Mangel på konsekvens

Denne gang var der tale om en arbejdskollega, som følte trang til at dele sine egne religiøse synspunkter, efter at have spurgt ind til mit pentagram, og åbenbart følt sig lidt udfordret af, at jeg forklarede symbolet som et udtryk for ”en materialistisk frem for en spirituel indgangsvinkel til verden samt benhård ateisme”. Min arbejdskollega mente nemlig selv at have oplevet ”utroligt mange ting i løbet af de seneste år”, som havde overbevist hende om, at der fandtes mere mellem himmel og jord.

Dette er næppe et udsagn som kan overraske folk der studerer religion, da hovedparten af vores studier jo handler om folk der hævder at stå i en eller anden relation til noget guddommeligt eller på anden måde overnaturligt. Det er heller ikke et udsagn der normalt får mig til at udvise den helt store interesse, for som jeg forklarede: Mit studie i religion har efterhånden præsenteret mig for en voldsom mængde helt oprigtige og meget dybtfølte vidnesbyrd fra religiøse mennesker, som alle har virket fuldstændig overbeviste om rigtigheden af deres udsagn.

Som så mange andre indenfor studiet har dette dog ikke gjort mig mere religiøs, tværtimod. Selv hvis man slog al videnskabelig skepsis fra, ville man nemlig stå med det åbenlyse problem, at mange af udsagnene udelukker hinanden. F.eks. kan ikke både jøder, muslimer og kristne have ret samtidig, når de dels hævder at der kun findes én gud, at denne gud er den de selv tilbeder, og at de to andre guder tilbyder en falsk gud som ikke er identisk med deres egen. Dette argument rørte selvfølgelig ikke min kollega, som blot hårdnakket fastholdt at hun ”holdt mulighederne åbne overfor alt”, mens hun præcicerede, at hun nok mere var spirituel end religiøs. En præcisering, som også er ret almindelig indenfor new age og folkereligiøsitet, og som tilsyneladende bl.a. har den funktion, at de kan tillade sig at forlange at blive taget alvorligt som ”utroligt spirituelle”, uden på nogen måde at forpligte sig på noget specifikt. Fordelene hermed er åbenlyse: dels kan de tillade sig at leve fuldstændig som alle andre mennesker, og dels slipper de for at besvare kritiske spørgsmål eller forsvare kontroversielle synspunkter. De er jo kun ”åbne” ikke ”enige”

Nu når vi dog frem til kernen i mit problem i forhold til disse ”åbne mennesker”. Det er muligt, at de efter deres egen opfattelse evner at være ”åbne over for alt”, men for logisk tænkende mennesker så vel som klassisk religiøse, så halter argumentationen noget. Som med eksemplet med jøder, kristne og muslimer, så er der visse religiøse standpunkter, som i hvert fald efter visse religiøse menneskers opfattelse udelukker hinanden. Allah og Jahve kan ikke på én gang være to forskellige guder, og på samme tid hverisær den eneste, der findes. I hvert fald ikke hvis guden skal ses som en realitet i den virkelige verden, sådan som de religiøse jo selv fastholder, og ikke bare noget der foregår inde i folks hoved på samme måde som f.eks. dagdrømme. At nogen ”åbne mennesker” hævder at Gud, Jahve og Allah er identiske løser ikke dette problem, men er blot endnu et religiøst synspunkt som er uforeneligt med de andre.

Disse overvejelser om tro er dog ikke det jeg opfatter som mest slående i forhold til ”åbne mennesker”. Det jeg ser som mest slående er i stedet den manglende konsekvens, eller det man kan kalde adfærdssiden af religion og spiritualitet. Hvis man er åben overfor muligheden af, at der bor en ånd i hver eneste levende træ og plante, så burde man vel i det mindste overveje at fravælge det traditionelle juletræ. Hvis man er åben overfor muligheden for at jøderne, muslimerne, hinduerne, buddhisterne eller de kristne har ret, så burde man da i det mindste overveje at leve efter de respektive spise- og leveregler og vælge bl.a. svinekød og sex før ægteskabet fra af frygt for evig fortabelse. Når jeg er ”åben overfor muligheden for regn”, så tager jeg en paraply med, og når jeg frygter at blive smittet af en kønssygdom, så beskytter jeg mig. Når de såkaldte ”åbne mennesker” erklærer sig ”åbne overfor alt”, så er indsatsen tydeligvis betydeligt mindre, også selv om deres åbenhed åbenbart omfatter muligheden for evig fortabelse.

Min holdning? Hvis ikke folk tager deres religion alvorligt nok til at rette sig efter de indbildte konsekvenser, hvorfor skal vi andre så tage deres tro mere alvorligt end de selv gør?