Valgkampspolitik

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 60Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Allerede mens Anders Fogh Rasmussen var formand for Venstre, lærte Venstre af deres republikanske foregangsmænd over westpå, at ens tid som oppositionsparti alene handler om at føre valgkamp indtil næste valg. Spol selv mentalt tilbage i medierne og overvej, om alt foruden nogle få enlige svaler af politiske forslag (som Venstre af deres sponsorer er blevet bedt om at byde ind med, fordi samme sponsorer ikke har kunnet manipulere den siddende regering) har haft andet formål end det.

Det kan de mange politiske kommentatorer, der spekulerer i S/R/SF-regeringens løftebrud og troværdighed, eller Venstres og/eller Dansk Folkepartis og Liberal Alliances evne til at "fange" vælgerne med nogle mærkesager, så tænke lidt over, når de vil forklare årsagen til det foreløbige døde løb: Der er en simplere forklaring i form af fire års valgkamp mod Socialdemokratiets kun tre ugers valgkamp.

Hvis Socialdemokratiet taber, så vil deres rådgivere have sovet alvorligt i timen, hvis ikke de har indset, at oppositionspolitik fra år 2011 har været ensbetydende med konstant valgkamp. Og rådgiverne vil være elendige, hvis ikke de forklarer det til Socialdemokratiet.

Uanset hvem der vinder valget i morgen, så vil den kommende opposition fremover betragte det som sin fornemste pligt at føre valgkamp frem for politik. Og vinderen af valget vil sikkert tilsvarende føre mere valgkamp i forhold til egentlig politik, end vi hidtil har set.

Så hvis du er træt af valgkamp, vil jeg anbefale en diæt bestående af kaffe fremover.

Kategorier:

  • Currently 0/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 0/5 (0 stemmer.)
Flattr this

Trickle down-økonomi

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 43Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Såvel Verdensbanken som endda Saxo Bank har undsagt hypotesen om trickle down-økonomi: Forestillingen om, at man bliver rigere af at give flere af sine penge til de rigeste, er en myte.

Ikke at det får de borgerlige partier til at trække deres politiske vildfarelser tilbage, slet ikke. Deres sponsorer står til at tjene fedt på, at man kan narre folk til at give dem penge i troen på, at de på mystisk vis bliver til mange flere penge, som de rige på tilsvarende mystisk vis skulle få lyst til at forære tilbage.

De borgerlige politikeres uendelige opfordringer til trickle down-økonomi findes kort sagt i en anden form, som de fleste af os allerede kender:

Kære ven,

Jeg ved, at det her er en overraskelse for dig, for vi kender ikke hinanden personligt. Jeg er Anders Samuelsen, og jeg arbejder i Saxo Bank.

Min klient er den rige Lars Seier, og jeg er netop blevet gjort opmærksom på, at du er eneste arving til hans store formue på €20.000.000.000 i €500-sedler. Min klient ønsker af skattemæssige hensyn at påbegynde udbetalingen af arven allerede nu, så alle disse penge kan blive dine!

Det eneste, du skal gøre, er at sende mig dine kreditkortoplysninger og autorisere mig til at bestyre din bankkonto, så jeg kan begynde at gøre dig rig.

Send oplysningerne til min email på johnga1t@yourfreeemail.to, så vil jeg straks vende tilbage til dig.

Ærbødigst,

Anders Samuelsen
Skattelygade 14
Caymanøerne

Kategorier:

  • Currently 0/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 0/5 (0 stemmer.)
Flattr this

Den demokratiske illusion

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 56Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Folketingsvalget i Danmark er ikke demokrati. Det eneste, folket får lov til at beslutte, er ansigterne på de personer, der kommer til at sidde i regeringen indtil næste valg, godt hjulpet på vej af propaganda, hvor de politiske ansigter stort set kun siger ting, som ingen - heller ikke modkandidaterne - kan være uenige i. "Nej til kriminelle", siger de Konservative for eksempel, som om nogen af deres modkandidater nogensinde ville have sagt "ja til kriminelle". Desværre tænker den gennemsnitlige vælger nok ikke så langt, at han eller hun gennemskuer, at de Konservative dermed ikke præsenterer en holdning, som skulle få en til at vælge de Konservative frem for et af de øvrige partier, og at plakaten kun har til hensigt at score en stemme via sympati for en holdning, som det er umuligt at være uenig i.

I de fleste tilfælde vælger vi politikerne blandt en meget lille skare af kandidater, som de enkelte partier gennem interne og for den øvrige befolknings vedkommende udemokratiske beslutninger har valgt at opstille.

Kandidaterne har forskellige holdninger, ingen tvivl om det. Der er tydelige ideologiske forskelle, i hvert fald på nogle punkter. Men de er ikke upåvirkelige, og både før og efter de er valgt ind, står en lang række meget pengestærke interessenter parat med et velorganiserede og effektive kommunikationssystemer, der indeholder "eksperter" og stærke poster, som kan plante store historier i medierne, som rykker i det politiske billede og giver magt til de politikere, der følger historiernes opfordringer. Selv hvis ikke politikerne bliver overbevist om historiernes indhold, så ved det godt, at hvis ikke de følger historiernes opfordringer, så har historierne rykket ved så mange vælgeres holdninger, at politikerne risikerer at miste stemmer og opbakning.

Korruption

In­te­r­es­sen­ter­ne har en skare af lob­byi­ster, som po­li­ti­ker­ne li­ge­frem finder ønsk­vær­di­ge, fordi disse lob­byi­ster kan for­tæl­le po­li­ti­ker­ne, hvad de bør fo­ku­se­re på for at po­li­ti­ker­ne kan be­hol­de den magt, de er blevet be­fø­jet. Til de en­kel­te po­li­ti­ke­re og deres par­ti­er står menuen på dyre mid­da­ge, in­vi­ta­tio­ner, ar­ran­ge­men­ter, fryn­s­e­go­der, "va­re­prø­ver", gaver, mere eller mindre åben­lys øko­no­misk støtte, osv. i en grad, der ri­ge­ligt over­skri­der gråzo­nen for re­gu­lær kor­rup­tion.

Store af­ta­ler med al­vor­li­ge kon­se­kven­ser for sam­fund­s­ø­ko­no­mi­en bliver ind­gå­et i hem­me­lig­hed - tænk blot på salget af DONG eller til­la­del­sen til spe­ci­fikt at ud­vin­de ski­fer­gas - og endda uden mu­lig­hed for of­fent­lig ind­sigt ef­ter­føl­gen­de. Det ligger lige for at spe­ku­le­re på, hvad Bjarne Cory­don (S) eller hans parti mon er blevet lovet eller foræ­ret for dette salg. Til gen­gæld er der ingen grund til at spe­ku­le­re på, om en re­ge­r­ing be­stå­en­de af V og K frem for S or R ville have hand­let an­der­le­des.

Nogle af in­te­r­es­sen­ter­ne er ind­byr­des kon­kur­re­ren­de virk­som­he­der og er­hverv, og i den for­stand er det ikke helt for­ud­si­ge­ligt hvil­ket stand­punkt, et parti vil tage i en given si­tu­a­tion. Ud­fal­det kommer an på hvilke in­te­r­es­sen­ter, der samlet set har spil­let de stær­ke­ste kort. For selv om en Ven­strepo­li­ti­ker måske får sin hus­le­je betalt af en virk­som­hed, og derfor va­re­ta­ger denne virk­som­heds­ in­te­r­es­ser i stedet for lan­dets og sam­fun­dets, så kan den på­gæl­den­de po­li­ti­ker blive tvun­get til at stemme an­der­le­des, hvis andre in­te­r­es­sen­ter har over­be­vist til­stræk­ke­ligt med øvrige Ven­strepo­li­ti­ke­re om, at par­ti­et skal afgive en be­stemt samlet stemme.

