Recently in Retsopfattelse Category

Voldtægt af retsstaten

|
Lixtal: 48Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

På det seneste er der berettet om voldtægtssager, hvor de anklagede er gået fri. Det er uheldigt og særdeles ubehageligt for såvel ofret som potentielle ofres følelse af såvel retssikkerhed som personlig sikkerhed.

En voldtægt af en 14-årig pige er blevet udlagt således, at fordi hun havde råbt om hjælp, og ikke havde råbt “nej!”, gik voldtægtsmanden fri. I en anden sag var en pige blevet bevidstløs, og sagen blev udlagt, som om man af den grund ikke kunne vide, om hun havde noget imod det.

På baggrund af sager som ovenstående bliver der fra flere politikere opfordret til lovændring. Ingen har givet konkrete bud på, hvad denne lovændring skal gå ud på, men målet er at få flere voldtægtsforbrydere dømt for voldtægt. Målet kan man naturligvis kun være enig i.

Men udlægningerne af de to førnævnte sager er ikke korrekte. I den første sag gik gerningsmanden ikke fri, fordi pigen havde råbt “hjælp!” i stedet for “nej!”, men fordi anklagerens påstand om, at hun var bedøvet, kunne afvises (hvilket den begribeligvis også ville være blevet, hvis hun havde råbt “nej”). Eftersom anklageren havde hægtet hele tiltalen op på denne anklage, så var der ikke noget at komme efter. I en retssal kan man ikke fremstille en ny, alternativ anklage på stedet - i dette tilfælde f.eks. at hun tydeligvis ikke ønskede samlejet (længere). Uanset om det måske ved første øjekast kan synes rimeligt, så skal den tiltalte have en chance for at forsvare sig mod en anklage, som af samme årsag skal være præsenteret på forhånd, i god tid inden retssagen. Retssagen er dermed et eksempel på, at vores retssystem fungerer, og at fejlen ligger hos anklageren, der valgte at føre sagen på et grundlag, der kunne afvises.

I den anden sag optrådte voldtægten efter, at sagsøger havde indlagt sig på at have sex. Men i modsætning til, hvordan nogle har udlagt sagen, blev det ikke brugt som en undskyldning for voldtægten, at hun selv havde været interesseret i begyndelsen: Dommen gik ud på, at man ikke kunne bevise, at der var foregået en voldtægt, hvilket begribeligvis fritager hende fra enhver skyld (thi man kan jo ikke give nogen skylden for noget, man ikke ved om er foregået). Som det fremgår af det ganske grundige referat i artiklen er det mildt sagt uklart, hvad der præcist skete. Man kan naturligvis ikke tage fra hende, hvordan hun oplever hændelsen, men i en retssag er man nødt til at vurdere, hvad der skete i situationen. Det står ikke klart, at hun f.eks. var bevidstløs, mens der blev dyrket sex. Igen er denne sag udtryk for, at vores retssystem fungerer, fordi den væsentlige tvivl er kommet de anklagede til gode. (Omend jeg personligt finder, at de to sidste anklagede havde en noget dårligere sag end den første.)

Domsfældelsen i begge sager ser således ud til at leve op til meget dyrt købte retsstatsprincipper: At man ikke dømmer en person, med mindre det kan bevises hinsides tvivl, at vedkommende er skyldig. At bevisbyrden ligger på anklageren, og hvor den anklagede ikke skal bevise sin uskyld. At vores vigtige, retsstatslige doktrin er, at man hellere lader en skyldig gå fri, end man straffer en uskyldig.

Jeg er derfor bekymret for, hvad de konkrete forslag til den ønskede lovændring bliver. Bekymret for, hvor store dele af retsstaten, der mon bliver smidt ud med badevandet. Skal man se bort fra, at offerets forklaring modsiges af offerets adfærd og øvrige vidners forklaring? Skal man ignorere anklagedes udlægning? Skal den anklagede bevise sin uskyld i stedet for, at anklageren skal bevise skylden? I så fald vil det være et opgør med helt grundlæggende retsstatslige principper. Jeg håber ikke, det bliver den slags ændringer. Men det er desværre den slags ændringer, der for mig at se skal til, hvis man ønsker et andet udfald i sager som de to ovennævnte: Løsningen på voldtægt er åbenbart at voldtage Justicia.

