Hykleri betyder, at man opfører sig anderledes, end man hævder. Eller alternativt, at man fremfører et sæt værdier og meninger, der har til hensigt at skjule ens virkelige holdninger. Det foregår ikke nødvendigvis bevidst; psykologisk kan man finde eksempler på hykleri i form af selvbedrag, ofte i form af projektion, hvor man ikke er opmærksom på, at man fordømmer andre for fejl, som man selv besidder. Hykleri kan også kobles sammen med det, der kaldes fundamental attribution error, dvs. at man forklarer sine egne handlinger ud fra ydre påvirkninger, mens andres handlinger forklares ud fra deres personlige karakter: Man dømmer andre for at opføre sig forkert, mens man forsvarer sine egne handlinger som noget, man er nødt til.
Når Dansk Folkeparti og deres peanut gallery på nettet har travlt med at fordømme folk, der ikke vil være mikrofonholdere for Geert Wilders den ene dag, og har lige så travlt med at forhindre ytringsfriheden hos deres modstandere den anden dag, så er det måske hykleri. Det kommer an på, om Dansk Folkeparti hævder, at de generelt går ind for ytringsfrihed, og det er jeg egentlig ikke 100% sikker på, at de gør. Og selv hvis de gjorde, så er det ikke sikkert, at det kvalificerer som hykleri alligevel. Der er noget andet på spil.
Når Dansk Folkeparti og deres peanut gallery på nettet har travlt med at fordømme folk, der ikke vil være mikrofonholdere for Geert Wilders den ene dag, og har lige så travlt med at forhindre ytringsfriheden hos deres modstandere den anden dag, så er det måske hykleri. Det kommer an på, om Dansk Folkeparti hævder, at de generelt går ind for ytringsfrihed, og det er jeg egentlig ikke 100% sikker på, at de gør. Og selv hvis de gjorde, så er det ikke sikkert, at det kvalificerer som hykleri alligevel. Der er noget andet på spil.
Lovgivning omkring rettigheder henvender sig jo til mennesker. Der
gælder andre regler for hunde og katte, og igen andre regler for fisk,
fordi vi ikke anser dem som væsner, der er værdige til samme regler,
som mennesker er berettigede til. Når Dansk Folkeparti og deres ligeså fascistiske støtter så åbenlyst benytter sig af det, vi andre opfatter
som en udpræget dobbelt standard, så er det fordi de deler mennesker op
i to grupper: Rigtige mennesker og undermennesker.
Rigtige mennesker er de, der er som Dansk Folkeparti selv (dvs. hvide, højreorienterede, kristne danskere), og undermennesker er farvede, ikke-kristne, socialister, eller bare modstandere af Dansk Folkepartis fascistiske linie. Rettighederne gælder de rigtige mennesker, og ikke for øvrige undermennesker. Hvad undermennesker måtte føle eller mene er også underordnet. Dansk Folkeparti lytter kun til dem, de opfatter som mennesker, ikke til dem, de opfatter som undermennesker. Hvis undermennesker skulle sige de samme ord som Dansk Folkeparti, må det være med andre motiver og hensigter.
Når Dansk Folkeparti taler om menneskerettigheder, så ser de dem som noget, der kun gælder Dansk Folkeparti selv, ikke som noget, der er relevant overfor undermennesker. Ytringsfrihed er alene Dansk Folkepartis ret til at sige, hvad de ønsker. Frihed for censur, forfølgelse, spot og hån gælder kun Dansk Folkepartis holdninger. Alle andre kan få strengere straffe, blive udsat for censur, blive forfulgt, spottet og nedgjort. De er ikke mennesker, og lov og ret gælder ikke disse undermennesker mere, end de gælder hunde og katte. Ja, måske gælder lov og ret endog mindre end for hunde og katte, for man får indtryk af, at Dansk Folkeparti reagerer med samme væmmelse overfor undermennesker som overfor de væsner, der på grund af deres lidt for nære lighed med mennesker ligger i den gruppe, robotvidenskaben kalder the uncanny valley.
Selv om Dansk Folkeparti således sætter os/dem-opfattelsen på spidsen, er der næppe nogen mennesker, der kan sige sig fri for at være hykleriske i forhold til deres formulerede ideologier. Det er kun menneskeligt at føle et nærmere slægtskab med folk, der minder om en selv. Det er rimeligt, at man har mere lyst til at hære deres ytringer and andres, og at man finder det nødvendigt at forsvare dem, fordi man dermed føler, at man forsvarer sig selv. Jeg betragter hykleri som uundgåeligt, for alternativet er en umulig idealisme.
