Den højreekstremistiske blog "Polemiken" har i sine mange vildfarelser draget en interessant konklusion, som jeg var tæt på at kategorisere som satire: Nemlig at de sorte i USA må være muslimer.
Nu ved jeg ikke, hvem "Polemikens" bagmand er; måske er han meget uvidende, eller måske er han bare meget ung. I hvert fald mindes jeg ganske tydligt, hvordan dansk TV viste billeder fra optøjerne i USA i 1992. Jeg har også boet tre år i Californien, heraf to år i nærheden af en af de mere udsatte bydele, og har set og hørt rigeligt til optøjer af den slags, som vi i dag ser i Paris.
Her er det vigtigt at holde sig for øje, at de sorte i USA overvejende er stærkt kristne. Og det er nok at strække sproget lidt rigeligt, hvis man hævder, at de er indvandrere. Men alligevel siger "Polemiken":
Bare sært, at vi så ikke ser samme adfærd i alle ANDRE bydele, hvor folk er arbejdsløse og mindrebemidlede i forhold til gennemsnittet i vestlige storbyer. Det er sjovt nok altid i INDVANDRER-kvarterer. Og altid de MUSLIMSKE.
Se, jeg mener afgjort, at der er må være en vis forskel på muslimske indvandrere og kristne sorte. I hvert fald i den udstrækning, at man må afvise, at det er ens status som indvandrer eller muslim, der er den direkte årsag til optøjerne.
Man kunne derfor gøre det naive menneske opmærksom på, at det nok kun føles sært, fordi han går med skyklapper: Vi ser nemlig denne adfærd overalt hos den mest udsatte gruppe, uanset om de er indvandrere, farvede, muslimer eller det hele på en gang. Presser man en gruppe ud i håbløshed, reagerer de derefter. Hvis man skubbes ud i en samfundsrolle, hvor man altid antages at være kriminel eller potentiel kriminel, så falder man til sidst ind i rollen. Og i kraft af at være ressourcesvag har man svært ved at sætte sig ud over den.
I USA er det de sorte, og de er hverken indvandrere eller muslimer. Fra de mere hard-core af dem hører man, at selv hvis ikke de er kriminelle, behandler politiet dem, som om de var det - hvis ikke politiet bare finder på noget. Hvis man bliver behandlet som kriminel, uanset om man er det eller ej, så skal der kun en smule had mod en undertrykkende overmagt til, før kriminaliteten opstår. "Losers have nothing to lose", som man siger derovre.
Man må spekulere på, om "Polemiken" tilsvarende mener, at Bondeoprøret i 1500-tallet var noget, der kun skete i de muslimske indvandrerkvarterer.
Det er rigtigt, at der er problemer med muslimske indvandrere. Det er også rigtigt, at der er problemer med kristne sorte i USA. Det er også rigtigt, at der var problemer med bønderne i 1500-tallet. Men det er forkert at tilskrive problemerne etnicitet og religion, for så roder man sig ud i den slags absurditeter, som "Polemiken" her roder sig ud i. Det egentlige problem er social fremmedgørelse, hvor en gruppe presses ud i en håbløs situation af den eksisterende samfundsorden. Der er problemer med muslimske indvandrere i Danmark og Frankrig, og der er problemer med kristne sorte i USA - men problemet er ikke indvandrerne selv og de sorte selv: Problemet er den racisme, de mødes af.
Glimrende og tankev�kkende artikel! Jeg kan is�r godt lide den m�de du kombinerer personlig erfaring (tre �r i Californien) med n�gtern reflektion. Jeg er enig med det meste af det du skriver, men du giver det et nyt perspektiv.