I et lille land på en lille planet i et solsystem i en fjern galakse...
Der var så stille i messen, at man kunne have hørt et tørklæde falde til jorden, da fyrstinde Pia havde trukket sig tilbage til sit gemak.
Endelig dristede løjtnant Christiansen sig til at løfte stemmen. Han rømmede sig forsigtigt, og spurgte ud i luften, uden egentlig at være sikker på, om nogen ville svare.
"Kan vi egentlig det?"
"Hvor dum kan man være?!"
Ekkoet fra en stemme med en lidt for påfaldende klang af følelsesundertrykkelse gav stemmen en tiltrængt, mandig autoritet. Derfor så ingen i forsamlingen løjtnant Christiansen kaste sig til gulvet i underdanighed, for alle rettede straks rettede deres fulde opmærksomhed på autoriteten, sådan som de var blevet lært.
"Jeg har været udstationeret uden for vort trygge, dejlige nationale hjemsted hos vore holdningsfæller i det Ekstragalaktiske Udvalg, og hvad kommer jeg hjem til på min første orlov?", fortsatte stemmen monotont.
Alle rettede øjnene mod Kaptajn Daggersmith, hvis sømbeslåede støvler talte skridtene, mens kan langsomt trådte fra bageste del af messen mod podiet, hvor fyrstinde Pia havde stået. Ingen havde set ham gå ind i messen, mens fyrstinde Pia talte. Han standsede få skridt fra podiet.
"Er I blevet svage? Har rebellerne...?" - Kaptajn Daggersmith så udtryksløst ud over forsamlingen - "Har ingen forstået alvoren i det her?"
Kaptajn Daggersmith holdt en lang pause, og tavsheden var så tyk, at man kunne have skåret i den. Løjtnant Christiansen følte, at han måtte forsvare sin position.
"Men lov er lov, og lov skal vel ..." - han sank hørbart en klump, og spurgte spagt: "holdes? Som vi altid siger, når nogen gør noget, vi ikke vil have?"
"Naturligvis. Og hvem gælder loven for?"
"Den gælder for alle."
Daggersmiths vandblå øjne hvilede på løjtnant Christiansen, mens hans ansigtsudtryk formulerede spørgsmålet: ".. og?"
"Alle, når det hjælper os, og ingen, når det truer os."
Den rolige stemme fra Kommandør Scaarup fik Kaptajn Daggersmith til at trække sig smilende tilbage. Kommandør Scaarup fortsatte:
"Det er svært at modstå presset fra logik og rationalitet, og her i vores lukkede forum skal vi lære af vores initiativrige officerer, der en gang i mellem kommer tæt på det stemmekvæg, som vi desværre stadig er afhængige af. Jeg er sikker på, at både Løjtnant Christiansen og alle vi andre har lært noget vigtigt af hans oplevelse. Jeg har selv været meget tæt på disse primitive væsner. Det var sådan, jeg mistede mine læber. Det er en barsk historie, som jeg vil fortælle en dag, når vi har sejret."
Alle vidste, at Kommandør Scaarup havde mistet sine læber og sit ansigtsudtryk under en kamp med rebellerne, men igen havde hørt historien endnu, og der var vist heller ikke noget, der tydede på, at han ville afsløre historien denne gang.
"Oberst Longballs krydser bliver angrebet fra alle sider, og har lidt svære tab. Jeg kan ikke lyve: Hans kraftskjold er nede, og han kan måske opnå det fornemste martyrium i imperiets historie. Han kan dø for retten til at sige sandheden om rebellerne."
Kommandør Scaarup holdt en ærbødig pause, og fortsatte andagtigt:
"Jeg har åbnet en forbindelse til broen på Oberst Longballs krydser, og jeg ved, at han har nogle ord at sige til os."
Der lød en skratten og hvæsen fra en dårlig forbindelse, men endelig tonede Oberst Longballs' stemme gennem rummet.
"... rebeller ... fædre ... voldtager ... onklerne".
Forbindelsen forsvandt, men alle besætningsmedlemmerne i messen brød ud i jubel. Kommandør Scaarup løftede hænderne. Først den højre i skulderhøjde, derpå den venstre hånd, begge i strakt arm.
"Rebellerne kan fremover ramme Oberst Longballs med deres usle angreb, men vi har alle hørt ham ytre sig på vore vegne! Han står som en ledestjerne for imperiet. Det er et midlertidigt tilbageslag, men med hans martyrium vil vi stå endnu stærkere i vores kamp mod selv den lov, som rebellerne støtter sig til. Når først denne lov er væk, er vores magt total. Hil dig, Oberst Longballs, thi dit martyrium har omstødt loven!"
Forsamlingen stødte ivrigt til Kommandør Scaarups hil-råb, mens fyrstinde Pia smilende trådte tilbage på podiet for at fortsætte sin tale.
Udenfor Dansk Folkepartis stjernekrydser var stjernenatten tavs. Kun en enkelt stjerne var kortvarigt usynlig, mens et faldefærdigt, sæbekasselignende fartøj gled forbi.