Po­li­ti­ker­ne er ikke nød­ven­dig­vis mere på­vir­ke­li­ge eller kor­rupt an­lag­te end alle vi andre (og dog, for tal­ri­ge stu­di­er viser, at med pri­vi­li­ge­ret po­si­tion kommer også fø­lel­sen af at være hævet over andre), men den må­l­ret­te­de på­virk­ning af dem er massiv. Po­li­ti­ker­ne bliver over­fyldt med på­virk­ning fra pen­ge­stær­ke in­te­r­es­sen­ter, indtil de tror, at hele vir­ke­lig­he­den er, som disse in­te­r­es­sen­ter siger. De­r­ef­ter fører de den po­li­tik, som giver in­te­r­es­sen­ter­ne deres vilje i en - for de fleste ved­kom­men­de sik­kert op­rig­tig - tro på, at de ar­bej­der i lan­dets bedste in­te­r­es­ser.

Under po­li­ti­ker­ne sidder hele em­beds­mands­vær­ket. Her er der ikke de for­mel­le be­slut­nings­kom­pe­ten­cer, som po­li­ti­ker­ne har, men det er her, alle be­slut­nin­ger­ne skal ud­for­mes, så de er prak­tisk gen­nem­før­li­ge. Her er de før­nævn­te in­te­r­es­sen­ter også aktive for at sikre, at em­beds­mæn­de­ne "lige husker" at ud­for­me be­slut­nin­ger­ne på en sådan måde, at in­te­r­es­sen­ter­ne kan drage nytte af dem, og gerne på en måde, der ikke har det mind­ste med be­slut­nin­gens op­rin­de­li­ge hen­sigt at gøre.

En hånd­fuld af de po­li­ti­ke­re, der i væ­sent­ligst grad bliver anset for at føre po­li­tik­ken på Chri­sti­ans­borg, indgår helt di­rek­te i et net­værk ud­gjort af en over­klas­se, som vi andre ikke har adgang til. De er ikke en kon­spira­tion, men det er per­so­ner med en fælles kon­sensus om, hvor­dan landet skal ledes (dvs. så­le­des, at net­vær­kets med­lem­mer bliver sær­ligt til­go­de­set på be­kost­ning af alt andet), og som an­sæt­ter hi­n­an­den til hi­n­an­dens store poster. Po­li­ti­ker­ne, som er in­vi­te­ret ind i dette net­værk, er nødt til at tage hensyn til de øvrige per­so­ner i net­vær­ket, hvis de vil be­hol­de deres plads i net­vær­ket.

En­de­lig kan EU blande sig i - dvs. un­der­ken­de og dik­te­re - vores han­delspo­li­tik, mil­jøpo­li­tik, land­brugs­- og fi­ske­ripo­li­tik, ener­gipo­li­tik, for­bru­ger­be­skyt­tel­se samt ret­li­ge an­lig­gen­der. Og ef­ter­som EU ret beset er en han­delsor­ga­ni­sa­tion, er disse emner be­stemt af resten af EUs virk­som­he­ders øko­no­mi­ske in­te­r­es­ser, som ikke kunne være meget fjer­ne­re fra et (dansk) de­mo­kra­ti. De eneste ka­te­go­ri­er, EU ikke kan blande sig di­rek­te i, er emner såsom ud­dan­nel­se, sund­hed og kultur. Det er derfor næppe over­ra­sken­de, at når alle pen­ge­ne er brugt på EUs virk­som­he­ders in­te­r­es­ser, er det altid in­den­for disse sidst nævnte emner, at po­li­ti­ker­ne finder det "nød­ven­digt at spare", for disse er de eneste emner, po­li­ti­ker­ne over­ho­ve­det har mu­lig­hed for at be­stem­me over på vegne af de før­nævn­te magt­ful­de in­te­r­es­sen­ter.

Hvis jeg stem­mer blankt, så er det fordi jeg ikke kan finde et parti, jeg er til­stræk­ke­ligt enig med, men det er langt fra til­fæl­det. Hidtil har jeg stemt på En­heds­li­sten, og det er be­stemt også kun i små­tings­af­de­lin­gen, at mine hold­nin­ger af­vi­ger fra deres. Jeg har også for­nem­mel­sen af, at En­heds­li­stens po­li­ti­ke­re i det store hele er tro­vær­di­ge, måske fordi deres po­li­ti­ke­re ikke står til en per­son­lig ge­vin­st, hvis deres po­li­tik bliver gen­nem­ført. Men jeg har desvær­re også ind­tryk af, at trods En­heds­li­stens po­li­ti­ke­res store ar­bej­de bliver En­heds­li­sten sy­ste­ma­tisk sat uden­for ind­fly­del­se, og kun ind­dra­get i sager, hvor der al­li­ge­vel ville have været fler­tal, eller hvor En­heds­li­stens pris er neg­li­gi­bel. Hvis jeg stem­mer på En­heds­li­sten, tror jeg derfor ikke på, at jeg får nogen egent­lig stemme i Fol­ke­tin­get af den grund, men jeg sender et signal om, at jeg bil­li­ger hele det ude­mo­kra­ti­ske system, som vores Fol­ke­ting og valget til samme udgør. Det samme signal sender jeg, så­fremt jeg stem­mer blankt.

Det er kort sagt stort set li­ge­gyl­digt, hvem der kommer til at sidde i Fol­ke­tin­get, for det er de samme in­te­r­es­ser, der bliver plejet uanset. Og det er in­te­r­es­ser, som vi ikke har mu­lig­hed for at stemme på. Jeg vil gerne have et de­mo­kra­ti, men Fol­ke­tings­val­get og Fol­ke­tin­gets ar­bej­de er ikke noget de­mo­kra­ti, og jeg støt­ter det derfor ikke. Min stem­me­sed­del­ ser derfor så­le­des ud i år:


Valgkort 2015

Kategorier:

  • Currently 4/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4/5 (1 stemmer.)
Flattr this

Alternativet til sammenhæng

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 51Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Da Lars Løkke Rasmussen for nogle år siden forklarede, at han ikke havde skiftet holdning men blot standpunkt, blev han hånet af en befolkning, der ikke forstod, at dette udsagn gav glimrende mening.

Et standpunkt udtrykker, hvad partiet eller politikeren mener, der bør gøres i en specifik sammenhæng. Det kan f.eks. være ens mening om, hvorvidt erhvervslivet skal betale mere eller mindre i skat. En politisk holdning er derimod en "paraply" over en lang række standpunkter. Førnævnte politiker kan derfor godt have det standpunkt, at virksomheder skal betale mere i skat, men alligevel have en holdning om, at virksomhederne skal have tildeles særlige fordele.

Man kan kalde en politisk holdning for en pakkeløsningen, hvor mange standpunkter samles. Eller man kan kalde holdningen for standpunkternes røde tråd. Det er også den politiske holdning, der giver et fingerpeg om, hvad standpunktet i en ny situation vil blive. Det er standpunkterne, der bliver handlet med, når politiske partier skal nå til enighed om en sag.

