På Torben Sangilds blog har en kommentator henvist til, at hvis ateister bliver krænkede på grund af de mange udtalelser, som religiøse nutcases mennesker kommer med om ateister, så kan de jo bare bruge straffelovens §267. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvilke personlige erfaringer, den pågældende kommentator har med straffelovens §267, men jeg tvivler på, at ateister kan bruge den til sagsanlæggelse for krænkede følelser, og det er der tre årsager til.
For det første er mange af krænkelserne slet ikke af injurierende karakter. Det er jo ikke injurierende, at børn bliver udsat for religiøs propaganda, ligesom det ikke er injurierende, at jeg som ateist skal betale for præsters løn gennem mine skattepenge. Men det er alligevel krænkende, når børnene og en selv bliver udsat for propaganda for et livssyn, der strider imod ens eget, isår når de andres livssyn nedgør en selv.
De to andre årsager har med selve injurielovgivningen at gøre. Straffelovens §267 siger:
Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Det lyder jo meget godt, men der er lige nogle detaljer omkring de personer, injurieloven beskytter. Hvis en af de mange kristne spader siger: "Dansk Ateistisk Selskab arbejder på at (indsæt æreskrænkende udtalelse her)", så kan Dansk Ateistisk Selskab i princippet anlægge sag. Men hvis en anden af de kristne siger: "Ateister arbejder på at (indsæt samme udtalelse her)", så slipper den kristne fri. Forskellen er, at der ikke er blevet hængt en bestemt gruppe eller person ud i den sidste udgave, hvor den sagsøgte kan påstå, at han/hun mente "de andre" ateister uden at blive mere præcis af den grund. Dette er det ene af problemerne med injurielovgivningen, der kun beskytter enkeltpersoner, virksomheder, foreninger og myndigheder, og som tillader udtalelser af religiøs karakter at være særlig grove.
Det næste problem har at gøre med retspraksis omkring injurielovgivningen. Man kan regne med, at selv hvis man vinder en injuriesag, så kommer man stadig til at betale sagsomkostningerne, der er langt højere end den bøde, sagsøgte kommer til at betale. En eventuel og erstatning for den tort, den injurierede måtte have lidt, er oftest også langt lavere end sagsomkostningerne. Det betyder i praksis, at den almindelige borger er retsløs i injurierende udtalelser begået mod den pågældende borger, og at det kun er grupper med tilpas mange penge på kontoen, der kan forsvare sig mod injurierende udtalelser.
Eller på en anden måde: Enhver med normal indkomst kan hænges ud af hvemsomhelst, for sagsomkostningerne, der nemt løber op i størrelsesordenen kr. 50.000, er for store til, at en normal families økonomi kan klare sagsanlægget. Det er kun de økonomisk bedst stillede, der kan forsvare sig mod injurierende angreb.
I sagen Dragsdahl vs. Båtnakken blev Båtnakken jo dømt til at betale omkostningerne. Men ikke Dragsdahls advokatudgifter. Og det er selvfølgelig en langt større udgift.
Dette duer i hvert fald ikke. Om ikke andet, kunne man overveje en indkomstafhængig nettoudgift/indtægt ved at tabe/vinde en sådan sag.
Så hvis Mærsk taber til en hjemløs, har han værsgo hoste op med adskillige milliarder, mens den hjemløse højst kan risikere at skulle afgive et eksemplar af Hus Forbi, hvis han fornærmer Mærsk. Kunne lære de rige lidt pli, tror jeg.
Altså at skulle læse Hus Forbi.