Recently in Essays Category

En tidslomme

| Ingen kommentarer |
Lixtal: 44Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Da jeg var 20, var min alderdom stadigt et fjernt skue. Krydsede tanken en sjælden gang mit sind, var det kun som en tryg forvisning om, at jeg ville få en sikker alderdom, idet et nogenlunde - omend langt fra perfekt - sundhedssystem ville sikre, at jeg ville få den pleje, jeg måtte have behov for.

Nu nærmer jeg mig de 40, og strøtanker om mit otium dukker op med stadigt kortere mellemrum. Jeg har også set, at sundheds- og ældresektoren målrettet er blevet udhungret i de 20 år, der er gået siden min på dét punkt sorgløse ungdom, og jeg frygter for, hvordan min tilværelse vil se ud, når jeg bliver gammel og henvises til fremtidens plejehjem - hvis de stadig findes til den tid.

Jeg er 45, og har allerede en velopbygget pensionsopsparing ligesom de mange andre, der har forstået, at hvis vi vil nyde vores otium, bliver det for vores helt egne penge. Men end ikke de bedst lønnede af os, der gennem et helt arbejdsliv betaler en væsentlig procendel af vores løn ind på en pensionsopsparing, vil nogensinde få råd til personlig pasning og pleje gennem en hel alderdom. Jeg ser på mine børn, der ser TV fra sofaen. De er begge teen-agere, og jeg indser, at selv om konflikter og skænderier er uundgåelige, må jeg aldrig begå utilgivelige fejl overfor dem, hvor jeg støder dem fra mig.

Nu er jeg 50, og den svage panik fra mine år i 40'erne - bekymringen om, at jeg måske ikke længere kunne nå alt det, jeg gerne ville - er overstået, for jeg ser nu hvert år som en gave og ikke som en trussel. Mit fokus for fremtiden er gledet fra at være rettet mod de ting, jeg stadig skulle nå, til at være de ting, jeg endnu har mulighed for. Min tryghed bliver stadigt vigtigere, og det er også derfor, at jeg ikke er så begejstret for mit ældste barns kæreste gennem det seneste års tid. Jeg bryder mig ikke særlig meget om ham, og han bryder sig bestemt heller ikke om mig. Min datter er dog glad for ham, og det må være det vigtigste. Alligevel håber jeg i mit stille sind, at hun bliver træt af ham og finder en fyr, der føler sig mere motiveret for at tilgodese mig, når jeg bliver gammel og har behov for hjælp.

Jeg er blevet 56, og skønt jeg har mange rige år endnu, ser min alderdom bestemt ikke tillokkende ud, hvis jeg skal satse på samfundets støtte. Det er tydeligt, at vi alle bliver afhængige af vore børns hjælp, hvis vor alderdoms oplevelser skal være mere end en seng og opvarmet mad. Mine børn har snart løbet hornene af sig, og er begyndt at se mere seriøst efter partnere. Jeg blander mig lidt i deres valg, for min alderdoms lykke og tryghed afhænger direkte af mine børns valg af partner. Og når man ellers ser på folks evne til at vælge fornuftige partnere på egen hånd, er det da urimeligt at give et faderligt råd?

Nu er jeg 82, og har sikkert kun få år tilbage. Ældreplejen er reduceret til industriel ukendelighed, men mine børns familier giver mig et bidrag i livet og en støtte, der stiller mig i en langt bedre situation end mange af mine med-beboere på plejehjemmet. I forhold til dem har jeg intet at klage over. Min nabo på plejehjemmet har ingen børn, og sygner hen i sin seng. Jeg håber for både min egen og mine børns skyld, at der ikke overgår dem noget slemt.

Jeg er blevet 86, og mine børn er godt oppe i 50'erne. I takt med, at min verden er blevet mindre, har de gennem flere år oplevet, hvordan min alderdom kræver deres støtte, og de ved, at det er kritisk for deres egen alderdom, at mine børnebørn får den rigtige partner. Mine børn blander derfor sig meget aktivt i mine børnebørns partnervalg - også mere, end jeg bryder mig om, selv om jeg godt forstår dem. De sikrer sig, at mine børnebørn får de rigtige venner, og de finder deres egne venner blandt familier, der kan bidrage med gode partnere til mine børnebørn.

Mine børn ånder først lettet op, da jeg bliver begravet i den høje alder af 97 år. Jeg har ikke været nem at gøre tilfreds på mine gamle dage, for jeg fik Alzheimers, da jeg var i starten af 90'erne. De sidste år har jeg klaget og skældt mine børn ud, når de besøgte mig, og jeg ikke genkendte dem. På grund af min sygdom ved jeg ikke med sikkerhed, om de besøgte og hjalp mig lige til det sidste, eller om jeg dør en lige så sølle død som min barnløse nabo på plejehjemmet, som kun så andre mennesker ved fodrings- og medicintid.