Nuvel, der vil blive dømt flere voldtægtsforbrydere. Men der vil blive dømt mange flere uskyldige mennesker, og ikke mindst mænd vil opleve, at sex som sådan bliver farligt for straffeattesten. Hvis man velvilligt indlader sig på sex med en partner, der pludselig begynder på en form for sex, som man ikke bryder sig om (og det er der mange muligheder for), og man siger nej tak i løbet af sexlegen... er det så pludselig voldtægt og ikke “bare” respektløst, hvis vedkommende fortsætter, men iøvrigt ikke gør brug af vold eller tvang? Risikerer vi at sende alt andet end missionærstillingen tilbage til tidligere tiders ulovliggørelse af seksuel “perversion”, fordi man risikerer at blive dømt for voldtægt, hvis man pludselig føler sig lidt kinky, og prøver det bageste hul uden at spørge?

Hvis jeg vågner op ved siden af en partner, der spørger: “Lavede vi noget i går aftes?”, skal jeg så blive alvorligt nervøs? Skal jeg sørge for at undgå at have sex med en partner, som jeg møder i byen, hvis vedkommende drikker spiritus, fordi jeg kan risikere, at vedkommende falder i søvn under samlejet og dermed pludselig gør mig til voldtægtsforbryder? Tør jeg overhovedet gå med en fuld kvinde hjem, selv om jeg sover på hendes sofa, fordi hun kunne tro, jeg havde forgrebet mig?

Sex er noget, man ofte dyrker i passion, og uden nærmere aftale. Det er også noget, man nogle gange gør lidt af pligt for partnerens skyld, fordi sex har en social funktion. Hvis det bliver til noget, man skal skriver kontrakt om på forhånd, og hvis koreografi man er tvunget til at tilrettelægge, såfremt man ønsker at dyrke alt andet end den “sikre” form, så er det enhver puritanists våde drøm.

Kategorier:

  • Currently 3/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 3/5 (1 stemmer.)
Flattr this

Reaktivt

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 42Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Forestil dig, at du har fået en fartbøde for at køre 60 km/t i en by, hvor hastighedsbegrænsningen er 50 km/t. Den betaler du, og så er den sag afsluttet. Tre år senere bliver hastighedsgrænsen på den pågældende strækning sat ned til 30 km/t. Du modtager nu et nyt bødeforlæg svarende til at have kørt 60 km/t på en 30 km/t-strækning.

Eller forestil dig, at du har været medlem af en organisation, som du meldte dig ud af, fordi en ny ledelse ændrede organisationen radikalt. Senere bliver organisationen forbudt. Du bliver fængslet, fordi du engang var medlem af den dengang anderledes og lovlige organisation.

En sådan retsopfattelse kender vi kun fra de værste regimer, og det er der en grund til: Hvis man kan dømmes for lovlige handlinger på baggrund af vilkårlige lovændringer, så kan ingen føle sig sikker. Det pågældende land bruger i så fald sin lovgivning til at terrorisere borgerne, og selv stater med temmelig flossede retssystemer går ikke vidt.

Det vidner om totalitære tanker af den værste slags, når en politiker så meget som antyder, at lovgivningen skal ændres, fordi han eller hun - som Trine Bramsen (S) og Naser Khader (K) gør her - ærgrer sig over, at den ikke har tilbagevirkende kraft.

Kategorier:

  • Currently 4.5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4.5/5 (2 stemmer.)
Flattr this

Breiviks lovliggjorte tortur

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 49Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

IsolationscelleI går udsendte Anders Breivik en er­klæ­ring om, at han ville sul­te­strej­ke, hvis ikke for­vær­rin­ger­ne i hans fæng­sels­op­hold blev ophævet. Anders Breivik har siddet i reel iso­la­tion siden be­gyn­del­sen af sin straf i Skien fængsel, hvor sik­ker­he­den er høj. Efter 2½ år er­klæ­re­de Anders Brei­viks advokat, at Breivik ville anlægge sag mod den norske stat for at få iso­la­tions­fængs­lin­gen ophævet.

