar over - og man bør ikke overse ironien i, at hun gør det til en religiøs dyd, at vi evolutionært er udstyret med abehjerner.

I radioen hører vi politikere fra Liberal Alliance tale om de dovne arbejdsløse, og vi hører folk med samme afstand til midten fra den modsatte side tale om imperialistiske, kapitalistiske monstre, desuagtet at der i alle tilfælde i sidste ende er tale om mennesker. Men mennesker, der ligger udenfor vores abesfære, bliver til stereotyper (på godt og ondt), fordi denne abstrakte beskrivelse ikke kræver, at vi forholder os til dem individuelt. Alternativet er, at vi forholder os personligt til hvert eneste af Jordens p.t. 7,4 milliarder mennesker i en grad, hvor vi kender væsentlige dele af deres personlige biografi. Det er umuligt, om ikke andet så fordi størrelsen af den menneskelige hjerne kun ville efterlader 20 neuroner pr. person. Du kan ikke kære dig synderligt om langt størstedelen af alle andre mennesker, og vice versa: Når andre skærer i din løn, sjofler dine rettigheder eller bryder ind i dit hus, er det fordi du er anonym for dem. Sagsbehandleren ved Jobcenteret kan være civil overfor dig under mødet, men det er kun, hvis sagsbehandleren er inhabil, at du kan forvente, at vedkommende måske ønsker at gøre noget for dig; ellers er du bare en klient, som der gælder regler for.

Abeflokke sig relativt for sig selv. Selv om de i nogle tilfælde har blodige konflikter med naboflokke, overlever flokkene som hovedregel på egen hånd, fordi de har nok i sig selv. De har ikke behov for naboflokkene men overlever i flokke, som lige præcis har den størrelse, som individernes abehjerner kan holde styr på. Abeflokken fungerer, fordi abehjerner er forprogrammerede til at hjælpe de aber, der falder indenfor abesfæren. Lidt forsimplet sat op får abehjernen aberne til at samle de bananer, de kan og gider i det omfang, flokken som helhed får bananer nok, uden at aberne behøver at tænke over det.

Her adskiller mennesket sig fra de øvrige primater. Vi ønsker materielle goder, som kræver samarbejde mellem et langt større antal mennesker, end vores hjerner kan overskue. Det er her, at abesfæren bliver et problem: Vi indgår i enorme strukturer af mennesker, der ligger udenfor vores abesfære, og som vi af samme årsag ikke er neurologisk konfigurerede til at støtte. Det, der for vores hjerner skulle have været et fællesskab bestående alene af vores abesfære, er erstattet af en struktur af individer, som vores abehjerner ikke kan forholde sig til. I bedste fald er vi ligeglade med hinanden, men mere generelt observerer vi, at andre går i vejen for os i mere eller mindre bogstavelig forstand. Når vi hytter vores eget skind, så sker det på bekostning af nogle af dem, som ligger udenfor vores abesfære, men som vi alligevel er strukturelt forbundne med - og det samme gør de mod os. I modsætning til andre abeflokkene består menneskeflokken(e?) af individer, der udnytter og bekæmper hinanden, fordi vi skaber flokke, hvor vores hjerner ikke er programmerede til at anse hinanden som en del af "os selv".

Vi kompenserer til dels ved at benytte os af de tidligere nævnte stereotyper, uanset om der er tale om f.eks. racisme eller solidaritet. Stereotyperne komprimerer et stort antal mennesker til én person, som man kan identificere, men som imidlertid ikke eksisterer. Vi formår også at skabe en vis abesfære i form af geografisk udstrækning, men det fungerer kun så vidt, at vi bliver skræmte over en enkeltpersons terrorangreb i Danmark, mens hundredevis af dræbte på et universitet i Kenya er gået nærmest upåagtet hen, for det er langt væk, og det er helt andre mennesker.

Det er ganske enkelt lykkedes os at skabe et samfund, som vores hjerner slet ikke kan kapere. Vores hjerner er for primitive til, at vi kan fungere sammen.

Jeg har ikke noget godt bud på, hvad vores alt for komplekse samfund vil betyde for vores hjerners udvikling, men det virker usandsynligt, at vores hjerner vil kunne rumme blot adskillige tusinde individer. Jeg forventer, at vores hjerner tager en retning, som gør vores selvopfattelse som individer til et kortvarigt fænomen i menneskets udviklingshistorie. Jeg tror, at vores hjerner vil indrette sig efter gruppe-tænkning frem for individ-tænkning - at stereotypisering vil trumfe individualisering. Måske er vi blevet så stor en art, at vi modsat aberne går i retningen af avancerede myrer, der ser hinanden og os selv som grupper frem for individer. Hvor vi kan skabe imponerende konstruktioner, men uden selverkendelsen til at genkende vores egen rolle i dem. I så fald har aberne slået os på evnen til at være individer.

