Hvad munden løber over med

| 3 Comments |
Lixtal: 46Svær: Debatlitteratur og populærvidenskabelige artikler
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Folk, der har kendt mig i nogen tid, har bemærket, at jeg nogle gange reagerer høfligt overfor en direkte fornærmelse. De har også bemærket, at jeg nogle gange reagerer fjendtligt overfor en tilsyneladende uskyldig eller høflig bemærkning.

Det er især dem, der ser deres bifald mødt med foragt, der ikke forstår min reaktion. Jeg vil dog helst ikke risikere, at folk, som jeg respekterer, finder min opførsel underlig. Lad mig derfor forklare min opførsel. Denne tekst skal ikke nødvendigvis opfattes som gode råd om, hvordan man "bør" behandle mennesker, som man måtte møde på ens færd. Den er blot tænkt som en oversigt af mine observationer.

Nogle kender allerede til de mennesker, jeg vil behandle i dette essay, og har omtalt dem som ballademagere, "intellektuelle sorte huller", osv. Disse menneskers opførsel ser ikke ud til at være betinget af intellektualisme. Den fundamentale opførsel af disse talende skraldespande er identisk på tværs af intellektuelle grænser - kun i deres evne til at narre produktive mennesker er de intellektuelt velfunderede dygtigere end deres mindre intelligente ligemænd.

Mit fokus i denne tekst vil ligge på de høflige kommentarer, som jeg besvarer med foragt. For så vidt fornærmelser gælder, gav kaptajn Mogens Frohn Nielsen, kendt for at sætte unge mænd på ret køl gennem hårdt arbejde på sit skib, mig engang et godt råd. Kaptajn Nielsen berådede aldrig at blive fornærmet ud fra en simpel filosofi: Hvis modparten ikke ønskede at fornærme dig, ville det være uproduktivt at reagere fornærmet. Hvis modparten til gengæld ønskede at fornærme dig, ville det være dumt at give ham den glæde.

Nu vil den naive læser måske konkludere, at hvis man skal opføre sig høfligt overfor fornærmelser, så må der findes tilsvarende argumenter for, at man bør opføre sig uforskammet overfor bifaldende kommentarer. Dette ville være overforenklet. Den korrekte forklaring er, at når kommunikation er udformet som bifald eller fornærmelser, så bliver der nogen gange overført en anden mening, end hvad udtrykket umiddelbart ville give indtryk af. Det, der måske lignede en fornærmelse, kan måske være et udtryk for manglende information. Tilsvarende kan en tilsyneladende høflig kommentar være krydret med ondskabsfuldheder og lede. Forskellen kan læses mellem linierne.

Med fare for at lyde barnlig, så er det måden, de siger det på. Det er så simpelt som et skænderi mellem en mor og hendes seks år gamle datter, som jeg på et tidspunkt overhørte. Moderen var såret over datterens vrede svar på et spørgsmål, som moderen havde stillet, og moderen spurgte datteren: "Hvorfor svarer du sådan?"

Datterens svar kom omgående: "Fordi du spørger sådan!"

Det, der her var sket, var at moderen ikke blot havde stillet barnet et spørgsmål. Moderen havde klemt en spydig kommentar ud mellem sidebenene, da hun stillede spørgsmålet, og denne spydighed havde fornærmet barnet.

Dette er kendetegnet for den verbale snigskytte: De affyrer ondskabsfulde angreb skjult i tilsyneladende uskyldige udtalelser, så de skader uden at afsløre angriberen. Mens snigskytten taler høfligt, klemmer han spydige bemærkninger ind, der har til hensigt at såre dine følelser, få dig til at føle dig underlegen i forhold til dine medmennesker, eller nedbryde din selvtillid. Den klassiske bemærkning er: "Held og lykke til din eksamen! Du får brug for det!"

Når man skriver på Internettet, ser man ofte, hvorledes snigskytten skriver den ene modbydelige kommentar efter den anden, idet han afslutter dem alle med en "smiley": "Det er du nok ikke klog nok til at forstå. :-)"

Når man spørger dem, hvorfor de kom med disse udtalelser, redder de sig som regel i sikkerhed ved at sige, at de bare lavede sjov. Dette gør stort set deres offer forsvarsløst, for med vores samfundsmoral gælder der, at hvis en person siger, at han bare lavede sjov, så er offeret pludselig den "agressive part", der angriber snigskytten. Snigskytterne bruger således jokes og smileys som følelseskondomer, der beskytter dem mod ansvaret for deres angreb.