Amnesty International retter berettiget kritik mod brugen af isolationsfængsling. Midlertidig og kortvarig isolation kan have sin berettigelse, men langvarig brug af isolation er regulær tortur. For Anders Breiviks vedkommende ligger foreløbig tre års isolation rigeligt over grænsen for "langvarig brug". Ganske vist er Anders Breivik sandsynlig muligvis mindre berørt af isolation end de fleste, idet han tidligere har isoleret sig frivilligt, og i det hele taget har en social dysfunktion, der gør det svært for ham at agere blandt andre mennesker. Det ændrer dog ikke på, at længerevarende isolationsfængsling er tortur. Og selv om isolationsfængslingen af Anders Breivik ikke er total, idet han er under konstant opsyn af personale, der tæller flere personer, ønsker opsynspersonalet ikke at tale med ham.

Anders Breiviks erklæring resulterede i en strøm af Facebook-opdateringer og -kommentarer, hvor en for mig at se markant del af venstrefløjen glemte alt om deres fastholden på retsstatsprincipper og menneskerettigheder, idet de skadefro opfordrede ham til at gennemføre sit projekt samt udtrykte ønske om isolation på livstid og det, der var værre. Man må lade Anders Breivik, at han giver højrefløjen mulighed for at pege betimelige og retfærdige fingre ad hykleri på venstrefløjen.

Isolationsfængslingen af Anders Breivik skyldes angiveligt, at han vil være i fare blandt medfanger. Denne fare er reel nok, både fordi der er medfanger, der hader ham, og fordi der i visse kredse er udlovet dusør til den, der måtte slå ham ihjel. Når en fange er i fare blandt sine medfanger, og ikke kan placeres blandt (for ham) ufarlige fanger, er praksis desværre, at den pågældende fange bliver udsat for isolation.

En vis del af Anders Breiviks klager kan reelt betragtes som urimelige. Han er en besværlig fange, og hans narcissistiske personlighedsforstyrrelse gør ham tilbøjelig til at mene, at han fortjener særlige hensyn. Når han klager over, at han mister beføjelser, er der således et element af prinsessenykker over dem. Den slags er medvirkende til en negativ reaktion oveni de stærke følelser, som nogle nærer mod Anders Breivik.

Her kan man så alt efter temperament og politisk overbevisning frydes eller græmmes over, at tydelige dele af venstrefløjen afslører, at deres ønsker om retssamfund er indskrænket til dem, de er enige med, og at der gælder andre regler for resten (Her kan man et notere, at der normalt er væsentligt gehør for indførelsen af netop disse andre regler på højrefløjen; højrefløjen ville i så fald ikke have noget at brokke sig over, hvis de pågældende venstrefløjsfolk fik magt, som de øjensynligt har agt.)

I sådan en sag skal enhver tilhænger af et retssamfund insistere på, at Justicia har bind for øjnene. Man tilsidesætter ikke retssamfundets regler, blot fordi der er tale om et helt usædvanligt dumt svin. Tortur er ulovligt, uanset hvem der bliver udsat for den. Isolationsfængsling skal afskaffes, også når denne form for tortur overgår individer som Anders Breivik.

Det iøjnefaldende hykleri er imidlertid det mindste problem. Det er langt værre, at brugen af isolationsfængsling er udbredt i fængselsvæsenet, og Anders Breivik er langt fra den eneste fange, der udsættes for denne tortur. Det er tortur, som skal stoppes. Men når Anders Breivik klager over brugen af tortur i fængselsvæsnet, så springer selv modstandere af tortur frem, og udtrykker nu en tydelig positiv holdning til denne tortur. Måneders og års kampagner, der har overbevist befolkningen om utilstedeligheden af tortur, er ødelagt, fordi synet af denne djævel tilføjer et enkelt, forbandende ord til modstanden mod tortur: Tortur skal afskaffes, men.

Kategorier:

  • Currently 0/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 0/5 (0 stemmer.)
Flattr this

Om ofre og syndere

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 55Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

BackstabbingMarlene Duus for­tæl­ler i en kronik, hvordan det føles at have psy­ki­ske mén og en følelse af svigt, efter at hendes over­falds­mand blev løsladt tidligt og modtog væ­sent­lig reso­ci­a­li­se­rings­støt­te. I kro­nik­ken er Marlene Duus væ­sent­ligt mindre hævn­ger­rig, end hun har givet udtryk for i senere in­ter­views.