Kategorier:

  • Currently 0/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 0/5 (0 stemmer.)
Flattr this

Jyllands-Postens farvede spørgsmål

| 1 Comment |
Lixtal: 51Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Bedende muslimer på gadenJyl­lands-Posten bragte den 10. oktober re­sul­ta­tet af en un­der­sø­gel­se, som i følge Jyl­lands-Posten blandt andet påviser, at mus­li­mer i Danmark er blevet mere re­li­gi­ø­se, og at de ønsker den danske lov­giv­ning er­stat­tet af Koranen.

Hidtil er der kun fo­re­ta­get en enkelt vi­den­ska­be­lig un­der­sø­gel­se af fæ­no­me­net i Danmark, men den var meget om­fat­ten­de og grundig. I omegnen af 10.000 mus­li­mer blev fulgt fra 2001 til 2009, og blandt en række øvrige re­sul­ta­ter fandt man, at re­li­gi­ø­si­te­ten blandt danske mus­li­mer var svagt fal­den­de, mens an­tal­let af "meget re­li­gi­ø­se" var faldet ty­de­ligt.

En undersøgelse som Jyllands-Postens, der viser en så markant modsat tendens, bør give anledning til overraskelse og en vis portion skepsis. Måske derfor valgte Jyllands-Posten lidt utraditionelt at afsløre deres metode og deres spørgsmål.

Metoden er for så vidt uproblematisk. Antallet af adspurgte og metoden til at udvælge adspurgte er acceptable, omend beslutningen om kun at bruge muslimer som spørgere bør være irrelevant. (Spørgere i analyseinstitutter beholder ikke deres job ret længe, hvis de af den ene eller anden grund vælger at blive lidt for selvstændige i deres formuleringer.)

Spørgsmålene er imidlertid en helt anden historie, for de er mildt sagt problematiske. Tre af spørgsmålene - som muligvis udgør spørgeundersøgelsens komplette antal - er gengivet i Jyllands-Postens redegørelse for metoden, og de har hver deres problem.

Spørgsmålet: "Hvor ofte beder du?" lægger op til over- eller underdrivelse afhængigt af den adspurgtes indstilling. Hvis den adspurgte anser bøn som positivt, vil vedkommende tendere til at overdrive. Vi kender disse over- og underdrivelser, når analyseinstitutter spørger om hhv. længden af folks penis eller om de stemmer på Dansk Folkeparti. Derfor sørger professionelle udformere af spørgeskemaer for enten ikke at stille den slags spørgsmål, eller også stiller de det samme spørgsmål i en analyse, der gentages gennem en årrække, idet det på den baggrund kan se, om et tal inkl,. en ukendt over- eller underdrivelse udvikler sig.

Eftersom det sidste ikke gør sig gældende, kan spørgsmålet anses som metodemæssigt problematisk, men set fra et religionssociologisk synspunkt er der et større problem: Langt de fleste religioner i verden har "synlig" dyrkelse af religionerne, hvor der indgår rituelle handlinger. Vi ser det f.eks. blandt katolikker, der slår korsets tegn pr. automatik, eller blandt buddhister, der efterlader et lys ved den lokale pagode på vej til arbejde. Modsat har den Luthersk-Evangeliske protestantisme som religiøst kendetegn, at den som en del af modstanden mod katolicismen modsatte sig åbenlys rituel adfærd. Det er derfor, måske lidt ironisk, netop en religiøst betinget reaktion, når vi i Danmark udviser mistro mod andre religioner på grund af deres rituelle adfærd. Lidt simplificeret kan man sige, at hvis en bestemt muslim beder til Allah tre gange om dagen, så udtrykker det ikke højere grad af religiøsitet, end hvis en dansk folkekirkekristen tre gange i løbet af dagen har sagt "Gud fri mig vel", "gudskelov", m.v., idet den religiøse adfærd pr. luthersk-evangelisk lærdom ikke går ud på at bede til Gud, men derimod at holde tankerne på den.

I praksis betyder det, at næsten enhver religion vil se mere religiøs ud end visse protestantiske retninger, såfremt man måler religiøsitet på ritualiseret adfærd. Således vil muslimer også fremstå som meget religiøse set fra et protestantisk synspunkt, uden at de af den grund skænker troen større tanker end protestanter. I Jyllands-Postens undersøgelse er konklusionen derfor givet på forhånd: Ved at stille et sådant spørgsmål vil muslimer blive karakteriseret som meget religiøse.

