Ni dele respektabilitet

For nogle år siden klagede en person til mig over, at han var træt af, at alle andre troede, han var en taber. Mit aldeles udiplomatiske råd var, at hvis han ikke ønskede, at andre skulle opfatte ham som en taber, så kunne han vel lade være med at klæde sig, tale og opføre sig som en taber. Det hjalp ham næppe, men burde give anledning til lidt erkendelse:

Hvis man ligger under middel intelligens, er usoigneret og er socialt udsat, skal man f.eks. ikke ligefrem skilte med det, hvis man samtidig vælger at gå ind i en subkultur, som der hersker stærkt negative holdninger omkring. Stærkere individer, der giver tydeligt indtryk af at have styr på deres liv, og som åbenlyst befinder sig i en klasse over gennemsnittet, kan sagtens indgå i kontroversielle sammenhænge, uden at det giver problemer for hverken deres arbejde, deres børn eller deres øvrige sociale liv. Når en svag person har et kontroversielt islæt, understreger det, at personen er svag. Når en stærk person har et kontroversielt islæt, understreger det personens styrke.

Det kræver et vist format at provokere. Uanset om provokationen er bevidst, eller om den skyldes ens generelle indstilling, holdning eller adfærd, skal denne "skandale" gå hånd i hånd med sin modsætning: Respektabiliteten. Og fordi skandalen er så meget mere synlig, hedder balancen: Ni dele respektabilitet og én del skandale. Det er de ni dele respektabilitet, der sætter en gentleman i stand til at falde bevidstløst beruset om i rendestenen i sin egen urin, og stadig være en gentleman dagen efter. Og det er den ene del skandale, der gør ham til andet og mere end blot en person, der har lært korrekthedsfraserne udenad, og kan klæde sig pænt.

Skandalen fremhæver det væsentligste. Har man ikke tilstrækkeligt format, er der ingen pointe med skandalen, og intet fremhæves andet end skandalen selv. Da Jyllands-Posten bad en række andre tegnere udfærdige billeder af Muhammed, fordi muslimer skulle finde sig i "hån, spot og latterliggørelse", var der f.eks. ingen pointe i selve provokationen. Jyllands-Posten ville provokere, fordi avisen mente, at muslimer skulle vænne sig til provokationer, men selve provokationerne havde ikke noget indhold eller nogen pointe. De var skandale uden det nødvendige fundament af respektabel adfærd, så når muslimer blot blev styrket i deres opfattelse af, at Vesten bevidst chikanerer dem, var det fordi dette reelt også var det eneste, tegningerne understregede.

I kontrast til Jyllands-Postens tolv afbildninger af Muhammed fremstiller tegneren bag serien "Jesus and Mo" Muhammed flere gange om ugen, hvor han virkelig håner og latterliggør såvel Muhammed som muslimer, men har ikke modtaget en eneste dødstrussel. Tegneren bag "Jesus and Mo" har nemlig en pointe i form af religionskritik. Samtidig er tegningerne yderst begavede, og afslører en god indsigt i filosofi, sociologi, psykologi og religionsvidenskab. Der er ni dele respektabilitet, og den daglige "skandale" i afbildningen af Muhammed bliver ikke den dominerende, men understregende faktor.

Kurt Westergaard blev udsat for dødstrusler og et reelt (omend noget primitivt) attentatforsøg. Men hvor meget format udstråler Kurt Westergaard, når han efterfølgende begår taktiske bommerter ved at tale Dansk Folkepartis og Trykkefrihedsselskabets (samme) sag, eller når han uden skyggen af anger overlader sit barnebarns skæbne til en attentatmands formodede velvilje?

Det kræver simpelthen et vist format at være provokerende - og slippe afsted med det, for hvis man vil spænde en skydeskive på ryggen, bør man have en hud af Kevlar.