Det er holdningerne, der fortæller, hvad man kan forvente af partiet, både som vælger og samarbejdspartner og som et af partiets egne politikere. Holdningerne udgør sammenhængen i partiet politik, og sikrer, at partiet ikke blot består af tilfældige meninger om tilfældige ting. Holdningerne fortæller, hvordan partiet tænker, fordi de udtrykker partiets menneskesyn, logik, samfundsopfattelse, natursyn, m.v. Den ydre højrefløjs kombination af klimaskepticisme, ejerskab af våben, det private erhvervslivs ret, kristendom, racisme og homofobi, m.v. udtrykker en særlig tankegang, ligesom den ydre venstrefløj er karakteriseret ved en tankegang, der favner modsatte værdier. Holdningerne formulerer partiets diskurs. De er partiets rygrad.

Det er denne rygrad, som for mig at se gør Alternativet alternativt. Uffe Elbæk, partiets stifter, understreger jævnligt, at partiet er et utraditionelt parti, som ikke passer ind i "højre/venstre-skalaen", men ligger udenfor. Dermed melder Uffe Elbæk sig med 30-40 års forsinkelse for personer i hans aldersgruppe på banen ved at være "utraditionel" og "bryde med konventionerne", sådan som det var på mode at sige i 1970'erne. For at sige det, som det er: Alternativets partiprogram og Uffe Elbæks fremtoning leder tankerne tilbage på de danske hippier, og får partiet til at fremstå som en forsinket hippie-udgave af de Radikale, som Uffe Elbæk brød ud fra.

Tager man Alternativet på ordet, vil Alternativet ikke påtage sig standpunkter, som ligger "til venstre" eller "til højre", og har derfor ikke har nogen holdning til økonomi og fordeling. Det ville være noget vrøvl, og ser man på Alternativets udspil, står det også klart, at partiet har formuleret adskillige standpunkter, som meget præcist kan placeres på den traditionelle politiske skala.

Da jeg spurgte Uffe Elbæk på Twitter, om Alternativet havde konkrete standpunkter, som demonstrerede, at partier står udenfor denne skala, henviste han mig til denne kronik, som partiets øverste politikere har skrevet i fællesskab. Her ligger partiet standpunkter solidt på den sædvanlige venstre/højre-skala. Det, som partiet selv kalder for sit "hovedprincip", deler partiet med samtlige øvrige partier: "[H]vordan Alternativets stemmer vil falde i Folketinget [afhænger af]: Fører forslaget landet i en bæredygtig retning eller ej?". For undskyld mig, men hvilke partier har da den modsatte holdning, siden Alternativet mener at adskille sig fra dem? Ønsker ikke alle partierne at føre landet i en bæredygtig retning, mens de blot er uenige om, hvordan man bedst gør dette? Svaret er nej. Alternativets "hovedprincip" indeholder intet nyt eller anderledes. Deres hovedprincip er indholdsløst. Det er hovedløst.

Det er det, jeg mener med, at rygraden gør Alternativet alternativt: De har ikke nogen. De få standpunkter, som partiet kan formulere i nogenlunde konkret form, ligger solidt indenfor højre/venstre-skalaen, men uden at der er blevet skævet til nogen politisk holdning, da man nåede frem til dem. Manglen på bagvedliggende holdninger gør Alternativet til et enkeltsagsparti med en håndfuld enkeltsager i stedet for at være et parti, der har holdninger, der giver anledning til forudsigelige standpunkter og en forudsigelig politik.

Det efterlader få forskellige fremtidsmuligheder for Alternativet.

Den tidligere politiske udbrydergruppe, Ny Alliance, havde ikke nogen politik, og var begrænset til Naser Khaders ønske om at holde Dansk Folkeparti udenfor politik. Således modelleret efter Naser Khaders tanker indeholdt Ny Alliance et rigeligt tomrum, som Anders Samuelsen og især partiets sponsorer kunne fylde med holdninger. Dermed blev partiet til et "rigtigt" politisk parti, nu uden Naser Khader. Det er tænkeligt, at Alternativet med sin nuværende mangel på egentligt indhold får tilført indhold fra sine første politiske medlemmer, som falder tilbage til deres respektive politiske patter, når først de skal føre konkret politik. Det bliver et fuldstændigt traditionelt parti hvis "alternativer" man - ligesom nu - allerede kan finde hos de øvrige partier.

Det er også muligt, at Alternativet holder sig i live som et holdningsløst parti med deraf følgende ukoordinerede og usammenhængende enkeltsager. Det kan de, så længe Uffe Elbæk har energi til at være involveret. I så fald kræver det en meget vedholdende markedsføring som "alternativt", og ikke mindst de øvrige partier skal nok gøre deres for at påpege sandheden i, at det er Alternativet ikke.

Selv hvis Uffe Elbæk kan holde gejsten, er det ikke sikkert, at Alternativet kan holde sig over spærregrænsen, når nyhedens interesse har lagt sig og alle "alternativerne" har vist sig at være ortodokst traditionelle. Så dør partiet af sig selv. Uffe Elbæk melder sig først ud af politik, og nogle år senere melder han sig ind i et af de eksisterende partier. Her forbliver han lettere anonym med undtagelse af nogle politiske pip fra tid til anden, hvor han fremsætter personlige standpunkter, der afviger lidt fra partilinjen.

"Vi er utraditionelle" har altid været de kortlivede partiers kampråb, og der er mange måder at dø på. Alternativet vil dø som alternativ, for de udgør ikke noget sådant.

Kategorier:

  • Currently 0/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 0/5 (0 stemmer.)
Flattr this

Satanister i logen

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 54Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Hemmelige håndtryk, skjult indflydelse og enorm magt. Gennem årtusinder har en skjult undergrundsbevægelse af Frimurere styret verden med vold og lobbyisme. I dyb hemmelighed har bevægelsen tilbedt Satan, mens de foregav at være gode kristne.

Røg af en brand

Den slags historier om frimureriet er der kun få, der stadig tror på. Men der findes også historier, der lever i bedste velgående.

Frimurerne er stadig kilde til inspiration, og blandt satanister henvises der også til tider til en frimurerbaggrund. Ikke mindst lederen af gruppen Satanic Reds hævder at være dybt involveret i en frimurergruppe, der bl.a. benytter Baphomet-symbolet i sit tidsskrift. Så selv om visse historier om frimureriet er tydelig konspirationsteori, så er der måske noget om snakken alligevel?

Vi skal tilbage til frimurerordenernes formodede moder, Tempelridderne.

Tempelridderne

I korstogenes begyndelse i det 12. århundrede fandtes der to modstridende kald blandt de kristne korsfarere. Det ene var præstestandens, der strengt forbød deltagelsen i konflikter; den anden var soldaternes, hvor konflikt i høj grad blev praktiseret.

Men i 1119 besluttede en fransk adelsmand ved navn Hugues de Payens og ni følgesvende sig for at beskytte kristne pilgrimme på deres færd til og fra Jerusalem. Som præstestanden svor de fattigdom, cølibat og lydighed, men med forbehold, der tillod dem at føre krig. Dermed opstod en europæisk kriger-munk som en ny figur i korstogene.

Jerusalems konge var glad for krigermunkenes hjælp, og tilbød dem at bo i Jerusalems helligste sted: Klippemoskeen, der i dag er en af muslimernes helligste steder. Her blev de kendt som “Ordenen af fattige riddere af Kristus og Salomons tempel”, eller blot Tempelridderne.

Tempelriddernes status inspirerede andre kristne militære ordener, såsom de teutonske riddere.

Krig er en dyr aktivitet, og Tempelridderne fik således langt mere brug for understøttelse end munkene. En kombination af deres store militære magt og deres krav om afholdenhed (i den forstand, at de ikke brugte penge på sig selv) gav Tempelridderne anledning til at udøve en form for tidlig bankvirksomhed.