Spørgsmålet om hovedbeklædning burde være "old hat", så diskussionen bliver kort: Hovedbeklædningen er i langt højere grad et udtryk for tradition end for at være et religiøst krav. Når muslimer over en bred kam alligevel tror, at det er påbudt, så skyldes det, at de færreste mennesker er i stand til at se forskel på religion og tradition (hvilket rimeligvis skyldes, at grænsen er meget uklar). Indtil for få årtier siden anså man også brugen af tørklæde som et udtryk for kristen dydighed her i landet. Til gengæld kan man være sikker på, at muslimer overvejende vil svare "ja" til spørgsmål om, hvorvidt de mener, (unge) kvinder bør benytte tørklæde, så hvis man vælger at præsentere dette svar som et religiøst frem for et kultur-traditionelt svar, kan man være sikker på, at "påvise" stærke religiøse holdninger.

Det sidste spørgsmål - om Koranens anvisninger skal følges til punkt og prikke - kræver forståelse for Koranens position som religiøst skrift.

I Islam anses Koranen for at være "guds ord", og som sådan anses den for at være sandhed. Spørger man, om den (dvs. guds ord) skal være loven, må svaret nødvendigvis være "ja". For muslimer stilles der ikke tvivl om deres guds intentioner; i Islam handler det om at forstå, hvordan man fører Allahs ord ud i livet ud fra en betragtning om, at selv om Allah er fejlfri, så gælder det for muslimer om at gennemskue, hvad det betyder for den enkelte muslim i dagligdagen. Det betyder, at når deres religiøse skrifter giver anvisninger om, hvordan man behandler sin kamel, så må disse anvisninger i dagens Danmark nødvendigvis skulle tolkes i forhold til behandling af sin bil eller eventuelle kæledyr. Tilsvarende finder vi ikke muslimer, der står på gadehjørner og deler kapper ud om vinteren, blot fordi de religiøse skrifter påbyder at give en frysende person sin kappe; sådanne passager tolkes i stedet som påbud om f.eks. at donere til nødhjælpsorganisationer.

Alle religiøse tekster bliver tolket, og i praksis bliver Koranen og Hadith i sidste instans tolket lige så frit som de kristnes Bibel eller jødernes Talmud og Torah. For kristne og jøder handler tolkning af de religiøse skrifter imidlertid om at forstå, hvad deres gud mente: Hos kristne og jøder er selve skrifterne således til diskussion (kristne har jo ligefrem taget aktivt stilling til hvilke skrifter, de fandt relevante), mens de for muslimer er indiskutable.

Dette får ikke muslimer til at opføre sig videre forskelligt fra folk med en anden religion i det praktiske liv, men det giver anledning til en forskel på, hvad man svarer, når man skal fastslå tekstens betydning. Derfor vil de spørgsmål, som Jyllands-Posten stillede, automatisk få muslimer til at lyde mere religiøse eller fundamentalistiske end kristne og jøder, uden at de af den grund er det.

Havde Jyllands-Posten derfor stillet spørgsmålet anderledes - f.eks. ved at spørge, om Allahs ord er forenelige med demokrati - så ville man opdage, at Koranen slet ikke tolkes som helt så uforenelig med den eksisterende lovgivning, som Jyllands-Posten konkluderer.

Alle tre spørgsmål, som Jyllands-Posten refererer, vil på grund af deres udformning give anledning til at tro, at muslimer i Danmark er langt mere religiøse, end hvad der i praksis er tilfældet. Man kan derfor ikke drage den konklusion, som Jyllands-Posten - og i særdeleshed visse af dens ideologisk antimuslimske læsere - drager. Konklusionen er derimod, at Jyllands-Posten enten på grund af manglende indsigt i feltet, eller på grund af en politisk og/eller religiøs dagsorden fremmaner et religiøst spøgelse, som ikke findes.

Kategorier:

  • Currently 4/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4/5 (14 stemmer.)
Flattr this

Memetologi

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 58Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Da Richard Dawkins i 1976 udgav bogen "Det selviske gen", fremlagde han en strengt deterministisk model, hvor han anser organismer for at være overlevelsesmaskiner for genet, som han indleder med at definere som et "stykke DNA". Organismerne selv har ikke nogen anden funktion end at muliggøre genernes selv-reproduktion samt beskytte generne.

