Majestætsfornærmelser

| 2 Comments |
Lixtal: 57Meget svær: Faglitteratur, afhandlinger, lærebøger, lovtekster
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Følgende brev er d.d. sendt til Kongehuset samt Lars Barfoed (K), der øsker at stramme lovgivningen omkring majestætfornærmelse.


Kære Margrethe,

I forbindelse med Lars Barfoeds (K) ønske om, at elleve medlemmer af Greenpeace skal tiltales efter en ældgammel straffelov, fordi de har synliggjort, at de finder miljøspørgsmål vigtigere end dine private, skatteyderfinancierede fester, vil jeg gerne give udtryk for, at jeg lige som Lars Barfoed finder majestætsfornærmelser aldeles uacceptable.

Jeg finder det f.eks. aldeles fornærmede mod enhver på kontanthjælp, at en majestæt tillader sig at forlange en uhørt enorm minimumssats betalt via den skat, jeg og andre betaler på baggrund af vort reelle og samfundsopbyggende arbejde. Det er en fornærmelse overfor alle de, der på grund af deres sociale eller helbredsmæssige situation har behov for direkte eller indirekte økonomisk støtte. Det er en hån mod mindet af enhver person, der har måttet lade livet på et sygehus uden tilstrækkelige midler.

Det er en fornærmelse mod enhver form for menneskeretslig holdning, når en majestæt viser anerkendelse i form af ordener til undertrykkende og voldelige diktatorer og repræsentanter såsom f.eks. Hermann Göring, Nicolai Caucesco og Hamad ibn Isa Al Khalifa.

Det er en fornærmelse mod enhver følelse af ambition, enhver erhvervelse af evner og enhver anerkendelse af menneskers potentiale og muligheder, at en majestæt alene i kraft af at være født i en bestemt indavlet familie kan få næsten uindskrænket magt. (Det er irrelevant, at denne i praksis er en rent teoretisk magt, for det er en fornærmelse mod demokratiet, at problemstillingen overhovedet kan formuleres.)

I forlængelse af ovenstående ganske vist parentetiske bemærkning finder jeg det formærmende, at vi på trods af et såkaldt demokrati først kan vedtage en folkelig lov, når majestæten har underskrevet den.

Det er en fornærmelse mod menneskelig værdi, at majestæten står som såvel et fastholdt symbol som et helt reelt eksempel på, at vi ikke har lighed her i landet.

Det er fornærmende, at majestæterne misbruger offentlige ydelser ved f.eks. at rydde en hel hospitalsgang, bare fordi to af kongefamiliens medlemmer bidrager med yderligere modtagere af skattefinancieret underhold.

Jeg er som ateist fornærmet over at skulle repræsenteres af en person, der forventes at være overtroisk og tilhøre en bestemt religiøs sekt. (Thi sammenlignet med verdens øvrige former for kristendom er den danske Folkekirke blot en mindre sekt.)

Det er en fornærmelse, ja endog en hån, mod retssamfundet, at majestæterne ikke kan dømmes efter lovgivningen. Undertegnede er af samme alder som dine børn og husker tydeligt, hvorledes jeg forventedes under strafansvar at overholde færdselsloven, mens dine børn samtidig udnyttede deres immunitet til at køre uforsvarligt, livsfarligt og hensynsløst overfor vi, landets borgere. Og mens man ikke bør tale uhøfligt om afdøde, vil jeg alligevel påpege, at det ikke undgik min opmærksomhed, at din mors berygtede kleptomani forblev ustraffet, ligesom I åbenbart ikke følte jer motiverede for at behandle sygdommen. Her vil jeg gerne understrege, at jeg ikke ønsker at være personlig mod dig gennem disse eksempler fra din nærmeste familie (i så fald ville jeg ikke undlade også at kommentere, hvorledes din mands hund skambider andre mennesker, uden at det giver anledning til bøder, aflivning og forbudsdiskussioner), hvorfor jeg vil minde dig på, at unddragelser fra loven ikke er nogen usædvanlig adfærd hos dine nærmeste, men at det er en velkendt tradition, som kongehuset har videreført gennem mange århundreder.

Jeg føler mig derfor særdeles fornærmet af majestæten, og velkommer ethvert tiltag, der kan afskaffe muligheden for at komme med sådanne fornærmelser. Din mands oprindelige hjemland demonstrerede en radikal forbedring for dets borgere under det, der meget passende kaldes for oplysningstiden, men da jeg er tilhænger af et retssamfund og lige muligheder har jeg intet problem med at acceptere en langt mindre blodig adfærd. Selv om det danske kongehus og jeres helt åbenlyst og officielt anerkendte venner gennem mange århundreder har stået for verdenshistoriens uden sammenligning største eksempler på udnyttelser, blodbad og magtmisbrug, og således på ingen måde kan kalde jer fremmede de mest drastiske metoder, menneskeheden hidtil har forestillet sig, føler jeg ikke behov for at demonstrere tilsvarende adfærd.

Jeg kan tilgive selv grove majestætslige fornærmelser og hele jeres historiske tradition for samme, hvis blot det danske kongehus f.eks. afskriver sig sine rettigheder og ufortjente formuer, og i stedet bidrager til samfundet på lige fod med alle vi andre. Måske vil det endda vise sig, at I besidder evner, der kan bruges til noget konstruktivt. Lars Barfoeds parti søger øjensynligt en ny formand, og jeg ser gode muligheder for, at man vil behandle dig som en dronning i hans parti. Det ville være en win-win situation for såvel dig som for Lars Barfoeds parti, og det ville være en historisk landvinding for Danmarks demokrati, retsfølelse og lighed.

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(adresse m.v.)

2 Comments

Tillader mig at dele på Facebook. Dette er brilliant!

Leave a comment

Ældre indlæg

Sider

Om dette indlæg

Denne side indeholder et enkelt indlæg af Ole Wolf, udgivet d. 04.03.2011 18:20.

Forrige indlæg: DIY Ring Flash with a 150-Element Optical Fiber Whip

Næste indlæg:Lars Barfoeds konservative værdier på nudansk

Find de nyeste indlæg på forsiden, eller søg i de ældre indlæg to find all content.