Dette gjorde Tempelridderne umådeligt rige, men med rigdommen kom også mistanke om dårlig moral, når nu de som munke formodedes at skulle være fattige.

I 1291 faldt Tempelriddernes sidste fæstning mod muslimerne, og denne svigtende beskyttelse af kristendommen, deres hemmelige adfærd, og deres store rigdom og arrogance gav anledning til rygter om en skjult dagsorden.

Jacques de Molay brændes på bålet
Tempelriddernes stormester, Jacques de Molay, brændes på bålet for kætteri.

I 1307 planlagde Tempel­rid­derne endnu et korstog til Israel, men efter en økono­misk uenighed over­faldt Fran­krigs Kong Philip IV dem og konfi­skerede deres rig­domme. Efter syv års retter­gang under tortur og ydmy­gelser blev Tempel­ridderne fundet skyl­dige i kæt­teri, og Tempel­rid­dernes stor­mester, Jacques de Molay, blev brændt på bålet.

Tempelriddernes konspiration

Det må i dag stå klart, at Tempelridderne ganske vist var magtfulde og autonome, men de deltog ikke i kættersk aktivitet eller udgjorde en trussel mod den eksisterende præstestand.

Alligevel er Tempelridderne genstand for særlig interesse: De lugtede af sammensværgelse. Når et nyt medlem blev initieret, fik medlemmet således at vide, at han kun så overfladen af ordenen, hvilket gav anledning til forestillinger om, at der foregik noget hemmeligt bag lukkede døre. Ved afslutningen af initieringen skulle det nye medlem kysse ceremonimesteren på munden, hvilket havde homoerotiske undertoner. Og endelig virkede den brutale undertrykkelse ledt af Kong Philip IV lidt mystisk.

Eliphas Lévis Mendesbuk
Blandt ankla­gerne mod Tempel­rid­derne var også beskyld­ningen for at til­bede en vis “Baphomet”, men der er aldrig fundet beviser.

Blandt ankla­gerne mod Tempel­ridderne opstod også ankla­gen om at tilbede en gud­dom kaldet “Baphomet”. Selv om der siden er fundet gen­stande, der til­skrives Tempel­ridderne, og som kan minde om beskri­vel­serne af denne gud i ankla­gerne, er der ikke fundet beviser for påstanden. Okkul­tisten Eliphas Lévi har siden forsøgt at sammen­sætte figuren ud fra beskri­velser af bl.a. gar­goyles på bygninger opført af tempel­rid­derne, og nåede frem til “Mendes­bukken”.

Baphomet-symbolet med gedehovedet og pentagrammet er dog ikke Lévis kreation, og ingen har kunnet spore det længere tilbage end 1961, hvor Maurice Bessy bragte det uden kildehenvisning i bogen “A Pictorial History of Magic and the Supernatural”.

Den fantastiske opblomstring, den enorme magt og den grusomme afslutning på Tempelriddernes æra gav dem en førsteplads i europæisk konspirationsteori. Indtil da havde kun jøderne været i stand til at give indtryk af en tilsvarende magt, men Tempelriddernes trumfkort var, at truslen denne gang kom indefra.

Frimurerne

I mange århundreder eksisterede der to primære konspirationsteorier: Den jødiske sammensværgelse, hvor jøderne var Satans agenter (de havde jo dræbt Jesus - et ansvar, som de tidlige, kristne romerske skribenter behændigt havde frataget romerne), og Tempelriddernes sammensværgelse.

I det 18. århundrede opstod der reelle hemmelige selskaber. De mest kendte af disse er Frimurerne og Illuminati.

Frimurernes navn stammer fra de middelalderlige loger af håndværkere, hvis arbejde krævede, at de boede på arbejdspladserne. Mens de rejste, opholdt de sig i loger. For at styrke deres omdømme gav de indtryk af, at deres kundskab strakte sig tilbage til det antikke Israel, og for at holde konkurrenter ude udviklede de faghemmeligheder (dvs. i praksis en særlig “hemmelig viden”, som blev set som halv-magisk, og som kun var for de indviede) og med tiden hemmelige verbale og fysiske tegn, der lod anerkendte frimurere genkende hinanden.

I 1717 havde frimurerorganisationerne udviklet sig så meget, at de var modne til at etablere Grand Lodge i London, og efter nogle få år havde de en forfatning. Frimurernes møder var sociale og upolitiske, hvor deltagere af forskellig social stand kunne mødes i en ligeværdig atmosfære af deisme, tolerance og personlig udvikling.

Der var en vis mængde humanistisk tankegang i frimurerorganisationerne, hvilket stod i kontrast med kristne principper, og omkring 1700 begyndte frimurerne for første gang at blive anklaget for antikristen aktivitet. Nok var organisationerne upolitiske, men deres brud på sædvanlige sociale grænser var en politisk, reformatorisk erklæring i sig selv, og den humanistiske orientering var Oplysningstidens kætterske tanker.

Frimurere overalt

Frimurerloger spredte sig hurtigt til resten af Europa, hvor de i despotiske styrer ofte antog en helt anden form end i Storbritanien. De frie tanker, der karakteriserede de engelske loger, havde revolutionære implikationer i andre lande, og frimurerloger blev forbudt eller fordømt.

Samtidig forsøgte de mange frimurerorganisationer at skabe troværdighed om sig selv gennem tilfældige forklaringer om deres oprindelse og eksotiske adfærd. Nogle mente således at have forfædre blandt byggerne af Jerusalems tempel, opfandt teatralske ritualer, opfandt en snørklet rangorden blandt medlemmer, pralede af hemmelig viden, osv. Dette kaos af løgn tiltrak også en række svindlere, der oprettede nye “frimurerordener” for at tilrane sig magt eller penge.

Det er svært ikke at se en parallel til sataniske grupper, der også ofte hævder at have en mere eller mindre fantastisk baggrund.

De færreste af forsøgene på at legitimere sig historisk har været bevidst bedrag. Grupperne har sandsynligvis været tvunget til at sætte sig selv i historisk perspektiv ved at forklare deres rødder, og de har også været presset til at efterrationalisere, når der både indefra og udefra er stillet krav om forklaringer. Tilsvarende har udviklingen af interne ritualer og et internt hierarki i en vis udstrækning været et resultat af, at grupperne var etablerede som “samfund i samfundet”. Sådanne grupper har brug for nye hierarkier, når de gamle samfundshierarkier forkastes, og de har brug for ceremonier og ritualer for at styrke gruppens identitet.

Grupperne har givetvis også følt en vis inspiration af tidligere tiders grupper, og hvis en frimurergruppe har genfundet dele af dens ideologiske grundlag i gruppens tolkning af tidligere gruppers ideer, har det været oplagt at føle et tilhørsforhold.

Det er ganske normalt, at en gruppe ikke ser en tidligere gruppe som blot en inspirationskilde, men derimod opfatter den tidligere gruppe som en reel forgænger, der direkte har ledt til den nye gruppe, som nu viderefører den gamle gruppes ideologi. Man kan således formode, at de nyere frimurergrupper mere eller mindre oprigtigt har troet, at de var de gamle gruppers arvtagere.

For at forklare dette kaos af forskellige frimurergrupper udviklede frimurernes modstandere et stærkt argument mod frimurerne: Lederne af frimurerordenerne fastholdt medlemmerne med de laveste grader i uvidenhed og forvirring. (Dette argument finder vi stadig i dag, når f.eks. kristne “eksperter” beskriver medlemmer af organisationer såsom Scientologi.) Når frimurernes ledere holdt denne plan samt deres identitet hemmelig, ville de kunne indynde sig hos samfundets spidser. Frimurernes modstanderes argument antydede, at uanset hvor uskyldige, de menige medlemmer måtte være, var organisationen som sådan skyldig i samfundsundergravende virksomhed, og der ville altid kunne findes en endnu mere skjult orden af bagmænd, der manipulerede alle de andre.