Lidt senere forklarer han, at fordi der ikke (dengang?) fandtes en anerkendt definition af et gen, vælger han at kalde genet for "en portion kromosom-materiale", der har tilstrækkelig stabilitet til at kunne være en enhed for naturlig udvælgelse. Ser man nærmere på definitionen, er den dog cirkulær: Dawkins fastslår, at naturlig selektion skyldes genet, hvorpå han definerer genet som noget, der giver anledning til naturlig selektion. Et sådant argument nytter bare ikke, hvis der ikke findes en sådan afgrænset enkeltstørrelse, som indgår i den naturlige selektion.

Dawkins modtog af samme årsag kraftig kritik for således at basere sin grundhypotese på et begreb, som han havde undladt at definere. I sit modargument anerkender han indledningsvist, at gener muligvis indgår i strukturerede relationer, og på den måde højst bidrager til dannelsen af en fænotypisk egenskab. Men selv om man måske afdækker en større mangfoldighed af sådanne relationer, så er det ikke disse fænotypiske egenskaber, der overlever generation efter generation, mener Dawkins. Det, som derimod overlever i den evolutionære selektion, er en replikator. På samme måde, som man kan abstrahere fra de enkelte organismer, og i stedet anskue dem som en gen-pulje, sådan kan man også betragte baggrunden for evolution som en sum af replikatorer. Som fænotype er biosfæren (den "udvidede fænotype") ikke interessant; det er replikatorerne, der er interessante.

Dermed gentager Dawkins imidlertid blot sig selv på en snørklet vis. Han udskifter sin upræcise definition af "et stykke DNA" eller "en portion kromosom" med en ny og lige så upræcis definition - for hvad består replikatorer af? Man får allerede her mistanke om, at Dawkins vil vælge helt at ignorere behovet for materiel substans og blot vælge at se replikatorer som løsreven information.

Richard Dawkins viser hermed, at det er muligt for ham at fastholde sin reduktionistiske hypotese, selv om han aldeles opgiver gen-begrebet! Selv i dag, hvor vi har erkendt en langt større kompleksitet med talrige indbyrdes relationer, hvor miljøet spiller ind i selv de mindste genfænomener, og hvor beskrivelsen af dyreadfærds genese kræver indarbejdelsen af indlæring og imitation, så kan reduktionister som Dawkins hævde præcis det samme som før, hvis blot de gentager hans argumentation i en ny form. De behøver f.eks. blot postulere, at en given "enhed af adfærd" har en særlig selektionsværdi, og at vi med med tiden vil kunne identificere en entydig biologisk substans for den, når vi har lært at se dybere ned i altets bestanddele.

Som svar på dét argument kan man enten vælge at sandsynliggøre, at der findes niveauer, som ikke kan reduceres yderligere, eller at hver af de konkrete forklaringer er uvidenskabelige. Det sidste ligger temmelig lige for, når argumenterne forudsætter, at vi "en dag vil forstå".

Richard Dawkins har siden valgt at kalde sin reduktionisme for "hierarkisk", hvilket dog ikke bidrager med nogen afklaring, for selv om en hierarkisk opdeling af niveauer er et praktisk epistemologisk værktøj, bliver hans reduktionisme jo ikke mindre reduktionistisk af den grund: Hvis man til stadighed forsøger at reducere en enhed på et niveau til del-enheder på det underliggende niveau, så ender vi på fysikkens partikelniveau.

Kort og godt demonstrerer Dawkins, at hvis blot man fuldstændig ignorerer de ontologiske overvejelser, som er en forudsætning for lødig videnskab, bliver man i stand til at kaste den ene fantasifulde hypotese på bordet efter den anden.

Tilbage til "Det selviske gen": Efter at have diskuteret genets rolle afslutter Dawkins pludseligt bogen med en kort redegørelse om kultur. Ifølge Dawkins har kultur intet med gener at gøre, og manifesteres i stedet af en helt anden slags replikatorer, som han kalder memer. Memerne opfører sig ganske som generne, idet de spreder sig i gen-puljen på samme måde, som gener rejser fra krop til krop via sæd- og ægceller. Memerne spreder sig fra hjerne til hjerne via imitering, fastslår Dawkins.

Heller ikke denne gang gør Dawkins noget forsøg på at definere, hvad disse memer består af. Deres materielle substans forbliver urørt. Han forklarer ikke, om kultur og biologi adskiller sig epistemologisk eller også ontologisk fra hinanden, eller om der er tale om nærmest parallelle søjler i hans ultrareduktionistiske univers.

Med denne argumentationsform - eller måske snarere dens mysticisme og metafysik - har jeg svært ved at tolke Dawkins' bidrag som andet end en nyfortolkning af forældede forestillinger om sjæl og legeme. Richard Dawkins giver genet omtrent samme rolle for organismer, som kristne teologer gennem tiden har tillagt sjælen (hvor kroppen blot var dens fartøj på Jorden), og gør den kartesiske dualisme total, da han afslutningsvis ligefrem adskiller biologi og kultur. Dawkins' brug af gener og memer er velkendt materiale fra religiøse forestillinger, blot nyformuleret i et scientistisk sprog.

