Aminas og Oles sæbekasse

TV2 har besluttet at genudsende julekalenderen "Jesus og Josefine". Dette gav tilfældigvis anledning til det allerførste indlæg på denne blog, og fik bloggen eksponeret i TV2 Nyhederne, hvor en af julekalenderens forfattere blev konfronteret med spørgsmål, som han gjorde meget ud af at undvige.

Dengang måtte Aminas kritik nødvendigvis være en smule spekulativ, men nu ved vi alle mere om julekalenderen.

Det blev blandt andet tydeligt, at "Jesus og Josefine" virkelig var en religiøs vodkanisse til de små børn, idet medforfatteren, Bo Hr. Hansen, har givet udtryk for, at han ønskede at udbrede det kristne budskab ved hjælp af julekalenderen - stik imod hans forklaring i nyhederne i øvrigt.

I efterspillet har kristne grupperinger også genkendt den stærke kristne propaganda i en sådan grad, at en af dem benyttede "Jesus og Josefine" samt den ene af seriens bagmænd i deres løbesedler, og julekalenderen bliver også benyttet til undervisning af konfirmander samt pushet til skolerne til undervisning i kristendom. Bubber (den ene bagmand) har også bidraget til den fundamentalistiske kristne gruppe "Evangelist", hvor han forklarer, hvordan han benyttede "Jesus og Josefine" som propaganda.

Hvis ikke det var tydeligt, at der var tale om religiøs propaganda mod børn allerede i omtalen af "Jesus og Josefine" i 2003, da julekalenderen blev introduceret, må en eventuel tvivl være fjernet i dag. Både de kristne grupperingers glæde for serien og forfatterens egne udtalelser beviser det.

I går aftes holdt jeg en kort introduktion til geocaching i forbindelse med et firma-event. Foruden min talestrøm bestod introduktionen af 10 slides, som jeg havde fremstillet med OpenOffice på Linux (se nedenfor, hvor du kan klikke for at gå til næste side):


Præsentationen er eksporteret til Flash, hvilket mig bekendt kan ikke umiddelbart lade sig gøre med Microsofts PowerPoint på Windows. Det er dog det mindste problem med Microsofts produkter. Langt værre er det, at man slet og ret aldrig helt kan stole på, at Windows vil opføre sig ordentligt, og det skulle hurtigt vise sig at være et problem, fordi jeg af hensyn til sikkerhedspolitik var nødsaget til at vise præsentationen via min arbejdscomputer.

Således måtte jeg opleve, at da jeg havde tændt computeren og skulle til at fortælle, valgte Windows netop dét tidspunkt til at nægte at vise noget som helst andet end desktop-baggrunden, da jeg havde logget ind. Heller ikke to forsøg på genstart af computeren gav noget held. Jeg måtte iværksætte plan B, hvor en af arrangørerne hentede sin egen PC og en email med en lidt tidligere verson af præsentationen, som jeg havde sendt til ham, så jeg kunne vise præsentationen fra hans PC. Først efter næsten 20 minutter, da præsentationen var overstået, vågnede Windows ordentligt op på min egen PC.

Den slags oplevelser har jeg desværre bare haft alt for mange af på Windows. Selv om min arbejdscomputer normalt starter forholdsvis hurtigt, så sker der en gang i mellem sådan noget, som jeg beskriver her. Andre gange hænger exploreren, og kræver en genstart. Eller måske er det komplet umuligt at få Windows til at erkende, at jeg gerne vil vise en præsentation på en projektor. Windows er simpelt hen ikke pålidelig nok til min smag, og jeg bliver jævnligt mindet på det.

Jeg ville være en løgnhals, hvis jeg påstod, at Linux var fri for problemer. Men når man først har sat Linux op på en bestemt måde, så kan man roligt stole på, at man finder Linux i denne tilstand hver gang, man tænder for computeren. Hvis et program opfører sig mærkeligt, eller der pludselig er opstået problemer, så er det stort set altid fordi man har ændret i opsætningen - og for mig er det som regel kun i sket forbindelse med opgradering fra en version af styresystemet til den næste, eller når jeg har brugt eksperimentel software.

Hvad er mest sikkert: Open source eller closed source? Her er mit bud på, hvorfor open source er langt den sikreste form for software.