Da jeg fylder 110, har både mine børnebørn og mine oldebørn forlængst lært lektien. Der er ingen tvivl om, at man er afhægig af, at ens børn finder de rigtige partnere. Sådan er samfundet nu engang. Folk har også indset, at man bør få flere børn end for blot 50 år siden, for det er vigtigt at have børn, der kan bidrage til ens pasning, når man bliver gammel og ikke kan klare sig selv.

Mit første tipoldebarn fødes, da jeg er 121, og mine oldebørn kender allerede de familier, hvor tipoldebarnets partner skal findes. Disse familier er også interesserede i, at deres børn finder gode partnere. Fra alle sider forventes det, at børnenes partnervalg sker med forældrenes anbefalinger og oftest også efter deres godkendelse.

Min fødselsdato er der ingen, der husker længere, og det er derfor et tilfældigt sammentræf, at det er på min runde 150 års dag, at mine tipoldebørn bringer aftalerne om mine tip-tipoldebørns partnere på plads med en anden familie. Man ved, at for længe siden - dengang tipoldefar levede - havde man et uansvarligt samfund, hvor børnene lod deres forældre i stikken og fandt deres egne partnere, men sådan er det heldigvis ikke længere.

Da jeg fylder 200 år, har traditionen for aftalte ægteskaber været institutionaliseret i samfundet i så mange år, at ingen kan forestille sig, at andet kunne være rimeligt. Ingen finder det forsvarligt, at kvinder kan byde sig til overfor andre mænd med udfordrende påklædning, for en families ære er vigtig, når familiens sammenhold er nødvendig.

På min 300 års fødselsdag husker kun få, at det engang var anderledes, og endnu færre husker hvorfor. Ganske som i min barndom for snart 300 år siden opfattes den gældende samfundsmoral som aksiomatisk, ikke som en menneskeskabt størrelse, der er under stadig udvikling. Den tages for "givet", og i landets religion, der altid har fulgt med tiden - omend altid nogle årtiers skridt bagud - finder man i dag som dengang altid svaret på, hvem der har givet denne til enhver tid gældende samfundsorden og -moral. Religionen forklarer og konserverer samfundets orden, og Bibelens lærdom omkring ægteskaber er ikke til at gå fejl af.

I årene omkring min 400 års fødselsdag er mine landsmænd på flugt fra krig. De modtages kun lunkent af andre lande, der ser ned på mit folks og min verdensdels tradition for tvangsægteskaber, som vi forsvarer med vore religiøse traditioner. De er nervøse for, at vi fører vore middelalderlige traditioner til deres land. Værtslandet forlanger individuel frihed uden snærende bånd fra staten, hvor enhver borger påtvinges at betale for andres behov. Folk skal lære at opføre sig ansvarligt og selv spare deres pension sammen, så de ikke ligger deres børn til last, hverken over skatten eller via krav om, at børnene skal passe deres egne ældre.

Efter et halvt årtusinds vintre husker jeg ikke længere så godt. Jeg har glemt, at vi for 500 år siden skabte et samfund, der efter mange års tradition for personlig frihed indførte det system, der gjorde tvangsægteskaber og store børneflokke nødvendige. Jeg har glemt, at vi selv opfandt den religiøse forklaringsmodel for en tradition, vi forsøgte at fastholde, da vi måtte flytte til et land, hvor forholdene gjorde den unødvendig. Jeg har glemt, at vi dengang troede, at det var andre kulturer end vor egen, der ville påtvinge os disse traditioner. På få hundrede år glemmes og læres der meget, og jeg er en gammel mand.

Kategorier:

  • Currently 3.3/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 3.3/5 (3 stemmer.)
Flattr this

Hvad munden løber over med

| 3 kommentarer |
Lixtal: 46Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Folk, der har kendt mig i nogen tid, har bemærket, at jeg nogle gange reagerer høfligt overfor en direkte fornærmelse. De har også bemærket, at jeg nogle gange reagerer fjendtligt overfor en tilsyneladende uskyldig eller høflig bemærkning.

Det er især dem, der ser deres bifald mødt med foragt, der ikke forstår min reaktion. Jeg vil dog helst ikke risikere, at folk, som jeg respekterer, finder min opførsel underlig. Lad mig derfor forklare min opførsel. Denne tekst skal ikke nødvendigvis opfattes som gode råd om, hvordan man "bør" behandle mennesker, som man måtte møde på ens færd. Den er blot tænkt som en oversigt af mine observationer.

Kategorier:

  • Currently 0/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 0/5 (0 stemmer.)
Flattr this

Ældre indlæg

Sider

Om dette arkiv

Denne side er et arkiv over de nyeste indlæg i kategorien Essays.

Forrige arkiv: Diverse

Næste arkiv:IT og Internet

Find de nyeste indlæg på forsiden, eller søg i de ældre indlæg to find all content.