Kategorier:

  • Currently 0/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 0/5 (0 stemmer.)
Flattr this

Fagene i livets skole

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 51Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

I modsætning til kontaktfladen i mit virkelige liv møder jeg på Facebook et vist antal mennesker, der angiver, at de har gået i "livets skole". Jeg satte mig derfor for at undersøge, hvad det er, man lærer i denne skole.

Der er ingen adgangskrav til studiet. Til gengæld er det ikke SU-berettiget; dog modtager eleverne jævnligt uddannelsesstøtte i form af bistandshjælp.

Desværre hersker der uenighed blandt eleverne om, hvad man lærer på de enkelte læreanstalter. Det eneste fællestræk er ifølge tidligere studerende, at de lærte langt flere og vigtigere ting end vi, der åbenbart var afskåret fra livet, mens vi studerede på universitetet.

Specialeretningen for ens udannelse afhænger tilsyneladende af den specifikke læreplads, men der er visse overlap i de dimitteredes fagkundskaber uanset uddannelsessted. Jeg har identificeret nogle af de vigtigste fag:

Konspirationsteori. Her lærer den studerende om de konspirationsteorier, der ikke er belastet af universitetsprofessorers alternative forklaringer. De mest almindelige er chemtrails, Eurabia, Big Pharma, Bilderberg samt 9/11.

Udlændingepolitik. Den studerende får en introduktion til muhammedanismen af førende meningshavere og præster, og lærer, at indvandrere er muslimer, som har til hensigt at gøre Danmark til et såkaldt kalifat.

Miljø. Her bliver eleverne udlært i klimaskepsis og i forståelsen for, hvorfor såkaldte miljøgifte ikke kan være så skadelige, som universitetsprofessorer påstår, idet f.eks. tidligere generationer har været i stand til at overleve.

Videnskabsteori. Dette felt spænder bredt, men koncentrerer sig på alle uddannelsesinstitutionerne hovedsageligt om at gøre den studerende velbevandret i anekdotisk bevisførelse, følelsesbaseret argumentation, cirkulær logik og slutning, samt brug af korrelation som sammenhæng.

Politik. De studerende bliver her sat i stand til at vurdere, hvem retssamfundet gælder for, og hvordan man bedst prioriterer grupper ud fra deres etnicitet eller politiske standpunkt. De studerende bliver ikke pålagt specifikke politiske holdninger, men lærer vigtigheden af at kræve simple og udifferentierede løsninger til afhjælpning af komplekse problemer. En stor del af faget går ud på at lære den nødvendige retorik og grammatik, når de studerende senere skal deltage i debatter på de sociale medier eller i kommentarsporene til artikler bragt i BT og Ekstra Bladet.

Sundhed. Eleverne får en grundig indføring i effekten af homøopati, krystal- og fjernhealing, naturmedicin, detox-kure, m.m. Mange af eleverne vælger at specialisere sig i dette fag, og bliver selvernærende eksperter efter endt uddannelse, til stor glæde for andre elever fra "livets skole".

Det har desværre været umuligt for mig at få informationer om eksamener i livets skole, for jo mere, en studerende har fremhævet, at han eller hun har gået i livets skole, desto mindre interesseret har vedkommende været i at tale om sin afgangskarakter.

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (5 stemmer.)
Flattr this

Ældre indlæg

Sider

Seneste kommentarer

  • Jakob Kofod: Nyhedsgrupper er et overlegent alternativ til torrents. Max din forbindelse læs mere
  • wolf: Det er ikke mere "ærke idiotisk", end at det var læs mere
  • wolf: Jyllands-Posten har bragt yderligere spørgsmål i flere artikler (for man læs mere
  • Carsten Agger: Mimoser med torne. læs mere
  • Søren: Eleverne tager ingen skade af nogle rap i halen med læs mere
  • Ole Wolf: I'm using Bluehost.com as a hosting company. However, I suspect læs mere
  • weblink: Hey there would you mind letting me know which hosting læs mere
  • Ahmad Denmark: hej jeg elsker virkelig det du skriver her, har selv læs mere
  • Erik Skagen: 05-12-2013 16:50 Taastrup Postbutik, Danmark Forsendelsen er modtaget fra afsender læs mere
  • folkeanarkisten: Ha, ha, ha, at tro at hjulet er nazistisk er læs mere