For nemheds skyld vil jeg indføre tre definitioner:

1. Den venligtsindede person er typisk "ejeren" af softwaren, som står for den primære udvikling. Det kan også være den person eller institution, der sætter software i drift, f.eks. en bank.

2. Den ondsindede person forsøger bevidst at finde sikkerhedsbrister, som personen udnytter til personlig vinding. Den ondsindede person er f.eks. en hacker.

3. Den neutrale person har ikke specifikke interesser i at udnytte sikkerhedsbrister, men har omvendt heller ikke ejerskab af softwaren. Det neutrale person kan f.eks. være en bankkunde, men kan også være frivillig bidragyder til softwaren, idet personen måske på isolerede punkter har en interesse i, at softwaren får en bestemt funktionalitet.

For eksempel: Hvis du opdager en sikkerhedsbrist i et sygehussystem eller en brist i et banksystem, så kan du enten vælge at udnytte sikkerhedshullet til skade for patienter eller bankkunder, eller du kan advare sygehuset eller banken, før du selv bliver patient eller kunde. Nogle mennesker (de ondsindede personer) vil forsøge at udnytte sikkerhedsbristen. Andre (de neutrale) vil indberette den, og måske komme med forslag til rettelse, til den myndighed (den venligtsindede person), der benytter softwaren til sin service.

Interesse-misforhold

Vi kan generelt antage, at den ondsindede person målrettet leder efter softwarefejl, uanset om softwaren er udviklet som open source eller closed source. På grund af adgangen til kildekoden i open source kan vi også antage, at en ondsindet person principielt vil kunne identificere flere sikkerhedsbrister i open source end i closed source. Dette er et af de oftest benyttede argumenter mod open source. (Der er dog en hage ved antagelsen, som jeg kommer ind på senere.)

Imidlertid eksisterer der et interesse-misforhold mellem open source og closed source, som gør argumentet svagt. Det kræver lidt forklaring:

Erfarne softwareudviklere vil kunne tale med om, at man finder flere sikkerhedsbrister ved et tilfælde, mens man vedligeholder eller udbygger kildekode, end når man efterfølgende er bruger af softwaren. Det svarer til, at mekanikeren finder fejl i en bil ved et serviceeftersyn, mens hverken bilens ejer eller mekanikeren ville opdage fejlene på en køretur.

Hvis kildekoden er tilgængelig, og hvis det er tilladt at videreudvikle kildekoden, vil der optræde neutrale personer, som arbejder med den. Disse personer vil finde sikkerhedsbrister af ovennævnte årsag, og kan forventes at indberette eller rette op på sikkerhedsbristerne.

Neutrale personer har dog ingen interesse i at beskæftige sig med kildekoden i closed source, fordi den jo ikke er tilgængelig. De finder derfor kun sikkerhedsbrister i closed source software, når de tilfældigt falder over dem i rollen som almindelige slutbrugere.

Du har sikkert allerede delt filer med venner via din "instant messenger" (ICQ, MSN, Pidgin, Kopete eller andet), og i så fald har du sikker også opdaget, at du jævnligt er nødt til at prøve et par gange, før filen er blevet kopieret. Hvis du vil dele filen med mere end én person, er du nødt til at sende den til personerne en ad gangen.

I stedet kan du med fordel oprette en "torrent". En torrent er en enkelt fil, som indeholder informationer om den eller de filer, du ønsker at dele. Denne torrent sender du til folk i stedet for filen, du deler. Det lyder måske som en besværlig omvej, men det har flere fordele: For det første er en torrent som regel væsentligt mindre end den fil, du deler. For det andet deles modtagerne om at modtage filen, så du sparer båndbredde. Det foregår sådan, at modtagerne får filen i små bidder, og så snart man har modtaget en bid, deler man automatisk denne bid med de andre, der henter filen. Tilsvarende henter man bidder fra andre modtagere. Jo flere, der er om at modtage en torrent, desto hurtigere kan man derfor selv modtage den. For det tredie betyder denne fælles deling, at andre er i stand til at modtage den fil, man deler, selv om man slukker sin computer, inden alle har modtaget den.

Der er mange mennesker, der downloader filer, der bliver delt som torrents, og som der kan søges efter på f.eks. The Pirate Bay eller Demonoid. Det er derimod mit indtryk, at der ikke er mange, der ved, hvordan man opretter en torrent, så man selv kan dele en ny fil. Det er dog ganske nemt.