Delvist af samme grund undlader jeg at støtte generel ytringsfrihed, generelt demokrati, generelle rettigheder eller generel accept, og jeg betragter ikke nogen af delene som absolutte. Jeg bygger hykleriet ind i min ideologi, og vil ikke bilde hverken mig selv eller andre ind, at jeg er principfast, eller at jeg vil behandle alle mennesker lige. Jeg er i stedet så tolerant og konstant som et spejl: Jeg går ind for, at man behandler folk ud fra deres egne holdninger. Hvis nazister finder det rimeligt at benytte vold mod ens modstandere, så fint med mig: Jagtsæsonen på nazisterne er dermed åben. Hvis en religiøs person mener, at folk med andre religioner skal have færre rettigheder, så fint med mig: Det har han ikke ret til at mene. Hvis en person angriber mig, sætter han sig udenfor min beskyttelse, men hvis han forsvarer mig, får han også min beskyttelse. Søren Espersen (DF) kan ønske, at mine børn skal tvangsfjernes, fordi jeg har andre holdninger end ham, men så kan han også forvente, at jeg gladeligt ville sælge hans børn til slavehandel. Jeg tolererer folk, der vil tolerere mig, og ønsker død og destruktion over de, der ikke vil tolerere mig. Jeg accepterer, at personer udtaler sig, såfremt de ikke siger, at jeg skal tie. Hvis de ønsker at lukke munden på mig, ønsker jeg at fjerne deres stemmebånd. Og først og fremmest hytter jeg mit eget skind. Mit politiske standpunkt handler om, at jeg får noget ud af at støtte denne politik; dét, og ikke noget andet, gør det moralsk rigtigt for mig.
Det er tit-for-tat; det er den gyldne regel neutraliseret til "jeg gør mod dig, som du gør mod mig". Min moral er åbenlyst dynamisk, selvinteresseret og reciprok. Den er alt det, som ville have været hykleri, hvis jeg påstod noget andet.
Rigtige mennesker er de, der er som Dansk Folkeparti selv (dvs. hvide, højreorienterede, kristne danskere), og undermennesker er farvede, ikke-kristne, socialister, eller bare modstandere af Dansk Folkepartis fascistiske linie. Rettighederne gælder de rigtige mennesker, og ikke for øvrige undermennesker. Hvad undermennesker måtte føle eller mene er også underordnet. Dansk Folkeparti lytter kun til dem, de opfatter som mennesker, ikke til dem, de opfatter som undermennesker. Hvis undermennesker skulle sige de samme ord som Dansk Folkeparti, må det være med andre motiver og hensigter.
Når Dansk Folkeparti taler om menneskerettigheder, så ser de dem som noget, der kun gælder Dansk Folkeparti selv, ikke som noget, der er relevant overfor undermennesker. Ytringsfrihed er alene Dansk Folkepartis ret til at sige, hvad de ønsker. Frihed for censur, forfølgelse, spot og hån gælder kun Dansk Folkepartis holdninger. Alle andre kan få strengere straffe, blive udsat for censur, blive forfulgt, spottet og nedgjort. De er ikke mennesker, og lov og ret gælder ikke disse undermennesker mere, end de gælder hunde og katte. Ja, måske gælder lov og ret endog mindre end for hunde og katte, for man får indtryk af, at Dansk Folkeparti reagerer med samme væmmelse overfor undermennesker som overfor de væsner, der på grund af deres lidt for nære lighed med mennesker ligger i den gruppe, robotvidenskaben kalder the uncanny valley.
Selv om Dansk Folkeparti således sætter os/dem-opfattelsen på spidsen, er der næppe nogen mennesker, der kan sige sig fri for at være hykleriske i forhold til deres formulerede ideologier. Det er kun menneskeligt at føle et nærmere slægtskab med folk, der minder om en selv. Det er rimeligt, at man har mere lyst til at hære deres ytringer and andres, og at man finder det nødvendigt at forsvare dem, fordi man dermed føler, at man forsvarer sig selv. Jeg betragter hykleri som uundgåeligt, for alternativet er en umulig idealisme.