I vores samfund ser man ned på et direkte, frontalt verbalt angreb på en person, men det er socialt acceptabelt at komme med spydige bemærkninger, der rammer deres mål som en kniv i ryggen og gør ondt i dagevis. Det er socialt respektabelt at gemme sig i et træ og snigskyde folk.

Undertegnede havde den uheldige oplevelse at arbejde med en professionel snigskytte, Mads, som chef. Et enkelt eksempel på hans snigskytteri må være tilstrækkeligt: Under frokosten fortalte en anden af mine kolleger, Jane, hvordan hun som barn havde fået ansigtet flået til ukendelighed af en hund. Det havde været en traumatisk hændelse, hvor det havde taget flere timer at få hende bragt til hospitalet, før hun kunne blive bedøvet og behandlet. Så var det, at Mads kom med sin vittighed: "Nå, var det så i går, at det skete?" og grinede. Alle omkring bordet grinede, undtagen Jane og jeg. Hvis ikke det havde været for den muntre tone, ville det have været en direkte ækel kommentar. Jane grinede spagfærdigt sammen med de andre, men udtrykket i hendes ansigt viste med al tydelighed, at snigskytten havde såret hende. Men da alle "vidste", at han bare lavede "sjov", kunne hun ikke klage.

Nogle vil måske argumentere for, at disse snigskytter virkelig laver sjov, og at deres ofre blot er for følsomme. Men spørgsmålet er så: Hvorfor fortæller de altid denne type vittigheder?

Det simple svar er, at de ikke fortæller vittigheder. De kan ikke tale direkte fra hjertet. De hader dig, men er end ikke selv klar over det, for de kan ikke mærke deres aflukkede hjerters stemme. I stedet forvrænger de deres had til høflige eller vittige kommentarer, der drypper af edder og forgift. Som Wilhelm Reich beskrev det i hans model af tilsyneladende og dæmoniske opfattelser af selvet, så opretholder disse mennesker en velpoleret facade eller karakter-panser, mens de undertrykker en ubalanceret, liderlig, ondskabsfuld, hadsk og arrig djævel indeni. De kan ikke sige eller gøre blot en enkelt venlig ting, for hver eneste impuls, der opstår i dem, må tvinge sig selv gennem deres karakter-panser, og bliver undervejs forvrænget til destruktive tendenser.

Deres tilsyneladende karakter ses som deres vittige, høflige facade, men deres sande vilje skinner igennem: De ønsker, at du dumper til eksamen, de ønsker, at du ikke er klog, og den tidligere nævnte chef ønskede, at Janes ansigt var blevet ødelagt. De mener hvert ord, de siger, bortset fra den høflige og vittige indpakning. De er nogle ondsindede svin, nogle lede røvhuller, ganske enkelt.

For så vidt det gælder snigskytter, er den mest effektive medicin oftest omgående at gentage den giftige bemærkning i samme tonefald, som det blev sagt, som om det var et ekko af snigskuddet. Det bør falde omgående, så hurtigt, at man måske skal afbryde den sætning, man er i gang med, om nødvendigt. Når snigskyttens opmærksomhed er vakt, så spørg ham, hvad han egentlig prøvede at sige. Hvis snigskytten fejer det af bordet, så spørg igen, og fortsæt med at spørge, så længe han fortsætter med at afværge dine forespørgsler. Hvis - eller når - han siger, at han bare lavede sjov, så anerkend, at han lavede sjov, men fortsæt med at presse ham for, hvad han egentlig prøvede at sige. Så sker det som regel, at snigskytten trækker sig tilbage, eller også går han ud i et åbenlyst angreb. Denne fremgangsmåde virker som regel, fordi snigskytter kun har et tyndt lag kosmetik over deres ondsindethed. En snigskyttes angreb kommer som regel i små salver - høj intensitet, der varer i kort tid, typisk koncentreret i en enkelt sætning eller to. Denne karakteristik gør det forholdsvis nemt at opdage angrebet.