Politiet får nye våben mod demonstranter, så vi ikke risikerer, at miljøet får for megen fokus i forhold til profit, når Danmark er vært for klimatopmødet til december.

Der indgår blandt andet en vandkanon, som vil kunne bruges mod demonstranter. Politiet hævder i følge Ingeniøren, at den kun skal bruges til at slukke brande med, men det er ikke alle ved politiet enige i, skriver Modkraft.

Lad os trække lidt erfaringsmateriale frem: Da politiet fik stillet peberspray til rådighed, var det meningen, at det skulle nedtrapper politiets brug af magtmidler. Amnesty International har imidlertid pointeret, er pebersprayen bliver brugt stik modsat, nemlig som endnu et våben i arsenalet, hvilket også bakkes op af Center for Rets- og Politiforskning.

Der er ingen grund til at betvivle, at politiet vil benytte deres nye middel som våben mod demonstranter. Det er nemlig med værktøjer af den slags, som det er med plane flader i køkkenet: De bliver brugt. En plan flade i et køkken får kun lov til at fastholde sin status som plan flade i kort tid, før den bliver brugt som opbevaringsplads eller på anden vis inddraget i husholdningen. Når politiet ønsker at bruge magt, vil politiet benytte de muligheder, de får stillet til rådighed. Derfor behøver vi næppe vente længere end til december, før vi ser politiet optrappe til vandkananoner mod danske demonstranter.

Since no-one else seems to have said it yet, I'll take the credit for the explanation of what the acronym for "Bing," Microsoft's new search engine name, stands for. Some have suggested that it stands for "But It's Not Google."

My interpretation is that Bing is an acronym for "Bing Is Not Google."

Jeg har løbende rapporteret min sag mod Call Me, og Forbrugerklagenævnet er nu nået frem til sin afgørelse: Call Me skal tilbagebetale beløbet kr. 999,00 for en defekt telefon, som Call Me ikke har forsøgt at reparere tilfredsstillende.

I løbet af sagen er det blevet afsløret, at Call Me har forsøgt sig med både billige manipulationstricks og direkte løgn.

I min seneste rapport fremgår det, at Forbrugerklagenævnet havde givet mig medhold, men så nemt skulle det naturligvis ikke gå. Call Me gjorde indsigelse, og havde i følge købeloven ret til at bese telefonen. Jeg indsendte derfor telefonen til Call Me, som kort efter returnerede telefonen til mig i opladet tilstand, med en konkusion til Forbrugerklagenævnet om, at telefonen virkede upåklageligt.

Imidlertid var jeg stadig ikke i stand til at oplade telefonen med hverken den ene eller den anden oplader. Jeg formoder, at Call Me simpelt hen har opladet batteriet i en særlig batterioplader (den slags benytter reperatører af mobiltelefoner sig ofte af, så batterierne kan oplades uafhængigt af eventuelt defekte mobiltelefoner) eller måske erstattet batteriet.

Jeg kontaktede derfor igen Forbrugerklagenævnet, som bad mig indsende telefonen til Forbrugerklagenævnets uvildige ekspert, så han kunne undersøge telefonen. Forbrugerklagenævnet bad bl.a. eksperten om at afgøre, om der var tale om en ny telefon, som Call Me havde hævdet.

Eksperten undersøgte telefonen og konkluderede, at en af komponenterne i ladekredsløbet var beskadiget, og at skaden lignede en fugtskade. Selv om telefonen efter ekspertens bedømmelse var velholdt og i over middel stand måtte eksperten afvise, at der kunne være tale om en helt ny telefon. Endvidere konkluderede eksperten, at telefonen ikke ville kunne repareres.

Jeg kunne således opsummere overfor Forbrugerklagenævnet: Call Me havde påstået, at jeg havde fået en ny telefon. I Call Mes første indvending mente Call Me, at jeg af denne grund skulle tage hensyn til Call Mes interne aftaler med deres underleverandør. Da jeg med Forbrugeklagenævnets enighed kunne afvise denne indvending, valgte Call Me at lyve om telefonens tilstand: Selv om telefonen var både brugt og vurderet umulig at reparere, havde Call Me alligevel påstået, at telefonen var såvel ny som fungerende.