Delvist af samme grund undlader jeg at støtte generel ytringsfrihed, generelt demokrati, generelle rettigheder eller generel accept, og jeg betragter ikke nogen af delene som absolutte. Jeg bygger hykleriet ind i min ideologi, og vil ikke bilde hverken mig selv eller andre ind, at jeg er principfast, eller at jeg vil behandle alle mennesker lige. Jeg er i stedet så tolerant og konstant som et spejl: Jeg går ind for, at man behandler folk ud fra deres egne holdninger. Hvis nazister finder det rimeligt at benytte vold mod ens modstandere, så fint med mig: Jagtsæsonen på nazisterne er dermed åben. Hvis en religiøs person mener, at folk med andre religioner skal have færre rettigheder, så fint med mig: Det har han ikke ret til at mene. Hvis en person angriber mig, sætter han sig udenfor min beskyttelse, men hvis han forsvarer mig, får han også min beskyttelse. Søren Espersen (DF) kan ønske, at mine børn skal tvangsfjernes, fordi jeg har andre holdninger end ham, men så kan han også forvente, at jeg gladeligt ville sælge hans børn til slavehandel. Jeg tolererer folk, der vil tolerere mig, og ønsker død og destruktion over de, der ikke vil tolerere mig. Jeg accepterer, at personer udtaler sig, såfremt de ikke siger, at jeg skal tie. Hvis de ønsker at lukke munden på mig, ønsker jeg at fjerne deres stemmebånd. Og først og fremmest hytter jeg mit eget skind. Mit politiske standpunkt handler om, at jeg får noget ud af at støtte denne politik; dét, og ikke noget andet, gør det moralsk rigtigt for mig.
Det er tit-for-tat; det er den gyldne regel neutraliseret til "jeg gør mod dig, som du gør mod mig". Min moral er åbenlyst dynamisk, selvinteresseret og reciprok. Den er alt det, som ville have været hykleri, hvis jeg påstod noget andet.
Det virker ganske sandsynligt at Dansk Folkepartis utrættelige kamp mod "de andres" rettigheder bygger på en opdeling i undermennesker og rigtige danskere. Det har jeg ingen problemer med at acceptere.
Derimod finder jeg dit moralbegreb problematisk. Vi skulle gerne være bedre end nazisterne og Dansk Folkeparti. Vi skulle gerne have udviklet os mere end de religiøse fanatikere.
Når man beslutter sig for en øje-for-øje-gengældelse kommer man ikke videre, og sænker sig ned på nazisternes, fascisternes og de religiøses stade.
Når det kommer til frihedsrettigheder, så må de gælde for alle, hvis de skal give mening. Hele idéen med et demokrati er at det skal være sikkert at være upopulær, også selvom flertallet finder ens holdninger afskyelige. Derfor skal Dansk Folkeparti, Geert Wilders og de andre tågehorn have deres fulde og uindskrænkede ytringsfrihed, kun begrænset af de generelle rammer loven opstiller. Hvis vi først tillader at de dumme svin mister deres rettigheder åbner vi op for en glidebane mod det totalitære samfund. Det er netop hvad Dansk Folkeparti har gang i, og hvad venstrefløjen bør kæmpe imod.
Problemet med at føre moral efter talionsprincippet er at man åbner op for selvtægt. Det er i bund og grund lynch-justits du anbefaler, for hvis man har lov til at tæve nazister som straf for deres voldelige adfærd, hvorfor så ikke også følge det Ekstrablads-læsende bodegasegment, og selv gå ud og give pædofile, gaderøvere og spritbilister tæsk?
Det korrekte svar på nazi-terroren er (ligesom i pædofilisagerne) en politiindsats der opsporer voldsmændene og får dem dømt ved en domstol, samt på længere sigt en social- og fordelingspolitisk indsats, der fjerner årsagerne til had-grupper som nazister.
På venstrefløjen skulle vi gerne være bedre end Dansk Folkeparti, og målet bør ikke være at få magt for at optræde lige så udemokratisk.
Der er en lille finte omkring "øje for øje"-delen her. Jeg mener jo f.eks. ikke, at enhver gruppe skal udsættes for retsløshed: Det er kun de grupper, der selv ønsker retsløse tilstande, der venligst kan trække løkken om halsen. Endvidere er det i betydningen "iterated prisoner's dilemma", at jeg foretrækker denne gengældelsesstrategi, hvor man nok vil tænke sig om en ekstra gang, før man opfører sig sådan, som Ekstra Bladets kommentatorer anbefaler.