Jeg vil gøre det helt klart, at jeg kan sætte mig endog meget ind i Marlene Duus' fø­lel­ser, men jeg vil af flere årsager undlade at komme nærmere ind på om­stæn­dig­he­der­ne. Hun oplever, at sam­fun­det hjælper hendes over­falds­mand videre, mens hun bliver over­ladt til sig selv. Efter at det rets­mæs­si­ge regn­skab er gjort op, stemmer ba­lan­cen ikke.

Bor­ger­li­ge po­li­ti­ke­re og borgere sam­stem­mer: Ger­nings­man­den skulle have haft højere straf, og har ikke krav på sam­fun­dets hjælp. Sam­fun­det gør de kri­mi­nel­le til ofre, og de reelle ofre bliver ladt i stikken. Ven­stre­flø­j­en ten­de­rer i stedet til at un­der­stre­ge, hvad om­fat­ten­de forsk­ning in­den­for feltet en­ty­digt har kon­klu­de­ret: Strengere straffe har ikke nogen effekt, mens resocialisering og forebyggelse har en positiv virkning. Venstrefløjen forholder sig ikke til strafudmålingen (bortset fra forskningens resultater), men til det forhold, at ofrene ikke får tilstrækkelig hjælp.

Lidt firkantet sagt ønsker højrefløjen, at der sættes fokus på strengere straf af de kriminelle, som bliver pågrebet, mens venstrefløjen ønsker, at der sættes fokus på bedre hjælp til ofrene. Venstrefløjen anklager derfor højrefløjen for at glemme ofrene i et system, hvor ofrene allerede er opstået, når straffen udmåles, og hvor straffen ikke hjælper ofrene. Højrefløjen anklager i stedet venstrefløjen for at være ansvarlige for et system, hvor forbryderne gøres til de virkelige ofre, og hvor det er attraktivt at være offer.

Her ville en smule selvindsigt klæde de borgerlige. De borgerlige partier erklærer alle som en, at deres livssyn bygger på den luthersk-evangeliske kristendom. Her gælder der selvfølgelig, at det religiøse fundament i livssynet ikke eksplicit udpensles i en politisk erklæring, og at det endog næppe er et bevidst element i de fleste borgerliges livssyn. Den religiøse formulering er derimod udtryk for en tankegang, der bogstavelig talt har eksisteret i samfundet i århundreder - et komprimeret symbolsprog for holdninger, som i dag kan konstateres at vække genklang hos især borgerlige.

Den religiøse lære fortæller, at menneskets hidtil iboende synd er tilgivet ved det offer, den kristne Gud bragte os gennem ofringen af sin søn, hvis eksempel mennesket formodes at emulere. Offermentaliteten er central i denne kristne retning, hvor det på en gang gælder om selv at være offer, samtidig med, at ens evne til at opnå frelse gennem sin selvopofrelse kan ses på, om man stadig tiltrækker Guds vrede via uheld og ulykker, der måtte påfalde en. Ofre for livets luner er således syndere, thi de har ikke ydet tilstrækkelig selvopofrelse, og de velstående og heldige er frelste, thi de har udvist guddommelig selvopofrelse.

Kalkmaleri af DjævelenDet korte af det lange er, at den kristne, bor­ger­li­ge tan­ke­gang fo­re­skri­ver, at de mindre heldigt stil­le­de er "syndere", idet de på den ene eller anden måde selv er skyld i deres dårlige si­tu­a­tion, mens de mere heldigt stil­le­de kan de­mon­stre­re deres (kristne) værd ved at yde "ofre" til syn­der­ne gennem al­mis­ser.

Dermed er der skabt netop det system, som høj­re­flø­j­en ironisk nok advarer mod. De men­ne­sker, der falder ofre for kri­mi­na­li­tet, for ud­nyt­tel­se og for sorte uheld, anses ikke som ofre, men som syndere, der må være an­svar­li­ge for deres egen kamp (for frelse), så de igen kan blive gode sam­funds­bor­ge­re. De egent­ligt ofrende men­ne­sker er de, der al­ler­nå­digst giver al­mis­ser.

I kristen, bor­ger­lig optik er for­bry­der­ne na­tur­lig­vis syndere, og renses for skyld gennem straf. De egent­li­ge ofre for for­bry­del­sen er i bedste fald uin­te­r­es­san­te, men snarere uøn­ske­de som de syndere, de jo må være, hvilket falder helt i tråd med moderne, bor­ger­li­ge krav om stren­ge­re straffe, samt færre res­sour­cer til fore­byg­gel­se og hjælp til ofrene. Det egent­li­ge ofre bliver gemt, glemt og fortrængt, sådan som det har været et bor­ger­ligt princip gennem år­hun­d­re­der.