Blandt de mange “forgængere“, der blev postuleret af diverse frimurerorganisationer, fandt vi i 1736 i Tyskland også St. Johns Riddere (en af de adskillige kristne militære organisationer, som Tempelridderne gav anledning til), men da de var for ukendte, opstod i stedet i 1752 påstanden om, at Tempelridderne stod som frimurernes oprindelse. Med tiden kom Tempelridderne til at blive opfattet som en blandt mange former for frimureri, selv om deres historie er en helt anden.

Til sidst blev Frimurerne opfattet som den mest centrale og komplekse af alle de mange hemmelige grupper.

Illuminati

I denne totale forvirring opstod Illuminati i Bayern.

Illuminati blev så vidt vides oprettet den 1. maj 1776 af professor i jura, Adam Weishaupt, ved Ingolstadt Universitet i Bayern. Weishaupt ønskede at bygge en subkultur i et korrupt samfund, idet han ønskede at modernisere Tyskland gennem den disciplin, som en hemmelig forening måske kunne bidrage med.

Demonstration mod Illuminati
Illuminati levede kun i 11 år, men gav anledning til så mange konspirationsteorier, at gruppen for nogle mennesker den dag i dag er meget nærværende.

Foreningen levede kun i 11 år, men fik alli­gevel stor betyd­ning. I dens reelle eksis­tens var Illu­minati en fore­ning, der erstat­tede Frimu­rernes aristo­kratiske selv­fedhed og mangel på samhø­righed med radikale og seriøse ideer, der på ikke uvæ­sent­lig vis bidrog til Oplys­nings­tidens tanker. Illu­minati kræ­vede også mere af dens med­lemmer, der måtte forlade familie og hjem; dette var en model for en revo­lution, så hvis Frimu­rerne kan siges at ligne New Age, var Illu­minati en kult. Endelig var Illu­minati virkelig en organi­sation med et dobbelt doktrin: Frimurerne var blevet anklaget for at holde deres dagsorden hemmelig for de menige medlemmer. I Illuminati var dette Weishaupts bevidste strategi, og modellen er siden blevet kopieret i mange hemmelige selskaber.

Sammen med Weishaupt meldte adskillige af Illuminatis medlemmer sig ind i Frimurerloger, og dermed blev der som noget helt nyt skabt sammenhængende hemmelige selskaber i form af frimurerloger, hvis bindeled hed Illuminati.

Illluminati i konspirationsteorierne

Det er således ikke overraskende, at Illuminati har givet anledning til bekymring i samtiden. Mens konspirationsteoretikere hidtil havde undgået at påstå, at der fandtes et stort og hemmeligt plot i midten af de hemmelige selskaber, kunne Illuminati tage denne rolle. Illuminati var et påviseligt eksisterende hemmeligt selskab med subversiv aktivitet, som bekræftede gamle mistanker om hemmelige sekter og samfund - og mest af alt mistankerne om Frimurerne.

I USA har Illuminati skabt paranoia i flere omgange. I 1798 og igen i 1826 ansporede det en reel terrorfrygt, og i 1920’erne blev Illuminati angivet som ophav til Bolshevismen, og er siden blevet beskrevet som en organisation med målet at ødelægge den kristne civilisation. Illuminati kom til at udgøre årsagen til verdens ondskab blandt amerikanske konspirationsteoretikere.

Illuminati og Frimurerne går igen i så mange konspirationsteorier, at det næsten er blevet accepteret blandt menigmand, at Illuminati og Frimurerne har en særlig status. Deres mål er samfundsundergravende virksomhed, og de truer vor kultur og vores følelse af sikkerhed.

Satanisk arv

Sataniske grupper såsom Church of Satan, Temple of Set og Satanic Reds har i varierende grad påstået at have rødder hos frimurererne.


Church of Satan er også faldet for over­leve­ringen om, at Tempel­ridderne skulle have været sata­nister, der udførte sata­niske ritualer.

I “The Satanic Rituals” hævder Anton LaVey således, at Tempel­riddernes “L’air epais”-ritual er et sata­nisk ritual, og for­binder det endvi­dere med et Frimurer-ritual. Tilsva­rende handler “Western Roots, Part Two” af Satanic Reds, hvor der rede­gøres for deres historie som satanister, om Frimurerne som bærere af den antikke, sataniske filosofi.

Begge grupper er således faldet for den traditionelle overlevering, med mindre de da bevidst har valgt at benytte myterne for at manipulere eventuelle følgere eller observatører. De følger således traditionen for at ophøje inspiration til mandat.

Jeg har også til tider hørt satanister her i landet give udtryk for, at de selv viderefører f.eks. Pythagoras’ tradition, typisk når disse medlemmer har læst Church of Satans eller Satanic Reds’ materiale (folks ordvalg plejer nemlig at afsløre kilden). Typisk sker det i kraft af ét enkelt træk, man kan bruge, uden hensyntagen til ideens vigtighed og sammenhæng med resten af filosofien: Man bliver jo f.eks. ikke Pythagoræer, bare fordi man forstår, hvorfor “hypotenusens kvadrat er lig summen af kateternes kvadrater”.

Man skal ikke nødvendigvis klantre grupper eller enkeltpersoner for sådanne udtalelser eller holdninger. Satanister vil i væsentlig grad finde genklang i humanistiske idealer som dem, der blev formuleret i oplysningstiden, og som ikke mindst blev diskuteret livligt i datidens frimurerorganisationer. Som satanist må man føle et vist ideologisk broderskab med sådanne tanker.

Fejlen opstår, hvis man tror, at man er mere end blot en nulevende person eller gruppe, der er enig med dem. Det er også en fejl, hvis man går den modsatte vej og mener, at de tog udgangspunkt samme sted, som man selv gør. Det sidste sker ofte, når satanister omtaler en person som de facto satanist, et udtryk, der jævnligt blev benyttet af Anton LaVey.

Hvis man skal kalde en person for “de facto satanist”, må man i det mindste forvente, at deres ideer stemmer overens med vore (satanisternes) ideer i dag. For eksempel er det fair at sige, at visse af George Washingtons holdninger stemmer overens med vor tids satanisme, men skulle man omtale George Washington som de facto satanist, ville man som mindstemål forvente, at George Washington i dag ville kunne erklære, at nutidens satanisme var den ideologi, der bedst udtrykte hans holdninger. Jeg tør roligt sige, at de færreste mennesker, der af satanister er blevet kaldt for “de facto satanister”, ville erklære sig enige, ikke engang uformelt.

Frimurernes pentagram

Der er ingen grund til at tro, at en frimurerorganisation har tilknytning til satanisme, blot fordi man finder pentagrammet blandt organisationens symboler.

Ethvert symbol har kun den værdi, man selv tillægger det, så pentagrammet er kun et satanisk symbol for de, der anser det for et satanisk symbol.

I frimurerorganisationernes symbolik henviser pentagrammet normalt til kristne myter om Salomons segl eller Bethlehemsstjernen, Jerusalems byvåben, Pythagoras, forestillinger om Jesus, m.v.

Hvis organisationerne føler sig som arvtagere til nogle af disse historiske eller opdigtede steder eller personer, som brugte pentagrammet, er et meget oplagt, at organisationerne vælger at benytte pentagrammet som symbol.