Denne slags mennesker benytter ikke altid snigskytteri som angrebsmetode. En mindre åbenlys opvisning af deres egentlige vilje, som på alle andre måder er identisk med snigskytteriet, er når personerne på en eller anden måde siger alt på en negativ måde, og på den måde kan sammenlignes med giftblandere i stedet for snigskytter. Et eksempel, der opstod i en lille interessegruppe, som jeg var med i, illustrerer, hvordan en giftblander kan sammensætte et udtryk på en nedladende eller nedværdigende måde. Gruppen kommunikerede med hinanden via email, men fik også almindelige breve fra Tina, der ikke havde en email konto. I stedet sendte Tina en diskette til en af gruppens medlemmer, der forwardede indholdet til resten. Tina var usikker på, hvem der skulle modtage denne diskette. Kent foreslog, at jeg skulle modtage den i stedet for Pia, der havde for travlt. Imidlertid var det Kents egentlige ønske at videregive en ganske anden besked, idet han formulerede det omtrent således: "Tina bør sende disketten til Ole, for hvis Pia får den, vil det tage år, før vi andre får dem". På denne måde fik Kent portrætteret Pia som en sløv eller doven person, ikke som nogen travl person. Det gav et dårligt billede af Pia, og det var der ingen grund til.

Et andet eksempel illustrerer, hvordan selv simple beskeder kan gøres negativt ladede: Jesper skal fortælle en person, at Tina arbejder om natten. Hans egentlige ønske skinner dog igennem, idet han siger "Tina sover hele dagen" i stedet for at sige, at Tina arbejder om natten. Igen får denne måde at formulere udtalelsen det til at lyde, som om Tina er doven, til stor forskel fra at give indtryk af, at personen er aktiv om natten.

Sammenlignet med snigskytten kommer giftblanderens agression ikke som et kort angreb med høj intensitet. I stedet giver giftblanderen små doser, der er spredt over flere sætninger eller afsnit. Fordi hver dosis har en mindre intensitet end snigskyttens skud-lignende angreb, kan de være sværere at få øje på. Ikke desto mindre kan adskillige små doser fra en giftblander give samme fatale udfald som et pletskud fra en snigskytte.

Ligesom snigskytten er det giftblanderens ønske, at du skal fejle og falde uheldigt ud. Deres metoder er ikke begrænset til verbal kommunikation. På Internettet husker jeg f.eks. en hjemmeside, der var rejst som minde over en nyligt afdød person. Siden var oprindeligt tænkt som en hyldest, men blev snart en side, hvor både heldige og uheldige sider blev præsenteret med stærk fokus på enhver uheldig side, man kunne forestille sig. Ejeren af hjemmesiden inviterede den afdødes fjender til at tale, og var således mikrofonholder for dem, der ønskede at bagtale den person, hjemmesiden oprindeligt ville hædre. Hvor hjemmesidens ejer måtte have haft noble intentioner, så fortalte hans handlinger en noget anden historie.

Dette eksempel illustrerer, hvordan en giftblander fokuserer p aspekter, der sætter andre i et uheldigt lys - også de, som giftblanderen selv tror, at han hylder. Eksemplet er også en introduktion til den tredie form for destruktive personer: Sabotøren.

Sabotøren er ofte mere underfundig end snigskytten og giftblanderen. Snigskytten og giftblanderens angreb rammer oftest inden for et snævert "geografisk område", typisk i en enkelt eller få sætninger.

Sabotøren distribuerer derimod intensiteten af hans angreb ud over flere dokumenter eller diskussioner. Det gør det svært at spotte en egentlig fjendtlighed på samme måde, som man ville kunne spotte et snigskud eller en giftig bemærkning. Hvis vi et øjeblik husker, at giftblanderen kan levere den samme mængde destruktion som snigskytten, blot i mindre doser af gangen, så gælder det også for sabotøren. Sabotøren leverer "lav intensitet, ikke-lokal fjendtlighed", typisk med få direkte negative kommentarer, og ofte uden negative kommentarer overhovedet. Men efterhånden som sabotørens handlinger akkumuleres, kan de forårsage lige så megen skade som de andre former. En dygtig sabotør kan endog forårsage langt mere skade end både snigskytten og giftblanderen, fordi sabotøren er sværere at få øje på.