På baggrund af disse oplysninger kontaktede Forbrugerklagenævnet Call Me, der indvilligede i et "forlig", idet Call Me accepterede at tilbagebetale beløbet på kr. 999,00 for den defekte telefon. Jeg afventer nu en check fra Call Me, som i følge Call Me bør ankomme i løbet af nogle uger.

Det giver sig selv, at jeg aldrig kunne drømme om igen at blive kunde hos Call Me, og med mine erfaringer med dette firmas metoder kan jeg kun advare andre om at blive kunder hos Call Me. Sagen viser også, at der er brug for statslig kontrol af markedskræfterne.

Der er næppe nogen ikke-tro­en­de eller ikke-kri­sten i Dan­mark, der er slup­pet for at høre denne yderst ned­sæt­ten­de hold­ning om ikke-krist­ne: Hvis ikke det var for kri­sten­dom­men­ og dens næ­stekær­lig­heds­bud, ville vi ikke have fred og for­dra­ge­lig­hed, siger de krist­ne jævn­ligt.

Men hvor­dan for­hol­der krist­ne sig så i prak­sis til næ­stekær­lig­hed? Det giver en ame­ri­kansk un­der­sø­gel­se et meget si­gen­de svar på. Den viser, at ka­to­lik­ker og evan­ge­li­ka­le (pro­te­stan­ter) var blandt de grup­per, der i størst ud­stræk­ning støt­ter brugen af tortur. Her kunne man selv­føl­ge­lig ind­ven­de, at de måske ikke var så stærkt tro­en­de, og at de mere en­tu­si­a­sti­ske føl­ge­re af re­li­gio­nen nok ville have for­stå­et det glæ­de­li­ge bud­skab lidt bedre.

Men nej. Jo mere overbevist praktiserende kristen, man var, desto mere støttede man brugen af tortor. Og jo mindre troende, man var, desto mere var man imod brugen af tortur:

Konklusionen er blot endnu et eksempel på, hvordan vi ikke-troende oplever den kristne såkaldte "næstekærlighed". Vi oplever fjendtlighed, arrogance og overgreb - og kristendommens lange tradition for tortur siden middelalderens hekseforfølgelser er de tydeligvis heller ikke indstillede på at afskaffe.

Med muligheden for udbetalingen af SP-opsparingen har regeringen spillet lotto for 43 milliarder kroner, og der ser ikke ud til at være gevinst på lottokuponen. Forudsætningen med frigivelsen af SP-opsparingen var, at regeringen mente, at folk ville bruge pengene på forbrug, så økonomien ville blive sparket i gang.

Økonomisk vismand Peter Birch Sørensen har allerede advaret om, at effekten under alle omstændigheder er ukendt, fordi man ikke tidligere har lavet den slags forsøg, og at forudsigeligheden yderligere er svækket af, at vi i øjeblikket har en usædvanlig økonomisk situation. Nu viser det sig - formentlig mere forudsigeligt, end Peter Birch Sørensen har villet sige højt - at danskerne ikke har tænkt sig at deltage i den forbrugsfest, som regeringen håbede på.

Personligt spekulerer jeg på at hæve min SP-opsparing og bruge den på forbrug, så hvis ikke det lige var for en enkelt vigtig og overset detalje, ville regeringen sikkert frydes over min adfærd: Detaljen er, at hvis jeg vælger at bruge min SP-opsparing på forbrug, så bliver det i et land, hvor priserne er væsentligt lavere end her. Jeg tror, Sverige ser meget frem til ugerne efter at danskernes SP-opsparing bliver udbetalt.

Regeringens satsning på en førstepræmie i lottokuponen udebliver kort sagt. "Bummer", som man siger lidt længere vestpå.

Jeg har tidligere omtalt OpenStreetMap, og i mit lokalområde er Aalborg og især Nørresundby blevet væsentligt udbyggede siden da. Men er det ikke spild af tid at opbygge disse kort, når nu alle og enhver jo reelt godt købe færdige kort i GPS-navigatorerne fra TomTom, Garmin, Magellan, osv., som holdes opdaterede? Hvad er der nu galt med Google Maps, som også holdes opdaterede, uden at vi behøver røre en finger? Svaret er desværre ikke ligetil.