Det er endvidere naturligt, at organisationerne hver især gør sig spekulationer om brugen af symbolet. Selv om fortolkninger udarter sig forskelligt, og ikke nødvendigvis stemmer overens med mainstream-kristendom, så bliver de ikke til satanisme af den grund - de bliver blot endnu en variant af mange former for kristendom.

Hvad kan vi lære af frimurerne?

Tempelriddere og Frimurere har gennem tiden været grupper, der ikke helt holdt sig til normen. De har som så mange andre grupper benyttet sig af en vis lukkethed. Frimurergrupperne har i kraft af deres tidsånd været samfundskritiske. Men foruden disse egenskaber har deres sataniske islæt været begrænset til, at det omkringliggende samfund har udråbt dem som “onde” og i ledtog med Djævelen.

Frimurerorganisations brug af pentagram
Lederen af Satanic Reds er medlem af frimu­rer­orga­nisa­tionen “Order of the Eastern Star”, og har gjort meget ud af at forklare de sata­niske prin­cipper i orga­nisa­tionens penta­gram. I praksis er den blot en af mange frimu­rer­orga­nisa­tioner, der benytter penta­grammet som et kristent symbol.

Det er dog værd at overveje motiva­tionen for sådanne beskyld­ninger, samt resultatet af dem. Tempel­ridderne var forlø­berne for bank­akti­vitet, frimu­rerne var en for­løber for arbej­derbe­vægel­serne, og Illu­minati var en af Oplys­nings­tidens mere radi­kale mani­festa­tioner. Alle blev af disse årsager set som trusler mod den siddende magt, og netop fordi den etablerede magt har dæmoniseret organisationerne, har de - eller rettere deres rygte - haft en usædvanlig stor indflydelse på samfundet.

Det ligger i menneskets natur at forestille sig, at hvis grupper minder om hinanden, så er der en forbindelse - især hvis smågrupperne ligefrem selv hævder det. Selv om de fleste i dag har tilstrækkelig med sund fornuft til at indse, at de mange frimurerorganisationer intet havde at gøre med hinanden, og selvfølgelig ikke havde en hemmelig, ondsindet og magtfuld kerne, så falder vi alligevel pladask for argumentationen om, at der findes en fælles, muslimsk terrororganisation, som styrer et stort terrornetværk i hele verden. Sandheden er, at der ikke findes nogen (større) samlende terrororganisation og når en gruppe f.eks. kalder sig for Al Qaeda, er den altid en lille, isoleret gruppe, som har lige så lidt at gøre med “moderorganisationen”, som 1700-tallets frimurergrupper havde at gøre med Tempelridderne. Alligevel er sådanne forestillinger f.eks. blevet brugt som et af de vigtigste argumenter for krigen mod Irak, hvor de har rykket ved globale politiske forhold og har fået fatale eller uoprettelige konsekvenser for hundredetusinder af mennesker.

I kølvandet på denne konspirationsteori (eller måske er det den omvendte rækkefølge, hvor udgangspunktet hedder fremmedhad?) ser vi i dag en dæmonisering af indvandrere i det danske debatklima, og den deraf følgende lovgivning, beslutninger om undervisning i kristen “danskhed”, osv., rammer også ateister og andre ikke-kristne.

Satanister sættes ofte i forbindelse med Frimurerne, både af omgivelserne og af visse satanister selv. Tempelridderne, Frimurerne og Illuminati var ikke satanister, men i kraft af dæmoniseringen af grupperne, og i kraft af deres ønske om et alternativt samfund må satanister føle et vist broderskab med grupperne.

Osama bin Laden
Som et dystert ekko af Jacques de Molay er Osama Bin Laden beskyldt for at lede et verdens­omspæn­dende netværk, der med udgangs­punkt i “Ond­skabens Akse” har til formål at omstyrte den kristne verden. Fore­stillin­gerne omkring Al Qaeda som toppen af en verdens­omspæn­dende sammen­svær­gelse minder om fore­stil­lingerne om Illuminati.

Den væsent­ligste lærdom, man kan udlede af disse gamle “satanister”, er or­ståelsen af de forkerte opfattelser.

Som subkulturer, der er under mistanke for sub­versiv akti­vitet, kan man let lade sig lokke i nogle af de samme fælder, som mange frimurer-orga­nisa­tioner er faldet i, både i forhold til intern organi­sation, med­lemmers forvent­ninger, og reak­tioner udadtil.

Ekendelsen af de virkelige forhold bag konspi­rations­teorierne omkring Fri­murerne bør skabe et vist per­spektiv på de aktuelle sam­funds­stem­ninger, så man ikke uden videre løber med, når kvæget bisser efter synet af en dæmon.

Kategorier:

  • Currently 0/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 0/5 (0 stemmer.)
Flattr this

De på forhånd udvalgte

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 55Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Ser man ekstremister efter i sømmene, opdager man ofte, at de har en særlig tilknytning eller interesse til deres erklærede modstander, som ikke har noget med deres religion at gøre.

Religion er en teologisk forklaringsmodel, hvor ikke blot naturfænomener men også komplekse samfundsmæssige og sociale problemstillinger forklares i religiøse termer og med religiøs symbolik. Det burde man i vore oplyste samfund efterhånden tage sig til hovedet over, men det ændrer ikke på, at sådan har religioner altid været. Mennesker ser med temmelig få undtagelser verden gennem "gud-farvede briller".

Religiøs symbolik samler et omfattende verdensbillede og en lang række følelser og personlige værdier i ganske få billeder. Hele den kristne religion med dogmer, leveregler, verdensanskuelse, osv. kan komprimeres til et symbol udgjort af to krydsende streger. Det gør korset til et meget stærkt symbol for de kristne. Andre religioner har tilsvarende stærke symboler, der sammenfatter religionernes følgeres verdensopfattelse og giver dem identitet.

Hvis man vælger at anskue religionerne som abstrakte forklaringer på reelle fænomener, så kan man måske følge dem en smule af vejen: Hvis en religiøs person føler sig presset fra alle sider, vil den pågældende person kunne opleve sig religiøst presset, men selv om det reelle pres i virkeligheden er af social eller økonomisk karakter, så er oplevelsen af at blive presset reel nok. I en vis forstand kan kan sige, at religion er samfundets sprog - omend en sådan definition ikke ville være udtømmende.

Dermed burde det være oplagt, at en religiøs terrorist i Frankring kan antages at have algeriansk baggrund. Den blodige fortid mellem Algeriet og Frankrig kaster stadig lange skygger i det franske samfund, og sætter stadig i dag de to befolkningsgrupper op mod hinanden. Det er helt efter bogen, at en sådan konflikt finder vej ind i den religiøse selvforståelse. Algeriske borgere vil have større tendens til at føle det historiske had end borgere fra andre lande. Hvis det krydres med øvrige sociale eller psykiske problemer, er der ikke langt til radikaliserede, religiøse holdninger.

I en vis forstand udgør den religiøse tolkning en stødpude mod de reelle problemer, fordi kompleksiteten af disse virkelige problemer gør det svært at blive bevidst om dem. De føles "forkert" og "undertrykkende" (og er det!), men det er svært at sætte fingeren på, hvor følelsen kommer fra. De komplekse problemer er i en vis forstand usynlige. (Her kunne man måske ane en marxistisk tolkning af religion - at religion er det undertrykte folks hjertesuk og udgør et bedøvende opium - men det en hel anden dynamik, der er på spil: Religionen er ikke virkelighedsflugt men snarere tværtimod en forklaringsmodel.)