Denne borgerlige ideologi genfinder vi også udenfor den retslige grænse for overgreb, udnyttelse og brug af magt. Da den borgerlige regering soldede et enormt økonomisk opsving op ved at give skattelettelser til de rigeste, og hvor erhvervsliv og banker fik stillet den ene store garanti efter den anden, efterlod det alle vi andre som ofre for deres skørlevned. I dag er det tydeligt, at de svageste - de virkelige ofre for finanskrisen - igen kommer til at betale regningen for de velstilledes overforbrug. Fyrer erhvervslivet, skal de fyrede gå bodsgang på jobcentrene. Det er ikke personen, der stikker sin kollega i ryggen, der er offer, og det er chefen, der fyrer, heller ikke, skønt det er disse personer, der begår et angreb mod den fyrede. Bliver en person kørt fysisk eller psykisk ned på grund af arbejdspres, henvises den syge til et behandlingssystem med få muligheder og udsigt til en ødelagt økonomi.

De i forvejen velstillede må ikke røres, for de er de frelste, som har ofret sig selv ved at arbejde hårdt, ved at tage risici, ved at tage ansvar, og ved at betale skat som almisse til de syndigt svage. Borgerlig politik har i gåsegang med kristendommen vendt virkeligheden på hovedet, så vi gør ofre ud af de, der begik overgrebene til at begynde med, uanset om de fanges i retssystemet, hvor de kan renses fra synd, eller opererer i fuld lovlighed i et kapitalistisk system, der tilgodeser den, der undertrykker frem for dem, der bliver undertrykt. Socialdemokraterne og SF danser i dag med på de borgerliges pibe ved at udpege de arbejdsløse som syndere og de arbejdende som deres ofre.

De borgerlige anklager venstrefløjen for at skabe et system, hvor forbryderne bliver gjort til ofre, men i virkeligheden er det netop dette system, højrefløjen har repræsenteret gennem århundreder. Det, vi har brug for, er et system, hvor vi som samfund efter hundreder af års undertrykkelse fra de heldigt stillede vender virkeligheden på ret køl og indser, hvem der er de egentlige ofre og de egentlige overgrebsmænd og -kvinder, og århundreder for sent begynder at støtte de, der har behov.

Kategorier:

  • Currently 2.4/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 2.4/5 (5 stemmer.)
Flattr this

Kære Karsten Lauritzen

| 1 Comment |
Lixtal: 56Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Følgende er d.d. sendt som email til Karsten Lauritzen (V):

Kære Karsten Lauritzen,

Den kriminelle lavalder er netop blevet sat op til 15 år igen, og jeg kan forstå på Stine Brix (EL), at du på Folketingets talerstol var vred over beslutningen. Jeg vil ikke her forholde mig til, om netop 14 år eller 15 år er den bedste alder, men har i stedet et spørgsmål til dig omkring fastsættelse af aldersgrænser helt generelt.

Når en kriminel lavalder fastsættes, må det nødvendigvis ske med henvisning til, at et individ ved den pågældende alder med rimelighed kan forventes at have en modenhed, der sætter vedkommende i stand til at vurdere følgerne af sine handlinger. Når lavalderen således sættes ned fra 15 til 14 år, således som den tidligere regering vedtog, må man forvente, at det er fordi børn bliver tidligere modne hvad angår deres evne til konsekvensvurdering.

Dette er naturligvis et vurderingsspørgsmål, og jeg vil som sagt ikke diskutere den præcise aldersgrænse. Til gengæld vil jeg gerne høre, hvorfor du mener, at den kriminelle lavalder bør være lavere, når ikke det samtidig gælder stemmeretsalderen, den seksuelle lavalder, aldersgrænsen for køb af alkohol og cigaretter, osv. Hvorfor er det alene indenfor retsjura, at du mener, at børn må forventes at have højere modenhed i evnen til at vurdere konsekvenserne af deres egne handlinger?

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(adresse m.v.)