De kommercielle kort har ofte den fordel, at der findes formelle opdateringsprocedurer omkring kortene. I mange tilfælde har kort-udbyderen aftaler med officielle myndigheder, så anlægningen af nye veje eller ændringer af eksisterende veje bliver indrapporteret. Ret­tel­sen vil så­le­des op­træ­de i de nye kort, uanset hvor fjernt, den måtte ligge. End­vi­de­re er de kom­merci­el­le kort ofte blevet ud­vik­let over lang tid - i Dan­mark går Kort & Ma­tri­kel­sty­rel­sens hi­sto­rie til­ba­ge til 1757 - og er derfor sær­de­les kom­plet­te. Til gen­gæld er det nød­ven­digt, at kort-ud­by­de­ren ønsker at til­fø­je ny in­for­ma­tion, så hvis ikke kort-ud­by­de­ren har en bu­si­ness case for f.eks. at kort­læg­ge di­ver­se for­ly­stel­ses­par­ker, sko­v­sti­er, vej­ty­per, POIs, osv., så skal man ikke regne med, at den slags bliver til­fø­jet. Æn­drin­ger, som de of­fi­ci­el­le myn­dig­he­der af en eller anden grund ikke får ind­be­ret­tet, bliver med en vis sand­syn­lig­hed heller ikke med­ta­get - du kan f.eks. næppe for­ven­te at se en "bro" som tovbå­den her­over blive ind­ført i et kom­merci­elt kort.

I kontrast til dette findes der ikke nogen procedurer for, at offentlige myndigheder indberetter ændringer til OpenStreetMap. Derfor kan det tage lang tid, før en ændring bliver opdaget og rettet. Store ændringer i byområder skal nok blive identificeret forholdsvis hurtigt, men små ændringer i landdistrikterne vil kunne forblive urettede i lang tid. Selv en nok så stor "kritisk masse" af brugere kan ikke forventes at fange disse små og fjerne ændringer i løbet af kort tid. Til gengæld er ændringer i OpenStreetMap omgående tilgængelige, så når en kortrettelse er blevet foretaget, skal man ikke vente på, at det nye kort bliver udgivet. Endvidere er det muligt at foretage ændringer og tilføjelser, som en kommerciel kort-udbyder måske ikke ville have indført. For eksempel er der på baggrund af den åbne og gratis tilgængelighed af de digitale kortdata fra OpenStreetMap dukket hjemmesider op såsom Whitewater Maps og OpenCycleMap.

OpenStreetMap er stadig i høj grad under opbygning, og det er kun i de større byer, at man kan forvente en høj grad af kortlægning. Der er også stor variation mellem de enkelte lande, hvor omfattende, kortlægningen er. I en række situationer beviser OpenStreetMap dog sit værd samt sit potentiale. Se blot på forskellen mellem det "officielle" kort over Bagdad fra Google Maps (10. maj 2009), hvor kun ganske få veje er indtegnet, og OpenStreetMap-kortet (10. maj 2009) over Bagdad, der er yderst detaljeret:

Modsat skal man indtil videre næppe satse på OpenStreetMap, hvis man vil holde ferie her i landet, hvor de kommercielle kort er yderst detaljerede og dækkende. Denne situation kan dog ændre sig, når kortet OpenStreetMap langsomt men sikkert bliver udbygget. Jeg har anskaffet mig en Garmin eTrex Vista HCx GPS-modtager, som jeg plejer at tage med mig, når jeg skal nogen steder, hvor jeg formoder, at der vil være nyt kortmateriale.

Personligt så jeg gerne GPS-navigatorerne udvikle sig til kortløse navigatorer, der fungerer ved at være online, idet de får ruteplanlægningen og kortene serveret som et abonnement: I stedet for at bakse med kort, der hurtigt bliver forældede, kunne navigatoren koble sig til kort-udbyderens service, så navigatoren altid benytter det seneste kort. Med undtagelse af den stadig begrænsede dækning for en online-forbindelse og den ret høje pris for trådløse dataabonnementer, er der intet, der forhindrer denne metode. Det ville utvivlsomt være muligt at indgå en kontrakt med f.eks. Google Maps, eller også kunne Garmin, TomTom, m.fl. se en økonomisk fordel i at udbyde denne slags navigatorer. Men det ville sikkert også være muligt med en løsning, der var bygget op omkring OpenStreetMap og en on-line ruteplanlægger.