Omvendt gør denne oversættelse af virkelige problemer til en religiøs fortolkning også religionen til det ømme punkt. Hvis religionen hånes via dens symboler, oversættes hånen til det, som religionen kun udtrykker symbolsk, nemlig en hån af ens håndgribelige virkelighed. Når man som priviligeret gruppe håner de religiøse symboler, der bruges af en undertrykt gruppe, som forstår sin position via religiøs symbolik, bliver hånen identisk med Marie Antoinettes ytring: "Så giv dem da kage". Franskmændenes reaktion på denne udtalelse behøver næppe nogen introduktion. (Det er en myte, at Marie Antoinette skulle have sagt noget sådant, men udbredelsen af denne myte understreger, at mytologi og symbolik er stærke kommunikatører af værdi.)

Selvfølgelig er en religiøs tolkning af komplekse forhold ikke forbeholdt ekstremister, der med mere eller mindre ret har ondt i nederste del af ryggen. Her i landet henviser politikere på begge sider af midten - omend oftere, desto længere ud til højre man bevæger sig - til "kristne værdier", uden nogen er i stand til at komme med specifikke bud på, hvad kristne værdier går ud på, som ikke deles med buddhister, hinduister og muslimer.

I forhold til muslimske ekstremister er den teologiske tolkning ingenlunde mindre hos danske meningsdannere, end den er i de selvsamme ekstremisters hoveder. I hvert fald når de frem til samme konklusion, alene baseret på teologi: De læser i Koranen og mener, at de er i stand til at forstå dens budskab (hvilket er teologi), eller de lytter til ekstremistiske imamer og drager deraf en konklusion på, hvad Islam går ud på (hvilket også er teologi i form af valg af tolkning). Deres uenighed kan stort set reduceres til, om man kan tillade sig at føre tolkningen ud i praksis eller ej.

Overfor disse fundamentalistiske tolkninger befinder et flertal sig med andre teologiske tolkninger, der i sin langt mere moderate form reflekterer en tilsvarende langt mere balanceret evne til at begå sig i samfundet. Disse grupper kan forklare, at man ikke skal læse Koranen sådan, og at ekstremisternes læsning er forkert. Som om førstnævnte sad med en personlig kvittering fra Muhammed, hvor han kundgjorde, at netop de havde ret i deres tolkning. Så længe dette ikke er tilfældet, må man desværre konstatere, at ingen med sikkerhed kan vide, hvad Muhammed mente, og hvad han ville have ment i dag.

Således står teologiske tolkninger overfor teologiske tolkninger, men ingen bliver klogere på, hvad de teologiske tolkningerne reelt er udtryk for, før man fjerner det religiøse symbolsprog: De afspejler de samfundsgrupperinger, de enkelte religiøse grupperinger befinder sig i.

Religion bør kritiseres og angribes, fordi de religiøse forståelsesmodeller i dag er langt overgået af politiske, økonomiske, sociologiske og psykologiske modeller. Det gør man ikke ved at tale religionens sprog i form af flere "Muhammedtegninger", men ved at erstatte teologiske og religiøse forklaringsmodeller med en diskussion og forståelse for de samfundsmæssige, sociale og psykologiske dynamikker, de udtrykker. Men det forudsætter naturligvis, at vi er parate til at erkende, at problemet er mere komplekst end uenige religioner, og at vi selv er en del af de samfundsproblemer, vi ønsker at løse.

Det er ikke religionen, der er kræften i samfundet. Religionen er blot de symptomer på kræften, der burde få en til at søge læge.

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (1 stemmer.)
Flattr this

Den implicitte accept

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 47Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Jeg gider ikke høre afstandstagen i form af "misbrug af religion", når en religiøs fanatiker begår forbrydelser i sin religions navn. Man kan ikke misbruge en religion mere end man kan "misbruge politik" eller "misbruge krig". Man kan f.eks. ikke sige, at man "misbruger krig", når man går f.eks. invaderer Irak på baggrund af løgne om masseødelæggelsesvåben.

Man kan heller ikke sige, at et politisk parti misbruger politik, bare fordi partiet bruger politik til at fremme andre mål (politiske eller ej) end andre politiske partier. Man kan benytte krig og politik mere eller mindre hensigtsmæssigt for sig selv og andre, men det bliver det ikke til misbrug af.

Religion er tilsvarende, hvad dens følgere gør den til, og i de større religioner er der bogstavelig talt titusindvis af grupperinger, der hver især mener, at netop de selv udgør den rigtige tolkning, mens alle de andre grupperinger tager mere eller mindre fejl. Det giver ikke mening at fastslå, hvem der har ret, for hvem skulle dog bestemme det? Det er jo ikke ligefrem fordi f.eks. den kristne gud ser ud til at have valgt at slå det fast trods sin formodede evne og mulighed for at gøre det, så ingen ville være i tvivl. Allah holder sig tilsyneladende også tilbage.

Der er kort sagt ingen, der har autoriteten til at sige, at lige netop de selv er den rigtige slags kristendom, jødedom, buddhisme, whatever. Tilbage står blot en konstatering af, at der i hvert fald er mange grupperinger, og at det eneste, vi kan være sikre på, er hvordan de opfører sig. Vi kan ikke sige, at den ene muslimske gruppe er "mere muslimsk" end den næste muslimske gruppe.

Selv om vi i nogle tilfælde kan identificere større historisk autenticitet og tilsyneladende mere skriftnær ærlighed, så hjælper det os faktisk ikke, for hvem siger, at guderne ikke kan følge med tiden og mene noget andet i dag, som er bedre repræsenteret af en mindre skriftnær gruppering? Religiøse grupperinger kan være mere eller mindre repræsenterbare for religionen - dvs. de kan minde om de fleste andre grupper i religion i varierende grad - men selv den fra normen mest afvigende gruppering kunne i princippet godt være den, der havde mest ret.

Når et begreb ikke er entydigt, og der ikke findes en autoritet, der kan afgøre korrekt og ukorrekt tolkning, hersker relativismen. Man kan henvise til sin religion, når man foretager sig noget, men hvis andre under samme "paraply-religion" er uenige, er det ikke muligt at afgøre, hvem der har ret.

Man er i praksis tvunget til at tage en nærmest ateistisk holdning: Vi kan ikke afgøre, hvem der har ret, eller om nogen overhovedet har ret. Vi kan blot identificere grupperinger og beskrive, hvordan de opfører sig. Vi kan således konstatere, at f.eks. Islam indeholder ekstremistiske grupper, der udøver terror og dræber individer, de er uenige med. Vi kan tilsvarende konstatere, at Islam indeholder (mange flere) grupperinger, der ikke har den fjerneste anelse om, hvad Islams fem søjler er for en konstruktion. Der kan findes tilsvarende grupperinger indenfor kristendommen.

Den slags er sikkert meget frustrerende for religiøse mennesker, ikke mindst når udenforstående i mere eller mindre ond tro kæder ens egen, fredelige (forhåbentlig) tolkning af ens religion sammen med ekstremisters handlinger. Men sådan er det bare: Hvis man er kristen, og en kristen ekstremist opfører sig på en måde, som man selv opfatter som Djævelens værk, så er vedkommende altså stadig kristen, og ingen kan objektivt hævde, at vedkommende tager fejl. Muslimske ekstremister kan også kalde sig for muslimer, uanset hvad andre muslimer ellers måtte mene om den sag.

En ting kan man imidlertid konkludere med sikkerhed: Ingen religion kan påberåbe sig, at hvis blot folk fulgte den "rigtige" udgave af religionen, så ville krig og ufred være væk. Uanset hvor mange skriftsteder, man kan citere, som opfordrer til fred og fordrageligehed, så kan man ikke hævde at have mere ret end de grupperinger, der enten blæser på disse skriftsteder eller tolker dem som kun gældende for de allerede overbeviste. Enten accepterer man, at ens religion indeholder afskyelige elementer og anerkender, at ens religion af samme årsag ikke er svaret på noget som helst, eller også må man forlade den.

