Om ofre og syndere

Marlene Duus for­tæl­ler i en kronik, hvordan det føles at have psy­ki­ske mén og en følelse af svigt, efter at hendes over­falds­mand blev løsladt tidligt og modtog væ­sent­lig reso­ci­a­li­se­rings­støt­te. I kro­nik­ken er Marlene Duus væ­sent­ligt mindre hævn­ger­rig, end hun har givet udtryk for i senere in­ter­views.

Jeg vil gøre det helt klart, at jeg kan sætte mig endog meget ind i Marlene Duus' fø­lel­ser, men jeg vil af flere årsager undlade at komme nærmere ind på om­stæn­dig­he­der­ne. Hun oplever, at sam­fun­det hjælper hendes over­falds­mand videre, mens hun bliver over­ladt til sig selv. Efter at det rets­mæs­si­ge regn­skab er gjort op, stemmer ba­lan­cen ikke.

Bor­ger­li­ge po­li­ti­ke­re og borgere sam­stem­mer: Ger­nings­man­den skulle have haft højere straf, og har ikke krav på sam­fun­dets hjælp. Sam­fun­det gør de kri­mi­nel­le til ofre, og de reelle ofre bliver ladt i stikken. Ven­stre­flø­j­en ten­de­rer i stedet til at un­der­stre­ge, hvad om­fat­ten­de forsk­ning in­den­for feltet en­ty­digt har kon­klu­de­ret: Strengere straffe har ikke nogen effekt, mens resocialisering og forebyggelse har en positiv virkning. Venstrefløjen forholder sig ikke til strafudmålingen (bortset fra forskningens resultater), men til det forhold, at ofrene ikke får tilstrækkelig hjælp.

Lidt firkantet sagt ønsker højrefløjen, at der sættes fokus på strengere straf af de kriminelle, som bliver pågrebet, mens venstrefløjen ønsker, at der sættes fokus på bedre hjælp til ofrene. Venstrefløjen anklager derfor højrefløjen for at glemme ofrene i et system, hvor ofrene allerede er opstået, når straffen udmåles, og hvor straffen ikke hjælper ofrene. Højrefløjen anklager i stedet venstrefløjen for at være ansvarlige for et system, hvor forbryderne gøres til de virkelige ofre, og hvor det er attraktivt at være offer.

Her ville en smule selvindsigt klæde de borgerlige. De borgerlige partier erklærer alle som en, at deres livssyn bygger på den luthersk-evangeliske kristendom. Her gælder der selvfølgelig, at det religiøse fundament i livssynet ikke eksplicit udpensles i en politisk erklæring, og at det endog næppe er et bevidst element i de fleste borgerliges livssyn. Den religiøse formulering er derimod udtryk for en tankegang, der bogstavelig talt har eksisteret i samfundet i århundreder - et komprimeret symbolsprog for holdninger, som i dag kan konstateres at vække genklang hos især borgerlige.

Den religiøse lære fortæller, at menneskets hidtil iboende synd er tilgivet ved det offer, den kristne Gud bragte os gennem ofringen af sin søn, hvis eksempel mennesket formodes at emulere. Offermentaliteten er central i denne kristne retning, hvor det på en gang gælder om selv at være offer, samtidig med, at ens evne til at opnå frelse gennem sin selvopofrelse kan ses på, om man stadig tiltrækker Guds vrede via uheld og ulykker, der måtte påfalde en. Ofre for livets luner er således syndere, thi de har ikke ydet tilstrækkelig selvopofrelse, og de velstående og heldige er frelste, thi de har udvist guddommelig selvopofrelse.

Det korte af det lange er, at den kristne, bor­ger­li­ge tan­ke­gang fo­re­skri­ver, at de mindre heldigt stil­le­de er "syndere", idet de på den ene eller anden måde selv er skyld i deres dårlige si­tu­a­tion, mens de mere heldigt stil­le­de kan de­mon­stre­re deres (kristne) værd ved at yde "ofre" til syn­der­ne gennem al­mis­ser.

Dermed er der skabt netop det system, som høj­re­flø­j­en ironisk nok advarer mod. De men­ne­sker, der falder ofre for kri­mi­na­li­tet, for ud­nyt­tel­se og for sorte uheld, anses ikke som ofre, men som syndere, der må være an­svar­li­ge for deres egen kamp (for frelse), så de igen kan blive gode sam­funds­bor­ge­re. De egent­ligt ofrende men­ne­sker er de, der al­ler­nå­digst giver al­mis­ser.

I kristen, bor­ger­lig optik er for­bry­der­ne na­tur­lig­vis syndere, og renses for skyld gennem straf. De egent­li­ge ofre for for­bry­del­sen er i bedste fald uin­te­r­es­san­te, men snarere uøn­ske­de som de syndere, de jo må være, hvilket falder helt i tråd med moderne, bor­ger­li­ge krav om stren­ge­re straffe, samt færre res­sour­cer til fore­byg­gel­se og hjælp til ofrene. Det egent­li­ge ofre bliver gemt, glemt og fortrængt, sådan som det har været et bor­ger­ligt princip gennem år­hun­d­re­der.

Denne borgerlige ideologi genfinder vi også udenfor den retslige grænse for overgreb, udnyttelse og brug af magt. Da den borgerlige regering soldede et enormt økonomisk opsving op ved at give skattelettelser til de rigeste, og hvor erhvervsliv og banker fik stillet den ene store garanti efter den anden, efterlod det alle vi andre som ofre for deres skørlevned. I dag er det tydeligt, at de svageste - de virkelige ofre for finanskrisen - igen kommer til at betale regningen for de velstilledes overforbrug. Fyrer erhvervslivet, skal de fyrede gå bodsgang på jobcentrene. Det er ikke personen, der stikker sin kollega i ryggen, der er offer, og det er chefen, der fyrer, heller ikke, skønt det er disse personer, der begår et angreb mod den fyrede. Bliver en person kørt fysisk eller psykisk ned på grund af arbejdspres, henvises den syge til et behandlingssystem med få muligheder og udsigt til en ødelagt økonomi.

De i forvejen velstillede må ikke røres, for de er de frelste, som har ofret sig selv ved at arbejde hårdt, ved at tage risici, ved at tage ansvar, og ved at betale skat som almisse til de syndigt svage. Borgerlig politik har i gåsegang med kristendommen vendt virkeligheden på hovedet, så vi gør ofre ud af de, der begik overgrebene til at begynde med, uanset om de fanges i retssystemet, hvor de kan renses fra synd, eller opererer i fuld lovlighed i et kapitalistisk system, der tilgodeser den, der undertrykker frem for dem, der bliver undertrykt. Socialdemokraterne og SF danser i dag med på de borgerliges pibe ved at udpege de arbejdsløse som syndere og de arbejdende som deres ofre.

De borgerlige anklager venstrefløjen for at skabe et system, hvor forbryderne bliver gjort til ofre, men i virkeligheden er det netop dette system, højrefløjen har repræsenteret gennem århundreder. Det, vi har brug for, er et system, hvor vi som samfund efter hundreder af års undertrykkelse fra de heldigt stillede vender virkeligheden på ret køl og indser, hvem der er de egentlige ofre og de egentlige overgrebsmænd og -kvinder, og århundreder for sent begynder at støtte de, der har behov.