emokrati betragtes nærmest som fredhellig, og kulten omkring demokratiet antager ofte religiøse former. Jeg vil lade det være usagt, om demokrati er en god eller dårlig ting, eller om det er "det mindst onde" eller et pøbelvælde.
Til gengæld vil jeg bemærke, at demokrati på én gang kan være en social og en formynderisk størrelse. Det afhænger af, om man regner i millimeterdemokrati, centimeterdemokrati, eller kilometerdemokrati - altså om størrelsen af gruppen, demokratiet gælder indenfor.
Hvis man tager en meget lille gruppe, såsom en familie, så vil demokrati i familien handle om, at alle i familien har det samme at skulle have sagt, hvorefter flertallet af de stemmeberettigede får retten til at tage beslutningerne. (Det er selvfølgelig oplagt, men uvedkommende for lige netop denne diskussion, at i en demokratisk familie med tre små børn vil kostsammensætning og forbrug ikke være videre konstruktiv. I praksis betyder "demokrati" i en familie, at far og mor nøjes med at "stemme" om beslutningerne i den udstrækning, at de hører børnenes forslag og ellers selv bliver enige med hinanden om, hvad de synes er bedst.)
Nu er det bare sådan, at den lille familie ikke er en isoleret plet. De indgår sikkert i en gruppe af familier, her i landet typisk i form af en kommune. Her hersker der også demokrati. Det må antages, at op til halvdelen af familierne i kommunen kan blive forbigået i enhver beslutning, hvis ellers demokratiet er "ægte" og ikke repræsentativt.
Allerede nu burde det stå klart, at selv om en familie er enstemmigt enig internt, vil dens interesser stadig kunne blive tilsidesat i den kommunale gruppe af familier. Den slags underkendelse af en familie interesser kan være yderst fordelagtig, for at kommunen fungerer bedst muligt, men set fra de enkelte familiers synspunkt kan kommunen virke meget formynderisk. Demokratiet kan således opleves af den lille familiegruppe som et styre, der ikke tilgodeser deres interesser. Familiens erfaring med det omgivende demokrati er, at demokrati er et meget formynderisk foretagende.
Men heller ikke kommunerne er isolerede pletter. De indgår i amter og landet som sådan, hvor en kommune kan blive tilsidesat af statens demokrati, selv om kommunen internt er meget enig om noget andet. Det kan være fordelagtigt set fra landets synspunkt, men den enkelte kommune kan finde staten temmelig formynderisk. Det omgivende demokrati kan således opleves af en kommune som et styre, der ikke tilgodeser dens interesser. Kommunens erfaring med demokrati er, at demokrati er et meget formynderisk foretagende.
Landet selv er heller ikke isoleret. Danmark indgår f.eks. i EU, hvor også landets interesser kan tilsidesættes i en proces, der søger at nå EUs bedste, også selv om landet selv har intern enighed om interesserne. Ligesom kommunerne og familierne kan opleve henholdsvis stat og kommune som formyndere, kan et helt land hurtigt opleve EU som formynderisk.
Min pointe er ikke at fremhæve familier, kommuner, nationale hensyn eller EU som god eller dårlig, men derimod at illustrere, hvordan demokrati ikke er en entydig størrelse. For nogle mennesker vil et medlemsskab af EU være permanent undertrykkende og formynderisk. For nogle mennesker vil bestemte kommuner være undertrykkende og formynderiske. For nogle mennesker vil landet være undertrykkende og formynderisk. Uanset om styreformen hedder "demokrati" eller ej, så kan de opleve det som et undertrykkende regime.
Det er i væsentlig udstrækning demokratiets granularitet (fin- eller grovkornethed), der afgør, hvem der oplever demokratiet som demokratisk, og hvem der oplever det som formynderisk. På den måde kan stort set ethvert politisk parti i dag hævde at styrke den demokratiske proces - det er blot et spørgsmål om at undlade at præcisere granulariteten af demokratiet. Jeg vil tillade mig at gå så vidt at hævde, at der kun kan tales om demokrati, hvis man kan lave en entydig afgrænsning af, hvor stort et areal, demokratiet dækker. Jo større areal, desto mindre demokrati for den enkelte, og vice versa.
Leave a comment