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (1 stemmer.)
Flattr this

Langsigtet

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 25Let: Skønlitteratur for voksne
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
angel-duck-small.png

Meta Fuglsang (SF) er sprunget ud som clairvoyant.
devil-duck-small.png

Så kommer hun til at se langt efter min stemme.

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (2 stemmer.)
Flattr this

Tak for den politiske korrekthed

| 1 Comment |
Lixtal: 37Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Nu går de for vidt. Man kan ikke kalde en spade for en spade længere, og vi begår det ene knæfald efter det andet for at lefle for folk, der kommer udefra. Det gode, danske sprog skal ikke udvandes med politisk korrekthed fra "kulturradikale" og "kulturrelativister", som ikke har danske interesser på sinde.

Tror du mig ikke? Så se blot, hvordan firmaer skynder sig at trække produkter væk, bare fordi et delprodukt bliver associeret med noget fy-fy: Haribo skyndte sig at trække et delprodukt tilbage, bare fordi det trak tråde tilbage til engang, hvor man godt måtte være det, der i dag kaldes racist. "Tintin i Congo" var også racistisk og "Lille sorte Sambo" er der næppe en boghandel, der vil sælge, hvis de da overhovedet må.

Det er for langt ude. Jeg vil købe Haribos sorte lakridser og en udgave af "Lille sorte Sambo", og jeg vil synge "Elefantens vuggevise" for mine børn, når de skal sove. Man kan jo næsten ikke have en holdning eller købe et produkt, uden at man træder nogle følsomme folk over tæerne.

Jeg vil have lov til at kalde en spade for en spade, en neger for en neger, og en muslim for muhammedaner. Vi skal væk med al den politiske korrekthed og kalde ting ved deres rette navn!

Men hvad bilder I jer ind at kalde mig racist, når jeg lufter mine holdninger? Det er jeg ved den søde grød ikke. Jeg er indvandrerkritisk, islamkritiker, stolt dansker og kulturforsvarer, men jeg vil ikke finde mig i, at I taler sådan om mig. I kunne ærlig talt godt udvise lidt politisk korrekthed i stedet for at kalde en spade for en spade.

Kategorier:

  • Currently 4/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4/5 (5 stemmer.)
Flattr this

Neoliberale myter og grundlæggende økonomi

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 45Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Med de neoliberales store tiltro til økonomi og lidet andet er det værd at kigge i et par grundbøger i økonomi for ved selvsyn at se, hvad de neoliberale egentlig læser. Noget kunne tyde på, at hvis de læser grundbøgerne, er der i hvert fald nogle trin, de går meget let henover.

Fra en virkelig grundlæggende bog om økonomi, "Foundations of Economics" af David Begg, der gør sig så få antagelser om læsernes evner, at den ligefrem beskriver, hvordan man skal læse og forstå en graf og den slags, er her nogle citater fra det virkelige begynderniveau:

... A higher real wage raises the relative return on working - a substitution effect that makes people want to work more.

Nuvel, Liberal Alliance er et øjeblik ud til at have ret, men David Begg fortsætter:

But a higher real wage also makes people better off - a pure income effect. Since leisure is a luxury good, the quantity of leisure demanded rises sharply when real incomes increase. This income effect tends to make people work less. Lottery winners quit their jobs.

Av. Der er åbenbart andet end penge, der har værdi, nemlig fritid, hvilket enhver stresset arbejder kunne have fortalt uden at være økonom. Og for at træde i det (set med arbejdsudbyderens øjne), så bestemmer folk faktisk selv, hvordan de vil vægte penge og fritid. Skulle vi alle få det lidt økonomisk bedre, så vil folk reagere ved at holde mere fri. Det kunne jeg godt have fortalt, og det har jeg faktisk også jævnligt gjort, også inden jeg åbnede Beggs bog. Med andre ord:

The income and substitution effect pull in opposite directions. We need empirical evidence to see whether higher wages make people supply more hours of work. For most developed economies, this evidence says that, for men and women with full-time careers, the two effects largely cancel out [dvs. de har sådan set fundet en balance mellem arbejde og fritid, her i landet gennem overenskomster]. A change in the real wage has little effect on the quantity of hours supplied.

Så meget for de 12 minutter, Helle.

This conclusion applies to relatively small changes in real wage rates. In most Wester countries, the large rise in real wages over the past 100 years has been matched by reductions of ten hours or more in the working week. The income effect has outweighed the substitution effect.

Eller med andre ord, 500-1000 kroner mere om året kommer næppe til at sende horder ud på et arbejdsmarked, der iøvrigt ikke er der.

Workers care about the take-home pay after deductions of income tax. A reduction in income tax rates thus raises after-tax real wages.

Med andre ord: Hvis vi får flere penge mellem hænderne, så vil vi blot opleve det sådan, at alt bliver tilsvarende dyrere; i de seneste år kan jeg tilføje, at "alt" også er blevet disproportionalt dyrere.

Hence, the same empirical evidence implies that lower income tax rates will not lead to a big rise in the supply of hours worked! Tax cuts are not a magic solution to work incentives, and moderate tax rises should not be expected to have a distinctive effect on hours of work.

Det er øjensynligt noget, som de livligste fortalere for nedsættelse af skatten har misset i deres grundskole.

I en anden grundbog, Economics for Dummies, som tilsvarende er for absolutte nybegyndere, opremser forfatterne Sean Masaki Flynn og Peter Antonioni blandt andet ti af de oftest forekommende fejl i økonomiske antagelser:

[It is a common fallacy to assume that] Low Foreign Wages Mean That Rich Countries Can't Compete

You often hear that [UK] firms can't compete with firms based in developing countries because of vast differences in hourly wages.

Det lyder vist mere end almindelig velkendt? Med et forholdsvis simpelt eksempel forklarer forfatterne, hvad der er galt med antagelsen, og udvider eksemplet til at være generel, idet pointen er:

People who focus exclusively on labour costs omit some of the most important parts of the analysis. The cost of production also depends on factors such as the availability of capital, machinery and resources, or the regulations imposed by the host government. Economists disagree on the exact impact of these factors, although they do agree that labour on its own is insufficient to account for differences in the cost of producing items in different countries.

Dette burde være tilstrækkeligt som kommentar til regeringens aktuelle konkurrencestatspolitik.
Enhanced by Zemanta

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (2 stemmer.)
Flattr this

Ældre indlæg

Sider

Seneste kommentarer

  • Carsten Agger: Mimoser med torne. læs mere
  • Søren: Eleverne tager ingen skade af nogle rap i halen med læs mere
  • Ole Wolf: I'm using Bluehost.com as a hosting company. However, I suspect læs mere
  • weblink: Hey there would you mind letting me know which hosting læs mere
  • Ahmad Denmark: hej jeg elsker virkelig det du skriver her, har selv læs mere
  • Erik Skagen: 05-12-2013 16:50 Taastrup Postbutik, Danmark Forsendelsen er modtaget fra afsender læs mere
  • folkeanarkisten: Ha, ha, ha, at tro at hjulet er nazistisk er læs mere
  • Ole Wolf: I don't quite remember. It may have been cost, or læs mere
  • Michal: I thought so. Why did you choose 1mm wire - læs mere
  • Ole Wolf: Or, rather, about 100 wires, because the inner circles contain læs mere