Den førnævnte hjemmesideejers brug af hjemmesiden til at lade fjenderne tale er et eksempel på en sabotørs arbejde. Det er en klassisk sabotage-teknik at lukke fjender ind af bagdøren i de grupper, fjenderne ønsker at ødelægge. Sabotørerne kan f.eks. stille offentlige spørgsmål, som de ved, at fjenderne er interesserede i, hvorved de lokker fjenderne frem til debat. De ønsker, at fjenderne skal komme frem.

Et eksempel på dette opstod på en nyhedsgruppe, hvor to rivaliserende grupper med jævne mellemrum stødte sammen. Lederen af den ene organisation kunne godt lidt at fremstille sig selv som intellektuel, for derved at lokke folk over på hans side. Så da Michael fra den anden gruppe uopfordret gav udtryk for, at han gerne ville have en debat om John Fowles' "Troldmanden", velvidende at denne bog var den førnævnte leders litterære fetish, så stillede Michael ikke blot et uskyldigt spørgsmål om "Troldmanden". Han ønskede i stedet at lokke lederen frem, hvor lederen kunne sige noget, der kunne få ham til at fremstå som den intellektuelle person, han ønskede at være.

Nogle gange forsøger sabotørerne ikke at lokke fjenderne frem. Andre gange puster de til ilden ved skabe nye debatter mellem en gruppe og dens modstandere, så gruppen trækkes ind i ligegyldige stridigheder, som ingen havde bedt om. En mailing-liste, hvor man inviterer stridende parter ind i et lille rum, hvor de snart kommer til at skubbe til hinanden, er et eksempel på at skabe problemer, hvor der ikke burde være nogen.

Sabotører trækker ikke altid fjender ind, men kan sabotere under dække af at samarbejde eller tilbyde hjælp. Det oplevede Tina, der har skrevet en række provokerende artikler, der var lagt på en hjemmeside. Claus havde følt sig meget provokerede af teksterne, fordi de ramte lidt for tæt på Claus. Men det sagde han ikke noget om. I stedet sendte Claus en mail til webmasteren, hvor han bemærkede, at visse af teksterne var lidt besværlige at gå til ud fra sædvanlige principper om opbygning af artikler. På det tidspunkt var hjemmesiden temmelig dårlig struktureret. Dette, og det forhold, at flere af teksterne oprindeligt var breve skrevet til folk, som hjemmesidens besøgende ikke kendte, fik Claus til at foreslå webmasteren, at han burde slette en række af Tinas tekster.

Hvor pæne hensigter, Claus måtte se ud til at have, så var der nogle små hints, der desværre var for obskure til at kunne identificeres hver for sig, der afslørede ham. Claus var overhovedet ikke interesseret i at forbedre hjemmesiden. Hans egentlige mål var at få de artikler fjernet, der ramte alt for godt plet på ham selv, og som han derfor ikke brød sig om, at andre læste. (Det blev sidenhen meget tydeligt, hvad Claus' hensigt havde været.)

Sabotører er ofte (omend ikke altid) velbegavede, mestrer løgnen, og har en umættelig appetit for opmærksomhed. Deres liv handler om konflikter, typisk manifesteret som "intellektuelle debatter". Som en forfatter skrev i en artikel kaldet "Intellektuelle sorte huller", så er deres banner et evigt spørgsmålstegn. En teksthenvisning er aldrig nok for disse mennesker - de er ikke oprigtigt interesserede i at lære noget; de vil blot "debattere", hvor de alene stiller spørgsmål for at kunne debattere svarene.

En debat med sådanne mennesker er frugtesløs. Hvis man giver dem et tilstrækkeligt og uafviseligt svar på et spørgsmål, vil de straks forsøge at ugyldiggøre svaret. Som regel gør de dette ved at bringe et tilsyneladende relateret emne op, der i praksis intet har at gøre med svaret.

