Memetologi

Da Richard Dawkins i 1976 udgav bogen "Det selviske gen", fremlagde han en strengt deterministisk model, hvor han anser organismer for at være overlevelsesmaskiner for genet, som han indleder med at definere som et "stykke DNA". Organismerne selv har ikke nogen anden funktion end at muliggøre genernes selv-reproduktion samt beskytte generne.

Lidt senere forklarer han, at fordi der ikke (dengang?) fandtes en anerkendt definition af et gen, vælger han at kalde genet for "en portion kromosom-materiale", der har tilstrækkelig stabilitet til at kunne være en enhed for naturlig udvælgelse. Ser man nærmere på definitionen, er den dog cirkulær: Dawkins fastslår, at naturlig selektion skyldes genet, hvorpå han definerer genet som noget, der giver anledning til naturlig selektion. Et sådant argument nytter bare ikke, hvis der ikke findes en sådan afgrænset enkeltstørrelse, som indgår i den naturlige selektion.

Dawkins modtog af samme årsag kraftig kritik for således at basere sin grundhypotese på et begreb, som han havde undladt at definere. I sit modargument anerkender han indledningsvist, at gener muligvis indgår i strukturerede relationer, og på den måde højst bidrager til dannelsen af en fænotypisk egenskab. Men selv om man måske afdækker en større mangfoldighed af sådanne relationer, så er det ikke disse fænotypiske egenskaber, der overlever generation efter generation, mener Dawkins. Det, som derimod overlever i den evolutionære selektion, er en replikator. På samme måde, som man kan abstrahere fra de enkelte organismer, og i stedet anskue dem som en gen-pulje, sådan kan man også betragte baggrunden for evolution som en sum af replikatorer. Som fænotype er biosfæren (den "udvidede fænotype") ikke interessant; det er replikatorerne, der er interessante.

Dermed gentager Dawkins imidlertid blot sig selv på en snørklet vis. Han udskifter sin upræcise definition af "et stykke DNA" eller "en portion kromosom" med en ny og lige så upræcis definition - for hvad består replikatorer af? Man får allerede her mistanke om, at Dawkins vil vælge helt at ignorere behovet for materiel substans og blot vælge at se replikatorer som løsreven information.

Richard Dawkins viser hermed, at det er muligt for ham at fastholde sin reduktionistiske hypotese, selv om han aldeles opgiver gen-begrebet! Selv i dag, hvor vi har erkendt en langt større kompleksitet med talrige indbyrdes relationer, hvor miljøet spiller ind i selv de mindste genfænomener, og hvor beskrivelsen af dyreadfærds genese kræver indarbejdelsen af indlæring og imitation, så kan reduktionister som Dawkins hævde præcis det samme som før, hvis blot de gentager hans argumentation i en ny form. De behøver f.eks. blot postulere, at en given "enhed af adfærd" har en særlig selektionsværdi, og at vi med med tiden vil kunne identificere en entydig biologisk substans for den, når vi har lært at se dybere ned i altets bestanddele.

Som svar på dét argument kan man enten vælge at sandsynliggøre, at der findes niveauer, som ikke kan reduceres yderligere, eller at hver af de konkrete forklaringer er uvidenskabelige. Det sidste ligger temmelig lige for, når argumenterne forudsætter, at vi "en dag vil forstå".

Richard Dawkins har siden valgt at kalde sin reduktionisme for "hierarkisk", hvilket dog ikke bidrager med nogen afklaring, for selv om en hierarkisk opdeling af niveauer er et praktisk epistemologisk værktøj, bliver hans reduktionisme jo ikke mindre reduktionistisk af den grund: Hvis man til stadighed forsøger at reducere en enhed på et niveau til del-enheder på det underliggende niveau, så ender vi på fysikkens partikelniveau.

Kort og godt demonstrerer Dawkins, at hvis blot man fuldstændig ignorerer de ontologiske overvejelser, som er en forudsætning for lødig videnskab, bliver man i stand til at kaste den ene fantasifulde hypotese på bordet efter den anden.

Tilbage til "Det selviske gen": Efter at have diskuteret genets rolle afslutter Dawkins pludseligt bogen med en kort redegørelse om kultur. Ifølge Dawkins har kultur intet med gener at gøre, og manifesteres i stedet af en helt anden slags replikatorer, som han kalder memer. Memerne opfører sig ganske som generne, idet de spreder sig i gen-puljen på samme måde, som gener rejser fra krop til krop via sæd- og ægceller. Memerne spreder sig fra hjerne til hjerne via imitering, fastslår Dawkins.

Heller ikke denne gang gør Dawkins noget forsøg på at definere, hvad disse memer består af. Deres materielle substans forbliver urørt. Han forklarer ikke, om kultur og biologi adskiller sig epistemologisk eller også ontologisk fra hinanden, eller om der er tale om nærmest parallelle søjler i hans ultrareduktionistiske univers.

Med denne argumentationsform - eller måske snarere dens mysticisme og metafysik - har jeg svært ved at tolke Dawkins' bidrag som andet end en nyfortolkning af forældede forestillinger om sjæl og legeme. Richard Dawkins giver genet omtrent samme rolle for organismer, som kristne teologer gennem tiden har tillagt sjælen (hvor kroppen blot var dens fartøj på Jorden), og gør den kartesiske dualisme total, da han afslutningsvis ligefrem adskiller biologi og kultur. Dawkins' brug af gener og memer er velkendt materiale fra religiøse forestillinger, blot nyformuleret i et scientistisk sprog.