Kategorier:

  • Currently 3.6/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 3.6/5 (8 stemmer.)
Flattr this

Spørgsmål til Tom Behnke om PTSD

| 1 Comment |
Lixtal: 48Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Nedenstående email er d.d. sendt til Tom Behnke (K):

Kære Tom Behnke,

I forbindelse med det seneste eksempel i rækken af konventionsbrud mod EU og FN, som regeringen har besluttet sig for, er det kommet frem, at Danmark giver afslag på ansøgninger om statsborgerskab, hvis personen bag ansøgningen lider af PTSD. Du siger i følge Politiken følgende:

"Folketingets flertal har sagt, at de sager ønsker vi ikke at se. Hvis man kun lider af PTSD, ønsker vi, at ministeriet giver afslag" (kilde). Jeg formoder, at dette flertal bestod af de sædvanlige tre partier.

Eftersom du ikke anerkender PTSD som et handicap, vil jeg gerne bede dig bekræfte, at danske soldater, der f.eks. har gjort tjeneste i Afghanistan og nu lider af PTSD, kun vil modtage støtte for eventuelle andre lidelser, og altså ikke for deres PTSD, eller alternativt at du vil melde dem for socialt bedrageri.

Hvis ikke du kan bekræfte dette, vil jeg meget gerne bede dig om en kort redegørelse for den kvalitative forskel mellem danske soldater med PTSD pådraget efter få måneders militærtjeneste og flygtninge, der har fået PTSD af mange års udsættelse for langt værre forhold.

NB: Jeg er opmærksom på, at dine tidligere partifæller fra Fremskridtspartiet fremfører det argument, at indvandrere lyver, når de hævder at have PTSD. Det fremgår ikke, om du er enig i dette argument, men såfremt dette er tilfældet, vil jeg gerne have oplyst yderligere: Mener du, at ikke-etniske danskere er mere disponerede for at lyve for at opnå støtte end etniske danskere, eller mener du i stedet, at det er læger og psykiatrien, der står for disse løgne?

Med venlig hilsen, og på forhånd tak for dine svar.

Ole Wolf
(adresse m.v.)

Kategorier:

  • Currently 3.7/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 3.7/5 (3 stemmer.)
Flattr this

Martin Henriksens dobbeltmoral set indefra

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 54Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Hos nogle personer kan det være svært at gennemskue deres holdninger, hvis man alene ser på deres udtalelser. De kan have modsat rettede holdninger i hovedet, uden at det giver anledning til eftertanke. Se blot Martin Henriksen (DF), der på én gang kan beklage, at Özlem Cekic (SF) støtter lovbrud, og samtidig kan opfordre til lovbrud i forbindelse med EU-regler for udlændinge.

Det ligner unægteligt udtalelser fra en forvirret person, og mens man rimeligvis kan undskyldes for at konkludere, at Martin Henriksen slet og ret er dårligt begavet, er årsagen formodentlig en anden, som kan forklares ved hans menneskesyn.

Martin Henriksen deler ligesom af sit parti mennesker op i to typer: De "rigtige" mennesker som dem selv, og så alle de øvrige, der ikke anses for fuldgyldige mennesker, men derimod som skadedyr, mindre egnede, forkert farvede, forkert troende, eller på anden vis underordnede. Lovgivning anses som noget, der skal beskytte de "rigtige" mennesker mod de "forkerte" mennesker. De "forkerte" mennesker har ikke krav på at blive beskyttet af lovgivningen.

Hvis man holder sig til denne logik, forsvinder den dobbeltmoral, som en normalt tænkende person kan få øje på, fra Martin Henriksens modsat rettede holdninger. Martin Henriksens holdning ser således ud: Özlem Cekic er et "forkert" menneske, og skal således rette sig efter den hvide, kristne danskers lov. Samtidig er EU-lovgivningen ikke den hvide, kristne danskers lov, og den hvide, kristne dansker skal derfor ikke rette sig efter den.

Se også: Kerneværdier på blot 14 ord.

Kategorier:

  • Currently 3/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 3/5 (2 stemmer.)
Flattr this

Majestætsfornærmelser

| 2 kommentarer |
Lixtal: 57Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Følgende brev er d.d. sendt til Kongehuset samt Lars Barfoed (K), der øsker at stramme lovgivningen omkring majestætfornærmelse.