Når to urelaterede emner sådan smeltes sammen, som om de var det samme ene emne, får sabotøren dig til at debattere det irrelevante emne, mens han langsomt lader det egentlige emne sive ud i sandet. Denne taktik virker, så långe du ikke indser, at det nyligt introducerede emne er ligegyldigt for det emne, du troede, du diskuterede. På denne måde trækker sabotøren dig ud i nye non-diskussioner om ingenting og ikke-eksistens.

Hvis sabotøren er oppe at toppes med mere end é modstander, vil sabotøren prøve at skabe konflikt mellem hans to modstandere. Han vil typisk udpege en mindre uoverensstemmelse mellem de to modstanderes holdninger. Hvis ikke begge modstandere er opmærksomme på sabotørens intention, sidder de hurtigt og bruger energi på at løse deres interne konflikt, også selv om løsningen er ligegyldig for det oprindelige emne - og det er den som regel. Sabotøren tager dobbelt indtægt her: For det første kommer han ud af skudlinien, og for det andet giver han indtryk af, at problemet ikke er sabotøren selv, men derimod de to modstandere. Denne opførsel minder om at drage urelaterede emner ind, idet en uenighed mellem modstanderne ikke bekræfter sabotøren, men fjerner opmærksomheden fra det oprindelige emne.

Snigskytter og giftblandere trækker sig som regel tilbage, eller går i åben krig, når de bliver konfronteret med nogen, der kan gennemskue dem, og som kan se, hvad de laver. Sabotører kan til tider komme med vrede udbrud, men selv da kommer de ofte med nye non-emner.

Når de konfronteres, begynder sabotørerne ofte at "mægle". De prøver at "beskytte" deres offer fra personen, der afslører sabotøren, idet de f.eks. siger, at den afslørende person miskrediterer hans gruppe gennem dårligt sprog, at han mangler interesse i at diskutere de "interessante emner" og dermed bruger uvidenskabelige metoder, osv. Ved således midlertidigt at falde tilbage til "giftblanderens" opførsel, forsøger sabotøren at skade en gruppe ved at kaste dårligt lys på en af gruppens produktive medlemmer.

Giv den slags destruktive personer en chance, og de vil forsøge at sabotere dit arbejde. De færreste af dem ved det selv. Derfor ser vi dem gå ind i en gruppe, hvor de energisk starter på gruppens side, men snart overtager deres inderste ønske, og de vender sig mod gruppen og bliver destruktive.

Jeg er en gammel rotte i den disciplin, der handler om at gennemskue menneskelig motivation, og jeg har set alle krumspringene før; jeg har set dem mange gange, og ingen kan narre mig længere - omend jeg ofte giver folk tilpas meget snor, så det bliver så tydeligt, hvad de gør, at jeg kan vise det til andre. Som veteran på kontroversielle nyhedsgrupper med en form som et teflon-missil ser jeg snigskytterne, giftblanderne og sabotørerne med det samme. Forhåbentlig kan denne tekst hjælpe de mindre erfarne.

(Alle personer i denne tekst er eksisterende personer, men jeg har erstattet deres navne med fiktive navne.)

3 Comments

Meget lærerigt. Tak for den lektion ;-)

Ikke for at starte en diskussion. Jeg kan godt se, hvad det er for en pointe, du forsøger at komme igennem med.

Men det er også et meget kritisk indlæg, som de beskrevne personer vel bedst kan opfatte som en form for angreb.

Eller er det bare mig...?

Jeg kan sagtens forestille mig, at de beskrevne personer kan opfatte det som en form for angreb. Teksten skrev jeg heller ikke med henblik på at nå til enighed med de beskrevne folk, men simpelt hen for at give os andre nogle værktøjer at genkende dem med.

I betragtning af, at de beskrevne folk allerede er på krigsstien, og i praksis selv render rundt og angriber folk, så er jeg heller ikke så bekymret for, om jeg skulle komme til at træde dem lidt over tæerne.

Leave a comment

Ældre indlæg

Sider

Om dette indlæg

Denne side indeholder et enkelt indlæg af Ole Wolf, udgivet d. 26.10.2005 17:24.

Forrige indlæg: Nogle mennesker må man ikke provokere

Næste indlæg:Ytringsfrihed og ansvar

Find de nyeste indlæg på forsiden, eller søg i de ældre indlæg to find all content.