I går udsendte Anders Breivik en erklæring om, at han ville sultestrejke, hvis ikke forværringerne i hans fængselsophold blev ophævet. Anders Breivik har siddet i reel isolation siden begyndelsen af sin straf i Skien fængsel, hvor sikkerheden er høj. Efter 2½ år erklærede Anders Breiviks advokat, at Breivik ville anlægge sag mod den norske stat for at få isolationsfængslingen ophævet.
Amnesty International retter berettiget kritik mod brugen af isolationsfængsling. Midlertidig og kortvarig isolation kan have sin berettigelse, men langvarig brug af isolation er regulær tortur. For Anders Breiviks vedkommende ligger foreløbig tre års isolation rigeligt over grænsen for "langvarig brug". Ganske vist er Anders Breivik sandsynlig muligvis mindre berørt af isolation end de fleste, idet han tidligere har isoleret sig frivilligt, og i det hele taget har en social dysfunktion, der gør det svært for ham at agere blandt andre mennesker. Det ændrer dog ikke på, at længerevarende isolationsfængsling er tortur. Og selv om isolationsfængslingen af Anders Breivik ikke er total, idet han er under konstant opsyn af personale, der tæller flere personer, ønsker opsynspersonalet ikke at tale med ham.
Anders Breiviks erklæring resulterede i en strøm af Facebook-opdateringer og -kommentarer, hvor en for mig at se markant del af venstrefløjen glemte alt om deres fastholden på retsstatsprincipper og menneskerettigheder, idet de skadefro opfordrede ham til at gennemføre sit projekt samt udtrykte ønske om isolation på livstid og det, der var værre. Man må lade Anders Breivik, at han giver højrefløjen mulighed for at pege betimelige og retfærdige fingre ad hykleri på venstrefløjen.
Isolationsfængslingen af Anders Breivik skyldes angiveligt, at han vil være i fare blandt medfanger. Denne fare er reel nok, både fordi der er medfanger, der hader ham, og fordi der i visse kredse er udlovet dusør til den, der måtte slå ham ihjel. Når en fange er i fare blandt sine medfanger, og ikke kan placeres blandt (for ham) ufarlige fanger, er praksis desværre, at den pågældende fange bliver udsat for isolation.
En vis del af Anders Breiviks klager kan reelt betragtes som urimelige. Han er en besværlig fange, og hans narcissistiske personlighedsforstyrrelse gør ham tilbøjelig til at mene, at han fortjener særlige hensyn. Når han klager over, at han mister beføjelser, er der således et element af prinsessenykker over dem. Den slags er medvirkende til en negativ reaktion oveni de stærke følelser, som nogle nærer mod Anders Breivik.
Her kan man så alt efter temperament og politisk overbevisning frydes eller græmmes over, at tydelige dele af venstrefløjen afslører, at deres ønsker om retssamfund er indskrænket til dem, de er enige med, og at der gælder andre regler for resten (Her kan man et notere, at der normalt er væsentligt gehør for indførelsen af netop disse andre regler på højrefløjen; højrefløjen ville i så fald ikke have noget at brokke sig over, hvis de pågældende venstrefløjsfolk fik magt, som de øjensynligt har agt.)
I sådan en sag skal enhver tilhænger af et retssamfund insistere på, at Justicia har bind for øjnene. Man tilsidesætter ikke retssamfundets regler, blot fordi der er tale om et helt usædvanligt dumt svin. Tortur er ulovligt, uanset hvem der bliver udsat for den. Isolationsfængsling skal afskaffes, også når denne form for tortur overgår individer som Anders Breivik.
Det iøjnefaldende hykleri er imidlertid det mindste problem. Det er langt værre, at brugen af isolationsfængsling er udbredt i fængselsvæsenet, og Anders Breivik er langt fra den eneste fange, der udsættes for denne tortur. Det er tortur, som skal stoppes. Men når Anders Breivik klager over brugen af tortur i fængselsvæsnet, så springer selv modstandere af tortur frem, og udtrykker nu en tydelig positiv holdning til denne tortur. Måneders og års kampagner, der har overbevist befolkningen om utilstedeligheden af tortur, er ødelagt, fordi synet af denne djævel tilføjer et enkelt, forbandende ord til modstanden mod tortur: Tortur skal afskaffes, men.
Leave a comment