Kære Margrethe,

I forbindelse med Lars Barfoeds (K) ønske om, at elleve medlemmer af Greenpeace skal tiltales efter en ældgammel straffelov, fordi de har synliggjort, at de finder miljøspørgsmål vigtigere end dine private, skatteyderfinancierede fester, vil jeg gerne give udtryk for, at jeg lige som Lars Barfoed finder majestætsfornærmelser aldeles uacceptable.

Jeg finder det f.eks. aldeles fornærmede mod enhver på kontanthjælp, at en majestæt tillader sig at forlange en uhørt enorm minimumssats betalt via den skat, jeg og andre betaler på baggrund af vort reelle og samfundsopbyggende arbejde. Det er en fornærmelse overfor alle de, der på grund af deres sociale eller helbredsmæssige situation har behov for direkte eller indirekte økonomisk støtte. Det er en hån mod mindet af enhver person, der har måttet lade livet på et sygehus uden tilstrækkelige midler.

Det er en fornærmelse mod enhver form for menneskeretslig holdning, når en majestæt viser anerkendelse i form af ordener til undertrykkende og voldelige diktatorer og repræsentanter såsom f.eks. Hermann Göring, Nicolai Caucesco og Hamad ibn Isa Al Khalifa.

Det er en fornærmelse mod enhver følelse af ambition, enhver erhvervelse af evner og enhver anerkendelse af menneskers potentiale og muligheder, at en majestæt alene i kraft af at være født i en bestemt indavlet familie kan få næsten uindskrænket magt. (Det er irrelevant, at denne i praksis er en rent teoretisk magt, for det er en fornærmelse mod demokratiet, at problemstillingen overhovedet kan formuleres.)

I forlængelse af ovenstående ganske vist parentetiske bemærkning finder jeg det formærmende, at vi på trods af et såkaldt demokrati først kan vedtage en folkelig lov, når majestæten har underskrevet den.

Det er en fornærmelse mod menneskelig værdi, at majestæten står som såvel et fastholdt symbol som et helt reelt eksempel på, at vi ikke har lighed her i landet.

Det er fornærmende, at majestæterne misbruger offentlige ydelser ved f.eks. at rydde en hel hospitalsgang, bare fordi to af kongefamiliens medlemmer bidrager med yderligere modtagere af skattefinancieret underhold.

Jeg er som ateist fornærmet over at skulle repræsenteres af en person, der forventes at være overtroisk og tilhøre en bestemt religiøs sekt. (Thi sammenlignet med verdens øvrige former for kristendom er den danske Folkekirke blot en mindre sekt.)

Det er en fornærmelse, ja endog en hån, mod retssamfundet, at majestæterne ikke kan dømmes efter lovgivningen. Undertegnede er af samme alder som dine børn og husker tydeligt, hvorledes jeg forventedes under strafansvar at overholde færdselsloven, mens dine børn samtidig udnyttede deres immunitet til at køre uforsvarligt, livsfarligt og hensynsløst overfor vi, landets borgere. Og mens man ikke bør tale uhøfligt om afdøde, vil jeg alligevel påpege, at det ikke undgik min opmærksomhed, at din mors berygtede kleptomani forblev ustraffet, ligesom I åbenbart ikke følte jer motiverede for at behandle sygdommen. Her vil jeg gerne understrege, at jeg ikke ønsker at være personlig mod dig gennem disse eksempler fra din nærmeste familie (i så fald ville jeg ikke undlade også at kommentere, hvorledes din mands hund skambider andre mennesker, uden at det giver anledning til bøder, aflivning og forbudsdiskussioner), hvorfor jeg vil minde dig på, at unddragelser fra loven ikke er nogen usædvanlig adfærd hos dine nærmeste, men at det er en velkendt tradition, som kongehuset har videreført gennem mange århundreder.

Jeg føler mig derfor særdeles fornærmet af majestæten, og velkommer ethvert tiltag, der kan afskaffe muligheden for at komme med sådanne fornærmelser. Din mands oprindelige hjemland demonstrerede en radikal forbedring for dets borgere under det, der meget passende kaldes for oplysningstiden, men da jeg er tilhænger af et retssamfund og lige muligheder har jeg intet problem med at acceptere en langt mindre blodig adfærd. Selv om det danske kongehus og jeres helt åbenlyst og officielt anerkendte venner gennem mange århundreder har stået for verdenshistoriens uden sammenligning største eksempler på udnyttelser, blodbad og magtmisbrug, og således på ingen måde kan kalde jer fremmede de mest drastiske metoder, menneskeheden hidtil har forestillet sig, føler jeg ikke behov for at demonstrere tilsvarende adfærd.