(Fortsættes...)
Der var så stille i messen, at man kunne have hørt et tørklæde falde til jorden, da fyrstinde Pia havde trukket sig tilbage til sit gemak.
Endelig dristede løjtnant Christiansen sig til at løfte stemmen. Han rømmede sig forsigtigt, og spurgte ud i luften, uden egentlig at være sikker på, om nogen ville svare.
"Kan vi egentlig det?"
"Hvor dum kan man være?!"
Ekkoet fra en stemme med en lidt for påfaldende klang af følelsesundertrykkelse gav stemmen en tiltrængt, mandig autoritet. Derfor så ingen i forsamlingen løjtnant Christiansen kaste sig til gulvet i underdanighed, for alle rettede straks rettede deres fulde opmærksomhed på autoriteten, sådan som de var blevet lært.
"Jeg har været udstationeret uden for vort trygge, dejlige nationale hjemsted hos vore holdningsfæller i det Ekstragalaktiske Udvalg, og hvad kommer jeg hjem til på min første orlov?", fortsatte stemmen monotont.
Alle rettede øjnene mod Kaptajn Daggersmith, hvis sømbeslåede støvler talte skridtene, mens kan langsomt trådte fra bageste del af messen mod podiet, hvor fyrstinde Pia havde stået. Ingen havde set ham gå ind i messen, mens fyrstinde Pia talte. Han standsede få skridt fra podiet.
"Er I blevet svage? Har rebellerne...?" - Kaptajn Daggersmith så udtryksløst ud over forsamlingen - "Har ingen forstået alvoren i det her?"
Kaptajn Daggersmith holdt en lang pause, og tavsheden var så tyk, at man kunne have skåret i den. Løjtnant Christiansen følte, at han måtte forsvare sin position.
"Men lov er lov, og lov skal vel ..." - han sank hørbart en klump, og spurgte spagt: "holdes? Som vi altid siger, når nogen gør noget, vi ikke vil have?"
"Naturligvis. Og hvem gælder loven for?"
"Den gælder for alle."
Daggersmiths vandblå øjne hvilede på løjtnant Christiansen, mens hans ansigtsudtryk formulerede spørgsmålet: ".. og?"
"Alle, når det hjælper os, og ingen, når det truer os."
Den rolige stemme fra Kommandør Scaarup fik Kaptajn Daggersmith til at trække sig smilende tilbage. Kommandør Scaarup fortsatte:
"Det er svært at modstå presset fra logik og rationalitet, og her i vores lukkede forum skal vi lære af vores initiativrige officerer, der en gang i mellem kommer tæt på det stemmekvæg, som vi desværre stadig er afhængige af. Jeg er sikker på, at både Løjtnant Christiansen og alle vi andre har lært noget vigtigt af hans oplevelse. Jeg har selv været meget tæt på disse primitive væsner. Det var sådan, jeg mistede mine læber. Det er en barsk historie, som jeg vil fortælle en dag, når vi har sejret."
Alle vidste, at Kommandør Scaarup havde mistet sine læber og sit ansigtsudtryk under en kamp med rebellerne, men igen havde hørt historien endnu, og der var vist heller ikke noget, der tydede på, at han ville afsløre historien denne gang.
"Oberst Longballs krydser bliver angrebet fra alle sider, og har lidt svære tab. Jeg kan ikke lyve: Hans kraftskjold er nede, og han kan måske opnå det fornemste martyrium i imperiets historie. Han kan dø for retten til at sige sandheden om rebellerne."
Kommandør Scaarup holdt en ærbødig pause, og fortsatte andagtigt:
"Jeg har åbnet en forbindelse til broen på Oberst Longballs krydser, og jeg ved, at han har nogle ord at sige til os."
Der lød en skratten og hvæsen fra en dårlig forbindelse, men endelig tonede Oberst Longballs' stemme gennem rummet.
"... rebeller ... fædre ... voldtager ... onklerne".
Forbindelsen forsvandt, men alle besætningsmedlemmerne i messen brød ud i jubel. Kommandør Scaarup løftede hænderne. Først den højre i skulderhøjde, derpå den venstre hånd, begge i strakt arm.
"Rebellerne kan fremover ramme Oberst Longballs med deres usle angreb, men vi har alle hørt ham ytre sig på vore vegne! Han står som en ledestjerne for imperiet. Det er et midlertidigt tilbageslag, men med hans martyrium vil vi stå endnu stærkere i vores kamp mod selv den lov, som rebellerne støtter sig til. Når først denne lov er væk, er vores magt total. Hil dig, Oberst Longballs, thi dit martyrium har omstødt loven!"
Forsamlingen stødte ivrigt til Kommandør Scaarups hil-råb, mens fyrstinde Pia smilende trådte tilbage på podiet for at fortsætte sin tale.
Udenfor Dansk Folkepartis stjernekrydser var stjernenatten tavs. Kun en enkelt stjerne var kortvarigt usynlig, mens et faldefærdigt, sæbekasselignende fartøj gled forbi.
(Fortsættes...)
Leave a comment