Jeg kan tilgive selv grove majestætslige fornærmelser og hele jeres historiske tradition for samme, hvis blot det danske kongehus f.eks. afskriver sig sine rettigheder og ufortjente formuer, og i stedet bidrager til samfundet på lige fod med alle vi andre. Måske vil det endda vise sig, at I besidder evner, der kan bruges til noget konstruktivt. Lars Barfoeds parti søger øjensynligt en ny formand, og jeg ser gode muligheder for, at man vil behandle dig som en dronning i hans parti. Det ville være en win-win situation for såvel dig som for Lars Barfoeds parti, og det ville være en historisk landvinding for Danmarks demokrati, retsfølelse og lighed.

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(adresse m.v.)

Kategorier:

  • Currently 5/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 5/5 (7 stemmer.)
Flattr this

Søren Pinds injuriefrikort

| 1 Comment |
Lixtal: 39Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Søren Pind (V) fremsætter bevidst injurierende anklager mod en BT-journalist, der har gravet i Søren Pinds magtmisbrug. Det gør han, fordi:

Hvis man siger sådan, som jeg gør, og B.T. og Lars Fogt ikke kan vinde et injuriesøgsmål i retten, er det fordi, jeg har ret.
Det kan imidlertid være en helt anden grund til, at jounalisten eller BT ikke ønsker at anlægge en injuriesag. Retspraksis omkring injuriesager er nemlig sådan, at selv hvis man vinder sagen, vil man blive pålagt at betale sagsomkostningerne, der nemt kan løbe op i størrelsesordenen kr. 50.000.

Hvis ikke BT påtager sig at anlægge en injuriesag på vegne af sin ansatte, vil journalisten skulle trække dette beløb ud af husholdningen, såfremt han vælger at anlægge sag mod Søren Pind. Sidstnævnte vil omvendt næppe kunne modtage en straf af nogen størrelsesorden, der vil gøre Søren Pinds økonomi nogen væsentlig skade.

Derfor kan Søren Pind ikke uden videre konkludere, at han har ret, såfremt sagen udebliver. Han kan blot konkludere, at journalisten modtager journalistløn.

Kategorier:

  • Currently 4.7/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 4.7/5 (3 stemmer.)
Flattr this

Email til Morten Løkkegaard (V) om fildeling

| 1 Comment |
Lixtal: 52Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Kære Morten Løkkegaard,

Det glæder mig, at du på kunstnernes vegne støtter EU-forslaget om, at man skal kunne fjerne borgernes internetforbindelse - og dermed den digitale kontakt til det offentlige, som dit parti insisterer på, at alle skal have - såfremt de tre gange oplever at få en aggressiv musikbranche på halsen med mere eller mindre velunderbyggede anklager.

Enhver ved jo, hvorledes den trykte grammofonplade aldeles ødelagde de udøvende kunstneres muligheder for at holde koncerter. Og da kassettebåndet blev introduceret, måtte kunstnere gå fallit på stribe, og har aldrig siden kunnet genetablere sig. Det samme skete for filmbranchen, der blev elimineret ved introduktionen af videobåndet. Alt sammen fordi det var muligt at kopiere kunstnernes værker.

Der er ingen grund til at tro, at det skulle gå anderledes, når det er muligt at dele filer via internettet. De talrige eksempler på stigende salgstal trods en øjensynligt øget piratkopiering bør ikke forplumre det historiske klarsyn.

Din forståelse for fortidens problemer har en vigtig betydning, når forbrugernes muligheder og rettigheder skal etables, og jeg er ikke i tvivl om, at dit parti vil fortsætte sin kurs længe endnu.

Med venlig hilsen,

Ole Wolf

Kategorier:

  • Currently 0/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 0/5 (0 stemmer.)
Flattr this

Ældre indlæg

Sider

Om dette arkiv

Denne side er et arkiv over de nyeste indlæg i kategorien Retsopfattelse.

Forrige arkiv: One-liners

Næste arkiv:Terrorfrygt

Find de nyeste indlæg på forsiden, eller søg i de ældre indlæg to find all content.